Om oversættelsesmæssigt arvegods og god kemi

Af Rasmus Hastrup

 Vi var mange, der blev kede af det, da vi i begyndelsen af 2011 modtog nyheden om, at oversætteren Jørgen Nielsen var afgået ved døden. Jeg kendte ham ikke specielt godt, men dog godt nok til synes, at han var et overmåde behageligt og imødekommende menneske. Det var ham, der præsenterede mig for Siri Hustvedt for nogle år siden. Jeg havde oversat en essaysamling fra hendes hånd, og ikke så længe efter var hun i København og gæst ved et selskabeligt arrangement, hvor jeg også deltog. Nervøs og star-struck stod jeg op ad en væg. Jørgen Nielsen fornemmede min skrækblandede rædsel, og da Hustvedt kom inden for rækkevidde, gav han hende hånden og sagde: ”Siri, there’s someone I’d like you to meet . . .” Det glemmer jeg ham aldrig for.

 Blandt hans oversættelser fandtes en række bøger af Don DeLillo og Paul Auster. Forlæggeren Per Kofod spurgte mig, om jeg havde lyst til at overtage disse forfatterskaber og varetage oversættelsen af dem fremover. Det havde jeg, og i løbet af de seneste måneder har jeg stået over for udfordringen at oversætte bøger af disse to store forfattere lige efter hinanden – Austers erindringsbog Vinternoter, som er udkommet, og DeLillos novellesamling Englen Esmeralda, der udkommer i april.

 Men hvorledes griber man en sådan arv an? Er det formålstjenligt at læse Jørgen Nielsens oversættelser for ad den vej at nærme sig en stilistisk og sproglig lighed med sin mere rutinerede forgænger? I tilfældet Don DeLillo var spørgsmålet i særlig grad relevant, idet en af novellerne, i næsten identisk form, indgår som et kapitel i DeLillos kæmperoman Underverden, oversat af Jørgen Nielsen. Desuden er Don DeLillos sprog i sjælden grad originalt og egenartet, så umiddelbart genkendeligt som et maleri af Jackson Pollock, som en amerikansk kritiker udtrykte det. 

Jeg valgte at lade være. Min tilgang til oversættergerningen er, at man som oversætter skal etablere sit eget forhold til originalteksten, så at sige. Det kunne ende med at virke mod hensigten at udsætte sig selv for indflydelse fra tidligere oversættelser af samme forfatter, hvor glimrende disse oversættelser end måtte være. Når man læser en tekst, måske i særlig grad når man læser den med henblik på oversættelse, danner man sig nogle mentale billeder af indholdet såvel som af sproget. Disse billeder bør, efter min mening, forblive så klare og ’ubesmittede’ som muligt. Måske kan det sammenlignes med at se en filmatisering af en bog – det er yderst sjældent, at éns egne indre billeder stemmer overens med filmens.

Naturligvis er det lettere (og umanerligt meget rarere) at oversætte en tekst, man virkelig godt kan lide. Det er med tekster som med mennesker: Nogle svinger man bedre med end andre. Det er et spørgsmål om kemi. Jeg havde læst adskillige bøger af Auster og DeLillo før, men indtog dem selvsagt på en anden måde denne gang og nærmede mig dem med stor respekt. Der opstod nærmest øjeblikkeligt god kemi. Jeg fik hurtigt et forhold til teksterne, et givende forhold. DeLillos sprog var krævende, men samtidig nærende. Austers bog var gribende og æstetisk særdeles tilfredsstillende. Jeg blev meget gode venner med de to bøger.

Som et lille midtvejs-p.s. kan jeg sige, at jeg bagefter lånte Underverden i Jørgen Nielsens oversættelse på biblioteket og læste det kapitel, som DeLillos novelle var en tidligere udgave af. Der var tydelige forskelle på min og Nielsens oversættelse, men også væsentlige sammenfald. Det var meget interessant at læse, post facto, en andens oversættelse af (stort set) samme tekst. Oversættelse er en forunderlig blanding af videnskab og kreativitet. Der er sjældent én rigtig oversættelse af en given tekst; samtidig er der også mangfoldige måder at gøre det forkert på.

 For at blive ved det med kemien, blev jeg engang spurgt, i relation til førnævnte oversættelse jeg havde begået af Siri Hustvedts essays, om ikke det var svært for en mandlig oversætter at oversætte tekster forfattet af en kvinde. Til det måtte jeg svare entydigt nej. Det er ikke forfatteren det kommer an på, men teksten. Det forekommer mig faktisk lettere absurd, at nogen kan mene, at et kønsmæssigt sammenfald mellem forfatter og oversætter er essentielt. Man behøver ikke være kvinde for at oversætte kvindelige forfattere, ligesom man ikke behøver at være kineser for at oversætte kinesisk litteratur. Oversættelse til dansk handler, med en version af en temmelig fortærsket vending, om at tilvejebringe danske læsere samme oplevelse som læsere af originalteksten, og så skal forskellige kulturelle koder selvfølgelig også oversættes og/eller lokaliseres. Således bliver enhver oversættelse en tilnærmelse, en approksimation, og der kan være flere faktorer, der afgør hvor svært det er at nærme sig originalteksten, men for mig at se er køn ikke en væsentlig faktor overhovedet.

Hvorom alting er, er jeg beæret over at have arvet Paul Auster og Don DeLillo; jeg er glad for det forhold jeg har etableret til deres nyeste bøger og smiler stadig bredt, når jeg tænker på den kemi der opstod i oversættelsesprocessen.
Advertisements

About Sara

Skønlitterær oversætter www.sarakoch.dk
This entry was posted in Om enkelte værker/forfattere, Uncategorized. Bookmark the permalink.

One Response to Om oversættelsesmæssigt arvegods og god kemi

  1. Niels Brunse says:

    Meget fint og gennemreflekteret indlæg og som talt ud af mit eget oversætterhjerte.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s