Herman Melville og hans to danske hvalfangere

Af Trine Ruby

En kontrastiv analyse af to danske oversættelser af Herman Melvilles Moby Dick; Or, the Whale. Dette blev, oversat til dansk, titlen på min bachelorafhandling, der satte punktum for mine tre år på linjen engelsk på Københavns Universitet.

Inden selve skriveprocessen begyndte i sensommeren 2014, havde jeg for længst besluttet mig for min problemstilling. I efteråret 2011 læste jeg Bjørn Bredals anmeldelse i Politiken af Flemming Chr. Nielsens nye danske oversættelse af Herman Melvilles Moby Dick; Or, the Whale, som blev udgivet i 2011 af forlaget Bindslev. Anmeldelsen gjorde mig opmærksom på, at Nielsen var den første til at oversætte Melvilles maritime klassiker siden Mogens Boisens oversættelse fra 1955. Bjørn Bredal skrev en komparativ anmeldelse af Boisens og Nielsens danske oversættelser, hvor Nielsens nutidige oversættelse skamløst blev hyldet. Politiken skrev bl.a.: ”I modsætning til Mogens Boisens, der stod for den hidtil kendteste oversættelse, så hugger Nielsen aldrig en hæl og skærer ikke en eneste tå, hverken i fortællingen eller i den enkelte sætning. Vi får alle encyclopædiske kapitler med, og vi får hver eneste bisætning lejret ind i sin melville’ske hovedsætning” (se hele anmeldelsen her).

Politikens anmeldelse nærede min nysgerrighed, og herudfra opstod nogle hypoteser om, hvorfor Nielsen over et halvt århundrede efter Boisen havde besluttet at sætte alle sejl og begive sig ud på denne udfordrende rejse i Melvilles maritime fortælling om hævntogtet mod kæmpehvalen. Efter at have læst både Boisens og Nielsens oversættelser var mit første indtryk, at Nielsens oversættelse virkede mere kompleks at læse, men samtidig var lettere at forstå. Sætningerne i Nielsens oversættelse er betydeligt længere end Boisens, hvor Boisen anvender flere sætningsbrud og simplificerer, hvor han har fundet det nødvendigt. Jeg ønskede at undersøge, hvad forskellene på de to oversættelser bestod i, eftersom læseoplevelsen var så forskellig. Målet med denne kontrastive analyse var således i sidste ende at give et bud på, hvilken af dem der lykkes bedst med opgaven at formidle, hvad Melvilles hensigt var i 1851 – selvfølgelig med den underliggende viden, at tid og målgruppe har ændret sig fra Boisens oversættelse fra 1955 til Nielsens fra nutiden.

Melvilles Moby Dick og de to danske oversættelser
”Kald mig Ismael.” Sådan starter Melville ublufærdigt fortællingen om den unge Ismael. Han får hyre på hvalfangerbåden Pequod, styret af den gale kaptajn Akab, hvis eneste mission er at dræbe den hvide kaskelothval Moby Dick, fordi hvalen engang lemlæstede Akab, så han mistede sit ene ben. Modtagelsen af Melvilles roman om Moby Dick var ikke særlig positiv, da den udkom i Storbritannien og USA i 1851. Kompleksiteten, det maritime sprogbrug og de seksuelle undertoner har blandt andet været debatteret som grunde til den ringe modtagelse. Det var ikke før det tyvende århundrede, at læserne begyndte at værdsætte Melvilles fortælling om Moby Dick. I 1988 udkom den reviderede, engelske Northwestern-Newberry-udgave, og, som Nielsen forklarer i sit forord, opfattes den af de fleste som den autentiske Moby Dick.

Melvilles roman er blevet oversat til dansk flere gange. Moby Dick var ikke kendt i Danmark, før der i 1942 udkom en forkortet udgave af romanen, oversat af polarforskeren Peter Freuchen. I 1955 udgav Mogens Boisen sin danske oversættelse af Moby Dick på Gyldendal, og først da blev romanen for alvor læst og berømt i Danmark. Over et halvt århundrede senere, i slutningen af 2011, udkom Nielsens oversættelse af Moby Dick på forlaget Bindslev. Da jeg kontaktede stifteren af Forlaget Bindslev, Kasper Nielsen, udtalte han, at oversættelsen blandt andet blev udgivet, fordi sprogbruget i Boisens udgave ikke passede til nutiden, og at det i øvrigt skete på initiativ fra oversætteren selv.

