En ongoing cirkelslutning – er oversættelse noget, vi som læsere tager for givet?

Af Maria Fossing

Oversætteren. En sær skygge i det litterære landskab. En skygge, der trods sit liv i skyggeverdenen, formår at bygge broer på tværs af sprog og kulturer, man som læser kan vandre på og således tilgå dele af verdenslitteraturen, man ellers ikke ville have mulighed for at læse. Oversættelser bliver skabt til læseren, og derfor kan man argumentere for, at læseren har et medansvar i (manglen på) oversætterens synlighed. Men hvordan skal læseren blive bevidst om dette medansvar, når kriteriet for en god og vellykket oversættelse ofte er en flydende tekst uden for mange sproglige forhindringer, der vidner om, at det netop er en oversættelse, man læser?

Som litteraturhistoriestuderende støder jeg på flere oversættelser dagligt, og som fritidslæser møder jeg endnu flere, for med en faglig baggrund i oversættelsesteori er det naturligt, at oversat litteratur er noget, jeg aktivt opsøger. Men uanset i hvilken retning jeg bevæger mig indenfor feltet, synes jeg gang på gang at støde på samme problematik: oversætterens evige kamp for at blive anerkendt for sit arbejde og samtidig efterlade sig et produkt, der ikke “skilter” med oversætterens tilstedeværelse. Det aktuelle tema om “Oversætteren der blev væk” på Babelfisken skriver sig selvsagt ind i samme problematik.

Da jeg tilbage i 2015 begyndte på studiet i Litterær og kulturel oversættelse på Aarhus Universitet, blev jeg hurtigt informeret om, at dette ikke var en praktisk uddannelse i oversættelse. Det var derimod et teoretisk fundament; en ny måde at åbne op for læsningen af oversatte værker på. På den måde adskilte dette studie sig ikke fra andre humanistiske studier, idet der tilsyneladende var en kløft mellem den teoretiske og pragmatiske dimension.

Jeg brugte et år på at lære at diskutere, hvorvidt en oversættelse overhovedet er teoretisk mulig, mens det på det praktiske plan viser sig at være muligt, og at det sker hele tiden. Gennem studiet blev det tydeligt for mig, at oversættelsesfeltet både huser en teoretisk og pragmatisk diskurs, og at der er stor forskel på, hvilken diskurs der er ens udgangspunkt. Oversættelse er på sin egen fornemme måde et møde mellem teorierne og realiteterne. Men teorien og realiteten er stadig to adskilte, fremfor forenede, discipliner. Der udgives og læses mange oversatte værker i Danmark, men alligevel er der ingen, der, sådan rigtig, snakker om selve oversættelsesdimensionen.

Der er naturligvis forskel på at læse en original og en oversættelse, men denne forskel negligeres på en måde i læserens forventning om, at oversættelsen altid er en direkte repræsentation af originalen. Hvilket den også er – samtidig med, at den er noget ganske andet. Et andet, der bl.a. eksemplificeres af stadigt fremkommende nyoversættelser, der netop viser, at oversættelser aldrig kan blive til i en objektiv arbejdsproces, idet oversætteren er et menneske, der unægteligt vil basere sin oversættelse på sin egen fortolkning af teksten. Oversættelsen er netop ikke originalen, men sit eget lille værk med sine egne distinkte præg. Dette ses klart i værker, der, af den ene eller anden årsag, ser sig besværlige at oversætte. Her tænker jeg eksempelvis på Elsa Gress’ oversættelse af A Clockwork Orange, hvor visse ord i værkets karakteristiske slang ”Nadsat” slet ikke er oversat i den danske version. Dette er ikke nødvendigvis noget, man bemærker, når man læser den danske oversættelse, men ikke desto mindre er det et klart eksempel på, at en oversættelse altid vil være et andet værk end den original, den repræsenterer. Det er netop den dimension, jeg her mener, at læseren kan drage nytte af at blive bevidst om og herved stille krav til.

Undervejs som jeg selv blev skolet i oversættelsens mange teoretiske aspekter, begyndte det at stå klart, hvor stor en forskel den enkelte oversætter kan skabe. Oversætteren har for alvor en magt i arbejdsprocessen, selvom det betragtes som en udsøgt disciplin ikke at skilte med den i det endelige produkt. Det er decideret umuligt for oversætteren at arbejde fuldstændig objektivt, da der ikke altid findes et facit til alle, store såvel som små, oversættelsesudfordringer. Der bliver således hele tiden foretaget et valg i oversættelsesprocessen – på vegne af læseren. Men disse valg skal helst ikke fremgå for tydeligt, så læseren ikke bliver “generet” i sin læsning. Det skaber en ongoing cirkelslutning, hvor oversætteren ikke må demonstrere sit nærvær og dermed ofte ender med at blive overset.

Da jeg sidste år arbejdede som studenterunderviser i “Litterær og kulturel oversættelse” var et af fokuspunkterne netop at diskutere oversætterens synlighed i den litterære kultur såvel som i selve de oversatte værker. Som led i forberedelsen hertil stødte jeg på en artikel i Information fra 1993 med titlen “Oversættere gør sig klar til strejke”. I denne fortæller Peter Øvig Knudsen om den daværende aktuelle konflikt mellem Dansk Oversætterforbund og Den Danske Forlæggerforening. Konflikten centrede sig om en lønkamp, hvor Dansk Oversætterforbund krævede en højere løn for oversætteres arbejde. I den forbindelse udtalte daværende formand, Ole Husted Jensen, at ”Hvis man er oversætter på fuld tid, har man kun den mulighed at leve på sin families velvilje.” Selvom det ikke handlede om manglende krediteringer og synlighed af oversættere i 1993, vidner artiklen om, at det ikke kun er en aktuel kamp for oversættere at blive anerkendt enten gennem løn eller synlighed for deres arbejde. At denne problematik stadig ikke er tilstrækkeligt overkommet kan være et praj om, at denne cirkelslutning ikke kun forandres ved, at disse sære skygger gør opmærksom på sig selv og dermed bliver til mennesker af kød og blod. For det er ikke kun oversætternes eget ansvar at sørge for at gøre sig bemærkede. Det er nemlig os, der modtager værket, køber det, læser det og taler om det, der har et medansvar for at anerkende oversætteren. Opmærksomheden skal således skabes nedefra. Læseren skal have afmonteret sine skyklapper og begynde at stille krav til, at broen mellem det originale og det oversatte værk er bygget under acceptable forhold. (Og ikke mindst at oversætteren bliver krediteret for sit arbejde). Oversættelsen som produkt er netop ikke præget af den eksisterende kløft mellem en teoretisk (og akademisk) diskurs og en pragmatisk diskurs. Oversættelsen er tværtimod resultatet af mødet mellem de to. Fremfor at disse to diskurser forbliver adskilt og anskuer hinanden fra hver sin side af mellemrummet mellem det originale værk og oversættelsen, kunne man netop fokusere på at forbinde de to. Det kan åbne op for, at læseren får lyst til at undersøge og stille sig nysgerrig overfor, hvad oversættelse betyder for ens læseoplevelse, og i forlængelse heraf stille krav til denne.

Jeg kan ikke komme med et endegyldigt svar på, hvordan oversætteren undgår at blive væk i teksten, men det er min klare overbevisning, at debatten om oversættelse skal vendes fra at handle om at generere opmærksomhed på oversættermiljøet til i stedet at generere opmærksomhed på, hvordan oversættelsen påvirker selve læserens oplevelse af det givne værk. Læseren skal inviteres til at opnå en “oversættelsesbevidsthed”, og det er ikke afgørende, hvorvidt denne bevidsthed etableres gennem en teoretisk eller pragmatisk diskurs. Ved at invitere læseren til at blive opmærksom på, at oversætteren kan have – og måske endegyldigt har – en betydning for den samlede oplevelse af et værk, plantes der måske en voksende nysgerrighed for oversætterens tilstedeværelse i teksten og de (eventuelle fortolkningsmæssige) valg, der bliver foretaget i oversættelsesprocessen. Læseren ønsker sig formentlig en læseoplevelse, der er så tæt på originalen som overhovedet muligt, men stiller samtidig ingen krav til, hvordan denne tæthed skal etableres. Vil vi eksempelvis have fodnoter, der forklarer kulturelle koder? Vil vi have, at alle fremmede elementer bliver tilpasset den kultur, vi selv befinder os i og forstår? Når først vi læsere er blevet bevidste om oversættelsens kompleksiteter og således stopper med at tage oversættelser for givet, vil oversættere forhåbentlig få den anerkendelse, de i virkeligheden fortjener.

Posted in OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK | Tagged , , , | Leave a comment

Oversættelse af hebraisk roman vinder Man Booker International Prize 2017

D. 14. juni blev det offentliggjort, at amerikaneren Jessica Cohen har vundet den prestigefyldte Man Booker International Prize 2017 for sin oversættelse (hebraisk til amerikansk) af David Grossmans A Horse Walks Into A Bar (Jonathan Cape 2016, orig. 2014, סוס אחד נכנס לבר). Romanen er beretningen om en israelsk komiker, som en aften under en optræden bryder sammen på scenen. I stedet for at blive underholdt af et morsomt show, bliver publikum konfronteret med en skelsættende episode fra hans fortid, hvor han blev tvunget til at foretage et valg mellem to mennesker, der stod ham meget nær.

Jessica Cohen er født i 1973 i Storbritannien, men voksede delvist op i Israel, hvor hun lærte at tale og skrive hebraisk. Ud over flere af Grossmans tidligere værker har hun bl.a. oversat Yael Hedaya, Amir Gutfreund, Nava Semel og Nir Baram. Hun bor i dag i Denver, Colorado og arbejder fuld tid som oversætter af både fag- og skønlitteratur.

Man Booker International Prize gives til forfatter og oversætter i fællesskab for et værk oversat til engelsk og udgivet det foregående år. Prisen skal sætte fokus på oversat litteratur på et engelsksproget marked, hvor der bliver udgivet relativt lidt oversat litteratur. Blandt de øvrige nominerede til 2017-prisen var også danske Dorthe Nors‘ roman Mirror Shoulder Signal (Pushkin Press 2016), oversat af Misha Hoekstra efter Spejl Skulder Blink (Gyldendal 2016).

På dansk er Grossmans roman udkommet under titlen En hest kommer ind på en bar (Vandkunsten 2016), oversat af Hans Henrik Fafner og Rivka Uzan Fafner.

Posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere | Tagged , , , , , , , , | Leave a comment

Mellem sprog, filosofi og politik – overvejelser i forbindelse med min oversættelse af Hannah Arendts “Vi flygtninge”

Af Mikkel Flohr

Hannah Arendts essay Vi flygtninge beskriver med udgangspunkt i forfatterens egne erfaringer, de personlige og sociale omkostninger forbundet med livet på flugt. Hannah Arendt var af tysk-jødisk afstamning, voksede op i Königsberg (det nuværende Kaliningrad i Rusland) og studerede senere filosofi under blandt andre Martin Heidegger og Karl Jaspers. Hun flygtede fra Tyskland kort efter Hitlers magtovertagelse i 1933, efter at være blevet anholdt og afhørt af Gestapo. Hun forlod landet umiddelbart efter og flyttede til Paris, hvor hun blev i resten af mellemkrigstiden.

Da Tyskland invaderede Frankrig, internerede den franske regering flere eksil-tyskere og politiske dissidenter. Hannah Arendt blev sendt til en kvindelejr i Gurs, som hun undslap i det kaos, der fulgte i kølvandet på Frankrigs nederlag. De tilbageværende jøder i lejren blev senere sendt til Auschwitz. Hun skjulte sig hos nogle venner i Montaubau, hvor hun blev genforenet med sin mand, den tyske kommunist Heinrich Blücher. Det lykkedes dem at sikre sig nødvisum til USA og rejse med skib fra Portugal mod New York.

