Fyrstindens tabte titel

Af Mette Olesen

Marie Darrieussecqs seneste roman bærer den franske titel Clèves; det opdigtede navn på den lille by, hvor handlingen udspilles. I min oversættelse (Tiderne Skifter 2012) har bogen fået den danske titel Solange, som er navnet på fortællingens hovedperson. Ikke kun i den danske udgivelse er bogen blevet omdøbt: Solange er også titlen på den hollandske oversættelse; tættest på originalen kommer den svenske Flickan i Clèves, den engelske hedder All the Way. Hvorfor undgår alle disse oversættelser at overtage den franske titel direkte? Fordi ordet Clèves også henviser til nogle franske forhold, som en ikke-fransk læser ikke kan forventes at kende til, og som dermed alligevel ville gå tabt. Det drejer sig om – mindst – to slags henvisninger, en intertekstuel og en kulturpolitisk.

Darrieussecq har gjort dét med sin roman, at hun har taget – mindst – to litterære klassikere og vendt dem på hovedet. Det drejer sig mest åbenlyst om Nabokovs Lolita fra 1957 (nyoversat af Claus Bech i 2011), men også den i Danmark mindre kendte Madame de Lafayettes La princesse de Clèves fra 1678 (Fyrstinden af Clèves, på dansk ved Mogens Knudsen 1945). Darrieussecqs roman er nemlig historien om en pige, der bliver kvinde. Men hos Darrieussecq er det Lolita’en, der forfører og bruger – misbruger? – den voksne mand. Og hvad angår 1600-talsromanens 1500-talshofdame med den høje moral – der kæmper og vinder en lang indre kamp mod sine kødelige lyster, for ikke at være sin mand utro og for at ære sin afdøde mors minde – forvandles hun her til en ustyrlig hormonbombe af en pubertetstøs. Som den franske bagsidetekst i al sin korthed lyder: “Solange prøver at finde ud af, om det er bedst at gøre det med den ene eller den anden”. I øvrigt lægger Darrieussecqs bog sig i forlængelse af de to andre, i den forstand at den er et mesterligt tegnet psykologisk portræt af en ung pige og den verden og den seksualitet, hun lever i. Så vidt intertekstualiteten.

Første gang Nicolas Sarkozy udtalte sig offentligt om La princesse de Clèves, var i 2006, da han var fransk indenrigsminister og præsidentkandidat. Han anså det da for at være “tåbeligt” og “sadistisk” at lade en bog som denne indgå i pensum til optagelsesprøven til en uddannelse inden for offentlig forvaltning: “Hvem kunne finde på at spørge en dame ved skranken på et offentligt kontor, hvad hun mener om La princèsse de Clèves?”, spurgte han kvikt en forsamling af offentlige embedsfolk. Hvad hans publikum mente om hans ord, ved jeg ikke noget om. Men da han i 2008, nu som republikkens præsident, igen gik til angreb på romanen – med endnu en frisk bemærkning om, at frivilligt arbejde på et feriecenter, hvor han denne gang holdt tale, er mindst lige så meget værd som “at kunne La princesse de Clèves udenad” – medførte det en langvarig protestbevægelse: Kunstnere, intellektuelle, studerende og mange andre iførte sig badges med påskriften “Jeg læser La princesse de Clèves”. Offentlige marathon-oplæsninger af bogen opstod landet over. Og takket være Sarkozy boomede salg og genoptryk af værket. Som da heller ikke er en hvilken som helst støvet oldsag, men med rette anses for at være en forløber for den moderne psykologiske roman. En af de forfattere, der tog til genmæle mod Sarkozys foragt for litteraturen, den almene dannelse og anstændighed, var Marie Darrieussecq, frækkest og mest elegant ved at give sin roman, der udkom i 2011, titlen Clèves.

Alt dét er altså gået tabt i bogens danske titel. Kun ét lille spor har Madame de Lafayettes bog efterladt sig i min oversættelse af Clèves, takket være den venstre-intellektuelle far til pigen Solanges veninde Rose, som Solange besøger:
Roses far kom ned et øjeblik for at sige goddag. Han sagde altid noget vittigt om Rose og hende – “fyrstinderne af Clèves” – med indforstået mine, og ingen vidste hvad de skulle svare.
Her står den gennemsnitlige danske læser sikkert lige så mystificeret som de unge romanpersoner over for henvisningen til den franske klassiker. Jeg har naturligvis oversat passagen alligevel, det kunne jo være, at den fik nogen til, om ikke at nikke genkendende, så dog studse, måske endda sætte sig hen og google …

Noget går altid tabt, når man oversætter, men så finder den gode oversætter noget, som kan opveje tabene. Eller gør hun? Man kan også blive nødt til at opgive noget helt – det er ikke altid muligt, eller blot hensigtsmæssigt, med Djævlens vold og magt at “få det hele med”. Er dét et problem? Dels vil der i den gode oversættelse, ikke kun bevidst frembragt af oversætteren, men også ligesom af sig selv, altid opstå nye konnotationer, intertekstualiteter, ordspil osv. Dels tror jeg, at det, som i så mange af livets forhold, handler om at vide, hvad der er vigtigt.

Det vigtige her er, at Solange er en god roman! Uafhængigt af bogens originaltitel og alle dens henvisninger, hvor interessante de end måtte være. Forfatterens skildring af en menneskelig – ikke kun kvindelig, vil jeg mene – erfaring, en tid og et sted, som læseren kan gå ind i og opleve – evt. genopleve, hvis man som både hovedperson, forfatter og oversætter selv var teenager i firserne – er det, der gør bogen vigtig, og det, jeg har bestræbt mig på at gengive på dansk. Jeg endte med at blive godt tilfreds med min oversættelse. Men er glad for, at jeg her har kunnet fortælle det, der ikke kom med, om “Clèves”!

Advertisements
This entry was posted in Månedens oversættelse and tagged , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s