Sprog skaber empati: kulturmøder i oversættelse

Af Juliane Wammen

Artiklen blev oprindeligt trykt i KOM – Magasinet for kommunikation og sprog #100

For nylig hørte jeg om et større markedsanalysebureau med en noget speciel oversættelsespraksis: Markedsanalysebureauets danske medarbejder lavede f. eks. et spørgeskema til en given undersøgelse og oversatte det selv til engelsk, ofte på et rudimentært niveau, eftersom analytikeren ikke var uddannet oversætter eller havde særlige sprogkompetencer. Dette engelsksprogede materiale var det, som kunden skulle tage stilling til, og hvis kunden sagde ja tak til undersøgelsens udformning, ville spørgeskemaet så blive oversat til de øvrige sprog inden for området – altså på baggrund af en original, oversat rudimentært, og af en ikke-kompetent person. Analytikeren klagede over at disse oversættelser tit var ret dårlige, og det er da også ganske muligt, at kvaliteten fra oversættelsesbureauet ikke holdt. Men et større problem, og årsagen til, at oversættelsesbureauet ikke kunne levere en god nok kvalitet, er nok snarere, at ”originalteksten” var skrevet på et fladt, unuanceret engelsk. Mulighederne for misforståelser er utallige.

Denne praksis er først og fremmest udtryk for en manglende respekt for sprogfaglige kompetencer: Man tror, at oversættelse og tolkning er noget, man bare lige kan gøre med venstre hånd, for ”vi kan jo alle sammen engelsk”. Ville man nogen sinde overveje at lade en tilfældig medarbejder rode med firmaets it-server på må og få, når der opstod et problem med det interne netværk? Det virker ikke sandsynligt. Men praksissen er også udtryk for en mere grundlæggende mangel på forståelse for, hvad sprog er og kan, noget man som oversætter ofte møder, når man skal forklare, hvorfor det for eksempel ikke er ligegyldigt, om det er menneske eller maskine der oversætter en tekst, eller at det at oversætte ikke bare primært består i at slå op i en ordbog. Den slags forestillinger glemmer, at der ikke er et en-til-en-forhold mellem ord på forskellige sprog, at nuancer og forskelle ikke bare er besværlige knaster, der skal udjævnes og fjernes gennem et fladt fællessprog, men at disse knaster faktisk udgør selve muligheden for at få indblik i helt andre verdner og tænkemåder end de vante, og dermed måske snarere skal betragtes som en styrke, end som noget der skal fjernes.

Sproguddannelser under pres
Det er ingen hemmelighed, at sproguddannelser på alle niveauer – folkeskole, gymnasier og universitetet – er under voldsomt pres i øjeblikket. Der går næsten ikke en dag, hvor man ikke hører om en sproguddannelse, som er blevet lukket, et fag der er blevet nedlagt eller lagt sammen med et andet, om at det er umuligt at få de unge til at vælge sprog som fag, både i gymnasiet og på universitetet. Og på trods af opråb fra erhvervslivet, om hvor vigtigt det er for handel og udveksling på tværs af grænser, at man kan tale med folk på deres eget sprog på et passende niveau (1), succeshistorier om, at Danmark f.eks. er det land, hvor der procentvis udgives næstmest oversat finsk litteratur (noget som bl.a. er opnået gennem et samarbejde mellem den statsligt finansierede Finnish Literature Exchange og finskstudiet på KU), eller at fag som tibetologi og assyriologi på Københavnsk Universitet og japansk på CBS nyder stor anerkendelse internationalt for deres stærke faglighed og traditioner, bliver sprogfagene alligevel lukket og skåret ned. På CBS er der således ikke længere egentlig forskning og undervisning i erhvervssproglige discipliner i andet end engelsk (2).

Sprog som indgang til andre verdner

I løbet af det seneste halve år har der været flere høringer og konferencer, som tog udgangspunkt i problemet med lukning af sprogfag og manglende sprogkompetencer i andet end engelsk. Og mange ord er blevet sagt om fremtidens arbejdsmarked og erhvervsliv i den forbindelse: om hvordan vi mister eksport- og handelsmuligheder, hvordan den manglende certificering af translatører fremover vil skabe problemer for firmaerne, hvordan det vil blive sværere at finde gode tolke til retssystemet. Alt sammen i den grad relevante grunde til at protestere voldsomt mod tabet af sprogkompetencer, som det vil tage mange, mange år at (gen)opbygge. Men der er et andet og dybereliggende aspekt af denne sprogdiskussion, som er mere uhåndgribeligt, men ikke desto mindre meget betydningsfuldt for, hvordan vi forstår os selv som mennesker og samfund. At kunne et sprog, at lære et sprog, er nemlig også en vej ind i en anden kultur, en anden virkelighed, en måde at forstå verden på, som gør en selv og samfundet rigere – i ikke-pekuniær forstand. I den forstand bliver oversættere, måske i særdeleshed af skøn- og kulturlitteratur, ikke bare formidlere af ”gode historier” fra andre lande, men også ambassadører for den kultur, det sprogområde, som deres litteratur er skrevet på.

Som det lød på årets Hieronymusdag (en årligt tilbagevendende konference som Kommunikation & Sprog arrangerer i samarbejde med Dansk Oversætterforbund, Forum for Billedmedieoversættere og Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på KU), der netop handlede om, hvorfor sproglig mangfoldighed er vigtig: ”Det globale medborgerskab skal styrkes. Fremmedsprog er kulturbærende og kulturskabende. Mange sprog er vigtige i et lille land. Sprog påvirker vores holdning og vores udsyn til andre kulturer og sprog. Hvis der ikke er en underliggende strategi, bliver det en ren tilfældighed, hvem og hvilke kulturer vi udveksler med.” (3)

Sprogforståelse skaber empati

”Sproget er det mest personlige vi har. Det former vores tanker, det gør os i stand til at kommunikere med vores omverden, det gør os til dem vi er.” (4). Sådan skriver Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i forbindelse med lanceringen af seksbindsværket Dansk Sproghistorie. Sproget er således grundlæggende for de fleste menneskers forståelse af deres egen identitet og et middel til at forstå verden – meget groft sagt som et filter hvorigennem man har adgang til de fænomener, der findes derude. Samtidig er det ikke muligt at træde ud af sit sprog, man er bundet til verden gennem sproglighed, og i særdeleshed også forbundet til menneskelige fællesskaber gennem sproget, både på det helt personlige mikroniveau og det abstrakte makroniveau. Sprog er så vigtigt, at f.eks. det ikke at mestre sit eget modersmål på en tilstrækkeligt nuanceret måde, ikke at kunne gøre sit indre liv forståeligt for sin omverden og ikke forstå nuancerne i, hvad den omverden kommunikerer, kan give voldsomme frustrationer og følelser af eksklusion og magtesløshed, som i sidste ende kan føre til voldelig adfærd. (5)

På det personlige, individuelle plan giver omgangen med et fremmed sprog derfor en bedre forståelse af andre, deres verdner og udgangspunkt, og skaber mulighed for tættere personlige relationer med færre misforståelser. Sprog er en indgang til anderledes måder at tænke på og se verden på. Det bidrager til kulturforståelsen at kunne sprog, for sprog er ikke blot et middel til kommunikation, det er også en internalisering af den andens verden, en mulighed for empati med den andens udgangspunkt. Relationen mellem sprog og verden er langt fra en-til-en; sprog udvikler sig i en dialog med omverdenen, skriver sig ind i den kontekst, de er opstået i, og reagerer på forandringer i den verden, samtidig med at de trækker tråde langt tilbage i tiden og langt ud i verden gennem ord og vendinger, særlig syntaks, tegnsætning og skrifttegn etc.

Et konkret eksempel er det grønlandske sprog, der i dag er truet, fordi så få mennesker (ca. 50.000) taler det. Det er det eneste sprog, som er opstået og udviklet i direkte forbindelse med den arktiske livsverden – dvs. hvis grønlandsk forsvinder, forsvinder også menneskets sprog- og begrebsliggørelse af den arktiske natur. (6)

Litterær oversættelse som middel til kulturforståelse
Engelsk er blevet lingua franca i mange grene af erhvervs- og forskningsverdenen, og det er berigende at kunne tale direkte med kollegaer på et fælles sprog. Men det er dybt problematisk at tro, at et almindeligt skoleengelsk er nok til at udtrykke komplicerede problemstillinger på en ordentlig måde. Det viser både en disrespekt over for den sproglige mangfoldighed, men også over for det engelske sprog, som selvfølgelig har sin egen kompleksitet.

Hovedparten af den litteratur, som oversættes til dansk, er oprindeligt skrevet på engelsk eller de nordiske sprog. Og dermed går vi glip af de forståelser af verden, som formidles gennem andre sprog. Det gælder ikke kun indholdet af den litteratur, der bliver oversat, det gælder også og i lige så høj grad måder at skrive og anvende sproget på. Oversættelser fra andre sprog – hvis den sproglige særlighed vel at mærke får lov at skinne igennem – tilfører det danske sprog nye og anderledes nuancer og variationer.

Sprogene har forskellige modi, stillejer, ligesom forfatteren bruger forskellige stillejer og sætningsbygninger inden for det enkelte sprog. Når man oversætter litteratur, smitter den fremmede syntaks og tekstopbygning i et vist omfang af på den danske, hvilket giver fornemmelsen af, at man læser noget, som er fremmed, samtidig med at det er på dansk. Det er en fuldstændig unik måde at kunne empatisere med andre på. Modersmålet og de associationer og tankebaner, ens primære sprog skaber i hjernen, kombineres med en let fremmed indholdsverden og strukturel verden, rent sprogligt. Man får så at sige den andens fremmedhed ind under huden på en ganske særlig måde. Hvis man har den holdning, at en oversættelse først og fremmest skal være hundrede procent dansk, oplever man ikke denne empati, men så kan der til gengæld være noget i indholdet, som giver én en mere faktuel, rationel viden om den fremmede anden.

