Danmarks bedste undertekster

Fil 12-10-2016 22.57.13.jpeg

Vinder af Teksterprisen 2016: Henrik Thøgersen (til venstre) og vinder af Æresprisen 2016: Hans-Ole Andreasen (til højre) med portrætter tegnet af Bob Katzenelson

Babelfisken var med, da Forum for Billedmedieoversættere (FBO) uddelte den årlige Teksterpris d. 6. oktober 2016 i Dansk Journalistforbunds lokaler på Gammel Strand.

Teksterprisen uddeles for at sætte fokus på den faglige stolthed og den høje kvalitet, der dagligt præsteres i en af Danmarks mest læste tekstformer: undertekster.

FBO uddelte i år to priser. Teksterprisen til en særlig dygtig kollega samt en Ærespris for et livsværk inden for teksterfaget.

Teksterprisen 2016 gik til Henrik Thøgersen, der har lavet undertekster i 20 år, og som er en af de få tekstere, hvis navn er kendt i brede kredse, også blandt seerne.

Æresprisen 2016 gik til Hans-Ole Andreasen for en lang og mangfoldig karriere som nyhedstekster, filmtekster, operatekster og programtekster, som tekstningskoordinator og mentor for nyhedsteksterne først på TV-Avisen og så på TV 2.

Priserne består ud over æren af et portræt tegnet af bladtegner Bob Katzenelson.

Årets prisuddeling blev skudt i gang af journalist og forfatter Christian Monggaard med følgende festtale:

Først vil jeg gerne sige tak til Kirsten Marie for invitationen til at holde den her tale. Den er jeg meget glad for og beæret over, invitationen altså.

Dernæst vil jeg sige, at jeg ikke har prøvet at holde en festtale før. Taler, ja, festtaler, nej. Og jeg tænkte, at det derfor ville være klogt at researche lidt på, hvad en festtale er. Det er vel egentlig også i jeres og prisuddelingens ånd at slå den slags efter i en ordbog, og derfor ved jeg nu, at en festtale er en tale, som … man holder ved festlige lejligheder. Således beriget …

Jeg håber, at I vil bære over med mig, hvis ikke talen er lige så festlig eller festagtig, som den bør være. Jeg forsøger virkelig, men det er som sagt første gang.

Jeg vil indlede med at sige, at jeg har stor respekt for jeres arbejde, teksternes arbejde. Som en, der selv lever af det skrevne ord – som kritiker, journalist og forfatter – ved jeg, hvor svært det indimellem kan være at formulere sig i sammenhængende sætninger, og det endda når man har friheden til at skrive stort set, hvad man vil. Hvilket jeg har, når jeg skriver anmeldelser og artikler.

Men når man så samtidig skal forholde sig til andres tekst, skal oversætte og gøre den flydende og letforståelig for alle dem, der ser en film, en tv-serie eller en dokumentarisk udsendelse. Og oven i købet har meget lidt plads at gøre det på. Det må være svært. Jeg VED, at det er svært. Når jeg en gang imellem selv skal oversætte et tekststykke – det være sig fra en film, en tv-serie, en bog eller en artikel – til brug i en af mine artikler, bliver det ofte ikke særlig elegant eller læsværdigt. Det kræver noget at oversætte – og i nogle tilfælde gendigte – en tekst fra et andet sprog til dansk – og omvendt naturligvis.

Der er så mange sproglige, semantiske og strukturelle fælder, man kan falde i, og hvor jeg måske nok engang, da jeg var yngre, kunne finde på at sige, at ’det der med at oversætte, kan da ikke være så svært,’ har jeg for længst fundet ud af, at det er et fag, et håndværk og en kunst i sig selv, og at det langtfra er alle, der kan finde ud af det – eller finde ud af at gøre det godt.

Da jeg var dreng og gik i biografen eller så film og tv-serier i fjernsynet, tog jeg det som en selvfølge, at de var tekstet, så jeg selv kunne læse, hvad personerne sagde, og dermed forstå, hvad der foregik. Da jeg således var stor nok til at læse underteksterne, havde de ren nytteværdi for mig. Men som så mange andre, nogenlunde sprogbevidste mennesker i min generation, opdagede jeg en dag i slutningen af 1980’erne, at undertekster ikke bare kom ud af det blå, men at der faktisk stod et menneske bag, og at det menneske som oftest havde ordet i sin magt.

