Skruen strammes – mørklægning af sproget

Af Ida Klitgård

Anmeldelse af Henry James, Skruen strammes (The Turn of the Screw), oversat af Viggo Hjørnager Pedersen og Lasse Rask Hoff, Rosenkilde og Bahnhof 2012, og oversat af H. B. J. Cramer, Forum 1968, genoptrykt 1998.

Den amerikanske kanoniske forfatter Henry James’ gotisk-inspirerede novellette The Turn of the Screw udkom oprindeligt i bogen The Two Magics i New York i 1898 efter at have været bragt som serie i Collier’s Weekly fra d. 27.1.-16.4. 1898. James var dog ikke helt tilfreds med historiens udformning og gav sig derfor til at foretage over 300 rettelser med det resultat, at der kom en ny revideret udgave på gaden i 1908. Hovedmotivationen var, som man kan læse det i Henry James-kritikken, at tydeliggøre fortællerens følelser, at gøre historien til ’primarily a record of feeling’. Dette ses bl.a. i de direkte eksempler på ændringer i fortællerens brug af verberne ’perceived’ og ’recollect’ til ’felt’.

Og det er i sandhed en følelsesladet fortælling. I et brev til forfatterkollegaen H. G. Wells udtaler Henry James, at fortællingen først var udtænkt som en enakter, men da markedet ikke var til det, og da hans skuespil Guy Domville lige var blevet en fiasko, besluttede han sig for at nedfælde historien i novelletteform i et populært tidsskrift. Det dramatiske levn ses måske tydeligst i, at samtlige kapitler ender med en curtain line med det formål at skabe en melodramatisk effekt. I det hele taget er fortællingen præget af skuespillets opbygning i kraft af dens dramatiske vekselvirkning mellem handling/dialog og tilbageskuende beretning/refleksion. Der er som følge heraf en tilsvarende vekselvirkning mellem en stigende spænding og en midlertidig dvælende indstilling af handlingen.

Kort fortalt handler The Turn of the Screw om en ung, uerfaren pige, der efter en isoleret tilværelse som præstedatter på landet får arbejde som guvernante på godset Bly, hvor hun skal tage sig af Miles og Flora på henholdsvis 10 og 8. Børnenes onkel bor i London og vil ikke længere have noget med dem at gøre. Derfor får guvernanten det fulde ansvar og samtidig en ordre om aldrig at kontakte ham om noget som helst, men derimod styre det hele selv. Den videre handling udspilles udelukkende på Bly med disse tre personer samt husbestyrerinden, mrs. Grose.

De to børn forekommer guvernanten at være de yndigste og mest guddommeligt elskelige skabninger på denne jord, og hun overøser dem konstant med kys og omfavnelser og ser igennem fingre med deres spæde forsøg på at fortælle hende, at de ikke har godt af at blive pylret om i deres afsondrede verden. Men som historien skrider frem, får hun langsomt færten af ondskab og djævelskab manifesteret i åbenbaringen af to spøgelser, den tidligere tjener Peter Quint og den tidligere guvernante miss Jessel. Guvernanten overbeviser sig selv om, at disse gespenster står i ledtog med børnene, hvorpå der følger en langsom og foruroligende åndelig degenerering af guvernanten og parallel nedbrydning af børnene. Det ender med et psykisk sammenbrud for Flora og en dødelig udgang for Miles under guvernantens forsøg på at bedrive eksorcisme.

Historien er typisk blevet læst på to måder: Enten er spøgelserne virkelige og børnene onde, eller også er spøgelserne kommet til verden i guvernantens neurotiske fantasi og børnene dermed helt uskyldige. Den sidste fortolkning er naturligvis især blevet forbundet med freudiansk og lacan’sk litteraturkritik.

Takket være den karakteristiske ’upålidelige’ fortælleteknik, hvor alt fortælles og opfattes fra guvernantens synsvinkel i et efterladt manuskript, og hvor alle oplysninger står uskarpe hen som en tågedis (skal vi tro hende eller ej?), har det heldigvis aldrig været muligt at finde en endelig fortolkning. Som Tzvetan Todorov siger om begrebet ’The Pure Fantastic’, som vi finder det hos James: dobbelttydigheden mellem det naturlige og det overnaturlige er ”preserved throughout and beyond the text, run parallel, equivalent and undecidable.” Kritikeren William R. Goetz foreslår tilmed, at teksten indbyder til hermeneutiske problemer, idet “it obliges the reader to choose one reading and at the same time to see the inadequacy of his choice.” Og Henry James kan ikke hjælpe os med en løsning, da han (med vilje?) kun har udtalt sig mindst lige så tvetydigt om historien som historien selv. Fx har han udtalt, at fortællingen er ”an exercise of the imagination,” som enten kan referere til hans egen skriveproces eller opfattes som en hentydning til et tema i teksten.