Sproglige mangfoldighed giver bedre dansk
Dårlige oversættelser som følge af manglende sproglige kompetencer giver i sidste ende også et dårligt og unuanceret dansk, idet tilgangen til verden bliver baseret på et overfladisk ordforråd og manglende evne til at udtrykke sig nuanceret og rigt. Virkelighedens reelle kompleksitet går tabt i den afstumpede sprogverden.
Det danske sprog har altid taget imod mange påvirkninger fra hele verden og er blevet rigere af det. Og der er intet galt eller mærkeligt i, at det nu er engelsk, der dominerer. Men det manglende fokus på andre sprog giver et tab af nuancer og udtryksformer, som ikke kan måles og vejes umiddelbart, men som gør den kulturelle rettethed meget ensidig. Orienteringen – politisk, socialt, følelsesmæssigt – går kun i én retning, og eftersom verden er meget, meget større, er det et problem. Vi har i den grad brug for at forstå mennesker i andre dele af verden, både for vores egen og deres skyld. Vi har brug for at forstå deres menneskelighed, som mennesker. Og det at kunne tale og forstå – og oversætte – andres sprog, er en grundlæggende forudsætning for empati og forståelse.


Kilder

(1) Christensen, Joachim Hans Næshave & Anne Nyhus: ”Dansk Industri: vi har brug for de små sprog i dansk erhvervsliv” (DR Nyheder, 16/11-2016)

(2) Phillipson, Robert: “Universiteter sjofler fremmedsprogene” (Politiken, 25/10-2016)

(3) Hieronymusudvalget: ”Udtalelse fra Hieronymusdagen den 30. september 2016” (Kommunikation & Sprog, 30/9-2016)

(4) Det Danske Sprog- og Litteraturselskab: ”Dansk Sproghistorie 1-6, bd. 1” (DSL 9/11-2016)

(5) Demir, Ahmet: “Ikke at beherske sit modersmål giver konflikter” (DKNyt, 29/1-2013)

(6) Giese, Sebastian Loro: ”Sproglig mangfoldighed giver styrke – Hieronymusdagen 2016” (Babelfisken, 20/10-2016)

Posted in Oversættelsesteori og -debat | Tagged , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Månedens oversætter: Siri Nordborg Møller

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Jeg læste finsk på Københavns Universitet, og den daværende lektor Tuula Eskeland havde lagt mærke til, at jeg var meget glad for at oversætte, og måske mente hun også, at jeg havde nogle evner for det. I hvert fald spurgte hun mig på et tidspunkt, om jeg havde lyst til at oversætte en krimi af Reijo Mäki, fordi Helena Idström ikke var interesseret i den. Jeg slog selvfølgelig til og fik mig kæmpet igennem de 375 sider. Det var måske nok en lidt for stor mundfuld, men det var ekstremt lærerigt, og mit passive ordforråd blev kæmpestort. Efterfølgende opfordrede Helena Idström mig til at oversætte børnebøger, og hun sendte nogle opgaver videre til mig, hvilket jeg er meget taknemlig for.

I virkeligheden falder æblet nok ikke særligt langt fra stammen, for min far arbejdede i en periode som oversætter og tolk fra russisk, men jeg har nu aldrig opfattet det, som om jeg gik i hans fodspor. Jeg har bare altid haft det sjovt med at oversætte, uanset hvilket sprog jeg arbejdede med, og så har jeg været heldig at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Skønlitteratur, fordi der er større frihed og mere plads til kreativitet, men ud over det har jeg ingen præferencer. Jeg nyder at arbejde med mange forskellige genrer og teksttyper. Det er jo også noget af det, der gør, at oversættelse aldrig bliver kedeligt.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Jeg synes, det er svært at vælge en enkelt bog ud, men der har været et par stykker, som har haft betydning for min udvikling som oversætter. Emilia Lehtinen og Laura Valojärvis rimede billedbøger Håndbog for dragedyrkere og Dragelil, kan du spy ild? (Turbine, 2010 og 2012) tvang mig til at tage et kæmpe skridt væk fra teksten for at gendigte den, og det gav mig en større indsigt i, hvor fri man kan være, samtidig med at man er tro mod forlægget.

Leena Krohns Bipavillonen (Jensen & Dalgaard, 2014) var en drøm at få lov til at arbejde med. Jeg havde egentlig haft lidt svært ved at komme ind i Krohns forfatterskab, men da jeg begyndte at oversætte, var det, som om teksten bare flød af sted. Hun har en poesi og enkelhed, som åbenbart ligger godt til mig. I hvert fald oplevede jeg, at den oversættelse udfoldede nogle nye sider, som gjorde mig mere modig i forhold til at afprøve sprogets grænser.

Bedste oversættelse du har læst?

Jeg vil holde mig inden for mit eget felt og pege på to oversættelser, som har inspireret mig på hver deres måde: Kjeld Elfelts oversættelse af Aleksis Kivis Syv brødre (Det Danske Forlag, 1957) og Hilkka og Bent Søndergaards oversættelse af det finske nationalepos Kalevala (Museum Tusculanums Forlag, 1994).

Jeg har flere grunde til at sende Kjeld Elfelt en venlig tanke, men vigtigst er nok, at hans oversættelse af Syv brødre var stærkt medvirkende til, at jeg fik lyst til at lære finsk for at kunne læse mere finsk litteratur. Det er over 15 år siden, jeg læste bogen, men alligevel er der en sætning, som har hængt ved, og nu citerer jeg frit fra hukommelsen, så jeg håber, det er bare nogenlunde rigtigt: ”Her står vi nu som badstueløse mænd.” Den konstatering kommer en af brødrene med, da deres sauna er brændt ned efter en lidt for våd aften. Jeg synes, sætningen er genial, fordi den på én gang er nøgtern, men samtidig dybt tragikomisk. Og så kan jeg godt lide, at Elfelt har ladet det finske sprog smitte af og skabt ordet ‘badstueløse’ i stedet for fx at skrive ‘Nu står vi her uden sauna.’.

Oversættelsen af Kalevala er en pragtpræstation. Alene det, at man giver sig i kast med sådan et projekt, bør indgyde respekt. Kalevala er baseret på mytologisk stof, som er overleveret gennem en sangertradition. I perioden 1828-1834 rejste sprogforsker m.m. Elias Lönnrot rundt i Finland og Karelen og nedskrev sangene, hvorefter han bearbejdede og sammensatte dem til et samlet epos bestående af ca. 23.000 vers. Versene følger en bestemt rytme, det såkaldte kalevalameter, og er stærkt præget af bogstavrim. Dertil kommer, at versene to og to har det samme indhold, blot fortalt på forskellige måder. Der er altså nok af benspænd, men Hilkka og Bent Søndergaard har løst opgaven imponerende flot. Det er inspirerende bare at bladre lidt i bogen, fordi der er så mange gode ord og udtryk som for eksempel ‘gennemisnes’, ‘blanklaks’, ‘skægkrans’, ‘bærbuskheden’, ‘mårskindspose’ og min personlige favorit ‘tykmælkssnude’.

Hvor oversætter du?

Hjemme i min stue.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

Jeg har gennem de sidste mange år oversat Aino Havukainen og Sami Toivonens billedbogsserie om de gæve gutter Kalle og Palle, der kommer fra Særlinge, hvor man gør alting lidt anderledes end normalt. Derfor er bøgerne fyldt med finurligheder og ordspil, som godt kan give oversætteren hovedbrud. Et lille udpluk fra den seneste bog Kalle og Palles forunderlige jul (Turbine, 2016):

Kalle og Palle er på jagt efter et juletræ, og hos juletræssælgeren står der et skilt med teksten: ”Osta kuusi tai seitsemän”. Her spilles der på, at kuusi betyder både ‘seks’ og ‘juletræ’, så direkte oversat står der ‘Køb seks/et juletræ eller syv’. Hvad gør man så? Jeg tænkte, at man på dansk kunne udnytte ligheden af ‘træ’ og ‘tre’, så det blev til ”Køb et træ eller tre”.

Kalle og Palle har en udpræget tendens til at få ord og begreber galt i halsen. Da det går op for dem, at det er jul lige om lidt, og de mangler at lave tusind ting, udbryder Kalle: ”Nyt iski kuule ihan järkyttävä JOULUSTRÖSSELI! Äh, eikun tarkoitin tietysti JOULUSTRESSI!” Selvom man ikke kan finsk, kan man måske godt fornemme, at det vigtige ord her er ‘julestress’. Direkte oversat lyder sætningen: ‘Nu bliver vi ramt af en voldsom JULEKRYMMEL! Øh, jeg mener naturligvis JULESTRESS!’ Det lyder jo temmelig fladt. Så man leder lidt i kraniekassen efter et ord, der klinger af stress, og finder en struds: ”Nu bliver vi ramt af en voldsom JULESTRUDS! Øh, jeg mener naturligvis JULESTRESS!” Det giver både et ret sjovt billede, og så får man et U med som lydmæssig bonus.

Lydord er altid en udfordring for sig, og her er et eksempel med en ekstra lille krølle. Da Kalle og Palle er kommet hjem med juletræet, har de hængt det til tørre ude på badeværelset, som man nu gør, når man har slæbt det hjem gennem sneen. Det drypper fra træet, og lyden er angivet som ”TIP! TAP!”. Under normale omstændigheder ville det jo være lige ud ad landevejen at oversætte til ‘DRYP! DRYP!’, men omstændighederne er sjældent normale hos Kalle og Palle. De synger glade en kendt finsk julesang med omkvædet ”Tip tap tip tap tipetipetiptap”, og her illuderer det lyden af nisser, der lister af sted. Den eneste løsning, jeg lige umiddelbart kunne finde på, var at lade drengene synge ”Bjældeklang, bjældeklang”, mens dråberne akkompagnerede med et ”KLANG! KLANG!” ude fra badeværelset. Det kræver måske lidt god vilje, tunge dråber og en usynlig blikspand i bunden af badekarret, men det formidler trods alt forfatternes idé.

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Musikalitet og fornemmelse for sprogets nuancer. En god evne til at leve sig ind i historien og personerne, så man kan give dem liv på dansk. Ro og tid til at lade oversættelsen modne. En nysgerrighed over for litteratur og sprog generelt. Kritisk sans.

Posted in Månedens oversætter | Tagged , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Friedrich Hölderlins Tårndigte

Af Jørgen Herman Monrad

Anmeldelse af Friedrich Hölderlin: Tårndigte. Oversat af Ejler Nyhavn. Forlaget Wunderbuch.

Johann Christian Friedrich Hölderlin (1770-1843): den store tyske lyriker, der lod sig inspirere af Goethe og Schiller, men hvis temperament var for impulsivt, for visionært og for sårbart til, at han kunne tilpasse sig den beherskede afmålthed i deres såkaldte klassik.

