Når et digt oversættes bliver det et andet digt

Af Pia Tafdrup

Da jeg trådte ned fra scenen i South Bank Center i Queen Eliszabeth Hall i London, kom en tilhører hen til mig og viste sin bare arm frem: “Se!” Hårene på armen stod lige i vejret. “Se, hvad dine digte har gjort ved mig,” sagde hun og løftede armen helt op foran mig. Jeg havde læst på engelsk på en international poesifestival tilbage i 1990, og man kan selvfølgelig gøre sig lystig over, at det var min udtale, der fik hårene til at rejse sig på kvindens arm, men det var rent faktisk digte, der var gået lige ind – på et andet sprog. Kvinden insisterede på, at jeg ved selvsyn skulle forstå, hvilken virkning mine digte havde på hende.

Jeg har fået mange herlige reaktioner i tidens løb selv på oversatte digte, men denne arm ser jeg stadig for mig. Eller en mand, der i 2013 sad hulkende på en stol i Bar Britania i Buenos Aires, hvor jeg optrådte på dansk, og en anden digter læste oversættelsen af Tarkovskijs heste på spansk. I Argentina skjuler man ikke sine følelser, når man berøres af, at en far bliver dement og dør. Det hører til kulturen her ikke at skjule, hvor ondt det gør at miste – og i dette tilfælde i dobbelt forstand, idet min far mistede hukommelsen, og jeg mistede ham, hvad digtene tematiserer. Det tab kunne manden i Bar Britania umiddelbart forholde sig til.

De to stærke kropslige reaktioner på min poesi har prentet sig ind. De står for mig som eksempler på, hvor meget det betyder, at digte eller andre tekster oversættes.  At det lader sig gøre at berøre et menneske på den anden side af kloden tænker ingen vel på, mens digtene bliver til, men når man år senere får lov at opleve, at det er muligt, ja, så er det et svar, der vel kommer bag på enhver.

Om oversættelsen lykkes afhænger af oversætteren. Jeg gør mit for at bidrage med oplysninger og svar på spørgsmål undervejs. Alt det jeg kan! Oversætteren skal ikke bruge unødig meget tid på at finde skjulte citater og. lign., derfor gør jeg i dag løbende notater om digtet, når jeg har skrevet det – noget jeg først er begyndt på, efter at jeg har fået en oversætter, der trofast har fulgt mig, siden jeg udgav Dronningeporten i 1998. Der er ikke noget, der har glædet mig så meget som forfatter som hans og andre oversætteres indsats. Og der er ikke mange, der har levet sig ind i mine værker på niveau med oversætterne, som ned i mindste detalje i hvert eneste digt har taget stilling til den ene eller anden løsning. Dog har komponisterne også været igennem udvalgte digte med tættekam. For mig er det vigtigt at stå til rådighed for oversætteren, hvis der er tale om sprog, jeg har kendskab til. Hvorfor ikke få det bedste ud af processen ved at svare på spørgsmål og give de oplysninger, der måske kan være til nytte?

En fri tolkning ser jeg nødigt. Jeg har været vidne til, at oversættere overtager andre digteres tekster. Det er ren voldtægt med teksten som offer. Smerteligt at være vidne til. Jeg er selv så trofast mod en tekst, jeg oversætter, som overhovedet muligt. Det samme håber jeg hver gang, at min oversætter også er.

Jeg sætter stor pris på, at oversættelser kommer så tæt på originalen som muligt, men vigtigst: det skal frem for alt være gode digte på det oversatte sprog! En vis frihed er derfor nødvendig. Min signatur i de danske digte skulle gerne kunne ses i oversættelsen eller måske snarere gendigtningen. At få dette særtræk frem er den helt store opgave for en oversætter. Hvordan overføres dette særtræk? Det er udfordringen. Kan man i oversættelsen se, at det er et digt skrevet af Pia Tafdrup? Oversættelsen skal være mere end håndværk, for at den åndelige signatur kommer frem på et andet sprog. Oversættelsen bliver kunst, når det lykkes.

Jeg skriver tilfældigvis på dansk. Var jeg vokset op i et andet land, skrev jeg på et andet sprog. Jeg tror, at jeg ville skrive digte, uanset hvor jeg var født. Selvom identiteten frem for alt er knyttet til modersmålet, kommer sproget alligevel i anden række, forstået på den måde at ens forældre bestemmer, hvilket land, man vokser op i. Den vertikalitet, man spænder over, når det gælder ens modersmål, bliver ikke den samme på andre sprog. Der eksisterer arkæologiske lag, man næppe når ned til, selv om man har benyttet andre sprog i årevis.

Når man tilhører et lille sprogområde som det danske, er det en umådelig glæde at få lov at nå flere end de få, der læser digte på dansk. Ikke desto mindre vil jeg til enhver tid hævde, at det danske publikum er mit primære publikum, for det er trods alt et andet digt, publikum får i en oversættelse. Lydsiden bliver en anden, og undertiden sker der også visse betydningsmæssige skred. Der er en forskel på at optræde med en dans eller hænge sine billeder op i et andet land og på at få trykt digte på et andet sprog. Det kan være gode digte, men de er og bliver forskellige fra digtene på ens modersmål.

Jeg er kommet til at holde meget af de mennesker, der har fordybet sig i mine digte og levet med dem i lang tid for at oversætte dem. Både jeg og mange læsere har haft glæde af, at digtene er blevet tilgængelige på fremmede sprog, for det er begrænset, hvor mange sprog et menneske behersker. Oversat poesi kan være i besiddelse af stor kraft. Og det virker meget voldsomt, når man hen over kulturelle grænser kan berøre andre mennesker. Jeg er dybt taknemmelig, når oversættelsen eller gendigtningen bliver så vellykket, at digtet kan gribe læseren på et andet sprog.

Advertisements
Posted in Om enkelte værker/forfattere, Oversættelsesteori og -debat, Uncategorized | Tagged , , , , , , | Leave a comment

Månedens oversætter: Niels Lyngsø

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Af den simple og lavpraktiske grund at jeg var nødt til at tjene nogle penge, eftersom man ikke tjener alverden som digter.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Det er et dilemma, for en oversætter er – ligesom en havnearbejder i gamle dage – på akkord: Man får betaling per enhed man flytter fra det ene sprog til det andet, ikke for den tid man bruger på det. En svensk krimi er forholdsvis ukompliceret og giver derfor en højere timeløn, men er til gengæld mere opslidende fordi jeg føler mig understimuleret. Kvalitetslitteratur som Roth, Genet eller Proust tager meget længere tid at oversætte og giver dermed en lavere timeløn, men til gengæld er det langt mere tilfredsstillende: Hvis jeg virkelig er begejstret for en bog, får jeg ekstra lyst til at gendigte den så godt som muligt, og jeg føler også at jeg lærer noget af det som forfatter. Mit eget sprog bliver rigere, min syntaks bliver smidigere, og jeg kan lure alle mulige subtile tricks af, fortællemæssigt, stilistisk, metaforisk.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Jeg kan ikke pege på en enkelt bog, men forfattere som dem jeg nævnte i mit forrige svar, har det været en fornøjelse at give en dansk stemme. Det samme gælder blandt andre Junot Díaz og Michel Houellebecq. Jeg har været heldig at få mange virkelig spændende opgaver.

Bedste oversættelse du har læst?

Igen er det svært at pege på en enkelt. Men den der umiddelbart falder mig ind, er Shelleys Den følende blomst, oversat af Sophus Claussen. Den danske gendigtning er næsten bedre end originalen.

Hvor oversætter du?

Som regel hjemme hos mig selv, ved mit arbejdsbord, omgivet af bøger. Det trives jeg bedst med. Men jeg sætter også stor pris på det privilegium at mit arbejde er transportabelt. Det giver en fleksibilitet og en frihed, som jeg ikke vil undvære.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

Prousts syntaks er noget af det mest udfordrende jeg har været ude for: De mange led før hovedsætningens verbum, indskuddene og bisætningerne, som ofte vender anderledes på fransk end på dansk på grund af “de”-genitiven osv. For næsten hvert eneste punktum var jeg nødt til at oversætte stump for stump af den franske periode og derefter sidde længe og flytte rundt på brikkerne før puslespillet faldt på plads, og det blev en nogenlunde velformet dansk periode.

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

En oversætter skal først og fremmest være dygtig til sit modersmål, altså målsproget. Selv har jeg ingen formel uddannelse i de sprog jeg oversætter fra (svensk, norsk, engelsk, fransk, en sjælden gang imellem tysk). Jeg har bare fusket mig frem til at have en nogenlunde læsefærdighed. Til gengæld bilder jeg mig ind at have en slags litterært gehør – ligesom et musikalsk menneske, der instinktivt kan høre om det klinger som det skal.

Posted in Månedens oversætter | Tagged , , , , , , , | Leave a comment

I oversætterkunstens tegn – fortsat

Af Nanna Kalkar og Lilian Kingo

Anden halvdel af Babelfiskens reportage fra Århus-arrangementet I oversætterkunstens tegn, på Godsbanen den 20. september (se første del på Babelfisken fra den 6. november): Lilian Kingo og Nanna Kalkar deler her deres oplæg og interview henholdsvis – først Lilian Kingo om Faldgruber i oversættelse fra svensk til dansk, derefter Nanna Kalkars Samtale mellem oversætter Nanna Kalkar og forfatter Felicia Welander.

Af Lilian Kingo

I anledning af vores Århus-arrangement ”I oversætterkunstens tegn” den 21. september fortalte jeg om mine erfaringer med faldgruber i oversættelse fra svensk til dansk. Det her er, hvad jeg kom ind på:

 Faldgruber i oversættelse fra svensk til dansk

Hvis to mennesker møder hinanden første gang – den ene en dansker og den anden en svensker – og svenskeren spørger danskeren: ”Vill du bolla med mig?” så vil danskeren nok mene, det er et temmelig nærgående og grænseoverskridende spørgsmål. Men det er det overhovedet ikke for svenskeren, for han eller hun har sådan set bare spurgt danskeren, om de to skal udveksle idéer. ”Att bolla” på svensk betyder at ”spille bold” med idéer.

