Politiken betaler erstatning til Freek Van Den Ham

Nedenstående er skrevet af Allan Hilton Andersen, DOF.

I 2016 blev Freek Van Den Ham, herboende tekster og hollandsk født, af Rosinante spurgt, om han ville oversætte bogen ’Mijn verhaal’ af Johan Cruyff til dansk. Selv om Freek til dagligt tekster til dansk fra nederlandsk, engelsk og tysk, var han en smule tøvende, indtil jeg fik ham overtalt og tilbød ham og forlaget at være redaktør på bogen. Efter min mening var det uomgængeligt nødvendigt, at bogen blev oversat af en, der havde et indgående kendskab til fodbold, og ikke mindst hollandsk fodbold.

Samarbejdet gik som forventet glimrende, og bogen udkom den 18.11.med et forord af Frank Arnesen.

Den 13.11.16 bragte dagbladet Politiken i tillægget PS over otte en halv avissider et uddrag af bogen, som på dansk hedder ’Mit livs bane’. Forfatterens navn var angivet, ligesom Frank Arnesen og Rosinante. Men oversætterens navn fremgik ingen steder.

Oversætteren ringede selv til Politiken for at få en forklaring, og dagen efter bragte avisen en beklagelse. Hvad angik honorar henviste Politiken til Rosinante, som havde givet tilladelse til at optrykke siderne i avisen, og Politiken afviste pure at betale noget som helst.

Jeg sendte herefter et læserbrev til Politiken, som i første omgang blev antaget, men derefter afvist med den begrundelse, at den var et indlæg i en verserende sag mellem oversætteren og Politiken, som avisen ikke ville påvirke. Det argument kunne jeg godt acceptere, eftersom Rosinante havde givet tilladelse til, at uddraget kunne bringes i Politiken. Og hvem vil ikke gerne have otte en halv sides gratis reklame i et stort dagblad?

På dette tidspunkt stod det altså klart, at Rosinante og Politiken henholdt sig til den passus i oversætterens kontrakt, hvoraf det fremgår, at korte uddrag i forbindelse med anmeldelser og omtale af bogen er tilladte. Man må nok konstatere, at otte en halv side er mere end ’korte uddrag’, men at tage en tvist med forlaget på dette grundlag virkede uholdbart.
Efter at have konfereret med DOF’s formand, Morten Visby og DFF’s jurist, Anne Koldbæk, stod det klart, at kravet til Politiken skulle handle om manglende kreditering. Politiken fastholdt, at en beklagelse i avisen dagen efter måtte være tilstrækkeligt og nægtede at udbetale kompensation. Jeg skrev frem og tilbage med både chefredaktion og redaktøren på PS, men mødte mildest talt ingen forståelse, hvorefter Freek Van Den Ham kontaktede Dansk Journalistforbunds juridiske medarbejder, Dinna Arbo. (Årsagen til den kringlede arbejdsgang er den, at Van Den Ham som tekster er organiseret i DJ, men da dette er en bogoversættelse, trak jeg på mit medlemskab af DFF, som har rutine i at behandle sager af denne art.)

Oplysningerne fra DFF blev videregivet til Dansk Journalistforbund, som fremsendte krav til Politiken med bl.a. følgende formulering:

”Freek van den Ham er ikke blevet krediteret i forbindelse med udgivelsen af uddraget af bogen. Dette er en krænkelse af ophavsretslovens § 3, stk. 1.

Som følge af ovennævnte overtrædelse, er Freek van den Ham berettiget til godtgørelse efter ophavsretslovens § 83. Godtgørelse er et skønsmæssigt fastsat beløb, der gives for ikke-økonomisk skade. Kravet er opgjort til:  Godtgørelse: 3.000,-”

Politiken har herefter udbetalt godtgørelsen til Freek Van Den Ham.

Det er meget muligt, at dagspressen, in casu Politiken, har den opfattelse, at vi klynker, når vi ikke bliver krediteret. Men måske kan de lære almindelig anstændighed, hvis de skal til lommerne hver gang.

Posted in OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK | Leave a comment

DR betaler erstatning til oversættere

Af Mathias B. Andersen

Efter manglende kreditering, og et længere forhandlingsforløb, udbetaler DR kontante beløb til en række oversættere af klassiske litterære værker

I sommerens roste podcast-serie på DR TV, Klassikere genfortalt, præsenterer otte danske forfattere deres yndlingsbøger på 30-35 spiselige minutter. Det sker på tværs af verdenslitteraturen, fra Virginia Woolf til Lev Tolstoj, men selvom der bliver læst flittigt højt af klassikernes danske udgaver, så er oversætterne, hvis arbejde har forsynet dem, stort set udeladt.

Det er der nu blevet rådet bod på. I en sag, der i januar resulterede i en række kontante erstatninger til de involverede oversættere, bliver den manglende kreditering såvel som brugen af lange tekstuddrag fra de oversatte værker beskrevet som et brud på ophavsretten. Det fortæller Dansk Forfatterforenings jurist Anne Koldbæk, der efter de forudgående måneders forhandlinger er glad for at være nået til enighed med DR.

”Vi er vældigt tilfredse med, at DR gik med til at betale oversætterne”, siger hun, og kalder sagens afslutning for ”det bedst mulige udfald”.

Hun forklarer, at man i tilfælde af podcast-serien, der indeholder fyldige tekstuddrag fra de oversatte værker, er blevet enige om, at DR’s brug ikke er sket i overensstemmelse med ’god skik’, som reglerne for at citere under ophavsretten dikterer.

”DR havde så ikke gjort sig klart, at deres brug rakte ud over citatretten, ” fortæller hun, og bemærker desuden, at man skal passe på med at betragte de gamle værker eller klassikerne, der optræder i podcasten, som noget, der er til fri afbenyttelse. For selvom den oprindelige forfatters ophavsret ikke længere gælder, så har oversætteren sit eget krav til den danske udgivelse – ”en selvstændig ophavsret, ” siger Koldbæk og henviser til paragraf 4 i ophavsretsloven, som beskriver det oversatte eller ’bearbejdede’ værks uafhængighed.

Oversættelsen er en litterær fortolkning

På trods af sagens positive udfald for de involverede oversættere, så er DR’s manglende kreditering langt fra en enkeltstående episode i de danske medier. Ikke alle tilfælde danner basis for kontante erstatninger, men alle forglemmer sig i større eller mindre grad på selvstændigheden af oversætterens arbejde.

