Knausgårdsafari

Af Sara Koch

 I sommer stod jeg på en klippe i Sørlandet i Norge og var så svimmel at jeg næsten faldt, ikke fordi jeg kiggede på den smukke sørlandsnatur med de runde, sorte klipper, blåbærrisene og holmene ude i skærgården med de kridhvide træhuse der lyste op i solskinnet. Nej, jeg var svimmel fordi jeg var forsvundet lidt for langt ind i en roman. Det var Karl Ove Knausgårds selvbiografiske 6-binds værk: ’Min kamp’, og jeg var i Sørlandet, hvor dele af den foregår, for at oversætte værket til dansk. Jeg rejste derop for at opleve de steder værket foregår, se dem med egne øjne, og forhåbentlig få en erfaring der styrkede mit arbejde. Men nu stod jeg lige inden afrejse og havde mistet perspektivet.
I Sørlandet bor jeg i en forfatterlejlighed på den lille ø Andøya uden for Kristiansand, ikke så langt fra der hvor Knausgård boede som ung. En lejlighed der optræder i bind 1, noget jeg først opdagede efter at have booket opholdet. Forfatterlejligheden ligger som en del af en lystgård med direkte udsigt til havet. Det er komponisten Ole Bulls gamle lystgård, hvor han efterlod sin franske kone og deres børn i den bidende vinterkulde, hvor hun efter sigende mistede forstanden. Men solen skinner og lavendlerne blomstrer, og til lystgården hører et bådehus nede på de rundslebne, sorte klipper ved havet. Jeg får nøgler til hele huset, og har altså en hel lystgård til disposition – undtagen loftsetagen, for der bor en trompetist.
Jeg oversætter på livet løs, samtidig med at jeg bruger pauserne til at undersøge det sørlandske landskab. For hvad skal man kalde ’svaberg’, de runde, sorte klipper, og ’heiene’, de lyngbevoksede skråninger som er alt for små til at være heder, men dog er det biologisk set, og ’myrene’, de sumpede områder hvor der vokser ’myruld’, på dansk ’kæruld’, men som er for store og tørre til at være kær og for små til at ordet mose klinger rigtigt.
Samtidig rejser jeg ind til Kristiansand by hvor jeg ser alle de ting der er omtalt i bøgerne: hotellet der brændte en uge efter Knausgårds far lå døddrukken derinde; bedemanden; kvarteret hvor farmoren boede, og hvor faren lå i sit eget skidt og døde; huset hvor Knausgård boede helt alene som 15-årig i den periode hvor faren begynder at drikke; Varoddbroen, det imponerende bygværk som optræder flere gange i bogen og så turen ud til huset i Tveit hvor Knausgård boede som teenager.
Min mand er med i bilen, og han ser med skepsis på det han kalder »Knausgårdsafari«. Der er hverken kort eller internet på lystgården, så vi kører lidt efter min litterære hukommelse, over Varoddbroen, forbi Hamresanden, hvor børnene bader og flere af Knausgårds venner bor, vi kører videre ad vejen med en bebyggelse, der bliver mere og mere spredt. Jeg ved ikke hvor langt der er, den slags informationer rummer min litterære hukommelse ikke, men vi kommer forbi Timenes-krydset. Det kender jeg, for det er målet for Knausgård og hans ven Jan Vidar da de er 14 og skal crashe en nytårsfest. De er blevet tilbudt lift af forældrene, men fordi de har fået en lidt ældre ven til at købe øl, tør de ikke andet end at gå med de klirrende plastikposer.
Bind 1 beskriver over halvtreds sider denne nytårsaften hvor de går og går i knædyb sne i femten frostgrader med to plastikposer fulde af øl for at komme ned til busstoppestedet ved Timenes-krydset. Men det er sommer nu, og vi kører og kører. Der er småkirker og menighedshuse ved hvert et gadehjørne, og bebyggelsen er efterhånden ganske spredt. Mere end noget andet ligner stedet med sine lidt lurvede, hvide træhuse en mindre amerikansk by i bibelbæltet. Den smukke sørlandsnatur med svaberg og kystnatur er væk. Jeg får en yderst klaustrofobisk fornemmelse og kan slet ikke få stedet til at passe med Knausgårds beskrivelser. Min mand og jeg kigger jævnligt på hinanden, og på et tidspunkt begynder vi at spekulere på, om vi er kørt for langt eller forkert. Men så dukker der endelig nogle stednavne op, der stemmer overens med min litterære hukommelse. Da vi når frem, er jeg forundret og overrasket over forskellen mellem min oplevelse og Knausgårds, men måske kan det forklares med de 25 år der ligger mellem oplevelserne. På vejen hjem kører vi forbi det nye universitet.
Da jeg kommer tilbage til lystgården, sidder jeg med en passage hvor Knausgård rejser fra Stockholm til Kristiansand, hvor han skal holde et foredrag på universitetet om sin debutroman, der møder han vennen Geir, som også bor i Stockholm, men som er vokset op på Hisøya, en ø lige ved siden af Tromøya, hvor Knausgård voksede op. De to går en tur i Kristiansand, ser på hotellet der brændte en uge efter faren lå døddrukken derinde, huset hvor farmoren boede og faren døde og kører dernæst over Varoddbroen, gennem Timenes-krydset, forbi Hamresandet og ud til Tveit. Og ganske som jeg, reagerer Geir med vantro:

