Camus’ Skaz – om nyoversættelsen af Faldet

Af Jørn Boisen, Københavns Universitet

Skaz er et af de mange meget cool litterære begreber, som de russiske formalister definerede. I en berømt artikel om Gogols Kappen, beskrev Boris Eichenbaum skaz som en særlig form for jeg-fortælling med flere træk fra talesproget end fra skriftsproget. Fortælleren siger ”jeg” om sig selv og henvender sig til en tilhører, der tiltales ”De” eller ”du”.  Stilen efterligner konsekvent en umedieret, spontan talestrøm med gentagelser, ufærdige sætninger, afbrydelser, indfald og generelt dagligdags sprog. Det er lidt som at lytte til en fremmed, som man har mødt på en bar, og som måske har fået et enkelt glas for meget. Trods det spontane præg, siger det sig selv, at skaz langt fra lader sig improvisere. Præcise transskriptioner af autentisk talesprog er sjældent særlig stimulerende at læse (for andre end lingvister), så paradokset er, at den reale forfatter er nødt til anvende et batteri af litterære og retoriske kneb for at få teksten til at virke tilpas autentisk, naturlig og oprigtig.

Boris Eichenbaum mente, at skaz var et karakteristisk russisk fænomen med rod i den mundtlige russiske tradition. Det er imidlertid ikke helt rigtigt. Mark Twain brugte skaz i Huckleberry Finn (1884), og siden er det blevet en del af den amerikanske litterære tradition med Salingers The Catcher in the Rye (1949) som det kendteste og mest gennemførte eksempel. Albert Camus’ (1913-60)  Jean-Baptiste Clamance, falden og falleret parisisk advokat og fortælleren i Faldet (1956) nedstammer i lige linje fra disse fortællere.

Faldet var Camus’ comeback som forfatter. Han var netop røget uklar med Sartre og det meste af den parisiske intelligentsia om forholdet til marxismen og Sovjetunionen, han var i dyb personlig og kunstnerisk krise, og vidste ikke rigtig, i hvilken retning hans skulle bevæge sig, men romanen om den parisiske advokat Clamance og hans fald blev af mange (deriblandt Sartre) betragtet som hans bedste roman. Clamance er en velbetalt, idealistisk og selvfed stjerneadvokat. Men en aften på en af Paris’ broer er han vidne til, at en ung kvinde kaster sig i floden, uden at han rører sig af flækken. Siden forfølges han af en skingrende latter, der bliver ved med at lyde i hans underbevidsthed, og han begynder en selvransagelse, der fører ham bestandig nedad, til han ender på en skummel bar i Amsterdams havnekvarter på jagt efter én, der gider at lægge øre til hans bekendelser.

Camus var en meget polyvalent skribent. Han dyrkede med stor succes de fleste genrer: journalistik, litterær kritik, politiske kommentarer, dagbøger, filosofiske essays, dramatik, noveller og romaner. Kun lyrik synes ikke at have fristet ham. Der går imidlertid en stilistisk skillelinje gennem værket. Hele den ikke-fiktive del af værket er båret af den samme genkendelige stemme. Stemmen i de store essays Sisyfos-myten (1942) og Oprøreren (1954) er mærkbart den samme, selvom idéerne ikke har så meget med hinanden at gøre. Det er den samme på én gang lidenskabelige og tilstræbt logiske stemme, den samme billeddannende prosa, man også finder i journalistikken og de politiske kommentarer. Det er ganske normalt: Det er lige præcis stemmen og ikke idéerne, der kendetegner de store essayister fra Montaigne til George Orwell. Med romanerne forholder det sig helt anderledes; de har hver helt sin egen stil. Den fremmedes (1942) konkrete, patosforladte og ubegribelig velgennemførte minimalisme står i stærk kontrast til Pestens sindigt fremskridende krønikestil. Og Faldet, altså, er skaz.

Det særlige ved Clamances stil, de træk der gør det til talesprog og ikke litterært skriftsprog, er ikke svære at definere. Der er mange gentagelser af ord og vendinger (hvor litteraturens stilistiske kanon foretrækker variation); ordforrådet er dagligdags og slangpræget (hvor det franske skriftsprog fordrer et vis præcision og elegance i udtrykket); der er et hav af interjektioner og retoriske spørgsmål; syntaksen er enkel og uden dikkedarer; sætningerne korte og ofte afbrudte. Desuden springer talen tematisk fra det ene til det andet under indtryk af, hvad fortælleren sanser i øjeblikket. Det er spontant og helt nede på jorden – en perfekt talesprogssimulation med andre ord.

Illusionen forstærkes af, at Clamance konsekvent henvender sig til en samtalepartner, som imidlertid aldrig høres direkte i teksten – endnu et særtræk ved skaz. På dansk kender man teknikken fra Leif Panduros Rend mig i traditionerne (1958) og Per Højholts Gittes monologer (1983). Det hele svarer lidt til at overhøre en person, der snakker i mobiltelefon i supermarkedet: Hele den ene del af samtalen er gengivet, men den anden del må man tænke sig til. Hos Camus er det en pointe, for den samtalepartner, som Clamance henvender sig til, og som konstrueres implicit gennem denne trunkerede dialog, ligner i begyndelsen læseren, men ender med at være næsten identisk med Clamance.