Hvad er en vellykket oversættelse?
For at kunne producere en vellykket oversættelse er det nødvendigt for oversætteren at overveje og forstå formålet med oversættelsen og det at oversætte. I 1970 introducerede den tyske oversættelsesforsker Hans J. Vermeer Skopos-teorien, som forklarer, at oversætteren skal kunne identificere meningen med kildeteksten for at være i stand til at udarbejde en vellykket måltekst. Denne identifikation af målteksten kan variere, afhængig af hvordan oversætteren har fortolket den. Den amerikanske oversættelsesteoretiker Eugene Nida forklarer bl.a., at disse variationer af målteksten kan forekomme, når følgende tre faktorer bliver fortolket forskelligt af oversætteren: (1) budskabets natur, (2) forfatterens formål, og (3) målgruppen. Boisen og Nielsen har derfor begge måtte identificere deres målgruppe for at kunne identificere meningen med målteksten (også kaldet måltekstens Skopos) og hermed producere en vellykket oversættelse.

Målgruppen for Melvilles 800 siders komplekse, maritime prosa har formentlig ikke været bred i 1851. Man skulle først og fremmest kunne læse, hvilket ikke var udbredt i midten af det nittende århundrede. En form for akademisk forståelse samt kendskab til det maritime miljø og sprog var også en forudsætning for at kunne forstå Melvilles værk. I dag kan romanen hævdes at ramme et bredere publikum – ikke kun på grund af dens nutidige status som en klassisk anerkendt roman, men også fordi flere læsere har fået adgang til uddannelse og derfor også haft mulighed for at forstå en kompleks roman som Moby Dick.

Begge danske oversættere har måtte forholde sig til, at deres målgrupper har ændret sig siden Melvilles original fra 1851. Blandt andet har sprogbruget og ordvalget ændret sig markant, og kendskabet til det maritime miljø er uden tvivl blevet mindre. Men målgruppen for Boisens og Nielsens oversættelser er derudover på flere punkter ens. Den dækker læsere med forståelse for maritim terminologi eller som har interesse for det maritime miljø. Desuden inkluderer målgruppen i begge tilfælde læsere med en akademisk baggrund, som kan forstå komplekse sætningsstrukturer. Nielsens nyeste oversættelse har formentlig en bredere målgruppe end Boisens, eftersom flere i dag har adgang til videregående uddannelser og derfor bedre kan forstå oversættelsen. Men derudover varierer deres oversættelsesstrategier også fra hinanden, hvilket jeg vil komme tilbage til senere.

Oversættelsesproblemer i Moby Dick
”Skal man være respektløs, kan man sige, at Moby Dick er komponeret med en skovl. Lag på lag er kastet oven på hinanden, og ligesom en arkæologisk udgravning, der blotter en ældgammel boplads’ mange aldre, er de forskellige lag stadig synlige”. Sådan skriver Carsten Jensen i forordet til Nielsens oversættelse. Både Boisen og Nielsen har haft store udfordringer, da de satte sig for at oversætte en roman af en så kompleks karakter med flittig brug af tekniske terminologier. De skulle leve op til det, som man med Nida kan definere som følgende fire basiskrav til at opnå en vellykket oversættelse: Man skal som oversætter (1) give mening, (2) gengive originalens ånd og form, (3) have et naturligt og let udtryk, og (4) producere en lignende reaktion hos læseren som originalen. Disse fire krav skaber en bred vifte af udfordringer for Boisen og Nielsen ved oversættelsen af en roman, som er bygget op af et fyldigt og komplekst sprogbrug, og det er disse fire krav, jeg har valgt at se begge oversættelser igennem.

I et personligt interview med oversætteren Flemming Chr. Nielsen forklarede han, at de maritime terminologier var den største udfordring i Moby Dick. En anden udfordring var at skulle oversætte en roman med et sprogbrug, som er halvandet århundrede gammelt. Og som tidligere forklaret har målgruppen i dag formentligt et begrænset kendskab til det maritime miljø. Derfor må oversætteren tage stilling til, hvordan han vil overføre de maritime terminologier og sætninger, så målgruppen forstår det overordnede budskab i romanen, samtidig med at Melvilles ordrige prosa bliver bevaret.