Jeg var i biografen for at se en film, som jeg den dag i dag stadig holder meget af, nemlig Roger Spottiswoodes Turner og hund – Turner and Hooch på engelsk. Det er en krimikomedie med Tom Hanks i hovedrollen som Turner, en regelret politimand med en særdeles veludviklet ordenssans. En dag får han som led i en mordefterforskning til opgave at ’babysitte’ en hund, Hooch, en stor savlende kæmpe af en hund – åbenbart af racen ’fransk mastiff’ – og det passer selvfølgelig på ingen måde dette fanatiske ordensmenneske. Der går ikke længe, før Hooch har splittet hele hans hus ad, hvorfor en rasende Turner på et tidspunkt leder efter sin pistol for at skyde hunden. Det er vældig morsomt skildret i filmen, og det var da, at jeg så lyset.

Det amerikanske ord for pistol, GUN, var nemlig ikke bare oversat til ’pistol’ eller ’håndvåben’ eller noget andet velkendt og kedeligt. Nej, det var oversat til ’GØB’. Smag på ordet, ’gøb’. Jeg havde ikke hørt det ord før, og pludselig fik jeg øjnene, ørerne og de sproglige sanser op for, at ord ikke bare er ord, når man oversætter f.eks. en film fra engelsk/amerikansk til dansk. Nej, forskellige ord betyder forskellige ting i forskellige sammenhænge, og hvordan man bruger og vægter ordene får en betydning for, hvordan man forstår en film. Ja, det er meget at få ud af et enkelt ord, men hvilket ord!

Siden dengang har jeg nærmest selv kun brugt ordet GØB, når jeg taler om pistoler – og det gør man jo hele tiden.

Det var, så vidt jeg husker, Kim Schumacher, der oversatte Turner og hund til dansk, og måske er I i teksterkredse efterhånden blevet trætte af igen og igen at høre om ham, men jeg vil påstå, at han om nogen har betydet meget for faget og for den opmærksomhed og respekt, i hvert fald min generation har fået for jeres fag, for jeres kunst. Jeg ved godt, at der findes forskellige skoler inden for oversættelse og undertekstning, og at Kim Schumacher delte og måske stadig deler vandene med sin meget mundrette og opsigtsvækkende stil, der næsten blev et værk i sig selv – et værk ved siden af det egentlige værk, nemlig filmen eller tv-serien. Man kan selvfølgelig mene om hans friske, livlige stil og selvopfundne udtryk, hvad man vil – og han var en markant oversætter af mange biograffilm – men for mig var det lidt af en revolution og en bevidstgørelse. Så tak for den, Kim.

For nylig så jeg en film, Tim Millers meget underholdende Deadpool, hvor oversætteren/teksteren gjorde noget af det samme som Kim Schumacher, nemlig gjorde opmærksom på sig selv ved ikke bare at oversætte, men gendigte på en måde, som virkelig sprang i øjnene. Ikke fordi det var dårligt, men fordi det netop var godt og opfindsomt og netop valgte at sætte noget ind i en dansk kontekst i stedet for bare at oversætte det mere direkte.

På amerikansk lød replikken fra hovedpersonen, den noget utraditionelle superhelt Deadpool, der om noget formulerer sig kulørt og kontant: ’Listen, we both know that cancer is a shit-show. Like, a Yakov Smirnoff opening for the Spin Doctors at the Iowa State Fair shit-show.’

På dansk blev det til: ’Kræft er som at se Uffe Holm varme op til Big Fat Snake til Randers Festuge.’

Det er en oversætter – og det er, selvfølgelig, havde jeg nær sagt, Henrik Thøgersen – som på den ene side ikke forventer, at publikum nødvendigvis kan alle de originale populærkulturelle referencer, men som også har så stor respekt for publikum, at det får serveret en reference fra dets egen kulturkreds. Der bliver med andre ord taget hensyn uden at tale ned til. Det er frisk og levende.

Og så er det en tekster, som virkelig har forstået den film, han oversætter. Det er en tosset, løssluppen og helt igennem respektløs film fuld af rappe, sjofle og ekvilibristiske replikker, der fortjener en undertekster, som er med på legen og giver den gas. Og det må man sige, at Thøgersen gør – ikke mindst i det ovenstående tilfælde.

