De usynlige hjælpere

af Niels Brunse

Efterårstider, messetider, forfatterberømmelsens højsæson. Hvert år på denne tid, når klimaet gør øreklapstolen uimodståeligt indbydende og aftnerne bliver lange nok til mere end fjernsyn, lægger der sig en særlig stråleglans over forfatterne. Anført af årets Nobelpristager i litteratur kaprer de spalteplads og publikumstække i en grad, der resten af året er forbeholdt sportsstjerner og tv-meteorologer.

              Og på hele den nordlige halvkugle holdes der litterære fokuseringsfester i store haller, såkaldte bogmesser. Messerne viser ikke kun bøger frem, men også levende forfattere. De lokale reportere vil alle sammen helst møde Trendy McSmart fra USA, der har skrevet lige netop den bog om post-cybersplat-generationen, som alle forlæggere købte ubeset i Frankfurt, men mindre berømtheder kan også gøre det. Så der kommer de, de gamle og nye kendinge, flyvende ind til åbningsdagene i Toronto, Göteborg, København…
              Og i den stimmel af folk, der omgiver prominencerne, finder man undertiden også deres oversættere. Disse ydmyge væsner, disse oversete tjenere, hvis fornemste pligt er at gøre sig usynlige. Hvis de ikke selv gør det, skal reporterne nok sørge for at de forsvinder ud af synsfeltet. Interviews med udenlandske forfattere, i hvert fald her i landet, synes altid at gå ud fra at originalteksterne og de danske versioner er identiske, eller at samtlige danske læsere ubesværet nyder forfatterens værker på russisk, fransk eller japansk…
              Nå, ja, ja. Godt ord igen. Oversættere har et vist ry for at føle sig “reduceret på en krænkende måde”, som Thomas Mann skrev. Og måske er der virkelig tale om et indbygget Mozart-og-Salieri-kompleks i professionen? En slags institutionel misundelse?
              Kig lige tilbage på det citerede udtryk. Studsede De over noget? Thomas Mann skrev faktisk “auf kränkende Weise abgestempelt”. Den ovenfor anførte formulering er derimod af Mogens Boisen, den er nemlig på dansk. Og sådan er der så meget.
Hvorom alting er, så kan eller skal en oversætter naturligvis aldrig træde i forgrunden og skygge for sin originalforfatter. Hvad oversætterne ønsker sig (og savner), det er at blive set og anerkendt for den omhu, den omtanke og den litterære kunnen, de – forhåbentlig da – lægger i omplantningen af et fremmed værk.
              Den famøse blindhed ligger egentlig mest hos formidlerne. Forfatterne ved godt hvordan det er, mange af dem har selv prøvet at oversætte. Men forholdet mellem forfatterne og deres oversættere er så usynligt i offentligheden, at man næsten skulle tro det var illegitimt, som en hemmelig romance.
              Somme tider kan et sådant forhold blive til et rigtigt venskab mellem to skrivende mennesker. Andre gange er der ret kold luft. Men de fleste nulevende forfattere, der får bøger oversat til andre sprog, bliver konfronteret med breve, telefonopringninger, faxer fra deres oversættere, hvis ikke om andet så om de problemer der er tilbage, når oversætteren har opbrugt hele sit forråd af ordbøger, leksika, biblioteker, institutioner, lokale autoværksteder, venner og bekendte og venners bekendte, der tilfældigvis véd noget om windsurfing, minedrift eller de puniske krige.
              En oversætter kan bruge dage og uger på at finde det rigtige ord i den slags faktuelle sammenhæng, men tilbage bliver der altid en lille liste med spørgsmål, som kun forfatteren kan svare på. Når der på engelsk står figures om et eller andet på et stykke papir, uden anden forklaring, og både figurer og tal blandt de mulige danske oversættelser giver mening, hvad er så det rigtige? (Det var tal!)