Hölderlin: filosofferne Hegel og Schellings studiekammerat ved det teologiske fakultet i den lille sydtyske universitetsby Tübingen, digteren Novalis’ og kritikeren Schlegels samtidige, den begavede unge mand, som alle ventede sig alt af, men som tilsyneladende ikke indfriede en eneste af de forhåbninger, man havde til ham.

Hölderlin: det stakkels ulykkelige geni, der gennem ti-femten år skrev en sand perlerække af formfuldendte, oldgræsk inspirerede oder, hymner og elegier, men som så brød psykisk sammen og tilbragte de sidste tredive år af sit liv som ”plejesøn” for en snedkerfamilie i et lille gulkalket tårn i Tübingen.

For årtier siden skænkede Thorkild Bjørnvig os med sin Brød og vin en smuk oversættelse af de vigtigste af de digte, Hölderlin nåede at skrive inden sit sammenbrud. For få år siden præsenterede Hans Christian Fink os for sin samvittighedsfulde oversættelse af Hölderlins brevroman Hyperion. For nylig gav lyrikeren Anders Abildgaard sit fine bud på en oversættelse af Hölderlins Pindar-fragmenter. Og nu har forfatteren, musikeren og pseudonymet Ejler Nyhavn så med sine Tårndigte forsøgt at løse den sidste og måske allermest udfordrende formidlingsopgave: at oversætte en række af de mange små, på engang glasklare, men samtidig gådefulde digte, den formentlig skizofrene Hölderlin skrev i sine sidste livsår i tårnet i Tübingen.

Die Linien des Lebens sind verschieden

Wie Wege sind, und wie der Berge gränzen.

Was hier wir sind, kann dort ein Gott ergänzen

Mit Harmonien und ewigen Lohn und Frieden.

Sådan lyder et af de berømteste små ”tårndigte”. Hos Nyhavn bliver det til:

I livets linjer er forskellighed

Som veje er, og ligesom bjergets tinde.

Hvad vi er hér, kan dér en gud fuldende

Med harmonier, evig løn og fred.

Hvornår er en lyrikoversættelse vellykket? Skal en lyrikoversættelse fra tysk til dansk indeholde nøjagtig det samme antal ord med nøjagtig den samme mening og nøjagtig de samme klanglige kvaliteter som originalens for at kunne kaldes vellykket? Er en 1:1 relation mellem oversættelse og original altid det ideelle mål for oversætteren? Og kan en kritiker med rette dadle oversætteren, hvis dette mål ikke er nået? Eller kan oversætteren tillade sig at give køb på en smule mening, hvis blot klangen tilgodeses? Eller på en smule klang, hvis blot meningen tilgodeses?

Et objektivt svar findes næppe. Men et mere pragmatisk svar er det let at formulere: Uden en vis frihed er det som oftest slet ikke muligt at foretage den manøvre, vi kalder oversættelse.

Lad os betragte den ovenstående original og den ovenstående oversættelse: Det første, der falder i øjnene, og det første, som øret hæfter sig ved, er utvivlsomt originalens enkle rytme og enkle enderim. Som Nyhavn selv påpeger i sit lille forord til sine oversættelser, så adskiller de fleste af Hölderlins sene digte sig fra hans græsk-inspirerede ungdomsdigte ved at have ”folkelige”, ”regelmæssige” rytmer og ved at have enderim. I den ovenstående original er en ikke helt ukompliceret filosofisk tanke illustreret med et forholdsvist enkelt billede af veje og bjerge. Charmen ved originalen ligger ikke mindst i denne enkelhed. I Nyhavns oversættelse bliver billedet af livsbaner, der kan være lige så forskellige, som veje kan være det, dog en anelse mere abstrakt og ikke helt så let for tanken at fatte, idet han taler om ”forskellighed” i stedet for blot at sige ”forskellige”. Dette gør han givetvis af hensyn til rimet. Den lille forskydning tillader ham jo at eftergøre Hölderlins rim ”verschieden”/ ”Frieden” med ”forskellighed”/”fred”.

Efter min mening kan vi dog – trods denne forskydning mod det abstrakte – kun glæde os over Nyhavns valg. For hvad er vigtigst? Den ordrette gengivelse? Meningens gengivelse? Klangen? Svaret er: Det hele på en gang, og i netop dette lille digt er rytmen og rimene utvivlsomt en uundværlig del af pointen. Ifølge en legende skal Hölderlin have klappet rytmen med venstre hånd mod sit skrivebord, mens han skrev med den højre, når et digt som dette blev til. Og dette rytmisk-kropslige skrivearbejde, der nok næsten kan sammenlignes med en taktfast vandring henad livets landevej, mærker man nu ikke kun i den tyske original, men glædeligvis også i Nyhavns oversættelse.

En lille detalje er dog, at Hölderlin – til forskel fra Nyhavn – i dette digts første og sidste linje rimer med tostavelsesord, hvis sidste stavelse er tryksvag. Altså med: ”verschieden”/ ”Frieden” og ”gränzen”/”ergänzen”. Dette giver digtet en klang, der er en anelse blidere, en anelse mere melodisk end klangen i Nyhavns oversættelse, hvor første og sidste linjes enderim er trykstærke. Jeg vil imidlertid på ingen måde klandre oversætteren for dette. For sagen er nok den, at der slet ikke findes to ækvivalente danske tostavelsesord med tryksvag sidste stavelse, som Nyhavn ville kunne eftergøre disse linjers melodiske blidhed med. Tysk og dansk er jo trods alt to forskellige sprog: Der vil altid ske en forskydning.

Og her er vi så ved et væsentligt oversættelsesfilosofisk spørgsmål, nemlig: Er de små eller større menings- og klangforskydninger, der så godt som uundgåeligt vil ske i en oversættelsesproces nødvendigvis beklagelsesværdige? Og skal vi partout være skuffede, når vi efter et nærmere studium opdager, at forholdet mellem original og oversættelse ikke er 1:1?

Eller kan vi tillade os at se forskydningerne som berigelser? Kan vi med andre ord tillade os at mene, at litterære klassikere og mesterværker i al deres uantastelige soliditet blot bliver berigede af de mange forskellige oversættelser til alverdens sprog, der med tiden grupperer sig omkring dem? Ja, mener jeg så afgjort. Den tysksprogede holocaust-overlevende lyriker Paul Celans langtfra ordrette, men ikke desto mindre geniale oversættelser af renæssancemesteren Shakespeares engelske sonetter viser os eksempelvis med al tydelighed, hvordan en kreativ oversætter kan få os til at opleve en original på en ny måde. Og det samme gør den danske symbolist Sophus Claussen med sine overordentligt musikalske, men heller ikke helt ordrette oversættelser af den engelske romantiker Shelleys digte.

Med Ejler Nyhavn har vi – fornemmer jeg – en oversætter, der som udgangspunkt ønsker at være at være så ordret og trofast som muligt. Og som, efter hvad han selv fortæller i sit forord, har brugt årtier af sit liv på at opnå dette. Men som ikke desto mindre af og til – velsagtens af selve de to sprogs forskellighed – tvinges til kun at rime ”halvt”, eller til helt at give afkald på et rim, eller til at udskifte et ord i originalen med et lidt ”skævt” synonym på dansk. Disse små uregelmæssigheder synes jeg hverken vi skal klandre eller beklage. Nej, vi bør tværtimod opleve dem som berigende musikalske variationer over originalernes givne temaer. Her er et eksempel:

Erinnerung ist auch dem Menschen in den Worten,

Und der Zusammenhang der Menschen gilt die Tage

Des Lebens durch zum Guten in den Orten,

Doch zu sich selber macht der Mensch des Wissens Frage.

Sådan lyder ”tårndigtet” ”Aussicht”s tredje strofe. Hos Nyhavn bliver det til:

Erindring er også for mennesket i ordet,

Og menneskers nødvendighed som alle dage gælder

Igennem livet for godt omkring på jorden,

Men til sig selv, mennesket videns spørgsmål stiller.

Som det ses, er oversættelsens rim ”kun” halve. Og som det ses, er flertals-dativ-formen ”den Worten” i oversættelsen blevet til entalsformen ”ordet”. Og som det endelig også ses, er det givetvis filosofisk vigtige ord ”Zusammenhang” i oversættelsen blevet til ”nødvendighed”. Små, men betydningsfulde variationer, som sprogenes forskellighed tvinger eller lokker Nyhavn ud i. Men samtidig små variationer, som gør det muligt at opleve og reflektere over disse gådefulde linjer på en ny måde.

Når Thorkild Bjørnvig i sin tid undlod at medtage de sene ”tårndigte” i sin Brød og vin, så skyldtes de formentlig to omstændigheder. Dels, at den charmerende enkelhed, der er over de små koncentrerede rimdigte, så let ville kunne forsvinde i oversættelsesprocessen. Dels, at man dengang stadig var tilbøjelig til at betragte digtene som så godt som uforståelige produkter af et skizofrent sind. Denne opfattelse har ændret sig meget i de seneste årtier, og vi kan derfor kun hilse det mere end velkomment, at Ejler Nyhavn nu med Tårndigte giver danske læsere mulighed for at bevæge sig ind i den sene Hölderlins sære univers. Ejler Nyhavns oversættelser kan nok allerbedst betegnes som smukke og begejstrede tilnærmelser til det i bund og grund utilnærmelige. Originaler og oversættelser er i øvrigt trykt side om side i denne gedigne, lillaindbundne bog fra forlaget Wunderbuch, som billedkunstneren Peter Brandes har illustreret, og som litteraturhistorikeren Jørn Erslev Andersen har skrevet efterskrift til.

Posted in Oversættelsesanmeldelser, Uncategorized | Tagged , , , , , , | 1 Comment

Søg arbejdslegater fra Statens Kunstfond

Babelfiskens redaktion vil gerne minde om, at der er ansøgningsfrist til arbejdslegater fra Statens Kunstfond om meget få dage, nemlig d. 1. februar kl. 23.59.

Det er legatudvalget for litteratur, der uddeler legater ved denne årlige ansøgningsrunde: Pengene gives på baggrund af en allerede eksisterende produktion, og det gælder både oversættere fra og til dansk, og af både skønlitteratur og almen kultur- og faglitteratur. Alle litterære oversættere kan altså søge, også selvom man ikke har et igangværende projekt.

Arbejdslegaternes formål er “at opretholde og fremme skabende kunstneres kunstneriske arbejde og produktion gennem tildeling af arbejdslegater af varierende størrelse, herunder treårige. Legater gives til fortsat kunstnerisk virke til kunstnere, der via deres hidtidige produktion har vist et særligt talent.”

