Wilsterprisens svanesang fortsat …

Af Niels Brunse

Og nu til motiveringerne. Legatbestyrelsen har, ud over at tænke lidt utraditionelt, også skullet overholde Wilsterprisens fundats, i hvis sidste udgave det hedder: ”Prisen tildeles en oversætter, som ved fremragende gengivelse af et eller flere betydelige værker har beriget dansk litteratur.” De fire modtageres navne er nok allerede kendt, men her kommer de i strengt neutral og alfabetisk rækkefølge: Ole Eistrup, Arne Herløv Petersen, Ellen Wulff og Claus Bratt Østergaard.

Ole Eistrup har siden slutningen af halvfjerdserne oversat en lang række bøger, i begyndelsen mest politisk faglitteratur, men sidenhen og frem til i dag skønlitteratur fra ikke-europæiske kulturer. Det er ofte en utaknemlig opgave, fordi både læsere og forlæggere er skeptiske over for disse ukendte forfattere fra fjerne himmelstrøg, som aldrig kan føjes ind i den linde strøm af salgbar angelsaksisk hyggelitteratur. Ikke desto mindre har Ole Eistrup både på eget initiativ og ved idealistiske forlæggeres mellemkomst fået præsenteret en smuk buket af forfattere fra Haiti, Algeriet, Libanon, Mozambique, Angola, Jordan, Indien, Sydafrika, Brasilien og endnu flere lande uden for vores vante kulturkreds. Ole Eistrup begyndte som oversætter fra tysk, men som man kan ane af denne opremsning af lande, arbejder han nu mest med engelsk, fransk og portugisisk, og for nylig har han endda føjet spansk til med sin oversættelse af den chilenske forfatter Luís Sepúlvedas roman Skyggen af hvad vi var engang.

Jeg husker selv med glæde hans version af den angolanske forfatter Pepetelas roman Jaime Bunda – hemmelig agent om en bredbaget, ualmindelig klodset og alligevel besynderligt heldig politimand, hvis meriter kaster et skarpt og ikke altid smigrende lys over det angolanske samfund af i dag. Det er morsom og horisontudvidende læsning på dansk, og Ole Eistrups oversættelse har sin del af æren for det sproglige liv, som bogen kommer sin danske læser i møde med. Mange andre titler kunne nævnes, og for en ordens skyld skal det også siges, at Ole Eistrup har fundet tid til at oversætte tunge og kendte navne som tyskeren Thomas Bernhard og portugiseren Antonio Lobo Antunes.

Men det udslagsgivende for legatbestyrelsen har været Ole Eistrups engagement og kyndighed i den kunst at udvide danske læseres fornemmelse for verden ved at bringe fjerne landes mennesker ind i vores sprog, så de både lever og bevæger.

Arne Herløv Petersen er en næsten ubegribeligt flittig mand. Ud over sit eget velvoksne forfatterskab har han siden midten af tresserne oversat så meget, fortrinsvis fra engelsk, at hans oversætterbibliografi omfatter omkring 500 titler. Nogle af dem er levebrødsarbejde, noget som alle fuldtidsoversættere kender til, men andre er opfindsomme hjertebørn, som hans gendigtninger af James Joyces lyriske tekster eller af sprudlende nonsensdigte af Lewis Carroll og Edward Lear. Ser man godt efter i titellisten, finder man også hans selvredigerede antologi af kinesiske kortdigte, Grønne bjerge, for kinesisk er et sprog, som hans utrættelige nysgerrighed også har lagt vejen forbi.

Man finder desuden romaner af amerikanske nyklassikere som Jack Kerouac, Norman Mailer, Thomas Pynchon, Richard Ford og frem for alt Philip Roth, og en enkelt roman af nobelpristageren V.S. Naipaul, ligesom Arne Herløv Petersen har oversat erindringsbøger af Nelson Mandela og Malcolm X.

Men hvad der især springer i øjnene, er Herløv Petersens indsats for en måske uretfærdigt underkendt litterær genre, nemlig science fiction. Lige fra begyndelsen har han været optaget af denne litteratur, der har præget så mange af vores forestillinger om fremtiden op gennem det tyvende århundrede. Arne Herløv Petersen har ikke kun fordansket en lang række bøger af de store forfattere i genren som Isaac Asimov, Arthur C. Clarke og Ray Bradbury, han har også formidlet et par af de forfatterskaber, der har videreudviklet genren til kritisk og fascinerende samtidslitteratur – jeg tænker på Kurt Vonnegut og William Gibson. Det er på tide at kippe med flaget for Arne Herløv Petersens medvirken til at rykke ved genregrænserne i nutidens danske litterære bevidsthed og for hans bidrag til læseglæden hos de mange, der holder af gode og tankevækkende historier.