Det er som sagt ikke svært at beskrive Clamances stil. Det er straks vanskeligere at forklare, hvorfor stilen fanger vores opmærksomhed, hvorfor den er interessant, hvorfor vi synes, at det er umagen værd at hænge på, for man skal ikke tage fejl: Det er stilen, der gør Faldet til et litterært mesterværk. Der er dybest set ikke nogen historie i Faldet, og bortset fra det selvmord, der sætter handlingen i gang, er begivenhederne i bogen trivielle, usammenhængende og dybest set ligegyldige. Det er talestrømmen, der fanger én ind, skønt det altså er en talestrøm, der langt fra lever op til vores forestillinger om godt sprog. Forfatteren har givet sig selv meget snævre rammer, en falleret advokats rablende talestrøm om stort og småt, men inden for de rammer formår han alligevel ikke blot at udforske livets store spørgsmål, han formår også at gøre det i en kunstnerisk tilfredsstillende form.

Alt er således meget dobbeltbundet, når det drejer sig om skaz: Det er en simuleret spontan form, der beror på et målrettet stilistisk arbejde, og hvor umiddelbarheden er en kunstfærdig konstruktion. Det er en tilsyneladende naiv form, hvor fortælleren formidler en indsigt, der er større end ham eller hende selv. Endelig er det en musikalsk form, hvor tonen, rytmen og gentagelsen kommer til at spille en afgørende rolle. Netop dette stiller store krav til oversætteren, og netop Faldet har vist sig at være en udfordring for de danske oversættere. Man har som læser tit en lidt ubestemt fornemmelse af en bog, og den fornemmelse som La chute på kildesproget giver, er langt fra den fornemmelse, som Frank Jægers danske oversættelse fra 1957 giver. De andre Camusoversættelser er forholdsvis uproblematiske, men Faldet er ikke rigtig lykkedes. Det hænger lige præcis sammen med skaz: Stemmen – tonen, rytmen, musikken – er svær at overføre, fordi mundtlighed, hvad enten den er tilstræbt eller naturlig, følger nogle mere diffuse normer, og fordi den udvikler sig i en anden takt end det litterære skriftsprog. At læse den første oversættelse af Faldet, er som at se en TV-avis fra 60’erne; man er næsten ikke i stand til at følge med i, hvad der bliver sagt, fordi den måde, som det siges på, er så eksotisk.

Lad mig give et eksempel. Clamance fortæller om, hvordan han er kommet i klammeri med et par medtrafikanter i Paris.

”En dag, jeg sad i min vogn og var lidt længe om at sætte i gang, da der blev grønt lys, hvad der naturligvis fik vore tålmodige parisere til ufortøvet at bearbejde deres tudehorn, kom jeg pludseligt i tanker om en anden hændelse, som indtraf under de samme omstændigheder. Jeg var blevet overhalet af en motorcyklist, en lille vissen mand med lorgnetter og plusfours, og nu holdt han foran mig for rødt lys. Da den lille mand bremsede, var hans maskine gået helt i stå, og han masede forgæves med at få den i gang igen. Da der blev grønt lys, bad jeg ham, med vanlig høflighed, om at trække motorcyklen til side, så jeg kunne komme forbi. Den lille mand blev endnu mere nervøs over sin trangbrystede motor. Han svarede, som parisisk høflighed byder, at han lige straks skulle komme hen og pynte mig. Stadig høflig insisterede jeg på mit forlangende, måske med en anelse utålmodighed i stemmen. Jeg fik omgående det svar, at jeg kunne skrubbe ad helvede til. Imidlertid begyndte nogle vogne bag mig at bruge hornet. Med større fasthed bad jeg min modpart svare lidt mere høfligt og tage i betragtning, at han standsede trafikken. Den umedgørlige person, der uden tvivl var ophidset over den vrangvillighed, hans motor så tydeligt lagde for dagen, oplyste mig om, at hvis jeg ønskede, hvad han kaldte en gang varme finker, skulle han inderligt gerne servere dem for mig. Så megen kynisme fyldte mig med et solidt raseri, og jeg steg ud af vognen i den hensigt at varme ørerne på den gavflab.” (p. 45)

Der er noget ufrivilligt morsom over denne oversættelse. Hele dette univers, hvor folk kører i ”vogne”, bærer ”lorgnetter” og ”plusfours, ”bearbejder deres tudehorn” kalder hinanden ”gavflab” og truer hinanden med ”en gang varme finker” er så fjernt, at man uvilkårligt standser op og tænker ikke på tekstens indhold, men på hvor meget sproget har forandret sig. Det værste er måske, at den franske teksts distanceret ironiske stil er blevet lige præcis det modsatte, pedantisk, omstændelig, preciøs. Det er ikke skaz; det er fiskerinoteringen. Jeg er en betingelsesløs beundrer af Frank Jægers digteriske talent, men her er han altså ude på dybt vand.

