Rejsebrev fra Havana

Af Kirsten A. Nielsen

cuba 2014 portales
Huse med ‘portales’ i La Vibora-kvarteret

En oversætter går i sin forfatters fodspor

Det er vinter i Havana, da jeg og min rejseledsager ankommer en januardag sidst på eftermiddagen til Hotel Inglaterra i den gamle bydel. Ude på hotellets fortovsterrasse sidder gæsterne nemlig iført noget så usædvanligt her som overtøj med deres drinks og lytter til hotellets næsten konstant spillende orkester.

Men da vi dagen efter begiver os ud i byen, er temperaturen oppe på over tyve grader, og det er rigeligt for os, da vi begynder vores tur i den gamle bydel, på jagt efter resterne af Havanas jødiske kvarter. Det er nemlig her, at den cubanske forfatter Leonardo Paduras seneste roman Herejes (Kættere) starter. Jeg har netop afleveret min oversættelse af romanen, som jeg har arbejdet med det seneste halve år, og er draget til Havana for at gå i forfatterens fodspor og opsøge de steder, hvor romanen foregår.

Kættere starter i Havana i 1939, hvortil den polske jødedreng Daniel netop er flygtet fra krigen i Europa; nu venter han på sine forældre og sin søster, der netop er ankommet med dampskibet SS Saint Louis sammen med over ni hundrede andre jødiske flygtninge. Passagerne får imidlertid ikke tilladelse til at gå fra borde i Havana og må vende tilbage til Europa, hvor kz-lejrene venter dem. Denne begivenhed (bygget på en virkelig hændelse) bliver en afgørende oplevelse for Daniel, der afsværger sig sin jødiske tro og vil være cubaner. Han bor hos sin onkel i Havanas jødiske kvarter, hvor der dengang boede rigtig mange mennesker tæt sammen, og hvor der vrimlede med butikker og restauranter samt adskillige synagoger. Men alt dette er der ikke meget tilbage af i dag.

Da Daniels søn Elias, som er født og opvokset i USA, i romanens nutid kommer til Havana for at få opklaret nogle mystiske ting vedrørende sin nu afdøde fars fortid og søger hjælp hos eks-politimanden Mario Conde, hovedpersonen i Paduras tidligere romaner, tager han sammen med Conde hen i det jødiske kvarter, hvor han opdager, at de fleste af de ting og steder, som hans far har fortalt ham om, er borte. Kvarteret er totalt forandret, og ligesom i alle Havanas andre kvarterer er de fleste huse i stærkt forfald. Det samme kan jeg se, efterhånden som jeg bevæger mig ind i kvarteret og finder frem til hjørnet af Calle Acosta og Calle Compostela, hvor Daniel og hans onkel boede. Her finder jeg også Betlehemsbuen, den sidste rest af et tidligere kloster. Så det eneste, der siger os, at vi befinder os i det jødiske kvarter, er den synagoge, vi pludselig får øje på.

Da jeg nogle dage senere møder Padura, fortæller han, at han selv kender det jødiske kvarter ganske udmærket, fordi hans mor er opvokset dér.

Der er mange mennesker i gaderne, og de har travlt med deres forskellige gøremål eller hænger blot ud i døråbningerne. Og selv om de er nysgerrige og gerne vil snakke med os turister, er det slet ikke det samme, som når vi færdes i det mest turistede Habana Vieja, hvor vi knap nok kan gå et par skridt uden at få tilbudt cigarer eller ture i cykeltaxaer.

