Om oversættelse fra kinesisk

Af Susanne Posborg

Min lyst til at oversætte kinesisk litteratur hænger uløseligt sammen med en dyb fascination af det kinesiske sprog og Kinas lange historie og kultur.

Det begyndte så småt allerede under mit første ophold i Beijing i et år, 1978-1979. Et usædvanligt år, hvor Kina efter års maoistisk styre og Kulturrevolutionens afslutning åbnede sig mod vesten. Jeg var studerende på Beijings universitet og brugte sammen med venner masser af tid på at cykle ind til centrum, hvor stortegnsplakater hang overalt. Åbne klageskrifter fra almindelige kinesere, som endelig uden frygt for repressalier, sådan da, kunne kritisere politiske ledere (dog ikke Mao) og fortælle om de mange uhyrligheder, overgreb og vilkårlige arrestationer, som havde været deres dagligdag i så mange år. For os unge mennesker en fantastisk lejlighed til at prøve at læse kinesiske tegn skrevet med pensel og en god øvelse i at oversætte til dansk.

Denne periode føltes nærmest som om en dæmning var bristet og vandet/livet sprøjtede frem i et kæmpebrus (for at citere en kinesisk ven). Dette afspejlede sig også i den nye litteratur, der væltede frem i de efterfølgende år. Efter mange års krav om en litteratur, der var bundet i en ideologisk korrekt socialistisk skabelon, som hyldede proletariatets diktatur med revolutionære helte og kapitalistiske skurke, blev der nu rum for et langt friere spil, både hvad angår kunstnerisk form og i valget af temaer og synsvinkler.

Meget hurtigt fulgte oversættelser af nye spændende forfattere. Især i USA men også i Europa, hvor især England, Frankrig, Tyskland og Sverige har lagt sig i spidsen med mange oversættelser direkte fra kinesisk. Men også herhjemme begyndte enkelte forlag op gennem firserne at interessere sig for den nyeste kinesiske litteratur, som blev oversat fra kinesisk, og ikke fra engelsk, hvilket var det almindelige. Vi var nogle kinesiskstuderende, der efter vores år i Kina kom hjem og oversatte noveller med en intro til den litterære scene i Kina. Det førte til et tilbud fra det lille forlag Fremad om at oversætte den kortroman, som dannede forlæg for en af de første kinesiske film, der slog igennem internationalt: Judou, navnet på den kvindelige hovedperson. Filmen var instrueret af en af de første store filminstruktører, Zhang Yimo, som er blevet et stort internationalt navn og siden har beriget os med andre fantastiske film, eksempelvis Hero, House of Flying daggers, To live (bogen af forfatteren Yu Hua er i år blevet oversat til dansk med titlen: At leve).

Hver gang et forlag i løbet af de næste år gav mig tilbud om at oversætte, sprang jeg selvfølgelig til. Jeg var lykkelig blot for at få en oversættelsesopgave, fordi jeg opdagede hvilken glæde, det var at kunne fordybe mig i sproget og kulturen gennem god litteratur. Det var nok en næsten fandenivoldsk forestilling om, at jeg kunne oversætte kinesisk litteratur. Men jeg ville det, så jeg kørte bare på. Og det har givet mig en ballast i det kinesiske sprog, som jeg har kunnet bruge både i min undervisning på universitetet og i de oversættelser, som jeg har haft. I mange år var jeg ene om at oversætte moderne kinesiske romaner, men nu er der heldigvis nye danske sinologer, som er i gang. Det betyder, at der i løbet af de sidste to-tre år er udkommet i hvert fald seks kinesiske romaner oversat direkte fra kinesisk til dansk, mens et par stykker mere er på vej. Der er dog stadig kun få danske forlag, som udgiver kinesisk litteratur oversat fra originalsproget. Det kræver entusiastiske redaktører, der har sans for at opdage kinesiske forfattere gennem primært engelske, svenske, tyske og franske oversættelser – eller gennem en filmversion.