Parret ankom til New York i maj 1941. Ingen af dem kunne sproget, men Hannah Arendt gik straks i gang med at tilegne sig det. I mellemtiden ernærede hun sig blandt andet ved at skrive for flere tysksprogede publikationer (blandt andet Aufbau). Det var i denne periode, under Anden Verdenskrig, i et fremmed land, der for nylig var begyndt at indespærre ”fjendtligtsindede fremmede,” at hun forfattede Vi flygtninge – en af hendes første tekster på engelsk – til det engelsksprogede jødiske magasin Menorah Journal.

Sproglig dissonans i Vi flygtninge

En af de mest iøjnefaldende ting ved Hannah Arendts engelsksprogede essay er det ualmindeligt akavede sprog. Hendes engelsk er alt andet end elegant: Det har en mærkværdig staccato-agtig rytme og er fyldt med kejtede formuleringer og mærkværdige sætningskonstruktioner. Når man ser nærmere på teksten, opdager man hurtigt at der er tale om spor fra en række andre sprog i syntaksen og formuleringerne. Spor der vidner om tekstens tema og baggrund i forfatterens egen flugt.

Sprogets mærkværdige hybride karakter er tydeligst i Hannah Arendts konstante brug af fremmede ord – ikke fremmedord, men fremmede ord – fra blandt andet jiddisch, tysk og fransk. Der er også to passager på (translittereret) hebræisk, men de stammer fra det gamle testamente, som det kan antages at de fleste læsere af Menorah Journal var bekendt med. Det samme kunne man muligvis sige om jiddisch og eventuelt et enkelt sprog til, men brugen af dem alle sammen på en gang er påfaldende.

Der er tale om en unik biografisk og stilistisk kombination af sprog og sproglige indflydelser i teksten, der illustrerer og understreger den historie og det fænomen den beskriver (dvs. flygtninge), og de mærkelige sætningskonstruktioner, udtryk og referencer skaber deres egen mærkværdige rytme, der giver genklang i forhold til emnet.

Den sproglige dissonans kunne måske umiddelbart (bort-)forklares med henvisning til det faktum, at engelsk var et nyt sprog for Hannah Arendt, der ganske vist beherskede både oldgræsk, latin, tysk, jiddisch og fransk, men ikke havde lært engelsk før hun ankom til USA. Hun brugte de første par måneder på at tilegne sig sproget, samtidig med at hun skrev essays og artikler til flere tysksprogede jødiske publikationer (særligt Aufbau). Vi Flygtninge er en af de første tekster hun skrev på engelsk, men det forklarer ikke hyppigheden eller kombinationen af sproglige indflydelser, der snarere lader til at være et bevidst valg. Det er en fast og tilbagevendende del af teksten, der fremstår som et (implicit) tema når man først begynder at få øje på hendes mange små referencer til sprog i teksten.

Oversættelse og filosofi

Målet som oversætter – måske særligt inden for politisk teori og filosofi – er at udjævne de mange mellemsproglige forskydninger og få indholdet til at virke naturligt ved at ’gendigte’ teksten i det sprog man oversætter til; at skjule transmissionen og transitionen mellem sprogene så meget som muligt. Det er muligt at det er et særligt problem inden for førnævnte dele af faglitteraturen, hvor tekstens reception ofte allerede er i gang via originalsproget og derfor ofte allerede er blevet beskrevet i en spontant opstået fagterminologi inspireret af lige dele uskønne akademiske anglificeringer og germanske sprogs forkærlighed for sammensatte flerstavelsesord. Denne fagterminologi er sjældent udtryk for en bevidst oversættelsespraksis, men er ofte en tilfældig afart af flersprogede akademiske diskussioner. Selvom det ofte er ønskværdigt at bibeholde den sproglige sammenhæng med receptionen, er det oftest nødvendigt at gå tilbage til originalteksten og forsøge at finde mere meningsfulde (og/eller korrekte) oversættelser af mange, særligt faglige, begreber.

Udfordringen bliver her at finde danske ord der har et semantisk indhold som svarer til begrebet på originalsproget og, for så vidt muligt, deler etymologi og associationer, for på den måde at forsøge at (re-)konstruere begrebskonstruktionerne i originalteksten. Det er både en almindelig teknisk oversættelsesopgave og en teoretisk/filosofisk opgave, der kræver at man afkoder og analyserer tekstens argument, begrebernes indhold og deres indbyrdes forhold førend man kan vælge mellem de forskellige oversættelsesmuligheder.

Hannah Arendts Vi flygtninge er langt fra en tung filosofisk tekst, men den er blevet en del af den filosofiske kanon gennem hendes senere arbejde og den italienske filosof Giorgio Agambens analyser. Mange af begreberne har derved fået en (retrospektiv) signifikans som det er vigtigt at være opmærksom på.

Det er under alle omstændigheder svært ikke at bemærke Arendts filosofiske baggrund og sproglige bevidsthed i selve essayet: En tilsyneladende uskyldig henvisning til ’the highest good’ fungerer eksempelvis som en implicit reference til Immanuel Kants moralfilosofi, hvor ’summum bonum’ – Ciceros oversættelse af de gamle grækeres ’Eudaimonia’ – spillede en vigtig rolle (som Hannah Arendt fletter sammen med den ortodokse jødisk tradition). Det er vigtigt hele tiden at være opmærksom på disse mange implicitte referencer, for ikke uforvarende at komme til at udviske tekstens mangfoldige semantiske og filosofiske indhold. Det er naturligvis ikke alle betydninger og referencer, der kan komme med i oversættelsen fra et sprog til et andet, men det er vigtigt at være bevidst om hvad man skærer fra og hvorfor.

Med Hannah Arendts niveau af filosofisk og sproglig finesse in mente er det akavede sprog i Vi flygtninge særligt iøjnefaldende og gør det værd at se nærmere på tekstens indhold og argument for at forstå sproget og dets funktion. Det stiller nemlig implicit spørgsmålstegn ved den almindelige tilgang til oversættelser af teoretiske/filosofiske tekster som en form for sproglig formidling, der gerne skal skjule sig selv: Hvad stiller man op med en tekst der ikke virker naturlig på originalsproget, en tekst hvor der allerede er flere sprog og (ufuldstændige) oversættelsesprocesser i gang forud for ens eget oversættelsesarbejde? Svaret kommer naturligvis an på konteksten, og i dette tilfælde skulle svaret findes i selve teksten, hvor Hannah Arendt implicit beskæftiger sig med sprogets – eller rettere sprogenes – personlige og politiske betydning, som en afgørende identitetsmarkør. Det er værd at se nærmere på for at få en bedre forståelse af oversættelsesprocessen og -arbejdet mere generelt.

Det tabte sprog

Selvom sprog og sproglige overvejelser ikke umiddelbart fylder meget i essayet, er de der hele tiden i baggrunden og i diverse sidebemærkninger man let kommer til at overse. Hun beskriver blandt andet hvordan de mennesker der tvinges til at opgive deres tilværelse og flygte, mister deres sociale kontekst, deres arbejde, venner og bekendte og derved også deres identitet og – bemærker Arendt henkastet – deres sprog. Flygtningene måtte ikke bare krydse en politisk og juridisk grænse, de måtte også navigere ift. en allestedsnærværende sprogbarriere. Selvom de i forvejen kendte sproget i det land de flygtede til, var de ofte begrænset i deres udtryk, som Hannah Arendt beskriver det:

Vi mistede vores sprog og dermed de naturlige reaktioner, gestikulationernes lethed, det uhindrede følelsesmæssige udtryk. (s. 12)

Hannah Arendt var selv vokset op med tysk som modersmål og havde et nært forhold til sproget, som filosof havde hun brugt store dele af sit liv på at udforske og udfordre sproget. Hun pointerede i et interview mange år senere, at sproget var det eneste hun fortsat savnede ved Tyskland efter nazisternes magtovertagelse og Shoahen: ”Det var jo ikke det tyske sprog, der pludselig blev forrykt,” som hun forklarede. Derfor var hun måske særligt opmærksom på vanskelighederne ved konstant at være tvunget til at formulere sig på et fremmedsprog – først fransk og siden engelsk. Hun forholdt sig naturligvis pragmatisk til det, og størstedelen af hendes forfatterskab er da også skrevet på engelsk, men som hun understregede i førnævnte interview, var der altid en distance som hun hverken kunne eller ville forsøge at overkomme.

Hannah Arendt beskriver i teksten hvordan mange af de flygtninge der mistede deres sociale, kulturelle og sproglige identitet, forsøgte at kompensere ved at overtage nye i de lande de flygtede til. Mange forsøgte at skjule deres jødiske baggrund og flygtningestatus og blev overbeviste ”nypatrioter” der overidentificerede sig med deres værtslandes historie, kultur og sprog.

Efter et enkelt år er optimisterne overbevist om, at de taler engelsk lige så godt som deres modersmål, og efter to år sværger de højtideligt, at de taler engelsk bedre end noget andet sprog – tysk er et sprog, de knapt husker. (s. 13)

Hannah Arendt ironiserer over optimisternes påstande, men hun var som sagt ikke afvisende over for at bruge hverken fransk eller engelsk – som essayet i sig selv vidner om – hun var meget pragmatisk, men hun insisterede på at intet kunne erstatte hendes tyske modersmål – selv efter hun havde opgivet alle andre tilhørsforhold og følelser overfor landet og dets befolkning, holdt hun fast i og insisterede på lige præcis sprogets betydning:

Jeg ved ikke, hvilke minder og hvilke tanker der finder os om natten. Jeg tør ikke spørge, da jeg også helst selv vil være optimist. Men nogle gange forestiller jeg mig, at vi, i hvert fald om natten, tænker på vores døde eller husker de digte, vi engang elskede. (s. 15)

Men der var tale om mere end et sentimentalt forhold til sproget. Det var også et politisk spørgsmål. Hannah Arendt forholdt sig meget kritisk til sine skæbnefællers assimilationsforsøg, men hun var absolut ikke uforstående. Hun var udmærket klar over, at der var tale om en overlevelsesstrategi ift. den fundamentale usikkerhed der var forbundet med flygtningenes eksistens i et juridisk og politisk tomrum, uden beskyttelse via medlemskab af en nationalstat – oftest udstødt eller forfulgt af selvsamme.

