Mit ansigt må ingen se – eller hvalen som Gud

Af Flemming Chr. Nielsen

 

Herman Melville-oversætteren Flemming Chr. Nielsen opdagede på en fynsk rasteplads, at selv for en langsom-læser kan romanen Moby Dick pludselig afsløre nye hemmeligheder om sig selv.

 

En oversætter er en langsom-læser, der i bedste fald vejer og vender hvert ord og hver sætning, som var de kostbare mønter, der skal omveksles til en anden valuta. Ikke mange kommer så tæt på en tekst som dens oversætter.

Det gælder fra den nyeste bestsellerkrimi til den klassiske prosa. I hvert fald for omhyggelige oversættere, og lad mig henvise til den mest samvittighedsplagede af slagsen, jeg vist er stødt på.

Han levede engang i det 13. århundrede og formentlig på Island. Han var givetvis hedning, men havde fået den bestilling at oversætte nogle uddrag fra Det Nye Testamente til det norrøne sprog. Da han nåede til sætningen om, at ”alle, der griber til sværd, skal falde for sværd,” må han have sat sig til at gruble dybt og længe, for hvad i alverden var meningen? Skulle han nu holde sig til originalteksten, eller måtte han med al respekt gå ud fra, at der var en utilsigtet fejl i den?

Jeg forestiller mig, at han har været en samvittighedsfuld langsom-læser, der funderede over teksten. Alligevel førte hans overvejelser ham på afveje, for efter alle sine spekulationer tilføjede han et supplerende ord: ”Alle, der uretmæssigt griber til sværd, skal falde for sværd.”

Selvfølgelig var det en fadæse, men også et eksempel på de faldgruber, der kan lure på langsom-læseren, hvad enten han finder på at tilføje eller – oh, skændsel! – at udelade noget.

 

Som Herman Melville-oversætter holder jeg nu og da foredrag om ikke mindst hvalfanger-romanen Moby Dick, og det sker næsten hver gang, at en tilhører stiller et pinagtigt spørgsmål. Det lyder omtrent sådan her:

”Hvad skal vi med alle de omstændeligt indskudte kapitler om hvalers udseende? Har du aldrig haft lyst til bare at springe dem over i din oversættelse? Romanen er jo lige så spændende uden dem. De er med til at forsinke handlingen. Lige pludselig skal man igennem endnu et langt afsnit om hvaler.”

Som regel svarer jeg diplomatisk udenom, eller jeg forklarer hurtig-læseren blandt tilhørerne, at de kapitler da både er vittige, oplysende og underholdende. Hvis man ikke bryder sig om dem, må man læse en forkortet udgave af romanen, Peter Freuchens version fra 1942 eller den endnu mere afkortede i serien Illustrerede Klassikere. Og efter min venlige indsigelse går vi hurtigt over til næste spørgsmål.

For nogle måneder siden fik jeg igen spørgsmålet og gav det samme undvigende svar, men på vej hjem slog det pludselig ned i mig. Med en voldsomhed, så jeg måtte holde ind på en rasteplads og sunde mig.

Hvorfor havde jeg aldrig opdaget det? Som langsom-læser og oversætter burde det have været indlysende for mig, hvad der er Melvilles hensigt med de mange, lange og næsten leksikalske artikler om hvaler, deres størrelse, livsform og udseende, placering i dyreriget og så videre. Faktisk leverer Melville jo et helt zoologisk bibliotek om hvaler, og jeg havde gravet mig ned i et væld af zoologibøger for at finde de præcise danske betegnelser.

Men som altid, når man får et chokerende indfald, og hvad enten det er som Archimedes i badekarret, som oversætter ved skrivebordet eller som foredragsholder på en rasteplads, må man nødvendigvis spørge sig selv: var det noget, der gik op for dig alene, eller har du engang læst det og så glemt det igen? Var det en afsides bemærkning i den enorme sekundærlitteratur om Melville? Måske en fodnote, du lige strejfede for mange år siden og ikke bed mærke i? Og som alligevel lejrede sig et fjernt sted i bevidstheden.

Med det forbehold kunne det ikke gå stærkt nok med at komme hjem og se efter. Handler de for nogen så kedsommelige hval-kapitler nu virkelig om den store spermacethval, som kaptajn Akab jagter hen over alle jordens have, mens han driver sin besætning ud i vanvid? Eller er det noget helt andet, Melville vil indvi sine læsere i? Og hvis det er, hvorfor omtaler han det så ikke ligefremt og u-kryptisk?

 

Godt skjult og et stykke inde i et af de hval-zoologiske kapitler anes den første afsløring. Melville har indtil da skrevet en masse om spermacethvalen, hvordan den jagtes, harpuneres og indfanges, hejses op på skibssiden og tømmes for den kostbare olie, der registreres og nedstuves. Ja, sågar de juridiske forhold omkring ejendomsretten til hvalen diskuteres.

Og så kommer den alarmerende detalje, der kun tilsyneladende handler om spermacethvaler:

”Hvor meget jeg så dissekerer ham, når jeg ikke dybere ned end til hans hud; jeg kender ham ikke og vil aldrig lære ham at kende. Men hvis jeg ikke engang kender denne hvals hale, hvordan da for­stå hans hoved? og hvordan fatte hans ansigt, når han ikke har noget ansigt? Du får mig at se fra ryggen, fra min hale, synes han at sige, men mit ansigt må ingen se.”

Mit ansigt må ingen se. Hvilken læser kan interessere sig for en hvals ansigt? Og hvilken hval kan være optaget af at skjule sit ansigt?

Men det drejer sig ikke om zoologi. Det er et tilhyllet citat fra Anden Mosebog, hvori Herren siger til Moses:

”Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kom­met forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.

Hvorfor ikke skrive det direkte? At Guds ansigt må ingen se.

Da jeg første gang på en fynsk rasteplads bliver opmærksom på den hemmelige leg med læseren, står det mig klart, at hele denne hval-kispus er Melvilles særlige form for religionskritik. På hans tid for halvandet århundrede siden gik det ikke an med en åben udfordring af kirkens verdslige magt og institutioner. I hvert fald ikke for en forfatter, der også ville sælge bøger. En teologisk debat var for fagfolk. En lægmand skulle ikke komme og blasfemisk fremstille Gud som en hval.

 

Men når først Guds skjulte ansigt er antydet, falder hval-brikkerne på plads. Der er lange kapitler om, hvordan mennesket i århundreder har tegnet og malet hvalen, hvordan den er skildret i bøger og artikler, har fået stjernebilleder, bjerge og landskaber opkaldt efter sig, i skikkelse af små figurer er sat op på en hylde eller som ikoner ophængt på væggen, er anbragt på kirkespir og i klokketårne, som udsmykning i kirker og våbenhuse, på antikke vaser, i bogtrykkernes vignetter, på halskæder og små kapsler i den døendes hånd. Og der er lange referater af spidsfindige afhandlinger om hvalen og om de lærdes disputter vedrørende den rette forståelse af hvalen. Hvad magter den, og hvad magter den ikke? Hvilke evner har den og hvilke ikke? Der er ikke langt til, at det drøftes, hvor mange hvaler der kan stå på spidsen af en knappenål.

Det er altså mennesket og dets refleksioner over Gud, som er temaet for Melvilles hval-kapitler. Det er som at gennemvandre et bibliotek, hvor der på alle bogrygge står Hval, men helt ude i margen på titelbladet og med næsten udviskede typer Gudsbegrebet. Og udmattet af århundreders informationer og indfaldsvinkler vakler fortælleren belæsset af teologisk hval-lærdom videre til det chokerende kapitel 102. Heri beretter han om dengang, han besøgte en ukendt ø i oceanet for at se det ultimative hval-museum. Og hvad erfarer han dér? At af den store verdensgåde er kun skelettet bevaret:

”Ribbenene var behængt med trofæer; i rygsøjlen var med sælsomme hieroglyffer indridset de arsakidiske annaler; præsterne sør­gede for en uudslukkelig og sødt duftende flamme i hovedskallen, så det gådefulde hoved atter blåsede sin stråle af damp, og hæn­gende fra en gren gyngede den frygtindgydende underkæbe over menigheden som det sværd, der ophængt i et hår forfærdede Da­mokles.”

Men Melville er stadig ikke færdig med sin Gud, og på museet går han i gang med at udmåle det sidste ribben som endnu et bidrag til århundreders teologi.

”Hvad sker der dog!” råbte præsterne; ”hvor vover du at udmåle vor gud! Det tilkommer kun os.”

”Ja, ja, I præster; hvor lang er han så?”

”Men det førte til et ophidset skænderi imellem dem om fod og tommer; med deres måle­stokke hamrede de løs på hinandens hoveder – ekkoet rungede i den store hovedskal – og jeg greb chancen til at blive færdig med mine egne udmålinger.”

 

Det er i korthed en skitse af, hvad et spørgsmål under et foredrag kan give anledning til. Hval-kapitlerne i Moby Dick bliver pludselig til én lang fortælling om, at mennesket aldrig lærer Gud at kende. Målestokke og dialektik og prædikener og spekulationer er magteløse. Hvad enten Gud er eller ej, så undviger han alle teorier og debatter. Han er et skelet på et museum. Igennem det tomme hylster blæser vinden.

Vist er det kun en skitse til en udlægning af nogle (for mange læsere) generende afsnit i én af verdenslitteraturens store romaner, men en roman er netop stor, når vi aldrig bliver færdige med den, når et nysgerrigt spørgsmål under et foredrag kan rive op i en læser, der troede at kende romanen så godt, som den kristne vel tror at kende sin Gud.

Herefter vil jeg aldrig mere glide af på spørgsmålet. Jeg vil med fryd kaste mig ud i de overvejelser, som her er antydet.

Den dag på rastepladsen fik Moby Dick for mig som forsinket langsom-læser tilføjet endnu en dimension. Og modsat den islandske oversætter holdt jeg klogeligt stand imod alle djævelske fristelser.

Posted in Om enkelte værker/forfattere | Tagged , , , | 2 Comments

Fremmedsprog på dansk: Mod et bæredygtigt sproglandskab for Danmark

Af Marie Groth Bastiansen

Fil 06-09-2016 12.19.29

Paneldebat med (fra venstre) Anne Knudsen, Cecilie Banke, Sara Koch, Birgitte Vedersø, Arne Biering og Johannes Riis fra konferencen “Fremmedsprog på dansk” d. 30. august 2016

Københavns Universitets Humanistiske Fakultet var d. 30. august 2016 vært for en konference om sprogfagenes aktuelle situation i det danske uddannelsessystem med fokus på den kommende nationale sprogstrategi. Konferencen, hvis formål var at være med til at kvalificere arbejdet med den nationale sprogstrategi samt bidrage til den generelle debat om sprog, sprogundervisning og sproguddannelser, var arrangeret af lektor Tine Roesen fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) og lektor Lisbeth Verstraete-Hansen fra Institut for Engelsk, Germansk og Romansk (ENGEROM), Københavns Universitet.