”Der er mange steder, ” siger Koldbæk, ”hvor folk egentlig ikke er klar over, at det, som oversætteren laver, er en litterær fortolkning af det oprindelig værk og derfor er et værk i sig selv, som man skal krediteres for. Det, der er interessant [i sagen med DR], er at man godt kan tænke ’Nå, men vi fortæller jo bare om bogen’ – men pointen er, at de går ind og læser op af den, og så er det en direkte brug af oversætterens arbejde og oversætterens ord. ”

På den måde handler sagen dels om en krediteringskrænkelse, dels om en overskridelse af citatretten, forklarer hun. Men sager som denne vidner også om et mere grundlæggende problem.

”Folk tænker på oversættelse som én-til-én overførsel, men sådan er det jo ikke ved litterære værker. De er altid udtryk for den individuelle oversætters fortolkning, ” siger Koldbæk, og her taler hun imod en meget sejlivet idé om oversætternes arbejde – et maskinelt syn på professionen, som gør det nemt at undskylde de hændelige udeladelser.

Alvoren i enhver udeladelse

I 2013 bragte Journalisten.dk en artikel af Lasse Højsgaard, som påtalte den manglende kreditering af oversættere. Dengang udtalte formanden for Dansk Oversætterforbund Morten Visby, at problemet havde to dimensioner. Der er tilfælde som Klassikere Genfortalt, hvor man forbryder sig på ophavsretten. Og så er der de mere ’uskyldige’ sager, hvor oversættelserne optræder med få eller ingen citater, dog stadig uden kreditering.

Den sidstnævnte type sager er til gengæld ekstremt udbredt og dermed ikke så uskyldig endda. Nemlig i de utallige tilfælde hvor et litterært værk anmeldes i medierne, uden at oversætterens navn nævnes. Avisernes anmeldelser ledsages ofte af en lille ”databoks” hvor man bliver oplyst om bogens titel, forfatterens navn, forlagets navn, bogens pris ikke mindst, og i bedste fald oversætterens navn, men det er altså langt fra tilfældet. (Det samme gælder i øvrigt omslagsillustratoren). Samme problem ses i boghandlernes netbutikker, hvor det hører til undtagelsen snarere end reglen at oplyse om oversætterens navn.

Disse tilfælde er svære at gøre noget ved, rent juridisk, og det kommer i virkeligheden alene an på, hvad mediehusene forstår som ’god skik’. Som Morten Visby fortæller Babelfisken, er det derfor vigtigt at understrege alvoren i enhver udeladelse.

”Det, der sker, er ikke kun, at der sidder en enkelt oversætter og bliver overset, ” siger han. ”For hver gang, man maskerer det kæmpe arbejde, en oversætter laver, så bidrager man til den selvfølgelighed, med hvilken folk betragter oversættelse generelt. Det bliver til noget, der bare sker. Som at trykke på en knap. ”

Ifølge Visby hænger det sammen med, at professionen altid ”har kæmpet med usynlighed på godt og ondt. ” Han bemærker, at usynlighed jo også er noget af det, som tiltrækker mange oversættere til at begynde med. Bagsiden af mønten viser sig imidlertid, når selve arbejdet begynder at blive udvisket og skjult, og når værkerne, som i Klassikere Genfortalt, bliver præsenteret som forfatterens egne umedierede ord.

Det gør kun situationen vanskeligere, at man ofte mødes med ”ringeagt”, når man så klager over en udeladelse, fortæller Visby. ”For det kommer let til at lyde som et forsmået klynk fra den stakkels oversætter, der gerne vil have sine 20 minutter i rampelyset. ” Men det er en kæmpe misforståelse af en profession, der med Visbys ord er ”utroligt ydmyg”.

”I virkeligheden er det jo vores arbejde, vi ikke vil have glemt, ” siger han. ”Det er det, vi ikke vil have skrevet ud af litteraturhistorien. ” Og det er der fare for, hvis den manglende kreditering fortsætter.

Posted in OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK | Leave a comment

KLYNK, SNØFT OG RALLEN

– eller tre ting, oversætterne selv lige skal huske

Af Morten Visby

Når det gælder problemet med manglende kreditering af oversættere, kan man passende tage udgangspunkt i, hvad der faktisk står i loven, dvs. Lov om Ophavsret. Der er en paragraf, der siger, at man gerne må citere fra bøger (§22). Der er en anden paragraf (§3), der siger, at hvis man citerer, er man forpligtet til at kreditere ophavsmanden. Endelig er der en paragraf (§4), der siger, at for oversættelsers vedkommende er ophavsmanden lig med oversætteren. Man må altså gerne citere fra en oversættelse, men man skal kreditere oversætteren. Man skal!

Det er det første, oversætterne skal huske: Det er ikke for dårligt, hvis folk glemmer at kreditere oversætteren, når de citerer. Det er ulovligt, og de kommer i fængsel (eller modtager en faktura fra Dansk Oversætterforbund). Hvorfor er det vigtigt? Fordi det betyder, at man som oversætter ikke skal blive ked af det eller sur, hvis man ikke bliver krediteret. Man skal bare ringe til politiet eller maile til Dansk Oversætterforbund og se, hvem der reagerer først.

Det er imidlertid vigtigt at forstå, at denne ret til at blive angivet ved navn i forbindelse med citater eller uddrag sådan set ikke handler om oversættere. Den handler om, at man kun må ‘krænke’ værkets integritet, for eksempel ved at citere fra det, hvis man angiver, at det pågældende lille klip altså er sakset fra noget, en anden har skabt i en anden sammenhæng, et andet ophav. Der er ikke nogen lov, der siger, at man saftsuseme skal kreditere oversætterne, for det har de fortjent, og de har det svært nok i forvejen.

Det er det andet, oversætterne skal huske: Oversætternes lovfæstede ret til kreditering er ikke baseret på et ønske om at værne om oversætternes synlighed. Retten til kreditering er baseret på et ønske om at værne om værkets integritet. Hvorfor er det vigtigt, at det er værket og ikke oversætteren, der er bærer af den ophavsretslige beskyttelse? Fordi det betyder, at man ikke har ret til at blive nævnt ved navn i sammenhænge, hvor der blot refereres til en oversættelse. Her forholder det sig stik modsat af situationen med et citat fra en oversættelse: Hvis folk ikke angiver oversætterens navn, når de omtaler en oversat bog, så er det måske nok for dårligt, men de kan ikke komme i fængsel – og oversætteren selv må gerne sende en mail til Dansk Oversætterforbund, men han eller hun skal ikke ringe til politiet, og der er heller ikke nogen grund til at sende en faktura.

Hvordan kan man nu egentlig være sikker på, at det ikke også er … lidt … for oversætternes skyld, at loven kræver angivelse af oversætterens navn ved citater fra oversatte værker? Det kan man vide, fordi der er en lille tilføjelse til den der paragraf (§3) om lovpligtig angivelse af ophavsmandens navn. Tilføjelsen lyder: “Sin ret efter denne paragraf kan ophavsmanden ikke frafalde.” Altså selv hvis man ikke vil have ret til kreditering, selv hvis man frivillig skriver under på, at man giver afkald på at blive krediteret, så kan man ikke gøre det. For det er ikke oversætteren, det kommer an på. Det er værket.

