Når sproget har betydning … Om at oversætte Georg Büchner

Den tyske forfatter Georg Büchner hører til de mest opsigtsvækkende og fascinerende skikkelser i den tyske litteraturhistorie. Nielsens aktuelle nyoversættelse af forfatterens værker Lenz og Woyzeck fra henholdsvis 1835 og 1836/7 er imponerende, men heller ikke uden problemer.

Af Moritz Schramm

Georg Büchner er et fænomen: Da han i 1837 som blot 23-årig døde af en akut sygdom i Zürich, efterlod han sig ikke andet end én novelle, tre delvis ufærdige skuespil og enkelte forelæsningsmanuskripter, breve og politiske flyveblade. Kun én af teksterne – nemlig revolutionsdramaet Danton’s Tod – blev publiceret i hans levetid. De andre udkom posthumt, ofte i fragmentarisk form.

På trods af sit korte liv og – rent kvantitativt – overskuelige forfatterskab tæller Büchner i dag som en af de mest betydningsfulde tysksprogede forfattere. Nogle vil påstå, at han er den vigtigste, mest centrale tyske forfatter i hele det 19. århundrede. En forfatter, der på grund af sit politiske engagement var nødt til at flygte fra Tyskland og levede de sidste år af sit korte liv i eksil, og som samtidig revolutionerede de litterære traditioner.

Et vigtigt aspekt i Büchners forfatterskab er kombinationen af politisk engagement og sproglig innovationskraft. Han engagerer sig allerede som studerende i hemmelige cirkler og foreninger, der kæmper for menneskerettigheder og social lighed, og i 1834 er han med til at stifte Foreningen for Menneskerettigheder i byen Gießen, hvor han på dette tidspunkt læser medicin. I denne periode er han også med til at skrive det politiske flyveblad ’Der Hessische Landbote’, hvori bønderne og landbefolkningen opfordres til åbent oprør mod fyrsterne: Volden og revolutionen synes nødvendig for at styrte de tyske småstaters absolutistiske herskabsform og skabe en social lighed blandt borgerne.

Büchners politiske engagement fører til, at han i 1835 må flygte til det mere progressive naboland Frankrig, hvor han fortsætter sine studier i Strassburg. Og det er her, han skriver det skelsættende skuespil Danton’s Tod, der handler om den franske revolution og om de franske revolutionsheltes forfængelighed. Formentligt påbegynder han i Strassburg også arbejdet på novellen Lenz, der beskriver en kendt 1700-tals-forfatter (R.M. Lenz) og dennes nervøse sammenbrud, og som samtidig kan læses som et opgør med den tyske idealisme. I novellen advokerer hovedpersonen Lenz eksempelvis for et kunstsyn, ifølge hvilket ’virkeligheden’ skal afbildes, uden at den forskønnes eller idealiseres. Som det nærmest programmatisk hedder et sted:

”Man må elske menneskeheden for at kunne trænge ind i den enkeltes særlige væsen, ingen må være for ringe, for hæslig for én, først da kan man forstå dem; det ubetydeligste ansigt gør et dybere indtryk end den blotte fornemmelse af det skønne, og man kan lade skikkelserne træde ud af sig selv, uden at kopiere noget ind udefra, som der ikke er det mindste liv i, ingen muskel, ingen puls, der banker og svulmer én i møde” (Lenz, meget fint oversat af Nielsen).

Kunstsynet, som hovedpersonen Lenz her giver udtryk for, kan læses som et opgør med hele den tyske klassik og romantik, med Schiller og Goethe og deres ideer om politisk forandring gennem dannelse og finkultur. Blot tre år efter den højt beundrede Goethes død er dette meget provokerende. Og det er et kunstsyn, der går igen i Büchners tekster som helhed. Ikke mindst deres sproglige innovationskraft er begrundet heri: Sproget skal gengive virkeligheden, som den er, med alle facetter og nuancer, med alt det smukke og hæslige i alle fremtoninger og udtryksformer. I stedet for et forfinet, kunstnerisk idealiserende sprog advokerer Büchner for en registrerende, revolutionerende realisme: Ingen, skriver han i et brev fra februar 1834, skal kunne forhindre mig i, at ”Alles, was existiert, bei seinem Namen zu nennen” – ingen skal forhindre ham i at kalde alt, der eksisterer, ved dets rette navn.