Konferencen blev åbnet af prorektor ved Københavns Universitet, Lykke Friis, der ved hjælp af et par konkrete eksempler på oversættelsesproblemer fra sin egen hverdag, fastslog behovet for mangfoldighed i udbuddet af fremmedsprogsuddannelser på Københavns Universitet.

Efter en kort præsentation af dagens program indledtes konferencens første del, ”Inden for murene”, med en række faglige oplæg om dagens emne set fra forskellige universitetsrepræsentanters perspektiv. Jens Erik Mogensen, prodekan på Det Humanistiske Fakultet, understregede indledningsvist, at der er opbakning til sprogfagene fra universitetets ledelse, og at der løbende arbejdes med at udvikle og kvalitetssikre sproguddannelserne, således at de matcher det aktuelle samfunds behov. I den forbindelse redegjorde han for universitetets sprogstrategiske initiativer – herunder blandt andet oprettelsen af CIP (Center for Internationalisering og Parallelsproglighed), den sprogstrategiske satsning, Københavns Universitets uddannelsessamarbejde med CBS og professionshøjskoler samt støtteordningen til de såkaldte småfag (sproguddannelser med et optag på mindre end 20 studerende pr. år).

Anne Holmen, professor og centerleder ved CIP, uddybede i sit oplæg idéen bag den sprogstrategiske satsning, der har til formål at skabe flere sprog til flere studerende på Københavns Universitet. Hun talte i den forbindelse om tre typer sproguddannelser: 1) fremmedsprogsuddannelser, 2) områdestudier/samlæsning af sprog og 3) sprog som elementer i andre fag/sprog som studiekompetence. Hun understregede vigtigheden af, at de rene fremmedsproguddannelser eksisterer, eftersom de er en forudsætning for de øvrige typer. Jens Erik Mogensen gjorde desuden opmærksom på, at et mangfoldigt udbud af sproguddannelser bidrager til en national diversitet samt et kulturelt, historisk og internationalt udsyn, og at der er et akut behov for en strategisk og national indsats på sprogområdet for at bevare dette. Også Tea Sindbæk Andersen, adjunkt på ToRS, påpegede vigtigheden af at kunne forstå den del af verden, der ikke taler engelsk. Vores verden bliver ganske enkelt for lille og indskrænket, hvis vi kun kan forstå og kommunikere med den engelsktalende del af verden, sagde hun. Desuden er det vigtigt at beherske andre fremmedsprog end engelsk, da det giver direkte adgang til kilder og dermed gør forskeren uafhængig af en oversættelse, der er skabt på oversætterens præmisser. Afslutningsvis gjorde Tea Sindbæk Andersen opmærksom på, hvorledes de øvrige nordiske lande er interesserede i universitetssamarbejde med Københavns Universitet netop på grund af det brede udbud af sproguddannelser.

Efter en kort pause blev der taget hul på konferencens anden del, ”Uden for murene: de politiske rammer, synlige og usynlige behov”. Denne del bestod dels af et oplæg om regeringens nationale sprogstrategi og dels af en paneldebat med repræsentanter fra forskellige sektorer, hvor fremmedsprogskompetencer anvendes.

Chefkonsulent Anita Damsgaard Jensen og fuldmægtig Frederik Carsten Pedersen fra Styrelsen for Videregående Uddannelser, Center for Uddannelsespolitik, præsenterede konferencens deltagere for deres aktuelle arbejde, der består i at formulere et oplæg til indholdet af den nationale sprogstrategi, som skal offentliggøres i januar 2017. På nuværende tidpunkt forestiller man sig, at sprogstrategien blandt andet skal forholde sig til følgende sprog i det danske uddannelsessystem: dansk og engelsk (grundlæggende kompetence), skandinaviske/nordiske sprog, europæiske kultursprog (eksempelvis spansk, fransk, tysk), øvrige større sprog (eksempelvis kinesisk, arabisk) samt ”småfag” af kulturel betydning (eksempelvis latin, græsk).

I den efterfølgende paneldebat deltog Johannes Riis (litterær direktør, Gyldendal), Anne Knudsen (chefredaktør, Weekendavisen), Birgitte Vedersø (rektor, Gefion Gymnasium), Sara Koch (oversætter, Dansk Oversætterforbund), Cecilie Banke (seniorforsker, DIIS) og Arne Biering (chefkonsulent, Forsvarets Efterretningstjeneste). Debatten blev modereret af professor Christian Benne (ENGEROM) og tog sit udgangspunkt i to overordnede spørgsmål: 1) Hvad er behovet for sproguddannede i din branche? og 2) Hvad skal vi med en national sprogstrategi?

Anne Knudsen åbnede debatten med at fastslå, at kendskabet til andre sprog end dansk og engelsk er altafgørende for den politiske meningsdannelse og for generel oplysning af den danske befolkning. På Weekendavisen er der behov for alverdens sprogkompetencer, men det bliver efterhånden sværere at få fat i kandidater, der har gode sprogkundskaber i andre sprog end engelsk. Det er desuden ikke nok at beherske et fremmedsprog for at blive ansat på avisen – her efterspørges især dobbeltkompetencer. Anne Knudsen mener, at man i den nationale sprogstrategi bør formulere et krav om kendskab til latin og græsk, da disse sprog åbner op for øvrig sprogindlæring.

Cecilie Banke fra DIIS talte ligeledes om, at det er afgørende for vores kultur- og samfundsforståelse at beherske andre sprog end dansk og engelsk. Hun talte om en aktuel anarkistisk verdensorden, der netop øger behovet for en sproglig, kulturel og politisk forståelse af verden. Cecilie Banke mener, at der bør formuleres et krav om sprog som dobbeltkompetence i den nationale sprogstrategi, da det set fra hendes perspektiv er vigtigt med tværfaglige uddannelser, der kombinerer eksempelvis sprog og samfundsvidenskab.

Sara Koch fra Dansk Oversætterforbund påpegede, at oversat litteratur bidrager til vores forståelse af verden og er vigtig for udviklingen af vores sprog. Hun talte om en stigende tendens til, at litteratur oversættes via relæoversættelser, og at forlagene ofte antager bøger via en engelsk oversættelse eller på baggrund af en engelsk anmeldelse. Det giver teksten et engelsk perspektiv, som ikke altid er relevant for originalteksten. Sara Koch nævnte desuden, at der er mangel på oversættere og tekstere, der behersker andre sprog end engelsk og de skandinaviske sprog, og at det derfor ofte er tilfældigt, hvilke værker der oversættes til dansk, da antagelsen af oversættelsen beror på, hvorvidt der er en kompetent oversætter til rådighed. Derfor mener Sara Koch, at det er vigtigt med en national sprogstrategi, da denne sandsynligvis kan medvirke til at systematisere, hvilke sprog danskerne lærer, og dermed hvilke sprog og kulturer vi kulturudveksler med i form af oversættelse. På den måde vil sprogstrategien potentielt kunne sikre, at et bredt udsnit af verdenslitteraturen gøres tilgængelig for et dansk publikum.

Birgitte Vedersø fra Gefion Gymnasium talte om gymnasieelevernes opfattelse af, at sprog ikke er en kompetence i sig selv, men nærmere anses som værende et værktøj eller et redskab. Birgitte Vedersø mener, at man bør gøre det attraktivt for eleverne at vælge at studere sprog i gymnasiet, da de som regel er glade for sprogundervisningen, når først de er i gang. Her kan det være nyttigt at integrere sprog som del af andre fag fremfor at være isolerede discipliner, mener hun. Der bør desuden være større bevidsthed om sammenhængen mellem sprogundervisningen i uddannelsessystemet. Således bør gymnasierne koordinere deres udbud af sprogfag i stedet for at konkurrere internt med hinanden, mener Birgitte Vedersø.

Det samme gør sig i øvrigt gældende for universiteterne, ifølge Johannes Riis, der mener, at en fordeling af fremmedsprogsuddannelserne på de danske universiteter ville kunne sikre uddannelsernes overlevelse. Han fortalte desuden, at der i høj grad er behov for sprogkyndige i forlagsbranchen. På Gyldendal er en tredjedel af den udgivne litteratur oversat, hvilket svarer til 50 titler årligt, og Johannes Riis betragter oversættelse som betydningsfuld for den litterære udvikling og det internationale udsyn. Der er dog en overvægt af angelsaksisk oversat litteratur, da det kan være svært at finde oversættere, som behersker andre fremmedsprog. Som Sara Koch var inde på, betyder det, at det ofte er tilfældigt, hvilke værker der oversættes til dansk, da det afhænger af, om der er en kompetent oversætter til rådighed. Selvom engelsk er det dominerende fremmedsprog i Danmark, mener Johannes Riis, at der i den nationale sprogstrategi bør formuleres et krav om norsk og svensk sprogforståelse i grundskolen, således at vi er i stand til at kommunikere med vores nærmeste naboer på vores respektive sprog uden at skulle slå over i engelsk.

Arne Biering fortalte, at de i Forsvarets Efterretningstjeneste har militært såvel som civile ansatte – herunder analytikere, oversættere og samfunds- og kulturkyndige, der kan forstå sammenhængen mellem sprog, kultur og samfund. Det er vigtigt at have adgang til kilder i udlandet, så derfor er der brug for medarbejdere, som behersker alverdens fremmedsprog. I den nationale sprogstrategi bør man ifølge Arne Biering fokusere på, at sprog integreres i andre discipliner, da det især er tværfaglige uddannelser, der er relevante for Forsvarets Efterretningstjeneste.

Trods deres forskellige baggrunde og afsæt i forskellige brancher pegede konferencens oplægsholdere og paneldeltagere alle på vigtigheden og nødvendigheden af et bredt kendskab til fremmedsprog i et lille land i en international og globaliseret verden. Sprog og kultur er uløseligt forbundet, og viden om sprog giver derfor adgang til viden om andre samfund og kulturer. Derfor vi beherske andre sprog end vores modersmål og engelsk for at kunne forstå verden omkring os. Måske kan en national sprogstrategi medvirke til at sikre et fremtidigt internationalt udsyn og et globalt medborgerskab?