Man kan komme så gruelig galt af sted, hvis man regner med, at ord, der lyder og staves nogenlunde ens på svensk og dansk, så også betyder det samme. Det gør de nogle gange, andre gange ikke. De fleste kender de mest almindelige: glasögon (briller), frukost (morgenmad) og korv (pølse). Men der er langt flere, og her kommer et par af de knap så kendte, alle sammen adjektiver:

Försmädlig betyder ikke forsmædelig, men spydig/hånlig.

Tillgiven har ikke noget med tilgivelse at gøre, men betyder hengiven.

Olustig betyder ikke, at noget ikke er morsomt, det betyder utilfreds eller ubehagelig.

Tillfällig kan både betyde tilfældig og midlertidig, og det gør jo en vis forskel i en sætning, om ordet har den ene eller den anden betydning.

Nogle gange tror vi som oversættere, at vi ved, hvad et ord betyder, også selvom vi ikke har slået det op. En god oversætter vil altid studse, hvis der er noget i en tekst, der lyder underligt, eller som ikke giver mening – det siger sig selv. Men det farlige er, når en forkert oversættelse af et ord eller en vending giver mening i teksten, for så studser oversætteren jo ikke. Det skete for mig to gange i starten af min karriere som oversætter fra svensk, og heldigvis havde jeg i begge tilfælde en vågen og svenskkyndig redaktør.

Det ene af ordene var ”Vintergatan”, som betyder ”Mælkevejen”. Ordet optrådte i en bog, hvor vinteren var iskold og hård, og hvor der lå sne og is overalt. Hovedpersonen var lige steget ud af sin bil, og hun kiggede ud på et islandskab i en by. Beskrivelsen af al den is og frost blev afsluttet med: ”Vintergatan blänkade,” og jeg så for mig, hvordan gadelygterne fik isen på den vinterlige gade til at glimte, så jeg studsede ikke. Hurra for gode redaktører. I øvrigt har Anne Marie Bjerg skrevet en bog om oversættelse fra svensk, hvor hun også begår en bommert med ”Vintergatan”.

et andet ord var ”Ormbunka”, som betyder bregne. Også her var det iskold vinter, og hovedpersonen sad og kiggede på nogle iskrystaller på ruden. En af dem sammenlignede hun med en ormbunka. Jeg så en masse slanger for mig (”orm” på svensk betyder jo ”slange”), som viklede sig ind og ud af hinanden, altså ikke slanger med bløde former, som de ser ud i virkeligheden, men sådan nogle stiliserede slanger som i vikingesmykker eller keltiske smykker, hvor de snor sig ind og ud af hinanden i geometriske former. Endnu et eksempel på et sted, hvor jeg ikke studsede, fordi min fejloversættelse gav mening. Endnu en gang hurra for gode redaktører, så jeg slap for røde ører.

Et eksempel på en oversættelse, hvor jeg helt klart selv ville have studset, hvis det havde været mig, der oversatte den pågældende bog, er denne: To børn ligger bundet og kneblet i deres senge, og tre skurke har tænkt sig at stikke ild til den hytte, de befinder sig i. Men vores heltinde er rykket ud og har allerede uskadeliggjort den ene af skurkene, og nu venter hun inde i hytten sammen med børnene på, at de to andre skal komme ind. Hun fortæller børnene, at det snart er overstået, hvorefter hun siger: ”Blunda!” Og det blev oversat til: ”Læg jer til at sove”. Men ”att blunda” betyder ikke at tage sig en blund eller at sove, det betyder ”at lukke øjnene”. De færreste lægger sig vel til at sove, hvis de er i livsfare.

Så ja, som oversætter skal man studse, hvis noget lyder sært, og man skal være vågen. Men hånden på hjertet: Nogle gange er man mere vågen end andre gange. Og hvis man sidder og småsover, kan der snige sig direkte oversættelser ind i teksten, f.eks. af disse meget almindelige svenske ord:

Att le – at smile (og ikke le)

Tak – loft (og ikke tag, i hvert fald ikke altid)

Undra – spørge (og ikke undre sig)

Samtal – telefonopkald (og ikke samtale, i hvert fald ikke altid)

By – landsby (og ikke by)

Skjul – udhus/skur (og ikke skjul)

Söt – køn (og ikke sød, i hvert fald ikke altid)

Jeg har mere end én gang opdaget, når jeg gennemlæser det, jeg har råoversat, at jeg har oversat ordene ”lige over”. Og her er et par lidt mere underholdende af slagsen, som også kan optræde, hvis man sidder og kører lidt for meget på automatpilot:

Legosoldat – lejesoldat (og ikke Legosoldat)

Ruska på huvudet – ryste på hovedet (og ikke ruske på hovedet)

Byta kläder – skifte tøj (og ikke bytte tøj)

Hvis det er så som så med vågenheden, kan det også gå galt ved sammensatte ord. Her er et par stykker:

Svensk: krigsföring – dansk: krigsførelse

Svensk: hälla upp – dansk: skænke op

Svensk: blåsa röken ut – dansk: puste røgen ud (altså når man ryger)

Svensk: tvåspråkig – dansk: tosproget

Svensk: utbredning – dansk: udbredelse

Svensk: avtjäna – dansk: afsone (en fængselsstraf)

Svensk: avguda – dansk: forgude

Svensk: skrupelfri – dansk: skruppelløs

Svensk: förvränga – dansk: fordreje (sandheden)

Svensk: halstablett – dansk: halspastil

Svensk: räddande ängel – dansk: frelsende engel

Det er sket mere end én gang, at jeg har fundet nogle af de ovenstående i en råoversættelse, selvom jeg jo udmærket godt ved, at det ikke hedder ”skruppelfri” eller ”reddende engel” på dansk.

De ord, der er så tæt på hinanden på svensk og dansk, er efter min mening de største faldgruber, når man oversætter fra svensk. Når jeg læser korrektur på mine oversættelser fra svensk, finder jeg helt andre fejl, end når jeg læser korrektur på mine oversættelser fra engelsk. Fra engelsk handler det tit om hele sætninger, der lyder lidt ”off”, mens det fra svensk tit handler om (dumme) fejl i enslydende/næsten-enslydende ord og vendinger.

Jeg holdt dette foredrag for et par år siden, og dengang havde jeg et stykke papir liggende ved siden af min computer i flere måneder, så jeg kunne skrive de tricky faldgrube-ord ned, efterhånden som jeg stødte på dem. Mange af dem er havnet i dette foredrag. Da jeg blev bedt om at fortælle om faldgruber fra svensk til dansk en gang til i anledning af ”I oversætterkunstens tegn”, lagde jeg endnu en gang et stykke papir ved siden af computeren, og her er et par af de nye:

Det svenske ord ”sur” kan både betyde ”sur”, ”våd”, ”forarget” og ”irriteret”.

Chokladkaka betyder en plade chokolade (og ikke chokoladekage, i hvert fald ikke altid).

Vita gäss på havet betyder hvide bølgetoppe (og ikke hvide gæs, i hvert fald ikke når man står og ser ud over havet i blæsevejr og beskriver, hvordan det ser ud).

Af Nanna Kalkar

Samtale mellem oversætter Nanna Kalkar og forfatter Felicia Welander. 

I samtalen med svenske Felicia Welander, som debuterede med sin bog Kanske imorgon i 2015, der nu er udkommet på dansk med titlen Måske i morgen, talte vi blandt andet om, hvad der havde inspireret hende til at skrive bogen. Den tager afsæt i nogle meget alvorlige emner – at miste et barn og at være dødeligt syg – hvordan fik du inspirationen til, at den netop skulle handle om det?

Felicia: Jag konfronterades tidigt i livet med en stor sorg när min bästa vän dog i en bilolycka. Sedan dess har jag funderat mycket kring vad sorg gör med människor, hur olika vi sörjer, men också vad det är som gör att nästan vad vi än upplever – så kan vi människor ta oss vidare och hitta någon form av mening. Det som var avgörande för mig i den situationen var vänskap. Därav temat på den här trilogin.

Bogen bærer undertitlen ”en venskabsroman”, og det er også det spirende venskab mellem Eva og Mona, som driver handlingen frem, selvom Eva til at begynde med er meget modvillig og helst vil være alene med sin sorg, mens Mona umiddelbart virker meget påtrængende og overdrevet entusiastisk. De har det til fælles, at de begge har taget en stor beslutning: Eva vil begå selvmord, fordi hun ikke kan leve med savnet efter sin datter, og Mona vil nyde livet nu og her, fordi hun ved, at hun er syg og måske ikke får lov til at leve ret længe.

Jeg spurgte Felicia, hvilken betydning hun tror, at venskab har for mennesker generelt – for vores måde at være sammen på? For vores overlevelse som mennesker i en verden, hvor individualismen vinder mere og mere frem? Og hvad er det for en styrke, de to kvinder giver hinanden?

Felicia: Jag tror att vänskap är alldeles livsavgörande för oss människor. Att vi finns för varandra, lyfter varandra. Men jag tror också att den vänskapen kan komma i mycket oväntade former. Jag valde en stark kvinnlig vänskap eftersom det är vad jag själv har upplevt, men den kan komma från oväntat håll. Personligen tror jag att vi mer och mer bliver individualister, men att det inte nödväntdigtvis behöver vara negativt, så länge vi är öppna för andras olikheter. Det som blir farligt är när vi stänger in våra känslor och bliver rädda. Det är också något jag försökt illustrera med den här boken. Att vi kan vara extremt olika, men ändå berika varandras liv. Vi människor behöver varandra.

 De to hovedkarakterer i Felicias bog kan som typer virke ret ekstreme og ganske stædige. Hvorfor vil Monika for eksempel ikke fortælle Erik, at hun er syg? Hun har tidligere fået kemoterapi i et helt år, hvor hun bildte ham ind, at hun var ude at rejse, og nu er svulsten vendt tilbage, og hun vil ikke sige noget om det – hvad er det, hun er bange for?

Eva ’tackler’ sin sorg ved at være indadvendt og trist, mens Monika forsøger at være (overdrevet) positiv over for livet; det interessante er, at man umiddelbart kan leve sig mere ind i Eva, mens man synes, at Monika er ’for ekstrem’ i sin livsglæde. – Evas ekstreme beslutning om at tage livet af sig er på mange måder lettere at forstå, og det siger måske også noget om, at man bag Monikas glæde fornemmer sorgen, som hun forsøger at skjule, så derfor virker hun uægte. Eva er derimod ikke i stand til at opbygge en facade på samme gennemgribende måde, selvom hun dog har undladt at fortælle på sit arbejde, at hun har mistet sin lille datter. Hvem af de to kvinder føler du dig mentalt tættest på, hvis man kan sige noget om det?

