Fra Valby til Visby

Rapport fra ophold på Ôstersjöns Författer- och Ôversättarcentrum

Af Ellen Miriam Pedersen

 

visby3

Stedets historie, kort

Erster Schnee! gjaldede det ud over forsiden på Thüringer Allgemeine i slutningen af 2011, og det samme var tilfældet den dag i hjembyen Valby, forstod jeg. Det var i den uge hvor forfatteren Christa Wolf døde, og Braune Armee Fraktion blev afsløret, og jeg brugte alt for lang tid på at skrive rapporter og kommentarer hjem til københavnsaviserne, mens jeg boede på et pensionat et stykke uden for Erfurt.

I november 2012, i Visby på Gotland, styrede jeg mig, og åbnede først en Dagens Nyheter på sidstedagen af et nidagesophold. Så kunne jeg til gengæld, sammen med et par fra Stockholm, more mig over historien om Lars Norén der fik en stor lyrikerpris, og reagerede på cirka samme måde som Harold Pinter ved meddelelsen om Nobelprisen: ’Hvof’ de’?’

ÖFÖC eller www.bcwt.org er den adresse hvor man finder oplysninger om stedet, Ôstersjöns Författer- och Ôversättarcentrum.

Når man spørger rundt, er Visby ikke helt uberørt område. Én fremtrædende dansk oversætter var der en hel måned i 2007, og en anden fortæller at hun ’var i Visby for nogle år siden og elskede stedet’.

I ’min’ periode kom andre brugere fra nær og fjern, men mest fra Sverige. En var fløjet ind fra Göteborg, en fra Trondheim, og en, som mest er Skandinavienskonsulent for et fransk forlag, såmænd fra Marseille.

Kravet til præsentation af hvad man ønsker at arbejde på, giver mulighed for at formulere sit cv og sine præstationer på en ny måde.

Oversætteren (fra tysk) Henning Vangsgaard har hjulpet med den danske del af stedets håndbibliotek, fortalte han på forhånd. Det fremgår af hjemmesiden at man på forhånd kan studere biblioteket online, men det kan betale sig at bemærke at det modsat på Hald Hovedgaard ved Viborg ikke er muligt at indlåne fra andre biblioteker. På et ophold et sted i Jylland har jeg været glædeligt overrasket over den danske fiktion, som jeg direkte kunne bruge i udbygningen af min igangværende tese. Det blev der ikke noget af her, men koncentrationen blev på anden vis alligevel styrket.

Et seminar som satte tidsrammen for mit ophold blev afholdt 2.-6. dec. En af de faste brugere syntes netop vores fælles periode sidst i november er fed. Det er normalt ikke særlig koldt endnu, og man kan komme rundt i byen uden at vade i turister. Hvis man planlægger udflugter eller bare frieftermiddage, skal man dog se godt efter på busplanen: Om vinteren er toppen og bunden skåret af øen, busmæssigt. En ugefælle spurgte hvornår jeg mente hun ville kunne løbe om morgenen. Lige præcis slutningen af november er egnet til at vise årets gang. I slutningen af ugen var det allerede helt mørkt kl. 7 om morgenen, mens vi på de ni dage kunne mærke forskel på lyset mellem 15 og 16. Da jeg så to plataner flankere skampælen på et nærliggende torv, fik jeg straks en association til Bornholm, et indtryk der blev bekræftet ved et blik nærmere jorden: Løvemund blomstrede endnu!

Nogle af stedets vaner genkendes i grundtræk fra andre kunstnerresidenser. Hvor yndlingsfrokosten på Hald Hovedgaard (www.haldhovedgaard.dk) lader til at være makrel i tomat med mayonnaise, er det i Visby knækbrød – kraw, kraw rundt om bordet – med de elskede rogn- eller fiskeblandinger på tube, fordelt i striber rundt på brødet.

I de tilfælde hvor mere end tre gæster skal lave frokost eller middag på samme tid, er der en helt særegen koreografi i køkkenet, som er noget mindre end herregårdskøkkenet på Hald. Man kunne strengt taget bære maden ind i den store stue der også er konferencerum, men gør det kun til seminarer.visby 2

Udsigt fra Nygatan, bl.a. til S:a Katarina (Karin), den tidligere domkirkes ruin

Det kan godt betale sig at se efter hvad der er blevet efterladt til fælles brug. Systemet er som på Hald, med kurve til tørvarer, og pænt høje hylder i køleskabene til det der skal køles.

