Månedens oversætter: Jytte Lollesgaard

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

Efter barndommens oversatte klassikere læste jeg fra jeg var cirka tyve, i mange år næsten udelukkende bøger på originalsproget. Jeg var sproggal (også dengang!) og syntes at jeg hver gang jeg tyrede mig igennem en, ud over glæden ved at læse en god bog og en god forfatter på hans eget sprog også lærte noget rent sprogligt. Efter gymnasiet havde jeg læst til tresproglig korrespondent (eng-ty-fr) på CBS og havde interessseret mig for italiensk fra jeg var fjorten, så jeg kunne færdes forholdsvis hjemmevant på fire fremmedsprog ud over (mente jeg i hvert fald selv dengang) på norsk og svensk. Men så blev jeg mor og begyndte at læse børnebøger højt for min søn på dansk; med størst fornøjelse for os begge to Milnes’  Peter Plys i Else Heises forrygende oversættelse. For at gøre en lang historie kort kunne jeg snyde og udnævne dén til min yndlingsoversættelse. Men sådan er det ikke, historien er længere, og slutningen åben. Jeg var i mellemtiden – sent, jeg var tredive – begyndt at læse italiensk på universitetet, og måske var det dét der fik ideen om kun at læse især fransk og amerikansk litteratur på originalsproget til at blegne. I hvert fald fik jeg på omkring det tidspunkt øjnene op for merværdien ved at læse god litteratur i fremragende dansk oversættelse og har gjort det siden. Det syntes jeg må med. Det er svært at fremhæve den ene forrygende dygtige oversætter frem for den anden, og det vil jeg heller ikke, men blandt dem der har givet mig flest fantastiske læseoplevelser er nok Anne Marie Bjerg, Niels Brunse, Claus Bech, Jørgen Nielsen og Mone Hvass. Jeg er fuld af beundring for deres lifligt flydende dansk, sproglige opfindsomhed og overbevisende greb om teksten. At vælge en enkelt af deres oversættelser ud som min foretrukne, er dog umuligt. Det er straks nemmere for mine egne tings vedkommende. Min favorit kan her ikke være andre end Elsa Morantes Historien. Fordi jeg faktisk er ganske tilfreds med den, fordi originalen er så forrygende god, og fordi den oversættelse har betydet utroligt meget for mig: Det er den første bog jeg i mit liv har oversat (jeg gik på universitetet endnu mens det stod på, og havde forinden kun oversat et teaterstykke af Dario Fo for Fiolteatret). Den fik en succes som gjorde at jeg stik imod alle planer bestemte at blive oversætter, hvad jeg aldrig har fortrudt. Den er genudgivet så mange gange (mindst syv efter Chr. Erichsens originaludgave i 1977) at det efterhånden næsten har kunnet betale sig økonomisk at oversætte den. Jeg har haft den under behandling to gange, med 30 års mellemrum. Den sidste version, som jeg selv tog initiativ til og som det var meningen skulle være en nyrevidering, men undervejs blev til en nyoversættelse, er bedst, men det var den første der i kraft af nyhedens interesse løb af med det meste af rosen og alle de fantastiske anmeldelser. Jeg har tilbage i halvfjerdserne fået en feedback der siger spar to til alt på den bog. Alle læste den og talte om den (noget der måske sker for amerikanske bestsellere, men sjældent for italienske bøger i Danmark!). Jeg fik jeg ved ikke hvor mange breve fra folk jeg mere eller mindre kendte, men især fra vildtfremmede mennesker som bare ville sige tak for den oplevelse jeg havde givet dem ved at gøre den bog tilgængelig på dansk. Også ét, husker jeg, fra en professor i nordisk filologi, som ville høre hvor jeg havde et bestemt lydefterlignenede udtryk i en vuggevise fra! – og som den nok sjoveste respons, en skriftlig invitation flere år efter til en mig ukendt begejstret Morante-læsers 30 års fødselsdag i hans hjem i Jylland. Det var tanken at festen skulle holdes til forfatterindens pris. Hvordan den spændte af, skal jeg ikke kunne sige. Jeg måtte desværre takke nej, da jeg havde job i Italien på det tidspunkt.     

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Som både læser og oversætter står min hu til kvalitetslitteratur, ny og nyere; moderne klassikere også. Romaner. Lyrik. Meget gerne øjenåbnere eller bøger der piller ved de evige sandheder eller bruger sproget på nye, overraskende måder og allerhelst gør det med et stænk underfundig humor. Med hensyn til lyrik, oversætter jeg begge veje, med særlig stor fornøjelse ’den anden vej’. Jeg har i de senere år oversat uddrag af Klaus Høeck, Pia Juul, Morten Blok og Helle Nyberg til italiensk, og skal snart i gang med en billed- og farvemættet digtsamling af Susanne Jorn. 