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Sprogkonference på Københavns Universitet

I morgen, d. 30. august, afholdes en konference om sprogfagenes aktuelle situation i det danske uddannelsessystem samt den kommende nationale sprogstrategi på Københavns Universitet Amager fra kl. 13-17.

Arrangementet indledes med en række faglige oplæg om sprogfagenes situation set fra forskellige universitetsrepræsentanters perspektiv. Oplægsholderne er lektor Lisbeth Verstraete-Hansen (Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, KUA), prodekan Jens Erik Mogensen (Humaniora, KU), professor og centerleder Anne Holmen (Center for Internationalisering og Parallelsproglighed, KU) og adjunkt Tea Sindbæk Andersen (Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, KUA).

Derpå følger et oplæg om regeringens nationale sprogstrategi med chefkonsulent Anita Damsgaard Jensen og fuldmægtig Frederik Carsten Pedersen fra Styrelsen for Videregående Uddannelser, Center for Uddannelsespolitik.

Efterfølgende åbnes en paneldebat med repræsentanter fra diverse sektorer, hvor fremmedsprog er i spil. Panelets deltagere er Johannes Riis (litterær direktør, Gyldendal), Anne Knudsen (chefredaktør, Weekendavisen), Birgitte Vedersø (rektor, Gefion Gymnasium), Sara Koch (oversætter, Dansk Oversætterforbund), Cecilie Banke (seniorforsker, DIIS) og Arne Biering (chefkonsulent, Forsvarets Efterretningstjeneste).

Alle interesserede er velkomne til konferencen, og det er gratis at deltage.

Se dagens program og tilmeld dig her

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Litteraturfestival i Humlebæk

literature_portraet

Fra d. 18. til d. 22 august er der for syvende gang Louisiana Literature, en litteraturfestival som afholdes på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk nord for København. Festivalen er blandt andet kendetegnet ved at invitere mange internationalt kendte udenlandske forfattere, de fleste af dem allerede oversat til dansk. På den måde er festivalen en oplagt mulighed for med egne ører og øjne at bevidne, hvor meget oversat litteratur fylder for det danske læsende publikum, og hvor meget det derfor betyder, at der fortsat er gode oversættelser fra alle dele af verden, også fra såkaldt små sprog. Det er opløftende at se, hvordan danske forlag, små og store, og alle de dygtige oversættere fortsat løfter opgaven med at formidle stor verdenslitteratur til et dansk publikum.

På årets festival kan man bl.a. møde italieneren Claudio Magris, britiske Ali Smith, Nell Zink og Julian Barnes, Linn Ullmann, Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal fra Norge, svenske Jonas Hassan Khemiri og Carl-Henning Wijkmark, amerikanerne Erica Jong, Lorrie Moore og Hanya Yanagihara, Abdellah Taïa fra Marokko, polske Olga Tokarczuk og nigerianeren Chigozie Obioma. Derudover vil et væld af garvede og debutterende danske forfattere og journalister optræde ved festivalen. Læs mere og se hele programmet for festivalen her.

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Fra bogskabets gemmer

Af Allan Hilton Andersen

For nogle år siden forærede jeg temmelig mange bøger væk for at gøre plads til en kvinde, der aldrig flyttede ind alligevel. Det gav både stof til eftertanke, en del luft, mindre støv og en lyst til at gentage processen (med bøgerne, forstås), da bunkerne igen begyndte at fylde på både borde og gulvareal i min store lejlighed. Denne gang blev kasserne båret ned til min foretrukne antikvarboghandler i Dannebrogsgade, som så helt ulykkelig ud, fordi han troede, jeg led af den vildfarelse, at man kunne få penge for brugte bøger. Nu har han haft indtil flere temaudstillinger i sit vindue fra mine gemmer, og salget går nogenlunde.

Det har været min lod at tømme et par dødsboer i min tid, og jeg har derfor aldrig opmagasineret noget på lofter eller i kældre. Der må være grænser for, hvad man kan byde sine efterladte – også selv om de skal arve en. Men på den anden side er der også visse ting, man bare ikke kan skille sig af med, og en lille håndfuld af dem fra boghylderne skal beskrives nærmere her.

Shakespeares sonetter er en kilde til dyb fascination og idelig undren. Jeg har læst dem igen og igen, og de har det med at skifte betydning med årene. I mange år kendte jeg dem kun på engelsk, men fandt så i en antikvarboghandlers kasse Østerbergs oversættelse fra 1944 med forord af Paul V. Rubow.  Jeg købte den straks og læste på vejen hjem nr. 61, for hvad havde Østerberg gjort ved det her?

Is it thy will, thy image should keep open
My heavy eyelids to the weary night?
Dost thou desire my slumbers should be broken,
While shadows like to thee do mock my sight?

Og det blev til disse linjer:

Er det din Vilje, naar dit Billed tvinger
Nattetunge Øjne op af Søvnens Mag?
Dit ønske, at min brudte Slummer bringer
Skygger, som ligner dig, til Synsbedrag.

Den version har jeg så gået og hygget mig med, indtil der i 2004 kom en ny svensk oversættelse, som jeg måtte have, idet den var illustreret af Ulf Lundell, der også er kendt som forfatter og rockmusiker.  I 2007 og 2010 kom der endnu to oversættelser til svensk, så de har vist ganske mange af slagsen, men også herhjemme fik vi en ny i form af Line Kroghs oversættelse fra 2006, illustreret af Hans Ovesen. Jeg har erhvervet mig både en af Lundells illustrationer og en af de tre billedsuiter, der udgør Ovesens illustrationer, så nu har jeg også Shakespeare på væggen, oven i købet hans “dark lady”, som også jeg er fascineret af. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, kan vi snart glæde os over endnu en sonetoversættelse – denne gang fra Niels Brunse.

Line Kroghs version af indledningen til nr. 61 lyder i øvrigt sådan her:

Er det bevidst, dit billede ikke under
de tunge øjne nattesøvnens ro?
Dit ønske, jeg forstyrres, når jeg blunder,
af skygger så lig dig, som øjet tro?

I 1999 hørte jeg i Edinburgh en skotte læse op af en ny roman, Way to Go. Det var en særdeles morsom aften, så jeg fik forfatteren Alan Spence til at sende bogen til et dansk forlag og oversatte selv bogen i 2000: Godt gået. I bogen citerer forfatteren først en amerikansk digter ved navn Robert Service, og senere bruger han flere strofer fra Shelleys ”Adonaïs”. Der er jo ingen grund til at halte i mestrenes fodspor, hvis der allerede foreligger en oversættelse, så jeg satte min gode ven antikvarboghandleren i gang med at finde de to bøger, som jeg hurtigt fandt ud af indeholdt det ønskede:  Robert W. Service: ”Guldgraversange”, oversat af Johs. V. Kirk og med forord af Julius Bomholt (Kbh. 1937), og Shelleys ”Adonaïs”, oversat af Kai Friis Møller og udgivet i begrænset oplag af Fischers Forlag i 1951.

Oversætteren af Service, Johs. Kirk, var en talentfuld digter og oversætter, som var ved at afslutte sin magisterkonferens i litteratur, da han døde, 26 år gammel. Bomholts forord giver indtryk af, hvilket tab det var for dansk litteratur, men i dag er Kirk glemt. Jeg er meget glad for at have bogen stående – ikke, fordi jeg synes Service er exceptionelt god, men fordi oversættelsen er rigtig fin.

Et af de vers, jeg “stjal”, lød sådan her:

Jeg tog planker og Plyds fra Kahyt og Kabyds,
under Kedlen tændte jeg op,
jeg fandt kul i et Trug og Brænde til Brug – jeg
fik Fyrrummet fyldt til dets top.
Der blev flammer og Røg, og Gnisterne fløj, hvilket
vældigt Baal, oh, dear me!
Og jeg graved et Hul i de glødende Kul, og ind
stopped jeg Sam McGhee.

Et andet sted i Godt gået beskriver Spence den mindekoncert, som Rolling Stones afholdt i 1969 i Hyde Park for den afdøde guitarist Brian Jones. Her læste Jagger op fra Shelleys sørgedigt om kollegaen Keats:

FRED, FRED! Han er ikke død, han sover ikke:
Nej, han er vaagnet op af livets drøm –
Det er os, der, fortabt i stormende syner, fører
Imod fantomer krig til ingen nytte …

Godt for mig og ikke mindst læserne, at Kai Friis Møller havde oversat hele det lange digt, og jeg har stadig glæden ved at kunne blade i bogen, der er eksemplar nr. 79 af 200 trykte.

Det er ikke altid, man er så heldig, og i samme bog måtte jeg flere gange lege digter til lejligheden. Bogen handler om døden og et bedemandsfirma, men den er ikke desto mindre særdeles morsom, så inspirationen til ateistens oversættelse af denne begravelsessalme kommer meget passende fra et Anders And-digt, som mange vil kende: “O skænk mig en grav ved det isgrønne Hav, hvor kun bølgerne hører min gråd …”:

Vil dit anker holde i livets blæst,
Når bølgerne rokker din båd?
Når vindene suser fra øst og fra vest?
O, lyt til mit enkle råd:
Vi har et anker, der holder din sjæl
Urokkeligt, sikkert, fast.
Med det kan du sidde i ro på din fjæl,
For Herren beskytter din last.

Posted in Om enkelte værker/forfattere | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 1 Comment

Redaktørernes sommerlæsning

Sommertid er læsetid. Traditionen tro fortæller Babelfiskens redaktører her, hvad de har planer om at tygge sig igennem i løbet af sommeren – og i år har vores dygtige praktikanter også givet deres besyv med. Imens dykker Babelfisken selv ned på dybere vande for at samle inspiration til et sprudlende oversætterefterår.
God sommer derude!

Maria Fossings sommerlæsning

Maria F-læsning

Som studerende kan læsning til tider virke uoverskueligt, da det er det jeg bruger det meste af min hverdag på i forvejen. I løbet af tiden fra den ene sommerferies slutning til den næste sommerferies begyndelse, hober der sig derfor en unægtelig bunke af læsning op. Det første, jeg altid læser, når jeg får tid, er A Song of Ice and Fire af George R.R Martin – i skrivende stund ligger A Storm of Swords – part 1: Steel and Snow, netop foran mig og venter blot på at blive læst.