Felicia: Ja, Monika kan verka modig men hon är också rädd. För att överleva har hon skapat sig en roll av den glada, spontana, roliga, äventyrliga. Därför blir hennes egen sjukdom svår att hantera. Den person hon är när hon är sjuk känner hon sig så långt ifrån. Det är inte den hon vill vara. Hon vägrar helt enkelt vara den personen för Erik och fortsätter istället upprätthålla bilden om den hon är i hans ögon. Jag tror ofta det är så, även om det inte är så extremt som i det här fallet – men att vi döljer våra sorger och istället skapar oss fasader. Det kan bli farligt i längden. Jag skulle säga att både Eva och Monikas syn på världen båda är orealistiska eftersom de är två ytterligheter.

När jag skapade Kanske imorgon ville jag använda mina egna känslor men skapa en berättelse om två karaktärer som var så långt ifrån mig som möjligt. Så olika mig som det bara gick. När jag skrivit klart insåg jag att det inte alls blev så. Jag känner igen mig i båda. När jag mår dåligt är jag mer som Eva och när jag mår bra mer som Monika, fast inte alls så extremt förstås.

 Naturen spiller ofte en central rolle i bogen, ikke bare som kulisse, men som et sted, hvor især Monika henter energi og føler sig fri og hjemme og forelsket. Jeg spurgte Felicia, om hun selv har et lidt romantisk eller måske nostalgisk forhold til naturen, og om det også virker livgivende på hende at være midt i den?

Felicia: Ja, naturen är extremt viktig för mig. Jag tillbringar mycket tid – både ledighet och skrivande – i ett litet hus vid en sjö i Södra Hälsingland – i mitten av Sverige – och har gjort sedan jag var liten. Även Stockholm, där jag har min vardag, är full av vatten och natur och det är väldigt viktigt för mig att hela tiden få några pauser i den, den är ett stöd för mig och en slags vän den också. En stor del av mina berättelser börjar som en tanke på en promenad i naturen.

Til slut samlede jeg op på bogen og dens budskab om vigtigheden af et venskab, og jeg spurgte Felicia, om hun kunne sige et par ord om den næste bog i den planlagte trilogi:

Selvom Monika og Eva er vidt forskellige i deres tilgang til livet, finder de altså alligevel hinanden, fordi de begge bærer rundt på en sorg, som er svær at håndtere alene. Og jeg fornemmer også tydeligt, at du med denne bog fortæller det, som du var inde på tidligere: at det at betro sig til andre mennesker, at have en ven, man kan dele sorger og glæder med, er livsnødvendigt for vores overlevelse.

Jeg læser bogen som en bekræftelse af, at det er bedre at kaste sig ud i venskabet og dermed risikere at miste det igen, end det er at beskytte sig selv ved aldrig at lade andre komme tæt på. Man er nødt til at turde løbe risikoen og lukke andre mennesker ind, fordi vi er stærkere sammen end alene – ikke sandt?

I løbet af bogen kommer både Eva og Monika til at skulle træffe nogle store beslutninger, og det er tydeligt, at venskabet har forandret livet for dem begge – kan du løfte sløret for bog nummer to i trilogien; får Eva en ny veninde, og hvordan går det med hende og Patrik?

Felicia: Ja, utan att avslöja för mycket om slutet på Kanske imorgon eller nästa bok, Bara idag, kan jag avslöja att Evas och Monikas vänskap fortsätter genom hela trilogin, men kanske inte på det sätt som man förväntar sig. Jag har också velat undersöka hur det är att gå vidare utan att någonsin glömma. Hur lever de vi förlorat vidare i våra liv? Hur påverkar de oss? Hur påverkar en vän oss och våra val? Är vänskap något som kan avslutas? Det är något jag kommer undersöka i de andra två böckerna. I nästa bok som på svenska heter ”Bara i dag” kommer Patrik och Eva ge sig ut på en resa, men Monika finns också med på ett hörn – och det får konsekvenser.

Posted in Nyheder og begivenheder, Oversættelsesteori og -debat, Uncategorized | Tagged , , , , , | Leave a comment

Ny oversætterskole vil skabe et fælles sprog

Af Juliane Wammen

Til foråret åbner Forlaget Gladiator en oversætterskole. Den bliver en del af Gladiators mange tilbud om at lære – eller blive bedre til – at skrive inden for en bred vifte af genrer. Forlaget har haft stor succes med modellen: Voksne mennesker betaler for et kursusforløb på en af Gladiators skoler, og undervejs kan Gladiator håndplukke lovende talenter til udgivelse på forlaget. En dynamisk forretningsmodel, som allerede har kastet interessante udgivelser af sig. Men giver modellen mening, når det kommer til litterær oversættelse? Og kan man overhovedet lære at oversætte på den måde?

Tekstnær oversætterskole
Nyheden om oversætterskolen har vakt bred interesse i oversætterkredse. Der findes i dag kun få praksisbaserede uddannelsestilbud for litterære oversættere, og de tager alle udgangspunkt i en (teoretisk baseret) sproguddannelse med oversættelse som fokus. De fleste af disse uddannelser eller kurser udbydes af universiteterne, selvom der også findes et oversætterakademi for spansk til dansk-oversættere under Skjødt Forlag og forskellige kurser og workshops i Dansk Oversætterforbund.

Gladiators model er en anden. Deres forfatterskoler tager udgangspunkt i praksis, det vil sige i de tekster kursisterne selv har skrevet. Over nogle måneder mødes de skrivende, læser hinandens tekster og taler om dem i plenum, uden at den enkelte kursist i første omgang får mulighed for at forsvare sig. Der bliver gået dybt ind i teksternes detaljer, og meningen er at skabe et trygt rum, hvor tilbagemelding på teksterne kan blive oprigtig, saglig og ind-til-benet. Modellen lægger sig op af den praksisbaserede undervisningsmetode, som Forfatterskolen har benyttet sig af siden begyndelsen: ud med teoretiske overvejelser om skrivning, ind med nærlæsning og konkret tekstfokus.

Oversættelse som litterær praksis
På oversætterskolen skal de 10-12 kursister møde op med hver deres oversættelse, som ligeledes læses og kommenteres i fællesskab gennem en lærerstyret, kritisk samtale. Formålet er, som skolens hovedunderviser Troels Hughes Hansen udtrykker det, at ”gøre kursisterne til gode (eller bedre) tekstlæsere og samtidig skabe et fælles sprog til at tale om oversættelse med”. Tanken er altså, at folk, som allerede oversætter, eller har en oversætter i maven, kan mødes i et forum af ligesindede og diskutere detaljer og udveksle holdninger til oversættelsesudfordringer. Den fulde kursusbeskrivelse kan læses her.

”Skolen skal fungere som motor til en drift, oversætterne i forvejen har,” siger Hansen. ”Der er ikke tale om en uddannelse eller certificering i traditionel forstand. Jeg tror faktisk, det kan være hæmmende for den frie samtale, hvis der var tale om et meritgivende uddannelsesforløb med for eksempel en afsluttende prøve. Ambitionen er derfor ikke som sådan at uddanne oversættere, men snarere at gøre folk bedre til at læse deres egne tekster og blive opmærksomme på detaljerne i den danske tekst, den litterære værdi i slutproduktet, så at sige.”

Oversætterskolen skal give oversætterne mulighed for at afprøve deres tekster på ”uforvarende læsere” – det vil sige læsere, som ikke umiddelbart skal noget med teksten. Mens en oversættelse er undervejs i bogmarkedskredsløbet, bliver den som regel kun læst af redaktører og korrekturlæsere, som har en formålsorienteret tilgang til teksten og derfor kan have svært ved at forholde sig frit til tekstens litterære værdi. Derudover er der altid et tidspres – det er de færreste redaktører, der har tid til eller mulighed for at gå ind i tekstens mindste detaljer og give gennemgribende kritik af valg og fravalg. Fagfæller, der ikke har det ene øje på en fremtidig udgivelse, kan give de oversatte tekster kritik, som kan højne kvaliteten af både den specifikke tekst og fremtidige oversættelser – selv hos garvede oversættere, mener Hansen. ”Opmærksomheden er det centrale for at blive bedre, og den øges ved, at der kommer mange øjne på teksten.” Ved at skærpe opmærksomheden på teksterne som litterære frembringelser, bliver oversætterne bedre læsere og dermed (formodentlig) bedre til at skrive.

Kunst og håndværk
Skolen skal skabe et rum for konkret udveksling af praktiske erfaringer med tekstarbejdet og samtidig skabe et sprog til at tale om oversættelse med – noget Hansen mener, vi i nogen grad mangler, især når man ser på måden, oversættelser for eksempel anmeldes på. Hansen er lige nu ved at færdiggøre en ph.d. om Louis-Ferdinand Célines forfatterskab, og under ph.d.-forløbet gik han selv i gang med at oversætte et af Célines værker. Han fik en aftale med et forlag om udgivelse og er fortsat med selv at oversætte, men undervejs modnedes ideen om en oversætterskole hos ham. Han fornemmede, at der manglede et sted, hvor man kunne sætte den litterære oversætter som kreativt arbejdende menneske i fokus, et sted der tog oversættelse alvorligt som den blanding af kunst og håndværk, det (næsten) altid er. I introduktionsteksten til skolen formulerer Hansen det således:

”Oversættelse er et kreativt arbejde, men det er også et håndværk, en disciplin. Og som med ethvert håndværk kan man blive bedre til det ved at øve sig og få kritik. Målet er at fremelske en kampklar falanks af morgendagens oversættere, fuldt rustet og klar til at erobre hele verdens litteratur for at bringe den hjem til Danmark.”

