Orhan Pamuk: Hr. Cevdet og hans sønner

Månedens oversættelse

af Nanna Lund

I morgen, fredag den 20. oktober, udkommer Orhan Pamuks debutroman fra 1982, Hr. Cevdet og hans sønner, på Gyldendal i min oversættelse. Jeg kender ikke modtagelsen i skrivende stund, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg er noget nervøs. Dels fordi det er Pamuk, for pokker, men især, fordi det er en relæoversættelse af Hanser Verlags tyske version v. Gerhard Meier – altså en oversættelse af en oversættelse. For jeg kan nemlig ikke tyrkisk, kan jeg afsløre.

Pamuk var kun 22, da han begyndte at skrive Hr. Cevdet og hans sønner, og 30, da den udkom. Han skriver i efterordet: ”Der gik en del år, efter at jeg havde skrevet Hr. Cevdet og hans sønner, hvor jeg skammede mig lidt over den, fordi den lagde sig så tæt op ad den europæiske ”slægtsroman” og desuden var min første roman”, og så vidt jeg har forstået, ønskede han den til at begynde med ikke oversat. Så skiftede han mening, og nu findes den efterhånden på alle de sprog, han i øvrigt er oversat til – eller også er den på vej. Og man kan da også godt mærke, at det er en debut: Sproget er enkelt, pointerne måske lidt overtydelige. Men historien er der ikke noget i vejen med – en fabelagtigt farverig, morsom, dramatisk og rørende skildring af tre generationer af en købmandsfamilie i Istanbul fra 1905 til begyndelsen af 1970’erne.

Så jeg er overhovedet ikke nervøs på Pamuks vegne – Hr. Cevdet er en god bog og vil kun skabe mere sympati for hans forfatterskab. Men som oversætter, nej, relæoversætter, er jeg bestemt nervøs.

Oversættere lever ofte en upåagtet tilværelse, det kan vi alle sammen skrive under på. Mange læsere af oversat litteratur gør sig ingen (som i: overhovedet ingen) overvejelser om oversættelsens kvalitet, ja, måske tænker de ikke engang på, at der faktisk har siddet et menneske og brugt måneder på at forvandle Folletts A Column of Fire til Den Evige Ild. Anmelderne ved det godt, men nævner det sjældent, undtagen i oplagte tilfælde, fx nyoversættelser af klassikere. Vi må ofte henvende os til medierne for overhovedet at få dem til at huske at nævne os, når de omtaler en nyudgiven oversat bog. Det er et vilkår ved vores metier.

Men indimellem kan det ske, at ”de derude” får øje på os. Det skete for eksempel sidste år, da netop Pamuks seneste roman, Dette fremmede i os, udkom på dansk. Først var anmelderne begejstrede, ikke mindst for sproget, men så var der en af dem, der bemærkede, at der var tale om en relæoversættelse. Fra engelsk, i øvrigt fremragende gjort af en af vores bedste, Claus Bech. Og så var det pludselig … ”en tvivlsom affære”, som der stod. Ja, ligefrem noget ”luskeri”. Så kørte Facebookdebatten, og den var ikke køn.

Man kan sige meget om problemerne med at relæoversætte. Juliane Wammen har sagt det meste i et udmærket interview, hun gav til Bogmarkedet i anledning af sin relæoversættelse af den koreanske roman Vegetaren af Han Kang. Her fortæller hun klogt om den grundlæggende usikkerhed, der er forbundet med at relæoversætte på grund af det ekstra led mellem oversætter og originaltekst, og jeg kan fuldstændig tilslutte mig. Men det vil være for meget at bede en oversætter om at fravælge visse opgaver udelukkende af idealistiske årsager (fordi relæoversættelser er noget ”luskeri”, som nogen mener), eller fordi de ikke er behagelige. Vi er jo alle sammen freelancere. (Desuden var jeg beroliget af det faktum, at manden bag den tyske version, som jeg oversatte fra, Gerhard Meier, har oversat en masse Pamuk for Hanser og derfor måtte formodes at have godt styr på forfatterskabet).

Ansvaret for at vælge en relæoversættelse ligger hos forlaget, og i tilfældet med Hr. Cevdet er jeg overbevist om, at forlaget har haft gode grunde til at vælge den løsning.

Når alt det er sagt, er der nok ingen tvivl om, at Hr. Cevdet ville have set anderledes ud, hvis den var blevet oversat direkte fra tyrkisk, som naturligvis havde været ideelt; for selvfølgelig smitter den tyske syntaks og sprogtone af på oversættelsen. Men forhåbentlig ville den kun have været lillebitte smule anderledes? Det kan jeg håbe.

