1Q84 – et verdensomspændende projekt

Af Mette Holm
Haruki Murakami nyeste værk – trilogien 1Q84 – udkom i Japan i maj 2009 (to bind) og i 2010 (et bind), og stik imod sædvane er den udkommet på næsten alle andre sprog, før den udkommer på engelsk. Jeg har arbejdet med den danske oversættelse af bog 1 og 2 i hele 2011, og dens verden er blevet min verden.
Når jeg skal oversætte en Murakami-roman, begynder jeg tit med musikken, og det har også været en god indfaldsvinkel med 1Q84, hvor jeg har lyttet til Janáčeks Sinfonietta, Bachs Veltempererede Klaver og It’s Only a Paper Moon.
1Q84 er strammere konstrueret end Murakamis tidligere værker. De to første bind er bygget op over Bachs Veltempererede Klaver, to bind med hver 24 kapitler, som skifter mellem dur og mol, hvilket i romanen bliver et skift mellem de to hovedpersoner, Aomame og Tengo.
Et vers fra It’s Only a Paper Moon åbner roman-trilogien og antyder, hvilken verden vi er på vej ind i. Det er en verden med to måner, hvor grænserne mellem fiktion og virkelighed er opløst, og så handler det om kærlighed. Og jazz … Murakami improviserer, og handlingen tager sine egne omveje med mange små historier i historien og spændende kunstgreb på japansk. Begge dele har været udfordrende at oversætte og har bragt mig i kontakt med mange andre oversættere.
Når Tengo i kapitel 20 i bog 1, læser højt af Tjekhovs Øen Sakhalin, kan jeg som oversætter ikke citere en dansk oversættelse, for der findes ingen. Men det virker forkert at oversætte russisk via et andet sprog, så jeg kontaktede en af Danmarks russiske oversættere, Kjeld Bjørnager, der var så sød at oversætte passagerne om giljakkerne på Sakhalin til dansk. Netop det kapitel har for mig været et af højdepunkterne i Bog 1, og en lille bonushistorie fra den russiske oversætter Dmitrij Kovalenin har gjort mig endnu gladere for det.
Kovalenin fortæller, at han under et interview med Murakami i 2006 inviterede ham til Rusland. Murakami spurgte, hvilke steder i Rusland der var interessante, og Kovalenin fortalte om sin fødeby på Sakhalin, som har en blandet japansk/russisk historie. For nogle år siden bad Murakami så Kovalenin være guide på en rejse til Sakhalin, og Kovalenin fortæller: ”På hele rejsen læste Murakami Tjekhovs Øens Sakhalin, og han var meget optaget af giljakkerne, så jeg oversatte alt, hvad vi stødte på, om dette folkeslag. Og nu er de med i hans roman. Er det ikke ironisk? En oversætter fortæller sin forfatter en historie, forfatteren bruger den i sin roman, og derefter oversætter oversætteren den tilbage til sit eget sprog. Det er et af ​​de sejeste eventyr, jeg har oplevet. For mig er det et bevis på selve filosofien i 1Q84: Vi kan virkelig ændrer verden med de historier, vi fortæller.”
1Q84 gør også verden mindre for Murakamis oversættere, fordi vi har siddet samtidig over hele verden og arbejdet med det samme værk og hermed befundet os i den samme verden på tværs af grænserne. Det har ført til udveksling af tanker og idéer.
Den unge pige Fukaeri i 1Q84 er et glimrende eksempel på et japansk kunstgreb, som alle oversættere har skullet være kreative for at kunne overføre til deres sprog. Fukaeri taler monotont og spørger uden spørgsmålstegn. Hun har et lille ordforråd og i hendes replikker skrives vanskelige ord med fonetiske tegn i stedet for semantiske, hvilket tydeligt ses i den japanske tekst – selvom det ikke kan høres, når den læses op.  Her har jeg konfereret med flere oversættere.
Den polske oversætter Anna Zielinska-Elliott siger: ”Fukaeris måde at tale på, får mig til at tænke på Nakata i Kafka på stranden, hvor Murakami også udnytter det japanske sprog på en måde, der ikke umiddelbart lader sig oversætte. Men oversættes skal det jo, så jeg måtte finde min egen måde at gøre det på, og det endte med, at jeg lod Fukaeri tale med små bogstaver og uden tegnsætning.”
Både den norske oversætter Ika Kaminka og jeg har valgt Annas løsning, mens den svenske oversætter Vibeke Emond har valgt at skil-le al-le sta-vel-ser med en bin-de-streg for at an-ty-de mo-no-to-ni-en. Den franske oversætter Hélène Morita derimod er gået lige til grænsen af, hvad fransk kan bære: ”Jeg har moret mig med at lade hende tale skiftevis som et barn og en udlænding og samtidig på et sprog, som ikke kan skrives, men kun høres. Jeg er spændt på, om læserne vil kunne ’høre’ det.”