Der er naturligvis mange andre gange, hvor det vil være helt forkert at gå så vidt med teksterne, at man ligefrem begynder at bemærke dem og nærmest bliver hevet ud af filmen – som jeg altså gjorde, og jeg var ikke den eneste, langtfra. Andre gange vil det modsatte være at foretrække – at man slet ikke lægger mærke til underteksterne. Det handler vel om temperament, og hvem man er som oversætter og tekster. Og desuden må det være en stor del af det at være oversætter/tekster, at man kender og forstår sine virkemidler og genrer og ved, hvornår det er godt at gøre hvad. Det beriger og udvider sproget, når man tør tage chancer og gå til kanten. Det er fedt. Man må ikke være berøringsangst, men i stedet lege med ordbillederne, når en film lægger op til det ved at skabe sit eget sproglige univers.

Det, jeg i virkeligheden prøver på at sige, er, at jeg holder af ord og af sprog. Og jeg holder af mennesker, der arbejder bevidst og dygtigt med ord og sprog. Jeg holder af mennesker som jer. Jeg elsker gode undertekster og en god oversættelse af en bog.

Jeg er dog nok lidt mere puritansk, når det kommer til sprog og sprogets udvikling, end Henrik Thøgersen, der om noget synes at have fingeren på pulsen og et moderne sprogbrug. Sproget skal selvfølgelig ikke være statisk, men nogle gange går udviklingen lovlig hurtigt og bevæger sig i den forkerte retning.

Jeg græder stadig over, at en ’bjørnetjeneste’ er blevet en stor tjeneste, at ’patetisk’ nu betyder ynkelig og ikke ’følelsesfuld’, og at ’forfordele’ er blevet til at give ekstra fordele. For nu at nævne nogle af de mest kendte og grelle eksempler. Og at man staver ’linie’ og ’tredie’ med ’j’ og ikke ’i’, og at det gerne må hedde ’et studie’ og ikke ’en studie’ som i den første Sherlock Holmes-historie, ’En studie i rødt’.

Det er fint nok, at sproget udvikler sig, men behøver det ligefrem degenerere? Og det kan jeg så skændes med Dansk Sprognævn og måske nogle af jer om.

Jeg holder af at bruge det, man vel kan kalde ’gammeldags’ ord og udtryk i mine artikler og anmeldelser: balstyrig, obsternasig, trættekær, flanere, brødflov, redebon, ødeland, styrvolt, kanalje, fusentast, døgenigt, mødig, vindbøjtel, opvigler – kaldenavne eller øgenavne, eller hvad man nu skal kalde dem, var altså SÅ meget bedre i gamle dage.

Det er den slags ord, som er i fare for at forsvinde ud af sproget, hvis ikke de bliver brugt, og så bliver sproget altså fattigere – også selvom der hele tiden kommer nye ord og vendinger til. Det sørgede Kim Schumacher for, og det sørger Henrik Thøgersen og I andre for.

Jeg kender dog et menneske, der også er her i dag, og som tager den slags endnu mere alvorligt, ja, som faktisk er ganske militant, når det kommer til sprog og sprogets korrekte brug.

Han er manden bag Facebook-gruppen, Dagens Sprogsinke, der er et ganske underholdende bekendtskab. I kender ham selvfølgelig også. Niels Søndergaard.

Og nej, Niels, du skal ikke komme og rette mig bagefter. Det er MIN festtale.

Nu er det Niels, jeg nævner – han er meget synlig, i hvert fald på Facebook. Men jeg kunne nævne mange flere af jer herinde: Også Kirsten Marie kæmper for de gode undertekster i blogs, på de sociale medier, i bøger. Hendes 10 faldgruber-bog udkommer lige straks i andet oplag, tror jeg nok. Og I bliver en slags sprogrøgtere, der sørger for, at alle vi andre har en god oplevelse og måske endda lærer noget, når vi ser en tv-serie eller dokumentarudsendelse derhjemme eller en film i biografen, hvor den slags naturligvis skal ses.

Det har Ole Michelsen sagt, at jeg skal sige.

Jeg tror på, at undertekster er dannende og uddannende. Det er også noget, Kirsten Marie har skrevet om på sin blog. Det handler om kulturelle referencer, som i tilfældet Deadpool, men også om at lære sprog og forstå det pågældende sprogs mange nuancer og særheder. Når udtryk, mundheld, ordsprog og ordspil oversættes rigtigt, kan det åbne en helt ny verden af forståelse og sproglige billeder, hvilket igen kan give én mulighed for at forstå og begå sig på både ens eget og det oversatte sprog på en overbevisende facon.