Hannah Arendts kritik af assimilationisterne var ikke baseret på bitterhed som sådan, hun var hovedsageligt bekymret fordi hun frygtede at assimilation var en blindgyde. De jødiske flygtninges forsøg på at skjule deres baggrund for at blive accepteret som en del af et samfund der konstant forsøgte at ekskludere dem fordi de var jøder, ville aldrig kunne lykkes fordi den helt grundlæggende præmis for deres bestræbelser var opfattelsen af dem som fundamentalt fremmede over for det nationale fællesskab. Og det kunne assimilation eller nypatriotisme ikke ændre på. Om noget gentog og forstærkede det den antisemitiske præmis; som hun forklarede i et andet essay fra samme periode, var assimilation i grundlæggende antisemitiske samfund umulig uden samtidig at assimilere antisemitismen. Derfor forblev de jøder i det omkringliggende samfunds øjne. Hun trak på historien fra Tyskland for at illustrere sin pointe:

Det er historien om 150 års assimilerede jøder, der gennemførte en bedrift uden historisk fortilfælde: Selvom de hele tiden beviste deres ikkejødiskhed, forblev de alligevel jøder. (s. 29)

På trods af de tyske jøders assimilation, blev de alligevel ekskluderet, forfulgt og til sidst forsøgt udslettet. Hannah Arendt mente at kunne spore en lignende udvikling i Frankrig og andre europæiske lande. Jøderne var udstødte pariaer hvor end de befandt sig – intet samfund accepterede dem, og hun frygtede at de alle på sigt ville vende sig mod dem. Der var af samme årsag at så få jøder ønskede sig eller turde at stå ved deres baggrund da dette indebar en enorm fare, som hun forklarer:

Hvis vi begyndte at fortælle sandheden, at vi ikke er andet end jøder, ville vi udsætte os selv for den skæbne, der rammer de mennesker, der kun er mennesker – ubeskyttet af konkrete love og politiske konventioner. (s. 30-31)

De der åbent indrømmede at de var jødiske flygtninge, afslørede samtidig at de stod udenfor et hvert nationalt politisk fællesskab og derved var fuldkommen ekskluderede og ubeskyttede. Det var en farlig position, som historien tydeligt illustrerer. Derfor foretrak de fleste at fornægte deres baggrund og forsøge at påtage sig en national identitet. Men Hannah Arendt var overbevist om at de måtte anerkende og konfrontere deres eksklusion direkte, de var nødt til at blive ”bevidste pariaer,” som hun beskrev det. Helt konkret indebar det at påtage sig deres identitet – eller snarere manglen på samme – som jøder, som udstødte, som flygtninge og stå ved den. Denne ikke-identitet faldt entydig udenfor det eksisterende politiske system bestående af nationalstater, defineret og legitimeret gennem en eksklusiv opfattelse af nationen, der udelukkede alle fremmede og udefrakommende såsom jøder, romaer, flygtninge, m.fl.

Mellem sprog

Der var tale om et bevidst og politisk valg for Hannah Arendt. Kun ved at stå fast på sin ikke-nationale identitet – som jøde og som flygtning – var det muligt at udstille og udfordre nationalstaternes systematiske eksklusion. Kun ved at forstå dette kan vi forstå essayets titel Vi flygtninge og det hybride sprog der kendetegner teksten, som de politiske valg de er – små, men bevidste forsøg på at udfordre nationalismen og dens ekskluderende logik. Sprog fungerer ofte som vigtige nationale, kulturelle og derved også politiske identitetsmarkører, og ved at insistere på den heterogene kombination af elementer fra forskellige sprog understregede Hannah Arendt sin baggrund som flygtning i tekstens sproglige udformning. Vi kan nu se den sproglige hybriditet som et afgørende træk ved teksten og forstå nødvendigheden af at bibeholde den i oversættelsen.

Der var selvsagt mange udfordringer i udformningen af en oversættelse, der både kunne formidle tekstens indhold og dens hybride sproglige form. Særligt dissonansen mellem det fremmedartede tyske islæt i hendes engelske var svært at bibeholde i oversættelsen til et andet germansk sprog. Men de lange, kringlede sætninger og deres uforudsigelige struktur blev for så vidt muligt bevaret. Det samme gjorde de mange fremmede ord – om end det nye (antageligt primært danske) publikum med andre sproglige forudsætninger end det oprindelige publikum, foranledigede en række klammer med henvisning til originalsprog og en kort oversættelse. På den måde var det muligt både at formidle tekstens indhold så klart som muligt for et nyt publikum og bibeholde dens hybride karakter – samt indirekte at fremhæve den afgørende forbindelsen mellem disse to aspekter af teksten.

Den grundlæggende pointe er, at sprog fungerer som en afgørende identitetsmarkør. Sproget afslører både lingvistisk og kulturel baggrund og derved ofte også politisk status – særligt inden for rammerne af et nationalstatsligt politisk system der sidestiller dem. Som oversættere formidler vi mellem sådanne mere eller mindre klart definerede sproglige og kulturelle referencerammer, men vi bruger størstedelen af tiden mellem dem – på at forbinde dem og derved underminere deres eksklusivitet. Hannah Arendts essay vidner om en lignende bevægelse og viser de mange muligheder der eksisterer mellem sprog og identiteter.

Vi flygtninge udkom d. 26. januar 2017 på Forlaget Slagmark

Posted in Om enkelte værker/forfattere | Tagged , , , , | Leave a comment

Efterredigering (post-editing) – et spørgsmål om perspektiv

Af Alexander Rode

Oversættelsesbranchen er inde i en drastisk overgangsperiode. Måden, man oversætter på, ændres radikalt. Hvor man før oversatte på ”traditionel vis”, dvs. i tekstbehandlingsprogrammer og med hjælp fra basale oversættelsesværktøjer, er maskinoversættelse nu så godt, at det skal benyttes af professionelle oversættere. Oversættere skal redigere maskinoversættelsen, indtil kvaliteten er lige så høj, som hvis de selv oversatte teksten fra bunden. Denne fremgangsmåde kaldes efterredigering (eller post-editing), og denne nye oversættelsesmåde er mildest talt ikke populær blandt de professionelle oversættere. Det blev understreget på den årlige danske oversætterdag i 2014, også kaldet Hieronymusdagen, hvor maskinoversættelse og efterredigering var på dagsordenen. Her blev der luftet en masse frustrationer over, at det nu var knap så sjovt og kreativt at oversætte, at lønningerne bliver ringere, og at kvaliteten bliver forværret, uden at oversætterne kan påvirke det. Jeg var til stede den dag, og jeg var ærlig talt overrasket over, at argumenterne oftest var baseret på følelser og formodninger. Det overraskende var ikke, at de deltagende sagde, hvad de mente, men at der ikke var nogen former for videnskabelige undersøgelser eller empiri, der kunne give et realistisk billede af, om maskinoversættelse og efterredigering rent faktisk ville styrke eller svække oversættelsesbranchen og oversætternes arbejdsvilkår.

Det er ikke kun danske oversættere, der stiller store spørgsmål ved efterredigering. I forbindelse med en større international undersøgelse blev 24 professionelle oversættere med betydelig erfaring inden for efterredigering stillet en række spørgsmål. Ifølge dem var ikke nogen tvivl om, at efterredigering øgede produktiviteten, og der var samtidig bred enighed om, at kvaliteten ikke blev forværret, så længe oversætterne var tilstrækkeligt trænede i at efterredigere. Hvad var problemet så? Det var, at oversætterne ikke længere følte, at deres indsats blev anerkendt, og det var på den baggrund, de mente, at efterredigering overordnet set havde sat et dårligt præg på branchen. Efter at have researchet en masse om emnet har jeg fået indtryk af, at efterredigering isoleret set ikke nødvendigvis behøver at true kvaliteten af oversættelser, men derimod mere lysten til at oversætte. Det er bundærgerligt og noget, der kan svække branchen markant, om end på en anden måde, end vi måske startede ud med at tro. Heldigvis går jeg med den følelse, at det er et problem, som vi i fællesskab kan arbejde os ud af.

Hvordan påvirker efterredigering egentlig oversættelsesbranchen?
Det spørgsmål er noget nær umuligt at svare på, fordi efterredigering stadig befinder sig i teststadiet. Dog kan min egen historie om, hvordan jeg begyndte at interessere mig for maskinoversættelse og efterredigering, måske hjælpe med illustrere den problematik, vi i oversættelsesbranchen står over for i dag. Historien er hverken særlig inspirerende eller romantisk, men den er til gengæld ret pudsig og ironisk, og så har den nogle bemærkelsesværdige ligheder med nogle af de ting, der i øjeblikket sker i oversættelsesbranchen.

Jeg havde netop bestået 10. klasse med et karaktergennemsnit, som jeg for længst har valgt at fortrænge. Jeg blev af min tidligere klasselærer – helt berettiget – indstillet til en optagelsesprøve for at komme ind på gymnasiet, og den fik jeg lige akkurat charmeret mig igennem. Det var ganske vist ikke den start på mit voksenliv, jeg havde forestillet mig, og man skulle tro, at jeg lærte noget af den. Det gjorde jeg også, men traditionen tro for os drenge, der på notorisk vis udvikler os meget sent, skulle jeg lige have et sidste wakeupcall, der samtidig viste sig at være toneangivende for mit videre liv. Her henviser jeg til min skriftlige spanskeksamen på gymnasiet i 2005. Jeg havde jo vigtigere ting at foretage mig end at læse op, og det er som bekendt temmelig svært at charmere sig ud af en skriftlig eksamen. Men livet er rigt på muligheder, og derfor fandt nogle af de andre gutter og jeg frem til et program, som kunne installeres og bruges direkte i Microsoft Word, så man ikke behøvede en internetforbindelse for at få det til at fungere, da det nemlig ikke var tilladt at være forbundet til internettet under eksamen. Programmet kunne i bund og grund automatoversætte en tekst, men slet ikke i samme kvalitet, som de mest benyttede maskinoversættelsesprogrammer kan i dag. Faktisk kunne det slet ikke bruges til andet end at slå et ord op ad gangen, og hvis man brugte det anderledes, ville man aldrig nogensinde bestå. Vi syntes alligevel, det var smart, fordi vi kunne slå ord op meget hurtigere end i en fysisk ordbog, som alle de andre studerende sad og fedtede med, og så slap vi også for at købe en ordbog. Vi formåede at øge vores produktivitet og samtidig spare nogle penge.

Lyder det bekendt?

Skoleledelsen opdagede vores smarte foretagende og dumpede os alle sammen uden at blinke. De købte ikke vores forklaring om, at programmet kun kunne bruges til at slå ord op ligesom en helt ordinær ordbog. Det var i deres øjne eksamenssnyd, fordi hvordan kunne det være andet? Jeg har gennem mit liv oplevet mange episoder, hvor moderne teknologi er blevet mødt med en stor portion skepsis, som er baseret på en blanding af uvidenhed og en form for frygt for det, man ikke kender til. Det er bare en skam, at vi ikke forsøger at erstatte en følelsesbaseret og doven tilgang med en videnskabelig og nysgerrig en af slagsen. I dag har jeg ironisk nok en kandidatgrad i oversættelse og formidling fra Københavns Universitet og arbejder som projektleder for verdens førende virksomhed inden for oversættelse og lokalisering, Lionbridge, som i allerhøjeste grad bruger oversættelsesteknologi på daglig basis til stor glæde for både virksomhedens kunder og virksomheden selv. Her blev jeg efter knap en måneds tid indstillet til at være den interne superbruger af maskinoversættelse. Det er lidt sjovt, hvordan tingene af og til flasker sig.

Ny teknologi vil altid skræmme nogle mennesker væk fra at se de positive sider, som den også kan medbringe. I stedet for at vi sætter os ned med armene over kors og lukkede øjne, er det vigtigt, at vi bruger energien på at finde på løsning, hvor vi kan bruge efterredigering på en ansvarlig måde, og hvor det hverken går ud over oversætternes arbejdsvilkår eller kvaliteten af vores arbejde. Det økonomiske potentiale, som maskinoversættelse og efterredigering har, gør, at de kommer til at spille en altoverskyggende rolle i vores branche fremadrettet, og det forsvinder ikke, hvis vi bare kigger den anden vej. Derfor vil jeg gerne lægge ud med at trække hele diskussionen omkring maskinoversættelse og efterredigering i den rigtige retning.

Jeg besluttede mig for, at mit speciale skulle være et helt grundlæggende komparativt studie af traditionel oversættelse og efterredigering, som forhåbentligt kunne bidrage med noget empiri og indbyde til en lidt mere nuanceret dialog om den nye teknologi, som mange føler bliver trukket ned over hovedet på os. Eftersom der i oversættelsesbranchen altid har været meget fokus på produktivitet og kvalitet, var det oplagt at indsnævre mit speciale til de to parametre, så det ikke blev uoverskueligt, men derimod meget mere håndgribeligt og nemmere at forholde sig til.

