Månedens oversættelse: Høeg: The Elephant Keeper’s Children

Af Martin Aitken

Image

THE ELEPHANT KEEPERS’ CHILDREN AF PETER HØEG (Harvill Secker/Other Press), OVERSAT AF MARTIN AITKEN

Det begyndte med, at jeg fik et tip fra Gyldendals agentur. Harvill & Secker i London og Other Press i New York havde købt rettighederne til Peter Høegs seneste roman ’Elefantpassernes børn’, og man var på udkig efter en ny oversætter. Gyldendal havde anbefalet mig. Det virkede stort. Høegs tidligere bøger er oversat til engelsk af dygtige, yderst velrenommerede oversættere: Tiina Nunnally, Barbara Haveland og Nadia Christensen, og Høeg er stadigvæk en stor international stjerne nu tyve år efter, at Smilla tog verden med storm. Selv havde jeg læst hans første bøger, ’Forestilling om det tyvende århundrede’, ’Fortællinger om natten’ og så selvfølgelig ’Frk. Smillas fornemmelse for sne’ allerede da de udkom tilbage i slutfirserne og starthalvfemserne. Men jeg havde ikke læst hans senere romaner. Jeg kunne godt huske, at jeg lånte ’Kvinden og aben’ på biblioteket uden at komme længere end til de første sider: Jeg syntes, den allerede i indledningen var tilstræbt og fortænkt, og det lykkedes aldrig for mig at mobilisere interessen. Måske ville jeg synes anderledes om den i dag. Nuvel, det skulle i hvert fald ikke forhindre mig i at oversætte hans seneste udspil, som jeg må indrømme, jeg ikke var specielt opmærksom på, da den udkom herhjemme i efteråret 2010.

Men jeg skulle jo først lige sikre mig opgaven. Jeg sendte en meget tentativ mail af sted til Katie Henderson, redaktør på Other Press, hvor jeg skrev, at jeg var blevet bekendt med, at man søgte en oversætter til bogen, og at Gyldendal havde anbefalet mig. Og nu tillod jeg mig at sende mit cv, så man ligesom kunne få en fornemmelse af, hvad jeg var for en størrelse. Jeg tilbød at lave en prøveoversættelse. Katie skrev tilbage, og vi blev enige om, at jeg skulle oversætte de første par kapitler som prøve. Andre var vistnok også inde i billedet, men på et tidspunkt kom meldingen om, at Katie og Briony Everroad, Harvill & Secker’s redaktør i London, gerne ville hyre mig til opgaven. Det var vist tilbage i juni 2011.

Det lignede et gennembrud. Jeg havde fået etableret mig som litterær oversætter på freelance basis i 2008, var gået fra mit faste job som lektor i engelsk på CBS i København: Jeg orkede ganske enkelt ikke klogskab og viden, det var en belastning, og det var den forkerte hjernehalvdel, der styrede. Jeg var i sin tid kommet fra det kreative og var havnet ovre i det analytiske. Jeg studerede sproget, pillede det fra hinanden for at forstå, hvordan det virkede (eller for at opfylde et publiceringskrav). Men jeg ville hellere bruge sproget kreativt og skabende, deri ligger det spændende for mig. Som oversætter var jeg altså rimelig ny i klassen (og er det sådan set stadigvæk), og selv om jeg i løbet af de nu fem år, jeg har arbejdet for mig selv, heldigvis har ligget vandret uden at opleve stille perioder, følte jeg klart, at jeg med denne opgave tog et væsentligt skridt fremad i kraft af forfatterens høje profil. Høeg er Champions League, og derfor var det ikke uden en vis spænding, at jeg gik i gang med arbejdet i august 2011.

