Gnældrende latter og vanmagt

Af Lars P. Poulsen-Hansen

Dostojevskij store romaner er i de seneste år blev nyoversat til dansk, ’Onde ånder’ og ’En grønskolling’ af Ole Husted Jensen i henholdsvis 1996 og 2004, ’Forbrydelse og straf’ og ’Idioten’ af Jan Hansen i henholdsvis 2003 og 2006. Det er vel sket ud fra en erkendelse af, at Einar Thomassens og Georg Sarauws oversættelser har haft deres tid. Nu manglede vi kun at få en nyoversættelse af Dostojevskijs største og sidste roman ’Brødrene Karamazov’, et af verdenslitteraturens ubestridte hovedværker. Og den burde naturligvis bygge på den seneste videnskabelige russiske udgave af Dostojevskijs værker, som Thomassen og Sarauw ikke havde til rådighed.

Dostojevskij er oppe i tiden. Det Kgl. Teater spillede i 2006/07 en dramatiseret udgave af ’Brødrene Karamazov’, og for nylig har en fremragende dansk dramatisering af ’Forbrydelse og straf’ gået for fulde huse sammesteds.

Men hvad sker der? Gyldendal genudgiver Sarauws oversættelse fra 1953, der bygger på originaludgaven af romanen fra 1880. At det er Sarauws oversættelse, fremgår dog ikke af Gyldendals hjemmeside, hvor der står: ”Den gamle oversættelse er til denne nye udgave af Mette Dalsgaard gennemgået på ny med den russiske original og rettet.” I selve nyudgaven står Sarauw anført som oversætter, mens Mette Dalsgaard ikke er nævnt. Mystisk! En stikprøvevis sammenligning mellem den gamle Sarauw-udgave og den nye viser imidlertid, at der stort set kun er læst korrektur på den gamle, og det behøver man jo ikke sætte en af vore dygtigste oversættere til. Så det er uforståeligt, hvorfor Gyldendal smykker sig med hendes navn.

Korrekturlæseren har dog ikke fanget alle fejl; der står stadig Osipiovna i stedet for Osipovna (s. I, 277), det ellevte år (i stedet for dit …) (I, 285), Rozhdestvenskaja for Rozjdestvenskaja (II, 120); ny fejl er Tjaskij for Tjatskij (s. I, 277). Vedkommende kan altså ikke russisk. Men det er godt, at ’pik og pak’ er rettet til ’pikpak’ (s. I, 132).

Sarauws oversættelse kan da stadig læses af den ældre generation; den virker hist og her lidt altmodisch, og så bruger han indimellem nogle ord, som absolut ikke er gængse i dag og da heller ikke står i Nudansk Ordbog: usselryg (s. I, 17), livsvandel (I, 43), ærtede (s. I, 66), fripostig (s. I, 129), gnældrende latter (s. I, 160 og 168), vanmagt (s. I, 383), marvråddent (s. I, 398), tryneso (II, 272).

Dertil kommer, at de franske og andre fremmedsproglige passager, som næppe mange forstår i dag, ikke alle er oversat i noterne, som Ole Husted Jensen og Jan Hansen har gjort det i deres oversættelser. De ville også have tilføjet langt flere realkommentarer, end der er i denne udgave. Og med rette.

Men værst er det dog, at en række deciderede oversættelsesfejl stadig er at finde i den nye udgave:

’et fedt tidsskrift’ for ’et tykt’ (I, 110), ’etatsråd’ for ’statsråd’ (I, 136), ’jeg vil bare gøre et lille kryds over dig’ for ’jeg vil bare gøre korsets tegn over dig’, og på s. I, 140 mangler en strofe.

Prisen bærer imidlertid oversættelsen af den gamle Karamazovs beskrivelse af politimesteren (I, 60) som en ’butterdejgsstatue med sænkede blikke, tyskerblond’ og ’en butterdejgs Wagner-helt’, når han ifølge Dostojevskij bare er ’høj, tyk, blond og bister’. Det var da også den oversættelse, professor Ad. Stender-Petersen undrede sig mest over i sin højst læseværdige analyse fra 1954 af Georg Sarauws og Einar Thomassens Dostojevskij-oversættelser (På tærsklen til en ny tid). De to oversættere havde bedt professoren være dommer i den daværende oversættelsesstrid, der var fremkaldt af, at Sarauws oversættelser var væsentlig kortere end Thomassens. Stender-Petersen fortæller her, at Sarauws oversættelse af Brødrene Karamazov er forkortet, men indrømmer, at han ikke ville have lagt mærke til det, hvis ikke polemikken havde gjort ham opmærksom på det. Se, det fortæller Gyldendal jo ikke de nye læsere. Professoren konkluderer dog, at Sarauw er ’kommet Dostojevskijs prosasprog så nært, som det er muligt’, mens Thomassen ’har en vis tendens til at gøre Dostojevskij mere mærkværdig end han i virkeligheden er, rent sprogligt betragtet’. Sarauw er altså bedst, men det var han for 56 år siden. Nu holder hans oversættelse ikke mere, og Thomassens endnu mindre. Nu trænger vi til en nyoversættelse af hele Brødrene Karamazov!

Lars P. Poulsen-Hansen er magister i slavisk filologi

(Denne tekst er tidligere bragt i Weekendavisen Bøger 18. marts 2011)

Advertisements

About Sara

Skønlitterær oversætter www.sarakoch.dk
This entry was posted in Oversættelsesteori og -debat, Uncategorized. Bookmark the permalink.

One Response to Gnældrende latter og vanmagt

  1. Allan Hilton says:

    Kære Lars.Jeg må ile ordet 'usselryg' til undsætning i en kort kommentar til din glimrende artikel: Dette fantastiske ord lever heldigvis om ikke i bedste velgående, så dog i Retskrivningsordbogen. Men det er da et truet ord, og det vil ikke forbavse mig, hvis det er fjernet i næste udgave.Ordet beskriver på bedste vis en hel række personager, herunder politikere, som jeg ikke skal omtale ved navns nævnelse. Lad os endelig beholde det – også i den næste oversættelse af ’Brødrene Karamazov’.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s