Advertisements
Posted in Uncategorized | Leave a comment

Booker-prisen 2017 til George Saunders’ “Lincoln in the Bardo”

Som den kun anden amerikanske forfatter vandt Texas-fødte George Saunders i aften dette års Man Booker-pris for sin roman, Lincoln in the Bardo (Bloomsbury). Romanen er en gribende, fantastisk beretning om en nat i Abraham Lincolns liv, to dage efter sønnen Williams død. Sønnen befinder sig i “bardo”, et tibetansk buddhistisk begreb for en tilstand mellem liv og død, og romanen undersøger i en flerstemmig komposition af fineste slags de store spørgsmål omkring død, sorg og livets muligheder og mening.

Romanen er Saunders’ første, han er ellers bedst kendt for sine fremragende noveller, hvoraf samlingen Tenth of December er udkommet på dansk, oversat af Jakob Levinsen (Tiende december, Ordenes By 2014). Foreløbig er det den eneste danske oversættelse af Saunders, men man må håbe, at Booker-prisen vil få et modigt dansk forlag til hurtigst muligt at få oversat både prisvinderromanen og forfatterens øvrige værker. De er i den grad værd at gå i gang med. Læs mere om romanen og forfatteren her.

Prisen er siden 1969 blevet uddelt hvert år til en roman udgivet samme år på engelsk og udkommet i Storbritannien. Tillykke til George Saunders, der foruden æren får £50.000 og kommer i selskab med utallige fine værker og forfattere. Og tillykke til Jakob Levinsen, der desuden har oversat den nylige nobelprisvinder, Kazuo Ishiguro.

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , , , | Leave a comment

Teksterprismodtager Ellen Myginds takketale

Babelfisken har den seneste uge bragt talerne i forbindelse med at Ellen Mygind Kristensen modtog årets Teksterpris.

Tekster Kirsten Marie Øveraas har på sin blog Oversat bragt Ellens takketale. Læs med her:

Oversat

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , | Leave a comment

‘Ellen med skalpellen’ – en tale til Ellen Mygind i anledning af Teksterprisen 2017

Af Henrik Thøgersen

Kære Ellen.

Vi to går jo way back. Vores parløb ud i undertekstningens ædle kunst er
nærmest legendarisk.

Ej, det passer måske ikke helt. Da jeg i sin tid startede i branchen, var Ellen
Mygind Kristensen et af de navne, jeg hurtigt kom til at bide mærke i og
associere med upåklageligt teksterhåndværk, men i årenes løb har vores veje
ikke krydset hinanden så forfærdeligt meget. I dagens anledning har jeg derfor
allieret mig med din mangeårige veninde og kollega Charlotte Armstrong, som
har kunnet gøre mig noget klogere på det menneske og den professionelle
kapacitet, du er.

Ellen er født og opvokset i Sønderlev i Vendsyssel. Hendes første sproglige
udfordring var det lokale lingo, vendelbomålet, som hun den dag i dag taler
drevent. Begge forældre var vistnok skolelærere, og faren tilknyttet kirken,
muligvis som kordegn. Fra Nordjylland flyttede Ellen til Århus og sidenhen til
vor kære hovedstad, hvor hun studerede musikvidenskab med filmvidenskab
som bifag.

Der må have været noget ved det med film, som fængede, for sidst i 80’erne fik
Ellen – vistnok via Jesper Dannow – en fod indenfor hos Dansk Video Tekst,
hvor hun begyndte som indskriver. Det var jo i EDB’ens oldtid og derfor noget
med at bokse rundt med en fandens masse floppy disks. Senere hen gav DVT’s
direktør Ib Lindberg Ellen chancen for at prøve kræfter med at tekste
programmer – og det var jo ‘eeet så ringe endda.

I mange år var Ellen kendt som ’Ellen med Skalpellen’. Kolleger kunne tilkalde
hende og bede om hjælp, når de bare ikke kunne få plads på de to linjer. Så
kunne man høre et lillebitte sus i luften, når hun svingede skalpellen, og vupti,
så var der kondenseret. Ellen mestrer kunsten at hugge en hæl og klippe en tå
og alligevel ende med elegante løsninger, hvor meningen stråler klart igennem.
Ellen er vild med det skæve og sjove – ikke mindst sjove ord og glemte ord –
og hun nyder i den grad at lave pingpong med ord og ideer og er en solid støtte,
når en kollega fortvivlet sidder og bakser med et ordspil.

Ellen begejstres over kvalitet og nyder at kunne skære en tekst ind til benet,
præcisere og ramme den tone, der gør teksten lækker og til en fryd for øjet.
Hendes iboende musikalitet får også hendes tekster til at swinge ubemærket af
andre, men bemærket af os tekstere, hen over skærmen.

Et af de træk, der i høj grad karakteriserer Ellen er hendes nysgerrighed. Hun er
på evig jagt efter ny viden, nye strømninger i tiden og velskrevne artikler, der
appellerer til tankevirksomhed. Det er vigtigt for hende at holde sig orienteret.
Hun går ikke bare med på et hvilket som helst udsagn, men sår derimod gerne
tvivl om det, vender det på hovedet og giver det måske en ny vinkel.

