Forelæsning ved modtagelsen af Mårbackaprisen

Af Anne Marie Bjerg

1. Hvem var/er Selma L. for mig?

Første gang jeg hørte en historie af Selma Lagerlöf fortalt, vidste jeg slet ikke at den var af hende. Det var i et af mine første skoleår på Østerbro i København, i 1945 eller 1946. Jeg gik i en almindelig kommuneskole, vi var 36 piger i klassen, og i fagene håndarbejde og religion havde vi den samme lærerinde, fru Knutzen. Hun var stor og rund, havde hvidt hår. Hende holdt vi meget af, for hun fortalte historier. I håndarbejdstimerne gik vi først på række op til hende ved katederet, hvor hun hjalp os med strikketøjet der aldrig ville som vores svedige fingre ville. Når vi så igen sad på vores pladser, gav hun sig til at fortælle. Hun læste ikke op, hun fortalte, og vi sad stille og lyttede. Det var Dickens’ Bleak House som handlede meget om kærlighed, om de rigtige nu også fik hinanden; til jul fik vi den uhyggelige historie om den gerrige mr. Scrooge der til sidst forbedrede sig og var god mod de fattige. Og så fortalte hun en historie der handlede om Dunungen. Den handlede om en forelskelse som ikke måtte være der, som næsten ikke vidste af sig selv, men som ikke lod sig holde nede. Åh, at høre sådan en historie om noget man ikke talte om, men som også rørte sig i en otte-ni-årig skolepige! Og så hed pigen i historien det samme som mig: Anne-Marie! Jeg følte mig udvalgt. Og samtidig flov: Hvordan kunne nogen tro at jeg kendte til den slags følelser! Men vi var to i klassen der hed Anne Marie, så …
            Hvem der havde skrevet historien, opfattede jeg ikke. Heller ikke at det var den samme som havde skrevet historien om hvordan Rødhalsen fik sin røde plet på struben og sit navn. Den fortalte fru Knutzen i religionstimen. Jeg troede derfor at historien hørte til bibelshistorien.
            Og da jeg et par år senere fik en bog forærende om Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige af Selma Lagerlöf, forbandt jeg slet ikke den historie med de to om Rødhalsen og om Anne-Marie. Denne udgave af Niels Holgersen var stærkt pædagogisk forkortet, og jeg syntes den var kedelig, med kedelige billeder, Den var der ikke rigtig nogen eventyr i, slet ikke som der havde været i de to andre historier, og som der var det i H.C. Andersens historier som mine søstre og jeg fik læst højt af vores forældre og senere læste selv.
            Jeg lærte altså Selma Lagerlöf at kende tidligt, men uden at vide at det var hende.
I gymnasieundervisningen og senere under danskstudiet på Københavns Universitet stiftede jeg blot et summarisk bekendtskab med Selma L. og hendes forfatterskab. Men først et halvt liv efter min betagelse af Dunungen blev jeg for alvor konfronteret med Selma L.s forfatterskab. Det var da jeg i 1983 blev tilbudt at nyoversætte Löwensköld-trilogien.

2. Mit møde som oversætter med Sverige og svensk sprog.

På det tidspunkt, i 1983, havde jeg allerede ernæret mig som litterær oversætter, mest fra engelsk og amerikansk, i godt ti år. Desuden havde jeg fra 1973 til 1981 været delvis bosat i Stockholm. Jeg var blevet lokket dertil af en oversættelse, nemlig af Per Wästbergs Luftburen (1969)/Lufthavet (1971). Jeg havde under arbejdet med denne bog siddet med den ene finger i bogen og på skrivemaskinetasterne, og med den anden finger i Stockholmskortet. Dér måtte jeg hen, dét måtte jeg se! Jeg kom til Stockholm – og blev der i otte år. Min ”sambo”, Sven Lindner, redaktør på Bonniers og forfatter, introducerede mig til den svenske litteratur, både den samtidige og den gamle, og jeg lærte nogle af de forfattere at kende som jeg senere kom til at oversætte, blandt andre Kerstin Ekman, Theodor Kallifatides og Göran Tunström. Desuden, og ikke mindst var det sproget, det svenske sprog, Sven førte mig ind i. Nok kendte jeg en del til svensk fra den mere teoretiske vinkel fra universitetet, men det var sandelig noget andet at leve med det fremmede sprog i dagligdagen. Den svenske hverdag, det svenske samfund var, gik det efterhånden op for mig, så grundlæggende anderledes end det danske. Og den overfladiske lighed mellem de to sprog, svensk og dansk, er meget bedragerisk.
            I de år bestræbte jeg mig på at holde de to sprog, mit modersmål dansk, og det fremmede sprog, svensk ude fra hinanden, samtidig med at jeg oversatte fra et tredje sprog: engelsk. Der kørte ligesom to bånd i mit hoved, et svensk og et dansk, og jeg sammenlignede ofte når jeg hørte eller så et svensk udtryk eller fænomen: hvad ville vi kalde det på dansk?
Alt dette var – og er – anskuelsesundervisning for en oversætter.