Oversættelse er altså i bedste fald en disciplin, som veksler mellem det sprogligt partikulære og det bredt litterære, det kulturelt ekstremt specifikke og det globale udsyn. Hansen henvendte sig til Gladiator med ideen om skolen, og det har nu resulteret i et samarbejde, som stadig er i udvikling. Det første hold oversættere skal begynde på skolen i februar 2018, og undervejs vil det vise sig, om den gode ide kan fungere i praksis og måske endda være med til at øge den litterære oversætters anseelse i litteraturens kredsløb i Danmark, der lige nu, med Hansens egne ord, er ”den grotesk underbetalte ildsjæl, litteraturens rakker, den gustne munk med vabler fra fjeren og ødelagt ryg.” Der er altså også i nogen grad tale om et idealistisk projekt om at give oversætteren en plads mellem de kreativt skabende inden for litteraturens verden, hvilket på længere sigt forhåbentlig kan udmønte sig helt konkret i bedre kontrakter og flere rettigheder for den enkelte oversætter.

Fokus på den danske tekst
Et af de oplagte problemer ved skolens undervisningsmodel er selvfølgelig, at oversætterne ikke vil have mulighed for at forholde sig til hinandens kildetekster, fordi de oversætter fra forskellige sprog. Fokus vil ligge på den oversatte, danske tekst. Det begrænser mulighederne for at forholde sig til de helt specifikke udfordringer ved at oversætte fra et bestemt sprog og en bestemt kulturel kontekst. Hansen er meget bevidst om denne problematik, men vælger at se det som en styrke, at oversætterskolen – modsat de universitetsbaserede uddannelser – fokuserer så stærkt på målteksten. Det er til gengæld ikke meningen, at skolen skal lære oversætterne at udjævne alle knuder og fremmedelementer i deres tekster. Det er jo netop en oversætterskole og ikke en forfatterskole: Derfor er der en pointe i at bevare et element af fremmedhed i teksterne, så det bliver tydeligt, at de ikke er ”født” på dansk. Den fremmedhed skal bydes velkommen og bruges som en styrke.

Oversætter og forfatter Thomas Harder, der har skrevet bøger om og undervist i oversættelse i praksis, stiller sig i nogen grad tvivlende over for oversætternes mulighed for at få et virkeligt fagligt udbytte af denne tilgang. Han hilser dog tanken om en oversætterskole mere end velkommen:

”Jeg synes i høj grad, at der trænges til kvalificeret undervisning i oversættelse ud over det, der tilbydes på sprogstudierne. Derfor er jeg glad for, at nogen prøver at gøre noget ved det. Desværre er jeg ikke helt overbevist om, at det, man her forsøger, vil være særligt nyttigt – men det kan skyldes, at den foreløbige beskrivelse, der er blevet offentliggjort, er for vag. Eller at jeg ikke forstår den.”

Harder er især kritisk over for kursisternes manglende mulighed for at læse hinandens tekster på originalsproget: ”Jeg synes, det er et kæmpestort problem. Jeg kan godt forstå, at det er svært at løse, hvis man gerne vil have deltagere, der oversætter fra flere sprog end for eksempel bare engelsk, og hvis man kun har de forholdsvis begrænsede ressourcer, som jeg forestiller mig, at Gladiator råder over.” Men problemet er stadig til stede, understreger Harder: ”Enhver oversætteruddannelse må og skal fokusere, ikke på det ene eller det andet af de to sprog i oversættelsesparret, men på forholdet mellem dem. På hvordan dét, der står på det ene sprog, omsættes til det andet sprog. Oversættelse handler ikke bare om at skabe nye tekster på for eksempel dansk, men om at omsætte tekster fra ét sprog til et andet. Det kan man kun vanskeligt tale meningsfuldt om – og jeg har meget svært ved at se, hvordan man kan undervise i det – hvis man er afskåret fra at beskæftige sig med kildesproget.”

Troels Hughes Hansen forstår kritikken, men det kan på den anden side forekomme som en umulig opgave at skabe en uddannelse, der praktisk og litterært skulle tage højde for alle sprogene. ”Det er jo i øvrigt heller ikke en helt og aldeles målstyret tilgang, vi arbejder med. Alle kan ikke alle sprog, nej, men vi kommer alligevel til at arbejde med den danske tekst side om side med originalteksten, så det bliver muligt netop at tale om og spørge ind til ting som terminologi og præcision osv.” Deltagersammensætningen er af gode grunde endnu ukendt, men man kan ikke udelukke, at en del af eleverne rent faktisk ville kunne flere af hinandens sprog på et relativt informeret niveau, tilføjer Hansen. ”Jeg er med på, at det ikke løser grundproblemet, men så længe man er bevidst om, at problemet er der, tror jeg stadig på muligheden af, at der kan komme noget godt ud af en kollektiv læsning og diskussion af oversættelser også.”

Oversættelsespraksis mellem to sprog
En måde at afhjælpe kildesprogsproblematikken er desuden, ifølge Hansen, at give kursisterne mulighed for at kommentere på deres egen tekst i den fælles gennemgang på kurset. Det er ellers noget, man vælger ikke at gøre på forfatterskolekurserne, fordi det kan forhindre en oprigtig og fri diskussion. Ved at give oversætterne lov til at tale om deres tekster, kan man i nogen grad forklare sig ud af de kulturelle problematikker og sproglige særheder inden for hvert enkelt kildesprog. Derudover vil der i løbet af de otte undervisningsgange deltage gæsteundervisere, som oversætter fra mange forskellige sprog og inden for mange genrer.

For genrevariationen kan i samme grad som sproget være en hindring for det virkeligt givende udviklingsforløb, mener Harder: ”Når jeg er utilfreds med oversættelser – hvad enten jeg læser dem som universitetscensor, som anmelder eller som et menneske, der har betalt penge for at købe det produkt, som en oversat bog er – er det ikke, fordi jeg tror, at oversætteren ikke er i stand til at tale interessant om dét at oversætte, men fordi jeg konstaterer, at vedkommende tilsyneladende mangler færdigheder, viden, omhu, logik, forståelse af kildesproget eller en tilstrækkelig sikker beherskelse af målsproget.”

Hvis Harder skulle opfinde en oversætteruddannelse, ville han lægge stor vægt på, at der foruden alt det teoretiske, kunstneriske og kreative blev undervist i basale, kedsommelige færdigheder som for eksempel terminologi – på alle mulige områder, også dem, der ikke naturligt hører hjemme i de humanistiske uddannelser. Baggrundsviden er også vigtig, uanset om man oversætter (populær)historisk faglitteratur eller romaner, der foregår i et eller andet hjørne af virkeligheden, som har sit mere eller mindre eget sprog.

”I det hele taget skal eleverne indgydes respekt for, at ting i den virkelige verden hedder noget bestemt, og at det er muligt at finde ud af, hvad det hedder, og at man ikke bare skal gribe det første det bedste ord, som man mener at have hørt i en mere eller mindre tilsvarende sammenhæng. Præcision! Og opmærksomhed på, at det, man tror, at man ved, tit er forkert.”

Skolens intention om at skabe et fagligt netværk og et bedre sprog til at tale om oversættelser med kan bestemt være nyttigt og væsentligt for både anmeldere og oversættere, ”men om deltagerne så bliver bedre oversættere af det, ved jeg ikke.”

Behov for uddannede oversættere?
Line Miller, redaktionschef på Hr. Ferdinand og C&K Forlag, der stort set kun udgiver oversat litteratur, er enig i mange af Harders betragtninger. Hun understreger, at dygtige oversættere er ”helt enormt vigtige for udbredelsen af god og mangfoldig litteratur i Danmark. Det at danne en oversætterskole peger på den vigtighed, og at det handler om langt mere end bare at være god til kildesproget. Når det så er sagt, så er jeg kritisk over for et privat initiativ, som arbejder med et felt, man for eksempel kan tage nogle virkelig gode kurser i på universitetet. Københavns Universitet arbejder meget ambitiøst med oversættelse, både teoretisk og i praksis, og jeg har svært ved at få øje på, hvad Gladiators oversætterskole kan bringe til torvs, som ikke i forvejen er tilgængeligt. Samtidig er der på universitetet adgang til nogle tværfaglige dynamikker i forhold til det videnskabsteoretiske og litterære, som jeg forestiller mig er svære at facilitere privat.” Miller påpeger, at man for samme pris som Gladiators kursus kan få et meriterende kursus i oversættelsesstudier på Åbent Universitet, hvor man har adgang til hele netværket af sproglige og teoretiske kompetencer, som en højere uddannelsesinstitution kan tilbyde.

Trods kritikken bliver oversætterskolen mødt med mange positive tilkendegivelser i oversættermiljøet. Universitetskurser til trods mangler der nemlig en egentlig uddannelse i litterær oversættelse, som tager udgangspunkt i oversættelse som en kreativ, måske endda kunstnerisk praksis. Mange oversættere kommer ind i faget via andre jobs og med meget forskelligartede baggrunde. Oplæring og efteruddannelse foregår i høj grad på ad hoc-basis inden for rammerne af, hvad den enkelte redaktør på en oversættelse har kompetencer og tid til. Hvis man er heldig, kan man komme i en form for mesterlære hos en mere garvet oversætter, og ad den vej også lære om selve branchen. Dansk Oversætterforbunds formand Ulla Lauridsen er således overvejende positivt stemt over for ideen om en oversætterskole og kan ikke i samme grad som Harder og Miller få øje på problematikken omkring kildesproget. Især ikke i betragtning af de mange dygtige oversættere, der fungerer som gæsteundervisere på kurset.

”En oversættelse skal fungere på dansk,” siger Lauridsen, ”og en kvalificeret oversætter kan nemt se, om kursisten ikke har gjort sig tilstrækkeligt fri af forlægget. Når det så er sagt, bør man jo også, når man vurderer en oversættelse, være sikker på, om oversætteren har forstået forlægget helt ud, og det kan blive svært. Man kan ikke se, om de helt subtile ting mangler – om en konnotation er røget, eller kursisten har overset en diskret symbolik eller en henvisning til oprindelseslandets klassiske litteratur. Men synd tappert, som Luther sagde. Det her er én måde at gøre det på. Man kunne også bruge engelske tekster til nogle af lektionerne, så man kan fokusere på den slags ting.”