Ud over de fire generelle kvalitetskriterier, som gælder for alle ansøgere, står der følgende om oversættere:

“For oversættere vil der særligt blive lagt vægt på, at oversættelsen videreformidler både originalværkets betydning og dets form, og at tonen i originalværket rammes på en overbevisende og sikker måde. Desuden kan udvalget også vælge at se på den litterære kvalitet af de værker, oversætteren hidtil har arbejdet med.”

Der må indsendes tekstprøver fra 2 værker, 5 sider fra hver, både original og oversættelse.

Læs mere og ansøg her.

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , | Leave a comment

Månedens oversættelse: Vernon Subutex I af Virginie Despentes

Af Mette Olesen

Om min oversættelse fra fransk af Virginie Despentes: Vernon Subutex I (1. bind af en trilogi). Tiderne Skifter, 2016.

Før Vernon bliver hjemløs, og altså stadig har sin computer, er det mest porno, han ser på nettet, for han ”gad ikke høre mere om krisen, islam, klimaforandringer, skifergas, mishandlede orangutanger eller romaer som ikke får lov til at køre med bussen.” Vernon Subutex er en ægte samtidsroman på den socialrealistiske måde, om en meget konkret nutid med for lidt sex, drugs and rock’n’roll og for meget neoliberalistisk junglelov – ”i dag er det død over taberne, selv inden for rockmusikken” – og hvor huslejen skal betales hver måned. Men det der gør bogen virkelig samtids, er at dens personer også lever i en parallel onlineverden. Disse to verdener mødes – eller gør de?! – i endnu et af Despentes’ geniale påfund: En mand, Vernon, bliver kult på Facebook hvor der er et hashtag på hans navn, og alle leder efter ham, mens han i virkelighedens verden ligger alene på gaden og er ved at fryse ihjel. Velkommen til Web 2.0.-sfæren.

Bogen er blevet flot anmeldt af Lise Garsdal (Politiken, 03.12.16), der karakteriserer Vernon som ”hverken helt eller skurk, snarere en flaksende tidsånd”, og af Tine Byrckel (Information, 07.01.17), der kalder romanen ”historien om en fortabt generation” af ”folk, som er blevet halvgamle og ikke engang så dét komme”. Når Garsdal er spændt på ”om verden har brug for Vernon, eller han for den”, er Vernon netop billedet på hele den generation. Ikke noget kønt billede, som forfatteren tegner ved at sende Vernon som en slags skjult kamera rundt og op og ned i alle Paris’ samfundslag. Men Despentes kan den kunst at karikere sine personers værste sider, og samtidig gøre dem troværdige som levende mennesker – man synes at man et eller andet sted forstår selv den ulækre hustrumishandler, den nyfascistiske drengerøv og den psykopatisk iskolde trader.

Eller gør ”man”? Det er Garsdal, der stiller det måske vigtigste spørgsmål, nemlig om man skal ”tilhøre 50-årige Vernons generation for at mærke nostalgiens salige prikken […], der gør romanen gribende midt i råberiet”? En generation som er forfatterens egen, og denne oversætters, og vistnok også de to nævnte anmelderes. Men hvad med læsere fra andre alderssegmenter? Hvordan læser de unge mon bogen, hvis de overhovedet læser den?

Byrckel synes Despentes’ skrivestil ligner Michel Houellebecqs, bare med højere energiniveau, og med den forskel at Houellebecq skriver ud fra en rent maskulin synsvinkel. Enig, men lad mig tilføje at Despentes ikke kun går ind i både mænds og kvinders tanker, hun går på tværs og sætter i høj grad spørgsmålstegn ved begreberne køn og seksualitet med alle sine homo-, bi- og trans-alt muligt personer samt sexarbejdere af alle slags, såsom den filosofiske ex-pornostjerne Pamela Kant og hendes utrolige kollega Vodka Satana. Jeg vil snarere betegne Despentes som en kvindelig mellemting mellem Houellebecq og Almodóvar på speed til lyden af Sonic Youth.

Men læs selv anmeldelserne (Byrckels er desværre kun for abonnenter):

http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/art5719786/En-mand-og-en-tid-g%C3%A5r-alvorligt-p%C3%A5-r%C3%B8ven-i-panomarisk-samfundssatire

https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2017/01/balzac-abstinenser

Det jeg kan bidrage med her, er selvfølgelig oversættervinklen: Hvad er det særlige ved bogen som oversættelsesopgave? For mig især to ting; den ene var ren nydelse, den anden noget af en udfordring.

Når jeg oversætter, (over)springer jeg rundt mellem Word og alt muligt på og uden for nettet. Og ikke mindst Youtube da jeg oversatte Vernon Subutex, det er nemlig en bog med soundtrack: Som vanligt maler Despentes et portræt af sin tid ved blandt andet at slynge om sig med varemærker, filmtitler og kendte navne inden for al slags underholdning fra politik til porno – og i denne bog særligt musik når hun rundhåndet deler ud af sangtitler og navne på bands og musikere. Despentes skriver altid meget filmisk, men Vernon Subutex er en ”film” med en særligt nærværende underlægningsmusik der helt af sig selv begynder at spille inde i læserens hoved, hvis det er noget, man kender, og som man måske lige skal ind og finde på Youtube, hvad enten man kender det eller ej. Og så skal man også lige høre et andet nummer med Iggy Pop, Clash, Noir Désir, Nirvana, Janis Joplin… Godt og skidt, men mest godt. Masser af halvgammel punkrock når den er bedst og sjovest. Det rene svir for en halvgammel oversætter.

Men når jeg ikke sad der, alene ved computeren, og skrålede med på Siouxsie and the Banshees, Pixies, Prince og lignende som Vernon sikkert ville kalde tøsemusik, var det brudstykker af et gammelt Gasolinnummer der dukkede op i mit hoved: ”Havørn, provo, piger og måger / Sutter og bumser / Finner og unger…”

Af gode grunde er der ingen i Despentes’ bog der hører Gasolin, men når jeg sad og sang Christianshavns Kanal, hænger det sammen med min anden særlige oplevelse med denne oversættelse. Også lystfyldt, men på den sprognørdede måde, nemlig en egentlig oversættelsesproblematik: Min søgen efter danske paralleller til franske ord som ’prolo’, ’facho’, ’bobo’, ’intello de gauche’, ’catho d’ultra-droite’, ’travelo’, ’pédé’, ’bougnoule’, ’youpine’, ’racaille’, ’toxico’ og så videre. Det vil sige slangord der kategoriserer sociale grupper, politisk, økonomisk, etnisk, religiøst, seksuelt, kønsmæssigt, og som det myldrer med i romanen. Mest af den nedsættende slags. Typisk Despentes (og Houellebecq i øvrigt) og typisk fransk hvor de anvendes meget mere og på en anden måde end på dansk, hvis der overhovedet findes tilsvarende udtryk på dansk.

Nogle ord er knyttet til en specifik fransk kontekst som for eksempel ’bougnoule’, en racistisk betegnelse for araber, specielt fra Nordafrika, som jeg derfor i mangel af bedre plejer enten at kalde bare ’araber’ eller lave om til en ’perker’. Med hensyn til ’youpin/-e’, som er en jøde/-kvinde (femininumsendelserne er en ekstra udfordring!), bliver de danske nedsættende versioner af ordet for historisk ladede til, at jeg kan skrive andet end bare ’jøde’. I den nutidige ende har vi ’racaille’, egentlig ’udskud’, men som i dag bruges om forstadsdrenge med nordafrikansk baggrund ”takket være” ex-præsident Sarkozy, dengang indenrigsminister, under et besøg i Paris-forstaden Argenteuil i 2005. Han lovede beboerne at skaffe dem af med kvarterets ’racaille’ med en højtryksspuler, ’un coup de Kärcher’. Jeg må omskrive med ’forstadsrødder’, ’bøller’, ’perkerbøller’…

Anderledes forholder det sig med en fransk ’prolo’ som til nød kan oversættes med ’proletar’, men det kommer let til at lyde for politisk og halvfjerdseragtigt på dansk, og svarer snarere til ’fattigrøv’. Det franske ’facho’, der kommer af ’fasciste’, er selvfølgelig chokerende på fransk og bestemt ikke noget man bør gå og kalde folk, men det er dog ikke så stærkt som ’fascist’ på dansk, vil jeg mene. Det må ofte omskrives til sådan noget som ’højreekstremistisk idiot’ eller lignende. Jeg overvejede om det er en dansk konfliktskyhed eller større politisk korrekthed der undgår disse sociale generaliseringer, men tror det alligevel ikke. Danske udtryk findes, og kan være mindst lige så kreative som de franske, men er måske mere modeprægede, bundet til forbigående fænomener, og hurtigere forældede. De franske ord dækker bredere grupper end for eksempel speltmødre, og anvendes også (undtagen måske de værste racistiske betegnelser) af en bredere befolkning i et mere fælles talesprog. En ’bobo’ som mig kan for eksempel sagtens finde på at sige ’prolo’, ’facho’ og ’catho’, men ikke ’pédé’ eller ’bougnoule’.

Dagens danske befolkning er uden tvivl mere homogen og socialt mere lige end den franske, trods alt. Måske derfor har jeg altid problemer med netop ’bobo’, det vil sige bourgeois bohème’ som vistnok faktisk stammer fra amerikansk, ’bohemian bourgeois’. Man hører det hele tiden i Frankrig, men alt efter konteksten må man oversætte det forskelligt, med eksempelvis ’luksusboheme’, ’luksushippie’, ’halalhippie’, ’kreativ klasse’, ’latte-segment’…? Alligevel bliver det tit for stærkt markeret på dansk. Er vi i virkeligheden blevet så ens at det er gennemsnitsdanskeren der er ’bobo’?

Så er det godt vi har Despentes, før det hele bliver for pænt.

Her vil jeg slutte af med Noir Désir fra de gode gamle dage:

https://www.youtube.com/watch?v=EhVw0IQOI1Y

 

Posted in Månedens oversættelse | Tagged , , , , , | 2 Comments

I kødet på Shylock

Af Ida Klitgård

Anmeldelse af Howard Jacobson, Mit navn er Shylock (Shylock is My Name), oversat af Lilian Kingo, Modtryk 2016.

