Prisuddeling, DOF’s ærespris til Mich Vraa

Babelfiskens redaktion siger endnu en gang tillykke med prisen til Mich Vraa og bringer her de første to taler fra dagens begivenhed i Kulturstyrelsens lokaler.

Først talte Morten Visby, formand for Dansk Oversætterforbund:

Som formand for Dansk Oversætterforbund vil jeg gerne byde velkommen til uddelingen af Dansk Oversætterforbunds Ærespris, som i år går til Mich Vraa.

Jeg er glad for at se så mange fremmødte. Det er glædeligt, at så mange mennesker har villet komme her i dag og være med til at uddele prisen og fejre Mich Vraa. Også en stor tak til Kulturstyrelsen, som igen i år er vært for arrangementet.

Lad mig lige sige at par ord om selve prisen. Denne ærespris er jo en lidt underlig størrelse, i og med at den godt nok er statsligt finansieret, nemlig af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur, men samtidig er oversætternes egen ærespris. Den uddeles efter indstilling fra medlemmer af Dansk Oversætterforbund og ikke af Statens Kunstfond. Det vil sige, at DOF’s ærespris er en kollegial anerkendelse, et udtryk for the respect of one’s peers. At modtage denne ærespris er således noget andet end at få et arbejdslegat eller en klump bibliotekspenge af den danske stat. Æresprisen er en gestus af anerkendelse og respekt fra fagfællernes side. Direkte. Jeg synes, det er vigtigt at få den del af æresprisen med. Det bør betyde noget, ikke kun for modtageren, men også for den brede skare af litterære oversættere, der så at sige står bag æresprisen. For vi spejler os jo i modtagerne, ligesom de spejler sig i os her i dag.

Når man ser på listen over tidligere modtagere af æresprisen, vil man derfor genfinde hele det spektrum af skribentvirksomhed, der kendetegner os som litterære oversættere. Der er den asketisk arbejdende kunstner, der selvopofrende bruger ti år af sit liv på at gendigte et enkelt verdenslitterært mesterværk. Der er filologen, som bruger sine ekstremt specialiserede sproglige og kulturelle kundskaber til at give danske læsere mulighed for overhovedet at opleve eksotisk litteratur fra helt andre kulturer. Og så er der den hårdkogte freelancer, der arbejder benhårdt og lynhurtigt og producerer snesevis af titler hvert år, men konsekvent gør det med en høj grad af litterær sensibilitet og sproglig akkuratesse. Der er vist ingen tvivl om, at Mich Vraa tilhører denne sidstnævnte kategori.

Litterær oversættelse er en hård branche. Hvis man vil overleve, må man arbejde meget, arbejde hurtigt og arbejde med meget forskelligartet litteratur. Det ved alle, der selv er aktive som oversættere. Og det er derfor, oversættere har så stor respekt for de kolleger, der kan opretholde et højt kunstnerisk og litterært niveau på sådanne betingelser uden at gå på kompromis med kvaliteten. Mich Vraa er en af de oversættere, der kan det. Derfor får han Dansk Oversætterforbunds Ærespris i år. Tillykke.

Til sidst vil jeg gerne rette en meget stor tak til Statens Kunstfond for med virkning fra i år at have forhøjet prissummen fra tidligere 60.000 kroner til nu 75.000 kroner. Det betyder meget for os, tak.

Og for så at få yderligere uddybet, hvordan i alverden det kunne gå til, at Mich Vraa har modtaget årets ærespris, vil jeg nu give ordet til vores to motivational speakers: Først Charlotte Jørgensen, der som forlægger og redaktør har arbejdet sammen med Mich Vraa, og dernæst forfatteren og oversætteren Susanne Staun, som i dag har indvilget i at komme lidt ud af sin skal og sige et par ord om sin gode ven, Mich.

Simon Nørlev - 2

Dernæst holdt forfatter og oversætter Susanne Staun en motiveringstale.

Det krævede en streng pegefinger fra Agent Ringhof, før jeg fattede, at jeg faktisk var bestilt til at holde en MOTIVERENDE tale for dig, dvs. en tale der roste dig og på den måde bakkede op om den beslutning, der er taget, om at hædre dig for dit arbejde. Tænk jeg synes jo bare, det gav sig selv. Selvfølgelig – hvem skulle det ellers være?

Men rosende er næppe den korrekte betegnelse for sådan, som vi taler sammen normalt, primært gennem den funktion, der omtales som “bagom” på Facebook, hvor det til dato er blevet til 5.901 amazing udvekslinger. Her “bagom” gælder der nemlig andre regler end gensidig ros. Det gælder primært om at sige noget interessant og grimt om andre; om at kigge ind ad andres vinduer for der at opdage noget interessant og grimt, og ikke mindst sige noget interessant og grimt om hinanden. En af dine mest elskelige sider er grangiveligt dit behov og din evne for gemen sladder og dit øje for livets grimmere sider. Derfor får du et spil Cards against Humanity: kortspillet for horrible people. (Bare rolig: Jeg har selv et sæt).