Der er mange valg at tage, når man oversætter, og man vil næsten altid kunne gøre det på en anden måde. Jeg forstår ikke polsk, men Annas beskrivelse af, hvordan hun arbejdede med en passage i bogen, har bekræftet mig i, at mit valg her i hvert fald er det rigtige.
Det drejer sig om en scene i kapitel 5, Bog 1, hvor Aomame lægger an på en midaldrende fyr i en hotelbar. Her fortæller Anna: ”Efter lidt smalltalk, spørger Aomame, om hun må stille ham et personligt spørgsmål, nemlig: “Anata no ochinchin wa ookii ho?” – hvilket betyder “Er din ochinchin stor?” Vanskeligheden lå i, hvordan jeg skulle oversætte ordet ochinchin, et udtryk, der bruges over for små drenge om deres penis. Men her taler en trediveårig kvinde til en midaldrende mand. I det øjeblik hun stiller spørgsmålet, ændrer Aomame opførsel fra at være en raffineret forførerske til at blive stærk og dominerende. Hun taler ned til ham, skælder ham ud og behandler ham som en lille dreng, hvilket gør scenen underholdende at arbejde med.
Polsk har mange ord for penis, men jeg var bange for, at den barnlige udgave ville lyde for mærkeligt i situationen, så jeg lavede en rundspørge blandt mine japanske veninder for at høre, hvilket ord de ville bruge i forskellige situationer. De syntes, det var sjovt, og begyndte at spørge deres mænd og sønner. Det førte til gode diskussioner om sprogbrug mellem både køn og generationer.
Det gav også mig en fornemmelse for, hvordan ordet ochinchin fungerer i det moderne Japan, og hvilket polsk ord jeg kunne bruge. Jeg stillede herefter mine polske venner det samme spørgsmål, efter at have forklaret scenen i 1Q84. Jeg mødtes tit med mine venner på restauranter og caféer, og diskussionen gik højt. Et par gange bemærkede jeg, at tjeneren og andre gæster sendte os mærkelige blikke, og indså, at vi sad og råbte: “Nej, nej, ‘pik’ dur slet ikke!”  ”Jo, det fungerer meget bedre end ’tissemand’.”
Man skulle næsten tro, at Murakami godt kan lide at udfordre sine oversættere. Jeg har selv ledt forgæves efter udgaven af South of the Border med Nat King Cole, som har givet titel til Sønden for grænsen og vesten for solen, og sidste år spurgte jeg ham, om den indspilning kun findes i hans verden. Han grinede og sagde: ”Forfattere har frie hænder, de kan gøre, hvad der passer dem og sætte en Folkevognsmotor i en Volvo, men oversættere bliver nødt til at være meget omhyggelige med fakta.”
Og det er så sandt, som det er sagt. I 1Q84 har vi den religiøse sekt ’Vidnernes samfund’, som i høj grad leder tanken hen på Jehovas vidner, men det er det ikke. For eksempel hedder deres blad Før syndfloden, og deres trosbekendelse er ikke helt som den, jeg kender.  Alligevel kunne jeg godt komme i tvivl, og da min søde redaktør konsekvent stregede Vidnernes samfund ud hele teksten igennem og skrev Jehovas vidner (det andet ville forvirre læserne, og det stod der faktisk i den tyske oversættelse), valgte jeg at kontakte Murakami selv.  Svaret var kontant. Det skal hedde Vidnernes samfund, det er slet ikke Jehovas vidner, og han ville straks tage kontakt til den tyske oversætter og sige, at det ikke er rigtigt at kalde sekten for Jehovas vidner.
Måske er Murakami også blevet lidt træt af, at hans romantitler ikke bliver ’rigtigt’ oversat til andre sprog, og har valgt titlen 1Q84 – for den kan vi da ikke maltraktere, selvom vi godt kan diskutere, hvordan den skal udtales. På japansk er det jo ichi-kew-hachi-yon, men på dansk må det nok blive Et Q fireogfirs. Og selvfølgelig har han ikke valgt titlen for at drille, men fordi han refererer til Orwells 1984.
Men tilbage til musikken. Aomame og Tengo mødtes, da de var ti år og husker stadig hinanden her efter 20 år, og gennem hele 1Q84 binder Janáčeks Sinfonietta de to hovedpersoner sammen. I første kapitel spiller Janáčeks musik en stor rolle og musikken dukker op mange gange i romanen og fortæller sine egne små historier. Den tjekkiske oversætter Tomas Jurcovic forventer, at nogle tjekkiske læsere vil blive meget overraskede over, at Murakami nævner den tjekkiske komponist Janáčeks Sinfonietta i begyndelsen af romanen og fortæller:Jeg husker stadig reaktionerne, da Moldau blev nævnt i den tjekkiske oversættelse af Sputnik, min elskede – nogle læsere troede simpelthen, at det var noget, jeg havde fundet på.”
Men sådan er Murakami, han formår at inddrage vores verden i sine verdener, og derfor kan det nogle gange blive svært at skelne mellem fiktion og virkelighed – både for læserne og oversætteren.
It’s a Barnum and Bailey world
Just as phony as it can be
But it wouldn’t be make-believe
If you believed in me.
1Q84 BOG 3 udkommer på dansk den 29. august 2012
Advertisements

About Sara

Skønlitterær oversætter www.sarakoch.dk
This entry was posted in Om enkelte værker/forfattere, Uncategorized. Bookmark the permalink.