Sidste år kunne vi fejre 400-året for Shakespeares død, og i den anledning har en lang række kendte forfattere lavet et gigantisk genfortællingsprojekt – ’Shakespeare i et nyt årtusind’ – med en serie romaner, der bygger på nogle af Shakespeares mest kendte skuespil. Jeannette Winterson har for eksempel gendigtet Vintereventyret, Margaret Atwood Stormen, Jo Nesbø har genfortalt Macbeth og Anne Tyler har lavet en ny version over Trold kan tæmmes.

Det danske forlag Modtryk har sat sig for at oversætte denne serie, der ligeledes udkommer i foreløbig 29 lande og på 22 sprog. I denne anmeldelse ser vi nærmere på et enkelt eksemplar i serien, nemlig den Bookerprisvindende jødiske forfatter Howard Jacobsons livtag med Købmanden i Venedig, der her er kommet til at hedde Mit navn er Shylock.

Howard Jacobson regnes for en af de ypperste moderne jødisk-britiske forfattere og kaldes tilmed ’den engelske Philip Roth’, idet han ligesom sin amerikanske forgænger kredser om spørgsmålene og problemerne ved jødisk identitet i et moderne samfund. Det store gennembrud var Finklerspørgsmålet, som han vandt Bookerprisen for i 2010, og som herhjemme udkom i 2014 i Sara Kochs oversættelse.

Shakespeares The Merchant of Venice er umiddelbart nok bedst kendt for enten filmplakaten med Al Pacino som den grådige, jødiske pengeudlåner Shylock eller det fejlciterede udsagn fra selvsamme: ”I will have my pound of flesh”, som i virkeligheden lyder enten ”I will have my bond” eller ”The pound of flesh which I demand of him is deerely bought, ’tis mine, and I will have it”. Et pund kød skåret fra købmanden Antonios krop er sikkerheden for at låne ham penge, og udtrykket trives stadig den dag i dag, når man skal tale om en særlig straf eller krav om noget. Og derfor kan man også billedlig set tale om, at en særlig gerrig person er en rigtig Shylock. Det er da også denne Shylock, der lægger ryg til titlen på Jacobsons genfortælling af Shakespeares tragikomiske skuespil. Og fokus er på generationer af litteraturkritikeres store spørgsmål: Er skuespillet antisemitisk eller sympatisk stemt over for jøder? Er Shylock en karikeret skurk, eller er han i virkeligheden et stakkels offer, der vækker vores følelser og empati?

Kort fortalt møder den krakilske, jødiske kunstsamler Simon Strulovitch tilfældigvis selveste inkarnationen af Shylock fra skuespillet, de opbygger et venskab og der opstår en lang række samtaler og forviklinger i familien og blandt venner, der kopierer løjerne i Shakespeares skuespil. Jeg skal ikke her komme nærmere ind på detaljerne og de mange gen(for)tænkte personer, men blot konstatere, at Jacobsons version af den berømte skålpund kød her tager form som truslen om omskæring af en ikke-jøde og sætter dermed hele spørgsmålet om jødisk identitet plus-minus den lille snip kød til debat.

Rent stilistisk forsøger originalen at holde et moderne toneleje med et islæt af en formfuldendt Shakespearesk veltalenhed og elegance. Det er heldigvis ikke et totalt udflippet eksperiment, men en gendigtning, der bevarer respekten for både den satiriske og den seriøse ånd i den gamle digters sprog.

I denne anmeldelse vil jeg diskutere, hvorvidt oversættelsen finder den rette balance mellem netop et moderne toneleje og en lidt ældre litterær tone. Jeg foretager nogle signifikante nedslag og går i kødet på dem så at sige. Valgene er truffet ud fra en læsning af oversættelsen først og fremmest med henblik på at aflure ord og formuleringer, der vækker min nysgerrighed efter at se, hvad der står i originalen. De stikker måske ud fra det normale toneleje eller vækker undren eller ligefrem begejstring.

Og det med det der kød er som sagt faktisk et vigtigt omdrejningspunkt. Hos Shakespeare og hos Jacobson tales der om ’a pound of flesh’, der hos Kingo ganske korrekt ifølge den danske Shakespeare-tradition bliver til ’et skålpund kød’ i stedet for ’et pund kød’, som man kunne forledes til at vælge. Det klinger dejlig altmodisch af gamle skålvægte.

Dette motiv udvikles længere henne i bogen, hvor følgende spørgsmål fremsættes til Shylock: ”Var dit pant kun løjer? Da du satte bøden til et skålpunds vægt af Antonios skære kød, som du kunne skære ud og vælge selv af hvilken del af hans krop, du ønskede, hvilke intentioner havde du da med det?” Her skærer gentagelsen af ordet ’skære’ desværre i ørerne. Hvorfor nu det? Jacobson skriver: ”How merry was your bond? When you set the forfeit at an equal pound of flesh of Antonio’s fair flesh, to be cut off and taken from whatever part of his body it pleased you, what intended you by it?” Her har vi bogstavrim i ’fair flesh’ og en gentagelse af ’flesh’, og samme ekko-effekt får vi så altså med gentagelsen af ’skære’ i betydningen ‘vakre’ eller ’rene’ samt ’skære’ i den mere håndgribelige betydning. Det lyder måske ikke så heldigt umiddelbart, men effekten er der, når man har mulighed for at kigge med i forlægget.

Desværre går vi i dette uddrag glip af den efterfølgende arkaiske tone i den omvendte ordstilling i ”what intended you by it?” i stedet for omskrivning med ’do’ i ”what did you intend by it?” Det kan ikke gengives på dansk, men måske kunne brugen af verbet ’intendere’ give en lidt mere formel klang i dette eksempel, som for eksempel ”hvad intenderer du hermed?” Det samme er tilfældet andre steder, hvor Jacobson forsøger sig som den gamle mester, som i denne passage hvor Shylock tager til orde: ”The quality of mercy is not strained, it droppeth as the gentle rain from heaven …” Det bliver på dansk til: ”Barmhjertigheden tvinges ikke frem, den falder som den milde regn fra himlen …” Selvom det gamle ’droppeth’ ikke kan høres i den danske version, så er det ikke desto mindre en smuk sætning, der klinger bibelsk og poetisk. Lige i Shakespeares ånd.

Et andet sted støder man på følgende: ”At hun havde udviklet sig til en vindbøjtel, en løgner og tyv”. I originalen står der: ”That she had become a turncoat, a liar and a thief”. Det engelske ’turncoat’ er nok mest oplagt at oversætte til ‘vendekåbe’, da det er det mest dækkende både indholds- og formmæssigt. Men Kingo har valgt det mere gammeldags klingende ’vindbøjtel’, der kan betyde enten en opblæst, indbildsk pralhans eller en decideret vendekåbe.

Udtrykket ”et underjordisk røvhul”, som Strulovitch kalder en ikke-jødisk mandsperson, der befamler hans datter, fik mig til at studse, og det er da også et lidt specielt udtryk, man finder i originalen: ”a chthonic arsehole”. Ordet ’chthonic’ henviser til det underjordiske skyggerige i eksempelvis græsk mytologi, som vi vel mest af alt kalder ’underverdenen’ – stedet hvor sjæle og ånder holder til. Kingo vælger ’underjordisk’, da ’verden’ ikke sådan lige kan antage adjektivisk form, men ordet giver desværre nogle associationer til noget meget konkret fysisk under jorden eller til noget hemmeligt, som for eksempel en underjordisk gang. Det havde måske været på sin plads at oversætte mere direkte til ”et ktonisk røvhul”, der ligesom originalen får en til at spidse ører. Eller man kunne have forsøgt sig med det måske lidt mere popsmarte og absolut ikke Shakespeareske ”røvhullet fra underverdenen” – jævnfør vores dagligdagsudtryk ”x fra helvede”. Eller ligefrem ”røvhullet fra helvede” eller måske snarere ”fra Hades”. Der er flere muligheder for fri leg.

Der gemmer sig sikkert et helt kandidatspeciale i undersøgelsen af både Shakespeares skuespil, de danske oversættelser, Jacobsons roman og den tilsvarende danske oversættelse. Det kunne være interessant at trække tråde helt fra begyndelsen til yderste potens i denne nye oversættelse, men det skal jeg afholde mig fra her. Jeg vil blot afslutningsvis konstatere, at Lilian Kingos oversættelse overordnet set er kødfuld nok til at kunne veje tungt i vægtskålen af gode oversættelser, selvom der også er en modvægt af uoversættelig antikveret elegance.

Posted in Oversættelsesanmeldelser | Tagged , , , , , , , , , | Leave a comment

Elisabeth Grundtvig

Af Anne Marie Bjerg

Artiklen blev oprindeligt bragt i Dansk Oversætterleksikon.

Johanne Elisabeth Grundtvig (1856-1945) blev født i København som datter af arkivar Johan Didrik Nicolaj Blicher Grundtvig og Oline Vilhelmine Christiane Stenersen. Hendes farfar var N.F.S. Grundtvig (1783-1872).

Hun blev uddannet som lærerinde fra N. Zahles skole, hvor hun aflagde institutbestyrerprøven i 1884. Hun kom dog aldrig til at arbejde som lærerinde. I 1883 blev hun sammen med sin litterært interesserede mor medlem af Dansk Kvindesamfund (stiftet 1871), og fra 1885 til 1886 var hun den første redaktør af medlemsbladet Kvinden og Samfundet, og igen i perioden 1890-1894. Hun skrev selv og sørgede helt fra begyndelsen for, at bladet indeholdt artikler med både socialt og æstetisk indhold. For eksempel om ægtefællers ulige forhold over for loven, samt litterære bidrag og anmeldelser, foruden et internationalt og især skandinavisk perspektiv på kvindesagen.

I 1887 holdt hun ved et lukket kvindemøde i Dansk Kvindesamfund et foredrag om Nutidens sædelige Lighedskrav. Her spurgte hun, om ligestillingen mellem mænd og kvinder betød, at kvinderne skulle overtage mændenes fri seksualmoral, eller om mændene omvendt skulle lære kvindernes selvbeherskelse; hun argumenterede for det sidste som et middel til at undgå prostitution og hjemløse børn.

