Æresprisuddelingen

Solen skinnede ned på de turkise gulve i Slots- og Kulturstyrelsens foyer, da Dansk Oversætterforbund overrakte årets ærespris til Ellen Boen. Formand Morten Visby bød velkommen:

Jeg hedder Morten Visby, og jeg er formand for Dansk Oversætterforbund. Jeg har til opgave at byde velkommen til uddelingen af Dansk Oversætterforbunds Ærespris. Den pris går i år til Ellen Boen. Dybest set kunne jeg nøjes med at byde velkommen og sige tillykke til Ellen, men jeg vil også gerne sige tak. Ikke mindst til Projektstøtteudvalget for Litteratur under Statens Kunstfond, der har bevilget det pengebeløb, som følger med æresprisen. Jeg vil også takke Kulturstyrelsen for, at vi må være her i dag. Jeg vil gerne takke dem for, at de har ladet oversætterforbundets lobbyvirksomhed komme så vidt, at vi i dag ligefrem har kunnet etablere en form for brohoved i deres foyer. Jeg vil også meget gerne takke de rigtig mange oversættere, tekstere og kolleger, der kommet i dag. Det betyder rigtig meget for mig personligt og for oversætterforbundets bestyrelse, at der er denne opbakning, så tak for det. 

Ud over disse taksigelser vil jeg også knytte et par metabemærkninger til selve dette koncept: en ærespris. Det er noget, der umiddelbart lyder som en anakronisme – ære. Vi er fortrolige med PR, med eksponering, fokus og omtale, men det her med ære er noget andet.

morten visbyDer er to dele i udtrykket ærespris. For nu at begynde med den sidste del af ordet, selve prisdelen, så er det den del, der er lettest at forholde sig til. Det er de 75.000 kr., der bevilges af Projektstøtteudvalget. Det er en pris, som gives til en fremragende oversætter af et eller flere betydelige litterære værker. Det er en præmie, som den danske stat tildeler en oversætter. Den del vil jeg ikke sige mere om, for det har vi folk til – forlægger Charlotte Jørgensen vil holde den egentlige motivationstale. Men æresprisen er andet og mere end ren præmiering, og det er her æren kommer ind i billedet. Det er det, der kan være svært at forholde sig til, og det er også noget, jeg selv kan have svært ved at forholde mig til. For mig er spørgsmålet om æren i denne her sammenhæng noget, jeg forbinder med en bredere, dybere baggrund, noget, der handler om oversættelse som branche, om det at være oversætter i dag. Man kan sige, at litterær oversættelse er et arbejde, som på mange måder bærer lønnen i sig selv, men det er ikke en løn man nødvendigvis kan leve af, og hvad gør man så? Hvad gør man så, hvis man har forsværget til sig til en litterær syssel, som ikke ubetinget er til at leve af? 

Det, man gør, er først og fremmest, at man arbejder røven ud af bukserne. Det gør man. Man afvikler enhver form for finlitterær kræsenhed, man tillader sig ikke den luksus udelukkende at arbejde med de fineste, mest æstetisk krævende og kunstnerisk udfordrende tekster. Dette gør man selvfølgelig også, men man kan ikke tillade sig kun at gøre dette. Hvis man altså vil leve af det. Man arbejder bredt med populære genrer. Man oversætter chicklit. Man oversætter spændingslitteratur. Man oversætter krimier – det gør man. 

Så er der så nogle – der på trods af det arbejdspres og den bredde, man er nødt til at have i sin produktion – alligevel meget nøje fastholder de sproglige, litterære, æstetiske og kunstneriske standarder for deres eget arbejde. De kombinerer hårdt arbejde med høje litterære standarder, uanset hvad de beskæftiger sig med. Så er der så igen nogle af de her oversættere, som også på et tidspunkt ser, at det ikke kun handler om dem selv – at de hårde vilkår, der er for litterær oversættelse, er noget som også gælder for andre. Nogle af dem udvikler sig til rigtig gode kolleger for deres fagfæller, nogle gange endda i mere end én branche – nogle gange ikke kun inden for litterær oversættelse, men også inden for tv-tekstning. De udvikler sig til rigtig gode kolleger, der tager hånd om deres fagfæller, hjælper nye folk ind i branchen og kæmper for bedre vilkår for sig selv og for andre. Nogle af dem siger nej til ellers måske lukrative opgaver, hvis ikke forholdene er til at acceptere, og støtter deres kolleger i at gøre det samme – samtidig med at de forstår, at det ikke altid er muligt. Det er der nogle, der gør. 

Så er der også nogle få, som efter at have været en rigtig god kollega i flere sprogbrancher i en årrække, efter at have arbejdet benhårdt under fastholdelse af høje standarder, en dag indser at det ikke engang kun handler om dem selv, og ikke engang kun handler om deres kolleger. De ser, at det handler om en hel branche. De går ind og engagerer sig fagpolitisk, oveni alt det andet her, og mens de fortsætter deres egen hyperaktive litterære karriere. De går ind, i hvad der måske kunne være et fagforbund, som måske i en periode har været reduceret til en slags kaffeklub eller hygge-komsammen-forening. De går ind i sådan en forening og tager en tørn med, og gør den her kaffeklub til en reelt politisk arbejdende faglig organisation. Og så er det, man kan begynde at tale om en ærespris. Det gør vi i Dansk Oversætterforbund, vi taler om en ærespris. Vi taler om Ellen Boen. Derfor jeg gerne vil bede Ellen om at komme herop og få et diplom og en buket blomster. 

Advertisements

About Sara

Skønlitterær oversætter www.sarakoch.dk
This entry was posted in Nyheder og begivenheder and tagged , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s