Ellen taler indimellem lynhurtigt, fordi der er så mange ord, der presser sig på,
og de udvælges knivskarpt blandt alle de mulige og brugbare i en given
sammenhæng. Ellen taler ikke, som hun tekster, men hun tænker, som hun
tekster. De små tandhjul snurrer konstant rundt, og alle bliver beriget af at tale
med Ellen, om man så er enig med hende eller ej.

Ellen er som nævnt et meget musikalsk menneske. Hun spiller klaver og synger
sopran, og hun er helt oppe på beatet med ny musik og kunst, også moderne
klassisk musik. Meget fancy. Og så kan hun synge madrigaler. Det kan I lige slå
op. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg er imponeret.

Ellen Mygind Kristensen besidder til fulde den nysgerrighed og perfektionisme,
der gør enhver god tekster. Hun er drevet af det, som de bedste af os drives af.
Lysten til nye udfordringer, nye oplevelser, nye muligheder for at tilegne sig
viden og fortætte den til formfuldendte oversættelser – eller lidt mindre
højstemt, til elegante tekster, der bare rammer filmens eller programmets rytme
og tone spot on. Skalpellen er stadig lige skarp efter årtier i tekstningens
tjeneste og giver fortsat os alle sammen et forbilledligt eksempel til
efterfølgelse.

Kære Ellen, tillykke med Teksterprisen 2017

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , | Leave a comment

Festtale i anledning af uddelingen af Teksterprisen 2017 til Ellen Mygind

Af Georg Metz

Jeg har fået frie hænder til at tale om et emne, som jeg også selv måtte bestemme, men som passende handler om: undertekster.

Der er to slags: dem man læser på skærmen eller lærredet, fordi ens fremmedsprogskundskaber er mangelfulde, og man derfor lettere skamfuldt, når det er nærstående sprog som engelsk eller for nogen af os tysk, er nødt til at skæve til teksterne for ikke at sige være dybt afhængig af dem.

Man burde jo, men evnerne rækker ikke, dels fordi der jo er så mange ord på engelsk, dels fordi de altid taler alt for hurtigt på fremmede sprog. Eller på dansk, der taler de måske ikke så hurtigt, men til gengæld grødet og utydeligt, som det danske sprog jo kan være. Et af de få sprog, der kan tales med tænderne fast presset sammen. Det er der ikke så meget at gøre ved. Vi udkommer jo ikke fra fødslen med undertekster i andres øjenhøjde.

Men når det kommer til skuespillet, behøver man ikke være så affældig som taleren her for at brokke sig. De mumler i dansk film og på tv, det siger selv de unge, og man må slå teksterne til. Selv slår man ikke til, den sproglige klarhed er slået fra, og det slår én ud. Men så har man teksterne.

I mine mange år på TV-Avisen for snart lang tid siden udgjorde faggruppen: teksterne et særligt folkefærd der svævede ind og ud af studierne som sommerfugle efter nektar  hver med sit eller sine sprog og alle udstyret med et rødt analogt stopur – det var dengang – et rødt stopur stemplet DR i en snor om halsen, som om teksterne var en ringmærket art – disse sproglige hekse og trolde som man ikke kunne lave mange meter avis foruden, hvis altså udlandet skulle med. Så kom de ind efter at have skrevet teksterne så de passede i tid og anbragte de særlige ark sirligt, men bestemt foran næsen på redaktøren, studieværten der jo stod for dagens levering af avisen. Så havde studieværten jo materialet, hvis der skulle ske noget.

Ofte langede teksteren også ud efter selve oplæsermanuskriptet på den pågældende historie – ud af hænderne på studieværten – og tjekkede om der nu var rimelig overensstemmelse mellem teksterens oversatte ord og vendinger og den almindelige journalistiske armod i brødteksten. Man tager ikke tekstmæssig præcision let, det er ord til ord og frøers mængde, om end man måtte foretrække de korte ord frem for de lange: sær frem for ejendommelig, dum frem for ubegavet, og så videre. Det var i enhver henseende et slid det arbejde, det vidste vi udmærket.

I dag må jeg skamfuldt erkende at vi dengang opfattede dette mere som en selvfølge, en facilitet som vand i hanen, lyd i højtaleren og billede på skærmen; egentlig forventede redaktionen at teksterne var færdige i god tid før præsident Reagan, Margaret Thatcher eller Gorbatjov overhovedet havde sagt noget.

Når tekstmaskinen brød sammen, og det hændte mere end 5 snese gange i talerens tid, var det op til studieværten selv at fungere som tekstmaskine, hvilket viste hvor svært det var. Som regel var Reagan færdig længe før, erstatningstekstmaskinen var nået halvvejs; eller man læste alt for hurtigt, så Gorbatjov med det bekymrede modermærke i den høje pande længe efter tekstmaterialet var brugt blev ved og ved på sit ufatteligt russiske mål.