Branchekendskab er vigtigt
De allerede etablerede oversættere kunne frygte øget konkurrence, og det forstår Lauridsen godt. Men det kan være nyttigt for især nystartede oversættere med et sådant kursus: ”Jeg synes, det er alle tiders, at der kommer en skole, som vil ruste vores potentielle kolleger til faget. Masser af begynderfejl kan udryddes med lidt vejledning, og så render man sig færre staver i livet med bog ét og to og tre. Studerende på sprogfagene burde lære det vigtigste dér, men det er ingen skade til at gå i detaljer sammen med eksperter, hvis man gerne vil være litterær oversætter. Der er desuden andre, der gerne vil oversætte eller er kommet til det ved et tilfælde, for eksempel folk fra litteraturfagene.”

Hun håber dog, at der ikke kun bliver talt oversættelse, men at de på skolen også bruger lidt tid på at tale om den forretningsmæssige del af faget. ”Men det er der bestemt ikke lagt op til i præsentationen.”

Troels Hughes Hansen understreger, at kurset er et nyt initiativ, og derfor kan der stadig ske mange ændringer i måden at afvikle det på, især når det første hold har været igennem. Der er ingen formelle optagelseskrav til kurset: Ansøgerne indsender derimod en tekstprøve (inkl. original), som bliver vurderet af Hansen selv og forlægger Jakob Sandvad. Kursets endelige udformning bliver derfor også tilpasset de kursister, som bliver optaget, og det er bestemt ikke umuligt, at indføring i branchekendskab og kontraktforhold kan blive en del af forløbet. Desuden er intentionen, at kursisterne ved siden af kurset skal være med til at skrive en blog, hvor de reflekterer over deres overvejelser undervejs og deler deres oplevelser til glæde for andre oversættere.

”Jeg ville meget gerne, hvis oversætterskolen kunne blive en integreret del af oversættermiljøet, og at dette og andre initiativer kan være med til at løfte standens anseelse i den litterære verden og samfundet som sådan.” Om dette også kan give mulighed for forhandling af bedre betaling og flere rettigheder til oversætterne på længere sigt, er et åbent spørgsmål. Men fra Gladiators side er hensigten blandt andet at få øje på og opdyrke dygtige oversættere, som kan være med til at løfte forlagets serie af oversat litteratur, Gladiolus. For kursisterne giver kurset altså en potentiel mulighed for at komme til at arbejde professionelt med litterær oversættelse, hvis de ikke allerede gør det. Eller få udgivet et con amore-projekt, de har liggende i skuffen derhjemme.

Oversætter og mag.art. i semitisk filologi Ellen Wulff, der er en af kursets gæsteundervisere, hilste da også tanken om en oversætterskole velkommen. Hun glæder sig især til at få mulighed for at videregive sine erfaringer inden for litterær oversættelse og især inden for sit eget fagområde, arabisk. De seneste mange år har hun brugt stort set al sin vågne tid på at oversætte både Koranen og Tusind og Én Nats Eventyr fra arabisk til dansk, foruden moderne arabisksprogede forfattere som Hassan Blasim og Ibrahim al-Koni. Hvis skolen fortsætter, efter det første kursus er afviklet, vil hun meget gerne også bidrage med mere generelle betragtninger om faget, måske især oversætterpolitik og oversættelsesstrategier. Til kritikken af kursisternes manglende mulighed for at sætte sig ind i hinandens kildetekster siger hun: ”Kursisterne vil kunne læse teksterne på målsproget og bedømme, om de fungerer. Man tror, det er så nemt at oversætte, for dansk kan man jo. Men kan man?”

Hun er sikker på, at oversætterskolen kun kan få positiv betydning for professionens anseelse, ”for den er i forvejen ikke-eksisterende og oversætterens rolle i den grad overset. Se engang, hvor ofte kritikerne anmelder oversættelsens kvalitet, men overhovedet ikke nævner oversætteren. Nogen formidler fra arabisk til dansk, men det kunne lige så godt være en robot. Men kunne det?”

Øget anseelse og bedre kontrakter
Ulla Lauridsen mener da også, at et initiativ som oversætterskolen ”med lidt held” har mulighed for at skabe øget respekt for oversættere blandt redaktører og forlæggere, men hun er skeptisk, hvad samfundet i øvrigt angår. ”De fleste læsere har ikke nogen bevidsthed om, at vi findes.” Hun peger desuden på, at oversætterens kompetencer ikke er det væsentligste kriterium, når en redaktør er ude for at rekruttere – det er snarere, at vedkommende vil arbejde for den arkpris, forlaget har lagt sig fast på. Og så længe der er nok oversættere for forlæggerne at vælge mellem, kan det være vanskeligt for den enkelte at forhandle sig til et højere honorar. ”Om noget vil oversætterskolen øge udbuddet af kvalificerede oversættere og holde priserne nede. Sådan er det bare.”

Line Miller har da heller ikke nogen forestilling om, at et diplom fra oversætterskolen i praksis vil øge oversætternes muligheder for at få opgaver fra hende og hendes kolleger i branchen: ”Generelt er uddannelsespapirer faktisk ikke det, der betyder allermest i forhold til, hvilke oversættere vi bruger. Sprogkompetencer og -øre kan komme fra mange steder, og typisk lader vi det komme an på en prøveoversættelse, ikke eksamensbeviser, hvis vi skal prøve en ny oversætter af.”

Hun tror heller ikke, at oversætterskolen umiddelbart vil øge de litterære oversætteres anseelse i branchen og dermed muligheden for at forhandle bedre kontrakter. Der er andre ting, der vejer tungere i den sammenhæng. Men hun er bestemt ikke afvisende over for, at oversætterskolen på længere sigt kan have en indflydelse på standens generelle kvalitetsniveau:

”Som med så mange andre felter findes der både dygtige og knap så dygtige fagpersoner, og man kan møde begge slags alle steder, da ’oversætter’ jo ikke er en beskyttet titel. Hvis Gladiators oversætterskole skulle gå hen at blive arnested for nye, dygtige, grundige, passionerede oversættere, byder vi dem med glæde velkommen her hos os, fuldstændig på samme vilkår som resten af vores oversætterstab.”

Fra de litterære oversætteres perspektiv er der altså mange grunde til at følge udviklingen af Gladiators nyeste skud på stammen med stor interesse. Kritikken til trods er der ingen tvivl om, at en oversætterskole med så kompetente og seriøse undervisere, som tilfældet er, og et dynamisk bagland som Gladiators, både kan give de deltagende oversættere et fagligt løft og et bredere netværk. Måske kan skolen endda være med til at give litterære oversættere større anerkendelse for deres bidrag til den litteratur, det hele handler om. Vi får se.

Gladiators Oversætterskole har ansøgningsfrist d. 22. januar 2018. Kurset forløber over otte eftermiddage i løbet af foråret med et afsluttende heldagsseminar. Foruden Troels Hughes Hansen er der foreløbig fem gæsteundervisere tilknyttet kurset: Ellen Wulff, Karsten Sand Iversen, René Jean Jensen, Morten Chemnitz og Selma Rosenfeldt-Olsen.

Posted in Nyheder og begivenheder, Oversættelsesteori og -debat | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , | 1 Comment

Oversættelse som litterær praksis

Af Martin Glaz Serup

I år er det tredje år i træk man på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet kan følge mit kursus Poetik og søsterkurset Creative Writing på Åbent Universitet. Det ligger på tredje semester i uddannelsen, kurset er et formidlingskursus og handler grundlæggende om at udvikle bedre læsere igennem praksisbaserede strategier – og derigennem også bedre formidlere – og i det hele taget skulle de studerende gerne blive bedre skrivende. Måske kan  man ikke lære at skrive – i hvert fald ikke skønlitteratur som sådan, det tror jeg ikke på – men man kan blive bedre til at læse, og ved at blive bedre til at læse, bliver man også bedre til at læse sig selv, forhåbentlig, og derigennem kan man måske så alligevel blive bedre til at skrive. Ved bevidstgørelse, ved at skærpe sanserne. Og ved at læse meget og meget forskelligt og opmærksomt, og ved at tvinge sig til at motivere sine læsninger. Ved at undersøge hvordan skriften betyder hos andre, bliver man mere opmærksom på hvordan den kan betyde i det man selv skriver.

Gennemgående på kurset er tekstlæsningen: nærlæsningen og diskussionen af egne og andres tekster der finder sted i mindre grupper og i plenum, hele holdet sammen. Kursisterne på Poetik-holdet bliver trænet i tekstproduktion og praksisovervejelser inden for en række forskellige områder. Pensum ser lidt forskelligt ud fra år til år, tidligere har vi fx arbejdet med dagbogen og kunstnerbogen og undersøgt hvad en litterær stemme egentlig er, hvordan den kan siges at manifestere sig i en tekst; de ting arbejder vi næsten ikke med i år, hvor vi til gengæld blandt andet skal igennem forskellige genrer, OuLiPo, Metrodigte, konceptuel litteratur, børnelitteratur og billedbøger, litteraturkritik, digtoplæsning og performance, litteraturens steder både undersøgt fra et stedsteoretisk perspektiv og igennem rejsebeskrivelser, og vi skal have et heldagsseminar om litterær aktivisme under overskriften (som er hugget fra en tekst af Rolf Sparre Johansson, som vi skal læse:) Gør det selv! Gør det selv! Gør det selv! Gør det selv!, hvor det handler om kuratering, organisering og litteraturen i det udvidede felt. Nå ja – og så bruger vi i år en del krudt på oversættelse som litterær praksis.

På de tidligere kurser har vi også arbejdet med oversættelse som en måde at læse og skrive og i det hele taget tænke over tekst og litteratur på. Som en øvelse i at tage valg og i at finde ud af hvad der faktisk står i teksten. Men ikke så systematisk. Hovedsageligt i form af skriveøvelser på stedet, hvor de studerende blandt andet blev bedt om at oversætte fra sprog jeg sikrede mig at ingen i gruppen kunne, også homofone og visuelle oversættelser og andre øvelser der primært har til formål at henlede opmærksomheden på teksternes materialitet, ordenes lyde og visuelle placering på siden og udseende, mellemrummene og så videre. Én af de øvelser der ofte er ganske øjenåbnende, er når de studerende efter lidt opvarmning bliver bedt om at oversætte fra dansk til dansk (typisk giver jeg dem en tekst der allerede er oversat til dansk – i år digte af Olav H. Hauge i Torben Brostrøms oversættelse). Nogle vælger at lave synonyme oversættelser på enten ord, vers, strofe eller et helt andet niveau. Nogle vælger at oversætte eller fortolke teksterne metaforisk eller metonymisk. Nogle oversætter til et andet stilniveau eller vælger at lægge vægt på visse fx vokalkvaliteter i ordene i kildeteksten eller vælger at understrege et eller flere aspekter ved kildeteksten, ved at forstørre dem eller noget helt andet. Altid også noget helt andet. Alle muligheder er åbne, man kan næsten ikke lave en ‘forkert’ oversættelse, men man må nødvendigvis kunne forklare sine valg og strategier og også motivere dem, forankre dem i kildeteksten. Fælles for disse øvelser er det, at vi automatisk får en diskussion af hvad det er man oversætter når man oversætter – og den diskussion bliver hurtigt accentueret, når man oversætter fra et sprog eller et tegnsystem man ikke er i stand til at afkode semantisk. Selv uden semantikken medfører næsten ethvert valg man tager i en oversættelsessituation, et væsentligt fravalg af noget andet.