Øges produktiviteten overhovedet?
Jeg startede med at måle produktivitet ved at bede seks professionelle fuldtidsoversættere om at oversætte to sammenlignelige avisartikler fra engelsk til dansk, mens det blev optaget, så jeg kunne aflæse, hvor lang tid de var om det. Først dannede jeg mig et overblik over, hvor lang tid det tog dem at oversætte teksterne.

• Traditionel oversættelse: 1 time, 2 minutter og 27 sekunder
• Efterredigering: 45 minutter og 25 sekunder

Det giver en forskel på 17 minutter og 2 sekunder, som svarer til 27,4 %. Det siges, at en professionel fuldtidsoversætter gennemsnitligt oversætter 2000 ord om dagen. Derfor kan oversætteren ud fra disse resultater spare 51 minutter om dagen på at efterredigere. Så sparer man 4 timer og 15 minutter om ugen, 17 timer om måneden og 8 dage og 12 timer om året, som man fx kan bruge på at oversætte endnu mere og tjene flere penge, eller på at holde fri, hvis man har brug for det. Da jeg skulle finde ud af, hvorfor oversætterne sparede tid på at efterredigere, undersøgte jeg de problemer, oversætterne stødte på i løbet af oversættelsen. Jeg fandt ud af, at oversætterne skulle håndtere markant færre problemer, når de efterredigerede, og at det tog dem kortere tid at løse dem. De forskellige problemtyper blev inddelt i semantiske (ord- og frasevalg), tekstlingvistiske og morfosyntaktiske (retstavning, sætningskonstruktioner, grammatik og usammenhængende tekst), idiomatiske (grammatisk korrekte ord og fraser, som lyder forkert) og stilistiske problemer (stil i.f.t. kildetekst og målgruppe) og fakta (egennavne, nummerkonverteringer og forkortelser etc.).

Det viste sig, at oversætterne skulle løse langt flere semantiske problemer ved traditionel oversættelse, og at oversætternes foretrukne måde at løse dem på var ved at slå ordet op i en ordbog på nettet. Det tog dem fem sekunder færre ved efterredigering, fordi når oversætterne efterredigerede en tekst, sikrede maskinoversættelsen, at de havde en direkte oversættelse af ordet uden forbehold for kontekst som udgangspunkt. Det sparede en masse tid i forhold til at skulle finde en direkte oversættelse først og dermed et synonym, der passede perfekt ind i oversættelsen.

Går den øgede produktivitet så ud over kvaliteten?
Når man finder en metode, hvor produktiviteten øges, er der altid en risiko for, at det er på bekostning af kvaliteten. Derfor blev jeg nødt til at undersøge, om kvaliteten stadig var god nok ved efterredigering, og i den forbindelse fik jeg yderligere 10 professionelle oversættere til at vurdere oversættelserne. De evaluerende oversættere fik ikke at vide, at halvdelen af oversættelserne var efterredigerede, således at deres personlige holdninger til efterredigering ikke påvirkede deres feedback. De spørgsmål, de blev stillet under evalueringen, blev udformet på den måde, at der var plads til både intuitive og objektive bedømmelseskriterier, fordi man ikke altid kan tælle sig frem til, hvorfor én oversættelse føles bedre end en anden. Det blev modtaget med kyshånd af de evaluerende oversættere, og en af dem forklarede hvorfor:

“Det er også interessant at notere sig, at nogle oversættelser instinktivt føltes ‘rigtigere’, selv om antallet af fejl var temmelig ens. Det understreger for mig at se, at oversættelse er en ret fantastisk blanding af hård videnskab (fejl, der kan tælles og kvantificeres) og blød humanisme (man føler helt klart, at én oversættelse er bedre end en anden).”

Jeg troede faktisk, at efterredigeringerne ville blive bedømt hårdest pga. oversætternes mangel på erfaring med efterredigering. Det modsatte viste sig at være tilfældet, for resultaterne afslørede, at der ikke var nogen kvalitetsforskel. Både de traditionelt oversatte og efterredigerede oversættelser scorede i alt 3,4 ud af 5. Jeg tænkte, at jeg måske kunne finde ud af noget mere, hvis jeg delte evalueringen op i tre dele: pragmatiske (fejltolkning af retningslinjerne, steder, hvor teksten ikke tilpasses målgruppen, og brud på genrens normaler og konventioner), tekstlingvistiske (stavefejl, grammatisk fejl, forkert ordstilling, usammenhængende tekst) og idiomatiske fejl (ord og fraser, der er korrekte rent grammatisk, men normalt ikke bliver benyttet på målsproget).

Her viste resultaterne, at der var markant færre pragmatiske fejl ved efterredigering. De evaluerende oversættere gav udtryk for, at de traditionelle oversættelser generelt havde sværere ved at ramme den formelle tone, som man normalt finder i en avisartikel. Det betyder formentligt også, at maskinoversættelser på nuværende tidspunkt egner sig bedst til oversættelse af faglitteratur, hvor det er oplagt at være tekstnær og kildetekstorienteret, og ikke til oversættelse af skønlitteratur, hvor det oftest er bedst at have en kreativ tilgang. Der var kun en minimal forskel på bedømmelserne af tekstlingvistiske og idiomatiske fejl (i efterredigeringens favør), men den var ikke markant nok til at drage nogle overordnede konklusioner ud fra. Dermed kunne jeg med god samvittighed konkludere, at der i mit forsøg ikke var nogen kvalitetsforskel ved traditionel oversættelse og efterredigering, uanset om de evaluerende oversættere tog en subjektiv eller objektiv tilgang til evalueringen.

Bør vi frygte efterredigering?
Nej, det synes jeg bestemt ikke. Der var ikke noget i mine undersøgelser, der tydede på, at efterredigering med garanti kommer til at påvirke oversættelsesbranchen negativt. Men vi kan heller ikke tillade os at læne os tilbage og tro, at en hel ny oversættelsesmetode kommer til overfladen uden at skabe nye problemstillinger.

Jeg tror, at skepsissen over for efterredigering stammer fra noget meget menneskeligt, nemlig frygten for dét, vi ikke kender til, og hvad det mon kan betyde for en selv. Som min egen fortælling forhåbentligt illustrerede, kan mødet med ny teknologi sagtens ende lykkeligt, selvom det i starten ikke ser sådan ud. Jo hurtigere vi kollektivt indser det og begynder at arbejde konstruktivt frem mod en løsning, desto før kommer vi tilbage på sporet og kan levere et godt stykke arbejde. Vigtigst af alt kan vi give gode udsigter til de aspirerende oversættere, som må føle sig mindre motiverede, sådan som branchen ser ud lige nu. Hvis de studerende ikke længere har lyst til at uddanne sig som oversættere, risikerer vi på et tidspunkt at stå i en situation, hvor vi ikke har nok kvalificerede oversættere til at imødekomme den store efterspørgsel efter professionelle oversættelser, som ifølge Europa-Kommissionen kun stiger med årene. Jeg synes, at vi i oversættelsesbranchen har udsigt til at have bedre vilkår end nogensinde før, men vi lader os begrænse af den måde, vi betragter oversættelsesteknologi på. Uanset om man er enig eller uenig i det synspunkt, må vi i det mindste have en fornuftig og åben dialog omkring det, der er baseret på empiri frem for formodninger. Ellers kommer historien med garanti ikke til at ende lykkeligt.

Til sidst vil jeg gerne sige mange tak til alle de oversættere, der ofrede en masse fritid for at hjælpe mig med specialet, og en særlig tak til min vejleder, Kristian Hvelplund, for at få det absolut bedste ud af mig.

Specialet kan downloades her.

Posted in Oversættelsesteori og -debat | Tagged , , , , , , , , , | 4 Comments

Årets oversætter 2017

Fredag d. 19. maj var der for tredje gang Blixen-prisfest i København, hvor litteraturen, og dem der gør den mulig, blev hyldet i alle afskygninger. Der blev bl.a. uddelt priser til Årets lydbog, Årets litteraturformidler, Årets fagbog, den nyindstiftede Isak Dinesen-pris (for overbevisende skildringer af en central litterær figur af modsat køn end forfatteren), Årets redaktør og Årets innovationspris. Den store skønlitterære pris på 100.000 kr., The Blixen Literary Award, gik i år til Iben Mondrup og hendes foruroligende og uafrystelige familieskildring i romanen Karensminde . Og ligesom sidste år var blev Årets oversætter hædret med en portion af Kjeld Elfelts Mindelegat til yngre oversættere, uddelt af Dansk Oversætterforbunds bestyrelse.

Blixen-prismodtagere 2017. Louise Ravnild yderst t.h.
Foto: Peter Kirkeskov Rasmussen

Æren og pengene tilfaldt Louise Ardenfelt Ravnild, som oversætter fra svensk og engelsk, og gennem sin stadig korte karriere har vist sig som en ekstremt dygtig og produktiv oversætter af både skøn- og faglitteratur inden for en mangfoldighed af genrer og formater. Næstformand i DOF Rasmus Hastrup holdt motiveringstalen:

“Kjeld Elfelts Mindelegat går i år til en oversætter, som forener en nærmest absurd dygtighed med en fuldstændig overmenneskelig flid og en grammatisk viden, der kan få de fleste store opslagsværker til at bryde sammen i misundelig gråd: Louise Ardenfelt Ravnild.

Louise Ardenfelt Ravnild bevæger sig lige hjemmevant og stilsikkert i alle afkroge af det litterære univers, fra lysende stjerneskud på den kontemporære amerikanske boghimmel over svenske krimier til romaner, som indholdsmæssig nærmer sig det decideret utugtige. Derudover begår hun sig med tilsvarende overlegenhed indenfor faglitteratur af mange forskellige slags.

Louises virtuositet befinder sig i grænselandet mellem eksempel til efterfølgelse og umulig drøm for andre oversættere. Hun er på mange måder en ærefrygtindgydende tilstedeværelse i den oversatte litteraturs annaler.

Louise Ardenfelt Ravnild har oversat et stort antal bøger, som hver især bør prise sig lykkelige for at været blevet oversat af hende. Der er meget få oversættere af Louises kaliber; hun er en pryd for oversætterbranchen, og jeg er på fagets – og hele litteraturens – vegne stolt over at kunne tildele hende dette legat. Stort tillykke.”

Rasmus Hastrup og Louise Ravnild. Foto: Peter Kirkeskov Rasmussen

Louise Ravnild modtog Blixen-statuetten til klapsalver og takkede med følgende ord:

“Tusind, tusind tak for de fuldstændig overdrevet pæne ord. Tak til Dansk Oversætterforbund. Og tak for det med det “yngre” – det falder på et tørt sted.

Det er ret fantastisk at stå her og modtage så fint et legat for i virkeligheden bare at trisse rundt derhjemme og hygge mig med verdens bedste arbejde. Og det betyder ekstra meget, at anerkendelsen kommer fra kolleger. Som oversættere hedder det sig tit, at vi er både hinandens kolleger og konkurrenter. Det er sådan set rigtigt nok. Men det er altså de sødeste, dygtigste og mest hjælpsomme konkurrenter, jeg nogensinde har mødt. Oversættere er simpelthen så søde til at hjælpe hinanden med at finde det helt rigtige ord eller støve et eller andet obskurt citat op, så en andens oversættelse bliver bedst mulig. Det er guld værd. Og det har jeg haft meget stor glæde af. Mange tak for det!

Også en stor tak til de efterhånden rigtig mange, rigtig søde redaktører – en del af jer sidder her i salen i aften – der har turdet binde an med mig. Det er morderlig pænt af jer!

Så altså tak, tak, tak! Det er en meget stor ære!”