I skuespillet Woyzeck, som kun er overleveret i fragmentarisk form, og som gentagne gange i historien er blevet udsat for redigeringer og omskrivninger, viser dette kunstsyn sig bl.a. i brugen af sociale dialekter, af uforfinet dagligdagssprog og af regionale sprogforskelle. I stedet for at omskrive virkeligheden efter idealiserede eller generaliserede sprognormer gælder det om at give udtryk for den individuelle sprogholdning. Samtidig er Büchner hele tiden bevidst om, at sproget er en del af et magtapparat, at det typisk bidrager til at opretholde sociale hierarkier: I den videnskabelige jargon, i herredømmets udtryksformer, fastlåses og identificeres den enkelte. Det litterære sprog skal derfor også være et modsprog, et opgør med magt og ensretning. Sproglig innovationskraft og politisk engagement står uadskilleligt hos Büchner.

For oversætteren betyder det, at hans tekster skal oversættes med en enorm omhu: Der kræves i allersærligste grad præcision, klarhed og dynamik – noget, der ikke er nemt, og som en del forskellige oversættere indtil videre har kæmpet mere eller mindre succesfuldt med. Den nyeste oversættelse af henholdsvis novellen Lenz og skuespillet Woyzeck, der er udgivet i forlaget Basilisks imponerende Babelserie, er ingen undtagelse. Også her står oversætteren – en vis Nielsen, tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen – foran den svære opgave at skabe en velfungerende oversættelse, der samtidig er tro mod det revolutionære potentiale, Büchners skrifter i sin tid var præget af. Sammenlignet med tidligere danske oversættelser slipper Nielsen ualmindeligt godt fra projektet. Men heller ikke hans oversættelse er helt fri for problemer.

Oversættelsens kvaliteter viser sig især i små detaljer. Og her er et nidkært blik på en tilfældig udvalgt scene fra Woyzeck sigende. Eksempelvis illustrerer scenen, hvor hovedpersonen Woyzeck spørger sin forlovede, Marie, hvorfra hun har sine fine, nye øreringe, forskellige oversætteres tilgang. Herbert Steinthal vælger i 1948 at oversætte Maries replik om, at hun har fundet øreringene (som hun i realiteten har fået som gave), med følgende sætning: ”En lille Ørenring – jeg fandt den –”; – en oversættelse, der på næsten identisk vis dukker op i Erik Knudsens nyoversættelse fra 1974 (”En ørering. Jeg har fundet den.”). På tysk er stedet imidlertid mere påfaldende og med et islæt af dagligdags tale: ”Ein Ohrringlein; hab’s gefunden” – den er altså mere henkastet og fremstår på grund af fraværet af subjekt i sætningen komprimeret.

Sammenlignet med Steinthal og Knudsen oversætter Nielsen stedet bedre: ”En ørering; har fundet den.” Selvom Nielsen taber det diminutive element i den tyske original – at der blot er tale om en mindre ørering, som ifølge Marie ikke er af videre betydning (”Ohrringlein”) – er hans oversættelse tættere på det dagligdags sprog. Han formår i højere grad at gengive kærestens udsagn som et modstridende kort udsagn, der ikke i samme grad, som det er tilfældet hos Steinthal og Knudsen, bliver normaliseret.