Det omvendte er selvfølgelig også tilfældet – dårlige oversættelser kan resultere i dårlig sprogforståelse og forkert viden– og derfor betyder kvaliteten af oversættelserne naturligvis alt.

Når jeg møder engelsk- og amerikansktalende mennesker i udlandet – jeg deltager i en del filmfestivaler rundt om i verden – forbløffes de altid over mit gode engelsk, eller måske rettere de fleste skandinavers gode engelsk. Jeg kan så fortælle, at vi ikke eftersynkroniserer, som de gør så mange andre steder i det østlige og sydlige Europa. Vi undertekster, og det giver os en unik mulighed for at lære et sprog, især engelsk og amerikansk, at kende. Vi hører ordene, samtidig med at vi læser underteksterne. Det smitter af, og det giver os en sjælden indsigt i sproget og er med til at gøre os gode til at forstå og tale det.

De første år, jeg var i Cannes – det var i slutningen af 1990’erne – simultantolkede man stadig alle de film, der ikke var undertekstet på engelsk, og det var de fleste. Alle film var først og fremmest tekstet på fransk, og kun hvis det var en fransk film, var den tekstet på engelsk. Det var en besynderlig oplevelse, hvor man så højdramatiske film med en lidenskabsløs engelsk tolk i øret – en tolk, som gjorde sit bedste, men som også var lidt forsinket i forhold til de enkelte replikker. Nogle gange tolkede de endda ud fra de franske undertekster, og så blev det hele endnu mere forsinket og syret.

Det værste af den slags, jeg nogensinde har prøvet, var på en filmfestival i Sochi ved Sortehavet i Rusland. Det var dengang, jeg blev forvekslet med Mads Mikkelsen og modtog hele to priser på hans vegne – for hans præstation som slagteren Svend Sved i De grønne slagtere. Men det er en ganske anden historie.

Åbningsfilmen var en fransk thriller, Agents Secrets, som spillede i den store festivalsal på originalsproget. Men så blev den simultantolket ud i salens højttalere af en russisk tolk – og i mine hovedtelefoner af en anden tolk, som først måtte lytte til den russiske oversættelse. Så ikke nok med, at dialogen blev udvandet gennem flere led, den var også meget forsinket – så forsinket, at replikkerne, når jeg endelig hørte dem på engelsk, nogle gange slet ikke gav mening, fordi de ikke passede til det, der skete på lærredet.

Jeg siger ikke, at de stakkels tolke ikke gjorde, hvad de kunne under meget svære vilkår. Jeg siger blot, at jeg er vældig glad for undertekster, ikke mindst de danske og dem, der begås af alle jer, der sidder her i dag. Tak for dem og tillykke til jer og til dagens to vindere.

Havde jeg haft min GØB med mig, ville jeg have affyret en lille sejrssalut.

Undervejs i talen gjorde Niels Søndergaard opmærksom på, at det faktisk var ham, der – måske nok lidt inspireret af Kim Schumacher – havde oversat Turner og hund. Christian Monggaard kunne således fastslå, at det altså både var Schumacher og Søndergaard, der havde påvirket en hel generation af sproginteresserede og -bevidste unge mennesker.

Herefter blev Teksterprisen 2016 overrakt Henrik Thøgersen af sidste års prismodtager, Kirsten Marie Øveraas, der gav årets prismodtager disse ord med på vejen:

Mine damer og herrer. Det er mig en ære at afsløre, selv om de fleste af jer allerede ved det, at … Teksterprisen 2016 går til Henrik Thøgersen.

Priskomiteens motivering lyder:

Henrik har lavet undertekster i 20 år, og han er en af de få tekstere, hvis navn er kendt af seerne. Han er især kendt for sine biograftekstninger, som han har lavet utallige af, lige fra ordspilsrige Deadpool over James Bond-film til den historiske helaftensfilm Lincoln. Henrik tildeles prisen, fordi han konsekvent leverer lydefrit håndværk, og fordi han på uovertruffen vis udnytter sproget maksimalt, uanset hvilken genre han tekster. Skal sproget være afdæmpet og følsomt, rammer han tonen helt præcist, og skal det være fjollet, drysser han ubesværet om sig med nyskabelser som “bongotrold” og “tossefrans”. Altid overlagt, omhyggeligt og med stor kreativitet.