Så jeg er vant til at give og modtage såkaldte svinere fra dig. Det er derfor helt nyt for mig at skulle rose dig. Men okay. Hvis det ikke kan være anderledes:

Jann Wenner, den legendariske ejer og stifter af Rolling Stone Magazine, sagde engang: “Jeg elsker berømte mennesker. Man kan faktisk sige, at jeg samler på dem.” Jeg har det ligesom Wenner – bare anderledes: For jeg elsker dygtige mennesker og mænger mig gerne med dem. Og du er et sådant dygtigt menneske, og det er dybt tilfredsstillende, at du i dag sidder her og krummer tæer og forlader bygningen lidt rigere, end da du kom – jeg ved godt, at Vestas-aktien er steget, derom har du hoveret en del “bagom”, men det skal ikke afholde mig fra at blande mig i dine finansielle dispositioner. Herom senere.

Men om den der dygtighed, som jeg egentlig hellere vil kalde faglighed, og hvorfor den er vigtig: Vi skrev for nogle år siden en kronik sammen, som fik titlen: Lær det nu bare. Og det kom den til at hedde, fordi den der virkelighed ikke længere er særlig imponeret af faglighed eller dygtighed, men snarere hylder dem, der slapper voldsomt af og mener noget uden synderlig belæg. Det taler vi også om, dér “bagom”.

Jeg bliver derfor glad, hver gang nogen, der kan noget, får den anerkendelse, de fortjener, og bliver bitter langt ind i sjælen, hver gang et fjols freebier sig til uberettiget ros, hvilket faktisk sker oftere end det modsatte.

Nemlig er det sådan, man lyder, når man bliver gammel, og jeg er ked af at sige det, men det, du har fået i dag, er en form for lifetime achievement award, hvilket ifølge T.S. betyder, at du skal til at rulle buksebenene op. Det lykkes ikke for dig at skjule dig bag Sjove Mich, 13 år, der kigger ind ad folks vinduer og dør af grin, for vi ved godt, at du bag din tyggegummitilklistrede, gummiskobestøvlede, catloving drengethed er en ældre, dannet gentleman.

Du er min store oversætterhelt, ikke kun på grund af din indiskutable faglige dygtighed, som jeg ofte får lov at følge på klos hold, men nok så meget fordi du har det ekstra, der skal til for at excellere inden for dit felt, og det er ikke noget, man kan lære eller købe ude i byen: Empati og musikalitet. Den højt skattede kongenialitet kræver nemlig begge dele, og dvs. mere end mønstereleven med anæmi i højre arm nødvendigvis kan præstere. Den kræver, at du er lidt loose og lidt ligesom en hanhund, der kan lugte, hvor tæverne holder til, kan lugte dig frem til, hvad Franzens hovedperson tænkte og følte, da han inviterede sin kæreste til en kødelig forening på det største falliske symbol på farlighed.

Her følger et ultrakort sneak preview fra oversættelsen af Franzens Purity, som du lige nu sysler med:

“Da Phylisha sent om aftenen den 3. juli kom hjem efter at have været ude at ture med sine veninder, fandt hun Cody siddende på sin trappesten. Han sagde at han havde endnu en gave til hende. Han førte hende om til baghaven hvor der lå noget stort og cylindrisk på et tæppe. Cody sagde at det var et fuldt armeret termonukleart sprænghoved, og hvad sagde hun så til det?

Tjah, hun var bange, sagde hun.
Cody sagde: ‘Jeg vil gerne ha’ at du rører ved den. Jeg vil gerne ha’ at du klæder dig splitternøgen og lægger dig på den, og så skal jeg ordne dig som du aldrig er blevet ordnet før i hele dit liv’.”

Nogle gange udfører du dit arbejde med så stor lækkerhed, at det kunne foranledige en blondine til at slikke teksten for simpelthen at indoptage den som en eliksir, og du ved det godt selv, for når du har lavet en særlig lækkerbisken, smækker du den op på Facebook, og det skal du bare blive ved med, for du er ikke den eneste der sætter pris på ord, der er velvalgte, veldoserede og velanbragte.

Du hygger dig – så godt med ord, og Mich&Susse savner din pen stort, ikke kun på grund af det med ordene, men nok så meget fordi du også har en kæmpe kæmpe KÆMPE stor og i disse dage desværre uudnyttet story teller-kapacitet. Du er ikke som fortæller kantet og besværlig, men en, der sidder tungt i lænestolen og lokker med en kroget og løfterig pegefinger. Kom herover, honey, så får du en velvoksen rom og en historie, du ikke kan undvære.