3. At oversætte mellem to nære sprog

Af og til bliver jeg spurgt om ikke det er let at oversætte mellem to så nære sprog som svensk og dansk? Underforstået: alt for let, dvs. unødvendigt; for ordene betyder da stort set det samme, ikke sandt? Efter mine mange års beskæftigelse med oversættelse fra svensk kan jeg fastslå at de to sprog er mere forskellige end de er ens, uanset deres fælles oprindelse. Etymologisk er de to sprog ens, men semantisk er de højst forskellige. Årsagen er indlysende: størrelsesmæssigt, historisk, politisk, geografisk, økonomisk, socialt, kulturelt er de to verdener, de to virkeligheder som de to sprog både afspejler og skaber, meget forskellige. De samme ord på de to sprog betyder meget ofte ikke det samme. Der kan være nuanceforskelle, eller ordene kan betyde noget helt andet.
              To små eksempler:
              att vara med om: betyder ikke: at være med til, men: at opleve, erfare o.l.
              kalhygge: korrekt oversættelse: renafdrift (som ikke har noget med rener, rensdyr, at gøre); mere forståeligt på dansk: skovrydning, men det giver skæve associationer i retning af noget rart, hyggeligt!
Hele det fremmede univers, den anden virkelighed kan ikke overføres til et andet sprog. Uanset hvor nært eller fjernt sprogene står hinanden. For man kan ikke oversætte en virkelighed til en anden! Det er måske indlysende, men hvad er så virkelighed og hvad er sprog?
En kunstnerisk god litterær tekst – som Selma L.’s – udmærker sig blandt andet ved at være rig på betydninger, rig på referencer til alt muligt i dens kulturelle og litterære tradition og situation, rig på sproglig associationskraft, på sanselig, sproglig udtryksfuldhed.
              Uanset nærhed eller fjernhed mellem tekstens originalsprog og modtagesproget, er oversætterens opgave den samme: at skabe en tekst på modersmålet der er ækvivalent med originalteksten.
              Det er opgaven. Der er brug for viden om den fremmede virkelighed, viden om det fremmede sprog. Der er brug for fantasi og indlevelse. Og for at kende sit eget sprogs udtryksmuligheder. 