Andre steder har imidlertid også Nielsen en tendens til at normalisere og dermed på sin vis uskadeliggøre Büchners sprog. De næste replikker fra samme scene i Woyzeck kan tjene som eksempel. På tysk udfolder følgende korte dialog sig, lige efter at Marie har påstået, at hun fandt det lille smykke:

“Woyzeck: Ich hab’ so noch nix gefunden, Zwei auf einmal.
Marie: Bin ich ein Mensch?
Woyzeck: S’ist gut, Marie. – Was der Bub schläft. Greif’ ihm unter’s Aermchen der Stuhl drückt ihn. Die hellen Tropfen steh’n ihm auf der Stirn; Alles Arbeit unter der Sonn, sogar Schweiß im Schlaf. Wir arme Leut! Da ist wieder Geld Marie, die Löhnung und was von mein’m Hauptmann.
Marie: Gott vergelt’s Franz.”

Den særligt komprimerede stil kommer også her tydeligt til udtryk; gentagne gange bruger Büchner undladelser, delvis markeret med apostrofer (”S’ist”, ”steh’n”, ”mein’m”), delvis uden (”Sonn”, ”is”). Som resultat har vi at gøre med korte, modstridende bemærkninger, der er taget ud af virkelighedens sprog og samtidig er præget af regionale dialekter (”Bub”, ”Leut”, ”vergelt’s”). I Steinthals oversættelse fra 1948 forsvinder disse elementer (ligesom i øvrigt hos Knudsen). Desuden fejltolker han bestemte elementer:

”Woyzeck: Saadan noget har jeg endnu aldrig fundet! – To paa én Gang!
Marie: Er jeg et slet Menneske?
Woyzeck: Snak, Marie. – Som Drengen sover! Tag ham under hans lille Arm, Stolen trykker ham. De klare Sveddraaber staar ham paa Panden … Alt her på Jorden er Slid, selv i Søvne sveder man! Vi stakkels Mennesker … Her er flere Penge, Marie, min Lønning og noget, jeg har fået af min Kaptajn og af Doktoren.
Marie: Gud velsigne dig, Franz.”

Set med nutidens øjne er det selvfølgelig overraskende, at Steinthal vælger at oversætte Maries fortvivlede spørgsmål ” Bin ich ein Mensch?” med den ret frie tolkning ”Er jeg et slet menneske?”, og det, at han tilføjer ”Doktoren” sidst i Woyzecks replik, er ligeledes forstyrrende (muligvis skyldes disse konkrete fejl imidlertid en forældet tekstudgave: Büchners Woyzeck er berygtet for sine mange versioner, som den videnskabelige forskning først de seneste år har formået at rense ud i; Steinthal benytter åbenbart udgaven fra 1879).

Påfaldende er dog samtidig, at Steinthal her, ligesom mange andre steder i sin oversættelse, udfylder Büchners sætninger, selv dér, hvor de hos Büchner er forkortede, eksempelvis fordi de mangler et verbum: ”Alles Arbeit unter der Sonn, sogar Schweiß im Schlaf” bliver f.eks. til: ”Alt her på Jorden er Slid, selv i Søvne sveder man!”. Büchners reducerede sprog bliver på denne måde normaliseret; udsagnet bliver næsten til en poetisk velfungerende sætning. Büchners forsøg på at stille korte, virkelighedsnære sætninger imod digterisk-idealiserede udsagn – kort sagt: Hans forsøg på at modarbejde den tyske idealisme – bliver således undergravet i oversættelsen, den afspejler sig ikke heri.

Nielsens oversættelse er i denne forbindelse bedre, men er efter min opfattelse fortsat for forsigtig. Det samme sted oversætter han med:

”Woyzeck: Den slags har jeg aldrig fundet, to på én gang.
Marie: Er jeg måske ikke et menneske?
Woyzeck: Det er fint, Marie. – Som drengen sover. Ta ham forsigtigt under armen, stolen klemmer ham. De lyse dråber på hans pande. Alt under solen er arbejde, selv i søvnen sveder man. Vi arme mennesker! Der er penge igen, Marie, lønnen og noget fra min kaptajn.
Marie: Gud være lovet, Franz.”