Vi har altså arbejdet på en lidt anden måde, vil jeg tro, end hvad mange af Babelfiskens læsere som udgangspunkt forbinder med oversættelse. Selvom vi også sommetider oversætter fra sprog vi tror vi forstår. Det er øvelser der henter inspiration fra skriveøvelser samlet og udviklet af blandt andre Charles Bernstein, Jen Hofer og John Pluecker. I al sin enkelthed viser øvelserne at oversættelse ikke er mulig uden forudgående (litterær) analyse; man må beslutte sig for hvad det handler om, det man vil oversætte, hvad der er vigtigt, hvad der er muligt, enhver oversættelse er både en ekstrem nærlæsning og en personlig litterær analyse.

Ved siden af skriveøvelserne og diskussionerne om de konkrete erfaringer de studerende har gjort sig når de har arbejdet med teksterne, både individuelt og i grupper, har jeg holdt en slags miniforelæsning om nogle af de grundlæggende problemstillinger inden for oversættelsesteorien; først og fremmest de to udgangspositioner omkring den kildesprogsorienterede ord for ord-oversættelse, der sædvanligvis lyder mere fremmed end den målsprogsorienterede mening for mening-oversættelse der ofte klinger mere velkendt eller, siger nogen, assimileret.

Alligevel har jeg længe tænkt at det kunne være spændende også at arbejde mere grundigt med den egentlige litterære oversættelse, men hvordan. Tidligere har vi måske brugt et par timer på oversættelse som litterær praksis, som en slags øjenåbner, en tankevækker, en… nå ja, fortsæt selv –  vi har brugt et par timer alt inklusive; skriveøvelser, præsentationer, feedback og diskussion. I år brugte vi tre dage, omkring 12 undervisningstimer plus hjemmearbejde – både i form at læsning af diverse tekster, skønlitterære og teoretiske, før den første undervisningsgang, og i form af arbejdet med konkrete oversættelser i grupper, som så skulle fremlægges dagen efter.

Første undervisningsgang havde vi læst et par overordnede indføringer i oversættelsesteori (Martine Ingvorsens introduktion i Oversættelse (2013) og Sven Erik Larsens tekst i Litteratur – introduktion til teori og analyse (2012)); Milan Kunderas temperamentsfulde essay ‘En sætning’ fra De forrådte testamenter (da. 1993 – på dansk ved Lilian Munk Rösing), som jeg tror må være min egen første, lysende anledning til overhovedet at tænke over oversættelsesproblematikken, da jeg læste teksten første gang for måske tyve år siden (jeg husker tydeligt læsesituationen: en rutebil mellem Odense og Davinde på Fyn); Karsten Sand Iversens forelæsning for det norske oversætterforbund –  ‘Hverken-eller: Om økonomien i oversættelse’ – ligesom Kundera skriver Iversen med baggrund i praksis mere end i teori, men naturligvis kan man – hos begge – udlede nogle (sommetider modsætningsfyldte) teoretiske pointer baseret på praksis (hvad ellers skulle man da kunne udlede noget teoretisk af). Iversen skriver blandt andet at dette er et spørgsmål man må rejse overfor sin oversættelse, dersom man føler man må tage sig friheder for at formidle noget fra kildesproget til målsproget: “Kunne digteren have skrevet dette på sit sprog? Vel, det gjorde han ikke, altså … Man må kun, mener jeg, føje til, uddybende digte med, hvor digteren ikke selv havde de midler som oversætterens modersmål råder over.” Derudover læste vi Øyvind Bergs essay ‘Egne dikt og andres – litt om noen katastrofale oversettelser’, hvor han blandt andet skriver om – liv og død og – Paul Celans oversættelser af Yvan Goll. Vi læste Jesper Olsson (‘I begynnelsen var översättning’) og Marcia Sá Cavalcante Schuback (’Några anteckningar om översättning’) der begge handler om det flersproglige – Schuback: “Flerspråkigheten innebär att ha översättning, dvs. rörelse och relation språk emellan som modersmål.” Vi læste også Karl Ove Knausgårds essay ‘Hjælper på Biblen’ (på dansk ved Charlotte Jørgensen), der trækker på føromtalte Kundera-essay, og beskriver konkrete problemer i forbindelse med bibeloversættelser. Som Kundera peger Knausgård også på at en overordnet kompositorisk konsistens i ordvalget kan være altafgørende – at man bibeholder præcis det samme måske særprægede ord, hver gang dét ord optræder, fordi det udover sine semantiske kvaliteter, også kan rumme en strukturel værdi – det ord kan være som en genremarkør, eller det ord kan være blevet forlenet med alt det det tidligere har været i berøring og er gået i forbindelse med i den pågældende bog. Og han viser naturligvis også hvor vanskeligt noget der lyder så enkelt i praksis kan være. Jeg viste Kate Briggs bog om oversættelse; This Little Art (2017), der netop er udkommet og som vi af den årsag ikke kunne nå at inddrage i undervisningen. Jeg viste også de to antologier fra Litteräre Översättarseminaret på Södertörns Högskola (den litterære oversættelseslinje er nu flyttet til Litterär Gestaltning ved Göteborgs Universitet): ö.a.* – * översättarens anmärkning (2007) og Konsten att översätta (2008); samt den norske antologi Mellemrom (2007), hvor føromtalte essay af Øyvind Berg stammer fra.

Senere på semesteret kommer vi til at vende tilbage til oversættelserne, en smule i hvert fald, i forbindelse med kursusgangene om litteraturkritik, anmeldelser og performativ kritik; her skal vi læse Thomas Harders artikel om ‘Anmelderen og oversætteren’, der handler om oversættelseskritik – hvordan man forholder sig til at noget er oversat og eventuelt kvaliteten af dét arbejde, når man skal anmelde en bog (og måske ikke har læst kildeteksten eller har adgang til sproget det er skrevet på).

Det var om onsdagen.

Til fredag havde vi tillige læst Claudia Lindéns artikel ’När kvinnan försvann – Om några översättningar av Emily Dickinson’, der omhandler oversættelse og køn; Irina Sandormirskaias – vistnok upublicerede – artikel ‘Bakhtin in bits and pieces: poetic scholarship, exilic theory, and the close reading of disaster’, og vi læste Inger Christensen på dansk og i Marie Silkebergs svenske oversættelse. Vi læste de første 122 sider i Péter Nádas’ helt fantastiske (jeg er i gang med at læse videre nu) første bind af hans Parallelle historier (2017) i Peter Eszterhás’ danske oversættelse, som vi næsten ikke kunne nå at få fat på, fordi første oplag var blev udsolgt nærmest øjeblikkeligt.

Alt det læste vi fordi vi i samarbejde med kurset Litterært anmelderi, også fra Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, og Lunds Universitets Författarskole og Forfatterskolen i København, afholdt et seminar over hele fredagen og halvdelen af lørdagen under overskriften “Oversættelse som litterær praksis.” Her fik vi Marie Silkeberg og Peter Eszterhás på besøg, og vi havde spurgt dem hvordan de ville foreslå at vi forberedte os. Læs de ovenstående tekster, sagde de. De talte begge om at oversætte generelt – og viste med al tydelighed hvordan oversættelsesgerningen, i hvert fald for de to, var dybt forbundet med deres biografier, med livet og verden, hvis jeg kan skrive noget så højstemt. Det kan jeg vel. Det giver mening. “I discovered that translation was the most intimate act of reading” siger Gayatri Chakravorty Spivak ifølge Silkeberg, for hvem oversættelsen af Inger Christensen også var, sagde hun, en slags sorgarbejde. Hun talte specifikt om at oversætte Det, efter Inger Christensens død – et specifikt sorgarbejde altså, ikke al oversættelse bygger på sorg og sørgen. Eszterhás talte i særdeleshed om at oversætte Nádas, og Silkeberg om at oversætte Christensen. Det var vældig spændende. Både Eszterhás og Silkeberg, så forskellige de i deres oplæg også var, insisterede begge på at oversættelserne også var deres bøger, deres sprog. Eszterhás: “Jeg former mit sprog efter mig selv, ikke forfatteren – det er mit sprog – derfor står der også ‘på dansk ved’ og ikke ‘oversat af’, i de bøger jeg omplanter til dansk.” Silkeberg: “Enhver oversættelse har også altid noget af sin oversætter i sig. Hvis man er digter er man før eller senere nødt til at give noget til oversættelsen fra sit eget poetiske sprog.”

Friedrich Schleiermacher rejser i sin berømte afhandling om oversættelse fra 1813 spørgsmålet om hvorvidt oversætteren må lade forfatteren være så meget som muligt i fred og bevæge læseren i retning af ham eller om det er læseren der skal lades i fred, og forfatteren der skal bøjes i retning af ham – til det siger Eszterhás: “Man skal nærme læseren til forfatteren og ikke omvendt. Ord for ord. Og hvis det er for svært, så må læseren give op, det er der ikke noget at gøre ved. Man må oversætte sådan at det er forståeligt, men så læseren samtidig sættes på prøve.”