Alt i alt: Gerningen med oversættelserne var en velsignelse, bestemt for at ingen skulle føle sig udenfor, efterladt målløs på perronen.

Det værste her i livet er jo  at være uden for eller være holdt udenfor. At blive sat uden for sproget er som den lille død. Man kan ikke tage til genmæle og bliver overset usynlig. Som man kender det i fjerne lande, hvor sproget lyder, som Johannes V. Jensen sagde om en kinesers navn: som en mellemting mellem et host et nys og et spyt. Så er det på med underteksterne.

Ofte står man uden mund og mæle og kan ikke høre noget, selvom man kan. Man er hjælpeløs uden den simultane bistand.

I gamle dage var den døve person i stykket farcens humoristisk sikre nummer. Tante Møghe er sjov fordi hun hører skævt, måske også kun dét hun gider, skønt hun sikkert ifølge tidens tand led under objektiv svigtende hørelse. Det gør en del af os, hvis vi når skelsår og alder, som man siger. At få stabiliseret hørelsen med vor tids minimale små mirakler er som at få tekstet en nedslidt gammel amerikansk gangsterfilm. Pludselig kan man være med igen og fange pointen, som politiet fanger skurken. Tante Møghe ville sikkert gerne have haft undertekster til Statsradiofoniens udsendelser dengang. Radio for hørehæmmede er en vittighed, men hvor har mange dog været ringe stillede dengang, før billedet og underteksten kom til.

Beethovens liv er ikke en vittighed. Beethovens døvhed har tragediens format – i tragtform. Jeg har selv set Beethovens hørerør. I flertal. Der er nemlig flere, gribende i deres hjælpeløse ubrugelighed, der stort set ikke forstærkede andet end støjen.

Giganten blandt komponister mistede hørelsen totalt i forholdsvis ung alder og hørte aldrig sin egne symfonier efter den 6., samt en lang række af de mesterværker der er hovedstolen i musikken.

Man kan så mene at han alligevel havde underteksterne i de noder, han jo skrev, og han bare kunne læse. Så hørte han musikken i sit indre døve øre, i øvrigt også når han komponerede. Han levede i sin egen undertekst kan man sige; forlangte i øvrigt at besøgende skrev deres ned, deres spørgsmål og svar ned i små notesbøger og blev rasende fordi tekstningen gik så langsomt. Man kunne unde Beethoven bare at se en TV-Avis – ikke for at genere ham – men sikke et liv kan kunne have haft i vore dage, hvor tekstmaskiner også i lommeformat er hver mands eje og lyden dybest set er blevet baggrund.

Underteksten er oversættelsen. Under og over på én gang. Enorme mængder af litteratur var vi afskåret fra, hvis der ikke var dygtige tekstere, oversættere, eller: gendigtere, der rammer kernen i værket. Det er sagt om digteren Peter Poulsens oversættelse af Baudelaires Les fleurs du mal, at gendigtningen, tekstningen, matcher og outbaudelairer Baudelaire.

Den helt præcise gendigtning af Montaignes essays i den nye udgave ved Else Henneberg Pedersen rammer så præcist Montaignes ånd, bogstav og hensigt, at Montaigne ville have nydt Montaigne på moderne dansk og dermed sluppet for at læse sit eget 1500-tals fransk, som vi andre jo så også slipper for at knække hals og tænder på.

En lille sorg flyder fra mit hjertes undertekst, når jeg som søn af en svensk mor, konstaterer at mine landsmænd efterhånden har opgivet broderfolkets sprog, også det norske – hvor det måske er mere forståeligt med deres elendige nynorske som ikke en dansk kat forstår – men altså på svensk der også undertekster til. En dag havde en tekster fået pip og oversatte is på svensk til glas og pølse på svensk til kurv. Glass och korv. Men det er en anden historie, og jeg nævner ingen navne

Der kan også gå i kuk med klassikerne. I Strindbergs et Ett Drømspel står guden Indras datter på et tidspunkt i stykket inde i grotten sammen med digteren. Ude på søen, uden for grotten, uden for deres rækkevidde, hvor søfolkene er i havsnød, anes gestalten over alle gestalter, den gloriekransede hvidklædte skikkelse der i en lysende kreds bevæger sig i stille gang over de oprørte vande, mens koret i baggrunden har gang i kyrien.

Hvem er dog det? siger digteren.

Gudens datter svarer: Det är bara én der går på vattnet. Hvilket på dansk blev til:
Det er bare en der går på vandet.

Den lille bitte forskel mellem et t i dét og et r i der er her afgørende, hvis man så også husker at bara på svensk også betyder kun, har man forstået Strindberg.

