Månedens oversætter: Jan Hansen

(Frit efter Proustspørgsmålene)
Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?
Det var en Niels Brunse-oversættelse, hjemlånt fra biblioteket i Rønne i løb for at nå den sidste bus hjem til den yderste klipperække inden malketid, af en roman af en blødfeministisk amerikansk forfatter, der først fik mine øjne op for fordelene ved at bruge en sprogbevidst og tænkende oversætter i stedet for en robot m/k eller discountløsninger som Google-søgning og Wikipedia-opslag (ingen af delene opfundet dengang). Og ny lyver jeg måske. For gad vide om det ikke først var en af hendes senere, Niels oversatte? Det her var længe før, jeg overhovedet havde overvejet også selv at blive hjemmesyerske for nålepenge – et Ole Husted-citat fra hans tid som oversætterformand, citeret efter hukommelsen og selvom jeg ved med sikkerhed, at Ole sagde både ”hjemmesyerske” og ”nålepenge”, måske ikke helt ordret. Senere var det ikke mindst Anne Marie Bjergs oversættelser, jeg kastede min kærlighed på. Det skyldtes delvis, at jeg frisk ankommet til København for at studere engelsk blev kaldt ”reservesvensker” så tit – undtagen de gange jeg blev kaldt ”bådflygtning”. Eller meget værre ting, fordi jeg havde sort hår dengang og har let ved at blive solbrændt – at jeg satte mig for at undersøge, om jeg måske virkelig var mere svensk end dansk, og, når jeg ikke læste på helt udenlandsk, stort set kun læste svenske romaner. Slutningen af 1970’erne var så bestemt ikke det dårligste tidspunkt at være fikseret på svenske forfattere, og der gik ikke lang tid, før jeg opdagede, at de var mindst lige så gode, efter at Anne Marie, som jeg ikke kendte dengang, havde haft dem under nænsom og kyndig behandling. Hvad jeg i øvrigt læser eller har læst på dansk i stedet for originalsproget, er temmelig spredt fægtning, men de seneste årtier har dansk litteratur været velsignet med en mindre horde af dygtige oversættere. Også Claus Bech og Jørgen Nielsen er meget højt oppe blandt mine private ikoner. Og Bente Kastberg og Ivan Malinovski især, hvis vi taler oversættelse fra russisk og går lidt tilbage i tiden, og – nå ja, og så videre … En særlig stor inspiration, som jeg hørte ved en gæsteforelæsning for mere end 30 år siden, er stadig Rita Wright-Kovaljova, der oversatte Hemingway og senere Faulker til russisk og gjorde det så godt, at hendes og d’herrers bøger blev en af de største inspirationskilderfor senere generationer af russiske kvalitetsforfattere. Selvfølgelig ikke for gammelnationalister som Solsjenitsyn eller propagandister af anden politisk observans, men for rigtig gode forfattere som Trifonov. Nu får det her mig til at lyde mere metafysisk, end jeg vist egentlig er, men tilfældet ville, at jeg, da jeg hørte hende, næsten lige havde opdaget William Faulkner (takket være Hovedbiblioteket på Kultorvet og deres enlige lille reol med engelsksproget litteratur), og Wright-Kovaljova havde en teori om ”en forfatters melodi” som uafhængig af konkret sætningsrytme i vedkommendes forskellige værker og af skiftende sætningslængde. Det gjorde et uudsletteligt indtryk, da hun satte sig til at banke Faulkners ”stemme”, som hun sagde – i dag ville jeg nok kalde det en forfatters ”grundmelodi” – med én finger i et bord. I al ubeskedenhed tror jeg, at jeg har haft held til at genbruge hendes model, eller i hvert fald prøve, i forhold til et par i de fleste andre henseender vidt forskellige forfattere, jeg er blevet bedt om at prøve at oversætte i årtiernes løb. En advarsel: Ved applicering på venstrehåndsarbejde kan Wright-Kovaljovas oversættelsesmodel give alvorlig tinnitus, tror jeg, og muligvis varige erhvervsskader.
Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?