Denne sommers sværvægter bliver dog for mit vedkommende Atlas Shrugged af Ayn Rand. Dette værk har jeg længe ønsket at læse, og denne sommer er præcis tiden til det! Jeg forventer dog at de tætpakkede sider kræver en smule aflastning undervejs, og det er her alle de andre bøger kommer ind i billedet! Denne sommer mangler måske dog en smule dansk litteratur – det ville jeg gerne have taget med, men når man står og konfronterer sin bogreol og skal udpege læsning til resten af sommeren, rammer en følelse af forpligtigelse. Lad os da bare sige, at jeg har en intention om at tilføje dansk litteratur (især Svend Åge Madsen), men også den realistiske sans til at sige, at der måske allerede er nok læsning, inden studierne kalder igen i starten af september.

Christine Maders sommerlæsning

_20160705_110229

Jeg har sat mig for at læse intet mindre end 14 bøger i løbet af denne sommer, hvoraf de fire første allerede er blevet “fortæret”. De resterende 10 ses på billedet. Tolkiens Hobbitten og Ringenes Herre-trilogi (oversat af Ida Nyrop Ludvigsen) har stået ulæst i reolen i flere år, men det har jeg endelig sat mig for at rette op på. Derudover består min sommerferielæsning også af en række Young Adult fantasybøger, da netop børne/ungdomslitteratur er en af mine akademiske såvel som personlige interesserer, og jeg føler, at især fantasygenren har en masser at byde på. Jeg glæder mig til at læse dem alle, og håber jeg når det, inden Uni starter til september.

Mette Olesens sommerlæsning

Bibelen. Eller i hvert fald Apostlenes gerninger og Paulus’ breve. Fordi jeg snyder lidt og tager arbejde med på ferien – research i forbindelse med Emmanuel Carrères roman Le Royaume som jeg er ved at oversætte – men har opdaget at Bibelen også kan være lystlæsning. Har ikke set lyset endnu, men ser en masse spændende historier, og historie… Indtil videre printer jeg ud fra Bibelselskabets geniale online-Bibel, men har ønsket mig en papirudgave til min fødselsdag om nogle dage.

Min mor har også snart fødselsdag, og jeg har tænkt mig at forære hende Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af sidste års litteratur-nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj, oversat af Tine Roesen og udkommet på forlaget Palomar. Og som jeg stadig ikke har læst, men så kan min mor måske starte med at låne mig den.

Endelig har jeg med vanlig langsomhed opdaget at der sidste år udkom en ny roman af Jan Sonnergaard som jeg altid har været lidt vild med: Frysende våde vejbaner. Den må jeg ha’ fat i. Jeg oversætter også den franske trilogi Vernon Subutex af Virginie Despentes, og tror at de to kan have nogle interessante lighedspunkter (50-årig mand på spanden, urban samtidsroman på samtidssprog….)

Altså alt sammen kun snak om bøger som jeg slet ikke har endnu, men håber at kunne vise fotos af efter ferien!
God sommer til alle, nyd den!

Marie Andersens sommerlæsning

Marie-læsning

Ja, bortset fra alle de italienske bøger, der hober sig op, er der også et par andre bøger, der har stået i kø længe, og som jeg i et optimistisk øjeblik tror på, at jeg får læst i sommerferien!

Det er først og fremmest Lars Saabye Christensens Blink; jeg var meget begejstret for Bernhard Hvals fortalelser, som jeg læste for nogle år siden. Så er der Selma Lagerlöfs Gösta Berlings saga, som Anne Marie Bjerg har nyoversat for nogle år siden. Skal genlæses! Mona Høvrings Venterommet i Atlanteren på norsk; den udkommer på dansk på forlaget Lesen her til efteråret. Det er sådan en delikat lille sag. Og Birgitte Krogsbølls dyr med næb ordnet efter antal vinger: jeg vil læse et par sider hver dag, for at huske hvordan man kan lege med sproget. Og så kan jeg nok ikke lade være med at kigge lidt i Eros Ramazzottis selvbiografi Grazie di cuore (Af hjertet tak)!

Sara Kochs sommerlæsning

Sara-læsning

Jeg er og har altid været storforbruger af skønlitteratur. På det seneste er jeg dog begyndt at orientere mig mere i retning mod det faglitterære, en genre jeg stort set ikke har rørt frivilligt siden studietiden.

For tiden læser jeg Ørsted-biografien Naturens tankelæser af Dan Chr. Christensen, det går lidt langsomt, og det er muligt, at den ikke kommer med på udenlandsferie, tobindsværket vil nok skabe overvægt i kufferten. Men det er en pragtfuld bog, som jeg vil læse i min have på Ørstedsvej ikke så langt fra Ørstedsparken i mit hjem i Ørsteds fødeby Rudkøbing.

Jeg er i gang med at oversætte en af de største norske nulevende forfattere, Dag Solstad, til dansk, og det er en kærkommen anledning til at læse og genlæse hans forfatterskab. Der er rigeligt at tage af Professor Andersens natt, T. Singer, 16.07.41, Forsøk på å beskrive det ugjennomtrengelige. Der ryger nok et par af dem i kufferten. De skaber ikke overvægt.

Til dovne morgener i Paris har jeg pakket Curtis Sittenfelds Eligible, en moderne version af Austens Pride and Prejudice, der er begavet chiklit for alle pengene.

Og så kan det ellers være at jeg går på rov i familiens sommerbøger, eller boghandlere i London og Paris, hvor turen går til i år. Den yngste har pakket Jostein Gaarders Sofies verden, måske kan jeg læse hende over skulderen – det er mange år siden jeg har læst den.

God sommer!

Juliane Wammens sommerlæsning

Juliane-læsning

I år kommer det meste af min sommerferielæsetid til at gå med ny dansk litteratur i alle genrer. Det er en del af det hårde arbejde, jeg må påtage mig som en del af legatudvalget i Kunstfonden. Jeg klager bestemt ikke! Men der skal også være plads til strejf tilbage i fortiden og ikke mindst ud i verden. De bøger jeg har valgt, kan begge dele, på hver deres måde. Og så er to af dem gaver fra gode venner og kolleger – fornøjelsen ved at læse værkerne bliver kun større, når jeg samtidig får lov at kigge andre dygtige oversættere lidt i kortene.

Jeg har netop fået Peter Buwaldas Bonita Avenue, som Birthe Lundsgaard har oversat fra nederlandsk. Jeg havde kun hørt om den lidt perifert – et episk familiedrama som foregår over 20 år på tre kontinenter, og en temmelig barsk historie. Forlaget hævder, at der er tale om Hollands svar på Jonathan Franzen – nu må vi se, om det holder stik.

Det er først for ganske nylig, jeg har opdaget den amerikanske forfatter Annie Dillard – og det var ikke et øjeblik for tidligt. Jeg er fuldstændigt bjergtaget af hendes glasklare, usmykkede prosa, som åbner hele verdener i en enkelt sætning. Den nære verden, hun beskriver, hendes tanker om mennesket i naturen og naturen i mennesket, får hjernen til at arbejde hurtigere og ad nye baner. Det sker alligevel ikke hver dag. Jeg læser Teaching a Stone to Talk på engelsk – de fjorten korte tekster har undertitlen ”Expeditions and Encounters”, og det tiltaler i den grad min hang til opdagelsesrejser og eventyr. Og så læser jeg romanen De levende, oversat af Morten Visby, som er endnu en familiekrønike, denne fra frontier-USA i anden halvdel af 1800-tallet. Jeg glæder mig til at se, hvad Dillard kan med den store fortælling.

Jeg skal ikke til udlandet denne sommer. Det er også dejligt at være i Danmark, men når jeg får akut udlængsel, vil jeg kigge i Judith Schalanskys Atlas over afsidesliggende øer, oversat at Anette Petersen. Bogen, som i øvrigt er meget smukt lavet, med flerfarvet typografi og smukt gengivne kort, har undertitlen ”Halvtreds øer, som jeg aldrig har været på og aldrig vil komme til”. Det er en lille perle af nedslag fra vores store, mangfoldige klode, korte beskrivelser af natur, historier og folk fra de fjerneste egne af verden, steder med navne som Antipode-øen, Rapa Iti, Atlasov-øen, Bjørne-øen og Ensomheds-øen.

Sommeren kan bare komme an.

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Oversættelsens tusmørke

Af Ida Klitgård

Anmeldelse af Nella Larsen: Kviksand (Quicksand), oversat af Niels Henrik Svarre Nielsen og Tine Hovgaard Jørgensen, Forlaget Rosenkilde, 2015, samt oversat af Kirsten Ploug og Karen Kristensen, Forlaget Arvids, 2015. Denne udgave indeholder også romanen Overgang (Passing) samt et antal noveller.

Som med de næsten samtidige danske oversættelser af Don Quijote ved Rigmor Kappel Schmidt i 1998 og Iben Hasselbalch i 2000 vakte det bestyrtelse, da vi i 2015 så hele to samtidige oversættelser af den aldrig tidligere oversatte amerikanske forfatter Nella Larsens roman Quicksand fra 1928.

Bogen handler om Nella Larsens alter ego, mulatten Helga Crane, der i 20’ernes brølende USA ikke føler sig hjemme som ’hybrid’ mellem sort og hvid, og en rejse til det kølige og overfladiske Danmark, hvor hendes mors familie stammer fra, gør det ikke bedre. Heller ikke her passer hun ind. Det er en roman om forfatterens og hovedpersonens søgen efter identitet, der rummer en rejse fra Syden til Nordstaterne til Danmark og tilbage igen, og man sidder frustreret tilbage over den skæbne, der skulle blive den ellers så modige og beslutsomme Helga Crane til del.

Det er naturligvis tillokkende at ville oversætte netop denne roman på grund af den dansk-amerikanske kobling, der sætter problematikken omkring immigranters tilhørsforhold og fejlslagne integration i et nyt og spændende kulturhistorisk perspektiv. At der pludselig med ni dages mellemrum skulle foreligge hele to danske oversættelser af den samme bog er et usædvanlig uheldigt tilfælde. Men som Jeppe Bangsgaard og Ditte Maltha Mailund skriver i Berlingske, så rummer sammentræffet en unik mulighed for at sammenligne de to oversættelser og få indblik i, hvordan to sæt oversættere fra samme periode arbejder med teksten (Se: http://www.b.dk/kultur/to-forlag-oversaetter-samme-bog-se-selv-forskellen).

