Inga Junghanns

Af Moritz Schramm

Inga Martin Junghanns (1886-1962) (født Inga Meyer) var oversætter af litterære tekster fra især tysk til dansk, i enkelte tilfælde også fra svensk til dansk, og fra fransk og dansk til tysk. Hun blev især kendt for sine oversættelser af den tyske digter Rainer Maria Rilke, som hun mødte i 1915 og holdt kontakt med indtil hans død i 1926. Et udvalg af deres breve til hinanden, skrevet på tysk, udkom i 1959 hos Insel Verlag.

Inga Junghanns blev født den 9. marts 1886 i København. Hendes far, Martin David Meyer (født 1854 i Næstved), var af jødisk afstamning, hendes mor, Mathilde Pouline Herskind (født 1865 i Randers), var kristen. Inga Junghanns voksede op i København, først i Colbjørnsensgade, senere i en lejlighed på Vesterbrogade. Formentlig omkring 1912 – den præcise dato kendes ikke – flyttede hun til München i Tyskland, hvor hun blev gift med maleren og grafikeren Reinhold Rudolf Junghanns (1884-1967). I begyndelsen af 1920’erne flyttede Inga Junghanns tilbage til Danmark, dog med jævnlige ophold i Tyskland.

I München mødte ægteparret Junghanns Rainer Maria Rilke gennem fælles venner. I sensommeren 1915 havde Rilke hos fotografen Hanns Holdt set et fotografi af Inga Junghanns, som åbenbart fascinerede ham i en sådan grad, at han tog kontakt til familien Junghanns og besøgte dem i deres lejlighed. At Reinhold Rudolf Junghanns på dette tidspunkt udstillede sine kunstneriske værker i et galleri i München, har formentlig yderligere forstærket Rilkes interesse. Kontakten blev i oktober 1915 uddybet under en social sammenkomst hos Holdt, hvor Inga Junghanns præsenterede sange af den svenske komponist Carl Michael Bellman.

Den personlige kontakt blev dog afbrudt igen allerede nogle få måneder efter mødet i sensommeren 1915. I begyndelsen af 1916 blev Rilke indkaldt til militærtjeneste, og da han senere i 1916 blev løsladt fra militæret igen, var ægteparret Junghanns flyttet til Sils-Baselgia i Schweiz. Det kom kun til yderligere ét personligt møde mellem Inga Junghanns og Rilke, nemlig i 1919 i Sil-Baselgia og Soglio (Schweiz). Af de tos korrespondance findes 71 breve og enkelte postkort fra Junghanns til Rilke (hvoraf 49 er blevet offentliggjort) og 28 breve og seks telegrammer fra Rilke til Junghanns. Brevvekslingen er altså ”ikke særlig omfattende”, som en tysk anmelder i 1960 skrev i ugeavisen DIE ZEIT, men de lader Rilkes ”personlighed fremstå på en ny måde” (DIE ZEIT, 13.5.1960, nr. 20). I Rilke-forskningen refereres hyppigt til brevvekslingen.

Allerede nogle måneder efter deres første møde i München begyndte Inga Junghanns at oversætte Rilkes eneste roman, Die Aufzeichnungen des Malte Laurids Brigge fra 1910, til dansk. Hun havde på dette tidspunkt hverken tilladelse fra forlaget eller fra Rilke, og heller ingen kontakt med et dansk forlag. Hun fortæller først Rilke om sin oversættelse i et brev fra april 1917, hvor allerede første del af romanen (bind 1) og store dele af anden del (bind 2) er færdiggjort. I et svar fra begyndelsen af maj 1917 ytrer Rilke sig begejstret over hendes projekt og giver hende – efter samråd med sit eget forlag – lov til at fortsætte med oversættelsesarbejdet:

At De oversætter min Malte – ja, nærmest allerede har oversat den! Jeg nærer fuld tillid til Deres foretagende og beder Dem om at færdiggøre det i rolig forvisning om denne tillid. Hvilken begivenhed for denne bog. Tænk: Den bliver dermed ophøjet i sin imaginære hjemstavn, og det bliver på sin vis en prøve på dens ægthed, om den dér på ren og naturlig måde kan flyde ind i sine navne og figurers sprog.”

Rilke karakteriserer to år senere Inga Junghanns i et brev til Katharina Kippenberg, hans forlæggers kone. Her ytrer han sig også fascineret om hendes breve:

Inga Junghanns, dansker, Københavner, født Meyer, og inden sit giftemål (med maleren og grafikkeren R.R. Junghanns) på vej til at blive skuespillerinde. Siden 1916 oversætter af min Malte Laurids Brigge til dansk, et arbejde gjort med den reneste og redeligste forståelse … Jeg regner hendes breve til de skønneste, der er blevet mig til del de seneste år. Sværmeriske og sande: denne forbindelse, som nu engang er givet skandinaverne. Hendes tysk er ikke altid korrekt, men det rammer så rigtigt og blindt i hendes hjertes mål.”