              Et godt gammelt aristokratisk mundheld hævder, at ingen er en helt for sin kammertjener. På samme vis er ingen forfatter en helt for sin oversætter. Oversættere kan more sig herligt med at fortælle hinanden anekdoter om hvordan “deres” forfattere har klumret i det – og de kan fortælle mange. Jeg mindes den tyske 68’er P.S., der i en roman skrev at et spøgelse gik gennem Tyskland. Hvilken elegant allusion til Det kommunistiske Manifest (hvor gespenstet går gennem Europa), tænkte jeg og lod det stå. Men da jeg alligevel, på forlagsredaktørens indstændige opfordring, ringede og spurgte, sagde P.S.: “Hvad? Har jeg skrevet det? Ret det!”
              Eller den berømte englænder J.F., som måske alligevel er noget af en helt for mig, men som havde skrevet om en vej, at den snoede sig som en syl (awl) … jeg spurgte i et langt brev med mange andre spørgsmål (det var en hundesvær oversættelse), om han ikke mente et bor (auger), for en syl snor sig nu godt nok ikke ret meget, og jo, det indrømmede han.
              Eller den gådefulde sydafrikaner J.M.C., som havde forvirret mig med nogle ret synlige inkonsekvenser. De spørgsmål sprang han simpelthen over på listen!
              Eller amerikaneren P.T., der i en roman om Mellemamerika havde nævnt nogle himstregimser der hed crapsies, og som jeg ikke kunne finde nogen steder. Han svarede: “Perhaps a type of insect? I don’t know.” (Men så var han også selv ude om at de kom til at hedde krapser på dansk.)
              Eller den verdensvante romanforfatter og journalist, der under et besøg hjemme hos ham i Köln glad fortalte, at han havde talt med hr. Gyldendal i Frankfurt året forinden. Jeg nænnede ikke at fortælle ham, at hr. Gyldendal havde været død i næsten 200 år.
Sådan kan man blive ved, ligesom tyendet altid har fniset i køkkenet over herskaberne. Vi oversættere, vi undersøger tingene, og vi ved hvad vi taler om! (Men hovmod står for fald. En svensk oversætterkollega, til hvis mange fortræffelige egenskaber også hører et indgående kendskab til Europas bedste konditorier, brugte engang en novelle jeg havde skrevet, ikke oversat, som materiale til et kursus hun ledede. Og i den anledning spurgte hun mig med fin ironi, om det var med vilje jeg havde stavet navnet på det berømte etablissement Gerbeaud i Budapest forkert? Der stod nemlig Gerbeau i min novelle. To gange. Tableaud!, om jeg så må sige.)
              Fniset og pindehuggeriet er ikke udtryk for åndelig nærsynethed. Oversættere fortæller den slags anekdoter med en art professionelt augursmil. De ved, om nogen, at også de mest storslåede litterære kunstværker er bygget op af detaljer. Og når man river hele bygningen ned og genopfører den et andet sted – hvad en litterær oversættelse kan sammenlignes med – så må man for helhedens skyld være nøjeregnende med detaljerne.
              For hvad oversættere end er – tyende, tjenere, usynlige hjælpere eller undereksponerede litterater – så er de også nogle af “deres” forfatteres bedste læsere. Ellers ville de ikke kunne holde ud at leve sig ind i forfatternes gemytter og intentioner i månedsvis, måske årevis, som en skuespiller lever sig ind i en vanskelig rolle. Personen træder tilbage for figuren. Derfor står oversætterne der i mængden, for foden af podiet, med en stolthed de holder for sig selv, når kameraerne og mikrofonerne nærmer sig bogmessernes berømte gæster.