Oversættelsesstrategier og de teoretiske rammer
For at udarbejde en fyldestgørende, kontrastiv analyse af de to oversættelser og ud fra dette give et bud på, hvilken af de to oversættelser der er mest vellykket, afsatte jeg god tid til at genlæse den engelske Northwestern-Newberry udgave af Moby Dick fra 1988. Herefter læste jeg Boisens oversættelse fra 1955 og til sidst Nielsens oversættelse fra nutiden. Jeg udvalgte ét kapitel (kapitel 94, ”A Squeeze of the Hand”) ud af de i alt 135 kapitler. Dette kapitel repræsenterer de hyppigst forekommende forskelligheder – med fokus på det maritime sprogbrug og Melvilles komplekse sætningsstrukturer – mellem de to oversættelser, nogle som er gennemgående for hele romanen. For at kunne definere forskellene mellem Boisens og Nielsens oversættelser, foretog jeg en kontrastiv analyse på̊ både mikroniveau og makrokniveau, hvor jeg sammenlignede oversættelserne med den engelske original og med hinanden: Først foretog jeg en kvantitativ analyse af mikrostrategier i form af en strategioptælling og herefter en kvalitativ analyse af eksempler fra empirien. Disse analyser og deres resultater vil blive uddybet senere. Den kvalitative analyse er foretaget på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse med seks veluddannede, danske læsere, som blev bedt om at læse det udvalgte kapitel i Boisens og Nielsens oversættelser. Herefter blev de seks deltagere interviewet omkring deres forståelse af teksten og vurdering af oversættelsernes kvalitet. Denne undersøgelse udarbejdede jeg for at kunne estimere, hvilken af oversætternes tilgang der er mest vellykket fra læserens synsvinkel.

Oversætternes tilgang til Moby Dick og forskellen mellem dem
Oversætteren foretager, bevidst eller ubevidst, et overordnet valg, om han vil fokusere på formen og indholdet af kildeteksten (en kildetekstorienteret oversættelse), eller om fokus ligger på effekten af målteksten (en måltekstorienteret oversættelse). For at kunne analysere Boisens og Nielsens tilgang til oversættelserne på det overordnede niveau (makroniveau), valgte jeg at bruge forskellige oversættelsesteoretikere og lingvisters teoretiske tilgange til at identificere de anvendte makrostrategier i oversættelserne. Det drejer sig om Jean-Paul Vinay og Jean Darbelnet, Peter Newmark og Lawrence Venuti.

Hvor makrostrategier omhandler en oversætters overordnede tilgang til en oversættelse, omhandler mikrostrategier de specifikke problemer, som en oversætter kan møde på sætnings- og ordniveau. Disse mikrostrategier kan groft deles op i kildetekstorienterede mikrostrategier og måltekstorienterede mikrostrategier. En kildetekstorienteret mikrostrategi kan for eksempel være, når et udtryk fra originalteksten ”lånes” og overføres i bogstavelig forstand. En måltekstorienteret mikrostrategi kan være, når den kulturelle reference bliver ændret, da det ellers ikke vil give mening i oversættelsen.

For at kunne identificere, hvilke mikrostrategier der hyppigst er brugt i Boisens og Nielsens oversættelser, og dermed afgøre, hvilken overordnet tilgang oversætterne har benyttet sig af, valgte jeg at bruge en taksonomi af i alt syv mikrostrategier: fem mikrostrategier udarbejdet af Vinay og Darbelnet og to mikrostrategier foreslået af Dirk Delabastita. De syv udvalgte mikrostrategier kan beskrives som følger:

Borrowing: kildetekstordet er overført direkte til målteksten:
Melvilles original: Gurry (et udtryk brugt af hvalfangere)
Nielsens oversættelse: Gurry (401;l.1)

Calque: når et kildetekstudtryk eller struktur er overført i en bogstavelig forstand:
Melvilles original: like fully ripe grapes their wine.
Boisens oversættelse: som fuldmodne druer deres vin. (421; l.2)

Literal translation: en ord-for-ord struktur som resulterer i et idiomatisk sprog:
Melvilles original: squeeze ourselves into each other.
Boisens oversættelse: presse os selv ind i hinanden (421; l.23)

Transposition: en ændring af udtrykket i målteksten, uden at ændre budskabet i kildeteksten (f.eks. ændring af en ordklasse):
Melvilles original: A Squeeze of the Hand
Nielsens oversættelse: Håndtryk (400; kapitelnavn)

Modulation: mindre ændring af synspunkt eller mening af kildeteksten.
Melvilles original: I lived as in a musky meadow
Boisens oversættelse: levede jeg som på en vellugtende eng (422; l.5)

Equivalence: den samme situation er beskrevet i målteksten, men stilistiske ændringer er foretaget i målteksten:
Melvilles original: in that inexpressible sperm
Boisens oversættelse: i den ubeskriveligt dejlige olie (421; l. 16)

Adaptation: ændring af en kulturel reference i kildeteksten, grundet mangel på korrespondance i målteksten:
Melvilles original: the thigh of Louis le Gros
Nielsens oversættelse: Ludvig den fedes lår. (Nielsen 401; l.29)

Deletion: et element fra målteksten er ikke gengivet i kildeteksten og en mangel på mening opstår:
Melvilles original: portable horse-pieces
Boisens oversættelse: transportable stykker (423; l. 16).