Brevene mellem Rilke og Junghanns er i forskningslitteraturen især kendt pga. de kommentarer, med hvilke Rilke, der havde lært dansk for at kunne læse J. P. Jacobsens Niels Lyhne på originalsproget, forklarer bestemte steder i romanen og kommenterer Junghanns’ oversættelse. Især de to lister med spørgsmål om bestemte passager og udtryk, som Junghanns har stillet til Rilke, og som denne udførligt svarer på, har vakt stor interesse i forskningen.

Samtidig giver brevene et indblik i Junghanns’ arbejde som oversætter. Hun oversætter ud fra en idé om en personlig identifikation med forfatteren og værket, hvis nuancer og udtryksformer oversætteren skal leve sig ind i og fornemme emotionelt. Det gælder eksempelvis for hende om at ”føle sig frem imellem forskellige ord” for at kunne afgøre den rigtige oversættelse. En vidtgående forståelse mellem oversætteren og digteren er for hende en forudsætning for den vellykkede oversættelse. Det er derfor ikke overraskende, at oversættelsen i perioder opsluger hende i ét og alt, og at hun anser det som en styrke at ”forglemme sig selv i et sådant arbejde”.

Brevene vidner på denne måde om en sværmerisk, måske sågar romantisk tilgang til oversættelserne. Alligevel kan hendes oversættelse af romanen ikke uden videre betegnes som mislykket. På trods af en del unøjagtigheder formår hun at give Rilkes prosaværk en særlig stemme, der blandt andet viser sig i romanens mere højstemte passager – eksempelvis i de mange feberfantasier og barndomsminder. Junghanns holder sig ikke meget tæt på originalen, men er i stand til at gøre Rilkes romanprojekt levende. Eksempelvis oversætter hun Maltes angst for nattens mørke, som kun moderen i gamle dage kunne afværge, på følgende vis:

O, Nat – hvor Tingene mister deres Væsen. O, Vindue ud til det derude, o, omhyggeligt laasede Døre. Indretning fra gammel Tid, arvede, overtagne, aldrig ret forstaaede. O, Stilhed ude paa Trappen, Stilhed i Sideværelserne, Stilhed helt oppe under Loftet. O, Moder: o, du eneste, der har gjort al denne Stilhed anderledes, engang i barndommen. Som tager den paa dig, siger: vær ikke bange, det er mig.”

[”O Nacht ohne Gegenstände. O stumpfes Fenster hinaus, o sorgsam verschlossene Türen; Einrichtungen von alters her, übernommen, beglaubigt, nie ganz verstanden. O Stille im Stiegenhaus, Stille aus den Nebenzimmern, Stille hoch oben an der Decke. O Mutter: o du Einzige, die diese Stille verstellt hat, einst in der Kindheit. Die sie auf sich nimmt, sagt: erschrick nicht, ich bin es.”]

Sammenligner man Junghanns’ oversættelse med Karsten Sand Iversens nyoversættelse af romanen fra 2005, bliver det dog tydeligt, hvor upræcis hendes oversættelse er mange steder, og at den ofte ikke formår at få alle detaljer med. Den blegner over for en moderne oversættelse, der følger nutidens krav om nøjagtighed. Den samme passage hedder i Iversens oversættelse:

Oh nat uden genstande. Oh matte vinduer ud, oh omhyggeligt lukkede døre, indretninger fra gammel tid, overtaget, bekræftet, aldrig helt forstået. Oh stilhed i trappehuset, stilhed fra sideværelserne, stilhed højt oppe ved loftet. Oh moder: oh du eneste, som fordrejede al denne stilhed, engang i barndommen. Som tager den på sig, siger: bliv ikke bange, det er mig.”

Alligevel har Junghanns’ sværmeriske tilgang sine styrker. Og ofte er hendes oversættelse faktisk velfungerende, ikke mindst i romanens mange beskrivelser af storbyens mangfoldige indtryk. Eksempelvis oversætter hun Maltes refleksioner over tiggerne på Boulevard Saint-Michel ganske overbevisende:

Hvem er disse Mennesker? Hvad vil de mig? Venter de paa mig? […] Det er Affald, Skaller af Mennesker, som Skæbnen har spyttet ud. Fugtige af Skæbnens Spyt klæber de ved en Mur, ved en Lygtepæl, ved en Plakatsøjle, eller de driver langsomt ned ad Gaden med et mørkt, snavset Spor efter sig.”