Disse ting har nogle konsekvenser for, hvad det egentlig er, vi arbejder for i DOF, når vi arbejder for kreditering af oversættere. I sidste ende arbejder vi ikke for at få flere oversætternavne i medierne, og vi arbejder ikke for at gøre oversætterne lige så kendte som andre litterære skribenter. Vi arbejder for at modvirke sløringen af den udenlandske litteraturs karakter af oversættelse ved at få værkerne til at fremstå danskfødte. Det er det tredje, oversætterne skal huske: Vi er ikke krænkede over udeladelsen af vores navne, men udeladelsen af vores navne krænker den oversatte litteratur. Deraf harmen.

 

§ 22. Af et offentliggjort værk er det tilladt at citere i overensstemmelse med god skik (…). 

§ 3. Ophavsmanden har krav på at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, (…) når dette gøres tilgængeligt for almenheden. (…) Sin ret efter denne paragraf kan ophavsmanden ikke frafalde (…).

§ 4. Den, som oversætter (…) et værk, (…) har ophavsret til værket i denne skikkelse (…).

Posted in OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK | Leave a comment

Mod overtro

Af Niels Brunse

Det er vigtigt for et oplyst samfund at bekæmpe overtro. Og i Danmark er vi nået langt. Men der findes stadig lommer af hårdnakket overtro, som vi er nødt til at afsløre og kritisere, koste hvad det vil. En af dem er den mærkværdige overbevisning om, at udenlandske tekster helt af sig selv metamorfoserer til dansk sprog, når de anvendes i Danmark. Og at det er ganske gnidningsfrit, fordi ethvert ord på ét sprog svarer nøjagtigt til ét ord på et andet sprog, hokus pokus filiokus, og alt er forklaret. Det gælder på litteraturens område, det gælder for film, teater og publicistik – fra tid til anden må tænkende mennesker klaske håndfladen mod panden og indtage noget beroligende, når de ser at denne forfærdelige overtro stadig trives, selv blandt intelligente medborgere. For så simpelt er det jo ikke.

Anmeldelser af oversat litteratur, hvor oversætteren end ikke nævnes. Opsætninger af udenlandsk dramatik, hvor oversætteren end ikke er krediteret i programmet, mens rengøringspersonalet og bartenderne er. Citater på dansk af fremmedsprogede klassikere i radio, podcasts, artikler, hvor det åbenbart ikke er faldet de citerende ind, at klassiker NN faktisk levede for rigtig mange år siden og knap nok havde hørt om dansk, endsige var i stand til at formulere sig på vores lille rige sprog. Det synes ikke at betyde noget.

De fleste læsere, teatergængere og brugere af tekster ved derimod godt – uden at gøre større væsen af det – at det ikke er lige meget, hvordan en litterær tekst er oversat og dermed hvem der har oversat den. I mit lange oversætterliv har jeg hørt mange reaktioner der viser, at det læsende og lyttende publikum umiddelbart forstår om der er ægte liv i den danske tekst, eller om den lige så godt kunne være lavet af en basalprogrammeret robot.

Dengang jeg selv var boganmelder, fortrinsvis af oversat litteratur, satte jeg en ære i altid at nævne oversætteren og helst også kommentere selve oversættelsen. Det skaffede mig både venner og uvenner blandt oversætterkollegerne, og det var ikke særlig sjovt når venner blev til uvenner, men det var hvad der fulgte med. Og det er netop pointen. Krediteringen af oversættere drejer sig ikke om at tilfredsstille oversætternes hungrende egoer, men om at sætte fokus på hvordan en ansvarsfuld opgave bliver løst. Vi lever i en verden, hvor fremskridt eller tilbageslag i én kulturkreds har eftervirkninger i andre, og vi kan ikke længere dele vores mentale billede af kloden op i ”vores eget” og ”alle de andres”. Litteratur af nærmest enhver slags er en vigtig budbringer om de globale forandringer, som vi alle er påvirket af, og om deres forudsætninger; og måden, litteraturen formidles på, er alt andet end ligegyldig.

Ringeagt for formidlere fører til ringe formidling, og højagtelse for formidlere fører til høj kvalitet i formidlingen, hvis dens udøvere er opgaven voksne. Der er mere end nogen sinde brug for mellemmennesker i den svære udvekslingsproces mellem forskelligartede kulturer. Oversættere har i århundreder varetaget den vigtige funktion som mellemmennesker, der forstår og formidler andre kulturers anderledes udtryk for noget, der somme tider er fremmed, men som oftere er velkendt på det basale menneskelige plan. Husk dem, læg mærke til dem, giv dem det både anerkendende og kritiske modspil, som de har brug for. Ellers vokser overtroen sig stor og grim igen.

Posted in OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK | 1 Comment

OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK

Tema på Babelfisken om oversættere og synlighed

Kære læsere.

Marts måneds tema på Babelfisken er de litterære oversætteres offentlige synlighed eller – især – mangel på samme.

Det sker alt for ofte at oversætteren af et værk ikke er nævnt ved navn i flere forskellige sammenhænge. Først og fremmest i forbindelse med boganmeldelser og ved omtale af et værk i alle slags medier, og når der citeres fra et værk, men også når en bog præsenteres af forlagene selv på deres websites og i kataloger, eller af boghandlere på og uden for nettet.

Hvorfor glemmes oversætterne? Hvad betyder det for oversætterne? Hvad betyder det for den der udelader oversætterens navn? Hvornår er det lovpligtigt at nævne oversætteren og hvornår er det simpelthen god skik og brug? Hvad kan der gøres ved problemet?

Det der kan siges med sikkerhed, er at det er et stort problem, som der må gøres noget ved. Dansk Oversætterforbund har i mange år arbejdet med problemet og fået gode resultater til gavn for oversætterne. Nu melder Babelfisken sig på banen, og håber I vil være med!

Hæng på, og se hvad der sker!

De bedste hilsner fra redaktionen.

 

Posted in OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK, Oversættelsesteori og -debat | Tagged , , , , , | 3 Comments

PEN Translation Prize 2017 til oversætter af tysk roman

I dag, d. 22. februar, blev vinderen af PEN’s årlige oversætterpris offentliggjort. Prisen på $3000 gik til oversætter Tess Lewis for oversættelsen af tysk-slovenske Maja Haderlaps Angel of Oblivion (Archipelago Books 2016; orig.udg. Engel des Vergessens, Wallstein 2011).