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Carsten Jensen har engang i en anmeldelse af en roman af Elsa Morante rost mig for ”kongenial gendigtning”. Det er selvfølgelig smigrende, men selv mener jeg nu nok at det primære træk ved mine oversættelser er tekstnærhed; i bøger der lægger op til det, kreativ tekstnærhed. I hvert fald sætter jeg en ære i at ligge så tæt op ad originalen jeg kan uden at fire på mit andet og lige så vigtige krav til en god oversættelse: at sproget flyder og man ikke kan mærke det er en oversættelse. Men samtidig elsker jeg sproglige udfordringer som dobbeltbundede replikker, ordspil og billeder hvor associationerne ikke passer de to sprog imellem, så der må findes på for at teksten kan få mening for den danske læser. Læg hertil stædighed. Jeg kan skøjte rundt på nettet – eller bladre i opslagsværker, historiebøger, diverse udgaver af bibelen mm. – i timevis for at finde det helt rigtige ord eller udtryk, og file på en færdig tekst til forlæggeren ikke kan vente længere.    

Hvor oversætter De?

Jeg har et lille arbejdsværelse, som også er gæsteværelse, i min sjettesalslejlighed i Rom. Dér sidder jeg ved et faldefærdigt og i grunden alt for lille Ikea-skrivebord, som p.t. står på skrå, fordi jeg af min øjenlæge har fået ordre til ikke (som jeg plejede) at lukke dagslyset ude ved at trække skodderne ned, men i stedet sidde så skærmen vender ryggen til lyskilden. Det kan ikke ordnes hundrede procent uden en større ommøblering som jeg ikke kan klare alene. Derfor foreløbig denne nødløsning. Til gengæld er der en flot udsigt fra vinduet mod en opadskrånende skrænt med moderne etageejendomme, frodige tagterrasser og godt med høje træer indimellem, cypresser især. Øverst på skråningen knejser der noget der med lidt god vilje kunne ligne et gammelt tempel, men som i virkeligheden bare er en forholdsvis nutidig klosterbygning med søjlegang. Fra min stue og altan til den anden side har jeg derimod udsigt til selveste Peterskirkens kuppel.

Billedet i baggrunden, som man desværre ikke rigtigt kan se for reflekserne fra aftenlyset, er en akvarel der er malet specielt til mig af Dario Fo. Normalt hænger der et billede af en naivmaler fra Po-sletten på det sted, men jeg skiftede det inden min fotograferende veninde ankom, ud med det her (som ellers hører hjemme i stuen), fordi det har tilknytning til mit liv som oversætter. Ud over at have oversat to teaterstykker og en række monologer af Dario Fo, har jeg været tolk for ham og hans kone Franca Rame på scenen og i andre sammenhænge mange gange og været ansat som sekretær på deres kontor i Milano et års tid, inden jeg slog mig fast ned i Rom. Det forestiller en kvartet: klarinet, bækken, trompet og cello.    

Deres største fejl?

Karakterfejl? Det burde man nok spørge andre om. Men mon ikke stædighed? Som oversætter tror jeg (men hvem ved?) at min værste brøler er engang i en krimi at have ladet mig lokke af ordsammenfaldene til at lade en ispettore være inspektør og hans overordnede – il commissario –  kommissær. Men i Danmark står en politiinspektør jo højere oppe ad rangstigen end en kommissær, så jeg skulle enten have byttet om på de to titler eller have bevaret kommissæren og givet l’ispettore en lavere rang, måske af politiassistent. Jeg gør ellers et ret stort nummer ud af titler, som jeg synes kan være noget vanskeligt noget at have med at gøre. Tag f.eks. – for nu at blive i ordensmagten i Italien – en titel som maresciallo, der i en moderne kontekst absolut intet har med en marskal at gøre. Det er en grad i carabinierekorpset; jeg har for en halv snes år siden måttet en runde ned omkring en dansk oberst ved Nato-hovedkvarteret i Napoli for at få udredet at det nærmeste man kan komme den på dansk, er oversergent.   

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

Sødsuppe og horror, tror jeg.