I køkkenet sorteres der mere end Københavns Kommune kan finde ud af. Mere end en uge efter tog jeg mig i at forsøge at skille ’brændbart’ fra ’plastic’, så det lærer man.

Hvornår der laves aftensmad, veksler vildt. Mit første indtryk var af en meget intenst arbejdende finsk kollega, som kl. 21.45 gik i gang med at koge kartofler til dagens sidste måltid, så på det tidspunkt var det mest ham og mig der dansede. Mest i tavshed. Hvor langt man kommer ind i hinandens arbejde afhænger selvfølgelig af temperament, og af hvor hver enkelt befinder sig i processen, men også til dels af sprog. Det kan ikke nægtes at nogle har store problemer med dansk, selv om deres svenske lyder fint. Med den estiske gæst, og til dels en af finnerne, måtte jeg acceptere at initiativet forblev mit. Man vænner sig til at sige ’anvende’ i stedet for ’bruge’, og andre valgmuligheder der stilistisk ligger lidt oppe og historisk lidt tilbage. Noget af det kan vi ikke gøre ved; det går tilbage til ’tabet’ af tone 1, altså at den nordgermanske tone 1 i dansk blev erstattet af stødet.

Hvis der ikke bliver så meget snak ved bordet kan man studere opskrifter hele Østersøen rundt, og i tilgift repetere sin islandske bøjningslære ud fra en islandsk kogebog. Man vænner sig til farvelhilsenen ’hæjdo’ når man forlader køkkenet efter madlavning og spisning. Det hedder det bare, uanset hjemsprog.

 

Jeg fandt to-tre steder, hvor jeg kunne stå op og skrive, ikke så velindrettede som gallerigangen på Hald, men det virkede, til stor moro for den norske ugefælle der netop klager over at hun sidder for meget, og har brug for at storke rundt i køkkenet og forberede måltider. Med en anden var jeg enig om at hvis nogen giver stedet gaver, skal noget af det næste være et hæve-sænkebord til i hvert fald én af de ellers veludstyrede computerarbejdspladser. En anden post på ønskelisten: I betragtning af den pæne dækning af sekundær litteratur på de nordiske sprog, baltisk, russisk og spansk er det lidt påfaldende at man ikke abonnerer på, eller har fået doneret et abonnement på, et dansk litterært tidsskrift.

visby4

Indgangsbilledet til computeren i konferencestuen

Belært af opholdet i det tidligere DDR, hvor jeg måtte på elektronikmarked i Erfurt efter en forlængerledning til min putter, spurgte jeg hjemme en ekstra gang, om jeg mon havde det hele med. Det havde jeg så alligevel ikke. Svenske stik sidder på skrå i dåsen, så man kun kan bruge et fladt stik, og det danske af slagsen kommer til at sidde alt for fast. Men centret har et fjumrestik, til når danskere og andre alligevel ikke har taget højde for alt …

I tilknytning til saunaen er der et lille træningsrum med gåmaskine – hvis man ikke får terræn og trapper nok på sine byvandringer – og håndvægte i forfatterstørrelse: 5 kg (can’t kill anyone). Det var nu ikke nok til den ugefælle der kom flyvende fra Göteborg – hun var nede i Adelsgatan og lavede bænkpres og hyperekstension i gym’et og kom glad og afspændt tilbage. Dem der løb endte med at gøre det lige før frokost, så de kunne orientere sig i terrænet uden problemer.