Ellen Wulff har skabt sig et ry med bare to oversatte titler. De er til gengæld af en art, som det normalt ville kræve hele kommissioner at få oversat, men som hun har mestret ene kvinde. Hun har også gjort det på imponerende kort tid; hver af de to tekster har såmænd kun taget hende nogle få år at oversætte. Den ene tekst har et omfang som en normal, god, stor roman, den anden er til gengæld på mange tusind sider og udkommet i fem bind. Det er selvfølgelig Koranen og Tusind og én Nat, jeg taler om – og når jeg sagde fem bind, selv om enhver kan gå hen i boghandelen og overbevise sig om, at den flotte nye danske udgave er i seks bind, er det fordi sidstebindet rummer de fortællinger, der kun kendes i fransk parafrase og senere arabiske versioner, og som derfor ikke er oversat af Ellen Wulff.

De to tekster er vidt forskellige og dog fuldstændig fundamentale for danske læseres tilgang til den arabiske kultur. I begge oversættelser har Ellen Wulff sat nye standarder. Hendes Koranoversættelse er, som hun selv siger det, ”nøgen” – dvs. uden forklarende kommentarer – og fastholder trods sin strenge nærhed til kildeteksten det stærke præg af mundtlighed, som kildeteksten også har, sådan at det stedvis uforståelige får lov at stå uforståeligt og åbent for fortolkning.

Ellen Wulffs gengivelse af det virvar af arabiske fortællinger, der udgør samleværket Tusind og én Nat, er ikke bare den første danske oversættelse foretaget direkte fra arabisk og uden moraliserende og forskønnende udeladelser; den tager også en stor udfordring op, nemlig de mange passager, der er forfattet i en slags rimgennemsyret prosa – også her er det den arabiske tradition for mundtlighed i litteraturen, der sætter sig igennem. Hvis man prøver at læse en af disse passager op i hendes oversættelse, kan man mærke den let hypnotiserende virkning af de idelige rim-ekkoer ned gennem teksten, noget der på en ejendommelig måde skærper læserens, eller rettere sagt lytterens, opmærksomhed på, hvad det næste vil blive. Det har mig bekendt aldrig været gjort før på dansk.

De to præstationer fra Ellen Wulffs hånd er ikke bare tiltrængte i den desværre undertiden betændte, men nødvendige debat om vores vesterlandske forhold til islam og den arabiske verden – de er, helt uden skelen til aktualitet, også skelsættende i dansk oversættelseshistorie. Ellen Wulff er selvskreven til at modtage en Wilsterpris.

Claus Bratt Østergaard er gået den akademiske vej over universitetsansættelser med undervisning og forskning og en doktorgrad for en afhandling om fransk og engelsk romanlitteratur omkring år 1800. Men siden slutningen af halvfemserne har han virket som oversætter, og det store tyngdefelt i hans arbejde har været de filosofiske klassikere.

De tyske: Immanuel Kant, Kritik af den rene fornuft, Kritik af dømmekraften og Prolegomena. Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Retsfilosofi og Åndens fænomenologi. De engelske: Thomas Hobbes, Leviathan. David Hume, Undersøgelser, og senest Adam Smith, Nationernes velstand. Og lad os ikke glemme franske Denis Diderot og hans lille kuriøse filosofiske fiktionsværk D’Alemberts drøm.

Blandt dem kunne alene Åndens fænomenologi, Hegels legendarisk svært forståelige debutværk fra 1807, have taget pusten fra de fleste. Men Bratt Østergaard har stået distancen og endda fået stor ros af de indsigtsfulde for sin ”særdeles vellykkede” oversættelse, der ”både respekterer originalen og går sit danske publikum i møde med åbne arme,” for nu at citere et par anmeldere. Og Nationernes velstand fra 1776, Adam Smiths grundsten til al senere økonomisk teori, har fået mindst lige så meget ros med på vejen: oversættelsen er ”en heroisk indsats,” siger én anmelder, og en anden ”kan kun tage hatten af og sige til lykke til Danmark for denne præstation.”

Det er en utaknemlig beskæftigelse at oversætte filosofiske hovedværker, hvis man tænker på ydre hæder. Filosofi står som faglitteratur i skyggen af skønlitteraturen, når der skal deles laurbær ud, og den står som åndsvidenskab i skyggen af den teknologiske udviklings sensationer. Men i det besindige, underdrejede perspektiv på verdens gang er filosofien bestemmende for, hvordan vi overhovedet kan tænke, og det er afgørende for en kulturnation, at de filosofiske redskaber og deres bagvedliggende forklaringer er til stede i dens sprog. Det kan en begavet og udholdende filosofioversætter sørge for.

Jeg kan ikke lade være med at citere endnu én anmelder af Nationernes velstand, der således vil få det næstsidste ord: ”Oversætteren Claus Bratt Østergaard burde hædres med en pris for sine fine og grundige klassikeroversættelser til dansk.” Ja. Og det sidste ord er: den pris bliver en Wilsterpris, og den får Claus Bratt Østergaard nu.

Advertisements
This entry was posted in Nyheder og begivenheder and tagged , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s