 

 

Og så er der den anden slags undertekster, jeg sagde jo i begyndelsen at der er to slags og nu er vi nået til den anden: Nemlig de undertekster der faktisk ikke står under teksten men mellem tekstens linjer, og som man altså også kalder underteksten. En replik som jeg elsker dig, kan betyde noget nær det modsatte. Hos Henrik Ibsen i Vildanden er hovedpersonen Hjalmar Ekdal jo opfinder. Det er hans bestemmelse. Men hvad stiller man op som opfinder, når alting jo er opfundet, som Ekdal siger og hvor digteren på en pæn måde i underteksten får sagt at manden er en uduelig fantast, en ynkelig selvbedrager og ikke kun som opfinder.

Ytringsfrihedsdebatten blev en affære uden undertekst, hvor friheden pludselig var absolut og entydig, og de der stillede sig tvivlende over for visdommen i arrangementet, eller i at en minister bruger et fornærmende billede af andres helligdom som vulgært varemærke blev anset for at være imod den frie ytring.

Førnævnte Peter Poulsen skabte sin egen undertekst om debatten i samlingen rulletekster fra 2010:

For at værne om ytringsfriheden

Råber jeg røvhul

Efter min nabo

 

Man kan skabe sin helt egen undertekst.

 

 

 

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , | Leave a comment

Tidens tågede ruiner

Af Jakob Levinsen

Så gik Nobelprisen i litteratur endelig også til forfatteren af en fantasyroman. Men selv om Kazuo Ishiguro er en genremæssig forvandlingskugle, forbliver hans gennemgående temaer om erindring, fortrængning og kærlighedens overlevelse de samme.

 

I efteråret 2014 bad seniorredaktør Niels Beider fra Gyldendal mig om at oversætte Kazuo Ishiguros kommende roman. Jeg takkede ja ubeset, på samme tid beæret over at blive optaget i det fornemme oversætterselskab der gennem de foregående godt 30 år havde oversat hans hidtil blot seks romaner samt en enkelt novellekreds, og mere end almindeligt nysgerrig. For oven i købet ville den nye roman blive hans første i ti år siden Slip mig aldrig og hans første bog overhovedet i fem år siden novellekredsen Nocturner.

   Derefter gik jeg i gang med at læse den nye syvende roman der på dansk er kommet til at hedde Den begravede kæmpe. Til at begynde med var den mildest talt en overraskelse. Senere har jeg konstateret at en del andre forventningsfulde førstegangslæsere af romanen har oplevet nøjagtig det samme.

Det har så ikke forhindret ham i en måned inden sin 63-års fødselsdag at blive præsenteret som årets litterære Nobelpristager. Snarere er det svært at forestille sig det ske uden netop Den begravede kæmpe, og ikke kun fordi der ellers ville have været stille om ham lovlig længe. Det Svenske Akademis sekretær og talsperson, Sara Danius, antydede forleden så meget ved i hvert fald at erklære den for sin personlige yndlingsbog i forfatterskabet.

 

Ganske vist havde den i Japan fødte, men fra sin tidligste barndom i England bosatte Ishiguro også tidligere som en slags litteraturens Stanley Kubrick skiftet genre nærmest fra bog til bog. Der havde været japanske motiver i de to tidlige romaner De fjerne blå bjerge og Kunstner i den flydende verden, den ærkebritiske upstairs/downstairs-tradition i Bookerprisvinderen og bestselleren Resten af dagen, centraleuropæisk kunstnertristesse i kæmperomanen Koncerten (og til dels igen i Nocturner), en slags privatdetektivkrimi fra mellemkrigstidens Shanghai i Vi forældreløse og en dystopisk teknologifremtid i Slip mig aldrig. At han efter ti års romanpause skulle slippe sit perfektionistisk slebne, antydningsvise sprog løs på en regulær fantasy-verden fra et tidligt England for godt 1500 år siden, heriblandt både riddere, munke, krigere, forkuede landsbybeboere, adskillige slags uhyrer, Sir Gawain fra Arthur-legenderne og sågar en frygtet drage – det havde man dog selv i disse Game of Thrones-tider ikke lige set komme.

Så holdt forbløffelsen dog hellere ikke længere. For har man læst Ishiguro før, skal man ikke mange sider ind i Den begravede kæmpe før det midt i de disede, mytiske omgivelser og den ofte både heftige og uhyggelige handling skinner igennem hvor meget han også ved denne lejlighed gennemspiller nøjagtig de samme temaer om glemsel, erindring og kærlighed som tidligere. Her blot med de mytiske omgivelser og det til lejligheden hårfint arkaiserende sprog som en måde at udvide sine muligheder og almengøre fortællingen på.

 

Det skrøbelige gamle ægtepar Axl og Beatrice drager ud for at finde deres savnede søn. Vistnok, for en magisk tåge har lagt sig over landet, efter sigende udspyet af en fæl drage, og gør det vanskeligt for ret mange at huske noget som helst klart. Den meget diskrete jeg-fortæller er ikke nødvendigvis troværdig, og adskillige passager gengives som tilbageblik hos personer med vidt forskellige syn på og forståelser af ting og begivenheder – flere af dem taler bogstavelig talt ikke samme sprog, forstår man, og er i det nylig krigshærgede land heller ikke særlig opsat på at gøre det.