Inspireret af Rosmarie Waldrop fortalte Silkeberg hvordan hun på radikal vis i den første fase af oversættelsen, lystfyldt og destruktivt, rev digtet fra hinanden i en grov og bogstavelig ord for ord-oversættelse, for at finde ud af hvad der står, hvordan, og derfra prøve at samle det igen. Oversættelsen, måske, som en slags healingproces. Oversættelsen som soning på flere niveauer. Silkeberg tog os med længere ind på værkstedet, og viste hvordan hun konkret forsøgte at arbejde homonymt i sine poesioversættelser – hun gør sig umage for at få originaldigtets lyde med. Et ret interessant korrektiv, synes jeg, til måden mine studerende og jeg havde arbejdet homonymt med blandt andet polske, russiske, amerikanske og islandske digte et par dage før. Silkebergs ‘rigtige’ oversættelse tog selvsagt hensyn til helheden, så det enkelte ord ikke kun skal opfylde et lydligt lighedskriterium – ‘efteråt’ på svensk lyder som ‘efteråret’ på dansk; ”ett efteråt finns” er en oversættelse af ”efteråret findes” som der står hos Inger Christensen – men det betyder noget andet, ‘bagefter’, alligevel går det an i den svenske oversættelse af Alfabet, på grund af digtets overordnede struktur og hele ‘retoriske gestus’. Man bliver nødt til at være inde i værket for at kunne træffe den slags beslutninger, man bliver nødt til at kende det virkelig godt og synes man forstår det. Eszterhás indledte med at tale om at det første han gør når og før han skal oversætte noget, er at sætte sig ned og lave en grundig litterær analyse af værket. Først når han forstår hvordan bogens indre struktur er bygget op, når han forstår hvad den vil, hvordan, hvorfor, kan han gøre sit arbejde. Også Karsten Sand Iversen skriver i føromtalte foredrag om at man først og fremmest må være tro over for det han kalder “tekstens retoriske gestus”; hvad vil teksten selv, hvem eller hvad taler i den, hvordan, hvorfor. Man må med andre ord være en god læser for at blive en god oversætter. Udover, selvfølgelig, at man må være ret god til nogle sprog og vide noget om nogle steder og kulturer.

Efter de to oplæg fulgt af spørgsmål, svar og diskussion, drog vores gæster videre, og vi inddelte de studerende fra de fire forskellige kurser og skoler i, i alt, 16 grupper. Alle sammensat sådan at mindst to skandinaviske (første)sprog var repræsenteret i hver gruppe. De fik allesammen udleveret tre digte; to af Ann Jäderlund og et af Niels Frank, og fik i opdrag at oversætte dem i grupperne til dagen efter. Og dagen efter, hvor vi var på Forfatterskolen, fremlagde alle grupperne deres bud på oversættelser og motiverede dem. Egentlig havde jeg frygtet det lidt – jeg mener: 16 udgaver af det samme digt i træk! Men der var intet at frygte, tværtimod, det blev mere og mere spændende, og det viste sig hurtigt at det i det store hele var de samme steder, ved de samme ord eller steder i teksterne, at næsten alle havde haft udfordringer. Det var tydeligt hvilke ord der var vanskelige at finde ækvivalenter til – noget gik tabt, noget kom til (eller som John Ashbery skriver i digtet ’This Room’, som vi også tidligere har oversat på kurset: “Something shimmers, something is hushed up”) – og hvor radikalt anderledes tolkninger af samme digt gav på et nyt målsprog via blot meget små forandringer. Desuden opdagede vi noget sjovt. I de teoretiske gennemgange havde vi lagt vægt på forskellige institutionelle og historiske aspekter i præferencerne for ord for ord- eller mening for mening-oversættelser; forskellig mode eller mere eller mindre ideologisk overbevisning, forlæggeres krav, religiøse hensyn, den slags. Men i gruppearbejdet med disse konkrete tekster havde stort set alle – hvis ikke faktisk: samtlige! – grupper valgt at oversætte Jäderlunds lidt gådefulde, fragmentariske og suggestive digte (fra djupa kärlek ingen (2016)) ved at anlægge ord for ord-strategier, og Niels Franks mere parlandoagtige og idiomatisk oplyste og hidsige henvendelse (fra Små guder (2008)) ved at anlægge mening for mening-strategier. Noget kunne altså tyde på at der også er tekster der selv, så at sige, kalder på en særlig oversættelsesstrategi, uanset hvem oversætterne er.

Onsdagen efter spurgte jeg mine studerende hvad de syntes om det hele, om det havde været lærerigt, sjovt, givtigt, hvad de tænkte. Én af dem sagde: Det var virkelig godt, mere af det! Sådan har jeg det også! Og overvejer allerede nu om vi måske skulle læse Walter Benjamin (’Die Aufgabe des Übersetzers’ fra 1921(-23)) og Friedrich Schleiermacher næste år. Kate Briggs’ bog er der ingen tvivl om – den kommer på pensum.

 

Posted in Oversættelsesteori og -debat | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Wilhelm Hansen Fondens hæderspris til Niels Brunse

Forfatteren og oversætteren Niels Brunse modtog 31.oktober 2017 Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris

Wilhelm Hansen Fonden har uddelt hæderspriser til i alt 5 danske kunstnere. Foruden Brunse har Inger Dam-Jensen, Marilyn Mazur, C.V. Jørgensen og Lars Ulrik Mortensen modtaget hædersprisen i år.

Niels Brunse modtager prisen, fordi “han har givet os den halve verdenslitteratur og den hele Shakespeare i nutidig og slidstærk dansk sprogdragt.

Babelfisken ønsker hjertelig tillykke.

 

 Om Wilhelm Hansen fonden skriver fonden selv:

”Wilhelm Hansen Fonden yder støtte til –  fortrinsvis dansk –  musik, teater og dans gennem uddeling af støtte og legater til enkeltpersoner og til projekter, samt bidrage til gennemførelse af gæstespil i Danmark og danske gæstespil i udlandet. Ved ydelse af støtte til enkeltpersoner tages der ikke hensyn til de pågældendes alder, men alene til deres indsats indenfor de nævnte kunstarter.

Wilhelm Hansen Fonden er kronen på et værk, som en familie med stor sans for og kærlighed til musikken og scenekunsten byggede op gennem fem generationer.

Familiefirmaet begyndte beskedent som overvejende papir- og nodehandel i 1857, og blandt de første kunder i forretningen på Østergade i København var foruden H. C. Andersen en række af guldalderens store komponister. Konkurrencen var hård vedrørende musikalier, som på det tidspunkt ikke var beskyttet af nutidens ophavsret. Senere blev firmaets ejere foregangsmænd netop omkring komponisternes rettigheder, som man varetog på bedste vis.

Wilhelm Hansen begyndte at udgive ny, dansk musik af komponister som Niels W. Gade, J. P. E. Hartmann og H. C. Lumbye. I 1879 flyttede det blomstrende firma til den gamle ejendom i Gothersgade 11, som i dag ejes af fonden. Nu repræsenterede Wilhelm Hansen Edvard Grieg, Jean Sibelius og Carl Nielsen.

Man begyndte også at udgive Danmarks Melodibog. Siden blev det naturligt for alle danske og mange skandinaviske komponister at være tilknyttet musikforlaget fra P. E. Lange Müller, Rued Langgaard til nyere tiders navne

som Herman D. Koppel, Knudåge Riisager, Benjamin Britten og Niels Viggo Bentzon frem til Arne Nordheim, Per Nørgaard, Bent Lorentzen, Pelle Gudmundsen Holmgreen, Poul Ruders og udenlandske komponister som den polske Witold Lutoslawski og den engelske Peter Maxwell Davies.

Siden 1948 drev søstrene Hanne og Lone Wilhelm Hansen familiefirmaet frem til en førende position i den internationale musikverden. De afhændede firmaet i 1988. Forinden havde søstrene Wilhelm Hansen grundlagt Nordiska Strakosch Teaterförlaget, som blev det største i Norden. Det blev afhændet i 2001.

Det er midlerne fra disse mange aktiviteter, som Hanne Wilhelm Hansen lod indgå i den fond, der i dag kan glæde sig over at stimulere de kunstneriske udfoldelser i Danmark fra græsrødderne til de højt etablerede.

Hanne Wilhelm Hansen døde i maj 2003. Få dage før sin død, havde hun for første gang overværet uddelingen af den pris, hun havde stiftet i sin mand, arkitekten Finn Juhls navn.”

 

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , , | Leave a comment

Tre dage med bøger, bøger, bøger

 

 

Bogforum 2Fra i morgen fredag d. 10. november og frem til på søndag afholdes den årlige store bogmesse, Bogforum, i Bella Centret i København. Programmet byder på en weekend med bogudgivelser, forfattermøder, signeringer, oplæsninger, interviews og debatter.

Foruden en lang række aktuelle danske forfattere som blandt andre Kaspar Colling Nielsen, Sissel-Jo Gazan, Peter Adolphsen, Hanne-Vibeke Holst, Mich Vraa, Leif Davidsen og Svend Åge Madsen samt et væld af øvrige danske forfattere som Ida Jessen, Katrine Marie Guldager, Jan Guillou, Kim Leine og Merete Pryds Helle, vil der på årets bogmesse desuden være mulighed for at opleve ganske mange udenlandske forfattere, som alle findes i dansk oversættelse.

Blandt de udenlandske forfattere, der gæster årets bogmesse, kan blandt andre nævnes norske Mona Høvring (Venteværelset i Atlanten er oversat af Ditte Holm Bro), Vigdis Hjorth (Arv og miljø er oversat af Karen Fastrup), Geir Gulliksen (Historie om et ægteskab er oversat af Sara Koch), Morten A. Strøksnes (Havbogen er oversat af Birgitte Steffen Nielsen) og Anne B. Ragde (Liebhaverne er oversat af Camilla Christensen), svenske Linda Boström Knausgård (Velkommen til Amerika er oversat af Charlotte A.E. Glahn), Fredrik Backman (Bjørneby er oversat af Louise Ardenfelt Ravnild) og Camilla Läckberg (Heksen er oversat af Louise Ardenfelt Ravnild), finlandssvenske Kjell Westö (Den svovlgule himmel er oversat af Jesper Klint Kistorp), islandske Jón Kalman Stefánsson (Nogenlunde på størrelse med universet er oversat af Kim Lembek) og Gerður Kristný (Hestvik er oversat af Erik Skyum-Nielsen) samt Han Kang fra Sydkorea (Vegetaren er oversat af Juliane Wammen) og de britiske bestsellerforfattere Jeffrey Archer (En velbevaret hemmelighed er oversat af Alis Friis Caspersen) og Paula Hawkins (Det dybe vand er oversat af Agnete Dorph Stjernfelt).