Tess Lewis, vinder af PEN Translation Prize 2017

Tess Lewis, vinder af PEN Translation Prize 2017

PEN Translation Prize, som anses for en af verdens mest prestigefyldte oversættelsespriser i den engelsktalende verden, gives hvert år til en oversættelse af en bog fra et hvilket som helst sprog til engelsk, udgivet det pågældende år. I år var bl.a. Iben Mondrups Justine, oversat til engelsk af Kerri A. Pierce, en af kandidaterne til prisen. Se de øvrige kandidater og læs mere her

Tess Lewis oversætter fra tysk og fransk og er desuden forfatter, anmelder og redaktør på The Hudson Review. Ud over Maja Haderlap har hun oversat værker af Peter Handke, Alois Hotschnig, Julya Rabinowich, Melinda Nadj Abonji, Pascal Bruckner og Jean-Luc Benoziglio m.fl.

Om oversættelsen udtaler dommerkomiteen, at Tess Lewis’ oversættelse indfanger Haderlaps elegante måde at balancere mellem romanenes forskellige fortællerstemmer på, og at den på fornemste vis følger hovedpersonens stemme fra barndom til voksenliv, hvor dybe følelser beskrives uden at det nogensinde bliver sentimentalt. Maja Haderlaps roman er (endnu) ikke oversat til dansk.

Babelfiskens redaktion ønsker tillykke med prisen.

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , | Leave a comment

Sprog skaber empati: kulturmøder i oversættelse

Af Juliane Wammen

Artiklen blev oprindeligt trykt i KOM – Magasinet for kommunikation og sprog #100

For nylig hørte jeg om et større markedsanalysebureau med en noget speciel oversættelsespraksis: Markedsanalysebureauets danske medarbejder lavede f. eks. et spørgeskema til en given undersøgelse og oversatte det selv til engelsk, ofte på et rudimentært niveau, eftersom analytikeren ikke var uddannet oversætter eller havde særlige sprogkompetencer. Dette engelsksprogede materiale var det, som kunden skulle tage stilling til, og hvis kunden sagde ja tak til undersøgelsens udformning, ville spørgeskemaet så blive oversat til de øvrige sprog inden for området – altså på baggrund af en original, oversat rudimentært, og af en ikke-kompetent person. Analytikeren klagede over at disse oversættelser tit var ret dårlige, og det er da også ganske muligt, at kvaliteten fra oversættelsesbureauet ikke holdt. Men et større problem, og årsagen til, at oversættelsesbureauet ikke kunne levere en god nok kvalitet, er nok snarere, at ”originalteksten” var skrevet på et fladt, unuanceret engelsk. Mulighederne for misforståelser er utallige.

Denne praksis er først og fremmest udtryk for en manglende respekt for sprogfaglige kompetencer: Man tror, at oversættelse og tolkning er noget, man bare lige kan gøre med venstre hånd, for ”vi kan jo alle sammen engelsk”. Ville man nogen sinde overveje at lade en tilfældig medarbejder rode med firmaets it-server på må og få, når der opstod et problem med det interne netværk? Det virker ikke sandsynligt. Men praksissen er også udtryk for en mere grundlæggende mangel på forståelse for, hvad sprog er og kan, noget man som oversætter ofte møder, når man skal forklare, hvorfor det for eksempel ikke er ligegyldigt, om det er menneske eller maskine der oversætter en tekst, eller at det at oversætte ikke bare primært består i at slå op i en ordbog. Den slags forestillinger glemmer, at der ikke er et en-til-en-forhold mellem ord på forskellige sprog, at nuancer og forskelle ikke bare er besværlige knaster, der skal udjævnes og fjernes gennem et fladt fællessprog, men at disse knaster faktisk udgør selve muligheden for at få indblik i helt andre verdner og tænkemåder end de vante, og dermed måske snarere skal betragtes som en styrke, end som noget der skal fjernes.

Sproguddannelser under pres
Det er ingen hemmelighed, at sproguddannelser på alle niveauer – folkeskole, gymnasier og universitetet – er under voldsomt pres i øjeblikket. Der går næsten ikke en dag, hvor man ikke hører om en sproguddannelse, som er blevet lukket, et fag der er blevet nedlagt eller lagt sammen med et andet, om at det er umuligt at få de unge til at vælge sprog som fag, både i gymnasiet og på universitetet. Og på trods af opråb fra erhvervslivet, om hvor vigtigt det er for handel og udveksling på tværs af grænser, at man kan tale med folk på deres eget sprog på et passende niveau (1), succeshistorier om, at Danmark f.eks. er det land, hvor der procentvis udgives næstmest oversat finsk litteratur (noget som bl.a. er opnået gennem et samarbejde mellem den statsligt finansierede Finnish Literature Exchange og finskstudiet på KU), eller at fag som tibetologi og assyriologi på Københavnsk Universitet og japansk på CBS nyder stor anerkendelse internationalt for deres stærke faglighed og traditioner, bliver sprogfagene alligevel lukket og skåret ned. På CBS er der således ikke længere egentlig forskning og undervisning i erhvervssproglige discipliner i andet end engelsk (2).

Sprog som indgang til andre verdner

I løbet af det seneste halve år har der været flere høringer og konferencer, som tog udgangspunkt i problemet med lukning af sprogfag og manglende sprogkompetencer i andet end engelsk. Og mange ord er blevet sagt om fremtidens arbejdsmarked og erhvervsliv i den forbindelse: om hvordan vi mister eksport- og handelsmuligheder, hvordan den manglende certificering af translatører fremover vil skabe problemer for firmaerne, hvordan det vil blive sværere at finde gode tolke til retssystemet. Alt sammen i den grad relevante grunde til at protestere voldsomt mod tabet af sprogkompetencer, som det vil tage mange, mange år at (gen)opbygge. Men der er et andet og dybereliggende aspekt af denne sprogdiskussion, som er mere uhåndgribeligt, men ikke desto mindre meget betydningsfuldt for, hvordan vi forstår os selv som mennesker og samfund. At kunne et sprog, at lære et sprog, er nemlig også en vej ind i en anden kultur, en anden virkelighed, en måde at forstå verden på, som gør en selv og samfundet rigere – i ikke-pekuniær forstand. I den forstand bliver oversættere, måske i særdeleshed af skøn- og kulturlitteratur, ikke bare formidlere af ”gode historier” fra andre lande, men også ambassadører for den kultur, det sprogområde, som deres litteratur er skrevet på.