[”Wer sind diese Menschen? Was wollen sie von mir? Warten sie auf mich? […] Es sind Abfälle, Schalen von Menschen, die das Schicksal ausgespieen hat. Feucht vom Speichel des Schicksals kleben sie an einer Mauer, an einer Laterne, an einer Plakatsäule, oder sie rinnen langsam die Gasse herunter mit einer dunklen, schmutzigen Spur hinter sich her.”]

Junghanns’ breve til Rilke giver samtidig et indblik i den ydre kontekst, arbejdet som oversætter er præget af. Gang på gang diskuteres i brevene de praktiske tiltag, deriblandt den strategiske fremgangsmåde for at finde et forlag, der er villig til at udgive den danske oversættelse. Gennem årene bruger Junghanns – delvis med hjælp og støtte fra Rilke – en betragtelig del af sit liv på at knytte kontakt til forlag og personer, der vil kunne hjælpe hende med at promovere Rilke og hans værker i Danmark. Rollen som oversætter smelter således sammen med en funktion som kultur- og litteraturformidler.

I Junghanns’ tilfælde viser processen sig alt andet end nem og vellykket. På trods af mange tiltag lykkes det hende i mange år ikke at finde et forlag, der vil udgive romanen, der i dag regnes som et hovedværk i den europæiske litteraturhistorie. I marts 1922 skriver hun nærmest undskyldende til Rilke:

Jeg er så uendelig ked af, at forlæggerne indtil videre ikke vil antage Malte og Rodin [Rilkes essay Auguste Rodin, som Junghanns også havde oversat til dansk]; igen ligger Malte på et skrivebord hos et forlag og venter tålmodigt. Jeg beder Dem, min beærede, kære ven, om aldrig at tro, at jeg ikke har gjort mig umage –”

Og i juli 1923 tilføjer hun:

 – Og disse forlæggere i København, som gang på gang sender mig bogen tilbage med alle mulige smigrende formuleringer, der skal sløre den nøgne kendsgerning, at de ikke kan forunde sig den glæde, dens udgivelse vil være! –”

Som konsekvens overvejer hun på et tidspunkt at udgive manuskriptet i Tyskland på dansk, noget, andre danske forfattere åbenbart i den tid er begyndt på. I juni 1926 antydes muligheden for at udgive manuskriptet hos Axel Juncker-antikvariatet, som viser sig interesseret, under forudsætning af at hverken Junghanns selv, Rilke eller Rilkes forlag vil modtage honorar eller betaling for udgivelsen. Også disse planer mislykkes imidlertid, og først i 1927 – kort efter Rilkes død – udkommer oversættelsen hos forlaget Jespersen og Pio i København. Junghanns’ oversættelse af Rilkes essay Auguste Rodin, som hun færdiggjorde i begyndelsen af 1920’erne, udkommer endda først i 1960, hos Gyldendal.

Inga Junghanns’ virke som oversætter vidner derfor også om den store indsats, som mange oversættere og kulturformidlere leverer for at kunne introducere og fremme hidtil ukendte værker i deres hjemmeland. Hun er et eksempel på en af de mange ildsjæle, der med brændede engagement og stor overbevisning, men ofte på meget usikker grund, arbejder for at berige den kultur, de er opvokset i. I Junghanns’ tilfælde forbinder disse kampe sig på et tidspunkt med private og økonomiske problemer. Hun uddanner sig derfor til ”Kgl. Translatrice” (oversætter og tolk) i tysk og fransk, og består med udmærkelse i april 1923. I januar 1925 bliver ægteskabet med R.R. Junghanns opløst.

Samtidig skriver Inga Junghanns i flere år prosatekster og artikler om Danmark og den danske litteratur til eksempelvis Neue Zürcher Zeitung, samtidig med at hun forsøger at fremme tysk litteratur i Danmark. I en periode anbefaler hun dansk litteratur til tyske forlag og begynder selv at oversætte en novelle af Steen Steensen Blicher til tysk. I midten af 1920’erne oversætter hun endog en bog fra fransk til tysk, tillige med andre værker fra tysk og svensk til dansk, deriblandt eksempelvis Frank Thiess’ Kvinderov (1929) og Margareta Subers Mod rødt Lys (1946).

