Anmeldelse af Attila Aspelunds oversættelse af Ducharmes ’Slugerens slugt’.

Af Troels Hansen

Réjean Ducharme er en sær og gådefuld forfatterfigur. Han lever så vidt vi ved stadig, men er notorisk anonym og har ikke vist sig offentligt siden midten af 1960’erne. Derfor er det meget begrænset, hvad man reelt kan sige om personen Ducharme. Vi ved, at han skriver på fransk, og at han tilhører det fransktalende mindretal i Canada, der for størstedelens vedkommende holder til i den østlige region Québec. Vi ved også, at han udkommer på Gallimard, som er det største og mest prestigefyldte franske forlag. Derudover findes et par fotografier af ham som ung, så vi ved også, hvordan han så ud for cirka halvtreds år siden. Ikke meget, altså. Værkerne må tale for sig selv, og det har de heldigvis også fået lov til. Især den voldsomt populære roman L’avalée des avalés (1966), som nu er blevet oversat til dansk af Attila Aspelund med titlen Slugerens slugt på Det Poetiske Bureaus Forlag.

Slugerens slugt er en mærkelig bog. Hovedpersonen Berenice Einberg er et vildt og viltert barn, som fræser derudaf i en forskruet og underlig monologisk raptus. Hun er barn af en katolik og en jøde, som har besluttet, at deres første barn skulle opdrages katolsk, og at deres andet barn skulle opdrages jødisk. Således er broderen Christian katolik, mens Berenice selv er blevet jøde og får sin åndelige opdragelse i synagogen. Familien bor i et nedlagt kloster på en ø i St. Lawrence-floden (floden langs hvilken de vigtigste byer i Québec ligger), og Berenice gør, hvad hun kan for at undslippe sine forældres kvælende favntag. Hun sendes væk til jødisk indoktrinering i New York og senere til Israel, hvor hun voldsorgiastisk deltager i Seksdageskrigen.

Men selvom handlingen således skulle synes at byde på saft nok i sig selv, ligger bogens helt store kvalitet i det sprog, Ducharme har udstyret sin hovedperson med. I den forbindelse er det ikke helt ligegyldigt, at Slugerens slugt er skrevet på fransk af en canadier. I 1966, da bogen udkom, var Québec midt i den fase, man i dag kalder for ’La Révolution tranquille’, dvs. ’Den Stille Revolution’. Denne periode midt i 1960’erne var præget af en fredelig men markant kamp for Québecs særstatus i Canada som fransktalende område og resulterede blandt andet i en gennemgribende omkalfatring af det statslige apparat i delstaten. I forbindelse med et arrangement på Københavns Universitet og kulturhuset Literaturhaus i marts 2016 med de fire quebecanske digtere Denise Desautels, Jean-Marc Desgent, Véronique Cyr og Jean-Sébastien Larouche forklarede Desautels og Desgent, hvordan det for dem stadig var et udtryk for en art modstand og nærmest en revolutionær handling at insistere på at skrive poesi på fransk midt i et omkringliggende hav af engelsk. Cyr og Larouche havde aldrig følt den samme påtrængende nødvendighed i valg af sprog; for dem var det kommet naturligt, og det var ikke noget, de tænkte videre over.

Både Desautels og Ducharme er født i 1940’erne og har altså været unge under Den Stille Revolution (Desgent er født i 1951, men stopfodrede efter eget udsagn sig selv med Rimbaud fra sine spæde teenageår). Sammenholder man Desautels’ og Desgents forhold til valget af fransk som medium for poetisk produktion med den udtalte vold i Ducharmes tekst samt det nu pludselig ikke knap så ligegyldige faktum, at han udkom på Gallimard, fransk skriftkulturs verdensomlysende fyrtårn, er det altså ikke svært at ane det revolutionære potentiale i Slugerens slugt.

Det er selvfølgelig et aspekt, der tabes for en dansk læser uden det store kendskab til Québecs kultur og historie, men det revolutionære skal stadig kunne mærkes i sproget som en påtrængende vold, hvis oversættelsen skal kunne bryste sig af at være nogenlunde tro mod originalen. Hos Ducharme kommer det revolutionære dog ikke så meget til udtryk gennem en politisk orienteret argumentation. Oprøret bredes ud og bliver gennem Berenices sproglige eskapader til et universelt barnligt oprør mod de voksnes verden og tankesæt. Berenice er som sagt ikke et normalt barn, og hendes sprog er revolutionært i sin egen ret. Ved første øjekast kan det forekomme nogenlunde forventeligt barnligt med sine korte sætninger og underligt funderede metaforik, men der er virkelig en helt særlig tone på spil i Slugerens slugt, en mytisk voldelig tone, der legende og barnligt let slår over i det uventedes mærkelige skønhed. Det er altså Berenices stemme, der står kækt spændt ud mellem det ekstremt barnlige og det ekstremt voksnes poler, som det har været Attila Aspelunds fremmeste opgave at få med over til dansk. Men lad os da vende os mod bogen og kigge nærmere på, hvordan Aspelund konkret har grebet opgaven an.