»Geir standsede bilen neden for huset. Han lo.
− Boede du der? Midt inde i skoven? Det er jo helt isoleret! Der er ikke et menneske her! Så øde … Det er det rene Twin Peaks, hvis du spørger mig. (…)
Han lo videre mens jeg pegede på stederne. Og jeg måtte også le, for jeg så det med hans blik, alle de gamle forfaldne huse, bilvrag på gårdspladserne, lastbiler parkeret udenfor, hvor langt der var mellem husene, og hvor fattigt alting virkede. Jeg forsøgte at forklare hvor dejligt vores hus havde været, og hvor godt det havde været at bo her, at jeg ikke savnede noget, at alt var her, men …
− Helt ærligt! sagde han. − Det må have været en straf at bo her.
Jeg svarede ikke, var lidt irriteret, havde behov for at forsvare det. Men gad ikke. Det var det samme her, den indre oplevelse der fik alt til at gløde af mening, fandt ikke genklang i det ydre« (’Min kamp 2’, side 640).

Dagene og siderne går, der er ikke så meget tid til andet end at oversætte, men for ikke helt at få kuller går turen dagligt ned til vores private bådehus nede på klipperne, som jeg så fattigt stadig kalder »svabergene«, for selvom jeg dagligt sidder på dem og kigger ud på havet, finder jeg ikke noget godt ord for dem. Dagligt kører jeg også til byen, gerne på fisketorvet, og middagen står inspireret af bogen på krabber:

»Der lugtede af salt derinde. I diskene lå fisk og rejer på is. Farmor, som havde pelshue og en mørk, fodlang frakke på, stillede sig i køen foran en af diskene, mens jeg gik hen til en trækasse som var fuld af levende krabber. Oversiderne var mørkebrune som rådne blade, undersiderne gulhvide som knogler. De sorte, knappenålsagtige øjne, følehornene, kløerne som raslede når de kravlede oven på hinanden. Krabberne var som en slags beholdere, tænkte jeg, beholdere med kød. At de kom fra dybet, og var blevet trukket herop, som også alle de levende fisk var, var eventyrligt« (’Min kamp 1’, side 418).

Efter en tur til Tromøya går turen hjem gennem Sverige med en næsten færdig oversættelse af bind 2. Bogen handler blandet andet om livet i Stockholm som forfatter og familiefar, og er pakket ind i en rammefortælling: Knausgård er på ferie med sin kone og sine nu tre børn. Og det er ikke let, men derimod et værre kaos af skrigende unger og hylende forældre i en Eventyrpark i Sydsverige. De kan slet ikke finde ud af det der med at holde ferie; Knausgård vil meget hellere sidde derhjemme og skrive.
Og jeg sidder i bilen på vej hjem til min egen ø i Danmark, Strynø, gennem Sydsverige, med to børn i bilen, som har ferieret hos farmor og farfar og ikke har fået den ferie sammen med mor, som de havde håbet på, men skamløst er skubbet til side til fordel for en roman. Vi kører forbi selvsamme Eventyrpark, men jeg har gudskelov forstand nok til at køre forbi. Knausgårdsafarien er ved at være forbi for nu.