Der er ikke tradition for at gå ud og spise sammen, fx på det der på dansk-jødisk hedder fredagaften, med enhedstryk, men jeg VILLE holde fri, så på vejen hjem fra gåtur undersøgte jeg tilbudene hele vejen rundt på Stora Torg og bestilte bord til kort tid efter, så jeg kunne nå hjem og skifte. Alt var indbydende, men valget faldt på en menu med renskank, dogmemodellen med rodfrugter og svampe. Restauranten er et kæmpe kompleks med flere indgange, og halva Innerstaden var der tilsyneladende også den aften …

Byen i øvrigt: Eftersom jeg skulle finde helsekosten Cikoria, som jeg kendte fra et netopslag, foregik mine første indkøb i en kæmpe ICA et stykke syd for sydporten. Det forlød ganske vist at der var en lille købmand på Store Torv (som man hurtigt opdager er synligt fra vejen), men da jeg fandt derned viste det sig også at være en ICA, stor, men meget mere overskuelig.

visby1

En typisk gade i Innerstaden, hvor ingen huse når over to stokværk

Mit eneste kreditkort er FDBs masterkort, og jeg havde meget færre problemer med det end i København. Det er dumt at menneskeliggøre maskiner, men det er nu ømt at blive tiltalt på dansk, når ICAs anlæg registrerer at det er et dansk kort det har fået i maven. Teksten i COOPs anlæg var paradoksalt nok på svensk.

Byen er overskuelig og kompliceret på samme tid. Om natten er det nemt at gå vild, men det er aldrig farligt, og altid interessant. Og stilheden … midt i en by med metropolagtige frokostcafeer!

Det giver mindelser om Josefov i Prag, uden den aggressive lyssætning.

Efter flere dage i Innnerstaden med den relativt velbevarede, og i hvert fald højt estimerede mur, markante ruiner fra den særdeles velhavende fortid, katolsk kirke, frimurerloge omm. var det et chok at komme uden for østporten, hvor busstationen befinder sig, og finde et butikstorv med blandt andet COOP og Systembolaget – det var virkelig, pludselig, Undersverige med fedtet hår og højrøstet tale.

Lidt sammenligning med andre retrætesteder: Den svenske ugefælle der kom fra Göteborg sammenlignede med Sigtuna lidt nord for Stockholm, hvor der også kommer betalende gæster. Det var mere som et hotel, og her følte hun at hun skulle klæde sig pænt på til middagen, og ikke bare kunne sjokke ned i sit arbejdstøj. Et opslag viser at det er et gästhem specielt for medlemmer af den svenske forfatterforening, men her har jeg et forbehold, til hvis man kunne få lyst til at udvide feltet af muligheder: Under flere samtaler var det for andre vigtigt at vide om de forfattere, som talen faldt på, nu var medlemmer af DFF. Medlemsskabet af den nationale forfatterforening tilskrives en anden betydning (og har det, så vidt jeg ved, også materielt). Til næste gang jeg har lyst til et ophold med tre retter mad og kage om eftermiddagen føler jeg mig ikke udelukket fra muligheden af at kontakte Sigtuna. En anden ugefælle synes faktisk specielt godt om Visby- (og Hald-)modellen, fordi man er nødt til at rejse sig fra computeren og distrahere sig selv ved at tilberede mad. Én kendte Ørslev Kloster, hvor jeg selv var ved at ende i sommeren 2012. Dét er for alvor modellen med at klare al ting selv.

De to stockholmere spurgte om steder i Danmark, og da jeg begyndte på en liste var svaret straks ’ja, men alle sammen i Jylland, ikke?’ – til hvis man har lyst til at køre selv, men ikke så langt. På Fyn er der Brechts Hus, men på Sjælland? Er det rigtigt at sjællandske arvinger med ondt i afgiften har indrettet konferencefaciliteter og museer (som min svigerfamilies’værts’herregård ved Kalundborg), men slet ingen retrætesteder?

Før jeg rejste fandt den faste medarbejder Patrik Muskos lidt statistik frem. Det gøres op hver måned, hvorfra brugerne kommer. Flertallet har indtil nu været svenskere – især for stockholmere er det nemt; man bruger sit almindelige pendlerkort til Nynäshamn og tager båden derfra. Nogle måneder er finner på andenpladsen, mens Patrik præcis kunne huske en måned hvor der af en eller anden grund var næstflest tyske forfattere og oversættere. I øjeblikket kommer der vel en dansker om måneden. Nogle af de mere underholdende og oplivende erfaringer har været når to oversættere mødtes, som begge arbejdede med samme forfatter, men ikke kendte hinanden. Og der er eksempler på samme type konference som jeg holdt med min tidligere mand Colin, hvor han arbejdede på næste fiktion, mens jeg oversatte den foregående og havde ham med på mellemkorrekturen. Planlagte møder, altså.