Som det lød på årets Hieronymusdag (en årligt tilbagevendende konference som Kommunikation & Sprog arrangerer i samarbejde med Dansk Oversætterforbund, Forum for Billedmedieoversættere og Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på KU), der netop handlede om, hvorfor sproglig mangfoldighed er vigtig: ”Det globale medborgerskab skal styrkes. Fremmedsprog er kulturbærende og kulturskabende. Mange sprog er vigtige i et lille land. Sprog påvirker vores holdning og vores udsyn til andre kulturer og sprog. Hvis der ikke er en underliggende strategi, bliver det en ren tilfældighed, hvem og hvilke kulturer vi udveksler med.” (3)

Sprogforståelse skaber empati

”Sproget er det mest personlige vi har. Det former vores tanker, det gør os i stand til at kommunikere med vores omverden, det gør os til dem vi er.” (4). Sådan skriver Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i forbindelse med lanceringen af seksbindsværket Dansk Sproghistorie. Sproget er således grundlæggende for de fleste menneskers forståelse af deres egen identitet og et middel til at forstå verden – meget groft sagt som et filter hvorigennem man har adgang til de fænomener, der findes derude. Samtidig er det ikke muligt at træde ud af sit sprog, man er bundet til verden gennem sproglighed, og i særdeleshed også forbundet til menneskelige fællesskaber gennem sproget, både på det helt personlige mikroniveau og det abstrakte makroniveau. Sprog er så vigtigt, at f.eks. det ikke at mestre sit eget modersmål på en tilstrækkeligt nuanceret måde, ikke at kunne gøre sit indre liv forståeligt for sin omverden og ikke forstå nuancerne i, hvad den omverden kommunikerer, kan give voldsomme frustrationer og følelser af eksklusion og magtesløshed, som i sidste ende kan føre til voldelig adfærd. (5)

På det personlige, individuelle plan giver omgangen med et fremmed sprog derfor en bedre forståelse af andre, deres verdner og udgangspunkt, og skaber mulighed for tættere personlige relationer med færre misforståelser. Sprog er en indgang til anderledes måder at tænke på og se verden på. Det bidrager til kulturforståelsen at kunne sprog, for sprog er ikke blot et middel til kommunikation, det er også en internalisering af den andens verden, en mulighed for empati med den andens udgangspunkt. Relationen mellem sprog og verden er langt fra en-til-en; sprog udvikler sig i en dialog med omverdenen, skriver sig ind i den kontekst, de er opstået i, og reagerer på forandringer i den verden, samtidig med at de trækker tråde langt tilbage i tiden og langt ud i verden gennem ord og vendinger, særlig syntaks, tegnsætning og skrifttegn etc.

Et konkret eksempel er det grønlandske sprog, der i dag er truet, fordi så få mennesker (ca. 50.000) taler det. Det er det eneste sprog, som er opstået og udviklet i direkte forbindelse med den arktiske livsverden – dvs. hvis grønlandsk forsvinder, forsvinder også menneskets sprog- og begrebsliggørelse af den arktiske natur. (6)

Litterær oversættelse som middel til kulturforståelse
Engelsk er blevet lingua franca i mange grene af erhvervs- og forskningsverdenen, og det er berigende at kunne tale direkte med kollegaer på et fælles sprog. Men det er dybt problematisk at tro, at et almindeligt skoleengelsk er nok til at udtrykke komplicerede problemstillinger på en ordentlig måde. Det viser både en disrespekt over for den sproglige mangfoldighed, men også over for det engelske sprog, som selvfølgelig har sin egen kompleksitet.

Hovedparten af den litteratur, som oversættes til dansk, er oprindeligt skrevet på engelsk eller de nordiske sprog. Og dermed går vi glip af de forståelser af verden, som formidles gennem andre sprog. Det gælder ikke kun indholdet af den litteratur, der bliver oversat, det gælder også og i lige så høj grad måder at skrive og anvende sproget på. Oversættelser fra andre sprog – hvis den sproglige særlighed vel at mærke får lov at skinne igennem – tilfører det danske sprog nye og anderledes nuancer og variationer.

Sprogene har forskellige modi, stillejer, ligesom forfatteren bruger forskellige stillejer og sætningsbygninger inden for det enkelte sprog. Når man oversætter litteratur, smitter den fremmede syntaks og tekstopbygning i et vist omfang af på den danske, hvilket giver fornemmelsen af, at man læser noget, som er fremmed, samtidig med at det er på dansk. Det er en fuldstændig unik måde at kunne empatisere med andre på. Modersmålet og de associationer og tankebaner, ens primære sprog skaber i hjernen, kombineres med en let fremmed indholdsverden og strukturel verden, rent sprogligt. Man får så at sige den andens fremmedhed ind under huden på en ganske særlig måde. Hvis man har den holdning, at en oversættelse først og fremmest skal være hundrede procent dansk, oplever man ikke denne empati, men så kan der til gengæld være noget i indholdet, som giver én en mere faktuel, rationel viden om den fremmede anden.

Sproglige mangfoldighed giver bedre dansk
Dårlige oversættelser som følge af manglende sproglige kompetencer giver i sidste ende også et dårligt og unuanceret dansk, idet tilgangen til verden bliver baseret på et overfladisk ordforråd og manglende evne til at udtrykke sig nuanceret og rigt. Virkelighedens reelle kompleksitet går tabt i den afstumpede sprogverden.
Det danske sprog har altid taget imod mange påvirkninger fra hele verden og er blevet rigere af det. Og der er intet galt eller mærkeligt i, at det nu er engelsk, der dominerer. Men det manglende fokus på andre sprog giver et tab af nuancer og udtryksformer, som ikke kan måles og vejes umiddelbart, men som gør den kulturelle rettethed meget ensidig. Orienteringen – politisk, socialt, følelsesmæssigt – går kun i én retning, og eftersom verden er meget, meget større, er det et problem. Vi har i den grad brug for at forstå mennesker i andre dele af verden, både for vores egen og deres skyld. Vi har brug for at forstå deres menneskelighed, som mennesker. Og det at kunne tale og forstå – og oversætte – andres sprog, er en grundlæggende forudsætning for empati og forståelse.