Dette foredrag, som blev trykt i Kvinden og Samfundet samme år, 1887, blev starten på sædelighedsfejden, den omfattende debat om den frie kærlighed og kønsmoralen, som var et af det moderne gennembruds mest markante udtryk. Den engagerede flertallet af Nordens betydelige kulturskribenter og forfattere, bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson, Henrik Ibsen og August Strindberg, i 1880’erne. Og Georg Brandes, tidens ledende danske litteraturkritiker, skrev i Politiken tre ironiske kommentarer til artiklen. Elisabeth Grundtvig anlagde sag mod Brandes, og den påfølgende retssag rensede hende for Brandes’ beskyldninger for citatfusk og perfidi. Brandes, dvs. dagbladet Politiken, blev idømt bøde.

I perioden 1883-1890 var Elisabeth Grundtvig medlem af bestyrelsen for Kvindelig Læseforening (1872-1962), og her mødte hun filologen og oversætteren Ida Falbe-Hansen (se særskilt artikel).

I 1889 aflagde hun stenografeksamen, og i 1890 blev hun, som Rigsdagens første kvindelige funktionær, ansat som stenografskriver, dog uden adgang til selve Rigsdagssalen. Senere blev hun forfremmet til en korrektørstilling; på grund af uvarslet fravær og forsømmeligt arbejde kunne afskedigelse dog komme på tale; hun valgte selv at forlade sin stilling i 1897.

Allerede fra 1887 levede og arbejdede hun sammen med Ida Falbe-Hansen, men i nogle år måtte hun flytte fra hende og ind hos sin bror Stener Grundtvig, der som fængselsinspektør havde embedsbolig i Vestre Fængsel (opført i 1895). Han var blevet enkemand, og i en årrække passede hun hans børn og husholdning. Ligeledes passede hun den svagelige Ida Falbe-Hansen indtil hendes død i 1922.

Sammen med Ida Falbe-Hansen oversatte Elisabeth Grundtvig Selma Lagerlöfs (1858-1941) forfatterskab indtil 1922. I årene 1922 til 1933 fortsatte hun alene oversættelsen af forfatterskabet, et arbejde, som var blevet indledt i 1891 med oversættelsen af Selma Lagerlöfs debutroman, Gösta Berlings Saga (1891, da. 1892)

Ida Falbe-Hansen var også en glimrende oversætter fra svensk. Hvordan disse to oversættere har delt arbejdet mellem sig, i den tid det varede (1890-1922), vides ikke, men den resterende del af det: erindringsværkerne under samletitlen Mårbacka (1922, 1930, 1932) og romantrilogien om Familien Löwensköld (1925 og 1928), har samme gedigne og vederhæftige præg som de fælles oversættelser. Brevvekslingen mellem Selma Lagerlöf og hendes to danske oversættere fortsatte også efter Ida Falbe-Hansens død og varede ved helt til forfatterens død i 1941.

Et par korte brevcitater fra 1901 om arbejdet med romanen Jerusalem kan belyse samarbejdet mellem forfatter og oversætter(e):

Vestre Fængsel, København, V.

15-6-1901

Kære Frøken Lagerlöf!

Mange Tak for Brev og Msk. Jeg er meget glad ved, det er Ingmarerne, vi skal have med at gøre, ligefra den gamle med Bjørnen har de alle min største Interesse og Sympati. Det bliver nok ”a grand book” – Barnet i det andet Kapitel er henrivende og den stakkels Præst ogsaa – han minder jo svagt om vor højtelskede Gösta – og ”Himlen aaben” er skøn. Guderne give Lykke og Kræfter til Fortsættelsen!

Falun 17. Juni 1901

Kära Fröken Grundtvig!

Tack så hjärtligt för brefvet och tack för att Ni är så snäll. Det var mycket roligt att Ni tyckte om planen att taga Ingmarssönerna till hjältar. Jag vet ej just om det blir en storartad bok, men jag har ett starkt intryck medan jag skrifver att den är lefvande.

Fra Elisabeth Grundtvigs hånd foreligger der fra 1920’erne og 1930’erne en række oversættelser fra engelsk. Det drejer sig om moderne engelske og amerikanske romantiske romaner af forfattere som Baronesse Orczy, Margaret Pedler, Stanley Hopkins og børnebøger af Augusta Huiell Seaman. Disse bøger fremtræder med den samme vederhæftige oversættelsespraksis som i oversættelserne fra svensk. Stilen er konsistent inden for genrerne. Dog er der somme steder svage anglicismer, eller i det mindste en ikke-dansk sprogbrug, f.eks. ”…den fikse lille Hat, der bragte hende til at se ud som en Dame” (Orczy: The Eternal City, da. Ad bugtede stier, 1927). I børnebogen Tre smaa Opdagere (The Riddle at Live Oaks af Augusta Huiell Seaman, 1938), som foregår i Amerika, har oversætteren tilsyneladende ikke forsøgt at lokalisere påklædning, inventar, landskab m.v. af hensyn til børnelæserne.

Men læser man Elisabeth Grundtvigs oversættelse Dronning Victoria, fra 1930, af Lytton Stracheys biografi Queen Victoria fra 1921, er man ikke i tvivl om, at den er foretaget af en meget kyndig og velskrivende oversætter, som kan gengive forfatterens ordrige og elegante, blidt ironiske stil i en tilsvarende dansk.

Eks. s. 91-92:

”The wedding-day was fixed, and it was time for Albert to tear himself away from his family and the scenes of his childhood. With an aching heart, he had revisited his beloved haunts – the woods and the valleys where he had spent so many happy hours shooting rabbits and collecting botanical specimens; in deep depression, he sat through the farewell banquets in the Palace and listened to the Freischütz performed by the State band. It was time to go. The streets were packed as he drove through them; for a short space his eyes were gladdend by a sea of friendly German faces, and his ears by a gathering volume of good guttural sounds. He stopped to bid a last adieu to his grandmother. It was a heart-rending moment. ‘Albert! Albert!’ she shrieked, and fell fainting into the arms of her attendants as his carriage drove away. He was whirled rapidly to his destiny.”

“Meanwhile Victoria, in growing agitation, was a prey to temper and to nerves. She grew feverish, and at last Sir James Clark pronounced that she was going to have measles. But, once again, Sir James’s diagnosis was incorrect. It was not the measles that was attacking her, but a very different malady; she was suddenly prostrated by alarm, regret, and doubt. For two years she had been her own mistress – the two happiest years, by far, of her life. And now it was all to end! She was to come under an alien domination – she would have to promise honour and obey … someone.”

s. 79-80:

“Bryllupsdagen var fastsat, og det Øjeblik kom, da Albert maatte rive sig løs fra sin Familie og sit Barndomshjem. Tung om Hjertet havde han taget Afsked med alle de elskede Steder: Skovene og Dalene, hvor han havde tilbragt saa mange lykkelige Timer, hvor han havde jaget Kaniner og samlet Planter til sit Herbarium. Bedrøvet sad han ved Aftenselskaberne i Slottet og hørte Militærmusikken spille ’Jægerbruden’. Skilsmissens time slog. Da han kørte fra Slottet, var Gaderne fulde af Mennesker, en lille Stund endnu kunde hans Øjne nyde Synet af et Mylder af venlige, tyske ansigter og hans Øren frydes af en brusende Strøm af kære Strubelyde. Han lod Vognen holde for at sige sin Bedstemoder et sidste Farvel. Det var et gribende øjeblik. ’Albert! Albert!’ raabte hun og faldt besvimet om i Armene paa sine Damer, da hans Vogn satte sig i Bevægelse. Han drog hurtigt sin Skæbne i møde.”

”Imidlertid levede Victoria i den største Sindsuro og blev stadig mere nervøs og irritabel. Hun fik Feber, og Sir James Clark mente, at hun var ved at faa Mæslinger. Men endnu engang stillede han en forkert Diagnose. Hun havde ikke Mæslinger, men en helt anden Sygdom: hun var pludselig blevet ude af sig selv af Uro, Angst og Tvivl. Nu havde hun i to Aar været sin egen Herre – de lykkeligste to Aar i hendes liv. Og nu var det altsammen forbi! Nu skulde hun under fremmed Herredømme – hun skulde love, at hun vilde ære og adlyde …”

Med sin slægtsbaggrund, sin uddannelse og sit virke i væsentlige litterære og kulturelle sammenhænge omkring forrige årtusindskifte bidrager Elisabeth Grundtvig også til oversættelsens historie i Danmark.

Kilder:

Brevcitaterne er hentet fra faksimilegengivelsen på siderne 140-41 i: Selma Lagerlöf 1858-2008, udstillingskatalog fra Kungliga Biblioteket, Stockholm, 2008.

Tinne Vammens biografi i Dansk Biografisk Leksikon og Kvindebiografisk Leksikon.

Øvrig litteratur:

Helle Hvenegård-Lassen: Et andet hjem. Kvindelig Læseforenings historie 1872-1962.

Nordisk Kvindelitteraturhistorie, Bind II: Faderhuset, 1993.

Georg Brandes: Samlede Skrifter, bd. 13, s. 447 ff (www.adl.dk).

Den Store Danske Encyklopædi, bind 18: Sædelighedsfejden.

Bibliografi:

Selma Lagerlöf: Mårbacka. Erindringer 1922.

Selma Lagerlöf: General Löwenskölds Ring 1925

Selma Lagerlöf: Charlotte Löwensköld, 1925.

Selma Lagerlöf: Anna Svärd, 1928.

Baronesse Orczy: Ad bugtede Stier, 1927.

Margaret Pedler: Som man saar, 1928.

Walter A. Berendsohn: Selma Lagerlöf, Hjem og Livsforhold, Forfatterskab, Værker, Virkefelt og Betydning, 1928 (tysk disputats, oversat efter den svenske udgave).

Selma Lagerlöf: Et Barns Erindringer, Mårbacka 2, 1930.

Lytton Strachey: Dronning Victoria, 1930.

Selma Lagerlöf: Dagbog, Mårbacka 3, 1932.

Selma Lagerlöf: Høst. Fortællinger og Taler, 1933.

Stanley Hopkins: Kaptajn Floods Døtre, 1935.

Augusta Huiell Seaman: Egelys Hemmlighed, 1937.

Augusta Huiell Seaman: Tre smaa Opdagere, 1938.

Augusta Huiell Seaman: Det mystiske Fund, 1939.

Augusta Huiell Seaman: Det øde Hus, 1940.

Posted in Om enkelte værker/forfattere | Tagged , , , , , , , , , , , , , | 1 Comment

Godt nytår!