Jeg havde også hørt brudstykker af en historie vedrørende den engelske oversættelse af Frk. Smilla. Det forlød, at Høeg havde været ’vanskelig’ på den måde, at han ’blandede sig’ i ekstrem grad i oversættelsen. Senere, da min oversættelse af ’Elefantpassernes børn’ var afleveret, redigeret og ved at blive korrekturlæst, deltog jeg i et arrangement for oversættere og forlagsfolk på den danske ambassade i London. Ved den lejlighed fremviste Høegs tidligere forlægger, den nærmest legendariske Christopher Maclehose, en transparent, der viste en side fra Tiina Nunnallys engelske udkast til Frk. Smilla. Der var ikke en kvadratmillimeter papir, der ikke var overtegnet af Høegs pen: indvendinger, kommentarer og rettelser. Det var desto mere forbløffende al den stund, at forfatteren under mit eget arbejde holdt sig fuldstændig i baggrunden. Det var jeg meget glad for. Generelt er jeg ikke den, der har brug for dialog med forfatteren. Indtil videre er jeg aldrig stødt på noget, som jeg følte har nødvendiggjort, at jeg skulle spørge forfatteren til råds. Jeg oversætter det, der står på papiret, og som jeg har repræsenteret i hovedet. Dermed ikke sagt, at dialog ikke kan være endog overordentligt frugtbar for oversættelsen. Men overordnet er det en færdig tekst, man arbejder med og skal fortolke. Noget, som for længst har fået sit eget liv uafhængigt af dens skaber. Som sådan respekterer jeg de forfattere (heldigvis langt størsteparten), der er i stand til at give slip på værket. Siden har jeg haft fornøjelsen af at møde Høeg i egen person, et overordentligt venligt og generøst bekendtskab, som udtrykker stor respekt for og indsigt i oversættergerningen.

Jeg læser aldrig de bøger, jeg oversætter, på forhånd. Det kan hænde, at jeg skal oversætte noget, jeg allerede på et tidspunkt har læst, men det er undtagelsen. Der skal meget til, for at jeg sætter mig i sofaen med en roman om aftenen efter endt arbejdsdag. Hovedet har også brug for andet. Derfor er det også med blandede følelser, at jeg somme tider siger ja til at skrive rapporter om danske romaner for interesserede forlag i Storbritannien og USA. Det, at jeg ikke kender værket på forhånd, gør, at teksten forbliver ny og frisk. Det bilder jeg mig ind. I øjeblikket er jeg optaget af at oversætte Jussi Adler-Olsens krimier til engelsk for Penguin, og jeg er lige så fastholdt af fortællingen, som enhver anden læser, der ikke ved, hvordan den slutter. Nu om dage er det jo nemt at gå tilbage i teksten og rette til, hvis pludselig man opdager, at man hellere skulle have oversat et bestemt ord eller en formulering med noget andet end det, man oprindelig havde valgt.

Jeg bliver ofte overrasket over, hvor hurtigt man finder stemmen i sin oversættelse, fortællingens musik. Hvis det går, som det skal, kommer man ind i et flow. Ikke sådan, at teksten skriver sig selv, men en fornemmelse af, at der er noget, der guider og fører: en stemme. Fortælleren i ’Elefantpassernes børn’ er 14-årige Peter Finø, en gammelklog og samtidig følsom dreng, som ofte formulerer sig i meget lange og indviklede sætninger. Det kan hurtigt være noget, der får en oversættelse til at gå i hårdknude, en bremseklods i forhold til det at finde stemmen. Jeg føler selv, at det er lykkedes for mig at skabe en letflydende tekst med sin egen særlige musik.

Det med de indviklede sætninger – eller afstanden mellem punktummer – bruges af Høeg som et komisk redskab, og komikken er helt væsentlig i romanen. Hovedpersonerne er Peter Finø og hans ældre søskende Hans og Tilte samt hunden Basker. De er på jagt efter deres forsvundne forældre – faren er præst, og moren kirkens organist (blandt meget andet). Forældrene er begyndt at fabrikere mirakler, og børnene finder ud af, at de er taget til København for at deltage i et kæmpe religiøst symposium, hvor de har tænkt sig at stjæle uvurderlige kunstgenstande, som udstilles i den anledning. Børnenes jagt er en pragtfuld omgang slapstick krydret med til tider sælsomt bevægende betragtninger om livet og døden. Det var så helt afgørende, at komikken også fungerede på engelsk.