Ydermere vil det være interessant for Babelfiskens læsere at nævne, at man på bogmessen ligeledes vil kunne møde et par oversættere, der har oversat danske værker til andre sprog – heriblandt Bruno Berni, der blandt andet har oversat H.C. Andersen, Karen Blixen, Carsten Jensen og Søren Ulrik Thomsen fra dansk til italiensk, og Sotirios Souliotis, der blandt andet har oversat Peter Høeg, Pia Tafdrup, Inger Christensen og Jan Sonnergaard fra dansk til græsk.

Læs mere om Bogforum og se hele programmet her

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

I oversætterkunstens tegn

Af Maria Fossing

Fotos: Kirsten A. Nielsen

Hvorfor er ”at le” ikke det samme på svensk og dansk? Og hvad betyder det for oversætteren, at dansk, norsk og svensk minder så meget om hinanden? Forfattere, oversættere og læsere var samlet “I oversætterkunstens tegn” på Godsbanen i Århus onsdag den 20. september til en snak om oversætterkunsten i forbindelse med Forlaget Silkefyrets to nyeste udgivelser; Måske i morgen og Fortællingen om øde.

Det handler om at studse

Det er vores forskelle og ligheder i Norden, der er sat i centrum i Vogn 1 på Godsbanen en onsdag eftermiddag i september. Det er især kærligheden til hvert enkelt sprog og broerne imellem dem, der har fået folk til at sætte sig i de bløde genbrugssofaer og lytte til forfattere og oversættere i dialog med hinanden om at oversætte fra nabosprogene, svensk og norsk, til dansk.

Gunvor Ganer Krejberg fra Dansk Forfatterforening byder velkommen til forfatterne Felicia Welander og Ida Hegazi Høyer og oversætterne Nanna Kalkar og Allan Lillelund Andersen. Men før værkerne og deres oversættelser bliver italesat, præsenterer oversætter Lillian Kingo ”nogle fælder”, som Lilian siger, ord, der umiddelbart ligner hinanden, men nogle gange kan betyde to helt forskellige ting. Lilian fortæller, at man som oversætter bør ”studse” særligt over disse ord for at sikre betydningen og kvaliteten af den danske oversættelse. ”Det er vigtigt, at oversætteren er vågen” siger hun og fortæller om sin egen bommert, hvor ordet ”Vintergatan” (der betyder ’Mælkevejen’) blev oversat til ”Vintergaden”, fordi det gav mening i bogens kontekst.

På denne måde er rammen for resten af aftenen sat, og efter en lille pause sætter den svenske forfatter Felicia Welander og oversætter Nanna Kalkar sig på scenen for netop at tale om nogle af de udfordringer, der har været i oversættelsen af Måske i morgen.

Julegrot og tunnelbane

En af de helt centrale problematikker i oversættelsen har været de forskellige juletraditioner, der skulle oversættes. Nanna fortæller om, hvordan hun og Felicia har været i løbende kontakt for at give Nanna de bedste forudsætninger for at oversætte Måske i morgen til dansk. ”Der er nemlig forskel på at forstå, hvad der står, og sådan rigtigt at forstå” fortæller Nanna ud til publikum. Da snakken falder på risengrød, må Nanna trække mikrofonen væk fra sig og lige hurtigt sige ”julegröt” til Felicia. Og vi bliver i det splitsekund mindet om det, Lilian netop har fortalt, som pludselig tager sin egen form oppe på den lille scene i hjørnet. Hvordan det især er de enkelte ord, der på overfladen minder om hinanden, men ikke har samme betydning, der er udfordringen i oversættelse af vores nabosprog.

Da der skal læses op af Måske i morgen, starter Felicia med at læse fra den svenske originaludgave. Fortællingen, der handler om venskabet mellem to kvinder, Eva og Monika, og den skrøbelighed de begge bærer på, bliver forstærket af Felicias lille knæk i stemmen, da hun læser op ”att jag aldrig mer kommer att få ha henne här i köket hos mig igen. Aldrig mer kommer att få laga hennes favoritpannkakor eller skratta åt hennes min när hon för första gången provar en räka.” Tyngden og alvoren i Måske i morgen står tydeligt efter denne oplæsning. Og kort efter supplerer Nanna med oplæsning fra den danske oversættelse.

Inden det er tid til en samtale mellem Ida Hegazi Høyer og Allan Lillelund Andersen, bliver der spurgt fra publikum, hvad Nanna har stillet op med de ting, der ikke umiddelbart lader siger oversætte. Helt konkret peger Nanna på, at hun har bevaret ordet Tunnelbanen, der nemt kunne være oversat til metro, siger hun med et lille smil på læben, inden scenen overlades til Ida Hegazi Høyer og Allan Lillelund Andersen.

”Jeg er faktisk dansk statsborger”

Oversætteren af Fortællingen om øde, Allan Lillelund Andersen, starter med at fortælle lidt om vigtigheden af bogen som taktil oplevelse. Forlaget Silkefyret har bestilt papir hjem fra Tyskland for at kunne give værket det helt rigtige udtryk. Det er tydeligt at mærke, at Allan har en helt særegen passion for denne roman, der har været vanskelig at oversætte. Ida og Allan starter deres dialog et helt åbenlyst sted: titlen, der på norsk hedder ”Fortellingen om øde”. Ida understreger, at titlen også er en smule spøjs på norsk, og at de også har diskuteret, om den skulle være mere konkret og hedde ”Fortellingen om ødet”. Titlen er også noget, der er blevet talt om i Silkefyrets redaktion, men i sidste ende blev der dansk og norsk enighed om, at ”øde” understreger tematikken i romanen, der netop er det øde menneske, den øde natur osv.

Allan og Ida har ikke været i løbende korrespondance under oversættelsesprocessen. Allan fortæller, at det måske også kan være svært at vejlede en oversætter i et sprog, man ikke selv mestrer – hvortil Ida, med et glimt i øjet, afbryder og siger; ”Jeg er faktisk dansk statsborger.” ”Det siger du nu?!” svarer Allan og fortæller videre om den særlige litterære stil, der har vist sig at være specielt vanskelig at oversætte. Især allitterationerne har taget meget af tiden i oversættelsesarbejdet.

Mest tydelig bliver denne særlige litterære stil da Ida læser op fra Fortællingen om Øde. Ligesom da der blev læst op fra svensk, kan man nærmest høre, hvordan publikum spidser ører, for at få det hele med. Den fælles kærlighed til litteraturen og til oversættelsen af den har bredt sig ud i hele Vogn 1. Efter oplæsningen på både dansk og norsk taler Ida og Allan om passionen og dens grundvilkår i arbejdet med litteraturen. For Ida opstod idéen til Fortellingen om øde, da hun rejste til Galapagosøerne for at arbejde på en anden bog. Under rejsen blev hun bekendt med Galapagosmyten, som romanen er baseret på. ”Jeg måtte bare skrive den boken” siger hun, og Allan nikker genkendende og fortæller om, hvordan han ligeledes bare måtte oversætte den. Det er nysgerrigheden og passionen for både litteraturen og oversættelsen af den, der har samlet folk i dag. Og det er med en nikkende genkendelse til passionens grundvilkår i oversættelsen at folk atter rejser sig fra genbrugssofaerne, og går ud af Vogn 1.

 

Posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere, Oversættelsesteori og -debat | Tagged , , , , , , | Leave a comment

Nordisk råds børne- og ungdomslitteraturpris 2017

Nordisk råds børne- og ungdomslitteraturpris 2017 går til “Djur som ingen sett utom vi” af forfatteren Ulf Stark og illustratoren Linda Bondestam.

Ulf Starks enke Janina Orlov og Linda Bondestam modtog prisen ved Nordisk Råds prisuddeling i Finlandiahuset i Helsingfors i dag d. 1. november.

Bedømmelseskomitéen motiverede prisen således:

“Djur som ingen sett utom vi er et nordisk samarbejde i sin allerbedste form. Forfatteren Ulf Stark og billedbogstegneren Linda Bondestam har skabt en bog, som er helt unik. De farvestrålende billeder, og de fyndige og melankolske digte om ukendte dyr, skaber en helhed, som har fokus på eksistensens vilkår. Ulf Stark, som tildeles prisen posthumt, har lagt al sin livsvisdom i disse tekster. De udgør et litterært testamente, og de peger samtidig fremad med deres tolerance. Linda Bondestams billeder med dybrøde himle og intense blågrønne skove, hav og bjerge, vidner om en kunstner, som for hver bog går fra klarhed til klarhed. Det er stor poesi og stor billedbogskunst. Det er helstøbt, livsbekræftende og pragtfuldt.”

Forfatteren Ulf Stark døde tidligere i år: https://www.information.dk/kultur/2017/06/liv-ulf-stark

Ulf Stark har haft flere oversættere til dansk op gennem årene: Ida Elisabeth Hammerich, Kina Bodenhoff og Nils Hartmann.

 

Babelfisken ønsker tillykke.

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , | Leave a comment

Nordisk råds litteraturpris 2017: Kirsten Thorup

Nordisk råds litteraturpris 2017 går til den danske forfatter Kirsten Thorup

Bedømmelseskomitéens motiverer prisen således:

“Modtageren af Nordisk Råds litteraturpris 2017 er forfatter til en lang række eksemplarisk vedkommende og socialt engagerede romaner. Kirsten Thorups roman Erindring om kærligheden tegner et portræt af kvinden Tara, der konstant rækker hånden ud til samfundets udsatte. Hun får lidt tilfældigt datteren Siri, hvilket er en opgave, hun har svært ved at klare. Det bliver et hjerteskærende og nådesløst forløb, hvor spørgsmål om ret og pligt, det private og det politiske – og ikke mindst kærlighedens styrke og pris – behandles i en stadigt mere nuanceret form. Erindring om kærligheden er en kulsort og viis roman. Den trækker vod i dybet, i vores fælles dyb, som kun virkelig litteratur kan gøre det.”

 

Babelfisken ønsker Kirsten Thorup hjertelig tillykke.

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , | Leave a comment