I anledning af nytåret har den europæiske oversætterorganisation CEATL lavet en video, der skal sætte fokus på oversættere overalt i Europa. Filmen er lavet i et samarbejde mellem de europæiske medlemsforbund og illustrerer på smukkeste vis den både kulturelle og sproglige mangfoldighed i oversættelsen af samme tekst. Fra Danmark deltager Shakespeare-oversætter Niels Brunse, filmet af DOF-medlem François-Eric Grodin.

Se videoen her, og del den gerne vidt og bredt, så oversætteres synlighed forhåbentlig kan styrkes i de kommende år.

Babelfiskens redaktion tilslutter sig ønsket om et godt og sprogligt sprudlende nytår.

Posted in Nyheder og begivenheder, Oversættelsesteori og -debat | Tagged , , | Leave a comment

Månedens oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Jeg er uddannet i noget så erhvervsfjendtligt som klassisk indisk filologi og søgte i en lidt bredere jobjagt en redaktørstilling på et mindre forlag. Jobbet fik jeg ikke, men til gengæld fik jeg min første oversættelsesopgave fra engelsk (umiddelbart inden havde jeg arbejdet i et oversættelsesbureau i USA). Den blev til flere, forlaget blev opkøbt af et større, jeg fulgte med som det tynde øl, fik efterhånden en tå indenfor hos andre forlag og begyndte senere at oversætte fra svensk også. Jeg har faktisk været så heldig at kunne oversætte på fuld tid næsten helt fra starten.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Efterhånden arbejder jeg næsten kun med skønlitteratur, og det er jeg svært glad for. Til gengæld oversætter jeg en ret bred vifte af det og nyder variationen. Rent fagligt synes jeg, det er lærerigt at arbejde med forskellige genrer med hver deres karakteristika – det tvinger mig til i højere grad at holde mig skarp på mange forskellige skrivemåder og ikke mindst dialog inden for vidt forskellige miljøer. En af de absolut væsentligste egenskaber for den litterære oversætter er lydhørhed over for forfatterens tone (og selvfølgelig evnen til at overføre den til oversættelsen). Dér synes jeg, jeg får meget forærende ved at bevæge mig i mange forskellige litterære miljøer og hele tiden blive tvunget til at holde den sproglige muskel spændstig.

Hvis jeg skal nævne én ting, som står mit hjerte særlig nær, er det litteratur, der har en tilknytning til Indien eller Sydasien. De sjældne gange, hvor jeg helt konkret kan bruge mit studium til noget, og hvor det giver mig en klar fordel at have kendskab til sanskrit, hindi og kulturen generelt. Det sker ikke ret tit, men det står afgjort højt på ønskesedlen.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Jeg fristes til at sige, at graden af glæde er ligefrem proportional med antallet af frustrationsmomenter i arbejdet. Det er måske lige kækt nok, men den efterfølgende tilfredsstillelse er i hvert fald større ved en bog, hvor oversættelsesprocessen har været fuld af bump på vejen og spækket med sindssygt irriterende sprogknuder. Genvordighederne skyldes som regel, at forfatteren netop leger med teksten og udfordrer læseren med en sproglig sindrighed, som stiller større krav i oversættelsesprocessen. Det har for eksempel været bøger som David Vanns Goat Mountain og nyligst den feministiske kultklassiker I Love Dick af Chris Kraus, som udkommer i starten af det nye år. Begge bøger, der i dén grad kræver, at man som oversætter er oppe på dupperne og har følehornene ude efter de fineste detaljer.

Men jeg er også ret pjattet med at oversætte humor. Jeg har den fornøjelse at oversætte svenske Fredrik Backman, som er begavet med et uforligneligt blik for komik og dagligdagens små løjerligheder. I bund og grund såre simpelt, men netop ved enkelheden er det hårfine nuancer, der afgør, om en sætning bliver hysterisk morsom eller falder totalt til jorden. Ofte er det enkeltord, der gør hele forskellen (er en person fx “en skør kvinde”, “en tosset dame”, “et forrykt kvindemenneske” eller “et bindegalt fruentimmer”?).

Bedste oversættelse du har læst?

Det er meget, meget svært at sammenligne oversættelser, synes jeg – ikke mindst fordi det ikke er så ligetil at definere, hvad en god oversættelse er. Personligt sætter jeg stor pris på oversættelser, hvor der er lagt en konsekvent tone, der tegner miljø og personer spot-on. Det er ofte helt ned i detaljen, jeg kan fryde mig over, at en oversætter har valgt lige præcis dét ord eller dén vending, som perfekt indkapsler en atmosfære.

Jeg vil fremhæve en samling, nemlig de nyudgivne samlede værker af Einar Már Guðmundsson – 20 bind, alle oversat af Erik Skyum-Nielsen, helt tilbage fra 1981 og frem til nu. Jeg havde fornøjelsen af at læse korrektur på hele stablen, og det var et indblik i en ualmindelig helstøbt oversættelsesbedrift, ikke mindst fordi den kronologiske spændvidde er så stor. Det er imponerende, hvordan der er skabt en sammenhængende og konsistent tone hele vejen igennem oversættelserne. Det er simpelthen sådan et fint oversat værk, og jeg indskyder lige i samme åndedrag, at det selvfølgelig er en af de fordele, man får ved at lægge et forfatterskab i hænderne på samme oversætter hele vejen igennem.

Derudover har jeg lige læst Claus Bechs nyoversættelse fra 2011 af Nabokovs Lolita. Han har frembragt en noget så forrygende fortællerstemme på dansk ved hjælp af velvalgte, ofte lidt skæve, vendinger, der tegner et malende billede af Humbert Humbert og hans aparte (vrang)forestillingsverden og noget uspiselige levned. Jeg kluklo i skægget, fordi oversættelsen rammer hans selvhøjtidelige tone lige på kornet.

Hvor oversætter du?

På mit kontor hjemme i lejligheden, alternativt uskønt henslængt på sofaen. Og så er jeg ikke så god til at huske at holde ferie, men til gengæld er jeg rigtig god til at rejse og tage arbejdet med (nu kommer alle de dér work/life balance-typer nok efter mig, men for mig er det et kæmpe privilegium, der følger med verdens i øvrigt bedste job). Computeren under armen, så kan jeg principielt arbejde hvor som helst i verden, bare der er internet. Faktisk føler jeg ikke, at jeg arbejder sådan rigtigt, fordi jeg jo bare futter rundt og hygger med bøger og sprog.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

I bogen Hjemfærd af Yaa Gyasi, som er en krønike op gennem slavetiden fra kolonierne i Afrika og helt frem til vore dages Amerika, taler først slaverne og siden deres afroamerikanske efterkommere den særlige variant af engelsk, der i vore dage bl.a. kaldes Ebonics. I Gyasis dialoger er det meget markant, så det skulle selvfølgelig afspejles i oversættelsen (helst uden vestjyske ghettoer på plantagerne).

En stor del af dialogen optræder i korte sætninger, og desuden skulle det kunne fungere over et spænd på flere hundrede år samt lægges i munden på unge såvel som gamle, kvinder såvel som mænd. Det vanskeliggjorde brugen af markører i form af gennemgående karakteristiske ord; de kan ikke bare strøs ukritisk og med rund hånd ud over alle mulige og umulige sætninger.

Min løsning blev at prøve at tilstræbe noget af det samme, som kendetegner det engelske. Først og fremmest en meget staccato rytme. Helt formelt pålagde jeg mig den begrænsning, at ordene højst måtte have to stavelser (enkelte steder måtte jeg – til megen ærgrelse – fravige dette princip, når et ord var kropumuligt at komme uden om). Derudover markerede jeg hyppigt sammentrækning i verber (selv hvor en sådan markering rent fonetisk er overflødig, fordi læseren ofte instinktivt vil læse den korte form, fx. “tager” -> “ta’r”; “giver” -> “gi’r”), der kan smage lidt af det engelske. Og endelig brugte jeg særlige former til negerende udtryk (inspireret af fx “ain’t”, “ain’t got no”, “ain’t no one gonna” o.l.). “Ingen” blev dermed til “ikk’ nogen”, “ingenting” blev til “ikk’ nogen ting”, og det mere formelt klingende “intet” var bandlyst.

Et eksempel (dialog mellem en husslave og en hvid plantageejer):

She ain’t fit for da house,” Margaret told Tom Allan.

“Well, let me see her, Margaret. I’m sure I can decide for myself whether or not somebody’s fit to work in my own house, now can’t I?”

“Yessuh,” Margaret said. “I reckon you is, but it ain’t something you gon’ want to see, is what I’m sayin’.”

Som i oversættelsen blev til:

Hun dur ikk’ i huset,” sagde Margaret til Tom Allan.

“Så lad mig dog se hende, Margaret. Jeg kan nok godt selv afgøre, om en person duer til at arbejde i mit eget hus, tror du ikke?

“Yessuh,” sagde Margaret. “Det ka’ De da nok – jeg si’r bare, at De nok bare helst ikk’ vil se det, si’r jeg bare.”

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Helt personligt som oversætter: en skønsom blanding af at stole på sig selv og ikke stole på sig selv. At huske hele tiden at sætte spørgsmålstegn ved sig selv og det, man tror, man ved. Hellere slå op en gang for meget end en gang for lidt. Hvis noget lyder forkert eller mærkeligt, så er det det nok også. Samtidig er det vigtigt at stole så meget på sig selv, at man tør træffe nogle dristige valg indimellem og ikke nødvendigvis altid holder sig til det sikre. Hvis det er for dristigt, skal redaktøren nok sige fra.

Og apropos det: Lyt til redaktøren! Det med at få redigeret tekst tilbage er aldrig rigtig sjovt ved første øjekast, synes jeg. Man har siddet begravet i teksten i evigheder og nørklet og nørdet og fundet i egne øjne totalt geniale løsninger og har virkelig gjort sig umage. Og er hysterisk øm over det. Og så får man det tilbage med overstregninger og rettelser og forslag og spørgsmålstegn og kragetæer – et mylder af små flag, der alle sammen skriger, at man kunne have gjort det bedre lige dét sted. Så skraber man sin stolthed op fra gulvet og finder som regel ud af, at langt det meste er guld værd – og måske endda at man er blevet reddet fra at begå en episk brøler. Gys.

