En saga blot?

Af Kim Lembek

NYOVERSÆTTELSE AF SAMTLIGE ISLANDSKE SAGAER TIL DANSK UDKOMMER EFTERÅRET 2013

De islandske sagaer – Nordens eneste bidrag til verdenslitteraturen, som Otto Gelsted i sin tid beskrev dem – har aldrig været oversat til dansk i en samlet udgivelse. Det rådes der nu bod på. Efteråret 2013 udkommer der for første gang en samlet nyoversættelse af alle de islandske sagaer på dansk.

I forbindelse med en så omfattende nyoversættelse kunne man stille spørgsmålet: Er det nødvendigt at nyoversætte de islandske sagaer? Inden det spørgsmål besvares, kan man dog stille to andre ikke mindre væsentlige spørgsmål:

1)      Findes de islandske sagaer overhovedet?

2)     Forstår vi egentlig de islandske sagaer?

At man kan stille det første spørgsmål skyldes, at vi i dag ved, at der ikke er bevaret én eneste original af de islandske sagaer! De islandske sagaer, som oprindeligt blev nedskrevet i perioden ca. 1200-1350, er i dag kun overleveret til os gennem afskrifter og afskrifter af afskrifter. Da begreber som copyright og ophavsret ikke eksisterede i middelalderen, var det helt legitimt, at en afskriver ændrede i sit forlæg. På den måde kan en såkaldt ’original saga’ fra 1250 måske være overleveret til os gennem fem afskrifter, hvor der for hver afskrift blev foretaget større eller mindre indgreb i forlægget. At dette faktisk fandt sted, ved vi fra teksterne selv.

Njals saga antages at være skrevet omkring 1280. Originalen er som sagt tabt, men håndskriftforskere har fastslået, at to afskrivere af Njals saga, der levede i henholdsvis 1300- og 1400-tallet, ikke har kunnet modstå fristelsen til at udvide sagaens beskrivelse af skurkene med henholdsvis ”horeunger” og ”æreløse sinker”.

Et andet illustrativt eksempel udgør et håndskrift af Gretter den Stærkes saga fra begyndelsen af 1500-tallet. Originalen menes at stamme fra første halvdel af 1300-tallet. I den omkring to hundrede år yngre afskrift afsluttes sagaen på følgende måde: ”Men det, som ikke er blevet nedskrevet, kan de, som kender til det, indsætte, og skrabe det her bort.”

Da vi ingen originaler har, kan vi principielt ikke vide ret meget om, hvor stor en ændring en afskrift har været udsat for i forhold til den såkaldte original. Svaret på det første spørgsmål indeholder derfor et paradoks: Både ja og nej! De islandske sagaer findes, men kun på anden, tredje og fjerde hånd.

Forstår vi så de islandske sagaer? Ja, det kan vi hurtigt forvisse os om. Lad os springe ind midt i Njals sagas beskrivelse af branden på Bergtorshvol (kap. 129). Kvinder og børn har fået lov at forlade det brændende hus, og en af Njals sønner, Helge, forsøger at snige sig med ud forklædt som kvinde. Han afsløres, trækker sit sværd, som han havde skjult under kappen, og hugger en mand ned. Derefter står der: ”Þá kom Flosi að og hjó á hálsinn Helga, svo að þegar tók af höfuðið. Flosi gekk þá að dyrum og mælti …” (da.: ”Da kom Flose til og huggede Helge over halsen, så hovedet straks røg af. Da gik Flose hen til døren og sagde …”). Vi forstår udmærket ordene og den situation, de beskriver. Ordene forstår vi også i en af de mest berømte scener i Njals saga, nemlig den, hvor Halgerd afslår at give sin mand Gunnar to lokker af sit hår, så han kan få snoet sig en ny buestreng. Spørgsmålet er, om vi også forstår indholdet!

”Gunnar sagde til Halgerd. ”Giv mig to lokker af dit hår og sno en buestreng til mig sammen med min mor.”

”Gælder det noget for dig?” sagde hun.

”Det gælder mit liv,” sagde han, ”for så længe jeg kan bruge buen, får de aldrig fat på mig.”

”Nu skal jeg så,” sagde hun, ”huske dig den lussing, du gav mig, og jeg er fuldstændig ligeglad med, om du forsvarer dig i længere eller kortere tid.”

”Enhver får sin form for berømmelse,” sagde Gunnar, ”og jeg skal ikke længere bede dig om noget.””