Først og fremmest er det et hyggeligt lille trick, at udgivelsen på dansk synes at være spundet ind i lidt af den samme gådefuldhed som originalen. Hvis ikke Attila Aspelund (en han eller en hunner?) er et pseudonym, er det, og det er en bedrift!, i hvert fald lykkedes oversætteren at skjule sin identitet godt og grundigt for alle forhåndenværende søgemaskiner på det magtfulde internet. En praksis, som i øvrigt virker kurant på Det Poetiske Bureau, der tidligere har udgivet Baudelaire oversat af en vis ’Luna Tirée de la Brume’ og Rimbaud oversat af en vis ’Hippolyte de la Garde’. Det er i sig selv en usædvanligt gådefuld færd for oversætteren, der underbetalt, undertrådt og underkendt vel som oftest vil kæmpe for i det mindste blot sit navn på titelbladet. Men nej, ikke her, og pseudonymoversætteren virker som den helt rigtige forlængelse af Ducharmes forfattermodus.

Med hensyn til bogens overførsel til dansk har Aspelund for det første det naturlige reservoir til sin rådighed, som består af originalens brug af punktummer. Det er et af særtrækkene ved stilen hos Ducharme, at den ofte folder sig ud i korte, simple sætninger på det syntaktiske plan, som dog på indholdssiden viser sig ikke at være så simple igen. Her illustreret med et eksempel fra starten af bogen:

”Chat Mort est amoureuse des trains. Ce qui surtout lui plaît en eux, c’est la tempête qu’ils mènent dans la nuit. Il en passe beaucoup dans la nuit. Ils passent juste au-dessus de nos têtes, et c’est comme s’ils roulaient sur le toit. Ils font trembler les murs. Ils secouent nos lits. Quand ils s’annoncent, Chat Mort se réveille, se lève, court à son œil-de-bœuf, l’ouvre. Elle se dresse sur la pointe des pieds. Elle les écoute venir, passer et s’éloigner. Une chaussée empierrée attache l’île au continent. Chat Mort déplore cet isthme. Elle parle de le tuer, de le faire crucifier. Au printemps, quand la crue l’engloutit, elle fait le tour de l’île en canot, tous les jours, plusieurs fois par jour.” (s. 34)

Hvilket i den danske version bliver til:

”Døde Kat elsker bare tog. Det hun især kan lide ved dem, er det spektakel de laver om natten. Der kører rigtig mange tog forbi om natten. De passerer lige over vores hoveder, og det er næsten som om de kørte på selve taget. De får væggene til at skælve. De ryster vores senge. Når hun hører at de er på vej, vågner Døde Kat, springer ud af sengen og løber hen til sit lille runde vindue som hun åbner. Hun stiller sig på tåspidserne. Hun lytter til dem mens de nærmer sig, passerer og fjerner sig igen. Et brolagt dige forbinder øen med fastlandet. Døde Kat hader denne tange. Hun taler om at dræbe den, om at få den korsfæstet. Om foråret, når højvandet dækker den, sejler hun rundt om øen i kano, hver dag, mange gange om dagen.” (s. 45)

Som vi ser her overføres barnligheden i sætningernes korte, afrundede og gentagende rytme. I overensstemmelse med originalen gentages de personlige pronominer uden variation, hvilket giver en nogenlunde analog overførsel. Men Aspelund indføjer også to ekstra ord, der hjælper med til at give den barnlige stemme udtryk i den danske tekst. I første sætning indsættes ’bare’ og i tredje sætning ’rigtig’. Der er ikke som sådan belæg for disse to ord i den franske original, men på dansk bidrager de helt fint til det overordnede spændingsforhold mellem barnets stemme og det, den egentlig siger. De korte og tilsyneladende enkle sætninger danner på den måde et langt mere komplekst billede, end den barnlige tone antyder.