Kilder

(1) Christensen, Joachim Hans Næshave & Anne Nyhus: ”Dansk Industri: vi har brug for de små sprog i dansk erhvervsliv” (DR Nyheder, 16/11-2016)

(2) Phillipson, Robert: “Universiteter sjofler fremmedsprogene” (Politiken, 25/10-2016)

(3) Hieronymusudvalget: ”Udtalelse fra Hieronymusdagen den 30. september 2016” (Kommunikation & Sprog, 30/9-2016)

(4) Det Danske Sprog- og Litteraturselskab: ”Dansk Sproghistorie 1-6, bd. 1” (DSL 9/11-2016)

(5) Demir, Ahmet: “Ikke at beherske sit modersmål giver konflikter” (DKNyt, 29/1-2013)

(6) Giese, Sebastian Loro: ”Sproglig mangfoldighed giver styrke – Hieronymusdagen 2016” (Babelfisken, 20/10-2016)

Posted in Oversættelsesteori og -debat | Tagged , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Månedens oversætter: Siri Nordborg Møller

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Jeg læste finsk på Københavns Universitet, og den daværende lektor Tuula Eskeland havde lagt mærke til, at jeg var meget glad for at oversætte, og måske mente hun også, at jeg havde nogle evner for det. I hvert fald spurgte hun mig på et tidspunkt, om jeg havde lyst til at oversætte en krimi af Reijo Mäki, fordi Helena Idström ikke var interesseret i den. Jeg slog selvfølgelig til og fik mig kæmpet igennem de 375 sider. Det var måske nok en lidt for stor mundfuld, men det var ekstremt lærerigt, og mit passive ordforråd blev kæmpestort. Efterfølgende opfordrede Helena Idström mig til at oversætte børnebøger, og hun sendte nogle opgaver videre til mig, hvilket jeg er meget taknemlig for.

I virkeligheden falder æblet nok ikke særligt langt fra stammen, for min far arbejdede i en periode som oversætter og tolk fra russisk, men jeg har nu aldrig opfattet det, som om jeg gik i hans fodspor. Jeg har bare altid haft det sjovt med at oversætte, uanset hvilket sprog jeg arbejdede med, og så har jeg været heldig at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Skønlitteratur, fordi der er større frihed og mere plads til kreativitet, men ud over det har jeg ingen præferencer. Jeg nyder at arbejde med mange forskellige genrer og teksttyper. Det er jo også noget af det, der gør, at oversættelse aldrig bliver kedeligt.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Jeg synes, det er svært at vælge en enkelt bog ud, men der har været et par stykker, som har haft betydning for min udvikling som oversætter. Emilia Lehtinen og Laura Valojärvis rimede billedbøger Håndbog for dragedyrkere og Dragelil, kan du spy ild? (Turbine, 2010 og 2012) tvang mig til at tage et kæmpe skridt væk fra teksten for at gendigte den, og det gav mig en større indsigt i, hvor fri man kan være, samtidig med at man er tro mod forlægget.

Leena Krohns Bipavillonen (Jensen & Dalgaard, 2014) var en drøm at få lov til at arbejde med. Jeg havde egentlig haft lidt svært ved at komme ind i Krohns forfatterskab, men da jeg begyndte at oversætte, var det, som om teksten bare flød af sted. Hun har en poesi og enkelhed, som åbenbart ligger godt til mig. I hvert fald oplevede jeg, at den oversættelse udfoldede nogle nye sider, som gjorde mig mere modig i forhold til at afprøve sprogets grænser.

Bedste oversættelse du har læst?

Jeg vil holde mig inden for mit eget felt og pege på to oversættelser, som har inspireret mig på hver deres måde: Kjeld Elfelts oversættelse af Aleksis Kivis Syv brødre (Det Danske Forlag, 1957) og Hilkka og Bent Søndergaards oversættelse af det finske nationalepos Kalevala (Museum Tusculanums Forlag, 1994).

Jeg har flere grunde til at sende Kjeld Elfelt en venlig tanke, men vigtigst er nok, at hans oversættelse af Syv brødre var stærkt medvirkende til, at jeg fik lyst til at lære finsk for at kunne læse mere finsk litteratur. Det er over 15 år siden, jeg læste bogen, men alligevel er der en sætning, som har hængt ved, og nu citerer jeg frit fra hukommelsen, så jeg håber, det er bare nogenlunde rigtigt: ”Her står vi nu som badstueløse mænd.” Den konstatering kommer en af brødrene med, da deres sauna er brændt ned efter en lidt for våd aften. Jeg synes, sætningen er genial, fordi den på én gang er nøgtern, men samtidig dybt tragikomisk. Og så kan jeg godt lide, at Elfelt har ladet det finske sprog smitte af og skabt ordet ‘badstueløse’ i stedet for fx at skrive ‘Nu står vi her uden sauna.’.

Oversættelsen af Kalevala er en pragtpræstation. Alene det, at man giver sig i kast med sådan et projekt, bør indgyde respekt. Kalevala er baseret på mytologisk stof, som er overleveret gennem en sangertradition. I perioden 1828-1834 rejste sprogforsker m.m. Elias Lönnrot rundt i Finland og Karelen og nedskrev sangene, hvorefter han bearbejdede og sammensatte dem til et samlet epos bestående af ca. 23.000 vers. Versene følger en bestemt rytme, det såkaldte kalevalameter, og er stærkt præget af bogstavrim. Dertil kommer, at versene to og to har det samme indhold, blot fortalt på forskellige måder. Der er altså nok af benspænd, men Hilkka og Bent Søndergaard har løst opgaven imponerende flot. Det er inspirerende bare at bladre lidt i bogen, fordi der er så mange gode ord og udtryk som for eksempel ‘gennemisnes’, ‘blanklaks’, ‘skægkrans’, ‘bærbuskheden’, ‘mårskindspose’ og min personlige favorit ‘tykmælkssnude’.

Hvor oversætter du?

Hjemme i min stue.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

Jeg har gennem de sidste mange år oversat Aino Havukainen og Sami Toivonens billedbogsserie om de gæve gutter Kalle og Palle, der kommer fra Særlinge, hvor man gør alting lidt anderledes end normalt. Derfor er bøgerne fyldt med finurligheder og ordspil, som godt kan give oversætteren hovedbrud. Et lille udpluk fra den seneste bog Kalle og Palles forunderlige jul (Turbine, 2016):

Kalle og Palle er på jagt efter et juletræ, og hos juletræssælgeren står der et skilt med teksten: ”Osta kuusi tai seitsemän”. Her spilles der på, at kuusi betyder både ‘seks’ og ‘juletræ’, så direkte oversat står der ‘Køb seks/et juletræ eller syv’. Hvad gør man så? Jeg tænkte, at man på dansk kunne udnytte ligheden af ‘træ’ og ‘tre’, så det blev til ”Køb et træ eller tre”.

Kalle og Palle har en udpræget tendens til at få ord og begreber galt i halsen. Da det går op for dem, at det er jul lige om lidt, og de mangler at lave tusind ting, udbryder Kalle: ”Nyt iski kuule ihan järkyttävä JOULUSTRÖSSELI! Äh, eikun tarkoitin tietysti JOULUSTRESSI!” Selvom man ikke kan finsk, kan man måske godt fornemme, at det vigtige ord her er ‘julestress’. Direkte oversat lyder sætningen: ‘Nu bliver vi ramt af en voldsom JULEKRYMMEL! Øh, jeg mener naturligvis JULESTRESS!’ Det lyder jo temmelig fladt. Så man leder lidt i kraniekassen efter et ord, der klinger af stress, og finder en struds: ”Nu bliver vi ramt af en voldsom JULESTRUDS! Øh, jeg mener naturligvis JULESTRESS!” Det giver både et ret sjovt billede, og så får man et U med som lydmæssig bonus.