Junghanns fremstår således med tiden som en klassisk grænsegænger mellem kulturerne. Hun arbejder ikke kun som oversætter fra tysk til dansk og som formidler af tysk litteratur til Danmark, men befinder sig i et mellemsted mellem kulturerne. I et brev til Rilke fra juli 1923, hvor hendes ægteskab allerede er på vej til at falde fra hinanden, beskriver hun, hvordan hun befinder sig mellem begge lande. Men hvor hun i København føler sig ramt af en ”åndelig ensomhed”, opfatter hun efterhånden Tyskland som sin nye hjemstavn. Under anledning af sit besøg i slottet Oslawan i provinsen Mähren i sommeren 1923 skriver hun:

Enhver venden tilbage til Tyskland viser mig, hvor fuldstændigt jeg nu hører til dér, sådan som jeg er nu: ikke tysk, ikke dansk; ikke kvinde, ikke mand; gift og ikke-gift; ikke kristen, ikke jøde; ikke gammel, ikke ung. Og så alligevel: på trods af hele denne ikke-væren helt midt ind i livet, dette vidunderlige overraskelsesskrin, når først man har fundet nøglen til dets dybeste skatte.”

Junghanns’ position mellem kulturerne fremstår således som et særligt ståsted, som kan være svært og smertefuldt, men som tydeligvis også er udgangspunktet for alt arbejde og inspiration. På trods af det beskedne antal bøger, hun har oversat, får Inga Junghanns en vigtig og eksemplarisk rolle som oversætter og kulturformidler. Det er ikke mindst grundet hendes store indsats, at Rilkes værker bliver kendt i Danmark.

Inga Junghanns døde den 25. april 1962 på Sundby hospital, 76 år gammel. Hun havde så vidt vides ingen pårørende og blev bisat i stilhed uden præst, formentlig med begravelse på de ukendtes kirkegård.

af Moritz Schramm

 

Anvendte værker i artiklen

Citater fra Rilkes og Junghanns breve er hentet fra:

Rainer Maria Rilke/Inga Junghanns: Briefwechsel, udg. af Wolfgang Herwig, Insel Verlag 1959. Alle oversættelser er mine.

Om sine møder med Rilke publicerede Inga Junghanns i 1927, kort efter Rilkes død, essayet:

”Persönliche Erinnerungen an Rainer Maria Rilke”, i: Orplid, 3. årgang (1927), hæfte 1+2, s. 46-51. Genoptrykt i: Gert Buchheit (red.): Rainer Maria Rilke. Stimmen der Freunde. Freiburg i. Br. 1931, s. 102-110.

En kort introduktion til Inga Junghanss’ venskab med Rilke giver f.eks.:

Gunnar Decker: Rilkes Frauen oder Die Erfindung der Liebe. Reclam: Leipzig 2004, s. 203-206.

 

Værker, Inga Junghanns (efter udgivelsesår)

Oversættelser (udvalg):

Steen Steensen Blicher: Das Tagebuch eines Dorfküsters. Upubl. manuskript 1922.

Charles Nodier: Der Büchernarr. Mit Vorwort und Erläuterungen von Ejnar Munksgaard. Oversat fra fransk. Helingsche Verlagsanstalt. 1926

Rainer Maria Rilke: Malte Laurids Brigges optegnelser. Oversat fra tysk. København 1927, senere genoptrykt hos Gyldendal, 5. oplag 1997.

Frank Thiess: Kvinderov. Oversat fra tysk. København 1928.

Max Geisenheyner: Jorden rundt i ”Graf Zeppelin”. Oversat fra tysk. København 1929.

Bruno Frank: Cervantes. Oversat fra tysk. København 1935.

Friedrich Lorenz: Opfinderskæbner: ukendte opfinderes skæbner gennem 500 år. Oversat fra tysk. København 1937.

Margareta Suber: Mod rødt Lys. Oversat fra svensk. København 1946.

Mårten Edlund: Tag hvad du vil! Oversat fra svensk. København 1946.

Olle Länsberg: Restaurant Intime. Oversat fra svensk. København 1946.

Rainer Maria Rilke: Auguste Rodin. Oversat fra tysk. København 1960.

 

Denne artikel er skrevet til Dansk Oversætterleksikon. Der kan man også læse artikler om følgende oversættere:

Falbe-Hansen, Ida (1849-1922)
Hammerich, Clara (1894-1972)
Junghanns, Inga (1886-1962)
Lassen, Loulou (1876-1947)
Lautrop, Marianne (1937-2012)
Petersen, N.M. (1791-1862)
Steinthal, Herbert (1913-1986)
Thott, Birgitte (1610-1662)

Advertisements

About Sara

Skønlitterær oversætter www.sarakoch.dk
This entry was posted in Om enkelte værker/forfattere, Oversættelsesanmeldelser and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s