Uddeling af pris til Danmarks bedste tekster

Af Anette Nielsen, Kirsten Marie Øveraas & Ellen Mygind Kristensen

I aften den 6. oktober 2016 holder Forum for Billedmedieoversættere den årlige teksterprisfest for sjette gang. FBO vil i år uddele to priser. Teksterprisen til en særlig dygtig kollega samt en Ærespris for et livsværk inden for teksterfaget.

Teksterprisen 2016 går til Henrik Thøgersen. Henrik har lavet undertekster i 20 år, og han er en af de få tekstere, hvis navn er kendt i brede kredse, også blandt seerne. Han er især kendt for sine biograftekstninger, som han har lavet utallige af, lige fra ordspilsrige Deadpool over actionprægede James Bond-film til den historiske helaftensfilm Lincoln. Henrik tildeles prisen, fordi han konsekvent leverer lydefrit håndværk, og fordi han på uovertruffen vis udnytter sproget maksimalt, uanset hvilken genre han tekster. Skal sproget være afdæmpet og følsomt, rammer han tonen helt præcist, og skal det være fjollet, drysser han ubesværet om sig med nyskabelser som “bongotrold” og “tossefrans”. Altid overlagt, omhyggeligt og med stor kreativitet.

Æresprisen går til Hans-Ole Andreasen for en lang og mangfoldig karriere som nyhedstekster, filmtekster, operatekster og programtekster, som tekstningskoordinator og mentor for nyhedsteksterne først på TV-Avisen og så på TV 2, og senest som underviser hos Broadcast Text International. Han huskes især som den, der i 1988 startede undertekstningsafdelingen hos TV 2 og dermed lagde grunden til den høje tekstningskvalitet, stationen stadig har i dag. Hans-Ole Andreasen hædres for sin mangeårige indsats for at højne og bevare kvaliteten i danske undertekster og især for den signatur, der går som en rød tråd igennem hans livsværk og hans undervisning, nemlig den æstetiske dimension i udformningen af underteksterne og dens betydning for læsbarheden og den samlede oplevelse af et program med undertekster.

Prisoverrækkelsen finder sted i Dansk Journalistforbunds lokaler, Gammel Strand 46. Journalist og forfatter Christian Monggaard holder festtalen, og efter prisoverrækkelsen er FBO vært ved en lille forfriskning. Priserne består ud over æren af et portræt tegnet af bladtegner Bob Katzenelson.

De øvrige nominerede til årets teksterpris var:

Bibi Huryn, fordi hun er en af de få i branchen, der mestrer polsk og russisk, og derfor i modsætning til andre er mutters alene om opgaver på de to sprog, og fordi seerne husker hendes navn for høj kvalitet.

Christina Witting Estrup, fordi hun har et stort og varieret ordforråd, som hun forstår at udnytte til fulde, og fordi alt er researchet til mindste detalje, og der er lagt tid og omhu i arbejdet.

Hanne Friis, både fordi hun er en virkelig dygtig tekster, og fordi hun altid er sød, rar og smilende og har fuldstændig styr på at fordele opgaverne til alle Sublines tekstere.

Helle Schou Kristiansen, fordi hun hver gang formår at ramme tonen og tidsånden, f.eks. i sin tekstning af Desperate Housewives, og fordi hun er en virtuos, når det gælder ordspil, vitser og andre sproglige finurligheder.

Se de tidligere prismodtagere her.

Teksterprisen eller “Lakridsbåndsordenen”, opkaldt efter de sorte bånd bag underteksterne på skærmen, er branchens egen pris til en tekster, der har løst en bestemt opgave på forbilledlig vis, eller til en, der gennem hele karrieren har holdt et højt niveau. Prisen kan også tildeles personer, der har været med til at udbrede kendskabet til tekstning eller på anden måde har gjort en særlig indsats for faget. For eksempel modtog Thomas Harder i 2010 en pris for “i sit journalistiske virke at have taget kampen op for den gode billedmedieoversættelse”.

Teksterprisen blev indstiftet i 2010 for at skabe opmærksomhed om et fag, der til dagligt lever et liv i det skjulte og i bund og grund gør en dyd ud af det. En god tv- eller filmtekstning udmærker sig nemlig ved at være stort set usynlig. Ikke desto mindre er undertekstning et håndværk, der kræver både sproglig snilde, kreativitet og ikke mindst flere års øvelse at lære at beherske. Derfor vil FBO, som er en specialgruppe under Dansk Journalistforbund, med sin årlige prisoverrækkelse fremhæve og fejre den store gruppe hårdtarbejdende oversættere i et presset fag.

Læs mere om undertekster og undertekstning i to artikler af sidste års prismodtager, Kirsten Marie Øveraas:

Fem ting, du ikke ved om undertekster
Hvorfor er undertekster så vigtige?

Øvrige medlemmer af Teksterpriskomitéen 2016:

Anette Nielsen, tekstningskoordinator, TV 2 Nyhederne
Ellen Mygind Kristensen, freelancetekster

Advertisements
This entry was posted in Nyheder og begivenheder and tagged , , , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s