I modsætning til Steinthal inkorporerer Nielsen nogle af de elementer, som jeg har omtalt ovenfor: Han arbejder i det mindste en enkelt gang med undladelser (”Ta”) og komprimerer sproget, eksempelvis ved at strege det finitte verbum fra ”Die hellen Tropfen steh’n ihm auf der Stirn” (som bliver til: ”De lyse dråber på hans pande”). Andre steder i eksemplet har dog også Nielsen en tendens til at normalisere sproget, eksempelvis ved at gengive Woyzecks første replik til Marie med ordene: ”Den slags har jeg aldrig fundet, to på én gang.” Ikke kun skaber han her en mere flydende, mindre modstridende rytme, end den tyske original er præget af. Også den besynderlige, henkastede tyske formulering ”Ich hab’ so noch nix gefunden” fremstår langt mere almindelig på dansk end på tysk; det urolige, delvis forstyrrende sprogbrug, som præger Büchners tekster, er måske ikke fraværende, men afdæmpet. Her, ligesom andre steder, kunne Nielsen have satset endnu mere på en sproglig innovationskraft, simpelthen ved i stærkere grad at bryde reglerne og normerne for, hvad der er tilladt på dansk i dag.

Dertil kommer et andet problem, som Nielsens oversættelse helt grundlæggende er præget af, nemlig valg af tekstudgave. I kolofonen skrives der lidt lakonisk: ”Oversat fra Lenz (1839) og Woyzeck (1837).” Det lyder umiddelbart fint, men i realiteten forbliver det med denne henvisning uklart, hvilken tekstudgave Nielsen har brugt. Man kan formode, at Nielsen støtter sig til den tekstkritiske udgave fra 1980’erne, som (delvis) bygger på de tidlige udgaver fra 1839 og 1837. Især hvad Woyzeck angår, er dette imidlertid ikke helt uproblematisk. Teksten er adskillige gange i historien blevet redigeret, delvis med voldsomme ændringer, og det er i dag god skik, at man enten benytter den såkaldte Marbacher Ausgabe, der siden 2000 er udkommet i hele 17 bind, eller den nyeste tekstudgave, som Ariane Martin har udgivet i 2012. Begge udgaver forsøger at gå tilbage til de tekstkilder, der rådes over, og har afløst de tidligere tekstudgaver, der endnu benyttede sig af de første udgaver fra 1800-tallet, som Georg Büchners bror Ludwig udgav efter Georgs død.

Diskussionen kan muligvis anses for at være et udslag af akademiske spidsfindigheder. Men faktisk er der forskelle imellem de forskellige udgaver. Rækkefølgen af scenerne i Woyzeck er eksempelvis ændret i de nyere udgaver, og man vil generelt have svært ved at henvise til de tidligere udgaver, der fortsat er kendetegnet ved nogle af de problemer, som 1800-tallets første udgaver af Büchners værker var præget af. Og hvis Nielsen eksempelvis havde benyttet kommentardelene i Martins udgave fra 2012, ville han kunne have opdaget, at formuleringen ”Bin ich ein Mensch?” i den omtalte scene åbenbart ret konkret skulle læses som en antydning af en mulig prostitution. I tidskonteksten, skriver Martin, bliver den slags udsagn for det meste brugt som synonym for: ”eine junge Frau, gelegentlich mit abwertendem Beiklang, hier: ’soviel als Hure’”, altså som en hore.

Nu behøver man som oversætter ikke at overtage de tolkningsmuligheder, som tidskonteksten giver, men det er sigende, at både Steinthal, Knudsen og Nielsen omfortolker stedet på hver sin måde (Steinthal: ”Er jeg et slet menneske?”; Knudsen: ”Er jeg ikke også et menneske?”; og Nielsen: ”Er jeg måske ikke et menneske?”). Den nyere forskning peger derimod på, at stedet måske ganske simpelt skal læses som det provokerende spørgsmål: ”Er jeg måske en hore?” – en tolkning, der ville fremstå som en vovet og stærk oversættelse – men som ville give fuldstændig mening, når man tager i betragtning, at Woyzeck i teksten jo netop lige har antydet, at hans forlovede har fået øreringene som gave, muligvis som betaling for andre (kærligheds-)tjenester.