Dit blogindlæg om at læse bøger er stadig det 3. mest læste på Mich&Susse, og det er det, præcis af de grunde jeg lige har beskrevet. Her skrev du nemlig:

“For en del år siden boede jeg og min hustru på et lille, hyggeligt hotel på en græsk ø. Vores nabo til den ene side var en noget, øh, usexet, midaldrende mand med bestemte meninger om mange ting. Da hotellets gæster stort set var fælles om terrassen, var det naturligt at vi gerådede ud i forskellige … drøftelser. For eksempel sagde naboen en dag:

Nabo: “Hvem fanden gider dog læse bøger?”

(Jeg sad lige da og læste i originaludgaven af Elmore Leonards GET SHORTY, en roman som jeg sjovt nok blev bedt om at oversætte bare et års tid senere. Det er dermed den eneste bog jeg nogensinde har læst inden jeg oversatte den.) Men det sagde han altså: “Hvem fanden gider dog læse bøger?”

Moi: “Øh, hvad?”

Nabo: “Bøger. De er spild af tid.”

Moi: “Hvorfor det?”

Nabo: “Det er jo bare noget de finder på.”

Moi: “Nå, hvad læser du så når du ikke læser bøger?”

Nabo: “Jeg læser Ekstra Bladet og B.T. hver eneste dag.”

Moi: “Hm, det er da også bare noget de finder på.”

Nabo (pludselig meget ophidset): “Sikke noget vrøvl! Og hvad ved du for øvrigt om det?”

Moi: “Jeg har været journalist på Ekstra Bladet i tretten år.”

Det har du nemlig – været journalist på Ekstra Bladet i tretten år. Det er fandeme længe! Og så har du skrevet 20 bøger. TYVE. Det er fandeme mange – tre af dem, så vidt jeg kan tælle, med Morten Hesseldahl. Men jeg bemærkede, at en af dine egne, øh, mere overraskende titler er – brace, brace: “Abefamilien får en lille”. Og da jeg forleden dag, straks efter at have erfaret eksistensen af denne titel, næsten mundlam konfronterer dig med denne pikante del af din fortid, igen “bagom”, svarer du “Sorry, den skulle have heddet “Abefamilien sniffer fem baner”. En titel du to timer senere retter til: “Abefamilien får den i røven”. Og hør nu her: Forskellen mellem dig og mig – og den forskel er penge værd – er, at du aldrig ville skrive sådan noget andre steder end “bagom”.

SÅ – om end grænseoverskridende på anden vis, så var Dan Brown-singlen fra forrige år stadig i overvældende grad gennemciviliseret, og du fremstod til min store glæde som en hyggelig, laidback Hunter S. Thomsen. Du blev ikke rig af det, men du blev glad. Og det er simpelthen noget, du skal lære ikke at kimse ad.

Og hermed er jeg omsider kommet til den penible og ganske ubetimelige drøftelse af dine private finanser. JA! jeg ved det godt: man skal aldrig, aldrig, aldrig tale om penge, ikke om sine egne og især ikke om andres.

Må jeg ikke alligevel, trods din families tilstedeværelse her, kraftigt opfordre dig til ikke – IKKE – at skyde dine hæderspenge af på en familietur til New York med samtlige dine fem sultne børn i voksealderen og T-shirts med påskriften I heart New York og i stedet bruge dem til at finansiere det roadtrip op og ned ad Hærvejen iført din nye Skoda fyldt med Rom af bedste kvalitet, så ham der Mich 13 år omsider kan få lov og tid til at kigge ind ad de vinduer, han altid har ønsket at kigge ind ad, mundende ud i den lovede bog med titlen, der kan udkonkurrere “Abefamilien får en lille”, nemlig “Fuld, grim og fed i Udkantsdanmark.” Det var din helt egen ide, fersk fra egen smedje. Den tager dig maks. to måneder at skrive efter så intensiv og nydelsesfuld en research, og jeg tror lige, puljen rækker.

Udkantsdanmark er ikke tilfreds med tilførsel af flere statslige styrelser. Udkantsdanmark har brug for dig. Jeg – OG, er jeg sikker på – samtlige tilstedeværende her vil elske at læse den.

Kære Mich – jeg ved, du så langt fra er færdig med at krumme tæer, men der er ingen vej uden om hæder og ære, så tag en dram, ret ryggen, nyd det – put eventuelt lidt mere læbestift på, hvis det andet ikke rækker. Stort, stort tillykke med det hele.

Og så takker redaktionen for lov til at bruge Simon Nørlev Nybergs fotografier!

Advertisements
This entry was posted in Nyheder og begivenheder and tagged , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s