Overalt synes der at være sket eller stadig være tilløb til rædsler som de fleste har hver deres motiver til at ville fortrænge. Og hvem er Axl og Beatrice i det hele taget, hvad er det med den søn, hvem er den handlekraftige tilrejsende kriger og den unge knægt med tilsyneladende magiske evner, hvilke blodige hemmeligheder gemmer munkeklostret på, og hvad er egentlig den engang så noble, nu lettere skramlede Sir Gawains planer med den drage?

Det gælder imidlertid ikke om blot at nå frem eller tilbage til nogen sandhed, hverken om nutiden eller fortiden. Tværtimod rejser Den begravede kæmpe i stigende grad og stadig mere indtrængende spørgsmålet om hvordan personer og folkeslag overhovedet kommer videre efter sønderslidende konflikter. Om en sløvende dis af glemsel mon i nogle tilfælde kan være at foretrække hvis tidligere dødsfjender skal kunne leve sammen, og hvis Axl og Beatrices kærlighed skal overleve.

 

Er der håb forude? Der kan i hvert fald være forestillingen om noget andet hinsides det som Ishiguros erklærede idol (og nu altså Nobelpriskollega) Bob Dylan engang har kaldt tidens tågede ruiner. Modsat for eksempel den forkrampede butler Stevens i Resten af dagen og hans inderliggjorte stive overlæbe forsøger hovedpersonerne i Den begravede kæmpe i det mindste at huske på sig selv og deres kærlighed og holde sig i bevægelse i den flydende verden.

Nu gives Nobelprisen jo stort set aldrig for et enkelt værk. Omvendt er det som sagt svært at forestille sig Ishiguro få den uden at være vendt tilbage med netop Den begravede kæmpe. Den giver ikke mange flere svar end hans tidligere romaner, men den når frem til at turde stille nye og endnu mere dybtgående spørgsmål, både inden for historiens rammer og til forfatterens egen tid.

Midt mellem ruinerne er det også en måde at være opbyggelig på. Og valget af årets milde og underfundige Nobelprisvinder med den på alle måder fabelagtige fantasyroman kom måske nok som en overraskelse for mange. Men hverken målt på genre eller substans er det nødvendigvis spor mindre kontroversielt end mange af hans på overfladen mere bistre kolleger.

 

Jakob Levinsen (f. 1960) er forfatter og oversætter. Senest udkomne oversættelser: Dan Browns Oprindelse, John Boynes Cyril Averys hjerte og Henry Marsh’ essaysamling Hverken solen eller døden.

Posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere | Tagged , , , , , | Leave a comment

Danmarks bedste undertekster 2017

I går, torsdag den 5. oktober 2017, kl. 17.00, holdt Forum for Billedmedieoversættere den årlige teksterprisfest for syvende gang. FBO uddelte teksterprisen til en særlig dygtig kollega.

Teksterprisen 2017 gik til Ellen Mygind Kristensen.

Teksterpriskomitéen begrunder valget således:

“Ellen Mygind Kristensen tildeles prisen, bl.a. for sine tekstninger af “The Trip To Italy”. Her viser hun sin store alsidighed, brede almenviden og sikre erfaring. Her skal hovedet holdes koldt, for der skal holdes rede på et væld af citater (som skal researches), hurtige ordspil (som skal digtes, så de passer på dansk), og alle mulige tilfældige indskydelser og parodier på kendte skikkelser fra de to komikere, Steve Coogan og Rob Brydon.

Ellen har også i flere årtier leveret solide og velovervejede og sprogligt veloplagte og legende tekstninger af alt fra ordrige komedieserier, arkitektur, underholdning, spillefilm, historie, dokumentarer til dramaer, der kalder på det svulstige og arkaiske, men stadig mundrette sprog. Hun arbejder struktureret, er søgende og undersøgende, holder sig opdateret sprogligt og altid stiller op, når en kollega har vrøvl med et ordspil. Også hendes evne til at kondensere – få oversættelsen presset ind på de to linjer, uden at meningen går tabt – er legendarisk, og hun var i mange år blandt taknemmelige kolleger kendt som ”Ellen med skalpellen”.”

Journalist, debattør og forfatter Georg Metz holdt festtalen, og sidste års vinder Henrik Thøgersen overrakte prisen til årets vinder.

Prisen består ud over æren af et portræt tegnet af bladtegner Bob Katzenelson.

Teksterprisen eller ‘Lakridsbåndsordenen’, opkaldt efter de sorte bånd bag underteksterne på skærmen, er branchens egen pris til en tekster, der har løst en bestemt opgave på forbilledlig vis, eller til en, der gennem hele karrieren har holdt et højt niveau. Prisen kan også tildeles personer, der har været med til at udbrede kendskabet til tekstning eller på anden måde har gjort en særlig indsats for faget. For eksempel modtog Thomas Harder i 2010 en pris for ‘i sit journalistiske virke at have taget kampen op for den gode billedmedieoversættelse’.