Andre billeder
At oversætte fiktion og poesi fra et fremmedsprog til dansk er altid en kompliceret og vanskelig opgave, men ud fra mine erfaringer med at oversætte fra kinesisk, tillader jeg mig at sige, at det af mange grunde er ulig sværere at oversætte fra kinesisk til dansk. Alle oversættere bliver udfordret sprogligt og kulturelt, men alt andet lige er det mere genkendeligt at oversætte fra engelsk, fransk eller tysk til dansk, fordi vi har fælles sproglige rødder med masser af indlån. Vi er alle rundet af vestlig tankegang og den europæiske oplysningstradition. Disse holdepunkter eksisterer ikke, når det drejer sig om kinesisk. Kinesisk tankegang er anderledes end vores, deres udtryksmåder er på mange og subtile måder fremmedartede, og det vrimler med metaforer og faste udtryk, som udtrykker andre billeder, end dem vi kender, så jeg må ofte ty til kinesiske venner for at få hjælp – og til forfatteren selv – udover et væld af ordbøger. I øjeblikket oversætter jeg nu min tredje roman af forfatteren Yan Lianke. Udover at hans sprog er fyldt med dialektiske udtryk fra hans hjemprovins Henan, anvender han billeddannelser og sammenligninger, der undertiden er meget mærkelige. Så jeg befinder mig ofte i det dilemma, om jeg skal anvende en tekstnær oversættelse, der så godt som muligt fremmaner det kinesiske billede, eller om skal jeg omskrive udtrykket til et genkendeligt dansk, hvorved jeg mister det unikke og underfundige i det kinesiske.

Lad mig her give et enkelt eksempel. Jeg stødte forleden på en sætning, som jeg endnu ikke rigtig ved, hvordan jeg skal oversætte. Eksemplet lyder i ordret oversættelse: Hans irritation lå tungt i hans ansigt, som en mursten i luften. Det kinesiske billede er flot. Men kan jeg bruge det på dansk? Altså, en mursten i min optik er ikke nødvendigvis det tungeste, man har set. Men her ser jeg for mig en fyr, hvis ansigt svulmer op af irritation og galde, og som bliver så stort, at man ikke kan se, at det sidder på kroppen, men pludselig bliver sammenlignet med en mursten, der hænger i luften. Det, der spilles på, som jeg ser det, er tyngde og fritsvæv. Og her kommer pointen. Det kinesiske ord for mursten, som forfatteren bruger, er tilføjet “bymur”, så en “bymur mursten” kan vel sammenlignes med en “kvadresten”. Det åbner for en oversættelse – mener jeg – hvor jeg kan få spillet mellem tyngde og svæv med i den danske. Men hvordan? Jeg kan vælge en rimelig tekstnær oversættelse som f.eks.: Hans frustration stod mejslet i hans irriterede ansigt, så det lignede en forvitret kvadresten’. Her sammenligner jeg furerne i hans ansigt med tidens tand i en forvitret kvadresten, som mange gamle kinesiske bymure er lavet af, men jeg misser jo modsætningen mellem tyngde og svæv. Jeg er stadig i tvivl. Men jeg ender nok med at omskrive forfatterens billede – men dog tekstnært – til: Hans irritation lå tungt i hans ansigt, som en fritsvævende kvadresten. Og så bliver jeg i tvivl. Kan den det? Jeg er stadig i tvivl.

At have været der selv
Jeg ville aldrig have turdet vove mig ud i at oversætte, hvis jeg ikke gennem mange år har fået et indtryk af kinesisk liv ved at bo i Kina og har oplevet at leve et almindeligt dagligliv med mulighed for samvær med kinesiske venner. Men også muligheden for at rejse rundt, se og opleve forskellen på by og land, er et vigtigt fundament og hjælperedskab, som jeg stadig har glæde af.

Noget så enkelt som at kende Beijing rimelig godt var en stor hjælp i forbindelse med oversættelsen af en roman, der foregår blandt unge universitetsstuderende fra Beijing Universitet, som involverer sig aktivt i demonstrationerne i forbindelse med de tragiske begivenheder på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Her er byens topografi en “aktør” i beskrivelsen af den unge kvindelige hovedpersons flugt fra pladsen. Så jeg har kunnet se hendes flugt for mig gennem gyderne og gaderne.

Betydningen af at have et kendskab til de omgivelser, en roman udspiller sig i, var også en kæmpehjælp, da jeg oversatte Gao Xingjians roman Et ensomt menneskes bibel i begyndelsen af 00’erne, efter at han havde fået Nobelprisen i 2000 (hvilket de kinesiske myndigheder ikke var begejstrede for, da han tilhører den generation af kunstnere og forfattere, som slog sig ned i Vesten, og derfor var persona non grata). Den foregår blandt andet i Hongkong, hvor jeg har været flere gange.