Addition: målteksten indeholder et element som ikke har nogen relation i kildeteksten og derfor tilfører en mening:
Melvilles original: I declare to you, that for the time […]
Boisens oversættelse: ja, jeg lover dig, at i den stund […] (421; l. 4)

For at få et godt overblik over, hvilke forskelle der hyppigst optræder mellem Boisens og Nielsens oversættelser, udarbejdede jeg en kvantitativ analyse i form af en mikrostrategioptælling af kapitel 94 for begge oversættelser. Jeg talte, hvor mange gange de syv anvendte mikrostrategier optræder i begge oversættelser for at kunne vurdere oversætternes overordnede tilgang til oversættelserne. Resultatet af denne optælling viste, at cirka 74 procent af alle mikrostrategierne i Boisens oversættelse tilhører den kildetekstorienterede makrostrategi – den strategi hvor form og indhold af originalen er i fokus. I Nielsens oversættelse var cirka 71 procent af mikrostrategierne kildetekstorienterede. Disse procentsatser indikerer, at begge oversættelser er kildetekstorienterede. Begge oversættere har altså valgt at fokusere på formen og indholdet af originalen frem for på effekten af oversættelserne – dog bruger Nielsen flere måltekstorienterede mikrostrategier i sin oversættelse end Boisen. Dykker man ned i nogle af de fundne eksempler fra de to oversættelser, ser man, at Nielsen i højere grad end Boisen har tænkt på effekten af målteksten i form af at bruge flere måltekstorienterede mikrostrategier. Et eksempel på dette kan ses i den følgende sætning:

Melvilles original: even to the baling of the Heidelburgh Tun, or Case.

Boisens oversættelse: lige til tømningen af Heidelberg-fadet eller kassen. (420; l.4)

Nielsens oversættelse: og med aftapningen af Melonen eller Heidelberg-fadet (399; l.3).

I dette eksempel er ordet case tacklet forskelligt af de to oversættere. Boisen har valgt at oversætte ordet case til kassen, hvor Nielsen har oversat det til Melonen. Nielsens måltekstorienterede ordvalg tilpasser sig bedre til en dansk kontekst end Boisens, da Nielsens ordvalg beskriver, hvad ordet case henviser til i denne sætning: I kapitel 77 ”The Great Heidelburgh Tun” i Moby Dick forklares det, at case er en terminologi, som bruges af hvalfangere til at beskrive den øverste del af en kaskelothvals hoved – også kaldet Heidelburgh Tun, som i eksemplet er brugt lige før case.

Boisen har derimod valgt et kildetekstorienteret ordvalg og lavet en direkte oversættelse af case til kassen. Boisens ordvalg vildleder muligvis læseren omkring forståelsen af terminologien, eftersom det ikke bliver klargjort for læseren, at Melville refererer til en del af en kaskelothvals hoved, og i stedet vil læseren måske fortolke case som en form for beholder. Nielsens oversættelse giver derudover et mere præcist billede af, hvordan en case ser ud.

En anden forskel på oversætternes strategi er opmærksomheden på de små detaljer og skjulte budskaber i Melvilles ordvalg, hvilket det følgende eksempel viser: Gennem hele romanen bruger Melville ordet spermaceti og til tider sperm, som begge refererer til den olieagtige voks, der kan udvindes fra kaskelothvalens hoved (se www.ordnet.dk). I kapitel 94 trykker hvalfangerne om bord på Pequod klumperne af spermacet til væske, og fortælleren Ismael er meget begejstret for denne opgave og trykker også de andre hvalfangeres hænder i spermacetten. I netop den sektion har Melville valgt at bruge ordet sperm i stedet for spermaceti, med undtagelse af den sidste linje som lyder: I saw long rows og angles in paradise, each with his hands in a jar of spermaceti (497; l. 12), hvilket Nielsen også refererer til i en note (note 299). I denne passage har Boisen valgt at bruge ordet spermacet og undladt at bruge ordet sperm de steder, hvor Melville bruger det. Nielsen har derimod gjort som Melville og bevaret ordet sperm i denne sektion. Nielsen forklarede, at han har fortolket det pludselige skift af terminologi som en seksuel undertone, og at Melville muligvis har skrevet om onani, når hvalfangerne trykker spermen og hinandens hænder. Nielsen har her bevaret symbolsproget og de seksuelle undertoner, hvorimod Boisen har udeladt dem – bevidst eller ubevidst.