Forlaget Rosenkildes folk består af Niels Henrik Svarre Nielsen, forfatter til Biografisk Skygge Leksikon (2000), og Tine Hovgaard Jørgensen, der har oversat en lang række skøn- og faglitterære bøger samt p.t. sidder i en redaktørstol på Gyldendal. Hovedoversætteren er Niels Henrik Svarre Nielsen, der står som forfatter af oversætterens forord, mens Tine Hovgaard Jørgensen står noteret som ansvarlig for forlagsredaktionen. Arvids team består af oversætteren Kirsten Ploug og Karen Kristensen, forlægger på Forlaget Arvids.

For at vende tilbage til Berlingskes forslag om at sammenligne de to oversættelser, så er artiklen et sjældent set bidrag til en oversættelseskritik i dagspressen, idet den rent faktisk bringer uddrag fra de to oversættelser sammenlignet med originalen (se billedet nedenfor), men selve analysen eller kritikken er desværre under al kritik. Artiklens forfattere henter ekspertviden hos lektor Tore Rye Andersen fra Aarhus Universitet, der taler om to typer oversættelsesstrategier. Den første er mundret hjemliggørelse: ”Nogle prøver at gøre oversættelsen hjemlig. Forsøger at høvle de knaster af, der kan gøre teksten fremmed, når man oversætter den til et dansk publikum”. Den anden er foreignisation, ”hvor man ikke forsøger at lægge skjul på, at der er tale om en oversættelse, der kommer fra en anden tid. Hvis der er nogle klodsede formuleringer, er det en værdi, at de også er der i oversættelsen. Det understreger, at det er en tekst, der kommer fra en anden kulturkreds og en anden tid”, udtaler Tore Rye Andersen, der selv har været konsulent på oversættelser af Nabokov og Pynchon. Det er skam helt korrekt forstået, men disse strategier bliver på ingen måde anvendt i Berlingskes artikel. Det står uvist hen, hvilken oversættelse der repræsenterer hvad, hvis de overhovedet kan deles op på den måde. Vi bliver blot præsenteret for de to første afsnit af bogens kapitel 1, og så må læseren selv tænke sig til resten. Derfor vil jeg forsøge at lege med ad denne tangent i dette forum. Her er uddraget fra Berlingske:

Nedenfor opdeler jeg forekomster af oversættelser på sætningsniveau med henblik på at karakterisere oversættelserne overordnet set som enten præget af en hjemliggørelse eller en foreignisation-strategi. Jeg hæfter mig ved de ord og fraser (markeret med fed), hvor de to oversættelser har valgt vidt forskellige løsninger. Navnene på forfatteren og oversætterne er forkortet.

Eksempel 1:

NL:

Helga Crane sat alone in her room, which at that hour, eight in the evening, was in soft gloom

KP:

Helga Crane var alene i sin stue, som på det tidspunkt, klokken otte om aftenen, lå badet i et blødt lys

NHSV:

Helga Crane sad alene på sit værelse, som i denne time – klokken otte om aftenen – henlå i blød skumring.

Oversættelsen af ’room’ til enten ’stue’ eller ’værelse’ signalerer henholdsvis noget større og mere hjemligt som del af en lejlighed eller noget småt og mere kammeragtigt. Helga Crane bor og underviser på kostskolen Naxos for sorte i Syden, og derfor må det formodes, at der er tale om et decideret værelse, der udgør hendes hjem der. Det er ikke muligt at tyde fra resten, om der er flere værelser, da der blot nævnes, at hun fx går i seng. Så her kunne man sige, at KP hjemliggør teksten, idet den efterfølgende beskrivelse af tæppet, lampen, bordet, bøgerne og reolerne passer på beskrivelsen af en stue, mens NHSN fremmedgør vores umiddelbare opfattelse af sådan et rum til blot og bar et ’værelse’.
’At that hour’ bliver hos KP til ’på det tidspunkt’, der er dejlig mundret på dansk, mens NHSN oversætter mere direkte til ’i denne time’ og dermed fremmedgør en mulig læse-let version. Udtrykket lægger sig også op ad begrebet den blå time.

Udtrykket ’was in soft gloom’ bliver hos KP til ’lå badet i blødt lys’, der fortolker det neutrale ’was in’ til en fin løsning med ordrim på ’b’, mens NHSN vælger ’henlå i blød skumring’, hvor ’henlå’ giver et mere arkaisk, poetisk præg, og ’blød skumring’ skiller sig ud fra, hvad vi nok umiddelbart ville sige om sådan et lys. Det er dog ikke helt klart, om der er tale om en decideret skumring, da dette mørke opstår ved, at gardinerne er trukket for, og ved at en enkelt lampe står tændt. Vi kan ikke se, om der er halvmørke udenfor, men må gætte os til det ud fra det tidspunkt, hvor Helga Crane har trukket sig tilbage efter dagens dont.

Eksempel 2:

NL:

Only a single reading lamp, dimmed by a great black and red shade, made a pool of light on the blue Chinese carpet, on the bright covers of the books which she had taken down from their long shelves, on the white pages of the opened one selected, on the shining brass bowl crowded with many-colored nasturtiums beside her on the low table, and on the oriental silk which covered the stool at her slim feet

KP:

En enkelt læselampe, hvis pære var skjult bag en stor sort og rød skærm, kastede lys på det blå, kinesiske gulvtæppe, på de strålende forsider på de bøger, hun havde taget ned fra de lange hylder, på de hvide sider i den, hun havde åbnet, på den blanke messingskål, som stod på det lille bord ved siden af hende og var fyldt med mangefarvede nasturtier, og på taburetten betrukket med orientalsk silke ved hendes slanke fødder

NHSN:

Kun en enlig læselampe, dæmpet af en stor sort og rød skærm, kastede en pyt af lys på det blå kinesiske gulvtæppe, på de blanke omslag om de bøger, hun havde taget ned fra deres lange hylder, på de hvide sider i den åbne bog, hun havde udvalgt, på den skinnende messingskål, fyldt med mangefarvede nasturtier på det lave bord ved siden af hende, og på den orientalske silke, som dækkede skamlen ved hendes slanke fødder

’Only a single reading lamp’ bliver her enten ’en enkelt’ uden en oversættelse af ’Only’ eller ligefrem ’en enlig’, der er en besjæling, der måske ikke helt er hjemmel for i originalen, men det lyder godt og lægger sig op ad Helga Cranes egen ensomhed. I NHSN’s oversættelse er lyset ’dæmpet’, mens vi i KP’s oversættelse får det mere omstændelige og teknisk detaljerede ’hvis pære var skjult’. NHSN’s udgave er dermed mere tro mod originalen, mens den anden omskriver ved inddragelse af lampens pære, der ikke nævnes.
Udtrykket ’a pool of light’ bliver i den første oversat til udelukkende ’lys’, mens den anden bibeholder forlæggets med ’en pyt af lys’, der knytter sig til senere reference til en oase i ørkenen.

Det samme med bøgernes ’bright covers’, der i den første oversættelse bliver til ’de strålende forsider’ og i den anden ’de blanke omslag’. Vi må formode, at ’bright’ står i kontrast til det halvmørke der er i rummet, evt. i lighed med de hvide sider, der ligger opslået, så det er noget i retning af noget lyst, klart, skinnende eller blankt. Den første oversættelse signalerer strålende farver, mens den anden signalerer, at omslagene skinner, fordi de er blanke, altså uden fokus på deres farver men som kontrast til mørket. Man kan mene, at det er hip som hap, men valget af ’forsider’ over for ’omslag’ forekommer mig til gengæld ikke helt korrekt, da man kun kan se bøgernes omslag og ikke deres forsider, som er et udtryk jeg personligt ville bruge om den første side inde i bogen. Men det er som sagt måske bare en smagssag. Man kunne eventuelt have valgt ’indbinding’ eller ’bogomslag’, så man ikke kom i tvivl. Men det er selvfølgelig knap så lyrisk.

I originalen er bøgerne taget fra ’their long shelves’, hvilket oversættes direkte i den anden oversættelse og derfor virker mere fremmedgørende. I den første oversættelse bliver udtrykket mere idiomatisk korrekt på dansk med ’de lange hylder’.

Den bog, Helga Crane havde taget fra hylden, ’the opened one selected’ bliver hos KP ’den hun havde åbnet’, mens NHSN bibeholder indtrykket af Helgas bevidste valg af læsestof i ’den åbne bog, hun havde udvalgt’.

Det sidste bemærkelsesværdige i denne passage er, at ’stool’ bliver enten til en ’taburet’ eller en ’skammel’. Og Helgas ’slim feet’ fremstår som enten ’slanke’ eller ’smalle’. Hvis man googler ’taburet’, får man billeder af de der høje nogle, man kan sidde på ved et bord eller lignende, mens en ’skammel’ udløser billeder af den lave udgave, man kan smække fødderne op på. På engelsk dækker ’stool’ over begge dele. Det giver således flest point til NHSN’s version. Og googler man udtrykkene ’smalle fødder’ og ’slanke fødder’ får den smalle udgave 14.500 hits og den slanke 1.110 hits. Det taler igen for valget af ’smalle fødder’, og dermed kan man så faktisk sige, at KP’s oversættelse i denne omgang fremmedgør udtrykket, idet det ikke er mundret dansk at tale om slanke fødder. Problemet er så bare, hvad ’slim feet’ er på engelsk: et gængs udtryk eller et mere usædvanligt et? Ved endnu en google-søgning viser det sig, at det er mere almindeligt at tale om ’narrow feet’’ end ’slim feet’, så de ’slanke fødder’ kan godt gå hen og blive en vinder her.

Eksempel 3:

NL:

It was a comfortable room, furnished with rare and intensely personal taste, flooded with Southern sun in the day, but shadowy just then with the drawn curtains and single shaded light

KP:

Det var en dejlig stue, møbleret med en enkel og yderst personlig smag, om dagen badet i sol, men lige nu behageligt dunkel bag gardinerne, der var trukket for, og oplyst af den ene afskærmede lyskilde

NHSN:

Det var et behageligt værelse, der var møbleret med sjælden og intens personlig smag, gennemstrømmet af Sydens sol om dagen, men skyggefuldt netop på dette tidspunkt med de trukne gardiner og det enlige, skærmede lys

I denne passage lægger NHSN sig igen i en mere foreignising stil, idet han oversætter mere direkte og knastet. Det ’comfortable room’ bliver direkte et ’behageligt værelse’, hvilket signalerer, at det er behageligt at sidde der og bevæge sig rundt i, mens den anden oversætter vælger ’en dejlig stue’, der kan pege på mere end bare komforten, nemlig også udseendet, hyggen og helhedsindtrykket.
Den ’rare’ boligstil, Helga Crane har valgt, bliver desværre hos KP til ’enkel’, mens ordet oversættes korrekt til ’sjælden’ i den anden udgave. Hos Bo Bedre havde man nok valgt udtrykket ’unik’ for at signalere det personlige islæt. Det samme med ’intensely personal’, der på engelsk stritter fra en mere mundret udlægning. Det bliver hos KP forfladiget til ’yderst personlig smag’, mens den anden oversætter vælger at lade den strittende kombination mellem ’intens’ og ’personlig’ stå.
I oversættelsen af ’flooded with Southern sun’ vælger KP at gentage udtrykket ’badet i’ fra tidligere, her med bare ’sol’, mens NHSN oversætter til ’gennemstrømmet af Sydens sol’. Det er mig ubegribeligt, hvorfor man skulle vælge at slette tilhørsforholdet til Sydstaterne, når det netop spiller en vigtig rolle i romanen. Det er en rendyrket hjemliggørelse, der sletter de fremmede spor.