Vi må konkludere, at fortællingens adelsmærke i litteraturhistorien er dens karakteristiske James’ske udfordring af vores opfattelse af virkeligheden – selve subjektivitetens væsen bliver draget godt og grundigt i tvivl. Som oversætter kan det dermed synes umuligt at tage stilling til en grundlæggende fortolkning, og derfor bør der vel egentlig stræbes mod en gengivelse, der rummer mindst lige så stor dobbelttydighed og tågedis som forlægget.

Rent stilistisk og sprogligt er det tydeligt, at James har kæmpet for ”every grudged inch of space,” som han kalder det. Absolut intet er overladt til tilfældighederne. Alt rummer betydning for historien som helhed, hvilket jo i øvrigt er generelt kendetegnende for novelle- og novellettegenrerne.

I det store hele er teksten præget af guvernantens særdeles velartikulerede og nuancerede sprog. Det er et sprog, der til tider kan forekomme nærmest utilgængeligt, da det rummer yderst snirklede sætningskonstruktioner og et væld af brydsomme fremmedord i nye og indviklede konstellationer. Det er typisk for guvernanten, at hun foretrækker udtryksfulde ord og udtryk frem for et mere simpelt og enkelt sprog. Kritikeren E. A. Sheppard har studeret nogle af hendes udtryk og sammenligner dem med lidt mere afdæmpede hverdagsagtige versioner. Fx vælger guvernanten at sige ‘my inexorable, my perpetual society’ i stedet for ‘my constant presence’; ‘in my delusion’ i stedet for ‘mistakenly’ og ‘paraded’ frem for ‘went about’. Og hvad med ‘I preternaturally listened’? Sheppard konkluderer: “To discredit his narrator was, I am convinced, no part of James’s intention, but by making her contribute, even intermittently, an artificial obscurity of diction to impressions themselves questionable in a situation of its nature mysterious, he has gone some way towards achieving this effect.”

James sørger altså for en slags sproglig mørklægning, således at hans personer ikke fremstår i et skarpt entydigt omrids men derimod i skygge. Igen må oversætteren være tro mod den James’ske skrivestil og ikke søge at kaste alt for meget lys over tekstens sprog ved at eksplicitere det implicitte og forenkle det vanskelige.

Den første oversætter, der står over for denne opgave i 1968, er H. B. J. (Hans Billeskov Jansen) Cramer (1891-1973). Han var uddannet i engelsk, tysk og fransk og virkede som redaktør og forfatter. Han har skrevet bøger om engelske stiløvelser og oversat værker af R. L. Stevenson, Henry James og Edgar Allan Poe. Senere blev han bl.a. medredaktør af Foto-Magasinet og har publiceret vidt og bredt inden for fototeknik.

Nyoversættelsen fra 2012, som er anledningen til denne anmeldelse, forestås af Viggo Hjørnager Pedersen i samarbejde med Lasse Rask Hoff. Sidstnævnte er, så vidt det fremgår, redaktør ved det forlag, hvor oversættelsen er blevet publiceret. Hjørnager Pedersen er nu pensioneret lektor i engelsk ved Københavns Universitet og en af Danmarks helt store specialister i engelsk litteratur og oversættelsesstudier. Han har selv oversat en lang række romaner og har skrevet disputats om de engelske oversættelser af H.C. Andersens eventyr.

I det følgende vil jeg give en sammenlignende kritik af de to oversættelser med henblik på en evaluering af, hvor vellykket deres sproglige mørklægning egentlig er. Men er det mon også noget, anmelderne i dagspressen har lagt mærke til? Jeg har kun kunnet finde to oversættelseskommentarer. I Politiken skriver Bo Tao Michaëlis om nyoversættelsen: ”Historien er oversat med finfølelse for Henry James’ særegne impressionistiske stil, hvor der antydes og anes mere, end der vises og klarlægges. Fint arbejde.” Jens Henneberg fra Nordjyske Stiftstidende derimod, lader sig vist irritere over det dunkle sprog: ”Viggo Hjørnager Pedersen og Lasse Rask Hoff har oversat, undertiden til et noget kluntet dansk.” Derefter får vi ét eksempel, og så er den vurdering slut. Jeg vil her prøve at gøre det lidt fyldigere, selvom pladsen ikke tillader en lang analyse.

