Månedens oversættelse: Rin Tin Tin – En hunds liv og legende

Vov for en bog

Af Anders Juel Michelsen

Efter at jeg var blevet færdig med oversættelsen af Antony Beevors ”Anden Verdenskrig”, sad jeg forventningsfuld hos min redaktør, som ville friste mig med en ny og lidt anderledes bog. Men da hun sagde ”Rin Tin Tin: The Life and the Legend”, stivnede mit smil lidt. En bog om en hund … Kæledyr er noget, jeg gerne under andre mennesker, men ikke mig selv. Jeg vil ikke påstå, at hundeelskere er nogle nørder, men selvom jeg er sød ved dem, altså hundene, og faktisk også passer dem engang imellem, eller det er måske mere katte, så står de ikke indskrevet som en nødvendig del af mit univers.

Nu kan vi oversættere vist kun sjældent vælge, hvad vi gerne vil oversætte, og jeg har helt klart mine præferencer, men til gengæld har jeg vænnet mig til at ”glæde mig” hver gang, det er lidt som at pakke en gave ud og så smile overstrømmende eller lidt forlegent til faster afhængig af gavens indhold. Der var i hvert fald ikke meget wow eller vov over det, da Rin Tin Tin blev pakket ud.

Det er hændt ikke så få gange før. At jeg får stukket en bog i hånden til oversættelse, som virkelig ikke får mine kirtler til at blafre. Den bliver lynhurtigt rubriceret som et styk arbejde, at udføre med sædvanlig omhu og professionalisme og håbet om, at den næste opgave bliver lidt sjovere. Og så går jeg ellers i gang. Og hvad sker der så? Efterhånden som jeg arbejder mig ind i og igennem bogen, bliver det til ”min” bog. Forfatterens store arbejde, det er det jo som regel, bliver nu mit store arbejde. Alle de stærke sider i bogen får al min kærlighed og omhu, de svagere partier prøver jeg at løfte over. Og sådan gik det også med Rin Tin Tin.

Ved du, hvem Rin Tin Tin er? Det var noget af det første, jeg opdagede: at meget få, selv i min generation (jeg er meget tæt på de tres nu), kendte noget som helst til Rin Tin Tin. Berømt filmhund, der opstod i 1920’erne og holdt sig næsten hele århundredet ud, dog ikke spillet af den samme hund, og det er et hovedtema i bogen: Er Rin Tin Tin en bestemt hund eller en idé, et begreb fremstillet af mange hunde? Ja, det bliver slet ikke noget nysseligt portræt af den ellers ganske fængslende hund, som Lee Duncan fandt i et sønderbombet hundehus på en fransk slagmark (nær Verdun) i slutningen af Første Verdenskrig, men et ganske fascinerende indblik i brugen af filmhunde (Lassie er en af dem) og ikke mindst underholdningsindustriens udvikling i USA gennem 1900-tallet. Det bliver også en oprulning af nogle underlige skæbner, folk, hvis identitet i den grad blev knyttet til Rin Tin Tin-figuren, og som døde med et vov på læben. Samtidig prøver forfatteren, Susan Orlean, at spejle sit eget liv og sine egne valg i Rin Tin Tins historie. Det er indimellem stærkt gribende, indimellem også patetisk og til tider lavkomisk, især fordi Susan Orlean forfalder til nogle panegyriske betragtninger, der muligvis virker på engelsk, men ikke rigtig holder i en dansk oversættelse. En smagsprøve:

Det virkede som en noget usædvanlig hobby, men uanset hvor specialiseret en hobby kan synes at være, er der åbenbart altid nogen, der har dyrket den. Når man fordyber sig så meget i en enkelt interesse, kan det sommetider betyde, at interessen holder op med at være noget, man selv gør; i stedet kommer man til at tjene denne interesse. Men for mange mennesker er den slags beskæftigelse en trøst. At tage én ting til sig, der er så eksplicit, er som at reducere alt det, man ved og føler og holder af til et enkelt punkt – der er så fint, at det kan trædes gennem livets nåleøje.

Dette og lignende afsnit har jeg kraftigt opfordret min redaktør til at klippe ud. Men det leder mig frem til noget af det, jeg også har haft lyst til at meddele med dette indlæg.