Byens topografi var genkendelig med sine svimlende skyskrabere i ekstreme faconer med spejlende glasagtige facader og ned på gadeplan gennem gyder med gammeldags traditionelle huse og liv, hvilket gjorde, at jeg kunne følge ham geografisk i hans narrative univers. Men lige så vigtigt var det, at hans narrative teknik var præget af en vestlig skrivemåde, som han siden sin ungdom havde interesseret sig for. Han havde skrevet en poetik i 80’erne, hvor han plæderer for, at fornyelsen i kinesisk litteratur skulle indoptage vestlige litterære traditioner, hvilket var helt nyt dengang. Han evner i både romanen og i en novellesamling, som jeg også har oversat, at fusionere de to gennem en vestlig narrativ fortællestil fyldt med kinesiske litterære traditioner, hvor metaforer, realisme og en stram underbetonet længsel efter at få lov til at være et menneske, et enkelt menneske, er omdrejningspunkt. Et ensomt menneskes bibel var en af de første bøger, der anvendte denne synsvinkel hos det enkelte menneske, som psykologisk præges af et samfunds undertrykkelse. Netop det at være et menneske i søgen efter egen identitet og ikke et tandhjul i den store kommunistiske samfundsopbygning – men med den konsekvens, at mennesket bliver ubodeligt ensomt. For Gao Xingjian var rundet af sin opvækst i Maotiden, hvor mennesket i sig selv ikke er noget, men kun ses som et led i massernes fremdrift mod Det nye samfund.

Men da jeg skulle oversætte Yan Lianke, hvis tredje roman jeg som nævnt er i gang med nu, var jeg faktisk på herrens mark. For det første skriver han i en heftig blanding af mandarin, som er det sprog jeg kan, baseret på Beijing-dialekten, og på sin egen dialekt fra Henanprovinsen. Men det har hjulpet mig at have rejst rundt i landdistrikter i andre provinser, hvor jeg har kunnet føle og mærke atmosfæren, så jeg har kunnet danne mig billeder af folk – alt lige fra deres påklædning, kvinder og mænds nærmest glidende gang, når de bærer tunge byrder på deres bærestænger, deres måder at tilberede mad på, bygge huse på og indrette sig, deres skikke i forbindelse med traditionelle højtider, ritualer i forbindelse med død og begravelse, deres interessante blanding af buddhisme, taoisme, yin og yang – samt kristendom. Deres hårde slid i marker med æsler og bøfler som trækdyr. Alt sammen noget, der hjælper mig i min billeddannelse i oversættelsesprocessen.

Den store Yan Lianke
Yan Lianke er en af få kinesiske forfattere, der evner at skrive utroligt kritisk og underfundigt beskt om det kinesiske samfund og kan komme af sted med det. Flere af hans bøger er forbudte i Kina, men er så blevet udgivet i Hongkong eller i Taiwan. Der findes altid smuthuller. Han lever og arbejder i Beijing, er et estimeret medlem af den kinesiske forfatterforening og har blandt mange priser både fået Lu Xun-prisen og Lao She-prisen, som nok er de fineste litterære priser, der kan gives i Kina. Lu Xun er en ikonisk forfatter i Kina. Han skrev satiriske romaner og essays i 30’erne med bid – blandt andet skrev han et berømt essay om Hvorfor Nora gik ud – en kommentar til den kvindelige undertrykkelse, der herskede i Kina dengang. Utroligt nok blev han en af de få forfattere, hvis litteratur også blev hyldet af det nye kommunistiske styre efter 1949. Lao She nåede faktisk til Danmark i halvtredserne med sit skuespil Tehuset, som blev vist på flere danske teatre. Jeg har selv set det på Aarhus Teater i slutningen af halvtredserne.

Yan Lianke er af bondeæt fra Henanprovinsen, hvor Den Gule Flod er omdrejningspunktet for liv og civilisation siden tidernes morgen. Mange af hans romaner og noveller udspiller sig her blandt bønder, hvor han bruger deres liv som afsæt for sine satiriske, skarpe, humoristiske, ironiske, grusomme, barske og surrealistiske fortællinger. Virkelighed og fantasi blandes uden at stå i modsætning til hinanden, men snarere som komplementære komponenter, der former hans personers oplevelser af deres levede virkelighed. Mange kritikere har sammenlignet ham med Gabriel García Márquez og indskrevet Yan Liankes forfatterskab i skabelonen magisk realisme. Men det er helt forkert i min optik. Hans forfatterskab er yderst realistisk, men krydret med klassiske kinesiske litterære traditioner, hvor der ikke nødvendigvis er en forskel og adskillelse mellem virkelighed og uvirkelighed, mellem realitet og myte; de danner tværtimod en komplementær enhed, der former menneskers liv og opfattelse af virkelighed.