Den traditionelle forståelse af denne scene har forudsat, at Gunnar og Halgerd tror, at man kan sno en buestreng af hår. Scenen skal altså forstås helt bogstaveligt. Halgerd udfører sin hævn for lussingen, når hun afslår anmodningen. Nu forholder det sig sådan, at man ikke kan fabrikere en buestreng af menneskehår. Med udgangspunkt i det faktum, er der blevet foreslået en alternativ forståelse af scenen, der tager udgangspunkt i, at Gunnar og Halgerd udmærket ved, at Gunnars anmodning er umulig at imødekomme. Gunnars ønske er fremsat som en hårdkogt bemærkning af en dødsdømt mand, et stiltræk vi ofte ser i Njals saga og andre islandske sagaer. Scenen skal opfattes ironisk, Gunnar og Halgerd opfører et indbyrdes spil i dødens stund, og i stedet for at hævne sig, tilgiver Halgerd i realiteten Gunnar hans lussing.

Men faktisk er et enkelt lille, men meget vigtigt ord, nok til at anskueliggøre problemet omkring forståelse, nemlig ordet saga. Omkring år 1200, da islændingene begyndte at nedskrive islandske sagaer, indeholdt dette lille ord på fire bogstaver mindst fire forskellige betydninger, som ofte indgår i den samme islandske saga.

Saga har med verbet ”segja” at gøre og betyder oprindeligt ’det sagte, det fortalte”. I middelalderen kunne ordet for det første betyde noget historisk korrekt. For det andet noget fiktivt, for det tredje noget mundtligt og for det fjerde noget skriftligt. En nutidig læser skal i princippet sammentænke alle disse fire betydninger for at kunne forstå, hvilken type tekst en islandsk saga er, en ikke helt let øvelse.

Svaret på det andet spørgsmål udgør derfor også et paradoks: Både ja og nej!

Er det så nødvendigt at nyoversætte de islandske sagaer? Her kan vi droppe alle paradokser og utvetydigt svare: Ja! Jeg skal afslutningsvis begrunde det med tre eksempler, der angår syntaks, ordforråd og den lakoniske sagastil.

Hvordan skal for eksempel begyndelsen på den berømte Njals saga lyde på dansk? På oldislandsk lyder sagaens begyndelse på følgende måde:

Mörðr hét maðr er kallaðr var gígja. Hann var sonr Sighvats hins rauða. Hann bjó á Velli á Rangárvöllum …

I de to komplette oversættelser af Njals saga, N. M. Petersens fra 1841 og Ludvig Holsteins fra 1930, lyder sagaens begyndelse sådan her:

En Mand, som hed Maard, med Tilnavnet Gige, en Søn af Sighvat den Røde, boede paa Gaarden Vold i Rangaavolde … (N.M.P.)

Paa Gaarden Vold i Rangaavolde boede en Mand ved Navn Maar, kaldet Gige, en Søn af Sighvat den Røde … (L.H.)

En langt mere tekstnær oversættelse ville lyde sådan:

Mørd hed en mand, som blev kaldt Gige. Han var søn af Sigvat den Røde. Han boede på Vold på Rangåsletten …

Den afgørende forskel på de to ældre oversættelser og den nye er, at originaltekstens tre korte hovedsætninger og en enkelt bisætning er blevet forvandlet til én lang, blød sætningshelhed hos de to tidligere oversættere. Den nye oversættelse er mere kongenial, fordi de tre korte hovedsætninger effektfuldt slår sagamenneskets vigtigste orienteringspunkter fast: Individet, slægten og gården! Form og indhold smelter således sammen i sagaens sprog, et træk de to gamle oversættelser som sagt ikke gengiver. Endvidere kan man muligvis opfatte originalens syntaks som en reminiscens af en bagvedliggende mundtlig fortælleform.

I Njals saga mødes Gunnar og Halgerd første gang på det årlige Alting. Dette møde har en kritiker beskrevet på følgende måde: ”Her mødes skønhedsdronningen og den professionelle fodboldspiller på Altinget, som to påfugle, der spejler sig i hinanden. Vi mangler kun Se og hør!” Da dette ægteskab skal bringes i stand, frarådes det af en af sagaens kloge og forudseende personer, som beskriver ægteskabet med ordet ”girndarráð”. Ordets første led girndar- betyder at begære noget voldsomt, at attrå noget med stærk erotisk lyst. Andet led betyder ægteskab, giftermål. I moderne sprogbrug ville man kalde det ”et ægteskab funderet på sex”. De to tidligere oversættelser af Njals saga til dansk gengiver ikke originalens signal om, at Gunnar og Halgerds ægteskab udelukkende bygger på en ydre fascination af udseende og klædedragt og et voldsomt erotisk begær:

N.M. Petersen (1841): ”… higer efter dette giftermål.”

Ludvig Holstein (1930): ”… opsat på dette giftermål.”

En langt mere tekstnær oversættelse af tekstens ”girndarráð” ville f. eks. være lystægteskab.