4. At nyoversætte Selma Lagerlöf

 I disse otte år i Stockholm lærte jeg meget om svensk litteratur, samfund, ja, om Sverige. Og der var ét sted uden for Stockholm som jeg kom til at lære mere grundigt at kende og som derfor blev mit Sverige. Uden denne erfaring ville jeg nok aldrig have kunnet sætte mig rigtigt ind i hverken Kerstin Ekmans eller Göran Tunströms eller Selma Lagerlöfs forfatterskaber.
Dette sted, mit sted, i Sverige hed – og hedder – Ängelsberg og Väster Våla, Västmanland, altså i Bergslagen. I nogle sommeruger i årene 1975-80 boede Sven og jeg i et lille hus, et gammelt ”torp” på en bjergside i skoven med udsigt ned over dalen og den store sø Åmänningen og ud mod de skovklædte højdedrag langt, langt bort mod nordvest. Det er ikke så langt fra Fagersta og Norberg og gruberne dér med Polhems hjul. Endnu længere borte ligger Falun og Stora Kopparbergs grube. Vi cyklede af sted til Ängelsberg ved søen og kiggede på det nedlagte Ängelsbergs bruk ved mølledammen og det store vandhjul af træ. Dengang, i 1970’erne, så det forladt og lidt uhyggeligt ud. Nu er det restaureret og kommet på kortet over verdens kulturarv.
Her lærte jeg det ordforråd at kende som knytter sig til sådan et brug der jo ikke er – eller var – blot en virksomhed, men et helt lille samfund med en ”brukspatron” og hans familie i spidsen. ”Brukshandeln” blev stadig kaldt sådan, selv om ”bruket” var nedlagt. Jeg så ”masugnen”, her en ”mulltimmerhytta” hvor jernet blev smeltet ud af malmen, efter først at have været en tur gennem ”malmkross” og ”rostugn”. Jeg fik forevist ”kolbottnar” og hørte om hvor intrikat og farligt det var at styre ilden i en kulmile. Jeg lærte ordene ”tackjärn” og ”stångjärn” at kende, og ”slaggsten”. Disse blågrønne slagger som blev brugt som byggesten eller knust til skærver og brugt i skovvejene. Alt dette satte både min oversætter- og min forfatterfantasi i sving; hvad var det for mennesker som havde boet og arbejdet her? Hvordan havde hele dette arbejdsomme og hårde liv været i den store skov?
Jeg vidste ikke dengang at jeg gik rundt i den verden som var Selma Lagerlöfs, om ikke geografisk, så kulturelt. En kultur der var nedlagt, ligesom jernværket, men som bestod i erindringen og i litteraturen. Dengang befolkede jeg ikke stedet med majorinden og kavalererne på Ekeby og Gösta Berling; eller med brugspatron Schagerström og Charlotte Löwensköld i Charlotte Löwensköld. Jeg havde egne figurer at sætte ind i det landskab.
Men kendskabet til alt dette kom mig til gode som virkelighedsbaggrund da jeg i 1983 begyndte at oversætte Selma L.’s værker.
Anledningen til at dette værk skulle nyoversættes, var at der skulle laves en tv-serie på grundlag af det. Og forlaget Gyldendal, som havde udgivet alle Selma Lagerlöfs værker i dansk oversættelse helt fra Gösta Berlings saga og frem, satsede på en nyoversættelse, og den opgave blev min dengang i 1983.
 Siden er Selma L.’s forfatterskab blevet til et langt oversætterskab for mig. Det er langt fra alt som er blevet nyoversat, men det er alle de store værker jeg som oversætter har indoptaget – eller er det værkerne som har indoptaget mig?