Jeg vil prøve at give nogle konkrete eksempler på oversættelsesvanskeligheder i forbindelse med Yan Liankes forfatterskab. Den første bog jeg oversatte var Landsbyens Blod. Historien om landsbyen fortælles af en død tolvårig dreng, der blev forgivet af landsbyfæller, fordi hans far ser muligheden for at gøre sig rig som blodkøbmand. Det bliver årsag til en katastrofal hiv og aids-epidemi, hvor landsbyboerne dør som fluer. Romanen har afsæt i virkelige begivenheder, nemlig hændelser i slutningen af firserne og op gennem halvfemserne, hvor masser af fattige landsbyboere solgte deres blod for hurtige penge. Men på grund af urene nåle og inficerede blodplasmaposer blev hele landsbyer næsten udryddet af aids.

Denne tolvårige dreng er den alvidende fortæller, der ser og hører alt, beskriver folks tanker og følelser og fortæller om bedstefaderens surrealistiske drømme. Mit udgangspunkt som oversætter var, at jeg skulle anvende et sprog, som skulle ligge så tæt op af en tolvårigs som muligt. Men meget hurtigt gik det op for mig, at det ville være umuligt, for Yan Lianke blander hele tiden sin “voksne” forfatterstemme ind i drengens. Derfor ville jeg gøre vold på originalteksten, hvis jeg overhovedet forsøgte. Min danske oversættelse ligger så tæt, som jeg har kunnet, på den kinesiske, med al dens blandede sprogbrug, alt efter hvilket karakterer der taler, tænker, drømmer og fantaserer. Men det tog mig noget tid at acceptere disse brud, indtil det gik op for mig, at dette var et bevidst narrativt træk fra forfatterens side (hvilket jeg så også fik bekræftet, da jeg spurgte ham om det). Et ikke ukendt træk i kinesisk fortælletradition, men som bryder med vestlige begreber om narrativ overensstemmelse. Denne fortællemåde giver mulighed for at lege med tid og sted og flekse mellem virkelighed og drøm. En teknik, der er med til at profilere fortællingens underfundige beske satire sammen med indfølende beskrivelser af bogens myldrende personer på godt og ondt.

Lenins kys og kinesiske dialekter
Den næste bog af Yan Lianke, jeg har oversat, er den roman, som på dansk er kommet til at hedde Lenins Kys.

Den kinesiske titel er Shouhuo, hvilket er navnet på en landsby, befolket med alle slags invaliderede mennesker, krøblinger, blinde, stumme, døve, åndssvage osv. Allerede navnet på landsbyen gav mig hovedbrud. Det kinesiske udtryk Shouhuo er svært oversætteligt. Det betyder ordret, at man tager imod livet, at man oplever oplivelse så at sige, at man har livsglæde på trods af bitre og hårde vilkår. Den danske titel Lenins Kys er ikke valgt af forlaget eller mig, men er den titel, som er blevet besluttet fra kinesisk side, da den skulle lanceres på europæiske sprog – og som Yan Lianke vel må have accepteret. Lenin er en central nonperson, men hvorledes “kys” kommer ind i billedet, forstår jeg stadig ikke.

Dog på sæt og vis passer titlen godt. En absurd titel, lige så absurd som romanen, der i korte træk handler om en lille landsby for invalide langt ude i bjergene, som bliver invaderet af en vanvittig amtsdirektør, der kan se muligheden for at gøre sit fattige amt rigt ved at få de invalide til at rejse rundt og optræde med deres fantastiske evner, så han kan samle penge ind til det megalomane forsøg på at købe Lenins lig i Moskva og bringe det til landsbyen, hvor det skal udstilles i et storstilet mausoleum.