Babelfisken ønsker også meget stort tillykke, både til Louise Ravnild for at være et eksempel til efterfølgelse for (yngre) oversættere, og til oversætterstanden som helhed for stadig at være smukt repræsenteret, når dansk litteratur og dens udøvere fejrer sig selv.

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , , | 1 Comment

Synlighedens redaktører

Babelfisken interviewer danske litteraturredaktører om kreditering og synlighed af oversættere i pressen. I denne uge giver Informations Peter Nielsen og Berlingskes Søren Kassebeer et indblik i deres ugentlige praksis, litteraturformidlingens internationale profil og de journalistiske overvejelser bag et større fokus på oversættelse i aviserne.

Af Mathias Bernbom

Da Babelfisken i marts interviewede Morten Visby, DOF’s formand, fortalte han, at kreditering, i hans egen erfaring, er et meget følsomt emne på begge sider af gærdet:

Selvfølgelig for de udeladte oversættere, som ikke vil have deres arbejde glemt, men også for de kulturskribenter, der ofte modtager de efterfølgende klager.

Her drejer det sig om enkelte journalister, som ofte bliver taget til indtægt for den brede negligering af oversætteres arbejde i samfundet. Det er skribenter, som desuden har en vigtig rolle i bøgernes kredsløb, udbredelse og kulturberigelse, og i denne funktion burde de jo netop stå i ledtog med oversætterne.

Hvor Visby med rette insisterede på ”alvoren i enhver udeladelse”, vægtede han således også den løsningsorienterede og mere nøgterne dialog om problemet. Hvorfor er det stadig så udbredt, og hvordan kommer vi det til livs? Det er spørgsmål, som er svære at besvare inden for oversættermiljøet alene, og i lige så høj grad må man have litteraturredaktørerne i tale – dem, som hver uge gennemser og tilrettelægger kultursektioner og bogtillæg.

Redaktørens procedure

En af disse er Informations Peter Nielsen, og for ham er den officielle retning klar: Et dagblad som Information, der orienterer sig om international litteratur, må nødvendigvis også kreditere oversætterne bag den.

”Jeg antager det som en fejl, hvis oversætteren ikke står nævnt i en anmeldelse, ” siger han. ”Jeg tager det meget alvorligt, både fordi man før har set juridiske sager, men også fordi oversætteren er en vigtig del af værket. Punktum. Selvfølgelig skal oversætteren nævnes. Og hvis det ved en fejl skulle smutte af helt banale grunde, så skal vi selvfølgelig lave en rettelse, hvilket vi så også gør i webavisen. ”

Her er kreditering med andre ord procedure, og det skal også nævnes, at Information er en avis, hvor der generelt sker få udeladelser.

Det er noget, redaktionen har for øje, og hvor der ifølge Peter Nielsen er en vis mængde idealisme involveret, et ønske om at lade oversætteren komme til sin ret, så nævner han også de erstatningssager, som forskellige mediehuse har været involveret i, og hvor nogle former for udeladelse har resulteret direkte i kontante tilbagebetalinger.

Det kunne tyde på, at DOF’s arbejde har båret frugt i bred forstand. Enkeltsagerne, som de er lykkedes med i nyere tid, er blevet incitament for andre til at kreditere. Og spørger man Berlingskes Søren Kassebeer, er overvejelserne nogle af de samme:

”Principielt bringer vi altid navnet på oversætteren, ” siger han og tilføjer desuden, at Berlingske selv har en del oversættere tilknyttet avisen. ”Og grunden til vi krediterer, er for det første, at vi vil undgå sager. Men det er jo også, fordi oversættere er en del af værkets tilblivelsesproces – hvilket er indlysende nok: Hvis du køber en bog, der er oversat til dansk, så er oversætteren en del af den bog. ”

En europæisk profil

For begge redaktører lader alvoren bag en udeladelse til at være klar. Og det er en holdning, som er konsistent med to aviser, der hver uge anmelder og analyserer oversat litteratur.

Eftersom det langt fra er alle udeladelser, der kan blive til erstatningssager, må motiveringen for kreditering jo også være en anden end frygten for reprimander. I hvert fald hvis man vil problemet til livs i den bredeste forstand.

Her hænger det sammen med den generelle anseelse, men også tilstedeværelse af oversættelse i aviserne. Og hvor begge redaktører insisterer på, hvor vigtigt oversætterfaget er i dag – ”kulturbefrugtende”, som Peter Nielsen siger – så vil de ikke mene, at kulturjournalistikken ligefrem er ”forpligtet” til at eksponere oversættelse mere. I hvert fald ikke udover krediteringen, som ifølge dem begge skal være på plads.

”Jeg vil ikke bruge ordet forpligtelse, ” siger Kassebeer, men nævner til gengæld, at Berlingske før i tiden har bragt artikler og interviews i anledning af såkaldte oversættelsesbegivenheder. Fra Karsten Sand Iversens Ulysses til Anne Marie Bjergs Wenerid. ”Når det er spændende, ” siger han – ”Når det giver mening, så skriver vi om oversættelsen. Men der skal selvfølgelig være noget at sige om den. ”

Peter Nielsen giver udtryk for den samme prioritering, og det er, selvom han erkender, at det et par gange i fortiden ”nok kunne have været et relevant ekstraarbejde at have nævnt oversætterne noget mere. ” For eksempel i 2013, da Information bragte sin europæiske litteraturkanon – en præsentation af de 49 vigtigste romaner om Europa, fra Europa.

Her var der ikke tale om nogen egentlig udeladelse, eftersom man valgte at fokusere på originalteksterne. Og dog er et koncept som europæisk kanon eller identitet jo netop umuligt at tænke sig uden oversættelse.

I kølvandet modtog Information også et længere brev fra Morten Visby, hvori han netop plæderede for, at man ikke tog oversættelse ud af ligningen.

Oversættelse, sagde han, kunne jo netop være den helt rigtige analogi for det europæiske og globale kredsløb, man havde forsøgt at illustrere.

Faget kunne med rette (i stedet for sin nuværende, negligerede position) have en central plads i den moderne og verdensvendte litteraturformidling. Og bevægelsen fra periferi til midte starter i store projekter som europæiske litteraturkanoner, men lige så meget i det ugentlige arbejde med udenlandske bøger.

I læsernes interesse?

Et af problemerne forbundet med at formidle (og anmelde) oversættelse på en noget mere ugentlig basis er selvfølgelig, at det i mange tilfælde vil kræve en helt ny kyndighed af kulturskribenterne.

Noget andet er, at man risikerer at kede dagbladenes læsere, og som Peter Nielsen siger, er det en svær balancegang:

”Vi må tage hensyn til primært at informere læserne om de nye udgivelser, der er – og hvis vi bliver for tekniske, så mister vi deres interesse. ” Pointen handler mere om muligheden for oversættelseskritik i den bredere presse, og det er en indførsel, som Peter Nielsen simpelthen ikke tror er realistisk.

Det er Søren Kassebeer til dels enig i: ”Jeg kunne godt opfordre til, at man altid gav et par ord med om oversættelsen, men det kan også blive lidt langhåret. ” Der skal altså være en grund til det, holder han fast på, men tilføjer til sidst, at man selvfølgelig også gerne må udfordre sine læsere en gang imellem ” – og tilbyde dem noget, de ikke umiddelbart vidste, de ville have. ”

Hvis man valgte at efterleve det, er det et synspunkt, som uden tvivl kunne fremme oversætterens plads i aviserne såvel som i resten af samfundet.

Posted in OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK | Leave a comment

Prisfest for litteraturen for tredje gang

På fredag d. 19. maj er Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere for tredje gang værter for Blixen-prisfesten, den årlige prisfest for litteraturen. Her bliver forfattere, forlæggere, redaktører, litteraturformidlere og oversættere hyldet og priset med galla og taler og kolde kontanter i Den Sorte Diamant i København.

Grafik: Tea Bendix

Igen i år bliver Blixen-prisen som Årets Oversætter uddelt i form af Kjeld Elfelts Mindelegat og går til en “yngre oversætter, der har oversat betydelige skønlitterære værker med glæde og fantasi”. Legatet er på 10.000 kr. og uddeles af Dansk Oversætterforbunds bestyrelse. I 2016 gik legatet til finsk-oversætter Siri Nordborg Møller, og i 2015, hvor prisen var sponsoreret af Forlaget Hr. Ferdinand, gik prisen til islandsk-oversætter Kim Lembek.

Babelfisken glæder sig over, at det igen i år er muligt at hylde de litterære oversætteres uundværlige bidrag til litteraturens spraglede og mangfoldige univers. God fest.

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , | Leave a comment

En stilist på andres vegne

Babelfisken har interviewet den danske forfatter Jens Christian Grøndahl om oversættelse, kreditering, og litteraturer, der taler sammen, beriger og bestøver hinanden i ”et frodigt og anarkistisk kredsløb”. Et kredsløb, der vel at mærke kommer i fare, når vi begynder at tage oversætternes arbejde for givet.

Af Mathias Bernbom

Ikke alene er Jens Christian Grøndahl en af dansk litteraturs veteraner, den prisbelønnede forfatter til mere end 30 skønlitterære udgivelser. Hans bøger findes på mere end 25 sprog og er særligt brudt igennem i Frankrig, Holland og Belgien. Derudover er han selv oversætter, bl.a. af John Williams’ glemte mesterværk Stoner, der udkom på dansk i 2014.

Han færdes i sit arbejde og omkring det ad den internationale litteraturs kanaler – fra sin rolle i importen af udenlandske bøger til Danmark, til lanceringen af sine egne værker på den europæiske scene.

Det sidstnævnte er vekslende foregået i samtale med de udenlandske oversættere, og han fremhæver særligt, hvordan han ofte har sparret med den franske Alain Gnaedig, som i løbet af to årtier har udarbejdet hele 12 fransksprogede Grøndahl-bøger.

Det er en proces, der for det første har bragt forfatteren stor glæde. For det andet nyder han at tænke på det at blive oversat som en slags syretest af sine bøger, men også som en indtræden på en større litterær scene, som han længe har følt sig draget og inspireret af.

”Det betyder jo meget at blive oversat, når man skriver på at lille sprog som det danske. Det er som at blive befriet fra den begrænsede kulturverden, man er rundet af, netop fordi man får lov til at bidrage til en større litterær kultur, og til at se om det kan bære, om det kan sige læseren noget, selvom vi ikke har de samme kulturelle koder. ”

Det er således noget mere almengyldigt, som enten viser sig eller udebliver, når en bog kommer ud at rejse, erfarer Grøndahl og tilføjer, at det har været særligt givende at blive oversat til fransk for således at kunne indgå i den samme sprogsammenhæng som nogle af de forfattere, der har betydet mest for ham.

På den måde giver det også mening, at Gnaedig og han har haft så nær kontakt – til forskel fra en række andre af Grøndahls oversættere. Sammen med sit eget oversættervirke, fortæller han, er dette et samarbejde, der har givet ham en langt dybere fornemmelse for oversætterens arbejde og det, han selv forstår som en essentiel, men også enormt truet profession.