Det vil jeg gerne uddybe lidt. Men jeg starter et andet sted.

Min kæreste hedder Thøgersen til efternavn, og det lukrerer han lidt på. Han bliver nemlig tit spurgt, om han er i familie med ham der Henrik Thøgersen. Og det svarer han ja til! Han har nemlig både en bror OG en fætter, der hedder Henrik Thøgersen. Ingen af dem er Henrik, men de får begge to ret meget ros for deres biografundertekstninger. Rosen er hermed ekspederet videre til rette vedkommende, måske et par år eller ti forsinket.

Men at såkaldte “almindelige mennesker” sådan kender en undertekster ved navn er altså ret usædvanligt. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at Henrik tekster mange og meget højprofilerede biograffilm – i modsætning til os dødelige, der ligger og roder rundt på morgensendefladen mellem de andre genudsendelser af antikvitetsprogrammer. Men Henrik bliver ikke kun bemærket for at lave undertekster, men for at lave *gode* undertekster. Når man ellers ser eksempler på undertekstninger, som lægfolk sender i cirkulation, for eksempel på Facebook og Twitter, er det bøffer, men når Henriks tekster bliver fremhævet, er det som eksempler på gode undertekster.

Og hvad vil det så sige, når undertekster er gode? Det er faktisk, synes jeg, et ret stort problem for branchen, at det er umuligt at måle og veje, hvornår en undertekstning er god, og hvornår den ikke er. Og det siger selvfølgelig noget om vores vidunderligt komplekse fag og komplekse produkts natur, at det ikke sådan er til at måle og veje.

Men noget, som jeg synes kendetegner en god undertekstning, er, at den er lavet med overlæg. Der står ikke bare de første ord, teksteren kom i tanke om, eller det første, der stod i ordbogen. Der er tænkt, virkelig tænkt, over ordene, formuleringerne, sprogtonen og så videre. Og det er tydeligt, når man ser Henriks undertekster, at de ikke bare lige er kastet sammen. De er omhyggeligt konstruerede, og de er, som sagt, fjollede, når de skal være fjollede, og følsomme og afdæmpede, når de skal være dét.

En anden ting, som jeg tit fortæller folk kendetegner en god undertekstning, er, at man ikke lægger mærke til den. At underteksterne er “usynlige”. Jeg ved godt, at Henrik ikke abonnerer på den holdning, og det kan man nogle gange godt se på hans undertekstninger. Men selv når Henrik nævner Uffe Holm i underteksterne til Deadpool – som mange af os nok synes er at overskride usynlighedsgrænsen – så gør han det med overlæg. Man kan være enig eller uenig i oversættelsen, men Henrik har tænkt over den.

Og det er som sagt det, Henrik får Teksterprisen for i dag. For sin tydelige omhu, sit lydefri håndværk … Og så for sin sproglige kreativitet.

Når jeg ser Henriks undertekstninger, får jeg tit en følelse – som, indrømmet, er beslægtet med både misundelse og mindreværd – af, at Henrik har adgang til et ekstra niveau af sproglig kreativitet; en ekstra skuffe i det mentale ordarkiv, som jeg ikke har fundet (i hvert fald ikke endnu). Det vil sige, at han er i stand til at opfinde, eller bide mærke i og så aktivt bruge, ord som fx “tossefrans”, “bongotrold” og “kors i rævegraven” – og listen er tæt på uendelig – hvor mange af os andre måske havde valgt en mere … doven? kedelig? løsning som “nar”, “idiot” eller “kors i hytten”. Og det vil også sige, at han rammer sprogtonen helt perfekt i filmen Lincoln, der foregår i 1860’erne, hvor han lader folk, der skændes, sige “Imbecile fæmikkel! Pernitne gadekræmmer! Inkarnerede smøl!” Og selvfølgelig “vås”. Er det ikke smukt?

Men Henriks ordekvilibrisme er ikke tvangspræget. Han lider ikke af akut fingerdiarré. Han er en mester i at udnytte sproget maksimalt kreativt, men kun når det passer i sammenhængen. I Ghostbusters, hvor der er masser af spræl i sproget, spræller han derudaf i underteksterne (det var der, de fjollede eksempler før kom fra). Men når dialogen er uopfindsom, grænsende til tør, fx i den seneste James Bond-film, Spectre, er hans undertekster tilsvarende afmålte. Det er ikke det, han plejer at blive rost for, men det er også en vigtig færdighed for en undertekster at kunne gengive kedeligt sprog kedeligt, og den mestrer Henrik til fulde.

