Æresprisuddeling – Ellen Boens takketale

IMG_1859

“Det er jo altid et lettere vovet projekt at skrive en takketale uden på forhånd at vide, hvad man egentlig takker for, altså ud over – som i dette tilfælde – nogle dejlige penge. Heldigvis lød der lutter pæne ord fra Morten Visby og Charlotte Jørgensen, og dem skal I have stor, stor tak for!

Som flere vil vide, er det jo ikke første gang, jeg betræder disse bonede gulve i anledning af overrækkelsen af Dansk Oversætterforbunds Ærespris, men hvor jeg tidligere blot har haft den taknemmelige opgave at agere ”julemand” og besynge mine dygtige kolleger, er det i dag mig, der er i centrum, og det er en ganske anden og lettere skræmmende oplevelse, kan jeg godt fortælle.

Ud over Morten og Charlotte har jeg faktisk masser af mennesker at takke, og jeg nævner i flæng: Min mor, der var en læser og lod mig vokse op med bøger, mine folkeskolelærere, der forviste mig til skolebiblioteket, så jeg ikke forstyrrede undervisningen, professor Åge Henriksen for at lære mig at læse litteratur, Norge for at give mig vidder, udsyn og ro i sjælen; og såmænd min gamle teksterkollega Lasse Schmidt for at sparke mig ind i branchen – han tørrede nemlig en vis Bridget Jones-oversættelse af på mig, og siden er det søreme blevet til næsten 80 titler på 16 år!

Men hvad handler det der oversætteri egentlig om? For mig er det at oversætte ikke bare et arbejde og et levebrød, men en tilstand. Når jeg indleder min dag ved computeren, læser jeg gårsdagens tekst igennem, retter fejl og tuner dermed ind på det helt særlige univers, som den givne opgave har forflyttet mig til. Jeg går så at sige i oversætter-mode, kommer stille og roligt op i gear, mens jeg dykker ned i den gåde, jeg skal løse. For på oversætterens værksted er hver eneste bog jo en gåde, en rebus, og vores opgave er at hensætte læseren i den illusion, at teksten IKKE er oversat! Og det er vel det, oversættelse går ud på, ikke? At være allestedsnærværende i teksten, men samtidig usynlig.

Og hvordan nåede jeg så hertil? Til at oversætte bøger? Det var på ingen måde noget, jeg havde tragtet efter, men efter afsluttede universitetsstudier – mag.art. i Nordisk Litteratur – og barsling med tre styks børn (et fjerde fulgte senere) røg jeg ad uransagelige veje ind i tv-tekstning, arbejdede parallelt hermed som korrekturlæser og tekstredaktør, og med ovennævnte Lasse Schmidts mellemkomst fortsatte vejen frem til min første bogoversættelse – hvormed min skæbne var beseglet.

For øvrigt vil jeg godt dvæle lidt ved netop tv-tekstning, som gav mig en vigtig skoling, hvorfor jeg varmt kan anbefale litterære oversættere in spe at tage et grundkursus i den disciplin!

Tv-tekstning lærte mig fx at begrænse mig og økonomisere med sproget og ordflommen. Der er ganske enkelt hverken plads eller tid, når underteksterne farer hen over skærmen, til at flyde ud over grønsværen. Der skal simpelthen skæres ind til benet, og det kræver benhård sproglig selvdisciplin. Og det er hér, mother’s little helpers kommer ind i billedet: alle de små og i sig selv bogstavelig talt menings-løse ord – jo, mon, dog, nok, skam, såmænd, altså, sgu, spor, for blot at nævne nogle – der kan gøre alverden til forskel og overflødiggøre lange sætningskonstruktioner. Ja, det er vel blandt andet disse småord, der gør dansk til et så rigt sprog, at vi kan oversætte og gengive snart sagt hvad som helst. De små hjælpeord kan skabe hårfine nuancer og forskydninger i en tekst.

Tv-tekstningen lærte mig også at håndtere dialoger, dvs. at gengive direkte tale mundret, hvilket i mine øjne er uhyre vigtigt for troværdigheden, hvad enten man arbejder med en ”svensker-krimi” eller en langhåret libanesisk forfatter.

Indimellem omtaler jeg mig selv som en, der lider af ord, hvilket nok ikke er det værste, man kan lide af – selvom det kan være smitsomt. Ret beset lider forfattere vel også af ord, og norske Lars Saabye Christensen gør det i udpræget grad. I hans seneste epos, MAGNET, der er en roman på 780 væg til væg-skrevne sider, og som jeg har fornøjelsen af at oversætte for tiden, siger fortælleren på et tidspunkt:

”Jeg sagde, ganske vist i forbifarten, at jeg har ordet i min magt. Der tog jeg nok munden for fuld. Det er snarere omvendt. Ordet har haft mig i sin magt. Jeg har brugt hele mit liv på at slippe fri.”

Det kan jeg faktisk godt genkende – at man tror, man har ordet i sin magt, mens man i virkeligheden er underlagt ordene. Men til forskel fra Lars Saabyes fortæller har jeg dog ikke spor lyst til at slippe fri. Jeg er derimod dybt taknemmelig over, at folk som Charlotte Jørgensen bliver ved med at kaste bøger i favnen på mig – og det oven i købet GODE bøger med nye GÅDER, der skal løses.

Ja, jeg er i det hele taget taknemmelig over, at der er mennesker, som skriver bøger, at der findes forlag, som udgiver dem, boghandlere, som langer dem over disken – og ikke mindst folk, som læser dem! Så hurra for alle læsere!

Lad mig afslutte med en sidste tak – nemlig til de kolleger, der indstillede mig til Dansk Oversætterforbunds Ærespris, til priskomitéen for at vælge mig og til Statens Kunstfond for at bevilge prisen. Og så selvfølgelig stor tak til alle jer, der er mødt op i dag for at dele glæden med mig!”

Advertisements

About christinereads

A unicorn majoring in English and reading books!
This entry was posted in Nyheder og begivenheder and tagged , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s