»Jeg havde aldrig troet at jeg skulle køre bil, det hørte ikke med til mit selvbillede, så desto stærkere var glæden da jeg kørte hundrede og halvtreds på motorvejen på vej hjem, i den jævne, næsten dovne rytme som dukkede op der, blinke ud, overhale, blinke ind, i et landskab der først var skov, siden en lang, lang bakke af vidstrakte kornmarker, lave gårde, intenst smukke klynger og småskove af løvtræer, med havet hele tiden som en uendelig blå kant i vest.
− Se, sagde jeg da vi kom op på toppen, og det skånske landskab lå under os. − Hvor er det dog smukt!
Gyldne marker, grønne bøgeskove, blåt hav. Alt sammen intensiveret og næsten skælvende i lyset fra den nedadgående sol.
Der var ingen der svarede.
At John sov, det vidste jeg. Men var dem bagi også faldet i søvn?
Jeg drejede hovedet og så mig over skulderen.
Jovist. Der lå tre piger med åbne munde og lukkede øjne.
Lykken eksploderede i mig.
Et sekund, to sekunder, måske tre sekunder varede det. Så fulgte skyggen der altid kom bagefter, lykkens mørke slæb« (’Min kamp 2’, side 600).

 Men inden jeg kørte hjem til min egen virkelighed, stod jeg stod jeg altså på klipperne på en ø i Sørlandet og var svimmel fordi mit liv og ’Min kamp’ var ved at smelte sammen. Jeg var rejst derop for at gå i den unge Knausgårds fodspor, for at komme tæt på romanens virkelighed. Men uanset hvad jeg gjorde, var det som om, jeg snublede ned i den.
Der er ingen tvivl om at mine oplevelser gav mig en erfaring, der fik min oversættelse til at glide lettere. Den rejse var guld værd for mig. Men jeg var ikke tro mod mig selv. Jeg var gået for langt. Jeg var ikke oversætteren, jeg troede, jeg var romanen, og blev således bare en skygge af mig selv.
For hvis jeg helt lader romanens univers blive mit, udsletter jeg mig selv og har ingen erfaring at trække på, og uden erfaring, vil den danske tekst klinge hult og blive en skygge af den norske original. Nu sidder jeg med bind 5, som foregår i Bergen, og snart rejser jeg derop. Men denne gang sætter jeg mig i førersædet. Jeg vil suge byens lyde og dufte til mig, mærke regnen på egen krop. Jeg vil finde mig selv i teksten og byen og således trække på min egen erfaring i en stræben efter at komme så tæt på oversætterens mål som muligt: at være tro mod både teksten og det danske sprog.(Dette essay blev bragt i Politiken 11.6. 2011)

 

Advertisements

About Sara

Skønlitterær oversætter www.sarakoch.dk
This entry was posted in Månedens oversættelse, Om oversætterhuse, rejser m.m., Uncategorized and tagged , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Knausgårdsafari

  1. Jorge Braga says:

    Kære Sara Kunne meget godt lide din artikel. Selv kan jeg ikke oversætte uden at have målsproget som musik omkring mig – skønt jeg ikke kan arbejde med musik på! Jeg tror heller ikke, at jeg kunne have oversat Grøndahl (ordentligt) til portugisisk, hvis ikke jeg kendte til hans virkelighed i Danmark. Agustina Bessa-Luís’ virkelighed i Portugal står mig også meget nær, ellers ville jeg heller ikke kunne oversætte hende til dansk. Det er også noget med et tonefald at gøre. For jeg er så heldig at huske hendes, og det hjælper en del, navnlig nu, hun er forstummet. Dog irriterer det mig, at jeg hver gang ender med at identificere mig med den pjok til en mand, som enten er hovedpersonen selv eller hovedpersonens mand… og det tager mig et stykke tid, at komme ud af det!En af de gængse myter er, at noget skulle være nemmere at oversætte end andet. Det har jeg gang på gang fået dementeret. Ikke mindst mens jeg oversatte Catherine Deneuves dagbøger. Næ, kun det fortsatte arbejde med samme forfatter gør det en anelse lettere, for man bliver fortrolig med vedkommendes tankegang og kan skelne mellem en rammende formulering og en sjusket, som bare lyder dybsindig. Og det er her, ens loyalitet skal står sin prøve – loyalitet mod hvad forfatteren ville sige, og loyalitet mod hvad læseren umiddelbart bør forstå, uden at studse over det.Med venlig hilsenJorge

  2. Meget spændende indlæg! 😉 Glæder mig meget til at læse bøgerne – dog på norsk…..

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s