”Når min franske oversætter konsulterer mig undervejs i processen, slår det mig tit, at en oversætter først og fremmest skal være stilist på andres vegne. En god oversættelse er jo ikke bare en oversættelse, men en gendigtning af en tekst, sådan som man forestiller sig, at forfatteren ville have skrevet den på fransk – hvilket selvfølgelig er et kæmpe ansvar. Jeg har selv oplevet det [under arbejdet med Stoner]: Det kræver forestillingsevne, hvor man ikke bare kan oversætte direkte. Man påtager sig et ansvar som stilist, og det har jeg den største respekt for. Det er derfor, at det selvfølgelig også kan irritere mig meget, når oversættere ikke bliver krediteret. ”

For et frodigt og anarkistisk kredsløb

Grøndahl håber for sine egne oversættere, at de altid må føle sig frie til at fortolke og gendigte originalen, og bemærker, at det jo netop er i denne frihed og ”tilvækst”, som forekommer, at den enkelte original bliver amorf – bliver til et hav af nye tekster, og at oversættelsen skaber forståelse mellem kulturer ”i et frodigt og anarkistisk kredsløb. ”

Oversættelse er for ham et sted, ”hvor [fiktionen] giver adgang til et mere direkte indblik i et lands bevidsthedsliv, end man kan få ved at læse så mange rapporter. ”

Han fortsætter: ”Jeg anser oversat litteratur for at være en litterær boldgade i sin egen ret, og noget som bidrager til et lands litteratur med alt lige fra klassikere som Shakespeare til de helt nye værker. Så selvfølgelig bidrager oversættelse til folkelig forståelse, og det er heldigvis en proces, der foregår fuldstændig anarkistisk. ”

I virkeligheden er det jo også svært at argumentere imod værdien af god oversættelse og udvekslingen af fortællinger og poesi på tværs af sprog og lande. Det ville oven i det være en paradoksal holdning, når man tænker på sig selv som verdensvendt forbruger, avis eller kultur – en opfattelse, der netop er mulig i kraft af oversætternes arbejde og kulturelle import.

Og dog er oversætternes anseelse jo netop paradoksal. De udelades dagligt af de danske aviser og bogtillæg, der i samme bevægelse omtaler eller ligefrem benytter sig af oversat litteratur.

Hvor enhver avis i dag orienterer sig om verden, så er der langt færre, der interesserer sig for processen, som bringer verdens fortællinger hjem til det danske publikum.

En grusom ironi

De glemte oversættere var netop emnet for en artikelserie her på siden i marts, og Grøndahl deler og sympatiserer med de udeladtes frustration. Her bliver den manglende anerkendelse desuden set som et klart symptom på bredere og mere strukturelle problemer:

”Det er jo forfærdeligt utaknemligt at være oversætter. Det er nærmest som definition underbetalt, og oversættere vil næsten aldrig blive honoreret efter fortjeneste, kompetence og arbejdsindsats (med mindre det bliver en bestseller). Det er utaknemligt og dertil nærmest heroisk – og så er der selve spørgsmålet om anerkendelse, der i mange år er blevet forsømt. Jeg synes egentlig, at det er blevet bedre; der er mere fokus end tidligere. Men det kræver stadig en ret stor idealisme at give sig i kast med at være fuldtidsoversætter. ”

Han fortsætter: ”Det ville være et stort tab, hvis der ikke var nogen med mod på at oversætte længere, og en grusom ironi at vi i en stadig mere globaliseret verden har stadig mindre kulturel kontakt. Sprogvanskeligheder gør, at det kun er den engelske litteratur, der bliver læst bredt, og vi ser en mærkelig ensretning. Når vi så oven i købet neddrosler sprogundervisningen (alene i de europæiske sprog), er det, at der begynder at ske et dannelsestab og en tilbagegang af ethvert europæisk og globalpolitisk ønske: Kontakten, forståelsen og indlevelsen mellem folkeslagene. Det er på alle måder tåbeligt, og det er katastrofalt kulturelt, hvis man lader oversætterfaget gå i forfald. ”

Gudskelov eksisterer ildsjælene jo endnu, slutter Grøndahl af med at konstatere, og der er også stadig muligheder for at oversætteren kan opnå støtte, legater osv.

Bliver man imidlertid ved med at maskere og underkende disse ildsjæles arbejde, så ender man med at skubbe både eksisterende og fremtidige oversættere bort.  ”Og hvis jobbet er fuldstændig utaknemligt, ” siger Grøndahl – ”så ender det med, at ingen længere vil have lyst til at gøre det. ”

Posted in OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK | Leave a comment

Månedens oversættelse: Melankoliens fysik af Georgi Gospodinov

Af Helle Dalgaard

(OBS! Georgi Gospodinov samtaler med Lillian Munk Rösing i Politikens Boghal 28. april kl. 18.00)

1. Om mit oversættervirke og om at oversætte

Jeg startede på russiskstudiet i 1964 ud fra en forestilling om at kunne læse den klassiske russiske litteratur på originalsproget. Men jeg havde ikke været på russiskstudiet længe, før det gik op for mig, hvor lidt man i Danmark vidste om moderne russisk litteratur og kultur, hvor lidt jeg selv vidste, og hvor ensidig informationen om Sovjetunionen var. Og så blev orienteringen rettet mod nutiden. Naturligvis med afsæt i arven fra fortiden.

At bulgarsk blev mit andet slaviske sprog er et resultat af udelukkelsesprincippet. Der var studerende i polsk, serbokroatisk og tjekkisk, men bulgarsk var der ikke run på. Jeg tog på en måneds sprogskole i Sofia i 1972, og derefter jeg fik overtalt professor i sydslaviske sprog, Gunnar Svane, til at jeg kunne tage bifag i bulgarsk. Instituttet havde for en kort periode ansat en bulgarsk eksternlektor, Pirinka Penkova Pedersen, som gav mig enetimer, og sammen med hvem jeg oversatte Gentjo Stoev: Guldets pris (Husets forlag, 1983), den første bulgarske roman, der kom på dansk, siden nationaleposset Under åget (1900).

Det store held for mig og for andre oversættere fra ”mærkelige sprog” dengang i 1970’erne var, at Århus husede en enestående institution, et kommunalt forlag, som havde en redaktør, Carsten Koed Hansen, der ville udgive anderledes litteratur. Han havde næse for ting, der var substans i, han ville vise danske læsere verdenslitteraturens mangfoldighed. Som nogle vil kunne huske, lykkedes det Husets Forlag at udgive nobelpristagere, før de fik prisen: Cz. Milosz, Wislawa Szymborska og Tomas Tranströmer.

Jeg kom med mit bulgarske bifag med i en gruppe, der skulle lave Balkanoversættelser. En stor glæde at kunne bruge sin eksotiske viden. Alle mine forsøg indtil da på at afsætte moderne bulgarsk prosa til de etablerede forlag havde været forgæves. På Husets Forlag blev der lyttet til argumenterne. Carsten Koed fandt pengene, og så skulle man oversætte. Hvad kan man ønske sig mere!

Da jeg havde et godt arbejde ved siden af som leder af den slaviske afdeling i universitetsboghandlen i Århus, Akademisk Boghandel (sidenhen Stakbogladen) var det ypperligt at arbejde med Husets Forlag, som ikke havde stramme udgivelsesterminer. Jeg kunne aflevere (mere eller mindre) som det passede mig. Men det er absolut ikke optimalt at oversætte på deltid!

Man går til og fra teksten, det er ikke gavnligt for processen og for resultatet. Med mit farvel til det faste arbejde blev jeg heltidsoversætter, og det har jeg været nu i godt seks år. Det er godt for flowet. Men det skal siges, at jeg indimellem oplever det som en mental stroppetur at sidde med en tekst i så lange stræk. En voldsom koncentration, hvor man som oversætter går ind i det fremmede univers, som man skal tilegne sig og videregive. Som oversætter skal man tale med både afsenderens – forfatterens – stemme og modtagerens – læserens – stemme, det er et hårdt job og et stort ansvar. Banalt, men det kan ikke siges ofte nok, ikke mindst i disse tider, hvor forlag forsøger sig med low cost oversættere.

På en tilfældig oversætterside så jeg den påstand, at man som oversætter aldrig holder fri. Dertil må man nok sige, at der er mange faglige specialer, som indebærer, at man aldrig holder fri. Der er imidlertid det ved oversætteriet, at man bliver så utrolig bevidst om de der ord og de der konstruktioner og de der talemåder osv. osv. Man kan godt gå hen og blive ret nørdet. Sommetider siger min mand, at nu kan det være nok med det der ordpilleri, når jeg går i stå i betragtning over et udtryk, en bemærkning eller en sætning, som er vildt fed, mystisk eller kantet, og som jeg må smage på. Og det evige spørgsmål: kan man sige sådan?

Trangen til formidling via oversættelse blev en integreret del af mit liv. Som Ellen Boen så rammende sagde det i sin takketale (oversætteræresprisen), kom jeg til at ”lide af ord”.

Det er jo sådan, at masser af sproglige udsagn, som man ifølge grammatiske & leksikalske normer og regler “ikke kan sige”, dem kaster skønlitterære forfattere rundt i teksten, nyskabende og normbrydende frække sproglige konstruktioner. Det skal man som oversætter have en forståelse for, når man sidder der i sit oversætterværksted og vender ”siderne”. Og så må man kæmpe med redaktøren, når det bliver nødvendigt. Det er ikke en oversætters opgave at af-komplicere teksten. Det har været den dominerende holdning hos forlagsredaktører, at man ikke skulle gøre vold på “læserens” (og hvem er han/hun?) sproglige og kulturelle vaner. Men jeg synes ikke, at man skal glatte en knudret original tekst og lave en ’elegant’ dansk oversættelse. Som oversætter er man derfor enormt på vagt over for sammenhængen i teksten. Da jeg oversatte Gospodinovs første roman En naturlig roman var der et sted, hvor logikken bare manglede. Det er en postmodernistisk roman med brud og skæve vinkler, så jeg kæmpede og kæmpede. Det var ikke helt et spørgsmål om, at det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte, men det var derhen af, og til sidst skrev jeg til forfatteren for at høre, hvad meningen var, og Gospodinov svarede mig: ”Helle – du har ret, det hænger ikke sammen. Men det har hverken jeg selv – skrev forfatteren – eller min redaktør fanget” Det er vel oversættersituationen i en nøddeskal, man kommer så langt ind i teksten, så man ser mere end forfatteren selv. Og hvis jeg ikke havde kunnet kommunikere med ham, så havde jeg nok udeladt den sætning!

2. Om at oversætte Georgi Gospodinov: Melankoliens fysik

Jeg læste den rundt i verden og nu også i Danmark anmelderroste ”roman” Melankoliens fysik af Georgi Gospodinov i 2012 lige da den var udkommet. Det var helt klart for mig, at den måtte jeg oversætte, den skulle danske læsere have mulighed for at stifte bekendtskab med. Jeg var helt klar over, at det var en kompliceret sag, men andre havde gjort det. Den var kommet på italiensk og tysk og var på vej på amerikansk og på fransk. Jeg havde i første halvdel af nullerne oversat Gospodinovs første roman En naturlig roman, som udkom på Husets Forlag i 2005, og som havde fået flotte anmeldelser. Forlaget Jensen&Dalgaard havde kontaktet mig i anden anledning, og jeg fortalte dem om Melankoliens fysik, denne noget usædvanlige, meget europæiske roman, som ud over de i teksten nævnte bulgarske lokaliteter og historiske begivenheder, er langt fra de forestillinger, vi har om litteratur fra Balkan. Jensen&Dalgaard slog til, og efter ca. ni måneders nørklen udkom værket primo marts i år.

Melankoliens fysik er et eksempel på et utraditionelt fortælleforløb, en sammenfletning af tre generationers erindringer og skæbner i en uegal form, vanskeliggjort ved at bedstefar, far og søn, alle hedder de Georgi, som det kan være tilfældet i det slaviske, hvor sønnen til ære for faderen gives dennes navn. Romanen kredser om et jeg, der oplever verden i forskellige tider og går ind i andres tanker og tager form som andre væsner. Den fortæller melankolien.