I den sidste del – ‘but shadowy just then with the drawn curtains and single shaded light’ – er det det samme mønster, der gør sig gældende. Hos KP må rummet ikke være ’skyggefuldt’ men tolkende ’behageligt dunkel’, og det beskrivende ’drawn curtains’ bliver til det mundrette ’gardinerne, der var trukket for’, mens NHSN springer ud i det mere skurrende ’trukne gardiner’ – næsten som trukne pistoler.

’the single shaded light’ refererer til den dæmpede lampes lys, som hos NHSN bliver til ’det enlige, skærmede lys’ – der fint kunne fungere som en beskrivelse af Helga Crane herself, mens KP bliver mere Silvan-specifik, for nu at være lidt barsk, og taler om ’oplyst af den ene afskærmede lyskilde’

Eksempel 4:

NL:

Large, too. So large that the spot where Helga sat was a small oasis in a desert of darkness. And eerily quiet

KP:

Og tilmed stor. Så stor, at den plet, hvor Helga sad, kun var en lille oase i den mørke ørken. Og sælsomt stille

NHSN:

Stort også. Så stort, at den plet, hvor Helga sad, blev en lille oase i en ørken af mørke. Og uhyggeligt stille

Det sidste eksempel runder trenden af. Også her ser vi en hjemliggørelse i KP’s oversættelse og en bevarelse af forlæggets ordlyd i NHSN’s version. Den første oversættelse tilføjer endda et ’kun’ om oasen og giver ørkenen bestemt form som ’den mørke ørken’. Stilheden beskrives enten som sælsom, der klinger godt med s-bogstavrimet og illuderer en eftertænksomhed, der er i tråd med Helgas halvmørke alenetid i rummet, eller som decideret uhyggelig, der mere får hårene til at rejse sig i associationer i retning af noget overnaturligt eller noget man skal være på vagt for. Alternativt kan man tolke ’uhyggeligt’ som blot forstærkende i beskrivelsen af stilheden.
Det ville have været interessant, om Berlingskes skribenter havde nået samme resultat i en karakterisering af hjemliggørelses- og foreignisation-strategierne i de to samtidige udgivelser. Men desværre fik bladets læsere ingen eksempler eller konklusioner i den retning. Det er mit håb, at min analyse her har blotlagt, hvad de to strategier går ud på, og hvilke konsekvenser de har for læserens oplevelse af en forfatters stil og værk. Og min karakteristik begrænser sig ikke kun til bogens første side. Det er det samme billede, der tegner sig igennem resten af bøgerne. Rosenkildes version er i den grad fuld af knaster, der lige skal sluges, når man kaster sig ud i en åben læsning uden af have forlægget liggende ved siden af. Det hakker og skurrer her og der, men det er en strategi, der viser bogen som tilhørende en anden kulturkreds og en anden tid. Og Arvids udgave er påviselig lettere at sluge, dog uden at det forringer læseoplevelsen. Man snydes desværre bare for Nella Larsens og Helga Cranes særlige stemmer, der igennem hele romanen afspejler den afgørende sammenblanding mellem sort og hvid – skumringen mellem lyset og mørket. Det er et tusmørke, en oversætter skal have med.

Posted in Om enkelte værker/forfattere, Oversættelsesanmeldelser | Tagged | Leave a comment

Et Heinedigt på dansk: Oversættelse(r) og analyse

Af Ole Meyer

heinedigt

Analyse
Her har vi dels et originaldigt af en stor digter, dels en samtidig oversættelse af en ditto, som dog ikke er blandt dennes bedste præstationer: den undgår ikke at virke som netop en oversættelse, især i første og sidste strofe, hvor rimtvangen er påfaldende. Kildeteksten er tilsyneladende ligetil, næsten stereotyp: ligesom i samme forfatters Dichterliebe taler et jeg om – eller her: til – et du der ikke svarer og heller ikke beskrives i sig selv ud over det udvendige og konventionelt emblematiske: de smukke øjne. Ser de overhovedet på ham?

Han taler, hun er tavs. Er det altsammen blot betydninger og hensigter han tilskriver hende? Og er den gentagne slutlinie blot et konventionelt retorisk spørgsmål?

Nej, ikke kun, for den er ved nærmere eftersyn slet ikke så konventionelt formuleret:

For det første er selve tiltaleordet intimt: Mein Liebchen, ikke fx Geliebte, Herzliebste eller hvad man nu ellers kan finde i romantisk dusinlyrik. Som om han faktisk mener at have et krav på hende, som hun ikke anerkender eller honorerer. For det andet ligger trykket et andet sted end forventeligt; der står jo netop ikke, kavalérmæssigt retorisk og henkastet:

*(Geliebte), was willst du denn mehr?
– men derimod :
Mein Liebchen, was willst du mehr?

Den forventede daktyliske rytme brydes et øjeblik, som for at pointere at hun også har en vilje i forhold til ham, og er ansvarlig for at have ført ham derud hvorfra han nu tiltaler hende. Hvorved hendes tavshed bliver desto mere dramatisk.

Derfor har jeg oversat (nedenfor) til en formulering der (noget mere tydeligt end i originalen) tilskriver hende en vilje. Det samme har Aarestrup fat på, skønt hans oversættelse ellers ikke er særlig vellykket. Mærkeligt nok. Men også han bryder rytmen gennem den manglende optakt:

Elskede, hvad vil du mer?
(ikke: * Min re, hvad vil du dog mer?
eller: * Min elskede, hvad vil du mer?)

– og således også, hos mig:
… hvad mere,
elskede, er det du vil?

Derimod har såvel Sørensen som Gjedsted (begge forneden) en ubrudt jambisk-daktylisk rytme; sidstnævnte dog med en variation i ordvalg (ikke i rytme) i sidste linje, der gør den mere insisterende end de to første strofers slutning (om det så skyldes rimvalg eller mere bevidste overvejelser, kan være underordnet for resultatet):

min kære, hvad er det du vil? (1. & 2. strofe: min kære, hvad vil du mer?)

***

Han – jeg – taler og digter indtrængende til det fortsat stumme du. Til slut forstummer også han, zu Grunde gerichtet, øde-lagt. Temaet tale vs. tavshed er implicit pointeret ved det tre gange gentagne ubesvarede spørgsmål, der i sin insisteren netop ikke er rent retorisk. Digtets grundtema er denne modsætning mellem en talende (digtende) og en stum (lyttende eller netop ikke lyttende?) position. Forløbet går fra tale (liv) til tavshed (død) – som måske allerede er konnoteret fra begyndelsen gennem de livløse smykkesten?

Derimod er krigsmetaforen ein ganzes Heer osv. snarere død metafor: konventionel siden Roman de la Rose osv. Gjedsted holder fast ved den – nok snarere af rimgrunde end fordi han anser den for væsentlig; ligesom Aarestrup og Sørensen (fejl)oversætter han nemlig 2. strofes Auf (= Til el. Mod ) med Om, hvorved metaforen blir hjemløs. Men hans oversættelse fra 1995 har dog frigjort sig fra den danske guldalderdiktion med omvendt ordstilling osv., som stadig ses hos traditionalisten Sørensen i 1962 – men ikke hos Aarestrup!

Nedenfor originalen på ny, med en ganske upoetisk ord-for-ord-oversættelse; derefter fire danske oversættelser inkl. min egen (upubliceret).

HEINRICH HEINE (1797-1856):

Du hast Diamanten und Perlen,
Hast alles, was Menschenbegehr,
Und hast die schönsten Augen –
Mein Liebchen, was willst du mehr?

Auf deine schönen Augen
Hab’ ich ein ganzes Heer
Von ewigen Liedern gedichtet –
Mein Liebchen, was willst du mehr?

Mit deinen schönen Augen
Hast du mich gequält so sehr,
Und hast mich zu Grunde gerichtet –
Mein Liebchen, was willst du mehr?
(1827)

”Du har diamanter og perler,
har alt hvad mennesker begærer,
og har de smukkeste øjne –
Min kære/elskede, hvad vil du mere ?

Til dine smukke øjne
har jeg (digtet) en hel hær
af evige sange (digtet) –
Min kære/elskede, hvad vil du mere ?

Med dine smukke øjne
har du pint mig så meget
og ødelagt mig helt –
Min kære/elskede, hvad vil du mere ? ”

EMIL AARESTRUP, ca. 1830 :

Du har Diamanter og Perler,
Alt, hvorefter Mennesket seer,
Og du har de deilige Øine –
Elskede, hvad vil du mer?

Om dine deilige Øine
Har jeg vel digtet fleer
End tusinde evige Sange –
Elskede, hvad vil du meer?

Ved dine deilige Øine
O, det er ikkun Plaseer!
Er jeg ødelagt, gaaet til Grunde –
Elskede, hvad vil du meer?

POUL SØRENSEN, 1962:

Du har diamanter og perler,
har alt, hvorpå mennesker ser,
og du har de dejligste øjne,
– hvad ønsker du, elskede, mer?

Om dine dejlige øjne
digtede stadig jeg fler
sange som aldrig vil glemmes,
– hvad ønsker du, elskede, mer?

Af dine dejlige øjne,
øjne, som lokker og ler,
pintes jeg langsomt til døde
– hvad ønsker du, elskede, mer?

JØRGEN GJEDSTED, 1995:

Du har diamanter og perler
– kan nogen ønske sig fler? –
og har de smukkeste øjne –
min kære, hvad vil du mer?

Om dine smukke øjne
har jeg vel digtet armeer
af evige kærlighedssange –
min kære, hvad vil du mer?

Du har med dine øjne
sat hele mit liv på spil
og dømt mig til undergangen –
min kære, hvad er det du vil?