Jeg har valgt at kigge nærmere på de førnævnte kringlede formuleringer, som langt fra kaster lys over tingene, men snarere giver indtryk af guvernanten som en person, der er indhyllet i sin egen fiktive forestillingsverden. De er fremhævet med kursiv nedenfor.

Eksempel 1:

It was a crisp, clear day, the first of its order for some time; the night had brought a touch of frost, and the autumn air, bright and sharp, made the church bells almost gay. It was an odd accident of thought that I should have happened at such a moment to be particularly and very gratefully struck with the obedience of my little charges. Why did they never resent my inexorable, my perpetual society? (kap. XIV).

Det var en frisk, klar dag, den første af den slags i nogen tid; det havde frosset lidt om natten, og efterårskulden, der var skarp og klar, fik kirkeklokkerne til at lyde næsten muntert. Det var et mærkeligt tilfælde, at jeg netop i det øjeblik tænkte på, hvor taknemmelig jeg burde være for mine små yndlinges lydighed. Hvorfor blev de aldrig kede af mit uundgåelige, mit evige selskab? (Cramer p. 100).

Det var en kølig, klar dag, den første af sin art i nogen tid; natten havde bragt en anelse frost, og efterårsluften, der var frisk og skarp, gjorde næsten kirkeklokkerne muntre. Det måtte skyldes en mærkelig tankeforbindelse, at jeg i et sådant øjeblik skulle være slået af og taknemmelig for mine små elevers lydighed. Hvorfor gjorde de aldrig oprør mod mit ubønhørlige, evige selskab? (Pedersen og Hoff p. 93).

Ingen af de to oversættelser rammer helt den knudrede og lærde tone. Ordet ’society’ er udmærket oversat til ’selskab’ begge steder og giver tonen en lidt ældre patina, men ’uundgåelige’ og ’ubønhørlige’ kan ikke sidestilles med et så forholdsvis pompøst fremmedord som det, guvernanten benytter sig af. Dog peger ’ubønhørlige’ i retning af noget nådeløst, hvilket viser sig at være kernen i slutscenen, hvor hun tager livet af Miles. Hvis man kigger nærmere på resten af citatet, så slår ordet ’tankeforbindelse’ mig i nyoversættelsen. Det forekommer mig tilpas mærkeligt og understøtter det voksende indtryk af fortælleren som lettere forskruet. Til gengæld er det at gøre oprør måske lige lovlig voldsomt – og moderne? – som oversættelse af ’resent’, der snarere dækker over en følelse af uvilje.

Eksempel 2:

It was a pity that I should have had to quaver out again the reasons for my not having, in my delusion, so much as questioned that the little girl saw our visitant even as I actually saw Mrs. Grose herself (kap. VIII).

Det var sørgeligt, at jeg med bævende stemme måtte gentage mine grunde til efter min vision ikke i mindste måde at tvivle om at den lille pige så det fremmede væsen lige så tydeligt, som jeg så fru Grose selv (Cramer p. 64).

Det var en skam, at jeg havde været nødt til igen at måtte fremstamme grundene til, at jeg i min forblindelse ikke så meget som havde sat spørgsmålstegn ved, at den lille pige så vores besøgende, ligesom jeg nu så mrs. Grose selv (Pedersen og Hoff p. 61).

Udtrykket ’in my delusion’ hentyder til en vildfarelse. Cramer misforstår det og oversætter til ’efter min vision’, hvilket giver et billede af, at guvernanten har haft en åbenbaring snarere end en ’forblindelse’, som Pedersen og Hoff så tilpas elegant og arkaisk vælger at skrive. Et andet problem i afsnittet er Cramers oversættelse af ’visitant’ til ’det fremmede væsen’, der måske vil få en moderne læser til at tænke på Alien-filmene snarere end på paranormalt tøjeri. Der skal jo netop vælges et ord, der mørklægger og ikke åbenbarer.

Eksempel 3:

I welcomed the consciousness that I was charged with much to do, and I caused it to be known as well that, left thus to myself, I was quite remarkably firm. I wandered with that manner, for the next hour or two, all over the place and looked, I have no doubt, as if I were ready for any onset. So, for the benefit of whom it might concern, I paraded with a sick heart (kap. XXII).

Jeg glædede mig ved bevidstheden om, at jeg nu havde meget at tage vare på, og sørgede for, at man fik det indtryk, at når jeg således var overladt til mig selv, var jeg ganske usædvanligt streng. På den måde spadserede jeg det næste par timer rundt alle steder og så utvivlsomt ud, som om jeg var rede til at tage det op med alt. Således paraderede jeg til glæde for alle interesserede, men jeg var syg om hjertet (Cramer p. 144).