Nogle dage senere spadserer vi atter igennem det jødiske kvarter, men når denne gang helt ned til vandet. Her i denne del af byens havneområde lagde de store dampere til i tidligere tider, og det var netop her ud for Alameda de Paula, at SS Saint Louis lå i 1939, da Daniel og hans onkel forgæves ventede på, at passagerne skulle gå fra borde. Havnepromenaden med dens stenmure og jerngitre, bænke og lygter ser så tilpas gammel ud, at det er let at forestille sig scenen fra romanen, hvor store menneskemængder stod og ventede på kajen, og skibet lå et stykke ude i bassinet.

cuba 2014 alameda
Alameda de Paula

Men hvad med romanens hovedperson, den forhenværende politimand og nuværende bogopkøber Mario Conde, hvor og hvordan bor han mon? Det kunne være rart at finde ud af. For under oversættelsen af Kættere har et tilsyneladende meget enkelt ord skabt problemer, nemlig ordet portal, som ifølge ordbøgerne kan oversættes til døråbning eller indgang eller forhal. Ordet bruges bl.a. om det sted lige uden for Condes hus, hvor han har et par stole stående, og hvor han ofte tager imod sine gæster og sidder dér og snakker med dem. Hvordan ser sådan en portal mon ud?

For at få det opklaret tager vi en dag ud i El Víbora-kvarteret en halv snes kilometer uden for Havanas centrum for at studere huse. Netop i dette kvarter ligger det gymnasium, hvor Conde og hans kammerater gik for snart mange år siden, og her ligger også det hus, som Condes kæreste Tamara bor i, nemlig på hjørnet af Avenida Santa Catalina og Calle Mayía Rodríguez.

Vi kommer derud en lørdag ved middagstid, og der er masser af mennesker på gaderne. I den brændende sol begynder vi at gå hen ad Avenida Santa Catalina, og når frem til hjørnet, hvor der ganske rigtig ligger nogle ret store og meget smukke enfamilieshus, alle med en portal foran, og når jeg ser disse huse, er jeg straks klar over, at ordet skal oversættes til veranda. Men er det også et sådant hus Conde bor i, og bor han egentlig også ude i dette kvarter? Af romanerne fremgår det blot, at han bor i et støvet og larmende kvarter ved en stor vej. Da jeg nogle dage senere spørger forfatteren, svarer han, at han ikke har angivet så nøjagtigt, hvor Conde bor, men at det nok er i et af de noget mindre og mere beskedne huse i kvarteret, men altså også i et énfamilies-hus. Så Condes portal skal derfor også oversættes til veranda.

På vejen ind mod centrum igen vandrer vi ad den meget befærdede Calzada del 10 de Octubre med osende biler og meget forfaldne huse, men hvor der også indimellem dukker et nymalet hus op. Her bor man meget tæt i forhold til sidegaderne, hvor der virker mere ’landligt’. Da det er lørdag eftermiddag, holder cubanerne fridag, og når man kigger ind mellem husene og ind på verandaerne ser vi ofte folk sidde og blive klippet, så det ser næsten ud, som om det er deres yndlingsbeskæftigelse her på fridagen. Da vi på et tidspunkt drejer ind på en lille sidevej for at komme lidt væk fra bilosen, støder vi på en kirke, og pludselig opdager vi et skilt på et meget nydeligt og nymalet hus. Her er der en lille paladar, dvs. et privat spisested med højst 12 pladser af den slags, der er givet tilladelse til oprettelse af. Der er dækket op på verandaen, og vi får serveret en kop kaffe og en vand og kan kigge ind i den lille stue med køkken, som udgør restauranten. Kaffen er god og betjeningen meget venlig, priserne er i den lokale pesos, men vi kan dog også betale i konvertible pesos, som er den mønt turisterne bruger.

I de seneste år er mange huse og pladser i byen blevet restaureret, især i og omkring den gamle bydel, hvor turisterne kommer. Det ser vi også den dag, vi spadserer ned ad den tidligere så fornemme boulevard Paseo del Prado, hvis marmorbelægning blev anlagt i 1834. Vi er atter på vej i Paduras/Condes fodspor. Lige ved det nyanlagte hjørne ved den berømte kystpromenade El Malecón og Prado, hvor byens fængsel lå, og hvor nationalhelten Jose Martí sad fængslet i en periode som ung, skulle der netop være åbnet en bar med udsigt over havet. I Kættere har Conde gjort et godt bogkup og har derfor pesos på lommen, så han inviterer sin tidligere kollega ved politiet, Manolo, på en øl her. Vi finder frem til baren, der hedder Prado No. 12, og sætter os på det forblæste hjørne for at indtage hhv. den lokale øl Bucanero og en mojito.