Så hvad fik de alle sammen ud af mig? Nogle sproglige, litterære og historiske udvekslinger; især var det sjovt at få Stockholmparret med i sauna anden gang jeg brugte det, selv om han syntes vi skulle pakke os ind i håndklæder. Jeg fik kun bidraget til den lokale økonomi med det rent daglige, men på hjemturen, i Kalmar, købte jeg trods alt en ny lilletaske.

På vejen tilbage til båden gav det bonus at sætte ekstra tid af til gåturen med kuffert. Almedalsbiblioteket er et lækkert, lyst og luftigt kulturpalads som er bygget sammen med Gotlands Universitet, et stenkast fra vestkysten. Visbyguiden på centret, skrevet af Britt Svensson, havde ikke fået det med.

Det havde sine momenter at mellemlande i Kalmar Län. Den første sne var begyndt at falde under overfarten, og da jeg én gang var gået i en forkert retning mod mit hotel, i sjappet på bakken i mørket og sneen, spurgte jeg et ungt par om jeg var på rette vej. De viste sig at være jyske ishockey-expats i Oskarshamn, nylig indflyttede med lille hund.

På overfarten skal man have forhåndssorteret sin bagage; et mindretal af passagerer nægter, så jeg, men det kræves faktisk at man checker hovedbagagen ind og kun tager håndbagage med op. Så hvis man har sin laptops ’liv’ kært …

Vejen tilbage er i øvrigt en historie for sig. Det er blevet sagt at den er bøvlet, når der kun er den ene, daglige – aftenlige – forbindelse fra Visby til Fastlandssverige. Min version er at når man ved man skal overnatte et sted – i Oskarshamn ved kysten, i Kalmar med de markante, nordiske traditioner og renæssanceslottet, i Växjö, hvor alle skifter tog – eller sågar Lund, et stenkast fra Sjællands kyst – så virker hjemturen kortere end udturen. Det kritiske denne gang – det var fredag eftermiddag, så jeg kunne komme hjem til Valby til shabbat – viste sig at være den korte strækning mellem Växjö og Alvesta. Der var dobbeltbooking, så der opstod lidt masen. Problemet er at mange skal til Göteborg og resten sydpå. Man kører med bus fra Resecentrum i Oskarshamn. Det er et af de hjørner af Sverige hvor enhver busholdeplads er blevet opgraderet til Resecentrum. Det ser man ikke i mørke, men når der kommer lys over land ses det hvor praktisk det vil være at bruge det hotel jeg brugte, Rum Oscar. I Kalmar tager man regionaltoget mod Göteborg, og i Alvesta kommer det tog hvortil man kan få plads hos DSB. Det er ikke så indviklet endda. En time før kunne jeg være hoppet direkte på et Øresundstog i Kalmar. Hvis man har venner i Lund, der er glade for besøg mellem 1 og 3 om natten, kan man jo også bare køre igennem og gå på hovedet i seng når man er på Sjælland igen.

Advertisements

About Sara

Skønlitterær oversætter www.sarakoch.dk
This entry was posted in Om oversætterhuse, rejser m.m., Uncategorized and tagged . Bookmark the permalink.

One Response to Fra Valby til Visby

  1. Niels Brunse says:

    Tak for beretningen – det var sjovt at få et praj om hvordan stedet fungerer i dag. Jeg var med til at holde det over dåben dengang i 1993, og det tegnede lovende. Alt i alt lyder det som om løfterne er blevet rimeligt godt indfriet. (Og hvis nogen spekulerer over forkortelsen D:B:W på husets indmurede livsattest, så står den for “De Badande Wänner” – i 1822 var det så kontroversielt og mærkværdigt at bade i havet, at der måtte specielle foreninger og selskaber til for at dyrke og forsvare en sådan helseorienteret praksis! Men de badende venner har nok efterladt en masse gode vibrationer til eftertiden, og det kan vi være glade for i dag.)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s