OLE MEYER 2007:

Du har diamanter og perler,
har alt man kan tænke sig til,
har øjne så smukke – hvad mere,
elskede, er det du vil?

De øjne, dem har jeg rendt storm mod
og sat alt jeg evned på spil,
i evige sange – hvad mere,
elskede, er det du vil?

De øjne, med dem har du pint mig
med tvivl, så jeg næsten går til
og ikke ved råd – sig, hvad mere,
elskede, er det du vil?

Kilder:
Heines originaldigt samt Jens Jørgen Gjedsteds (præmierede) oversættelse er taget fra Dansklærerforeningens Bogpakkeavis for december 1995.
Poul Sørensens version står i Kanon i dansk, v. Torben Brostrøm, Suzanne Brøgger & Jens Smærup Sørensen, 2005.
Ole Meyers oversættelse er upubliceret.

Posted in Om enkelte værker/forfattere | Tagged , , , , | Leave a comment

Tale til mine kolleger

Den 12. maj 2016 fejrede Dansk Oversætterforbund oversætteren Henning Vangsgaard ved en velbesøgt reception i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade i København. Henning Vangsgaard modtog i april den livsvarige hædersydelse fra Statens Kunstfond som anerkendelse af hans livslange arbejde med oversættelse af tysk litteratur og tænkning. Herunder bringer Babelfisken den takketale, Vangsgaard holdt til receptionen.

Af Henning Vangsgaard

Kære venner og kolleger!

I de seneste femogtyve år er der foregået en stille kulturevolution i Danmark, som mange kulturiagttagere enten ikke har set eller ikke skænket nogen større opmærksomhed. Denne stille kulturrevolution er den store kanon af oversættelser, der er blevet skabt i dette spand af år. Det bemærkelsesværdige er, at denne kanon omfatter både litteratur, filosofi og samfundsvidenskaberne. Det læsende Danmark har aldrig før haft så rige muligheder for at stifte bekendtskab med litteraturens og åndshistoriens mesterværker på dansk. I min tidsregning indledes disse rige femogtyve år med Else Hennebergs på alle måder monumentale oversættelse af Montaignes Essays fra 1992.

Og hvilken rigdom er det ikke, det læsende publikum er blevet præsenteret for. Blot for at nævne nogle vigtige titler. Inden for den klassisk græske filosofi har vi fået oversættelser, der spænder fra Jørgen Mejers oversættelse af førsokratikerne til den nye udgave af den samlede Platon under Chr. Gorm Tortzens kyndige ledelse. På dette solide fundament står der oversættelser af næsten alle den moderne filosofis klassikere, fra Kant, Hegel, Nietzsche, Schopenhauer over Husserl, Heidegger til Sartre og Adorno. Og dette bygningsværk har fået et smukt anneks bestående af samfundsvidenskabelige oversættelser, der spænder fra klassikerne Georg Simmel og Max Weber til Pierre Bourdieu, Ulrich Beck, Michel Foucault, Jürgen Habermas og Zygmunt Bauman.

Den samme brede kanon har vi også kunnet se inden for den klassiske europæiske litteratur. Fra Otto Steen Dues værksted strømmede fra midten af 90’erne med næsten magisk kraft oversættelserne af Homer, Sofokles, Aischylos, Ovid og Vergil. Vi har fået Ole Meyers dristige nyoversættelse af Dantes Guddommelige komedie og hele to oversættelser af Cervantes’ Don Quixote ved Iben Hasselbalch og Rigmor Kappel Schmidt, hvor den danske læser kan stifte bekendtskab med, hvor forskelligt en opgave kan løses, og hvor stor spændvidden i oversættelseskunsten er. For tre år siden kom Ellen Wulffs mirakuløse oversættelse af Tusind og en nats eventyr fra arabisk og til næste år, i 2017, vil sidste bind i Niels Brunses samlede Shakespeare-oversættelser udkomme.

I disse femogtyve år har disse store præstationer været rammet ind af oversættelser af den nordiske, europæiske og angloamerikanske samtidslitteratur og kulturlitteratur, båret af en generation af oversættere, jeg er meget stolt over at tilhøre. Det har skabt oversættelser, som sætter læseren i stand til møde og forstå verdener, der ikke er hans eller hendes; oversættelser, der konfronterer læseren med æstetiske former, han eller hun ikke lige havde tænkt over; oversættelser, der indgår i og også udvider de forestillinger og begreber, vi har om den danske litteratur.

Engang, og ikke engang i en særlig fjern fortid, var oversætterne et næsten usynligt folkefærd. Det er oversætterne ikke mere. De kulturbærende aviser, Politiken og Information, har beskæftiget sig intensivt med oversættelser, når der har været tale om vigtige ny- eller genoversættelser, hvilket var ganske utænkeligt i 1980’erne. En meget vigtig del af denne synliggørelsesproces har været, at også universiteterne begyndte at interessere sig seriøst for oversættelse, en beskæftigelse, der på det sted i mange og lange tider blev betragtet som noget absolut inferiørt, varetaget af en slags laverestående homunculi, der burde finde sig en anden og mere ædel sysselsætning. I dag bliver oversætterne set over skuldrene, og i den del af oversættelseskulturen, jeg har virket i, den teoretiske, bliver ens oversættelser ikke kun læst, de bliver gransket og sammenlignet med originalteksten, og hvis der er noget at komme efter, får man det altid at vide. Men det er også et privilegium at vide, at en tekst, man har oversat, bliver brugt, igen og igen, år efter år, når universiteterne åbner portene i september måned.

Lige så vigtig som den kulturelle anerkendelse af oversætternes arbejde er den anerkendelse, der er sket fra statslig side. Vi har fået del i biblioteksafgiften, og Kulturstyrelsen har stillet en række projekt- og arbejdsstipendier til rådighed, som for tredive år siden forekom at være den rene utopi. Det er forbedringer, der har gjort oversætterstandens liv lettere, og de har også gjort det muligt at give sig kast med projekter, det før forekom umuligt at realisere.

Når jeg så ikke står her og siger som en Candide, at nu lever vi oversættere ”i den bedste af alle verdener”, skyldes det følgende paradoks. I de femogtyve år med den stigende kulturelle og statslige anerkendelse er der sket en eksempelløs forringelse af oversætternes kontraktlige vilkår, hvor samtlige sekundære rettigheder er forsvundet én efter én. En ting er i hvert fald sikker: Den danske oversætterstand er ikke omfattet af den danske model, den er med Guy Standings sociologiske term snarere en slags prekariatets avantgarde, som andre udsatte grupper kan søge råd og vejledning hos. Det bidrager selvfølgelig heller ikke til oversætterstandens humør, at den er blevet konfronteret med sætninger som: ”Det er ikke en menneskeret at kunne leve som oversætter.” Eller: ”En god oversætter er én, der altid afleverer til tiden.” Sætninger udtalt fra allerhøjeste sted i den danske forlæggerverden. Man kunne så vælge at se sådanne udsagn som et slags tragisk destillat af, hvad bogbranchen tænker om oversætterne. Sådan forholder det sig naturligvis ikke, men sådan forholder sig også, for disse sætninger er vitterlig blevet udtalt.

Det kræver et meget stort mod at ville leve som fuldtidsoversætter, og hvorfor og hvordan man vælger det som fag og levevej, er altid en meget personlig historie. Min lyder således: Da jeg gik i gymnasiet, var jeg intenst optaget af dansk og amerikansk lyrik, solidt akkompagneret af jazz, Bob Dylan og Byrds. Og jeg havde nok også tænkt et studium, der pegede i den retning. I foråret 1966, i år for halvtreds år siden, kom jeg ud for følgende, der én gang for alle ændrede retningen i mit liv, og som jeg har beskrevet således i en publikation, Das Europäische Übersetzer-Kollegium udgav i 2003:

Det var slet ikke til at fatte. Han viste pludselig angst, hans kone endnu mere. Den frygtede, altid ironiske lektor hr. Kruckenberg og hans lille, sirlige kone skælvede, da den bevæbnede grænsebetjent med barsk stemme sagde: ”Folgen Sie mir!” Grænsestation Warnemünde. En sen aften den 3. april 1966. Min fødselsdag. Vi – en gymnasieklasse fra Roskilde på togrejse til Vestberlin – hvislede efter ham: ”Behold ham bare”.

Jeg må have fortrudt det, for når jeg mange år efter tænkte tilbage på den forhadte skole ved domkirken, så jeg ofte den sammensunkne skikkelse i den blå trenchcoat for mig og de to ældre mennesker traske efter grænsebetjenten. Og der var et ubesvaret spørgsmål: Hvorfor blev netop han og hans kone kontrolleret? En dag fik jeg tilfældigt et gammelt eksemplar af Magisterstaten i hånden og slog efter: Fru Kruckenberg var født i Plockross i Østpreussen. Det forklarede noget, men ikke alt. Hvad det forklarede: Hendes fødested Østpreussen gjorde, at grænsebetjentene havde klassificeret hende som revanchist. Derfor skulle der holdes skarpt øje med hende. Hvad det ikke forklarede: Hvorfor havde hr. Kruckenberg hentet sin kone i Østpreussen? Havde han, fabrikantsønnen fra Frederiksberg, truffet hende på et af de mange mondæne badesteder ved Østersøen? Zoppot for eksempel?

Fem dage senere, den 8. april 1966, stod jeg en tidlig morgen med Klaus og Kurt, mine nye tyske venner, på en udsigtsplatform i Bernauerstraße. Solen skinnede forårsvarmt og langfredagsfredeligt. Muren var ikke bygget færdig. Grænsesoldaterne gik på muren og rodede med pigtråden. Tre-fire meter borte. De var så tæt på. Jeg havde følelsen af, at jeg kunne røre ved dem. Længere nede i den mennesketomme gade de tilmurede vinduer og et kors. Her var et menneske sprunget ud ad vinduet. Det var et chok, jeg forsøgte at forstå. Det sete var så fremmed – umuligt at begribe i nogen form. Den dag mistede jeg min nordiske uskyld. Jeg måtte lære dette sprog for at forstå dette mærkelige land.

Det har jeg stort set forsøgt lige siden, og ad meget snirklede omveje blev oversættelse af dette lands filosofi og litteratur min måde at gøre det på. I løbet af firserne blev jeg klar over, at jeg ikke kunne undvære at oversætte, og at jeg altid gik og længtes efter det, når jeg ikke gjorde det. Men jeg var ikke blevet fuldtidsoversætter, hvis jeg ikke havde haft et længere arbejdsophold i sommeren 1986 på Das Europäische Übersetzer-Kollegium, hvis enestående arbejdsatmosfære inspirerede mig dybt, og hvis luft var totalt renset for modalpartiklen ”kun”, der har en tendens til at forfølge alle oversættere i det civile liv med sætninger som: ”Oversætter du kun”? Opholdet dér stålsatte min vilje til at blive fuldtidsoversætter.