Sagen er jo, at man som oversætter sagtens kan risikere at skulle oversætte noget, der er mindre godt, og hvor holder forfatteren så op og oversætteren tager over i et herostratisk forsøg på at gøre bogen lidt bedre? Nej, man kan vel ikke gøre en bog bedre end den er, men man kan altid løfte den lidt sprogligt. Men bør man så gøre det? Er det ikke falsk forskønnelse og i virkeligheden et bedrageri over for forfatteren? Nu taler jeg ikke om, hvad jeg ville kalde spekulationslitteratur, men blot bøger, der måske ikke er voldsomt velskrevne, men dog er et autentisk udtryk for deres forfattere. Men forskønner man det ikke, sidder der så ikke en angst for, at anmelderne ikke kan skelne mellem originalskrift og oversættelse og tror, at bogen er ubehjælpsom, fordi oversætteren er det, og ikke forfatteren? Jeg tænker tit på det, når jeg sidder med en af de utallige standardiserede formuleringer, som engelsk er så fuld af: Skal jeg nu give den hele armen, eller skal jeg blot ”skrive af” og lade teksten fremstå, som den virkelig også er: banal og ikke særlig inspirerende.

For sådan er det jo. Vi sidder jo gennem årene med kilometerlange banale sætninger, som virkelig ikke har krav på særlig god behandling, men som vi så alligevel hiver og strækker i og forsirer, så man kan se, hvor dygtig oversætteren har været. Jeg har dog bemærket, at der er enkelte anmeldere, der er så venlige at skrive, at det må have været en hård kamp for oversætteren at få noget fornuftigt ud af lige den bog, men tilbage står jo så, at bogen trods det ikke er sprogligt tilfredsstillende, og så bliver man så ærgerlig, som om det alligevel smitter af på oversætteren. Jeg har selv prøvet det, da ”Balladen om Bob Dylan” blev anmeldt i en i øvrigt temmelig åndet anmeldelse, hvor anmelderen tilsyneladende viste bogen til en blondine, han var i selskab med. ”Blondinen” fattede ikke et suk, og han giver selv et eksempel på en uforståelig og forvrøvlet tekst i bogen. Det mest åndede var nu, at jeg faktisk var megastolt af lige den passage og syntes både, det var en yderst velskrevet passage, og at dem var vildt godt oversat, så det forstod JEG ikke en lyd af. Men det viser i hvert fald noget af den utrolige sensibilitet, man som oversætter har, både i forhold til sin forfatter og til anmelderne og omverdenens reaktion på en oversat bog. Jeg forærer med rund hånd mine frieksemplarer til familien og gode venner, som jeg tror vil sætte pris på lige den bog, og jeg er faktisk så kritisk, at jeg godt selv kan se, når en bog ikke er særlig fantastisk eller har sine mangler (her taler jeg ikke om oversættelsen forstås), men vover nogen at udtale sig kritisk om en af MINE bøger, så forsvarer jeg den altid.

Det hænger måske også lidt sammen med, at man som oversætter kommer meget ind under huden på forfatteren og fornemmer de kampe, han og hun har været igennem. Der opstår en vis sympati. Således også med Susan Orlean og Rin Tin Tin. Det er et ganske komplekst stof, hun har haft fat i, og hun har arbejdet i mange år med bogen. Jeg har nævnt dens styrker og svagheder foroven, og den bærer også, hvilket ifølge min redaktør er typisk for amerikansk faglitteratur, lidt præg af, at Orlean er nødt til at komme en masse fyld på for at få en ”stor” bog ud af det, men samlet vil jeg alligevel sige: Vov for en bog!

Lige nu sidder jeg dog med en bog, som i hvert fald sprogligt og handlingsmæssigt er alt andet end kedelig, nemlig fjerde bind af R.R. Martins fantasyserie, ”En sang om is og ild”, der nok kommer til at hedde ”En fest for krager” på dansk. Så jeg trives fint lige nu og håber så, at næste gang min redaktør smiler og giver mig et tilbud på en oversættelse, at jeg ikke så vil tænke: (Mj)av for en bog.

Advertisements

About Sara

Skønlitterær oversætter www.sarakoch.dk
This entry was posted in Månedens oversættelse and tagged , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s