Som fritids- og lystlæsning ikke mindst lyrik. I så meget større mængder i dag end tidligere i mit liv, at det vist egentlig mest er en erhvervsskade på grund af de mange tykke romaner, der kommer forbi mit skrivebord … Jeg har været heldig at få lov til at lave både tungt og let og både smalt og bredt eller i hvert fald temmelig meget bredere bøger. Men det er ikke nogen hemmelighed, at typecasting er vidt udbredt i den danske forlagsbranche, og fordi jeg engang lod mig overtale til at oversætte en – nå ja, okay, så to – af Dostojevskijs mammutromaner, får redaktører eller deres chefer åbenbart somme tider associationer til mit navn, når de, oftest ubeset og næsten altid ulæst eller i hvert fald ikke færdiglæst, har købt et eller andet på 500 eller 800 eller jeg ved ikke hvor mange hundrede sider for meget, som de godt vil have til at ”lyde ligesom” den eller den. Selvom jeg vil insistere på, at der bør indføres forbud mod romaner på mere end max 200 sider, må jeg for en ordens skyld have med, at jeg også selv undertiden har læst bøger, hvor man efter at være nået til slutningen på side 900 bliver ked af, at den er slut. Men så hedder forfatteren som regel Zadie Smith. Eller Charles Dickens eller Fjodor Dostojevskij. Især bliver der fortæret digte, som kommer lige nu her i Storbritannien, hvad enten det er i trykt eller anden form, som Poetry Slams. Men da jeg tidligere i år satte mig for at forårsrengøre i bogreolen – husets eneste reol med bøger i, efter at vi for nogle år siden indførte ”1 bog ind, 1 bog ud” som husregel; bortset fra mine ordbøger, som er Udsmidningsfri Zone (og måske – men nu si’r jeg ikke mer’ – et par små, hemmelige nød-bogdepoter) – ved at løfte en halv hyldefuld bøger ned kollektivt i stedet for én ad gangen, faldt der til min udelte fornøjelse et lille, tyndt bind ud, som viste sig at være Janina Katz’ Szymborska-oversættelser. Den havde jeg ikke havde læst, siden den udkom for snart 20 år siden, og det var et lykkeligt gensyn. Desuden er jeg – som læser – storforbruger af kvalitetskrimier, oftest af Ian Rankin eller Barbara Vine. Og af det, der i mangel af en bedre betegnelse i Danmark vist lidt misvisende stadig bliver kaldt britisk postkolonial litteratur, men snarere burde hedde multietnisk eller bare aktuel britisk. Det får I overraskende lidt af i Danmark, synes jeg, men f.eks. Lewickas Traktorens historie på ukrainsk og Malkanis Londonstani findes heldigvis på dansk; har med skam at melde selv kun læst de to på udenlandsk … Da der også skal være plads til nogle indimellem lange arbejdsdage, får jeg ikke læst nær så meget på dansk, som jeg prøver at tvinge mig selv til. Men det sker dog, og så kan så væsensforskellige bøger som en ny Helle Helle eller en Dennis Gade Kofod få det til at sige Pling! Wauw! selv hos en halv- eller trekvartgammel og nu kun delvis dansk læser som mig.
Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?
Grundighed, tror jeg. Desværre ikke altid en entydig fordel i dette fag, men en vis grad af vedholdenhed er nok obligatorisk, hvis man skal nå til enden med en bogoversættelse. For det andet, at jeg kan holde mine deadlines. Det vil sige, det har jeg efter sigende haft ry for i et par årtier, men på det seneste er det et par gange slet ikke gået efter tidsplanen. Sikkert fordi jeg de gange har forsøgt at skræve over mere, end jeg er sikker på, at bukserne kan holde til. Eller også har andre; udenlandsk litteratur indkøbt til oversættelse til dansk er ligesom vin eller jordbærhøsten noget, hvor nogle årgange er bedre end andre.
Hvor oversætter De?
Mit arbejdsværelse har fra starten også fungeret som gæsteværelse. Med det resultat at der har boet nogen de sidste fire-fem år. Senest flyttede datter og svigersøn for ½ år ind for at slippe for alt for ekstremistiske boligudgifter. Jeg har sagt til dem, at de godt må finde sig et andet sted at bo, inden de skal på pension, men på den anden side og selvom Katja er 27, er det dejligt at have børn i huset igen. Den faststående computer er derfor flyttet ind i et hjørne af soveværelset, og det fungerer overraskende gnidningsfrit. Desuden har det den store fordel, at der hér er en meget bredere udvendig vindueskarm, sådan at jeg, samtidig med at jeg arbejder eller i de korte pauser, kan underholde mine altankassebeboere lidt. Prins Charles er ikke alene om at tale med sine planter, jeg gør det også; det må skyldes noget i drikkevandet herovre. Eller jeg kan, hvis jeg mod sædvane skulle komme til at kede mig for meget, læne mig tilbage i stolen og kigge ud på fugle-foderautomaten eller andet wildlife på terrassen, hvor der altid sker noget. Fugle og andre vilde dyr er jo ikke