Det kan være svært at forklare andre, hvad fascinationen af oversætterarbejdet består i. En mulig forklaring kunne lyde: Al oversættelse er måske – og måske i sidste ende – et forsøg på at komme det nærmere, Jacob Grimm med en meget smuk metafor i forordet til sin Tyske Grammatik fra 1822 kalder den ”uudgrundelige sprogånd”, og at man i arbejdet mellem to sprog kan opleve et nærvær og en fylde, som det ikke er mange forundt at opleve, for hvem det daglige arbejde tværtimod opleves som noget fremmedgjort og fremmedbestemt. Jeg tror også, at mange oversættere kan skrive under på den betragtning, den østrigske forfatter Peter Handke lader en oversætter fremsætte i sin meget smukke bog En forfatters eftermiddag: ”Det er kun, når jeg oversætter, at jeg nyder mit åndsnærvær og føler mig klog”.

For mit vedkommende er så meget klart: Det har været et privilegium at arbejde så mange år med det, der viste sig at blive min bestemmelse, nemlig oversættelsen af tyske litterære og filosofiske værker til dansk, og at jeg i samarbejdet med Peter Urban-Halle også har kunnet yde et bidrag til at udbrede kendskabet til dansk poesi i Tyskland. Og det har frem for alt været et privilegium at kunne arbejde så intensivt med det danske sprogs rige udtryksmuligheder og måske bøje det i nogle retninger, det ikke selv var villig til at gå.

Det var ordene, men ikke helt:

Min far, Carl Christian Vangsgaard, der kom fra meget fattige kår i Thy, sagde, at hvis man fik noget uventet, fulgte der også en forpligtelse til at give noget tilbage. Min hustru, Birgitta Gervig, og jeg har derfor besluttet at oprette et opmuntringslegat til en yngre oversætter, det vil blive udbetalt så længe, jeg modtager denne ydelse. Beløbet vil blive på 10.000 kr. og komme til udbetaling hvert andet år i september måned. Første gang i september 2017. Dette legat skal bære oversættertidsskriftet Babelfiskens navn, for dette forunderlige dyr har unægtelig svømmet ud og ind i Birgittas og mit liv sammen.

Tak for opmærksomheden. Og en stor tak til Statens Kunstfond for den uventede hæder og DOF for det smukke arrangement.

Posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere | Tagged , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Shakespeare, skorstensfejere og mælkebøtter

Af Bjarke Skærlund Risager

En af de ting, jeg finder spændende ved at oversætte, er de mange små – nogle gange store – opgaver, man sendes på i jagten på den bedst mulige oversættelse. Jeg tænker på de sproglige, litterære og kulturelle opgaver, der sender én hinsides oversættelsesarbejdets to primære tekster, nemlig originalteksten og oversættelsen, og rundt i en lang række af “tredje” tekster, der på forskellig vis har relevans for oversættelsesarbejdet. Det er et spændende “detektivarbejde”, som jeg plejer at tænke på det som, men det er også farligt, idet man risikerer at fortabe sig og bruge for lang tid væk fra de to primære tekster. Noget af det mest spændende og tidskrævende sproglige detektivarbejde, jeg har været på, handlede om William Shakespeares brug af ordet “chimney-sweepers“, altså “skorstensfejere” på dansk – eller hvad? Mere om det nedenfor.

Det kan være en indirekte nødvendighed at frekventere de tredje tekster i erkendelsen af, at oversættelse ikke er en problemfri mediering af to afgrænsede tekster, men i sidste ende en oversættelse fra én kultur og erfaringsverden til en anden. Det kan også være en direkte nødvendighed, hvilket er tilfældet, når originalteksten indeholder citater eller andre referencer til disse tredje tekster. Så er spørgsmålet, om disse tekster allerede er oversatte til dansk, og er det tilfældet, vil man i langt de fleste tilfælde citere fra og henvise til disse tekster. Det gør man som en service til den dansksprogede læser, der formodes gerne at ville henvises til disse oversættelser. Man gør det ikke mindst for selv at spare tid som oversætter og ikke lave et stykke arbejde, en anden allerede har gjort. Måske gør man det også som en kollegial cadeau til den anden oversætter (der i mine oversættelser altid nævnes med navn i henvisningen af samme grund). I nogle tilfælde gør man det, når den tredje tekst oprindeligt er forfattet på et tredje sprog, som man ikke selv kan oversætte fra (og man oversætter selvfølgelig ikke et allerede oversat citat, hvis man på nogen måde kan undgå det). Den dog måske vigtigste grund er, at det allerede oversatte citat, i kraft af at være et citat, er taget ud af en kontekst – eksempelvis en anden artikel eller en anden bog – og den oversættelse, der foreligger, vil derfor alt andet lige være en bedre oversættelse end den, du selv kan lave ved blot at oversætte det enkeltstående citat uden overblik over den kontekst, citatet udspringer af.

Men alt andet er oftest ikke lige; der er ofte flere kontekster i spil og derfor flere “bedste” oversættelser. Den kontekst, som et citat indgår i, i den tekst, man oversætter, og den kontekst, som man skaber med sin egen oversættelse, er selvfølgelig de primære for oversætteren. Det er her, oversætterens loyalitet først og fremmest bør ligge; de tredje tekster kan højst række en hjælpende hånd.

Ét problem opstår, når et citat er oversat på en måde, så det passer dårligt, eller slet ikke passer, ind i den oversatte tekst. Her kommer vi tilbage til skorstensfejerne. Jeg oversatte for nylig en række essays af den slovenske filosof Mladen Dolar (forfattet på engelsk). I Dolars essay “Officerer, tjenestepiger og skorstensfejere” filosoferer han over, hvad det vil sige at inddele mennesker efter disse tre figurer, og hvad det i det hele taget vil sige at inddele. Dolar henter eksempler på pudsige inddelinger fra filosofi- og litteraturhistorien: Heinrich Heine, Karl Marx, Søren Kierkegaard med flere. Skorstensfejeren, som det lidt spøjse tredje led i kæden, er særligt vigtig for Dolar: Den symboliserer nemlig den “rest”, som der ifølge den lacanianske psykoanalyse – en vigtig tradition for Dolar – altid er på spil i vores forståelse af os selv og verden. Ét sted citerer han fra William Shakespeares stykke Cymbeline:

Golden lads and girls all must,
As chimney-sweepers come to dust

Af grundene anført ovenfor, og af ærefrygt over for Shakespeares firehundrede år gamle tekst og dens versefødder, havde jeg ikke umiddelbart i sinde at give mig i kast med min egen oversættelse. Jeg fandt standardoversættelsen af Edvard Lembcke fra anden halvdel af det 19. århundrede fra Samlede skuespil. Her lød versene:

Kongebørn og stodderkuld
skal blive til det sorte muld

Problemet var åbenlyst: Skorstensfejeren var forsvundet i oversættelsen (lige som kønsforskellen, som også var vigtig for Dolar), og jeg kunne ikke bruge citatet.

Nu vidste jeg imidlertid, at Niels Brunse, den mangeårige danske oversætter af Shakespeare (og af mange andre), var i gang med en nyoversættelse af Shakespeares samlede værker, men jeg vidste også, at han endnu ikke havde udgivet en oversættelse af Cymbeline. Jeg sendte derfor Niels en e-mail og spurgte, om han eventuelt havde en endnu ikke udgivet oversættelse af stykket liggende i skuffen, og om skorstensfejerne mon havde overlevet i den, eller om han kendte til andre danske oversættelser af stykket. Ingen af delene var desværre tilfældet. Niels var dog heller ikke sikker på, at han selv ville beholde skorstensfejerfiguren, når han engang nåede til stykket. Han forklarede:

“Det interessante ved citatet er nemlig, at det ikke bare handler om ’den forgyldte ungdom’ vs. skorstensfejer(drenge)ne. ’Golden lads’ er (også) et dialektudtryk fra Warwickshire, Shakespeares fødeegn, og det betyder ’mælkebøtter’ – mens en ’chimney-sweeper’ er en afblomstret mælkebøtte, der jo ligner en skorstensfejers kost. Typisk Shakespeare at lave sådan en dobbelttydig sætning…”

Det interessante ved Shakespeare-citatet for Niels Brunse og måske også Shakespeare var noget helt andet end for Dolar og derfor også for mig som oversætter af Dolar. Jeg var imponeret over Niels’ viden – og glad for, at jeg trods alt ikke var i gang med oversættelsen af Shakespeares samlede værker – men jeg var ikke kommet tættere på at løse skorstensfejerproblemet. Jeg fandt dog frem til en endnu ældre dansk oversættelse af Cymbeline af P. F. Wulff fra det tidlige 19. århundrede. Her kunne man af de gotiske bogstaver læse:

Mand og Møe, som Skovens Løv
smuldre hen og vorder Støv

Noget helt andet, men stadig ingen skorstensfejer (kønsforskellen var dog tilbage). Jeg skrev endnu en e-mail til Niels, der var begejstret for opdagelsen af Wulffs oversættelse, som han ikke kendte til.

Mulighederne for hjælp fra de tredje tekster var udtømt. Min redaktør foreslog at bevare den engelske original, men det afviste jeg – der var trods alt tale om en oversættelse. Der var derfor ingen vej uden om min egen Shakespeare-oversættelse, og jeg forsøgte efter bedste evne at få indhold til at stemme med versefødder. Resultatet blev:

Forgyldte mænd og kvinder blev
Som skorstensfejer gjort af støv

På den måde fik skorstensfejeren en plads i den danske oversættelse af Dolars essay. Shakespeare-kendere – især dem, der er velbevandrede i det 17. århundredes Warwickshire-dialekt – er muligvis skuffede. Jeg forblev dog loyal mod Dolars tekst og ikke mindst min egen oversættelse.

Mladen Dolars essay “Officerer, tjenestepiger og skorstensfejere” er udgivet som en del af essaysamlingen Køn, filosofi og psykoanalyse (Philosophia, 2016), oversat af Bjarke Skærlund Risager.

Det pågældende essay kan læses i onlinemagasinet Baggrund her.

Posted in Oversættelsesteori og -debat | Tagged , , , , | Leave a comment