Ulysses — i sansernes vold

Af Ida Klitgård

Anmeldelse af James Joyce, Ulysses, oversat af Karsten Sand Iversen, Rosinante, 2014.

Fredag d. 7. november gik den danske presse i sanseligt selvsving – og i særdeleshed Politiken, der ryddede forsiden og tilmed rykkede ind i Lederen med nyheden om genoversættelsen af intet mindre end den måske nok mest hypede og myteomspundne bog i hele verdenslitteraturen, bortset fra Bibelen. Vi havde fået endnu en Ulysses. Nu er det slut med Mogens Boisens ”pædagogiserende” oversættelser fra 1949, 1970 og 1986. Ind træder Karsten Sand Iversens ”kunstnerisk kompromisløse” oversættelse anno 2014.

Ved et arrangement tre dage senere i Politikens Hus med oversætteren, Rosinante-redaktøren Jacob Malling Lambert og Politikens egen Jes Stein Pedersen bliver redaktøren spurgt, hvorfor vi skal have en ny oversættelse, og svaret lyder klart og tydeligt, at Boisens oversættelse for det første lægger vægt på det denotative – den ekspliciterer det svære – og det er jo ikke meningen, og at sproget for det andet virker tidsfæstet, dvs. gammeldags, og det er netop vigtigt med Ulysses, at sprogets iboende ”friskhed” holdes i live.

Men hvorfor skal vi egentlig læse Ulysses, når vi ved, at den almindelige læser meget nemt opgiver ævred eller ligefrem går død? Karsten Sand Iversen svarer, at det skal vi, fordi det er en meget sanselig bog. Og som tilskuer til dette arrangement fornemmer jeg også ganske tydeligt, hvordan det har været et kald for oversætteren at bevare netop sanseligheden, at puste liv i bogens grundtone af lidenskabelighed, sensualitet, vellystighed og livsappetit, om det så er helt konkret og fysisk i personernes gøren og laden, eller i de mangeartede sprogligt forførende gevandter, romanen er svøbt ind i. Det er en bog, der kan høres, ses, smages, duftes og føles. Og hvis vi skal tage forskningens fund af rytmesansen som den sjette sans for pålydende, så er bogen også her helt oppe på beatet.

Jeg skal ikke her begive mig ud i handlingsreferater, baggrundsviden m.m. om bogen og forfatteren. Sådanne præsentationer har pressen givet ad infinitum. Jeg vil i stedet kort opridse nøgleordene fra de forskellige anmeldelser, da de tegner et tydeligt billede af, hvilket indtryk Karsten Sand Iversens oversættelse har givet anmelderne sammenlignet med Boisens. I Berlingske Tidende beskrives nyoversættelsen som lydhør, brillant og mere musikalsk end Boisens. I Weekendavisen anses den for mere personlig, musikalsk og intuitiv. I Jyllandsposten opfatter anmelderen oversættelsen som flot og dristig og mere poetisk og dermed tættere på Joyces intentioner end Boisens. Kristeligt Dagblad hylder oversættelsen som tro mod ånden i originalen, idet den er mere præcis og gør hverdagen magisk. Information beskriver, hvordan Boisen normaliserer sproget, og hvordan Sand Iversen derimod slår gækken løs, gør bogen sjovere og sværere, men derved kan vi rent faktisk for alvor stole på oversættelsen. I Politiken laver man en sammenlignende kritisk analyse af en bestemt passage, som udfoldes til arrangementet i Politikens Hus, og andetsteds i avisen kalder anmelderen oversættelsen ”skøn og sjofel, sofistikeret og saftig, vild og vanvittig, krævende og kulret” – samlet set en ”dugfrisk, kunstnerisk kompromisløs og superspids oversættelse.”

