Månedens oversætter: Nanna Kalkar

Nannas arbejdsplads

Foto: Nannas ældgamle chatol

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Jeg har boet en del år på Island, og i slutningen af 90’erne tog jeg en bachelorgrad i islandsk sprog ved universitetet i Reykjavík, og efterfølgende tog jeg hjem og læste Nordisk Sprog og Litteratur i Aarhus. Jeg havde længe gået med et endnu ikke færdigtænkt ønske om at kombinere min store interesse for Island med min glæde ved at arbejde med litteratur og sprog, så da idéen om at oversætte romaner opstod, gik jeg i gang med at opbygge et netværk. Jeg tog til bogmesser og talte med forlag og fik så småt nogle kontakter, som var parate til at give mig chancen for at træde ind i oversætterbranchen både inden for litteratur og dramatik.

Min første romanopgave gav mig for alvor blod på tanden, og jeg blev ret hurtigt klar over, at jeg med oversættelse havde fundet min rette metier. Hele arbejdsprocessen tiltaler mig – fordybelsen i teksten og det intensive arbejde med begge sprog, samt det skabende aspekt, hvor bogen langsomt tager form, mens ordene vokser ud under ens fingre, det er ret fantastisk! Jeg finder også til stadighed glæde i, at hver eneste oversættelse slutter med udgivelsen af det færdige produkt – det er enormt tilfredsstillende at have ydet en stor arbejdsindsats for så til sidst at stå med den færdigtrykte bog i hånden. Eller at se et skuespil blive opført og høre de ord, som man har siddet og arbejdet med, få liv og tone. Og så snart jeg er færdig med en opgave, kribler det allerede i fingrene efter at gå i gang med noget nyt, så jeg forsøger at gøre oversættelse til min primære levevej.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Smalle bøger, der handler om mennesker og menneskets vilkår i verden, gerne vinklet og udfoldet på en anden måde, end man er vant til. Det må gerne være sært, fantasifuldt, urovækkende, skarpt og skørt. Der findes en hel del forfattere på sagaøen, der kan opfylde mindst ét af disse krav, og der er mange nye spirende talenter. Desværre er man ikke altid så heldig, at disse skal udgives på dansk, men i min indtil videre relativt korte karriere som oversætter har jeg heldigvis haft det privilegium at stifte bekendtskab med nogle af de rigtig gode, og det har været en gave at få lov til at oversætte noget, man selv synes er virkelig god og vedkommende litteratur.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med? 

YOSOYskrækteatret ved verdens ende af Guðrún Eva Mínervudóttir, som indtil nu kun har fået udgivet denne ene roman på dansk. Hun er en af de mest spændende forfattere udi det fantasifulde, filosofiske, eksistentialistiske, alternative og til tider groteske, jeg er stødt på indtil nu – efter min mening er hun en uomgængelig ny og opsigtsvækkende stemme inden for islandsk litteratur, som har fortjent at få mere opmærksomhed.

Bedste oversættelse du har læst?

Kim Lembeks oversættelse af Jón Kalman Stefánssons trilogi Himmerige og helvede, Englenes sorg og Menneskets hjerte. Hans indlevelse i forfatterens litterære univers og hans formidling af Kalmans poetiske sprog er uforlignelig, og den danske oversættelse yder romanen stor retfærdighed og mere til. Den er et godt eksempel på, at en virkelig god oversættelse ikke får en oversætterkollega til hele tiden at tænke ”hvad mon der stod i originalen?” – Den griber én ved at være helt sin egen og et poetisk værk i sig selv.

En anden oversættelse, jeg var virkelig imponeret over, er Jakob Levinsens oversættelse af amerikanske George Saunders’ Tenth of December – en samling dybt fascinerende og yderst foruroligende noveller, som det virkelig har krævet sit at få kringlet, så det virker – men det gør det!

Hvor oversætter du? 

Derhjemme ved mit ældgamle chatol, et arvestykke, som knirker og knager, når jeg skriver, men her føler jeg mig virkelig hjemme – omgivet af landskabsbilleder fra Island samt uundværlige mytologiske væsner: ravnene Hugin og Munin, Midgårdsormen og dragen Nidhug. Jeg kigger ofte på billederne, når jeg sidder og grunder over en særligt vanskelig passage, og det betyder meget for mig, at de relaterer til noget islandsk – det giver mig en form for helhedsoplevelse at have dem omkring mig, når jeg oversætter.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

Der er jo altid noget, man kæmper med som oversætter, tænker jeg, og jeg glæder mig til at se, hvad andre vil svare på dette spørgsmål. Jeg vil umiddelbart tro, at problemerne ofte knytter sig til ord eller begreber, der er særegene for det pågældende land, dets kultur, natur o.l. – alt, der indebærer noget, som vi ikke kender til herhjemme, og som det bliver oversætterens opgave at tegne et billede af og formidle, så det ikke bare er forståeligt, men også gerne når ind til kernen af begrebet og levendegør det for læseren.