5. De gamle oversættelser

Hele Selma L.’s værk blev fortløbende oversat samtidig med at det udkom på svensk af Elisabeth Grundtvig og Ida Falbe-Hansen, altså helt fra 1892.
Elisabeth Grundtvig, født i 1856, var barnebarn af N.F.S.Grundtvig, blev læreruddannet fra N.Zahles skole, og blev senere rigsdagsstenograf. Hun levede sammen med Ida Falbe-Hansen, født i 1849, også læreruddannet, senere den første kvindelige magister i nordisk filologi ved Københavns Universitet, sprog- og litteraturforsker. Disse to hørte hjemme i Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Læseforening, altså i forreste række i datidens danske kvindebevægelse, deltog bla. i sædelighedsfejden i 1887 mod Georg Brandes. De levede sammen fra 1887 til 1922 hvor IFH døde. Elisabet G. fortsatte oversættelserne alene indtil Selma L. døde i 1940; selv døde hun i 1945.
            Disse to veluddannede og begavede kvinder promoverede både Selma L. og Gösta Berlings saga i de københavnske litterære kredse – med det resultat at Georg Brandes anmeldte bogen i Politken; og alt hvad det medførte for Selma L.’s forfatterbane. Det er morsomt at se Selma L.’s førsteindtryk af disse to kvinder. Hun skriver i et brev 17. nov. 1891: ”Frøken Falbe var stille, noget stiv, meget lærd, fyr og flamme for undervisningsvæsen.” ”Frøken Grundtvig er rask, stærk og meget hjertelig. Helt bestemt interesseret i alt hvad der er i verden og i øjeblikket især i Gösta Berling.” (Brev I, s. 93)
Der opstod altså et livslangt venskab mellem de tre kvinder, altså mellem forfatter og oversættere, og der blev ført en livlig korrespondance.
Det fremgår at oversætterne af og til ligefrem rådgav forfatteren, især i forbindelse med debutromanen Gösta Berlings saga. Men også af det omvendte: at forfatteren vejledte eller korrigerede oversætterne!
I et brev af 16. december 1897 (Brev I, s. 193), efter den danske oversættelse af romanen Antikrists mirakler, skrev Selma L.: ”Jeg beundrede jeres oversættelse … mange gange fandt jeg at I havde rettet småting, som jeg senere ændrede i det svenske. Somme tider rettede jeg fejl som jeg godt vidste at I selv ville ændre, det var bare for en større sikkerheds skyld. Jeg synes at vi alle tre kan lykønske os med den dygtighed og udholdenhed som vi har udvist. Det har sandelig været et arbejde som ikke alt for mange havde kunnet udføre med såpas stor succes.” … ”I skal også være så venlige at fortælle mig om forlæggeren har betalt oversættelsen sådan at I kan være tilfredse, eller sådan at jeres arbejde på en rimelig måde er blevet belønnet. Ellers skriver jeg og skælder ham ud.”
Den 10. juni 1904 (Brev 2, s. 19-20) skriver Selma L. til Elisabeth Grundtvig efter at oversættelsen af Kristuslegender er udkommet: ” Jeg har fået den danske oversættelse og siger Dem og Frøken Falbe Hansen megen tak for den. Den smyger sig så tæt om originalens mening, som det er muligt. Jeg synes at det danske klinger blødt og inderligt i dem i god gammel legendetone, og jeg har glæde af at læse dem. Tilfældigvis kom jeg til at se at De har skrevet Klippefulde Bredder om Salomons damme i De vise mænds brønd. Men dette er nok ikke helt korrekt, for dammene er simpelt hen hugget ud i selve klippegrunden. Bredderne er jævne og lave som i en almindelig dam. Men de gamle gravede jo i sten som vi graver i jord.”
Jeg har kigget efter i min egen oversættelse fra 2001. Jeg har skrevet: ”dammenes klippebredder”. Min formulering er så nok mere i overensstemmelses med den virkelighed som Selma L. selv havde set, men som hverken de to gamle oversættere eller jeg havde/har set. Jo, lokalkendskab er en god ting for en oversætter!  

6. Nyoversættelsers nødvendighed

Man kan spørge sig hvorfor disse udmærkede, loyale og kyndige, gamle oversættelser skal erstattes af nyoversættelser; det er jo gennem dem at generationer af danske læsere har lært Selma L.’s værk at kende.
Noget udtømmende svar på det spørgsmål findes ikke. På mig virker de gamle oversættelser en smule gammelagtige, det er som om man skal læse gennem et slør for at komme ind til teksten.
Generelt kan man sige at alle klassikere bør genoversættes med 50 års mellemrum. Fordi modtagesproget – altså her dansk – forandrer sig med tiden. Og skal værkerne læses af senere tiders generationer, må nyoversættelserne skrives ind i senere tiders sprog og litterære situation.