Måske er det bare en lovmæssighed at de bøger, der gør et nummer ud af at ramme en epokes sprogtone, skal opdateres jævnligt, eftersom epokernes sprogtone sjældent overlever epoken. Der er således noget charmerende altmodisch ved at læse de to danske Salinger spin-offs, Panduros Rend mig i traditionerne og Rifbjergs Den kroniske uskyld (1958). Salingers egen skaz-roman blev i øvrigt genoversat i 2004 (af Rifbjerg!) med den ret grimme, men præcise titel Griberen i rugen godt 50 år efter Vibeke Cerris’ første oversættelse Forbandede ungdom.

Det er uvist, om det er et led i en generel ajourføring, i hvert fald udkom Faldet for nylig på Gyldendal i en højst tiltrængt nyoversættelse af Hans Peter Lund. Hans Peter Lund er en af vores største kendere af fransk litteratur i almindelighed og af Camus i særdeleshed, og samtidig en af vores fineste oversættere; han har bl.a. oversat Camus’ andre romaner, Den fremmede og Pesten, ganske fremragende. Hvis nogen skulle kunne gengive stemmen i Faldet må det være ham. Lad os se, hvordan han oversætter den passage, som Frank Jæger gik kløjs i:

”En dag jeg sad i min bil, fik jeg ikke startet med det samme, da der blev grønt, og mens vores tålmodige medborgere øjeblikkelig gav sig til at bruge hornet bag mig, kom jeg pludselig i tanker om en anden oplevelse under lignende omstændigheder. En motorcykel med en lille vindtør mand ved styret, iført lorgnet og plusfours, havde overhalet mig og holdt for rødt foran mig. Da han var standset, havde han slået motoren fra og forsøgte nu forgæves at få den i gang igen. Så blev der grønt lys, og jeg bad ham på min venlige måde om at trække motorcyklen ind til siden, så jeg kunne komme forbi. Den lille mand baksede stadig med sin hakkende motor. Så svarede han mig i overensstemmelse med reglerne for parisisk høflighed, at jeg skulle klappe i. Jeg insisterede elskværdigt, men med et stænk af utålmodighed i stemmen. Straks lod han mig vide, at jeg kunne gå pokker i vold. Imens var der nogle bagved, der begyndte at dytte. Jeg bad lidt mere bestemt min modpart om at være så venlig at forstå, at han spærrede for trafikken. Nu var den irritable person formodentlig ude af sig selv over sin helt tydeligt genstridige motor og meddelte mig, at hvis jeg ville have en omgang, som han udtrykte sig, så skulle han da gerne hjælpe mig. Denne rå tone gjorde mig for alvor vred, og jeg steg ud for at give det ubehøvlede menneske et par på siden af hovedet.” (p. 42)

Det er en djævelsk passage, men resten af bogen er ikke nemmere.  Det særlige ved den franske kildetekst er ironien: Fortælleren gengiver således denne trivielle hændelse med dens forskellige eder og trusler med udsøgt høflig, retorisk schwung, som stod han i en retssal. Der er en ironisk distance mellem fortælleren og hans eget sproglige udtryk, og denne ironi er helt overvejende et spørgsmål om tone. I den danske tekst er den ironiske distance til den formfuldendte stil visket ud; vi går ud fra, at fortælleren følger andre kulturelle koder (”de franskmænd er så snobbede”) og bare taler sådan. Passagen er stadig ironisk, men ironien opfattes kun, hvor den bliver helt eksplicit (fx i ”vores tålmodige medborgere” og ”i overensstemmelse med reglerne for parisisk høflighed”), og derved bliver den ret gumpetung.

Lunds oversættelse er en klar forbedring i forhold til Jægers, men den har også sine små problemer. Generelt er bandeordene og slangudtrykkene Hans Peter Lunds akilleshæl. Han er en smule for velopdragen. Skulle en ”en omgang”  i den ovenstående passage ikke være ”et lag tæsk” fx?  Hvis man skulle definere udfordringen ved at oversætte lige præcis den form for skaz, som Camus konstruerer gennem sin advokatfigur, er det lige præcis den distance, som fortælleren har til sine egne høflighedsfraser. Den formfuldendte sagførerretorik står i teksten i et spændingsforhold til to ting: dels til ytringer, der kommer fra andre personer, fx hidsigproppen på motorcyklen, dels til fortællerens egne stilistiske udfald. Clamance er i lange passager forbavsende vulgær, og det afslører høflighedsretorikken som en maske. Denne pointe står tydelig både i romanens tematik og den iscenesættes sprogligt i den franske kildetekst. I oversættelsen bliver denne sproglige pointe væk, fordi Clamance simpelthen bliver for gennemgående høflig; hans retorik opfattes ikke som et bedrag, men som et gennemgående udtryk for en lidt slatten og servil karakter.

Man er ved at oversætte Proust til dansk, og det er lige så omfattende, som det er kompliceret, men måske er det endnu sværere at oversætte Camus lille ironiske (dobbeltironiske, tredobbeltironiske) roman. Trods den nye oversættelses mange meritter, er der plads til endnu et forsøg. Skaz er ikke lige sådan at få styr på.

Advertisements
This entry was posted in Oversættelsesanmeldelser, Uncategorized and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s