Et af de udtryk, jeg ofte støder på og altid har problemer med, er det islandske ”sjúga upp í nefið”, som direkte kan oversættes med at suge/snøfte op i næsen. Kan man så ikke bare skrive ”snøfte”, tænker man måske? Men har man boet på Island, og som jeg selv oplevet fænomenet dagligt både på landet og i byen, ved man, at ”snøfte” langt fra er dækkende. – Det lyder jo, som om man enten er lidt forkølet eller er ved at begynde at græde eller netop har grædt.

Nej, her er der tale om en helt anderledes form for snøften, der kan karakteriseres som en slags bagvendt harken, hvor man, som under en virkelig kraftig forkølelse, udstøder en kort, men meget kraftig snorkelyd, som man kunne forledes til at tro ville lede til et efterfølgende ordentligt hark, men det gør den i mange tilfælde ikke. Lyden er ofte bare en lyd – SNORK! – som bl.a. kan bruges til at understrege pointer i en samtale eller fylde tavsheden ud, når der ikke lige er nogen, der har noget at sige. Et slags lydligt udråbstegn eller pauseringstegn – alt efter situationen.

Et forsøg på at kategorisere de mangfoldige sammenhænge, denne lyd kan optræde i, illustrerer dens fascinerende flerstrengethed:

Den kan gøre det ud for en kunstpause, mens man lige tænker sig om; den kan signalere, at man er temmelig cool og bad boy-agtig på den ligeglade, og lidt ulækre, måde (her kan spytten med fordel tilføjes); den kan være hånlig (lyden udstødes, mens man kaster et foragteligt blik til siden); den kan dække over usikkerhed, når man ikke lige ved, hvad man skal sige i en given situation, og ofte har jeg hørt den brugt i situationer, der kunne siges at modsvare dem, hvor jyderne ville ty til at stå og sparke dæk. – Det vil sige, når islandske bønder fx diskuterer fårebestanden, høsten, deres bedste avlshingst eller lignende. Altså situationer, der kræver en lyd, der kan udtrykke, at man ved, hvad man taler om, og at man er bevidst om sin egen store erfaring på netop dette område og godt kan lide at være en del af et fællesskab, hvor den slags viden er både nyttig og eftertragtet.

Mænd gør det, kvinder (som i øvrigt også mestrer kunsten at trække vejret indad, mens de taler, for på den måde får mændene aldrig et ord indført) gør det, taxachaufføren, der i sin tid hentede min mor og mig i lufthaven, bød os velkommen med et: ”Nå, og hvor skal I to så hen?” SNORK!

Så nej, ”snøfte” rækker slet, slet ikke – der er her tale om et landsdækkende, særegent islandsk fænomen, som man som oversætter i hvert enkelt tilfælde må tage stilling til, hvordan man vil formidle, velvidende, vil jeg vove at påstå, at man aldrig helt kan bringe essensen af SNORK!’ets betydning videre til læseren.

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Jeg er overbevist om, at de bedste oversættelser udspringer af, at man bemestrer sit eget modersmål med alle dets nuancer og finurlige vendinger, og herudover skal man naturligvis have et indgående kendskab til det sprog, man oversætter fra. Det indebærer for mig, at man er nødt til at have opholdt sig i det pågældende land i en længere periode, for hermed at tage dets kultur, historie og litteratur til sig gennem bøger, kunst, musik o.l., så man er i stand til at afkode referencer og henvisninger og ikke mindst formår at indfange værkets særlige tone og tanke og formidle den til en læser, der ikke nødvendigvis har det samme kendskab til den pågældende kultur.

Ydermere er man nødt til at holde fremmedsproget ved lige, så man ved, hvordan sproget lyder nu, og hvad der diskuteres, grines ad og rases over i tv, på gaden, i bøger, i butikken, på caféen… Sproget skal netop ikke være fremmed, det skal være en del af ens tankeverden, og det bliver det kun, hvis man også gør en indsats for at forstå folkesjælen, eller hvad man nu vil kalde den, og dens historiske, sproglige og kulturelle forudsætninger.

Advertisements

About Maria Fossing

Litteraturhistoriestuderende ved Aarhus Universitet
This entry was posted in Månedens oversætter. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s