Jeg glædede mig over bevidstheden om, at jeg havde meget at gøre, og jeg sørgede for, at det også blev kendt, at jeg var overordentlig bestemt, når jeg var overladt til mig selv. Med denne mine gik jeg i de næste par timer omkring overalt og så utvivlsomt ud, som om jeg var parat til at imødegå ethvert angreb. Således holdt jeg facaden til bedste for dem, det måtte angå, skønt jeg var syg om hjertet (Pedersen og Hoff p. 134).

Verbet ’parade’ betyder at gå, marchere eller promenere frem og tilbage primært med det formål at blive lagt mærke til, i dette tilfælde for at gøre opmærksom på sig selv i en form for indbildsk selvhævdelse. Pedersen og Hoff undlader desværre at fremhæve denne indbildskhed ved helt at udelade ordet. Cramer derimod oversætter direkte til ’paraderede’, der ifølge Ordbog over det danske sprog på nettet har netop denne betydning, og som vil give den moderne læser indtrykket af noget (selv)højtideligt og forlorent, helt i tråd med mørklægningsprincippet.

Eksempel 4:

This thought held me sufficiently to make me cross to his threshold and pause again. I preternaturally listened; I figured to myself what might portentously be (kap. 10).

Den tanke virkede stærkt nok til at få mig til at overskride hans tærskel og atter tøve. Jeg lyttede med overnaturlig koncentration, jeg forestillede mig, hvilke ildevarslende opdagelser jeg nu ville gøre (Cramer p. 81).

Denne tanke fastholdt mig tilstrækkeligt til at gå over til hans dør og stoppe op igen. Jeg lyttede helt usædvanlig intenst, idet jeg prøvede at regne ud, hvilke ildevarslende ting der kunne være i vente (Pedersen og Hoff p. 76).

Ud over fejlen med, at guvernanten overskrider tærsklen, hvilket ikke er tilfældet i originalen og paradoksalt nok samtidig giver den moderne læser associationer til noget psykologisk/moralsk snarere end et simpelt dørtrin, ekspliciterer Cramer også det overnaturlige element i bogen ved at oversætte til ’med overnaturlig koncentration’, som om guvernanten selv har antaget overnaturlig form. Ifølge diverse ordbøger har ’preternatural’ rent faktisk disse to betydninger: a) udsædvanlig og b) overnaturlig. Men da det ikke er gængs praksis for guvernanten at være klar i mælet og sige tingene direkte, at der altså foregår noget direkte overnaturligt, hælder jeg mest til ’usædvanlig intenst’, selvom det selvfølgelig tager noget af brodden af den selvhøjtidelige sprogbrug.

Udtrykket ’preternaturally’ går igen i bogen. I kap. IX får vi denne sætning om guvernantens syn på børnene:

They were at this period extravagantly and preternaturally fond of me.

Den danske oversættelse af udtrykket bør ideelt set gentages begge steder i bogen. Men i denne passage oversættes det således:

I den periode holdt de usædvanligt og unaturligt meget af mig (Cramer p. 71).

De var i denne periode overdrevent og unaturligt glade for mig (Pedersen og Hoff p. 67).

Begge oversættelse vælger ’unaturligt’, hvilket giver associationer til noget naturstridigt, uforståeligt eller skabagtigt. Der er flere muligheder, og hermed gives der plads til en påkrævet tvetydighed – dog uden at kunne understøtte originalens ’preternaturally’ som et typisk yndet udtryk i guvernantens vokabular.

Sammenfattende vil jeg sige, at selvom jeg ikke ved, hvilken udgave af forlægget, de to oversættelsesteams benytter sig af, kan begge oversættelser rent faktisk det der med at sprede tågedis, men der er også tilfælde, hvor tågen letter, så entydighed bliver normen. Man kunne måske godt have ønsket sig en lidt mere stakåndet følelse, når man forsøger at få hoved og hale på både sprog og handling. Jeg vil personligt gerne sættes ud i guvernantens uigennemskuelige mentale labyrint, snarere end at blive taget ved hånden og ført igennem. Naturligvis er nyoversættelsen mere up to date, men det er egentlig ikke noget krav her, hvor det drejer sig om en fortæller hvis idiolekt tilhører en svunden tid, jf. fx det at børnene skulle ’gøre oprør’, som i mine ører klinger lidt vel dagsaktuelt. Så min konklusion må blive, at skruen for alvor først strammes, når mørket sænker sig over det sproglige udtryk.

Advertisements
This entry was posted in Oversættelsesanmeldelser and tagged , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s