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , , , | Leave a comment

Nobelprisen i litteratur 2017

Kazuo Ishiguro har netop modtaget årets Nobelpris i litteratur!

Babelfisken siger tillykke til ham – og til hans danske oversættere, Birte Svensson, Jørgen Nielsen (især!), Thomas Harder, Erik Bartholdy og senest Jakob Levinsen!

Og vender hurtigt tilbage med mere om prismodtageren!

Posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere | Tagged , , , , , , , , | Leave a comment

Nuancer i dansk: Hieronymusdagen 2017

Af Juliane Wammen

D. 30 september fejres den internationale oversætterdag traditionen tro med en konference i København; i år vil oversættere, tolke, translatører, kommunikationsfolk, tekstere, forskere og studerende samles om at undersøge det danske sprogs nuancer og mangfoldighed. Det er det sprog, de allerfleste oversættere i Danmark er nødt til at kende og forholde sig til, og det rummer mange flere muligheder, variationer og mystiske afkroge end de fleste er bevidste om, specielt i en tid, hvor engelsk (tilsyneladende) spiller en større og større rolle i kultur, forskning og kommunikation. Netop oversættere (og oversættelse) er afhængige af og bidrager aktivt til at bevare og forny sproget.


På deres hjemmeside insisterer arrangørerne på følgende:

“For at fastholde og fremme et alsidigt, smidigt, smukt og levende sprog, kræves det:
– at sproget bruges aktivt i alle sammenhænge i samfundslivet, kulturen og uddannelsessystemet
– at sproget er modtageligt og åbent overfor påvirkning og berigelse fra de mange andre sprog der omgiver os – via oversættelse, via kulturmøder og via indvandring
– at sproget samtidig er opmærksom på egen variation i form af dialekter, sociolekter, flersprogethed og generationsspecificitet
Oversættelse på alle niveauer – fra litterære klassikere til tv-tekster, videnskabelige artikler og tolkning i retssager – er en forudsætning for, at vi stadig kan forstå hinanden, og for at sproget bliver ved med at kunne beskrive og rumme den verden, der er omkring os. Vi ønsker med Hieronymusdagen 2017 at sætte positivt fokus på den mangfoldighed, der findes i dansk. Og vi ønsker at debattere hvad man kan gøre for at bevare og styrke denne rigdom.”

Ligesom de ligesom de foregående tre år foregår fejringen på Københavns Universitet Amager (KUA), i år fra kl. 10.30 – 18, og i løbet af dagen vil der bl.a. være minutmøde, workshop, ressourcemesse og paneldebat. Vi ønsker alle de deltagende god fornøjelse.

Hieronymusdagen 2017 arrangeres i et samarbejde mellem Forum for Billedmedieoversættere, Dansk Oversætterforbund, Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved KU og Forbundet Kommunikation og Sprog.

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , , | Leave a comment

Formandsskifte i oversætterforbundet

Af Juliane Wammen

D. 15. august fik Dansk Oversætterforbund ny formand, da Ulla Lauridsen overtog posten efter Morten Visby på et konstituerende bestyrelsesmøde. Skiftet sker midt i en valgperiode, fordi Visby i juni blev valgt som ny formand for Dansk Forfatterforening efter Jakob Vedelsby.

Ulla Lauridsen beskriver sig selv som ”rutineret oversætter af engelsksproget genrelitteratur” og har været medlem af DOF’s bestyrelse siden 2012, hvor hun blev rekrutteret af den daværende bestyrelse med Ellen Boen som formand. Inden sin indmeldelse samme år udtalte hun sig til tider kritisk om forbundets arbejde, men uenighed er ingen hindring for gensidig respekt. Og hun var allerede dengang meget bevidst om, hvor meget netværk og kollegialt samarbejde kan betyde for den enkelte oversætter.

Ulla Lauridsen, ny formand for Dansk Oversætterforbund

Efter at være blevet mag.art. i litteraturvidenskab i 2005 havde hun en kort rundtur omkring reklamebranchen som tekstforfatter. ”I efteråret 2007 fik jeg så min første kontrakt på en litterær oversættelse. Det var en opgave, som Hanna Lützen forærede mig, fordi hun havde travlt med Harry Potter, og det vil jeg for altid være taknemlig for – det illustrerer fint, hvor meget netværk betyder for os.”

Om sin egen nye rolle som formand siger Ulla Lauridsen: ”Min primære opgave er at ’passe butikken’. Der er hele tiden praktiske ting, der skal ordnes, nye medlemmer, arrangementer, bestyrelsesmøder, nyhedsbreve, medlemssager osv., og det vil jeg gerne tage mig af. Jeg tager det også meget alvorligt, at jeg skal lede arbejdet i bestyrelsen på bedste demokratiske vis, så alle bliver inddraget og ’hørt’, og opgaverne bliver fornuftigt fordelt.”

