Om at oversætte skandinaviske sprog til græsk

Af Sotiris Souliotis

I efteråret 2012 annoncerede NORLA – Senter for norsk skjønn- og faglitteratur i utlandet – en causerikonkurrence for udenlandske oversættere af norsk litteratur. Oversættere fra hele verden blev inviteret til at skrive causerier med betragtninger fra deres oversættervirke. Teksten herunder er en let omskrivning af mit mundtlige bidrag til den efterfølgende konference. Den er i en tidligere version blevet bragt på Oversetterbloggen i oktober 2013.

Det er første gang i mit liv jeg skriver et ”causeri”, og oven i købet om noget, som måske i første omgang ikke er så sjovt, nemlig oversættelse. Men jeg vil prøve det alligevel, eftersom begynderen nogle gange har heldet med sig.

Det var for mange år siden, fra 1996 for at være mere præcis, at jeg startede med at oversætte fra dansk til græsk, tre år efter jeg kom tilbage fra mit udvekslingsstudium i København og ét år efter min danske kæreste slog op med mig. Jeg kom tilbage fra Danmark med den tanke, at jeg besidder en stor og sjælden skat som det danske sprog, og at jeg sagtens kunne bruge det til at blive ekspert på et særligt lille område. Men dengang i 1996, lige før jeg fik min første opgave, troede jeg, at jeg måske havde lidt for høje forventninger til mig selv og de skandinaviske sprogs popularitet i det solrige frappédrikkende Grækenland, det glade appelsintræs land, som et græsk digt kalder det.

Den ene roman bragte den anden med sig, og den anden bragte den tredje, og den tredje den fjerde … osv., osv. Imens var jeg nået at komme til Litauen (igen på en udveksling), at komme tilbage til Grækenland og så til Litauen igen, at blive gift og til sidst at flytte til Danmark i 2001.

Et par år efter, et år inden min datters fødsel, havde jeg min norske debut, og sidenhen har jeg oversat mere norsk end dansk og svensk litteratur og har været flere gange i Norge.

At oversætte fra norsk og andre skandinaviske sprog til græsk er ikke så enkelt. For det første handler det om, at de skandinaviske sprog, ligesom de fleste vestlige sprog, går nærmest side om side med engelsk og bruger mange vendinger og internationale ord (fremmedord) fra engelsk. Det er ord og vendinger, som er relateret til det moderne vestlige liv og dette livs tekniske, institutionelle og organisatoriske nuancer, og de findes også på græsk, men har endnu ikke fået navn. Eller det navn, de har fået, er meget sjældent brugt i almindelig tale, i modsætning til norsk eller dansk, hvor alle og enhver kan forstå dem.

F.eks. findes ordet ”omstilling”, dvs. det første sted, man ringer til, for at blive stillet videre til en mere kompetent person, ikke på græsk. Jeg blev nødt til at opfinde noget alt efter situationen, og nogle gange måtte jeg fjerne ordet for at redde teksten. Ikke at man i Grækenland ikke har omstillinger – dog måske ikke så mange, som lader dig vente i lang tid med telefonmusik på ørerne og sætningen ”du er nummer 15 i køen”, hvilket sker meget ofte i Danmark – men man tænker ikke så meget på dem, som noget, der er værd at beskrive.

I det hele taget er det sådan på græsk, at man ikke beskriver alting så detaljeret, som man gør på de nordiske sprog. Man beskriver f.eks. ikke så meget de fysiske bevægelser eller funktioner, for de betragtes som en selvfølge og indforståede, og deres beskrivelse tjener intet formål, men afleder bare læserens opmærksomhed fra den ”egentlige læsning”: tankerne, følelserne, refleksionerne mm. I den græske skønlitteratur er der ikke så mange dagligdags bevægelser som i den nordiske, à la: ”Han svingede benene fra sengen, tog sine hjemmesko på, løftede hånden til sin sweater, tog den på og stod op”. På græsk ville det være sådan: ”Han vågnede, tog sine hjemmesko og sin sweater på og gik”. For ikke at tale om beskrivelser som: ”… hun tog den højre hjemmesko på, så den venstre, bagefter tog hun sin sweater på, venstre ærme…” osv. i den dur.