dummere, end de flytter længere og længere ind i storbyerne, efterhånden som de får nok af pesticider og industrilandbrug eller overklassens rævejagter, og når der en gang imellem kommer en stor flagspætte eller et par af vores grønne London-papegøjer – Alexanderparakit for danske burfugleentusiaster og ifølge myten sluppet løs af Jimi Hendrix og en af hans daværende kærester, som boede i Carnaby Street – eller bare en skovskade forbi, er min dag reddet … At arbejde i vores soveværelse burde føre til konflikter, men gør det overraskende sjældent. Jeg skal altid have musik på, mens jeg oversætter, som regel en radiostation uden alt for meget snak: At have noget andet at lytte til lukker af for trafiklarm, godstog (selvom vi bor et par hundrede meter fra jernbanen, kan de overdøve selv lyden af seks dobbeltdækkerbusser, der holder med motoren i tomgang og venter på at prøve at snegle sig forbi hinanden i en smal London-gade) eller naboer i skænderi. De dage jeg må i gang så tidligt eller fortsætte så sent, at der ligger nogen i sengen imens, er jeg så heldig – i tilbageblik – at jeg blev bidt af en bogorm tidligt og allerede som 7-8 årig lærte at lukke ørerne for menneskestemmer, dengang især yngre søskende, som skulle have skiftet ble eller ville afprøve deres farveblyanter i mine skolebøger. Den evne har jeg mere end 40 år senere stadig stor nytte af. Jeg lærte også at indskyde ”Ja, skat” og ”Du har bare sådan ret”, i vore dage på udenlandsk, mens jeg arbejder videre … Kvinder har det som regel ikke godt med partnere, der kan lukke ørerne helt på den måde, og det ved de fleste. Jeg kan betro jer, at mænd, der sover sammen med andre mænd, reagerer praktisk taget ligesådan, når eller hvis jeg skulle være uheldig at komme til at sige ”Yeah, sweatheart, you are right” på et forkert tidspunkt i monologen. Men det er ikke værre end, at jeg de gange kan gemme dokument og arbejde videre på den bærbare et lidt mindre bitchy sted. Jeg er tilstrækkeligt social til normalt ikke at skrue op for musikken, mens nogen sover – eller taler til mig.
Deres største fejl?
1) Min stædige grundighed. Eller grundige stædighed. Den indebærer blandt andet, at jeg ikke altid er hurtig nok til at foreslå det forlag, jeg sidder med en oversættelse for, at forkorte en sætning eller ti væk. Nok også fordi der de gange, hvor der er behov for at slette en sætning hist og her, i virkeligheden tit med fordel kunne have været redigeret et par sider (eller et par hundrede) ud.
2) Min etniske baggrund. Specielt den indbyggede bornholmske granit, som jeg selv betragter som et privilegium og som en slags ekstra crap detector, som er god at have i reserve, men som arbejdsgivere indenfor den danske bogbranche ikke altid værdsætter. I sejlskibenes tid hed det sig, at der ikke måtte være flere bornholmske søfolk i en besætning, end der var master, man kunne binde dem til. Granit kommer dog, i hvert fald hos mig, ikke i udbrud hvert årti, og sjovt nok er det aldrig sket på arbejdsfronten her i England eller privat. Derimod har der med tiltagende hyppighed de sidste par år været Grímsvötn-lignende seismiske udbrud i forbindelse med kontraktforhandlinger eller f.eks. e-bogs-udspil fra danske kunder. Foreløbig har jeg overlevet professionelt ved, at jeg, hver gang ét københavnsk forlag ikke gider have mere at gøre med mig, er blevet kontaktet fra et forlag, hvor jeg lige på det tidspunkt ikke har gjort mig uvenner med nogen, om en anden og interessant nok ofte sjovere opgave.
3) Denne liste kunne temmelig sikkert fortsættes, men jeg vil være forfængelig og slutte her.
Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?
Sådan noget er der en del af, og det er ikke nogen hemmelighed for nogen, at bøger kan have en næsten lige så fordummende og kulturafstumpende effekt som avislæsning. Men på arbejdssiden har jeg det især ikke godt med forfattere, som ikke kan huske, hvad deres egne hovedpersoner hedder. Det fænomen støder man uhyggelig tit på, ikke mindst ved oversættelse efter endnu upubliceret tekst – eller, som det undertiden kan vise sig i processens løb, endnu ikke skrevet tekst. Jeg kan også blive lidt sur, når der den ene gang efter den anden i en tekstvariant, som forlag og agent siger er den færdige, der skal oversættes efter, står TK (Text to come). Det betyder nemlig ofte, at de mangler et meget langt stykke ny tekst, sandsynligvis som delvis erstatning af noget, jeg allerede intetanenede har spildt tid på at oversætte. Har dog de sidste par år lært, inden jeg gør i gang, at søge på, om der skulle være TK’er og/ eller skarpe parenteser i tilsendt tekst.
Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?