Anmelderne lægger tydeligvis vægt på friskheden, sanseligheden, fx i musikaliteten, og troskaben mod ånden i Joyces originale værk, om det så betyder, at bogen er blevet vanskeligere at forstå og langt mere crazy end Boisens opklarende gengivelse. Det ser dermed ud til, at Sand Iversens understregning af bogens vigtighed på grund af sanseligheden rent faktisk er lykkedes.

Det har taget Karsten Sand Iversen to år at oversætte bogen, og indimellem er der også lige blevet tid til fire andre oversættelser. Han har arbejdet ud fra den anerkendte tekstkritiske version, lavet omhyggelig research og brugt adskillige referenceværker, men har aldrig læst Boisens oversættelse for ikke at lade sig farve af hans version. Og i et interview i Weekendavisen siger han, at det ikke nytter noget at måle teksten med en tommestok for at genskabe den nøjagtigt: ”Man skal oversætte med anstand og smag, og størst mulig trofasthed er ikke lig med størst mulig bogstavelighed. Tværtimod er det helt i orden, hvis oversætterens modersmål kan accentuere noget i værket.” Og teknikken går med hans egne ord ud på at ”rense og skabe lys” og at forholde sig særdeles aktivt til kompensationsprincippet.

Som sagt har de forskellige anmeldelser stik mod sædvane i den danske presse brugt tid og kræfter på at sammenligne små passager mellem originalen og nyoversættelsen, og nogle af dem er sågar sat op over for Boisens gamle version. Det er jo fantastisk at se udgivelser af oversættelser blive taget så seriøst af anmelderkorpset. Gid det måtte blive en vane. Her vil jeg gøre det samme, idet jeg tilslutter mig alle de lovprisninger, der har lydt i aviserne.

Genoversættelsen er helt vidunderlig og rammer netop noget af det i originalen, der gennem hele min karriere som litteratur-, sprog- og oversættelsesforsker har tiltrukket og i den grad stimuleret mit indadvendte ord-nørd-gen: følelsen af de uendelige dybder af betydning og subtil sammenhæng, der svømmer ind og ud mellem hinanden igennem de knap 800 tætskrevne sider. Det er netop en form for sanselighed at kunne lade sig bade og synke ned i ord, der skvulper frem og tilbage og bærer én fremad mod bogens endelige livsbekræftende ”ja jeg vil Ja.”

Jeg vælger her at dykke ned i et par af de passager, jeg allerede har analyseret i min disputats om Boisens oversættelser: Fictions of Hybridity: Translating Style in James Joyce’s Ulysses, Syddansk Universitetsforlag, 2007. Min tese er, at romanens stil er præget af sproglig-kulturel hybriditet, idet Joyce ville revolutionere det engelske sprog og fremhæve, hvorledes sproget aldrig kan siges at være ’rent’ men altid er et sammensurium af strømninger og afsmitninger fra andre sprog og andre kulturer. Jeg vil så her se på, hvordan Sand Iversens modersmål accentuerer noget i værket – forhåbentlig noget hybridt – og lad os begynde med slutningen.

I romanens sidste episode ”Penelope” ligger Molly Bloom som bekendt i sengen og kværner sin berømte stream of consciousness uden punktummer, kommaer osv. Det er én lang strøm om dette og hint, og det er en strøm, der er præget af diverse blandingsformer af irsk-engelsk dialekt, Mollys idiolekt og tilfældige neologismer, og der ligger dermed en udfordring i at få gengivet sådan en sproglig-kulturel hybriditet på dansk, så man føler, man ligger med hos en ikke-veluddannet kvinde i Dublin.
For det første bruger hun irsk-engelske idiomer, og de oversættes således af Boisen og Sand Iversen:

1. give us a swing out of your whiskers

å hvad gir De for et skæg bare lader stå til (Boisen)
en to tre hopla (Sand Iversen)

2. God spare his spit for fear hed die of the drouth

Gud bevare hans spyt så han ikke dør af tørst (Boisen)
Gud spare hans spyt at han ikke må dø af tørke (Sand Iversen)