3 Responses to 1Q84 – et verdensomspændende projekt

  1. Jorge Braga says:

    Det lyder spændende, din Murakami-oversættelse, ikke mindst historierne i historien, allermest Kovalenins.Da jeg i sin tid oversatte Agustinas skuespil ”Søren Kierkegaards Umiddelbare Erotiske Stadier”, som i højgrad er bygget over Kirkegårds egne skrifter, allierede jeg mig med professor Billeskov Jansen med henblik på at tilbageføre Kierkegårds citater fra portugisisk til dansk, men selv om Billeskov genkendte dem ordret syntes han heldigvis, at det var sjovere at gengive dem med ”portugisisk accent”, dvs., præget af Agustinas fortolkning. Det var overraskende, når det kom fra en ældre autoritet som ham.Kovalenins historie minder mig selvfølgelig om Bessa-Luis’ novelle ”Rotten”, der bygger over en virkelig hændelse med en rotte hjemme hos mig, men som forfatteren fortolkede på sin egen måde, uden meget hensyntagen til mig og min familie, helt frit. Lige for tiden læser jeg med stor fornøjelse Mone Hvass’ oversættelse af Pascal Merciers ”Nattog til Lissabon”, og det rører ved noget fundamentalt, nemlig min beundring for hendes arbejde og vores – hendes og mine – bestående uenighed om at oversætte, en uenighed som overlever hendes nylige død. Vi kunne godt læse korrektur for hinanden, men vi kunne ikke lave en oversættelse sammen uden at måtte sluge store kameler. Derfor nøjedes vi som gode venner med at give hinanden den støtte vi kunne, uden at forpligte os til at gøre brug af det. Hvilket svarer til den fiasko som min gode ven Peter og jeg var som gaster for hinanden på en kapsejlads, i modsætning til hvor godt vi hver for sig klarede os på banen som konkurrenter. Sådan er så meget.

  2. Sara Koch says:

    Jeg kan blive helt misundelig over Mette Holms samarbejde med de andre Murakami-oversættere. Som oversætter sidder man jo måned efter måned med næsen langt nede i en tekst, der ikke interesserer omverdenen særlig meget, men i de andre oversættere af netop den tekst finder man jo åndsfrænder. Jeg har en gang oversat en bog som en norsk veninde allerede havde oversat, Curtis Sittenfeld: Klasse, og det var morsomt og nyttigt at få hendes kommentarer, men hun havde allerede truffet alle sine valg, og derfor udeblev dialogen. I forbindelse med min oversættelse af Gunnhild Øyehaugs Vente blinke havde jeg et godt samarbejde med forfatteren, og kom via hende i kontakt med den tyske oversætter, men jeg var kommet længere end hende i processen og kontakten ebbede ud. I mit arbejde med Knausgård, som har stået på i snart to et halvt år, kunne det også have været morsomt at have kontakt med de andre Knausgård-oversættere, og jeg har da også været i kontakt med den spanske Knausgård-oversætter, men jeg er mange bind foran hende, så selvom kontakten har været positiv, har jeg ikke kunnet bruge den rent praktisk i det daglige arbejde. Mit store ønske er en dag at oversætte en bog samtidig med min norske mand, der også er oversætter, at sidde med den samme engelske bog, med nogenlunde samme deadline og oversætte den til henholdsvis norsk og dansk. Det vil ikke blive lettere, snarere tvært imod, for hver oversætter har sin fremgangsmåde, og alle de valg vi hver især foretager, vil blive endevendt en gang mere end de mange gange de allerede bliver. Og vi vil sikkert komme til at skændes så det gnistrer, tvivle på os selv så det smerter – for ikke at tale om den forsømmelse vi vil udsætte vores to døtre for i den periode arbejdet pågår. Men jeg er også sikker på at det vil være anstrengelserne værd både på kort og lang sigt. Om ikke for ægteskabet og døtrene, så for litteraturen.

  3. mette.holm says:

    Jeg kan se, at jeg måske burde svare her … og har oplevet det samme – min datters far og jeg læser hinandens oversættelser – og er slet ikke enige – men jeg kan ikke undvære hans gennemlæsning og kommentarer – tør ikke slippe en tekst, før den har været gennem hans hænder. Og jeg er sikker på, at Murakami har læst Sandemoses Varulven på min anbefaling – og den har inspireret ham til den gamle dame i 1Q84 – hun holder sommerfugle i sit drivhus. Og Rotten må jeg hellere få fat på – ligesom Nattog til Lissabon er på ønskelisten.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s