Til sidst: Da jeg så Henrik første gang, lige derinde, var jeg nødt til at spørge et par kolleger, om det virkelig var Henrik Thøgersen, ham der stod derovre. For jeg syntes, at jeg havde kendt Henriks navn lige siden jeg var en ung oversættelsesnørd og meldte mig ind i den lille klub af blege typer, der bliver siddende i biografsalen, længe efter at ungarbejderne er begyndt at støvsuge, for at se krediteringen. Jeg var overbevist om, at Henrik måtte være meget ældre, end han er, for at have nået at tekste alt det, jeg havde set fra hans hånd. Blot for at sige, at Henrik i årevis har været en helt uomgængelig del af undertekstningslandskabet, og det er fuldt fortjent, at han får Teksterprisen.

Før jeg giver ordet til Henrik, vil jeg gerne sige tak til dem, der har nomineret kandidater til årets Teksterpris. Igen i år var feltet utrolig stærkt. Men det fungerer jo sådan, at priskomiteen blot vælger mellem dem, som FBO’s medlemmer har nomineret. Så hvis nogen skulle sidde og tænke på andre, der også fortjener prisen, så husk at nominere dem til næste år, så de får mulighed for faktisk at få den.

Jeg er i hvert fald utrolig glad for, at nogen nominerede Henrik i år, så jeg fik mulighed for at sige det her: Giv en stor hånd til modtageren af Teksterprisen 2016, Henrik Thøgersen!

Efter prisoverrækkelsen og Henrik Thøgersens takketale, blev Æresprisen 2016 overrakt Hans-Ole Andreasen af dennes forhenværende kollega på TV 2, Anette Nielsen, med følgende ord:

Hans-Ole bor i et kunstnerparadis med en frodig have, hvor alting står i velordnet og naturlig harmoni, tilsyneladende uden den store anstrengelse fra ejerens side.

Indenfor finder man plastisk kunst og malerier spredt ud med let hånd – i den samme velordnede harmoni og med en instinktiv sans for proportioner og sammenhæng.

Det gør, at man føler, at alt er nøjagtig, som det skal være, og at ingenting kunne være anderledes.

Når Hans-Ole åbner munden, taler han i korte, klare og indholdsrige sætninger, der ikke efterlader nogen tvivl om, hvad han mener. Den energiske artikulation føles helt naturlig og vidner om mange års omgang med skuespillere og en intens interesse for teater. Ofte falder samtalen på kunstnere, musikere, sangpræstationer og fraseringer.

Man opdager, at Hans-Ole ikke alene har en intuitiv sans for det æstetisk perfekte, men at alle de fantastiske præstationer, han gennem sit liv har oplevet på den internationale teater- og musikscene, stadig vibrerer i ham og forplanter sig til omgivelserne. Æstetikken er den røde tråd i alt, hvad Hans-Ole foretager sig, og når han tekster, er den et sine qua non. Det kan man forvisse sig om ved at se eller gense My Fair Lady, Julius Cæsar, Ninotchka, Klute og Paradise Postponed.

Han mestrer alle genrer. Jeg har selv set ham trykke en japansk opera på live. Efter partitur naturligvis. Han kan alt det, de dygtigste tekstere kan. Og så kan han noget særligt.

Det fandt mine kolleger og jeg snart ud af, da vi trådte indenfor på Kvægtorvet i 1988. Selv havde jeg egentlig fået afslag på min ansøgning i april måned. TV 2 meddelte, at man havde ansat dem, man skulle bruge. Derfor kom det helt bag på mig, da telefonen ringede midt på sommeren, og en kultiveret herrestemme præsenterede sig som Hans-Ole Andreasen fra TV 2.

Typisk for Hans-Ole var det ikke for at småsludre, han ringede. Kort inde i samtalen kom det: ”Du bor jo i Århus. Hvor lang tid tager det dig så at komme til Odense?”

Jeg svarede ”en time og et kvarter” og drømte allerede om at pendle frem og tilbage til ønskejobbet. Men jeg blev revet ud af drømmen, da svaret kom: ”Fint, så kan du være her kl. 16.”