        
7. Mine egne nyoversættelser

I mine nyoversættelser har jeg ikke søgt at modernisere bøgernes sprog. Jeg har søgt at skrive i noget jeg for mig selv kalder ”altidsdansk”. Altså på den ene side ord som ikke føles som alt for gammeldags, som pastiche; på den anden side heller ikke for moderne. Jeg søger at holde mig til elementært danske ord, ordforrådets arveord, og undlade låneord i samme udstrækning som Selma L. gjorde det. Således er f.eks. Nils Holgersson støvsuget for fremmedord! På svensk og i min oversættelse. Hendes sprog er hele forfatterskabet igennem et ikke-akademisk svensk, både i syntaks og ordvalg. Det var lige fra starten hendes bevidste hensigt at skrive ”for folket”.
Der er en enorm spændvidde i de miljøer som skildres gennem hele forfatterskabet. Det er ikke herregårdsmiljø eller heltedåd eller romantisk kærlighed alt sammen. ”Der er så megen ondskab i den bog,” sagde min gamle redaktør på Gyldendal, Tove Hansen, undrende, da hun sad med min oversættelse af Gösta Berlings saga. Selv om det i sidste ende alt sammen drejer sig om kærlighed, eller måske om kærlighedens forvandlende kraft der jo kan være livsfarlig og blive destruktiv. Som for eksempel i romanen Kejseren af Portugalien. Skildringen deri af bondemiljøet ligger langt fra herregårdsmiljøet i Gösta Berlings saga eller i præstegårdsmiljøet i Löwensköldtrilogien eller det ideale bondesamfund i Jerusalem. I Kejseren af Portugalien bruger Selma L. den värmlandske dialekt til at karakterisere nogle af personerne med. Dette stiltræk har jeg desværre ikke kunnet få med i oversættelsen, for hvilken danske dialekt skulle den oversættes til? I Danmark opfattes dialekt som noget lettere komisk. Og sådan er det slet ikke ment fra Selma L.’s side. Jeg konsulterede de gamle oversættelser: dér er der heller ikke brugt dialekt.
Hos Selma L. er der ingen overflødige ord eller vendinger, alt hvad der meddeles i sætningerne, er nødvendigt for tekstens større sammenhæng. Der er en vældig sproglig økonomi i teksten/-erne, og det er en stor behagelighed for oversætteren; når først et fænomen: en lokalitet, en person, hvad som helst, er introduceret i teksten, har det sin bestemte betegnelse, og den beholder det. Som oversætter kan man hele tiden orientere sig både i tekstens sproglige og fortællemæssige univers og kommer aldrig i tvivl om hvad forfatteren mener med sine ord. Det har – ikke at forglemme – gennem alle årene været en stor glædeat oversætte Selma L.’s værker, at være i selskab med dem og med hende.
En væsentlig del af en oversætters arbejde er at bruge sin fantasi! Det er en mangeleddet proces, når man først gør sig den klart: De forestillinger om en virkelighed som forfatterens ord har fremkaldt i mig, hele denne fantasiforestilling, skal ned i en underlig hængesæk i sjælen og kroppen hvor der ikke er ord! Ikke på noget sprog! Og op fra denne hængesæk skal de forestillinger som den fremmede ordlyd har foranlediget, stige, formuleret på mit eget sprog. Og alt hvad mit liv og erfaring og lærdom har givet mig, spiller med. Krop og sjæl. At oversætte er, blandt så meget andet, en meget kropslig proces!
              I Selma L’s tekster er alting meget konkret og præcist, et godt afsæt for fantasien. Ud fra den svenske tekst, men også ud fra den lille tegning over det gamle Mårbacka som findes i erindringsværket Mårbacka, levede jeg mig ind i hvordan der må have været i det oprindelige hus med de trange rum, det mørke loft, med lyde og lugte: frem for alt stilheden, kun afbrudt af lyden af strikkepinde og uret der tikker, gyngestolens knirken og lydene udenfor af tunge træskotrin. Og den beklumrede luft i løjtnant Lagerlöfs kontor ved vintertide af gammelt træ og brændeild og våd uld. Jeg har været til stede – i min fantasi! Og i dag er jeg her i virkeligheden.
Og endnu har jeg til gode at nyoversætte netop Dunungen, den historie som mit bekendtskab med Selma L. begyndte med. Nu efter at jeg har gjort hele rejsen og arbejdet med gennem Selma Lagerlöfs verden og værk.
Det er en meget stor ære for mig som den første oversætter at modtage Mårbacka-prisen. Jeg opfatter det heller ikke kun som en anerkendelse af mit arbejde med nyoversættelserne af Selma Lagerlöf’s værk, men også som en anerkendelse af litterær oversættelse i det hele taget.
Tak for prisen!

(Tale holdt på Mårbacka 9. juni 2012)

Advertisements

About Sara

Skønlitterær oversætter www.sarakoch.dk
This entry was posted in Nyheder og begivenheder, Uncategorized. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s