De svære valg: Marie Darrieussecq

Af Mette Olesen

I forlængelse af Ellen Strandgaards svære valg hos Jennifer Haigh (se Babelfisken 18.10.12) vil jeg gerne dele nogle erfaringer med gengivelse af tiltaleformer og titler på dansk – De eller du, med eller uden hr. og fru?

I Marie Darrieussecqs seneste roman, der på dansk hedder Solange (Tiderne Skifter 2012), følger vi titelpersonen fra hun er 10 til hun er 16, bl.a i hendes forhold til en mand som må være i trediverne. Historien foregår i 1980’erne i en meget lille fransk by. Da stedet er Frankrig, er personerne Des og siger altså vous til alle der ikke er venner eller familie; mellem børn og voksne går det kun den ene vej, barnet siger vous til den voksne som siger tu til barnet. Når jeg oversætter “samtidsromaner”, plejer jeg at oversætte vous med du for at få det til at lyde almindeligt på dansk. I nogle tilfælde kan det bedste valg være De, men generelt mener jeg at vous bør blive til du i en dansk oversættelse af fransk samtidslitteratur.

Sikkert fordi jeg selv var teenager dengang, betragter jeg umiddelbart firserne som “samtid”, men Solange tvang mig til at erkende at min grønne ungdom ligger langt tilbage – firserne var en overgangstid, også med hensyn til brugen af du og De på dansk, selvom du var blevet den dominerende form. Jeg fandt ud af at det for at “oversætte firserne” ikke bare var ok, men ofte det bedste valg at oversætte vous med De. For eksempel tror jeg ikke den danske læser vil undre sig over at Solanges far siger De når han flirter med apotekerdamen.

I øvrigt blev det kun sjældent nødvendigt at skrive De i oversættelsen, for de fleste af bogens dialoger finder sted mellem pubertetspiger og -drenge og andre personer som også på fransk er dus… Bortset fra de to vigtigste!

Solange er enebarn af et par meget fraværende forældre som siden hun var baby har fået hende passet inde hos naboen, en ældre kvinde der boede sammen med sin voksne søn, men som døde da Solange var ca. ti, hvorefter sønnen overtog jobbet som dagplejemor. Madame Bihotz oversatte jeg uden skrupler til fru Bihotz – med sønnen var det anderledes problematisk. Solange siger vous til ham, hvilket ikke forhindrer at de kan have et nært, nærmest familiært forhold – den høflige tiltale skurrer ikke på fransk. En dansk læser derimod vil selvfølgelig stå af hvis en pige, hvad enten hun er 10 eller 16 år, siger De til en fyr på 35 som hun altid har kendt, mens han siger du til hende. Selvfølgelig skulle de to være dus på dansk, gensidigt. Men så let skulle jeg ikke slippe.

Bihotz har ikke noget fornavn, læseren kender ham kun som Bihotz – eller Monsieur Bihotz som barnet Solange kalder ham, og da hun er historiens fortæller, bliver dét “hans navn”. Men til en fyr i hans generation duede hr. Bihotz jo ikke. Nå, dén var ikke så svær, tænkte jeg kækt, vi stryger bare Monsieur og lader også Solange, og dermed alle, kalde ham Bihotz kort og godt. Jeg var tilfreds med mit valg, syntes også det passede godt til lillebyens “huis clos” hvor alle kender alle. Systemet fungerede, det gav plads til at sno sig i tricky tilfælde såsom følgende ordveksling mellem de to hovedpersoner – det er Solange der taler i kursiv:

J’aime bien votre tee-shirt.

“Tu ne veux pas me tutoyer ?”

Vous tutoyer ?

“J’aime bien TON putain de tee-shirt. Et m’appeler par mon putain de prénom.”

Jeg kan godt lide din T-shirt, Bihotz.

“Kunne du ikke bruge mit fornavn?”

Dit fornavn?

“Jeg kan godt lide din skide T-shirt, og så mit skide FORNAVN.”

Selvom jeg hurtigt fandt ovenstående løsning, nåede jeg at blive svedt – var stadig lettere rystet efter en uhyggelig oplevelse hundrede sider tidligere. Nemlig der hvor jeg var stødt på den sætning alle oversættere frygter – sætningen der får hele systemet til at bryde sammen:

Le Tour de France et Bihotz devant la télé.

“Qu’est-ce qu’il y a ? demande Bihotz. Qu’est-ce que tu as ?”

Elle s’est mise à l’appeler Bihotz, ça le tue.

Det gælder selvfølgelig den sidste sætning herover, der forklarer: ‘Hun er begyndt at kalde ham Bihotz, og han hader det.’ Her begynder Solange også bare at sige Bihotz uden Monsieur foran – og går altså over til den form jeg allerede havde valgt at bruge. Hvordan så markere at der sker et skift? Jeg søgte alternativer men fandt ingen. Endte med at bide hovedet af al skam og maile til forfatteren for at bede om tilladelse til simpelthen at droppe sætningen. Det var helt ok med hende, hun forstod problemet og mener at det vigtigste er at teksten flyder på målsproget. Jeg er dog stadig flov, oplever det som noget nær en forbrydelse at slette bare ét ord i en oversættelse… Men det skulle blive meget værre. Forbrydelsen kunne nemlig også være en slags medlidenhedsdrab.

Mit værste valg i Solange handler slet ikke om tiltaleformer, men jeg føler at jeg bør tilstå alt nu jeg er begyndt. To personer i bogen taler fransk med accent, engelsk og spansk hhv., gengivet fonetisk af forfatteren – englænderens r’er bliver til w’er, fx., spanieren udtaler de ustemte s’er som en sch-lyd (ch på fransk) – og jeg tilpassede stavemåden den danske, med fwansk og undskuld, og kuschine. Forlagsredaktionen foreslog efterfølgende at vi helt droppede denne hjemmelavede lydskrift, og jeg kunne pludselig også godt se at det ikke var sjovt på dansk men bare blev klodset. Dermed kunne jeg også have sparet mig at gruble dag og nat i en uge over følgende teenagepige-vits, der gør nar af den spanske piges accent:

“Vous savez comment on dit vagin en espagnol? demande Nathalie. Oune éclouche. Parche que ch’est là où pachent les péniches.”

Og nu gør jeg det – afslører min “oversættelse”:

“Spanierne tror at alle tyske kvinder, der stemmer på De Grønne, er lesbiske,” siger Nathalie. “Ved I hvorfor? Fordi de elschker Fischer.”

Sådan, den er offentliggjort! Dog “kun” på internettet – godt den ikke kom med i bogen!

Advertisements

About Sara

Skønlitterær oversætter www.sarakoch.dk
This entry was posted in Om enkelte værker/forfattere, Uncategorized and tagged , . Bookmark the permalink.

One Response to De svære valg: Marie Darrieussecq

  1. Søren barsøe says:

    En listig måde,som jeg et par gange har brugt – eksempelvis når et nutidigt engelsk barn skal sige noget til en lærer, som kun hedder miss Jennings – er at udstyre hende med et fornavn. Dora, fex. Det kræver velvilje eller uopmærksomhed fra redaktørens side – så sig det ikke til nogen.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s