Nielsen har yderligere samlet en liste på i alt 351 noter bagest i oversættelsen, som forklarer implicitte elementer fra originalen, og hermed undgår han at ændre for meget af originalens indhold, men tilbyder stadigvæk læseren en definition: Constantine’s bath (Melville, 496; l. 9) har Boisen oversat til kæmpebadekar, hvor Nielsen har oversat det til Konstantins termer med en tilhørende forklarende note.

Som tidligere nævnt har begge oversættere overordnet valgt en kildetekstorienteret tilgang til oversættelsen af Moby Dick, men Nielsen har gjort brug af flere måltekstorienterede mikrostrategier, som eksemplerne ovenfor viser. Grunden til, at begge oversættelser alligevel er kildetekstorienterede, trods de hyppige forskelle i oversættelsesvalg, er blandt andet, at en klassiker som Moby Dick må bevare meget form og indhold, så Melvilles hensigt med Moby Dick bliver bevaret: Dette forventes af læserne.

En vellykket oversættelse af en kompleks, maritim roman
For at kunne give et bud på min overordnede problemstilling om, hvilken af de to oversættelser der er mest vellykket, udarbejdede jeg som tidligere nævnt en spørgeskemaundersøgelse med seks veluddannede, danske læsere. Alle deltagerne udtrykte, at begge oversættelser var svære at forstå, men fem ud af seks deltagere foretrak Nielsens oversættelse. Det skal nævnes, at alle deltagere fandt sproget i Boisens oversættelse forældet, og at dette muligvis har haft indflydelse på deres bedømmelse.

De fem deltagere, som favoriserede Nielsens oversættelse, fandt den betydeligt lettere at forstå og gav udtryk for, at de konsulterede noterne bagest i bogen ved maritimt sprogbrug for at kunne forstå handlingen bedre. De samme fem udtrykte, at sproget i Nielsens oversættelse var mere sammenhængende og flydende end i Boisens. Størstedelen af læserne udtrykte sig positivt omkring Nielsens fyldige og lange sætninger, trods kompleksiteten. Alle seks deltagere forstod de tidligere nævnte seksuelle undertoner i Nielsens oversættelse og gav udtryk for, at de manglede forståelse for handlingen i Boisens oversættelse. Boisens simplificeringer forbedrer således ikke nødvendigvis forståelsen af teksten eller læserens oplevelse.

Ud fra spørgeskemaundersøgelsen fandt jeg frem til, at Nielsens tilgang til oversættelsen blev forstået bedst og modtog mest positiv feedback af læserne – hvilket også var mit eget indtryk, før jeg påbegyndte analysearbejdet. Nielsen anvender som sagt flere måltekstorienterede strategier end Boisen, hvilket kan siges at være til større gavn for læserens forståelse og opfattelse af oversættelsen. Begge oversættere har altså valgt en tilgang til oversættelsen, hvor originaltekstens form og indhold bliver prioriteret. Nielsen har dog anvendt strategier, som fokuserer mere på effekten af målteksten i forhold til læseren. Disse resultater indikerer, at Nielsens fokus på Moby Dicks form og indhold og hans større fokus på effekten af oversættelsen er den mest vellykkede i forhold til en klassisk roman, der er skrevet med et komplekst sprogbrug og med brug af mange tekniske termer. Man kan sige, at Nielsen i højere grad end Boisen har haft læserene i tankerne, da han oversatte Moby Dick. For selvom Nielsen har bevaret kompleksiteten og de maritime terminologier, har han formået at tilpasse sig nutidens læsere i form at et bedre forklarende sprogbrug, uden at gå på kompromis med Melvilles oprindelige intention.

Trine Ruby (f. 1986) er BA i engelsk fra Københavns Universitet. Til september fortsætter hun på en kandidat på Copenhagen Business School. Ved siden af studiet arbejder Trine i TDC’s Wholesale afdeling med strategi, oversættelse m.m. Se mere her.

Advertisements
This entry was posted in Månedens oversættelse, Om enkelte værker/forfattere, Oversættelsesanmeldelser, Oversættelsesteori og -debat and tagged , , , , , , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

One Response to Herman Melville og hans to danske hvalfangere

  1. Pingback: En bemærkning om et par anmeldelser | Babelfisken

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s