I Kættere bliver Conde inviteret på byens fineste restaurant, den nyåbnede havnerestaurant El Templete af sin samarbejdspartner, Yoyi, en ung iværksætter med et veludviklet handelstalent, der har forstået at udnytte den nye tids mulighed for at drive selvstændig virksomhed og er blevet en af landets nyrige. Denne restaurant prøver vi også en aften. Men som det hedder i romanen, er klientellet for 99,99 procents vedkommende personer, der er født eller bosiddende på den anden side af havet, eller nyrige cubanske selvstændige erhvervsdrivende, for det er de eneste, som er i stand til at betale de (for den cubanske befolkning) skyhøje priser for stedets delikatesser. Og vi kan i hvert fald konstatere, at restauranten er fyldt med turister, som for de flestes vedkommende ankommer i turistbusser og bliver læsset af for hurtigt at indtage et forudbestilt måltid og så drage af sted igen. Men vi får en fin betjening, og maden er virkelig fremragende. Det er her vi første gang hører kanonsalutten fra fortet ovre på den anden side af havneindsejlingen, der lyder hver aften kl. 21. En tradition der stammer fra 1800-tallet, og som Padura skriver i Kættere: Den affyres, selv om der hverken er blevet erklæret krig, eller der er byporte, som skal lukkes.

Condes omtalte forretningsparter Yoyi er også den lykkelige ejer af en lyseblå Chevrolet fra 1957, model Bel Air, med kaleche, som han har fået istandsat, så den næsten er lige så velkørende, som da den udgik fra fabrikken, hvilket bestemt ikke kan siges om de mange amerikaner-biler, vi ser kører rundt som taxaer i byen, angiveligt ofte med en indsat Lada-motor. En dag hvor vi beslutter os for at prøve en tur hen ad havnepromenaden El Malecón i en sådan amerikanerbil, udvælger vi os en af de mange, der holder på pladsen foran Capitolio. Da vi sidder i bilen, opdager vi så pludselig, at det sandelig er en Chevrolet model Bel Air, og da vi stiger ud af den og betaler for turen, forhører jeg mig hos chaufføren: Jo, det er skam en Bel Air fra 1957. Og bilen kørte fantastisk godt og lydløst, så hvis det ikke lige var, fordi vores Bel Air var rød, kunne det godt have været Yoyis!

cuba 2014 belair
Chevrolet Bel Air, 1957

Hjemmefra har jeg aftalt med Padura at mødes for at snakke lidt om Kættere og hans forfatterskab i det hele taget. Det bliver på den sidste aften af mit ophold i Cuba, hvor han er vendt hjem igen efter en tur til Panamá. Vi mødes på mit hotel, som i den sidste uge af turen er Hotel Nacional, det gamle gangsterhotel, hvor mafiaen huserede i tiden op til revolutionen, og vi sætter os ud i de store kurvestole i den øverste del af haven. Klokken er syv om aftenen, og det er ved at blive mørkt, men netop som vi er startet på interviewet, går hotellets sædvanlige aftenunderholdning i gang. Det er et seksmandsorkester med sangerinde, som står og spiller ikke langt fra os – med forstærkere – så det bliver noget besværligt at kommunikere, men det lykkes dog.

Efter at jeg har fortalt om, hvordan jeg under mit ophold har været rundt og se mange af de steder, jeg har læst om i Kættere, spørger jeg Padura om, hvordan han fik ideen til at skrive en roman, der handler om et Rembrandt-maleri og en jødisk families skæbne. I romanen er vi i Havana i 1940’erne og ’50’erne samt i 2010’erne, men vi kommer også til Amsterdam på Rembrandts tid.