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Efter nærmere eftertanke har jeg vist egentlig ingen helt eller heltinde i litteraturen, i hvert fald er jeg i skrivende stund ude af stand til at indkredse nogen; måske fordi jeg mest læser moderne litteratur, hvor rigtige helte og heltinder forekommer mig at føre en lidt tilbagetrukket tilværelse. Men det er også muligt at jeg altid mere har været til antihelte og skæve og finurlige personer som Idioten hos Dostovjevskij, Cervantes’ don Quixote og – for at tage nogle fra mine egne oversættelser – drengen Gould, som er hovedperson i Alessandro Bariccos City, et matematisk geni der af rædsel for en skønne dag at få trukket en nobelpris ned over hovedet hopper af sin afstukne successkæbne for at ende som wc-vagt i et supermarked. Eller bondesønnen Ultimo, hovedperson i samme forfatters Denne historie, der i automobilets barndom ikke som sin far bliver bidt af en gal væddeløbskører, men får interesse for veje og geometri og – for at skabe en samlende orden i en løbsk verden – efter et rædselsår i Første Verdenskrigs skyttegravskaos, et krigsfangenskab i Østrig og en tid som flymekaniker i Royal Air Force under Anden Verdenskrig vier sit liv til drømmen om at anlægge en racerbane med 18 kurver, der i sin fuldendte konstruktion gengiver hans liv, når den gennemkøres i høj fart. På spindesiden kan jeg komme på færre af den slags personer. Men Helle Helles vege kvinder, som passivt accepterer hvad livet kommer op med, uden at tage stilling til hvad de egentlig vil med deres tilværelse, fascinerer mig. Det samme gør de tre kvindelige hovedfigurer i Morantes Løgn og trolddom, der genudkommer i nyrevideret udgave på Gyldendal her i august: jeg-fortælleren Elisa, der af mangel på kærlighed (eller frygt for dens altfortærende kraft?) er flygtet ind i sin egen selvskabte virkelighed, hendes mor Anna der går i opløsning af kærlighed til den forkerte, og Elisas senere adoptivmor, luksusluderen Rosaria der tager pigebarnet til sig da hun som ti-årig mister begge sine forældre. Ikke just heltinder nogen af dem. Den eneste heltinde jeg kan finde i Morantes forfatterskab, er faktisk en hund: den store hvide maremmanske fårehund, Bella, der i Historien overtager rollen som omsorgsfuld mor og munter legekammerat for lille Useppe det sidste år af hans korte liv.  

Deres helte i det virkelige liv?

Nu har jeg boet i Italien de sidste cirka 25 år, og de gamle fiksstjerner på min heltehimmel har gradvis veget pladsen for de mennesker der her til lands dagligt – og ofte med livet som indsats – bekæmper korruption og organiseret kriminalitet. Folk som antimafia-dommerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino, der blev myrdet for tyve år siden, og et hav af andre dygtige og modige eksponenter for italiensk retsvæsen – blandt kvinder f.eks. vicestatsadvokat i Milano Ilda Boccassini – og de hundreder af politifolk og carabinieresoldater der beskytter og flankerer dem i deres arbejde. Men også de anonyme personer der har mod til at sige nej til at betale beskyttelsespenge og vover at afsløre overgrebene eller de ulovligheder de er vidne til fra korrupte politikeres side. Det er ting der tales og skrives om hver dag i Italien; og jeg har lige haft det særligt tæt på i den seneste bog jeg har oversat, Roberto Saviano: Tag med mig væk, som udkommer til efteråret på Tiderne Skifter. Roberto (f. 1979) har selv i årevis måttet leve under jorden og under konstant politibeskyttelse, fordi camorraen har erklæret at ville slå ham ihjel for hans afsløringer, der har ført til snesevis af anholdelser og beslaglæggelser af mafia-bossers ejendom. For forbryderorganisationernes erklæringer af den art er desværre aldrig tomme.      

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Orlando Furioso – Den rasende Roland – af Ludovico Ariosto. Et af renæssancens absolutte hovedværker, som endnu ikke foreligger i sin helhed på dansk. Men jeg tror ikke tiden er til det – og i grunden er jeg oversættelsesmæssigt også godt tilfreds med at blive i nutiden.

Deres sindsstemning netop nu?

Glad og afslappet efter længere tids stress. Jeg har for nylig afleveret to større opgaver, den ene er allerede i trykken, den anden under redaktion, og jeg går nu i gang med en spændende digtsamling. Desuden er der sket mange gode ting i mit liv i år. Og så elsker jeg sol og sommer, selvom de omkring 40° vi har haft i Rom den sidste måned må siges at være en tand for meget.

Deres devise?

Intet er så galt at det ikke er godt for noget.

Advertisements

About Sara

Skønlitterær oversætter www.sarakoch.dk
This entry was posted in Månedens oversætter. Bookmark the permalink.

2 Responses to Månedens oversætter: Jytte Lollesgaard

  1. Anonymous says:

    Hej, jeg vil først lige sige at den her kommentar ikke har noget at gøre med månedens oversætter, jeg har bare ikke kunne finde en måde at skrive til dig på, så jeg håber ikke du bliver irriteret. Jeg er en pige på 17 som er blevet bidt af en forfatter, Manabu Kaminaga (jeg er ikke sikker på om hans fornavn står først) som har skrevet en fantastisk historie kaldet Shinrei Tantei Yakumo, men jeg har ikke kunnet læse den nogle steder uden at det er mangaen, som også er rigtig god, men jeg vil bare gerne læse selve novellen. Så ville det være muligt at man kunne spørge et forlag om de ville udgive den? Igen, jeg er ked af at skrive det som en kommentar, men jeg håber at du vil svare mig tilbage på min E-mail.pernille.nulle@hotmail.com

  2. Sara Koch says:

    Har svaret dig privat, Pernille. Mvh Sara

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s