I forsøget på at finde oprindelsen til melankolien og vejen gennem livets labyrint flyder erindringerne ind i hinanden, nogle sætningskonstruktioner er bundet sammen i associative kæder, der vender rundt på logikken, motiver sammenvæves og forskubber sig, og det må den danske læser acceptere. Som Thomas Thurah så smukt skriver i sin anmeldelse i Information: Det er ”… som i en film eller snarere som i en drøm, hvor billederne – her: metaforerne – blidt sender én på rejse fra et univers til det næste, fra kælderen til skødet, fra dna-molekylet til labyrinten, fra støvkornet til meteorregnen. Det kan altså tages næsten bogstaveligt: Georgi Gospodinov skriver som en drøm.”

Flere gange undervejs i arbejdet med denne ”rejse” har jeg haft den elektriske oplevelse af, at her var noget, som ikke var ”normal” sprogbrug på bulgarsk, ordstillinger, utraditionelle formuleringer (det bulgarske sprog er ret traditionelt i sin udtryksform). Opfattelsen er dels blevet bekræftet ved henvendelse til bulgarske bekendte, og mange gange har jeg måtte spørge om råd hos forfatteren selv.

I Melankoliens fysik er der for eksempel nogle problematiske tegnsætningsfænomener, idet forfatteren i dialogerne udelader diverse anførselstegn og spørgsmålstegn. En anden stor udfordring i teksten er de pludselige skift i personsynsvinkel, vilkårlige skift mellem ”jeg” og ”han”, og som læser/oversætter skal man virkelig holde tungen lige i munden.

I romanens prolog og epilog identificerer forfatteren sig med sin far og farfar gennem et ”jeg” + kopula for 1. person flertal (jeg – vi) i henholdsvis nutid og datid, grammatisk aldeles ukorrekt. Den ukorrekthed kan man få frem på tysk ”Ich sind” – ”Ich waren”, på fransk, ”je sommes”, mens den engelske har valgt ”we am” – ”we was”. Den engelske mener jeg giver en forkert placering af personfokuseringen, idet ”jeg’et” er det fortællende, og jeg’et udgør en treenighed i bogen. På dansk kan det slet ikke lade sig gøre med kopula at vise denne treenighed, min første løsning var ”jeg er vi”, men jeg endte med kompromisset ”jeg er os” – ”jeg var os”, hvorved jeg ikke opnåede den sproglige provokation, som ligger i den bulgarske tekst med inkongruens mellem person og kopula, men skabte en samhørighed. Uden ”os” intet ”jeg”.

Melankoliens fysik er en tekstlig og mental labyrint, som udforsker den labyrint der findes mellem fødsel og død, apokalypsen, som var en konkret realitet i børns forestillinger om verden i det kommunistiske Bulgarien. Fra fosteret i moderens liv over livet i kælderen til den endelige forklarelse. Melankoliens fysik er et forsøg på at arkivere tre generationers liv i én tænkende organisme og lade den organisme bevæge sig rundt i den eksistentielle labyrint, hjælpeløs og forladt som Minotauros.

Det har været en stor udfordring at følge tekstens rytme og bevæge sig ind i dens korridorer og sidekorridorer, som blandt andet opstår, fordi fortælleren som barn og ung ”lider af” en evne til at gå ind i andre mennesker og fornemme, hvad de oplever. Siden hen går han over til købehistorier, barske historier, triste historier, menneskers historier, der fortælles som Tusind og en nat. At fortælleren har lært alfabetet via gravstenenes tekster giver beretningen en ekstra melankolsk nuance, og dog – her hvor alting ender, begynder også alting. Alfabetet er basis for sproget, og barnets indfaldsvinkel til sproget formes gennem indlæringen af alfabetet, hvilket fortælleren demonstrerer for os med følgende beretning, som gav mig nogle grå hår:

Fortællerens alter ego har som nævnt lært alfabetet via teksterne på gravstene på kirkegården, hvor han har gået rundt med sin bedstemor. For ham hænger bogstavet ”B” sammen med det bulgarske, dvs. det slaviske, ord for GUD = ”BOG”.

Men da han kommer i skole viser det sig, at bogstavet ”B” er knyttet til ”Bulgarien”. Og lærerinden, repræsentanten for det kommunistiske, dvs. ateistiske, samfundssystem, er ikke tilfreds, da den lille fyr råber: Bog, altså Gud, på spørgsmålet om, hvilket ord der Begynder med ”B”.

Kapitlets overskrift er: B. Jeg citerer:

”Efter kirkegårdens ABC blev jeg konfronteret med en rigtig ABC for første klasse, og jeg følte mig på samme tid oplyst og forvirret. Hvert bogstav var knyttet sammen med et ord og et billede.

– Hvilket ord begynder med bogstavet B?

–Bog, (dvs. Gud) – råbte jeg lidt for hurtigt, det var et let spørgsmål. Men der var noget galt, lærerinden fik nervøse trækninger, hun smilede ikke længere helt så meget. Hun kom hen til mig, som om hun var bange for, at jeg skulle sige noget mere. Hvor har du lært det ord? Altså, på kirkegården. Så sagde en pige, der sad ved en af de forreste pulte: Bulgarien, Bulgarien, kammerat lærer. Det var det rigtige svar. Og lærerinden klamrede sig til det halmstrå, bravo min pige. Og jeg følte mig så ensom med min Bog, med min Gud. Det var underligt, at der ikke kunne være to ord, som begyndte med det samme bogstav, som om B’et med sin puklede ryg var for spinkelt til at klare to så virkelig bombastiske ord.

– Ordet Bulgarien begynder med B. I Bulgarien er der ikke nogen Bog, ikke nogen Gud! Det er Bedstemorsnak, lærerinden lagde ekstra tryk på hvert enkelt B, det skal vi lære om senere hen i de ældste klasser. Har vi forstået?

– Men han findes jo på kirkegården …

– Det her er en skole, det er ikke … ”

Jeg kan så supplerende fortælle, at den franske oversætter Marie Vrinat og den tyske oversætter Alexander Sitzmann også har valgt at bruge Bog = Gud. Den franske skriver endda ordet BOG med kyrilliske bogstaver første gang det nævnes. Den tyske oversættelse forelå før min oversættelse, den franske kom, mens jeg var i gang. Den amerikanske har valgt God og Government (i stedet for Bulgarien), efter min mening ikke heldigt, da jeg tvivler på, at en lille pige i første klasse vil bruge et ord som regering, ikke mindst i et land, hvor regeringen blev omtalt som Centralkomiteen. Og for det andet er det vigtigt at markere modsætningen mellem troen på gud og troen på det kommunistiske Bulgarien.

Historiebevidstheden slibes i romanen af med de græske myter, hvor den røde tråd er vores alle sammens skæbne: at fædrene æder deres børn, en uhyggelig og ikke fulderkendt sandhed, som Gospodinov elegant smider i hovedet på os!

Gospodinovs sprog er udsøgt, fuldt af rytme, af sjove associationer, af kiasmer, paralleldannelser og lydrim. Og jeg har sikkert slet ikke fanget dem alle, men sjovt har det været. Og udmattende. Ofte måtte jeg undrende konstatere, at der var gået mange timer foran skærmen uden pause. Og faktisk var det MEGET trist at skrive sidste sætning:

”Jeg husker, at jeg døde som en snegl uden hus, en hybenbusk, en agerhøne, som en ginkgo biloba, en sky i juni (det minde er kort), en lilla efterårskrokus ved Halensee, som et kirsebærtræ, der er skadet af en sen aprilsne, som sne, der har gjort et besveget kirsebærtræ stivfrossent …

Jeg var os.”

I epigrafen til romanen Melankoliens fysik citerer Georgi Gospodinov forskellige forfattere fra den europæiske kulturkreds, samt sit eget alter ego, digteren Gaustin. Krumtappen i disse små citater er tanken om blandingen, om afvisningen af den rene genre og om vigtigheden af erindringen, om at gennemtrænge alt og blive stoffet selv, som Gustave Flaubert siger Den hellige Antonius’ fristelser.

Og så er det bare så glædeligt, når forfatteren Daniel Boysen, som er litteraturkoordinator på DOKK1 i Aarhus, skriver på Facebook under litteratursæson 2017: ”Melankoliens fysik af Georgi Gospodinov, Jensen&Dalgaard, oversat fra bulgarsk af Helle Dalgaard, oprindeligt udgivet i 2012. Det er en af de bedste bøger, jeg har læst i mange år. Svimlende og en smule vanvittig – skrevet med stor fortællelyst.” .

Melankoliens fysik er efterhånden udkommet i en halv snes oversættelser, i Skandinavien dog kun på dansk indtil videre. Romanen har været nomineret til flere internationale priser og fik i 2016 den schweiziske Jan Michalski verdenslitteraturpris.

Posted in Månedens oversættelse, Uncategorized | Tagged , , , , , , , , | Leave a comment

Det slutter aldrig

Af François-Eric Grodin

Artiklen blev oprindeligt trykt i Mellom – Tidsskrift for omsett litteratur #2/2016

På Den norske forfatterforenings hjemmeside indledes en samtale i 2013 mellem Mette Karlsvik og Kjersti Annesdatter Skomsvold sådan her:

MK: Fra gigantisk roman til diktsamling. Og det med et års mellomrom. Forklar!

KAS: Jeg må gjøre det jeg ikke skjønner hvordan jeg skal få til. Så nå blir det dikt.

Hver gang jeg går i gang med en oversættelse, har jeg selv en følelse af at jeg ikke kan finde ud af det. At det er et umuligt projekt overhovedet at oversætte en tekst til et andet sprog. Som om mit jeg er en forhindring, at det kæmper med det første jeg, forfatterens, der har omsat sine tanker og sansninger til en tekst. Umuligheden i at se og sanse og tænke med det andets jegs syn og sanseapparat og tanker i det andets jegs naturlige habitat. Men jeg er nødt til at prøve at trænge derind, sætte mit jeg ind imellem den eksisterende tekst og den der venter, udfordre det andet jeg til holmgang. Nu, jeg tænker over det, kan jeg bedre lide det nynorske ord: omsetje. Det er noget oversætteren og forfatteren har tilfælles. Teksten skal ikke bare over en bro, føres så umærkeligt som muligt fra et sted til et andet. Nej, når det omsættes foregår der en handel, en udveksling, en transformation, en kemisk reaktion, en metabolisme som kræver en anden organisme, teksten skal ikke (bare) bæres over til det andet sprog på varsomme hænder, men føres igennem det aktivt oversættende jeg som bliver en katalysator for en nyopstået tekst. Og alligevel må jeg’et træde i baggrunden, forsvinde, glide ind i mørket, med færten af noget velkendt, noget hjemligt, en kerne, noget oprindeligt, en følelse af at være så tæt på en essens, sorgen, savnet, den forfinede, toptunede sansning.

Min motivation for at oversætte Kjersti Annesdatter Skomsvolds Litt trist matematikk var ikke at jeg synes det er verdens bedste digte, eller at jeg mener verden er et fattigere sted uden dem, eller at det var en nødvendighed for mig. Den er at jeg identificerer mig med hendes projekt, og er blevet ramt af det, i en grad som jeg sjældent har oplevet. Det er et egoistisk projekt for mig. Et kærlighedsprojekt, kunne man måske også kalde det. Kærlighed til det på forhånd uopnåelige i at ville beskrive noget fuldt ud, opdage at det ikke går, have en mistanke om at det måske slet ikke kan lade sig gøre, sige fandeme nej, jeg prøver sgu igen, ad en anden vej, en jeg ikke mestrer, måske frygter, for måske … måske vil det så lykkes, måske vil den anden form afdække den fulde helhed, måske vil den modstand tvinge mig til at tilsidesætte mit ego, slå en sprække i det igennem hvilken en ny vej, en ny frekvens, et anden dimension kan smutte igennem. Jeg gør det fordi jeg gerne vil følge med på den tur, på sidelinjen, følges med Kjersti, parallelt, i hver vores virkelighed, ad hver vores bugtede veje som af og til, tilfældigt, uforudsigeligt, pludseligt tager et sving ind mod hinanden, næsten rører hinanden, gennem en bog, gennem skrift. Følge med på den tur som prøver at genskabe urlyden, den tone som universet har, men hele tiden må nøjes med at plukke enkelte toner ud af den og lave melodier af dem. Var det urlyden jeg fandt der? Eller der? Nej, det er blot utallige variationer skabt på et forsvindende lille udsnit af harmonien, hele tiden lidt tættere på, hele tiden lige så langt væk.