Padura fortæller, at han for omkring ti år siden begyndte at skrive en roman, hvor en af hovedpersonerne var en jøde, som var kommet til Cuba og var blevet cubaniseret – denne person blev ved med at dukke op i hans hoved. Og så fik han den idé at skrive noget mere om denne jøde, der var holdt op med at være jøde. Historien udviklede sig, og ideen om Rembrandt-maleriet dukkede op. Det skulle ikke kun være en historie om nutiden, derfor bliver læseren ført tilbage til Amsterdam i det 17. århundrede. Romanen bindes sammen af menneskets søgen efter frihed, og denne frihed fandt jøderne i Amsterdam i det 17. århundrede og i Havana i første halvdel af det 20. århundrede, hvor de havde mulighed for at leve med deres tro. Tredje del af romanen handler om den cubanske ungdom i dag, og Padura fortæller, at han i romanen fortæller om emoerne, fordi han finder Havanas små subkulturer interessante, idet de søger efter den samme frihed. Trangen til frihed er permanent i mennesket til alle tider – også i Cuba i dag; det vil Padura sige med Kættere.

Paduras bøger udkommer nu på tyve sprog, og det har betydet en stor økonomisk lettelse, fortæller forfatteren, der nu kan leve af sit forfatterskab. Når en bog er udkommet, bruger han omkring et år på at promovere den i de lande, hvor den udkommer. Og det er meget vigtigt for en forfatter at møde sine læsere, påpeger Padura. Men de mange rejser betyder dog ikke, at han ikke vil fortsætte med at skrive om Cuba og cubanske forhold. Det er her han bor, og det er her han har sine rødder.

Da jeg spørger, hvorfor det er umuligt at finde hans bøger hos boghandlerne i Havana, fortæller han at Kættere ikke er udkommet i Cuba endnu, bøgerne udkommer som regel altid med et års forsinkelse (Kættere er udkommet på det spanske forlag Tusquets), og da bøgerne kun udkommer i små oplag, bliver hans altid udsolgt på én dag og bliver ikke genoptrykt på grund af mangel på papir. Det er måske grunden til, at jeg på det daglige bogmarked på Plaza de Armas for Paduras første roman i Havana-kvartetten må betale en temmelig høj pris, som sælgeren undskylder med, at det er en sjælden førsteudgave af den også i Cuba meget populære forfatter.

Vores samtale bliver afbrudt af en mexicansk kvinde, der har sat sig over for os, da hun pludselig henvender sig til Padura og siger, at de har mødt hinanden på en filmfestival i Mexico for et par år siden. Han husker hende dog ikke, men det afholder hende ikke fra at snakke videre. Men jeg benytter da lejligheden til at spørge Padura, om Mario Conde snart går til filmen, og får at vide, at der skal laves en tv-serie over Conde-romanerne af et spansk-tysk selskab, og at optagelserne skal foregå i Havana.

Samtalen er ved at være slut, da Padura skal videre til en premiereforevisning på en film lavet af en af hans venner, så jeg spørger til sidst om, vi får flere Conde-romaner, eller om han sender Conde på pension. Padura svarer, at det måske ikke bliver i den næste roman, men Conde vender helt sikkert tilbage i fuld aktivitet, så hans læsere i mange lande kan glæde sig.

Næste dag er hjemrejsedag, og på vejen fra Havana til lufthavnen i Varadero kommer vi forbi Playa de Santa María del Mar, hvortil Conde og hans venner en dag tager på udflugt for at se solnedgangen. Det når vi ikke at opleve, men må nøjes med at se skiltet og havet i det fjerne. Måske næste gang. For man bliver bidt af Cuba og får lyst til at vende tilbage og se og opleve mere – og det har Padura med sine Mario Conde-romaner i høj grad bidraget til.

På dansk er der tidligere udkommet otte romaner af Leonardo Padura. Kættere udkommer på dansk i august på forlaget Lindhardt & Ringhof.

cuba 2014 padura
Leonardo Padura på Hotel Nacional

[Rejsebrevet blev tidligere i år bragt på Kirsten A. Nielsens egen hjemmeside.
Alle fotos af forfatteren.]

Advertisements
This entry was posted in Om oversætterhuse, rejser m.m. and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

One Response to Rejsebrev fra Havana

  1. Pingback: I Padura Fuentes' fodspor i Havana - Vild med Spanien

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s