Lydord er altid en udfordring for sig, og her er et eksempel med en ekstra lille krølle. Da Kalle og Palle er kommet hjem med juletræet, har de hængt det til tørre ude på badeværelset, som man nu gør, når man har slæbt det hjem gennem sneen. Det drypper fra træet, og lyden er angivet som ”TIP! TAP!”. Under normale omstændigheder ville det jo være lige ud ad landevejen at oversætte til ‘DRYP! DRYP!’, men omstændighederne er sjældent normale hos Kalle og Palle. De synger glade en kendt finsk julesang med omkvædet ”Tip tap tip tap tipetipetiptap”, og her illuderer det lyden af nisser, der lister af sted. Den eneste løsning, jeg lige umiddelbart kunne finde på, var at lade drengene synge ”Bjældeklang, bjældeklang”, mens dråberne akkompagnerede med et ”KLANG! KLANG!” ude fra badeværelset. Det kræver måske lidt god vilje, tunge dråber og en usynlig blikspand i bunden af badekarret, men det formidler trods alt forfatternes idé.

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Musikalitet og fornemmelse for sprogets nuancer. En god evne til at leve sig ind i historien og personerne, så man kan give dem liv på dansk. Ro og tid til at lade oversættelsen modne. En nysgerrighed over for litteratur og sprog generelt. Kritisk sans.

Posted in Månedens oversætter | Tagged , , , , , , , , , , , , , | 1 Comment

Friedrich Hölderlins Tårndigte

Af Jørgen Herman Monrad

Anmeldelse af Friedrich Hölderlin: Tårndigte. Oversat af Ejler Nyhavn. Forlaget Wunderbuch.

Johann Christian Friedrich Hölderlin (1770-1843): den store tyske lyriker, der lod sig inspirere af Goethe og Schiller, men hvis temperament var for impulsivt, for visionært og for sårbart til, at han kunne tilpasse sig den beherskede afmålthed i deres såkaldte klassik.

Hölderlin: filosofferne Hegel og Schellings studiekammerat ved det teologiske fakultet i den lille sydtyske universitetsby Tübingen, digteren Novalis’ og kritikeren Schlegels samtidige, den begavede unge mand, som alle ventede sig alt af, men som tilsyneladende ikke indfriede en eneste af de forhåbninger, man havde til ham.

Hölderlin: det stakkels ulykkelige geni, der gennem ti-femten år skrev en sand perlerække af formfuldendte, oldgræsk inspirerede oder, hymner og elegier, men som så brød psykisk sammen og tilbragte de sidste tredive år af sit liv som ”plejesøn” for en snedkerfamilie i et lille gulkalket tårn i Tübingen.

For årtier siden skænkede Thorkild Bjørnvig os med sin Brød og vin en smuk oversættelse af de vigtigste af de digte, Hölderlin nåede at skrive inden sit sammenbrud. For få år siden præsenterede Hans Christian Fink os for sin samvittighedsfulde oversættelse af Hölderlins brevroman Hyperion. For nylig gav lyrikeren Anders Abildgaard sit fine bud på en oversættelse af Hölderlins Pindar-fragmenter. Og nu har forfatteren, musikeren og pseudonymet Ejler Nyhavn så med sine Tårndigte forsøgt at løse den sidste og måske allermest udfordrende formidlingsopgave: at oversætte en række af de mange små, på engang glasklare, men samtidig gådefulde digte, den formentlig skizofrene Hölderlin skrev i sine sidste livsår i tårnet i Tübingen.

Die Linien des Lebens sind verschieden

Wie Wege sind, und wie der Berge gränzen.

Was hier wir sind, kann dort ein Gott ergänzen

Mit Harmonien und ewigen Lohn und Frieden.

Sådan lyder et af de berømteste små ”tårndigte”. Hos Nyhavn bliver det til:

I livets linjer er forskellighed

Som veje er, og ligesom bjergets tinde.

Hvad vi er hér, kan dér en gud fuldende

Med harmonier, evig løn og fred.

Hvornår er en lyrikoversættelse vellykket? Skal en lyrikoversættelse fra tysk til dansk indeholde nøjagtig det samme antal ord med nøjagtig den samme mening og nøjagtig de samme klanglige kvaliteter som originalens for at kunne kaldes vellykket? Er en 1:1 relation mellem oversættelse og original altid det ideelle mål for oversætteren? Og kan en kritiker med rette dadle oversætteren, hvis dette mål ikke er nået? Eller kan oversætteren tillade sig at give køb på en smule mening, hvis blot klangen tilgodeses? Eller på en smule klang, hvis blot meningen tilgodeses?

Et objektivt svar findes næppe. Men et mere pragmatisk svar er det let at formulere: Uden en vis frihed er det som oftest slet ikke muligt at foretage den manøvre, vi kalder oversættelse.

Lad os betragte den ovenstående original og den ovenstående oversættelse: Det første, der falder i øjnene, og det første, som øret hæfter sig ved, er utvivlsomt originalens enkle rytme og enkle enderim. Som Nyhavn selv påpeger i sit lille forord til sine oversættelser, så adskiller de fleste af Hölderlins sene digte sig fra hans græsk-inspirerede ungdomsdigte ved at have ”folkelige”, ”regelmæssige” rytmer og ved at have enderim. I den ovenstående original er en ikke helt ukompliceret filosofisk tanke illustreret med et forholdsvist enkelt billede af veje og bjerge. Charmen ved originalen ligger ikke mindst i denne enkelhed. I Nyhavns oversættelse bliver billedet af livsbaner, der kan være lige så forskellige, som veje kan være det, dog en anelse mere abstrakt og ikke helt så let for tanken at fatte, idet han taler om ”forskellighed” i stedet for blot at sige ”forskellige”. Dette gør han givetvis af hensyn til rimet. Den lille forskydning tillader ham jo at eftergøre Hölderlins rim ”verschieden”/ ”Frieden” med ”forskellighed”/”fred”.

Efter min mening kan vi dog – trods denne forskydning mod det abstrakte – kun glæde os over Nyhavns valg. For hvad er vigtigst? Den ordrette gengivelse? Meningens gengivelse? Klangen? Svaret er: Det hele på en gang, og i netop dette lille digt er rytmen og rimene utvivlsomt en uundværlig del af pointen. Ifølge en legende skal Hölderlin have klappet rytmen med venstre hånd mod sit skrivebord, mens han skrev med den højre, når et digt som dette blev til. Og dette rytmisk-kropslige skrivearbejde, der nok næsten kan sammenlignes med en taktfast vandring henad livets landevej, mærker man nu ikke kun i den tyske original, men glædeligvis også i Nyhavns oversættelse.