Derimod er Ulla Lauridsen glad for, at nogle af DOF’s opgaver, såsom kontraktrådgivning og arbejdet med ophavsretslige spørgsmål, fortsat bliver varetaget af Morten Visby og jurist Anne Koldbæk fra Dansk Forfatterforening (som DOF er en underafdeling af). Det sker både som en del af forfatterforeningens service til alle medlemmer og mere specifikt som en del af den nye kontraktrådgivningstjeneste, som DOF satte i søen for kort tid siden.

Praksis frem for politik

Den nye formand ser således ikke primært sin rolle som politisk, selvom hun, med sine egne ord, er ”et meget politisk menneske”. I forhold til sit oversættervirke ser hun i højere grad sig selv som selvstændig erhvervsdrivende end kunstner, men det gør bestemt ikke engagementet i oversætterfaget mindre. I en del år har Ulla Lauridsen således haft en blog, hvor man kan læse om alt fra sproglige spørgsmål, litterære citater, hvordan man opretholder en fornuftig balance mellem ånd og krop, valg af tastatur og holdninger til forlagsbranchens problemer med meget mere. Hun har lige fra begyndelsen af sit engagement i oversætterforbundet været bevidst om, at man kan læse hendes indlæg på bloggen som udtryk for bestyrelsens samlede holdning til en sag, og derfor har hun valgt i nogen grad at nedtone sine personlige politiske holdninger.

Ulla Lauridsen håber, at DOF under hendes ledelse især vil ”tjene medlemmernes interesser som et forum for efteruddannelse, erfaringsudveksling og netværk, og så er den juridiske rådgivning også enormt vigtig. Men selvfølgelig vil jeg stritte imod af alle kræfter, hvis nogen vil forringe vores vilkår på den ene eller den anden måde.” Der er altså ikke umiddelbart nogen planer om, at der skal ske de store ændringer i DOF’s profil eller måde at arbejde på. Derimod vil hun ”byde det velkommen, hvis en kandidat med stærke kulturpolitiske synspunkter i tråd med medlemmernes synspunkter ville dukke op ved næste generalforsamling.”

Indflydelse og samarbejde

For Ulla Lauridsen ligger DOF’s bedste mulighed for at skaffe sig kulturpolitisk indflydelse som en del af Dansk Forfatterforenings samlede lobbyarbejde. For nylig er hun selv indtrådt som medlem af DFF’s bestyrelse og har fået større indblik i forskelle og ligheder mellem de forskellige grupper i foreningen:

”Det er rigtig interessant at se, hvor forskellige betingelserne er. Oversættelse er for mange af os et fuldtidserhverv, mens forfattere og digtere må hustle noget mere. Jeg har ikke været med så længe endnu, men det er klart, at der er interessemodsætninger og også potentielle konflikter.”

Med valget af Morten Visby som ny formand for Dansk Forfatterforening kan oversætterne glæde sig over, at foreningen på den måde synes at anerkende oversætterne som ligeværdige medlemmer af Dansk Forfatterforening, trods disse forskellige vilkår og interesser grupperne imellem. Og selvfølgelig at de nu får en formand, der kender oversætternes problemer indgående. Det betyder dog langt fra, at oversætterne pludselig vil få positiv særbehandling i foreningen som helhed. I alle de år, Morten Visby har været med i det politiske arbejde, både som bestyrelsesmedlem, næstformand, ophavsretsansvarlig og medlem af forskellige udvalg, har det hele tiden været med medlemmernes samlede interesser i fokus.

Morten Visby, ny formand for Dansk Forfatterforening
Foto: Martin de Hahn

Ved tiltrædelsesreceptionen i forfatterforeningens lokaler i Strandgade d. 30. august, hvor der foruden foreningens medlemmer og medarbejdere var repræsentanter for både forlagsbranchen, biblioteksvæsnet og kulturstyrelsen til stede, forklarede den nye formand således, hvordan han ser sin opgave:

”Jeg ved godt, at repræsentanter for de andre kunstarter sikkert er dybt uenige i, hvad jeg siger nu, men for mig er litteraturen den eneste kunstart, som dækker alle aspekter af livet. Og Forfatterforeningen repræsenterer alle dele af litteraturen. Det kan somme tider give udfordringer, og det kan være svært at nå til enighed, men når vi så gør det, så ved alle, at det betyder noget, det vi siger. Fordi vi dækker det hele. Det er det, som gør Forfatterforeningen stærk.”

Babelfisken ønsker de to nye formænd stort tillykke og ikke mindst held & lykke med de nye hverv. Og håber, at det forhåbentligt gode samarbejde vil komme både oversætterne og litteraturen generelt til gavn.

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , , , | Leave a comment