Dertil er bogens øvrige personer udstyret med en række herligt lavkomiske navne, som naturligvis udgør en særlig udfordring for oversætteren. Her må jeg gå tilbage til det danske oplæg for at blive mindet om, hvad disse personer oprindeligt har heddet, for i mit hoved er det, som om de nu for altid kun har de navne, jeg selv har givet dem: Alexander Beastly Flounderblood (Alexander Bister Finkeblod), Finn Flatfoot (Bent Betjent), Leonora Ticklepalate (Leonora Ganefryd),  Boleslaw Daddyboy (Birger Farmand), Svend Sewerman (Kalle Kloak) Thorkild Thorlacius-Claptrap (Thorkild Thorlacius-Drøbert), Polly Pigonia (Gitte Grisanthemum). Og det er bare et udvalg. De engelske navne åbenbarede sig med et minimum af tankevirksomhed. Kun to blev ændret undervejs. Til at begynde med kaldte jeg politimanden Bent Betjent for Bent Piglet. Betjenten beskrives som en ret overvægtig person, hvorfor jeg umiddelbart syntes, det var sjovt med den diminutive form Piglet. Senere gik det op for mig, at det egentlig ikke var særligt flatterende at anvende ’pig’ som betegnelse for en betjent, der udelukkende beskrives som en rar og tilgængelig mand. Dertil betyder ’bent’ jo også ’korrupt’, hvilket slet ikke passede med beskrivelsen. I stedet blev han til Finn Flatfoot. Det andet tilfælde var Peter Finøs plageånd Karl Marauder Lander, som Høeg kalder Kaj Molester Lander. Oprindeligt nøjedes jeg med at ændre ’Kaj’ til ’Karl’ af hensyn til det engelsksprogede publikum. Men redaktøren kunne ikke lide ’Molester’ på grund af associationer til pædofili. Det ændrede jeg så til ’Marauder’.

Da jeg begyndte som oversætter, var det en kilde til usikkerhed at høre om, hvordan andre gjorde, for det var, som om de alle arbejdede på en anden måde end mig. Selv foretrækker jeg at få teksten nogenlunde på plads allerede fra første færd. Jeg kan bruge meget lang tid på at forme den enkelte sætning fra bunden. Andre suser igennem og frembringer en løs kladde, der så gøres til genstand for adskillige omskrivninger i en langstrakt ’privat’ redaktionsproces, inden manuskriptet afleveres til redaktøren. Jeg har hørt andre oversættere sige, at de helst sprang redaktøren over. Sådan har jeg det ikke. Det er for mig et væsentligt og som regel altid frugtbart samspil mellem oversætter og redaktør, og det er vigtigt, at teksten også er modtagelig for påvirkninger fra helt nye vinkler. Der er for mig ingen forskel mellem en forfatters manuskript og det, man afleverer som oversætter: begge tekster er børn, der skal have hjælp til at stå på egne ben. Med Høegs roman arbejdede jeg efter min på det tidspunkt foretrukne model, hvilket vil sige, at jeg oversatte ca. otte sider om dagen på ovennævnte måde med redigering af gårsdagens produktion som afslutning på arbejdsdagen. Derefter en gennemgang af den frembragte tekst med yderligere redigering, inden manus blev overladt til de sædvanlige redaktionelle procedurer hos forlaget, hvorefter redaktøren vendte tilbage med sine kommentarer og forslag. De blev næsten uden undtagelse indarbejdet i teksten inden den endelige korrektur. I øvrigt kommer den slags altid mere eller mindre ubelejligt, når man er oversætter på fuld tid: som regel er man allerede i gang med den næste bog (med deadline). Det er et vilkår.

Jeg er ikke god til at reflektere over oversættelsesprocessen, og jeg giver mig ikke af med at sige kloge ting om det. Det er noget, der finder sted. Det er en tilstand, hvori man er nedsænket, og på et tidspunkt er det slut. Det er som at svømme eller løbe. Jeg har som sagt lagt det analytiske bag mig.

The Elephant Keepers’ Children er nu udkommet over det meste af verden. Anmeldelserne har stort det udelukkende været gode eller rigtigt gode. Kun en enkelt anmelder (i gratisavisen Metro) har ikke ladet sig begejstre. Den amerikanske udgave (Other Press) er i øvrigt en lækker sag – med oversætterens navn på forsiden.

Advertisements

About Sara

Skønlitterær oversætter www.sarakoch.dk
This entry was posted in Månedens oversættelse, Uncategorized and tagged , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s