Anton Tjekhov. Ikke kun fordi han – posthumt – betalte for min datters første trehjulede cykel. Og heller ikke kun fordi han har den reneste tone af alle forfattere, jeg har oversat: Med ham gælder det kun om at finde den helt præcise tilsvarende glose hver gang – med hensyntagen til, at faste vendinger selvfølgelig ikke altid kan oversættes ord for ord fra ét sprog til et andet, og med en lille smule hensyntagen til grammatiske forskelle – så står hans tekster lysende klart på siden, også på dansk, uden at noget behøver at forkortes eller digtes om eller ”forbedres” på eller ”fordanskes” eller gøres ”mere mundret”. Også på grund af hans sociale engagement. Hvad angår helte og heltinder i betydningen hovedpersoner, er der sært nok ikke mange romaner, jeg især husker på grund af dem … Og dog, der er selvfølgelig et par gode skurke eller syv hos Dickens eller Dostojevskij. Fra min egen produktion står to hovedpersoner tilbage på den indre harddisk som særlig mindeværdige: Pingvinen Misha i Andrej Kurkovs Døden og en pingvin, selvfølgelig, og Oskar i lille Jonathan Safran Foers store Ekstremt højt & meget tæt på. Jeg havde i øvrigt hverken hørt om Kurkov eller Foer, da jeg første gang blev bedt om at oversætte dem, henholdsvis i 2004 og 2003, så i den henseende er det, trods de dårlige akkorder og de ikke altid lige godt fungerende danske samlebånd, måske ikke så ringe endda at sidde her bag skærmen som verbal hjemmesyerske.
Deres helte i det virkelige liv?
Herude i virkeligheden opererer jeg sjældent med heltebegrebet. Men som Arsenal-fan: Thierry Henry, selvfølgelig. Og et par andre sportshelte, enkelte måske mere døgnflueagtige. Gandhi, Martin Luther King, Nelson Mandela – men det kan alle jo sige. En undtagelsesjournalist som Anna Politkovskaja eller Marie Colvin. Men især de mange mere usynlige hverdagshelte og hverdagsheltinder, der alt afhængig af økonomiske og øvrige muligheder gør, hvad de kan, og ofte lidt til for at holde sammen på eller prøve at forbedre samfundet eller et lokalsamfund, hvor tilfældet eller et jobvalg eller en kæreste gør, at de bor. Dem er der gudskelov mange af, også her i vores kvarter, og den kategori tilhørte min mor, Inge, der kom ud at tjene på landet på Bornholm som 13-årig og senere blev landmandskone, og min ligeledes afdøde svigermor Idetha, der kom til England som sygeplejerske fra St. Kitts i Vestindien.
Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?
Vladimir Makanin. Det burde jeg måske ikke sige højt, da jeg ikke har kontrakt på nogen af hans bøger. Men jeg har holdt meget af Makanin og det, han skriver, siden Vindrose engang i 80’erne bad mig oversætte det foreløbig eneste af ham, der er kommet på dansk ud over en del noveller i antologier. Somme tider kan jeg godt blive lidt misundelig på Gerard Cruys, der får bestilling på at oversætte den ene Makanin-titel efter den anden til hollandsk. Og nu da jeg har vovet mig ud på isen i mine armystøvler med stålforstærket tå: Når telefonen ringer, eller en e-mail tikker ind, bliver jeg især glad, hvis det er nogen, der skal have lavet en teateroversættelse. En bondedreng som mig, med de store støvler på, har måske ikke så meget at bestille på de skrå brædder, men glæden skyldes bestemt ikke kun, at teatrene i Danmark er mindre fedtede med honorarerne end de fleste forlag.
Deres sindsstemning netop nu?
Som en bus fuld af plejehjemsbeboere på udflugt, der er kørt fast i en pløjemark i regnvejr, fordi vores chauffør har fulgt sin GPS helt ukritisk. Det skyldes nok, at jeg tidligere i ugen afleverede en oversættelse af en murstensroman. Et par dage udendørs i forsommersolen eller ifølge vejrudsigten i regn og efterårsrusk – ikke utypisk for England på en hvilken som helst årstid, men jeg har gummistøvler – mens jeg nyder synet af vækst i mine altankasser og i potterne på terrassen, plejer at kurere det.
Deres devise?
Det har skiftet med alderen. I de senere år Maya Angelous ”When you get, give. When you learn, teach.” I et forum som dette kan jeg vel ikke være bekendt at lade det stå uoversat? Egen hønsestrik, beklager, men hvad med: ”Når du får, så giv. Når du lærer noget, lær det videre.”
Advertisements

About Sara

Skønlitterær oversætter www.sarakoch.dk
This entry was posted in Månedens oversætter. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s