Den første gang jeg mødte Kjersti Annesdatter Skomsvold, var i hendes anden roman, Monstermenneske. Det var også første gang jeg blev ramt af en så gennemgribende, rørende, nærmest rystende følelse af at blive set og forstået gennem papirsiderne i en bog. Jeg blev opfyldt, smittet af håbet der blafrede genstridigt i det mørkeste mørke, den smittefarlige kampånd, en sanselighed så stor at den fik et næsten voldeligt udtryk, så sårbart, hudløst, blottet, flået. Så den bog tager jeg meget personligt, så er det sagt. Jeg følte den var skrevet til mig (som det jo er med god litteratur), og jeg følte at jeg kendte forfatteren. Et følelse der kun blevet stærkere da jeg mødte hende i kød og blod.

Jeg talte med Kjersti om at skrive, og hvordan alting på en måde bare var der, hinsides ordene, om hvordan alt omkring os, verden, universet, stjernerne er ligeglade med at blive beskrevet, og vi mennesker, som har mistet denne umiddelbarhed, gennem sproget søger efter denne førsproglighed – i et projekt der er dømt til at mislykkes, for hvordan nærme sig det med sproget? Det er det jeg føler at Kjersti hårdnakket forsøger alligevel.

Monstermenneske slutter sådan her (i min oversættelse):

Jeg fortæller Ellisiv om bogens slutning, at jeg skriver og skriver og ikke kan finde ud at slutte af. ”Jeg kan ikke finde ud af at skrive en slutning,” siger jeg, ”for jeg får aldrig den slutning jeg gerne vil have.”

Af alt det farlige som findes inde i os selv, eller i himlen, eller på jorden, behøver vi måske ikke være bange for andet end det der aldrig er blevet sagt. Når alt er blevet sagt, kan vi være trygge, men heller ikke før. Så kan vi omsider være stille fordi vi ikke længere behøver at være bange for at tie. Så får vi endelig fred. Alt det farlige bliver til sidst noget vi kan grine af. Dette siger jeg kun til dig.

”Du får aldrig den slutning du gerne vil have,” siger Ellisiv.

Det bliver aldrig færdigt. Sådan læser jeg det. Vi vil aldrig kunne sige det hele, trænge helt ind til kernen med teksten, favne hele meningen. Vi er dømt til at prøve igen og igen og, i Kjerstis verden, til at leve med angsten. Det gælder også oversættelse. I min verden er det en evindelig frygt for ikke at fange nuancerne fuldstændig, finde den helt ”rigtige” oversættelse, frustrationen som heldigvis går over til sidst og går over i accepten af den iboende umulighed i at oversætte og udløser alle de små glæder når det punktvis lykkes – i en nærmest mystisk oplevelse.

Det var, som sædvanlig, med forventningen om de følelser, at jeg gik i gang med at oversætte Litt trist matematikk. Og efter at have råoversat to tredjedele, sad jeg undrende, og lidt forskrækket, tilbage og tænkte: Er det bare det? Jeg synes ikke jeg havde oversat, for sprogets melodi er så bekendt, den lader sig, i hvert fald i første omgang, så let overføre til den norske dialekt som vi vel lige så godt kan kalde dansk. Jeg forventede voldsomme udfordringer som jeg ikke mødte. Overser jeg noget? Har jeg slet ikke fattet hvad det vil sige at oversætte lyrik? Tvivlen nager stadig – og det er vel egentlig det den skal. Udfylde sin rolle som oversætterens bedste ven: Prøv igen, stil spørgsmål til teksten, afkræv den svar! Hvorfor skal det overhovedet oversættes, var et af modspørgsmålene som teksten provokerende stillede mig. Kan en dansk læser ikke lige så godt læse den på originalsproget? Nej. For selv om de fleste af os ville kunne læse den og forstå langt størstedelen, så vil der altid være et filter, et slør som holder læseren på afstand, en forstyrrelse af signalet som en mobiltelefonsamtale med hyppige udfald. Og jeg tror (men jeg er ikke sikker på) at lyrikkens nøgenhed og koncentration, dens så helt igennem personlige karakter vil gøre filteret endnu tykkere og få det til at flyde langsommere, så det ikke lader alle farver, smags- og duftnuancer trænge igennem, men holder på dem som residualluft der forbliver fanget i digtet. Så i modsætning til min oplevelse med oversættelsen af Monstermenneske og 33, tænker jeg at Litt trist matematikk skal stå og trække, modnes, at jeg skal vende tilbage til den flere gange og prøvesmage, tilsætte andre urter, ryste flasken forsigtigt, vente igen. Og måske opdager jeg til sidst at det første bud faktisk var meget tæt på.

Måske er sagen også den at jeg ikke fornemmer den forventede forskel på at oversætte KAS prosa og lyrik så voldsomt. Af to primære årsager: Som forfatter, og vel også som menneske, er Kjersti så permeabel. Det virker som om alle sanseindtryk forstærkes, accelereres i hende som i en partikelaccelerator, rummet der er for gult, væggene der lugter for stærkt og fremkalder billeder af katakomberne med deres morbide kraniedekorationer. Og jeg bliver i hvert fald meget påvirket af dette antennemenneskes omsætning af sine indtryk til sprog, de pulserer i den enkleste prosa, som de også gør det i hendes lyrik.

Den anden årsag er at det er den samme verden. Værkerne kredser alle om Matheas/Kjerstis/K’s/Lilits liv som en brænding, ikke to bølger er ens, men alle brydes på den samme strand. Og former den, forandrer den, tilsliber den. Kjerstis digtsamling er for mig en uadskillelig del af et forfatterskab som indtil videre kredser om det samme tema, om hende, som er variationer over hendes egen historie. Eller sagt med Kjerstis Einstein-citat på titelbladet til Monstermenneske: ”The only reason for time is so that everything doesn’t happen at once.” Og selv om hendes arbejde må underlægge sig tidens kronologiske nødvendighed, bliver de til forudsætninger for hinanden og påvirker hinanden i en tidsspiral hvor den næste tekst ikke bare er påvirket af den forrige, men også selv virker tilbage på den og forandrer den hvorefter den igen virker på det næste i en endeløs bevægelse der ophæver tidens kronologiske forløb.

Derfor vil jeg have det hele med. Derfor synes jeg det er vigtigt at hele forfatterskabet bliver oversat, om jeg så selv skal udgive det. Og jeg vælger indtil videre at tro at arbejdet med Kjerstis romaner har skærpet mit øre for hendes tone som derfor ikke lyder så forskellig endda i digtene. Men det vil vise sig når jeg har været sammen med dem i lidt længere tid. Det glæder jeg mig til at være.

På de næste sider kan du se side 52 fra den norske udgave af Litt trist matematikk efterfulgt af to versioner af min oversættelse: Den første er en råoversættelse inklusive en fejllæsning som jeg normalt aldrig ville vise nogen, og som jeg har markeret med en asterisk. Den anden er resultatet af den første af sandsynligvis mange gennemskrivninger inden jeg på et tidspunkt må bestemme mig for at slutte.

HÅPET ER SANT
—————–

ABEL – Paris/Oslo

[…]

Nakken hennes er ofte vridd, ansiktet vendt mot nord,
øyet lengst vekk er det jeg bør følge med på.
Øyet som er nærmest ser,
mens det lengst vekk tar seg av tenkningen.

Hun nekter å bli kjent med meg, vil ikke at mennesker skal forstyrre henne,
samler insekter i den lunke karmen, klrer ikke reise seg fra senga,
noen morgener finner jeg henne der, famlende under dyna etter angstens midtpunkt,
eller vendepunkt, redd for dette hun skriver, og rommet er så gult,
det lukter for sterkt av veggene, hun tenker på katakombene bak tapetet,
dekorasjonene av hodeskaller, at rommet av tanker er uendelig, evig, inni den begrensede skallen
er det et uendelig rom, hun spør om det lukter likt i mitt univers,
om det lukter bark av stjernene mine?

Hun stirrer på alle som løper, men hun ser dem ikke som prikker,
som blir mindre og mindre mot horisonten, som en kunne regne med, tvert imot,
de blir uutholdelig store, hun hører heseblesende pust i det venstre øret,
som forsvinner ut av det høyre, i-land-menneskers løping,
lettsindig og meningsløs, hun spør om jeg også bliver svimmel.

A.

HÅBET ER SANDT
——————-

ABEL – Paris/Oslo

[…]

Hendes nakke er ofte drejet, ansigtet vendt mod nord,
det øje der er længst væk, er det jeg bør følge.
Det øje der er nærmest, ser,
mens det længst væk tager sig af tænkningen.

Hun nægter at lære mig at kende, vil ikke have at mennesker skal forstyrre hende,
samler insekter i den lunkne karm, magter ikke at rejse sig fra sengen,
nogle morgener finder jeg hende der, famlende under dynen efter angstens midtpunkt,
eller vendepunkt, bange for det hun skriver, og rummet er så gult,
lugten fra væggene er for stærk, hun tænker på katakomberne bag tapetet,
dekorationerne af hovedskaller, at tankernes rum er uendeligt, evigt, inde i den begrænsede skal
er der et uendeligt rum, hun spørger om der lugter af det samme i mit univers,
om der lugter af bark fra mine stjerner?

Hun stirrer på alle der løber, men hun ser dem ikke som prikker,
som bliver mindre og mindre mod horisonten, en man kunne regne med*, tværtimod,
de bliver uudholdeligt store, hun hører hæsblæsende åndedrag i det venstre øre,
som forsvinder ud af det højre, i-landsmenneskers løb,
letsindigt og meningsløst, hun spørger om jeg også bliver svimmel.

B.

HÅBET ER SANDT
——————-

ABEL – Paris/Oslo

[…]

Hendes nakke er ofte drejet, ansigtet vendt mod nord,
det øje der er længst væk, er det jeg bør følge.
Det øje der er nærmest, ser,
mens det længst væk tager sig af tænkningen.

Hun nægter at lære mig at kende, vil ikke have at mennesker skal forstyrre hende,
samler insekter i den lunkne karm, magter ikke at rejse sig fra sengen,
nogle morgener finder jeg hende dér, famlende under dynen efter angstens midtpunkt,
eller vendepunkt, bange for det hun skriver, og rummet er så gult,
væggenes lugt for stærk, hun tænker på katakomberne bag tapetet,
udsmykningen med hovedskaller, at tankernes rum er uendeligt, evigt, inde i den begrænsede skal
er der et uendeligt rum, hun spørger om der lugter ligesådan i mit univers,
om mine stjerner lugter af bark?

Hun stirrer på alle dem der løber, men hun ser dem ikke som prikker
der bliver mindre og mindre mod horisonten, som man kunne forvente, tværtimod,
de bliver ubærligt store, i det venstre øre hører hun hæsblæsende åndedrag
som forsvinder ud af det højre, i-landsmenneskers løb,
letsindigt og meningsløst, hun spørger om jeg også bliver svimmel.

Posted in Om enkelte værker/forfattere, Oversættelsesteori og -debat | Tagged , , , , | Leave a comment