En lille detalje er dog, at Hölderlin – til forskel fra Nyhavn – i dette digts første og sidste linje rimer med tostavelsesord, hvis sidste stavelse er tryksvag. Altså med: ”verschieden”/ ”Frieden” og ”gränzen”/”ergänzen”. Dette giver digtet en klang, der er en anelse blidere, en anelse mere melodisk end klangen i Nyhavns oversættelse, hvor første og sidste linjes enderim er trykstærke. Jeg vil imidlertid på ingen måde klandre oversætteren for dette. For sagen er nok den, at der slet ikke findes to ækvivalente danske tostavelsesord med tryksvag sidste stavelse, som Nyhavn ville kunne eftergøre disse linjers melodiske blidhed med. Tysk og dansk er jo trods alt to forskellige sprog: Der vil altid ske en forskydning.

Og her er vi så ved et væsentligt oversættelsesfilosofisk spørgsmål, nemlig: Er de små eller større menings- og klangforskydninger, der så godt som uundgåeligt vil ske i en oversættelsesproces nødvendigvis beklagelsesværdige? Og skal vi partout være skuffede, når vi efter et nærmere studium opdager, at forholdet mellem original og oversættelse ikke er 1:1?

Eller kan vi tillade os at se forskydningerne som berigelser? Kan vi med andre ord tillade os at mene, at litterære klassikere og mesterværker i al deres uantastelige soliditet blot bliver berigede af de mange forskellige oversættelser til alverdens sprog, der med tiden grupperer sig omkring dem? Ja, mener jeg så afgjort. Den tysksprogede holocaust-overlevende lyriker Paul Celans langtfra ordrette, men ikke desto mindre geniale oversættelser af renæssancemesteren Shakespeares engelske sonetter viser os eksempelvis med al tydelighed, hvordan en kreativ oversætter kan få os til at opleve en original på en ny måde. Og det samme gør den danske symbolist Sophus Claussen med sine overordentligt musikalske, men heller ikke helt ordrette oversættelser af den engelske romantiker Shelleys digte.

Med Ejler Nyhavn har vi – fornemmer jeg – en oversætter, der som udgangspunkt ønsker at være at være så ordret og trofast som muligt. Og som, efter hvad han selv fortæller i sit forord, har brugt årtier af sit liv på at opnå dette. Men som ikke desto mindre af og til – velsagtens af selve de to sprogs forskellighed – tvinges til kun at rime ”halvt”, eller til helt at give afkald på et rim, eller til at udskifte et ord i originalen med et lidt ”skævt” synonym på dansk. Disse små uregelmæssigheder synes jeg hverken vi skal klandre eller beklage. Nej, vi bør tværtimod opleve dem som berigende musikalske variationer over originalernes givne temaer. Her er et eksempel:

Erinnerung ist auch dem Menschen in den Worten,

Und der Zusammenhang der Menschen gilt die Tage

Des Lebens durch zum Guten in den Orten,

Doch zu sich selber macht der Mensch des Wissens Frage.

Sådan lyder ”tårndigtet” ”Aussicht”s tredje strofe. Hos Nyhavn bliver det til:

Erindring er også for mennesket i ordet,

Og menneskers nødvendighed som alle dage gælder

Igennem livet for godt omkring på jorden,

Men til sig selv, mennesket videns spørgsmål stiller.

Som det ses, er oversættelsens rim ”kun” halve. Og som det ses, er flertals-dativ-formen ”den Worten” i oversættelsen blevet til entalsformen ”ordet”. Og som det endelig også ses, er det givetvis filosofisk vigtige ord ”Zusammenhang” i oversættelsen blevet til ”nødvendighed”. Små, men betydningsfulde variationer, som sprogenes forskellighed tvinger eller lokker Nyhavn ud i. Men samtidig små variationer, som gør det muligt at opleve og reflektere over disse gådefulde linjer på en ny måde.

Når Thorkild Bjørnvig i sin tid undlod at medtage de sene ”tårndigte” i sin Brød og vin, så skyldtes de formentlig to omstændigheder. Dels, at den charmerende enkelhed, der er over de små koncentrerede rimdigte, så let ville kunne forsvinde i oversættelsesprocessen. Dels, at man dengang stadig var tilbøjelig til at betragte digtene som så godt som uforståelige produkter af et skizofrent sind. Denne opfattelse har ændret sig meget i de seneste årtier, og vi kan derfor kun hilse det mere end velkomment, at Ejler Nyhavn nu med Tårndigte giver danske læsere mulighed for at bevæge sig ind i den sene Hölderlins sære univers. Ejler Nyhavns oversættelser kan nok allerbedst betegnes som smukke og begejstrede tilnærmelser til det i bund og grund utilnærmelige. Originaler og oversættelser er i øvrigt trykt side om side i denne gedigne, lillaindbundne bog fra forlaget Wunderbuch, som billedkunstneren Peter Brandes har illustreret, og som litteraturhistorikeren Jørn Erslev Andersen har skrevet efterskrift til.

Posted in Oversættelsesanmeldelser, Uncategorized | Tagged , , , , , , | 1 Comment

Søg arbejdslegater fra Statens Kunstfond

Babelfiskens redaktion vil gerne minde om, at der er ansøgningsfrist til arbejdslegater fra Statens Kunstfond om meget få dage, nemlig d. 1. februar kl. 23.59.

Det er legatudvalget for litteratur, der uddeler legater ved denne årlige ansøgningsrunde: Pengene gives på baggrund af en allerede eksisterende produktion, og det gælder både oversættere fra og til dansk, og af både skønlitteratur og almen kultur- og faglitteratur. Alle litterære oversættere kan altså søge, også selvom man ikke har et igangværende projekt.

Arbejdslegaternes formål er “at opretholde og fremme skabende kunstneres kunstneriske arbejde og produktion gennem tildeling af arbejdslegater af varierende størrelse, herunder treårige. Legater gives til fortsat kunstnerisk virke til kunstnere, der via deres hidtidige produktion har vist et særligt talent.”

Ud over de fire generelle kvalitetskriterier, som gælder for alle ansøgere, står der følgende om oversættere:

“For oversættere vil der særligt blive lagt vægt på, at oversættelsen videreformidler både originalværkets betydning og dets form, og at tonen i originalværket rammes på en overbevisende og sikker måde. Desuden kan udvalget også vælge at se på den litterære kvalitet af de værker, oversætteren hidtil har arbejdet med.”

Der må indsendes tekstprøver fra 2 værker, 5 sider fra hver, både original og oversættelse.

Læs mere og ansøg her.

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , | Leave a comment