Men i et bredere perspektiv forudsætter de gode oversættelser også, at faget anerkendes som en litterær disciplin, der har noget værdifuldt at bidrage med. Og dér er det vigtigt:

At tænke oversætterhonorarer mindre som tal på en bundlinje og mere som udtryk for, hvor meget tid et værk fortjener at blive puslet om af den kyndige oversætterhånd. Og at den kyndige redaktørhånd får tiden til at udføre den dybdegående redaktion, der løfter værkerne – selvom den skal jonglere med mange andre bøger på samme tid.

At opdyrke en egentlig oversættelseskritik, der kan se med seriøse briller på vores fag og lære både os selv og omverdenen mere om det. Og i den bredere litteraturkritik at huske på, at de færreste udenlandske forfattere trods alt skriver på dansk, og at oversættere spiller en uomgængelig rolle, når de udkommer her i landet – ikke kun når der er hår i sprogsuppen.

At prioritere sprogfagene (store som små) højere på uddannelsesinstitutionerne, så den nuværende dødsspiral forhåbentlig kan bremses. Vi står reelt i en situation, hvor det er umuligt at finde kvalificerede litterære oversættere fra visse sprog til dansk, hvilket medfører, at væsentlige værker enten ikke bliver oversat eller bliver filtreret gennem et tredje, ”større” sprog (oftest engelsk).

At anerkende på politisk plan, at litteraturen spiller en væsentlig rolle for den almene dannelse i samfundet og tilfører udsyn og nye perspektiver i samfundsudviklingen generelt (og har gjort det hele vejen op gennem historien). Og huske på, at litteratur ikke kun er dansk litteratur, men i allerhøjeste grad også verdenslitteratur, og at den kan have brug for et lift for at komme over landegrænserne.

 

 

Posted in Månedens oversætter | Tagged , , , , , , , , , , | 2 Comments

Om at oversætte Bob Dylan

Af Jep Loft

At oversætte poesi med rim og versefødder er naturligvis en mere bunden opgave end at oversætte prosa. Og når der er tale om sange, der skal kunne synges nogenlunde mundret, kommer der en ekstra dimension til: melodien betoner ord eller stavelser, og det skal man indordne sig efter.

Versene skal jo med alle sammen. I Dylans sange er der ofte ét eller flere nøglevers, og de er afgørende for, om det kan lykkes at oversætte sangen. Kan man klare dem, skal resten nok også falde på plads. Hvis der er et omkvæd eller en tilbagevendende linje, er det ligeledes klogt at prøve at oversætte det/den først.

Nøgleversene i Dylans sange har særlige ’punchlinjer’. Dem har han mange af i sine sange fra 60’erne. De har deres egen verbale musik, og det er dem, der tager stikket hjem. De indeholder et eller flere særlige eller usædvanlige ord, og det vil være bedst, hvis det er de ord, der rimes på. Det har de fortjent, og de kan bære et rim. Det er de linjer, man kan huske i årevis, længe efter, at man har glemt resten af sangen. Linjer, der rimer på jeg, dig, vej, leg o.s.v. sætter sig sjældent fast i erindringen.

Linjernes antal kan godt variere fra vers til vers; det er der en del eksempler på. De indskudte linjer skal have samme versefødder som den forudgående, så det er klart, hvad melodien skal være. Et eksempel herpå er sidste vers af ’Visions of Johanna’, hvor den midterste af versenes tre afdelinger består af syv linjer mod fire i de andre vers. Andre eksempler findes f.x. i ’Mr. Tambourine Man’ og i ’’Subterranean Homesick Blues’.

Versefødderne er selvfølgelig af afgørende betydning. I et almindeligt digt kan man ændre på dem fra vers til vers, men i en sang er man bundet af melodien og har derfor mindre frihed. Antallet af stavelser i en linje kan variere, men det er som regel kun tryksvage stavelser, der kan lægges til eller tages fra. Ellers snubler melodien. Versefødderne udgøres af en systematik i skiftet mellem trykstærke og tryksvage stavelser. En versefod har én trykstærk stavelse plus én eller flere tryksvage. Stavelserne i en versefod kan tilhøre samme eller forskellige ord, og et ord kan levere stavelser til forskellige versefødder. Svag-stærk er en jambe, stærk-svag er en trokæ, stærk-svag-svag er en daktyl og svag-svag-stærk er en anapæst. Det er let at huske: Ordet ’jambe’ udtales som en trokæ, ordet ’trokæ’ udtales som en jambe, og ’anapæst’ udtales som en anapæst. Et hexameter er en linje med seks fødder – som kendt fra Illiaden: ’Vreden, Gudinde, besyng, som greb Peleiden Akhilleus’; linjen her er domineret af fire daktyler.

Af de 65 sange, som jeg har oversat, er de 34 sangene på de tre store LP’er fra 1965-66: ’Bringing It All Back Home’, ’Highway 61 Revisited’ og ’Blonde On Blonde’. Det er primært dem, der kan begrunde en Nobelpris. Uden dem havde han næppe fået prisen. I mange af disse sange rimer Dylan i et inden for den rytmiske musik hidtil uset omfang. Og der er ikke tale om simple rim, hvor to linjer rimer. Der rimes ofte i tre, fire eller fem linjer ad gangen, endda i visse sange i flere sekvenser i hvert vers, og rimene kan være flettet ind i hinanden efter mange forskellige mønstre.

Når man hører en sang, vil man sjældent være i tvivl om, hvornår rimene skal komme. Der skabes en forventning om et kommende rim, og forløsningen skal gerne – som i andre af livets forhold – indebære en tilfredsstillelse. Det mest ualmindelige ord skal derfor helst komme til sidst; derved bliver overraskelsen og tilfredsstillelsen større. Sangen ’It’s All Right, Ma’ har fem vers, hver med 22 linier, hvoraf de 21 rimer, d.v.s. i alt 105 rim. Rimene er ikke to og to, men 5+4+5+5+3, og strukturen er A-A-A-A-A-B-C-C-C-C-C-B-D-D-D-D-D-B-E-E-E-B. B-rimet hænger i luften under C- D- og E-sekvenserne og forløses tre gange.

Tryk, stød og betoning er tre forskellige ting. Danske ord har normalt trykket på første stavelse (mens franske har det på sidste). Stød er vist nok noget særligt for dansk; ordet ’tanken’ kan betyde to helt forskellige ting, afhængigt af, om det får stød eller ikke, men trykket ligger i begge tilfælde på første stavelse. Stød betyder ikke noget i denne sammenhæng. Det gør derimod betoning. Melodien betoner nogle toner frem for andre. De skal naturligvis have en trykstærk stavelse. I sangen ’Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer’ forledes man til at tro, at det handler om at ride. Melodien betoner stavelserne ’fløjls’ og ’spo’. Planten udtales ’ridderspore’ uden tryk på ’spo’. Havde hun dog bare plukket anemoner i stedet. Men det er ikke nok, at stavelsen er trykstærk; den skal også kunne bære en betoning i forhold til sætningens mening. Er dette ikke tilfældet, kan meningen med sætningen blive forstyrret. Sætningen ’hun kommer nu’ har tre forskellige betydninger, afhængigt af hvilket ord, der betones. Hvis den stod i en sang, ville melodien bestemme betydningen. Jeg har givet højeste prioritet til betoningerne, hvilket f.eks. ses af mit valg af slutlinjen i hvert af de ti vers (svarende til titlen i den originale tekst) til ’Desolation Row’: ’Nørre Nebel Havn ‘. Andre har oversat den sang og lagt vægten på at ramme tættere på ordenes betydning, men derved har de måttet opgive sangbarheden. Ligeledes kan man sagtens synge ’violin’ i femte vers af sangen, men ’kontrabas’ passer bedre; ordet ’violin’ er en daktyl på engelsk, men en anapæst på dansk :

Man skulle ikke tro det, men

Han var det store navn

Da han spilled’ elektrisk kontrabas på

Nørre Nebel Havn

Jeg har fortrinsvis udvalgt sange fra 1960’erne. Det var Dylans storhedstid. Sangene handler mest om ulykkelig kærlighed, men de er ikke altid lige lette at forstå. Jeg vil ikke påstå, at jeg har fundet deres præcise mening. Jeg vil nærmere påstå, at en sådan ikke findes. Jeg tror ikke, at man skal underkaste teksterne dybsindige analyser for at finde deres budskaber. Flere af Dylans egne udsagn peger i den retning, og en sang som ’It Takes a Lot to Laugh, it Takes a Train to Cry’ underbygger denne formodning. Den hed oprindeligt ’Phantom Engineer’, og teksten har ændret sig under indspilningerne. Sidste vers er et nøglevers, og punchlinjen er ’I wanna be your lover, baby, I don’t wanna be your boss’. Denne linje har Dylan beholdt hele tiden, men de andre linjer i verset er blevet ændret, og versets mening er totalt forandret.

Derfor har jeg følt en vis frihed, når jeg skulle få versefødder, rim og betoninger til at gå op. Jeg har lagt mig så tæt op ad ordenes betydning, som det var mig muligt (bortset fra at jeg mange steder har valgt danske navne eller steder i stedet for dem, der står i teksterne, som f.eks. førnævnte Nørre Nebel Havn ), men resultatet er naturligvis en del længere væk fra originalteksten, end tilfældet havde været, hvis der var tale om prosa. Derimod har jeg følt mig bundet af sangenes form. I én sang er jeg endda gået videre i den retning end nødvendigt: Dylan rimer ikke konsekvent i ’Boots of Spanish Leather’, men det har jeg søgt at gøre.

Men i en anden sang er jeg kommet til kort; jeg magtede ikke at rime på omkvædet i ’Absolutely Sweet Marie’, sådan som Dylan gør, som f.eks. her i første strofe:

 

Well, your railroad gate, you know I just can’t jump it

Sometimes it gets so hard, you see

I’m just sitting here beating on my trumpet

With all these promises you left for me

But where are you tonight, sweet Marie?

 

Åh, din kattelem

Jeg fylder mer’ end den kan rumme

Jeg kommer ikke ind til dig i dag

Men jeg går ikke hjem

Jeg blæser bare på min tromme

Og på de tomme løfter, som du gav.

Men hvor befinder du dig mon i nat?

 

Jep Loft

(har oversat 65 af Bob Dylans sange og udgivet sangbogen ’Dylan på Dansk’ på forlaget Books on Demand).

******************************************************************

Om same emne: DR P1 – Sproglaboratoriet d. 29/3-2012:

http://podcast.dr.dk/P1/Sproglaboratoriet/2012/sproglaboratoriet_120329.mp3

Posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere, Uncategorized | Tagged , , , , | Leave a comment