(Dette indlæg er tidligere trykt i Politiken, 13. november 1994, med titlen ”To gemytter under samme paraply – Oversætterne og ’deres’ forfattere”)
Advertisements

About Sara

Skønlitterær oversætter www.sarakoch.dk
This entry was posted in Oversættelsesteori og -debat, Uncategorized. Bookmark the permalink.

2 Responses to De usynlige hjælpere

  1. Efter at have læst Niels Brunses underholdende indlæg om forholdet mellem forfatter og oversætter får jeg lyst til at supplere med et par af mine egne erfaringer. Som Niels er inde på, kan der både være varmt og koldt mellem de to parter, men i de sidste to-tre år har jeg faktisk gjort det til en vane at prøve at få kontakt med forfatteren; dels kan det være en stor hjælp, hvis man er i tvivl om noget, og dels er det simpelthen ganske morsomt. Jeg måtte dog opgive en nærmere kontakt i Keith Richards tilfælde ("Livet") og havde heller ikke på forhånd gjort mig mange forhåbninger om at rive ham ud af kokainrusen, men i et af de indledende kapitler i "Livet", hvor han fortæller om Rolling Stones' unge år, skriver han et sted, at når det kørte for ham og Mick, så sagde de om publikum, at de var "wongin' the pog". jeg tør ikke lægge det antal timer sammen, som jeg brugte på at få opklaret det udtryk, heri indgik også adskillige forespørgsler til bekendte i England, så jeg havde ikke andet valg end at angribe forlaget og bede dem om at opklare sagen. Efter mange forgæves forsøg nedlod forlaget sig omsider til at spørge Keith selv og kunne så fortælle mig, at udtrykket ikke betød en skid – det var det rene vrøvl, nonsensical. Samme forlag gav i øvrig indtryk af, at Keiths tekst var noget af det vigtigste, der var skrevet siden Bibelen. Efter deres opfattelse burde manus afleveres til mig i en pansret bil og låses inde i et pengeskab om natten. Det første kapitel modtog jeg som en nogenlunde ulæselig fax.Så gik det lidt bedre med Daniel Epstein, forfatteren til "Balladen om Bob Dylan". Varmt blev forholdet aldrig, men han svarede da og spurgte også lidt selv engang imellem. Nå, men han brugte et udtryk, som kunne forstås på to måder, og jeg spurgte ham. Han kløede sig i nakken (for så vidt som man kan klø sig i nakken i en mail) og skrev, at han faktisk ikke selv vidste, hvordan det skulle forstås. Det gør det ligesom ikke lettere at være oversætter.Mit sidste eksempel er de søde, svenske krimiforfattere bag "Kragepigen" og "Sorgens ild", som i det sidstnævnte bind henlægger noget af handlingen til Danmark, nærmere betegnet Grisetåodde og egnen omkring Struer (og også København). Der er en dialog mellem en såkaldt tyskerdreng (barn af en tysk soldat og jysk kvinde), og Victoria Bergman (bogens hovedperson), hvor tyskerdrengen foragteligt omtaler de lidt for villige 'tyskertøser': "Knalder ud fem tusind svin", skriver Eriksson og Sundquist på dansk! Jeg måtte gøre forfatterparret opmærksom på, at 'knalde ud' ikke helt har den betydning, de gerne vil have frem, og de takkede mange gange og lovede mig, at de ville lade mig kontrollere deres danske tekster fremover, inden de gik i trykken. Og at de aldrig mere ville stole helt på en Google Translation!Knald i låget. Men her kan kontakten mellem forfatter og oversætter altså også komme forfatteren til gode.

  2. Ellen Boen says:

    Det er vistnok mere undtagelsen end reglen, at man som oversætter har held med at kommunikere med sin forfatter, og den manglende kommunikation kan skyldes flere ting: at det danske forlag ”forbeholder sig” kontakt med forfatteren; at forfatteren er omgærdet med et panser af ”agenter” og forlagsfolk, der holder folk på afstand; at forfatteren ikke reagerer på henvendelse – eller at han/hun er død!Det sidste må være overmåde frustrerende, når man nyoversætter klassikere, men samme frustration oplevede jeg, da jeg i sin tid oversatte Stieg Larssons ”Mænd, der hader kvinder”: Undervejs stødte jeg på mængder af spørgsmål, som jeg gerne ville have drøftet med forfatteren – ikke mindst faktuelle ting i originalteksten, hvor der var åbenlyse fejl – men dette lod sig ikke gøre, da han var afgået ved døden, inden bogen så dagens lys!Anderledes godt kan det dog også gå med kommunikationen: Under min oversættelse af Daniel Sjölins ”Verdens sidste roman” var jeg pisket til at kontakte forfatteren, da dele af teksten nærmest var ”volapyk”. Heldigvis var forfatteren redebon, og vi kommunikerede lystigt undervejs – og resultatet: Da Daniel Sjölin havde læst den danske oversættelse, skrev han til mig: ”Ellen, du har gjort mig lykkelig!” Større glæde kan man næppe opnå som oversætter …Ellen

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s