Hvad grunden til det præcis er, ved jeg ikke, men jeg har på fornemmelsen, at græsk stadig er et mere abstrakt og filosofisk sprog, mens norsk og alle de nordiske sprog er mere kødelige, konkrete og tingslige. Der er mere teori på græsk, og mere praksis på de nordiske sprog. Måske er det derfor, vi (grækerne) har økonomisk krise nu, hvad ved jeg?

Desuden findes der en hel masse ting vedrørende selve den nordiske samfundsmodel, som ikke kan oversættes til græsk, eller selv hvis den oversættes, skal den forklares yderligere: Hvordan kan man for eksempel på græsk forklare ordet ”bistandshjælp” (socialhjælp)? I Grækenland er der ikke nogen velfærdsstat, og selv ordet, som svarer til det, afspejler slet ikke hele essensen: at man i Norden får tilstrækkelig med sociale ydelser, som man godt kan overleve på, mens man i Grækenland får næsten ingenting, nogle helt symbolske beløb. Men hvis man bare oversætter ordene uden at forklare med fodnoter, f.eks. hvor høj den skandinaviske bistandshjælp er, og hvor længe man kan få den, så får den græske læser indtryk af, at ”i sidste ende er der ingen forskel: Her hos os og i Norden får man smuler, hvis man er fattig”, hvilket bestemt ikke passer. Når der bliver indført velfærdsstat i Grækenland, vil man selvfølgelig komme til at få ord for alle de nordiskstammende sociale ydelser. Man siger, at i en krise bliver folk klogere og tænker socialt og solidarisk. Det håber jeg.

Men, ud over modstillingen mellem Norden (rig, organiseret, social) og Middelhavet (fattig, kaotisk, uden stor socialstat), er der også et andet niveau, hvor norsk minder mere om græsk end de andre skandinaviske sprog gør. Og det er i bestemte udtryksmåder, som f.eks. gentagelser af ord for at fremhæve noget.

”Jeg elsker deg, jeg,” siger man i Norge. Det samme siger man i Grækenland, når man vil vise, at man elsker nogen virkelig højt, og det er én selv, der gør det, og ingen anden. Mens man på dansk siger: ”Det er dig, jeg elsker” eller ”Det er mig, der elsker dig” eller bare ”Jeg elsker dig”. Gentagelsen af ”jeg” på norsk og manglen på gentagelsen på dansk bringer norsk tættere på græsk, for der er masser af gentagelser af den slags på græsk: ”Morgen-morgen” (morgen tidlig), ”koncert-koncert” (den egentlige koncert) osv.

Generelt er norsk et lidt mere frit og lidt mere følelsesladet sprog, som ikke behøver så meget bogstavelighed i sin sætningsbygning som dansk (og måske svensk også). Man kan f.eks. godt sige: ”Jeg taler om deg”, og hvis man hæver stemmen i ”deg” forstår man, at det bliver talt om én. Mens man på dansk altid skal sige, i den sætning: ”Det er dig, jeg taler om”. Måske er det noget med bjerge? Grækenland og Norge har masser af bjerge, og bjerglande og bjergfolk, selv om de er langt væk fra hinanden, ligner hinanden alligevel, i mentaliteten og i sproget, på trods af det forskellige klima og den sociale organisation.

Det er blevet sent, og nu skal jeg slutte. Jeg bliver nødt til at ”svinge benene fra stolen, føre den højre fod foran, så føre den venstre … osv., osv. :)”. Nej, det er for sjov, jeg vil bare gå i seng. På den græske måde. Af sted og i seng. Alt det andet er bare mellemrum. Tak for i aften.

Advertisements
This entry was posted in Oversættelsesteori og -debat and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s