De her fremsatte indvendinger skal ikke nedvurdere Nielsens som helhed ganske imponerende oversættelse. Han skaber en velfungerende dynamik og et stærkt sprog, der – så vidt jeg kan se – i forhold til hidtidige oversættelser kommer tættest på den provokative, revolutionære sproggestus, som Büchners værker historisk var præget af. Nogle steder kunne man imidlertid havde håbet, at Nielsen var gået endnu længere, og havde fundet et endnu mere aggressivt, provokerende sprogbrug frem, der vovede at følge Büchners eget mod hele vejen: Som en forfatter, hvis revolutionære dagsorden ikke mindst afspejlede sig i hans innovative sprogbrug. At bruge de rigtige værkudgaver kunne her have været et første skridt – og at vove mere i forhold til tekstens provokerende udtryksformer, der ofte strider mod de eksisterende normer og regler i tiden, et andet. Med andre ord: Et mere aggressivt og udfordrende sprogbrug ville have gjort en imponerende oversættelse endnu stærkere: Måske ligefrem til den æstetiske provokation, der ville være den historiske Georg Büchner værdig.

I teksten citeres fra:
Georg Büchner: Lenz & Woyzeck. Oversat og med forord af Nielsen. København: Basilisk 2014.
Georg Büchner: Sämtliche Werke und Briefe. Herausgegeben von Ariane Martin. Stuttgart: Reclam 2012.
Georg Büchner: Woyzeck. På dansk ved Erik Knudsen; forord af Frans Lasson. Udgivet af Selskabet Bogvennerne 1974.
Georg Büchner: Lenz og Woyzeck. På dansk ved Herbert Steinthal. København: Steen Hasselbalchs Forlag 1948.

Desuden foreligger følgende værker af Büchner på dansk:
Georg Büchner: Af det hessiske landbud. I: Apparatur, nr. 6 (2002), s. 17-20.
Georg Büchner: Til familien [breve]. I: Banana split, nr. 22 (2002), s. 79-82.
Georg Büchner: Leonce og Lena. Oversat af og med kommentarer af Juhl Andersen, København: Gyldendal 1981.
Georg Büchner: Dantons død: et drama. På dansk med noter og kommentarer ved Juhl Andersen. København: Gyldendal 1973.
Erik Knudsen: Det er ikke til at bære. Sangspil frit efter Georg Büchners Leonce und Lena, Gyldendal 1963.
Georg Büchner: Wozzeck. Oversat af Poul Knudsen. Tower 1937.

Der henvises desuden til følgende udgaver på tysk:
Georg Büchner: Sämtliche Schriften. Historisch-kritische Ausgabe mit Quellendokumentation und Kommentar (= Marbacher Ausgabe), udgivet af Burghard Dedner og Thomas Michael Mayer. Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft 2000 ff.
Georg Büchner: Werke und Briefe. Nach der historisch-kritischen Ausgabe von Werner R. Lehmann, München: DTV 1980.
Georg Büchner: Sämtliche Werke und handschriftlicher Nachlass. Erste kritische Gesamtausgabe. Udg. af Karl Emil Franzos. Frankfurt am Main 1879.
Georg Büchner: Nachgelassene Schriften. Udg. af Ludwig Büchner, Frankfurt am Main 1850.

Advertisements
This entry was posted in Månedens oversættelse, Oversættelsesanmeldelser and tagged , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

One Response to Når sproget har betydning … Om at oversætte Georg Büchner

  1. Galina Kakhoun says:

    Er det ikke muligt, at ‘Bin ich ein Mensch?’ skal forstås som en spøg; Woyzeck siger, at han aldrig har fundet en ørenring, heller ikke to, og Marie siger drilagtigt “Er jeg måske en mand?” (dvs “(Du, en mand, selvfølgelig ikke jkunne finde en, men) jeg er jo ikke en mand!”). Og han svarer: “Hold op, Marie” (“Godt, Marie = det er nok”). Det kan godt være jeg tager fejl, men jeg mener, at ein Mensh burde oversættes ikke som “et menneske”, men som “en mand”.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s