Der stod jeg med en støvsuger i hånden og to småbørn om benene og måbede.

Men lige dér havde Hans-Ole givet mig den første lektion i, hvad det kræver at være nyhedstekster. Der er det altså NU og ikke i morgen.

Selve ansættelsessamtalen var også utraditionel, kan man vist roligt sige.

Eksamensbeviserne fik lov at blive i tasken, og i stedet blev jeg hørt i, hvem der var præsident og premierminister i en række – ikke særlig omtalte – lande, og bedt om at stave til Warszawa. Og så var jeg antaget!

For Hans-Ole vidste jo, som alle i branchen ved, at nok skal man være en dygtig oversætter for at blive en god tekster. Men det er langt fra gjort med det.

Så det måtte komme an på en prøve.

Med tre måneder til TV 2 Nyhederne skulle i luften, den 1. oktober 1988, stod du så der, kære Hans-Ole, – med den kopi af TV-Avisens tolkeliste, som du havde smuglet med ud under Kenzo-jakken – og med en halv snes oversættere, der aldrig havde prøvet at tekste. Enhver anden ville være løbet skrigende væk. Det gjorde du ikke, du greb opgaven an på din helt egen facon.

Du satte os ikke ved hver vores tekstningsanlæg. Der var nemlig kun to. Nej, helt bevidst satte du os i grupper, så vi kunne diskutere og lære af hinanden. Vores første mange forsøg blev mødt af hovedrysten fra Hans-Ole og et ”den er grim!”. Og så var det om igen. Der blev slettet og prøvet igen, slettet og prøvet igen, indtil Hans-Ole begejstret sagde ”kan I se det?” Det kunne vi.

Og ret hurtigt blev ego’er og konkurrencegener afløst af en musketér-ed, for vi var nødt til at hjælpes ad, hvis vi skulle gøre Hans-Ole tilfreds.

Du gav os ikke lange teoretiske udredninger om tekstningens regler og væsen, men vi fornemmede hurtigt, at de to linjer i en undertekst bestemt ikke er beregnet på at blive fyldt ud, at der helst kun skal være ét punktum i en tekst og helst heller ikke mere end to kommaer. At linjernes indbyrdes forhold skal være harmonisk, og at det er en dødssynd at slutte øverste tekstlinje med ordet ’at’.

Først i de senere år er man begyndt ved hjælp af eye tracking-udstyr at forske i, hvordan seerens blik egentlig bevæger sig mellem billede og tekst og mellem de to tekstlinjer. Men med æstetikken som nøgle løste du helt intuitivt cirklens kvadratur og forenede enkelhed, klarhed og overskuelighed, så seeren får mere tid til at afkode og nyde billedsiden.

Vores oplæring tog fart, og hvis jeg skal sammenligne med noget, må det være stemningen bag scenen i teateret. Der var hektisk aktivitet, fagter og store bogstaver, men du var altid på vores side. No matter what! Også selv om det måske ikke så sådan ud lige i situationen …

Et af Hans-Oles pædagogiske tricks gik ud på at føre en højlydt telefonsamtale lige ved siden af den tekster, der trykkede teksterne på direkte under udsendelsen.

Vi kiggede forundrede på hinanden: ”Regner han med, at vi kan koncentrere os, sådan som han råber?”. Det gjorde han så sandelig. Så det lærte vi os.

Igen var det helt bevidst fra Hans-Oles side, for som nyhedstekster må man ikke lade sig slå ud, uanset hvad der sker. Og den læring har vi nydt godt af igen og igen i årene, der er gået. Tak for det!

Og tak for den selvtillid og den stræben efter det perfekte, som du indpodede os.

Jeg lover dig, at vi laver ikke en tekst uden at spørge os selv, om du synes, den er grim!

I det hele taget var intet blevet, som det er, uden dig. Du har skabt en tradition i afdelingen, hvor æstetikken er i højsædet, hvor samarbejdet er grundstenen, og hvor man aldrig giver op, lige meget hvad der sker.

Og det er stadig fyringsgrund at slutte øverste linje med ’at’…

Hjerteligt tillykke med æresprisen.

Efter prisoverrækkelsen og Hans-Ole Andreasens takketale, bød FBO på en forfriskning, og dermed fortsatte teksterprisfesten.

Advertisements
This entry was posted in Nyheder og begivenheder and tagged , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s