3. I beg your pardon coach I thought you were a wheelbarrow

undskyld karet jeg troede du var en trillebør (Boisen)
pardon drosche jeg troede du var en trillebør (Sand Iversen)

Ifølge Gifford og Seidmans store opslagsværk over referencer i bogen, Ulysses Annotated, som Sand Iversen har brugt, er de to første idiomer vest-irske, og det første betyder noget i retning af ’spar mig for den (røver)historie, du fortæller’, og det andet udtrykker foragt for en nærig person. Det lader til, at hverken Boisen eller Sand Iversen fanger betydningen i det første idiom, idet Boisens forslag tenderer volapyk, og Sand Iversens er den nemme betydningsløse løsning, der ikke giver den store mening her. Det andet idiom er tro mod indholdet i originalen, men Sand Iversens klinger lidt mere bibelsk end Boisens, idet han skriver ’at han må …’ i stedet for det mere mundrette ’så han ikke …’ Sand Iversen bevarer også betydningen af det lidt usædvanlige ’tørke’ for ’drouth’ i stedet for det mere pædagogiserende ’tørst’. På den anden side, ’drouth’ er en dialektal eller litterær variation af det mere gængse ’drought’, og denne finte får vi ikke præsenteret på dansk i nogen af oversættelserne.

Det sidste idiom er også vest-irsk og et udtryk for foragt for prætentiøs snak eller opførsel. Her vælger begge oversættere at bevare form og indhold, men Sand Iversen får den sproglige mangfoldighed i romanen generelt med her ved at bruge fremmedordet ’pardon’ for ligesom at lyde lidt fin på den, og ’drosche’ er nok mere korrekt som transportmiddel i Dublin end en ’karet’ – selvom den jo er langt finere end en drosche.

For det andet optræder der også en lang række såkaldte neologismer (her fremhævet i kursiv):

1. with his plabbery kind of manner

på sin vrøvlagtige manér (Boisen)

på sin grødede facon (Sand Iversen)

2. my lips were taittering when I said goodbye

mine læber skælvede da jeg sagde farvel (Boisen)

mine læber bævede da jeg sagde farvel (Sand Iversen)

3. with the half sloothering smile on him

med det halvfjollede smil (Boisen)

med det halvsmiskende smil (Sand Iversen)

4. O wasnt I the born fool to believe all his blather about home rule and the land league sending me that long strool of a song out of the Huguenots

åh hvor var jeg dog en kraftidiot at jeg troede på alt hans pjat om Home Rule og
landligaen og sendte mig den lange kedelige arie fra Huguenotterne (Boisen)

O jeg fødte fjols tro på alle hans dyre ord om home rule og land league sendte mig
den lange smøre af en sang fra Huggenotterne (Sand Iversen)

Efter søgen i en lang række specialværker og kritiske værker om Ulysses konkluderer jeg i min disputats, at det første eksempel ’plabbery’ er Mollys egen dannelse af det irske ’plab’, der betyder sjusket eller sjasket. Det havde derfor været på sin plads, hvis oversætteren også havde dannet sit eget ord på genkendelige danske ord, idet vi ikke har et ’sprog’, der modsvarer den irske dialekt. Begge oversættere vælger dog helt almindelige former som ’vrøvlagtige’ og ’grødede’, men Sand Iversen nærmer sig mest med associationerne til en grøds substans som noget sjask. Men man kunne måske have leget lidt med ord som sjaskevorne, sjuskagtige, pladderlig el.lign. Og i min disputats foreslår jeg, at den lydlige lighed mellem ’plabbery’ og det danske plebejisk kunne have ført til det hjemmekonstruerede plebejerlig som udtryk for Mollys lemfældige omgang med de rigtige ord. Men det fjerner sig så selvfølgelig fra betydningen i originalen.