Njals saga indeholder flere forskellige stillag og mange former for sprogbrug. Det er dog ikke det indtryk, man får, når man læser de to ældre oversættelser. Atter virker det, som om oversætterne er styret af deres veneration for den islandske saga, når de for eksempel skal gengive de mere eller mindre obskøne vendinger i Njals saga.

I en morsom scene i sagaens begyndelse møder læseren tre børn, to drenge og en pige, der parodierer et tidligere optrin mellem nogle voksne: ”De [drengene] knevrede løs, for de var ikke klogere. Den ene af dem sagde: ”Nu leger jeg Mørd og lægger sag an og tager din kone fra dig, fordi du har den fejl, at du ikke kan få stukket den ind.” Det, der her gengives med ”få stukket den ind”, er det oldislandske verbum ’serða’ (pule), der i øvrigt er ét af tre oldislandske ord, som den gamle islandsk lov udtrykkelig tillader hævndrab for. Ordet er normalt stærkt seksuelt ærekrænkende, dvs. når det benyttes i en voksenverden, men her bruges det jo netop af børn, der ikke ved bedre. Og hvad siger ubetænksomme børn i sådan en situation? Måske “stikke den ind” eller “bolle”. I N.M. Petersen og Ludvig Holsteins oversættelser bliver drengens udtalelse ‘serða hana’ (pule hende) gengivet henholdsvis ”ægteskabelig Omgang med hende” og ”ligge ved hende”. Men sådan taler legende børn med garanti ikke! Her har de to oversættere i misforstået ærbødighed for den islandske saga ofret den sproglige prægnans og komiske effekt på selvcensurens alter.

Da forfatteren Gunnar Gunnarsson (1889-1975) i 1930 oversatte Gretter den Stærkes saga, var det ham magtpåliggende, at læseren virkelig forstod sagateksten. Læsning af en saga kan være vanskelig på grund af det, man kunne kalde tekstens nøgenhed. Læseren skal i høj grad selv digte med. Dette arbejde påtog Gunnarsson sig i stor udstrækning for læseren, når han i sin oversættelse så at sige klædte den nøgne tekst på. Lad os tage et eksempel fra kapitel 38 af sagaen:

“Þeir höfðu sest til drykkju og voru tólf saman … og var borinn í húsið hálmur mikill. Eldur var og mikill á gólfinu.”

“I øjeblikket sad de og drak, tolv lystige svende. På gulvet midt imellem halmdyngerne, de sov i om natten, havde de tændt et drabeligt bål at varme sig ved.”                                                                                             (Gunnar Gunnarsson)

”De havde sat sig til at drikke og var tolv i alt … og der var b,året meget halm ind i huset. Der brændte også et stort bål på gulvet.”

(Kim Lembek)

Jeg har understreget de steder, hvor Gunnarsson udvider beskrivelsen. Man kan se, hvordan originalens korte sætninger forlænges, så oversættelsen som en hjælp til læseren angiver formålet både med halmen og ilden. Men spørgsmålet er, om det er en hjælp. Af det videre forløb fremgår det, at halmen og ilden nævnes, fordi huset skal brænde ned. Og med f.eks. ord som ”lystige svende” og ”drabeligt” forvandler Gunnarsson den på mange måder tragiske saga om Gretter til en ren komedie.

Eksemplerne viser forhåbentlig med al tydelighed, at de islandske sagaer faktisk trænger til at blive nyoversat.

Advertisements

About Sara

Skønlitterær oversætter www.sarakoch.dk
This entry was posted in Om enkelte værker/forfattere and tagged , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to En saga blot?

  1. Ríkarður Ö. Pálsson says:

    Kim Lembeks eksempler viser prisværdig indsigt i såvel forlægget som forståelse af oversætterens opgave overfor almindelige nutidslæsere. For al stor oldlitteraturs vedkommende burde det heller ikke være nødvendigt at belemre læseren med vidtløftige fodnoter.

    Det er så en helt anden sag, at for den virkeligt motiverede læser kunne man savne en slags
    “Saga Companion”, der uddyber – som i eksemplerne! – de underliggende kulturhistoriske
    omstændigheder.
    Kan man formode, at sådanne læsere findes i dagens Danmark? Hvis ikke umiddelbart, så i det mindste efter at have stiftet nærmere bekendtskab med sagaerne?

    Ríkarður Ö. Pálsson, Reykjavík.
    (Bl. a. sprogentusiast og musikanmelder ved “Morgunblaðið”),
    rikardur@mbl.is

  2. Dorte S. Berninger says:

    Ja, sådanne læsere findes i Danmark.Jeg er en af dem, og jeg ved, at der er flere.
    Med venlig hilsen,
    Dorte Berninger.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s