Generelt betræder Aspelund denne sti varsomt og kyndigt, og Berenices stemme fremtræder frisk og utøjlet også på dansk med sine mærkelige og nærmest uoversættelige ordspil. Disse ordspil er selvsagt uhyrligt vanskelige at få med over til målsproget, men de har i nærværende tilfælde også tilbudt Aspelund en fin mulighed for kreativt at få barnligheden med i den danske tekst. Som her, hvor Berenice fortæller, at moderen er begyndt at kalde hende ’lille abe’:

”C’est en souvenir de cette scène qu’au lieu de m’appeler petit hibou, elle m’appelle maintenant petit singe. Ti-Hibou. Ti-Singe. Titanique.” (s. 137)

I det franske stykke spilles på lyden af ordet ’petit’ (lille), der hurtigt udtalt kan blive til [pti] eller endnu hurtigere til [ti]. Det kunne man oversætte til lil’ eller lignende på dansk, men problemet er, at [ti] i stykket ovenfor til sidst bruges til at indlede ordet ’titanique’, som betyder titanisk, vældig, stor. Oversætteren er altså nødt til at vælge om han vil være tro mod meningen, der går fra lille mod stor, eller mod barnligheden i stykket, der slår på lydene. Aspelund oversætter således:

”Det er til minde om denne scene at hun, i stedet for at kalde mig lille ugle, nu er begyndt at kalde mig lille abe. Uglelil. Abelil. Keglespil.” (s. 171)

Det er ganske fikst og elegant, synes jeg. Meningen i bevægelsen fra lille dyr, til gigantisk, udefineret størrelse forsvinder, men til gengæld får vi et sjovt og lydligt ordspil, som også på dansk virker legende sødt og mærkeligt på grund af den fuldstændig umotiverede tilstedeværelse af ordet ’keglespil’. Derudover fastholdes allitterationen, der flyttes fra t-lydene på fransk til l-lydene på dansk.

Afslutningsvis kunne jeg godt tænke mig hurtigt at gribe fat i bogens titel. Det er en enigmatisk titel på både fransk og dansk, som får noget, der ligner en forklaring (men nok ikke rigtig er det) i starten af bogen:

”La vie est dans ma tête et ma tête est dans la vie. Je suis englobante et englobée. Je suis l’avalée de l’avalé.” (s. 45)

Hvilket på dansk er blevet til:

”Livet er i mit hoved og mit hoved er i livet. Jeg er på én gang den altomfattende og den der bliver omfattet af alt. Jeg er på én gang slugeren og den der bliver slugt.” (s. 59)

Umiddelbart virker den franske sætning ovenfor tættere på bogens titel end i den danske udgave. Direkte oversat betyder ’l’avalée de l’avalé’ vel nærmere noget i retning af ’den der sluges af det slugte’? Jeg kan ikke rigtig se, hvor det aktive aspekt i den danske oversættelse stammer fra. Hvis der i stykket ovenfor havde været en slugende person, ville det franske ord vel have været ’avaleur’ eller ’avaleuse’ for at markere handlingen at sluge? Det samme aktive aspekt går igen i den danske titel: Slugerens slugt. Hvorfor? Der er jo ikke noget aktivt i den franske titel L’avalée des avalés, der vel nærmere betyder noget i retning af ’det/hende, de slugte har slugt’ eller ’den/hende, der sluges af de slugte’. Samtidig er der ingen slugt i betydningen ’en afgrund’ eller ’en kløft’ at spore i den franske titel. Heller ikke, hvis man læser ’l’avalée’ som ’la vallée’ (de to ord er lydligt ens på fransk). Godt nok betyder ’vallée’ en dal, en ådal el. lign., men en slugt er jo mere snæver, stejl, klippet, sprækkeagtig – ja, og vel også nærmest farefuld i forhold til de milde mindelser, en dal giver; græssende får, dansende børn osv. Som det nok kan fornemmes af min mangel på skråsikkerhed, er jeg langt fra selv sikker på, hvordan en mere direkte oversættelse ville lyde. Det har nok sin rod i billedets mærkelighed, hvor man får indtryk af, at nogen sluges af nogen, der er slugt i forvejen. En slags sammensmeltning mellem ydre og indre i en ouroboros-agtig bevægelse.

Hvad titlen mangler i præcision på det betydningsmæssige plan i forhold til den franske original, besidder den til gengæld i lydlig slagkraft og legesyg ynde. Og det synes jeg retfærdiggør den. En mere direkte oversættelse, som forsøgt ovenfor, er simpelthen kluntet. Til gengæld har vi nu med Slugerens slugt et mageløst bogstavrim og den samme fornemmelse af noget cirkulært, en slugebevægelse i indadgribende retninger.

Alt i alt er det altså et grundlæggende mageløst stykke oversætterarbejde, den gådefulde Aspelund har bedrevet. Han eller hunnen har vedvarende benyttet sig af en strategi, der lægger vægten på det legesygt barnlige, og det forekommer mig at være det naturlige og rigtige valg. Berenices stemme klinger rent og støjende på sit nye tungemål med al sin grotesk vrængende barnlighed, og det virker helt igennem sandt og vigtigt, at Ducharme nu er tilgængelig på dansk. Så tak for det, Attila Aspelund, qui que tu sois.

Advertisements

About christinereads

A unicorn majoring in English and reading books!
This entry was posted in Om enkelte værker/forfattere, Oversættelsesanmeldelser and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s