Det andet eksempel ’taittering’ er også kompliceret, idet det åbenbart ikke findes i denne form nogen steder, men de forskellige referenceværker kommer med løsninger, der modsvarer de danske vippe, tilte, eller noget, der modsvarer det engelske seasawing. Da disse ord ikke helt beskriver læber, der bævrer, foreslår jeg, at Molly mener ’tattering’, der betyder at rive i stykker. Altså noget med at hendes læber skælver til tråde, krøller sammen eller på anden måde går fra hinanden. Begge oversættere bruger gængse udtryk, men Sand Iversen er mere poetisk og altmodisch i brugen af formen ’bævede’ i stedet for bævrede. Det er en fin detalje, men rammer ikke helt Mollys fejlagtigt konstruerede nydannelser.

Ordet ’sloothering’ kommer ifølge diverse kilde af det irske sligheadoir, der betyder snedig, snu, durkdreven, lokkende eller besnakkende. Boisen vælger det intetsigende ’halvfjollede’ om smilet, mens Sand Iversen vælger ’smiskende’, der lægger sig langt bedre op ad betydningerne i det irske ord. En anden kilde nævner forbindelsen til ’slewder, sluder’, der betyder besnakke. Hvis man nu skulle sætte tingene på spidsen og mene, at den danske oversætter burde give et islæt af dialekt eller sproglig sammenblanding, som det er tilfældet her mellem engelsk og irsk, kunne man igen forestille sig noget i retning af at vælge et dansk ord, der ligesom i det foregående tilfælde har lydlige paralleller som fx det danske sludrende. På den måde får man en subtil sproglig-kulturel hybriditet med ind i oversættelsen, sådan som det er i Joyces ånd. Det ligger da heller ikke fjernt at blande engelsk og dansk, da vi jo ligesom invaderede England i vikingetiden, og da der allerede er en lang række danske afsmitninger i det engelske sprog. Og på den måde ville Sand Iversens modersmål for alvor accentuere noget i værket, som han kalder det.

Det bringer os til de sidste to eksempler, der også har danske pendanter. Ordet ’blather’ kommer af det irske ’blather, blader’, der betegner en pralhals eller tom snak, og ordet ’strool’ kommer sandsynligvis af det irske ’srúill (srúl)’, der betyder strøm. Boisen oversætter til ’pjat’ og ’den lange kedelige arie’, mens Sand Iversen vælger ’dyre ord’ og ’den lange smøre’. Begge valg er korrekte efter bogen, men mangler den sproglige hybriditet. Havde man valgt pladder for ’blather’, havde man opnået en sammenblanding af originalens anglo-irske med det danske.

Vedrørende ’strool’ fejlfortolker Boisen ’strømmen’ fra operaen til ’den lange kedelige arie’, mens Sand Iversen oversætter til ’den lange smøre’, der langt bedre lægger sig op ad ideen om en strøm, men rammer ved siden af, da der er tale om en sang og ikke en tale. Man kan næppe tale om en sang som en ’smøre’. Men på den anden side kan man sige, at det ordvalg jo så netop – om det så er meningen eller ej – ganske godt illustrerer Molly som en kvinde, der i kraft af sin manglende uddannelse vælger de forkerte ord. Men på den tredje side er oversættelsesvalget uheldigt, for Molly lever faktisk af at synge opera, så hun burde vide bedre. Dette dilemma understreges af Sand Iversens sjove oversættelse af operaen til den gamle danske form ’Huggenotterne’, der også signalerer lavsprog, men dermed er lidt i konflikt med Mollys profession som sangerinde.

Og sådan kunne man blive ved. Det er naturligvis næsvist at vælge så krøllede eksempler på Karsten Sand Iversens formidable bedrift. Og de ændrer da ikke på det overordnede indtryk af en dejlig (over)modig og (over)frisk oversættelse. Men den kræver sin ligeledes (over)modige og (over)friske læser, der godt tør lade sig rive med og give sig sine i sanser vold.

Advertisements
This entry was posted in Månedens oversættelse, Oversættelsesanmeldelser and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s