Bogen er bygget op af kapitler, der med digressioner, men dog forholdsvis kronologisk, følger de invalide landsbyboeres nærmest paradisiske liv, indtil de bliver forført af den gale amtsdirektør, der lover dem guld og grønne skove, hvis de med deres fantastiske akrobatiske talenter tager rundt i landet og optræder. Disse kapitler følges op af ordlister over dialektudtryk og lange historiske kapitler, der bringer os tilbage til Mingdynastiet (1368 til 1644), hvor utallige mennesker blev tvunget til at forlade deres hjemegn for at bebo områder i Kina, som var blevet affolket på grund af pest og krig. Og disse invalide ender så i en fjern bjergegn, hvor de slår sig ned i landsbyen Shouhuo, som jeg oversætter til Lykken (efter mange overvejelser). Min største udfordring var (ud over selve teksten og noterne, hvor Yan Lianke giver forklaringer på en mængde lokale udtryk, der bruges af landsbyboerne, og hans konsekvente angivelser af årstal på den traditionelle måde, hvor alt tidsfæstes i dyrekredsens tegn og de klassiske betegnelser med himmelske og jordiske stammer og grene) at finde gode oversættelser af hans dialektiske udtryk. Han afslutter mange af sine kapitler med det, jeg har kaldt Sidebemærkninger. Når jeg valgte denne oversættelse, var det for at formidle, at dette på en gang var vigtigt og – i min optik – formidler noget andet end noter eller efterord, som ellers ville være naturligt, men ikke dækker det kinesiske udtryk. Det kinesisk udtryk betyder egentlig i denne sammenhæng “videre snak”, så jeg traf et valg (måske skulle jeg have fastholdt “videre snak”?) Allerede efter det første fortællende kapitel kommer forfatteren med sine sidebemærkninger, og disse sidebemærkninger udgør nok halvdelen af bogen. Blot for at tage nogle få eksempler. Allerede i romanens begyndelse forekommer hedsne, et dialektudtryk for det fænomen, at der pludselig uden varsel kan falde en voldsom sne i midsommeren.

Så er der udtrykket flerlinger, som betyder, at man føder flere end to børn. (Faktisk er dette udtryk også kendt i dansk dialekt. Jeg har lige læst en spændende bog om husmødrenes rolle i Danmark i 1900-tallet. En landhusmor fra Falster fortæller om flerlingefødsel. Det var sjovt). Så er der udtrykket B
bittelinger,
som egentlig betyder dværgpiger, men da disse små var små fuldendte mennesker, valgte jeg at kalde dem bittelinger. Så er der kadaverkold, som oprindeligt blev brugt om vejret, men også bruges om et menneske, hvis hjerte var lige så isnende koldt som hos en afdød. Endelig vil jeg nævne udtrykket omvendte dage, som knytter sig til forestillingen om en himmelsk tilværelse, som lykkeboerne fortaber, men som de genvinder.

Jeg er nu i gang med Yan Liankes roman, som på dansk hedder Fire Bøger. Her bliver jeg igen udfordret med hans fortællestil og det, at jeg skal forsøge at oversætte fire forskellige beretninger, fra hver sin synsvinkel. Yan Lianke spiller på de fire kristne evangelier, og de fire klassiske konfucianske tekster, som indgår i den konfucianske tradition. Så min udfordring her er at forsøge at gengive sproget i overensstemmelse med forfatterens hensigt. Jeg skal forsøge at gengive kapitlerne som i bibelsk stil omhandler Himlens Barn: en lille opkomling, som er blevet udpeget af dem “højere oppe” til at holde styr på intellektuelle, der er blevet sendt til genopdragelse, så de kan lære lektien. Jeg skal forsøge at gengive Forfatterens beretninger, selv en person, som er anbragt i Genopdragelseslejren, og som ved at angive sine medfanger kan skaffe sig adgangspas til at komme hjem. Men så er der også hans egne private optegnelser, som han vil bruge til at skrive en roman om sin tid i Genopdragelseslejren og endelig den sidste bog, hvor han gengiver en medfanges skriv om Sisyfosmyten.

Syntaksikale udfordringer
Jeg vil slutte af med at beskrive nogle af de generelle vanskeligheder, der knytter sig til kinesisk syntaks. Alle sproghandlinger skal læses ind i en kontekst, selvfølgelig. Men – igen – på vesteuropæiske sprog (jeg tør ikke sige, hvorledes det forholder sig med finsk og ungarsk) bliver vi hjulpet af verbers bøjning, der fortæller om tid, og af substantiver og pronomener, der fortæller om ental og flertal, blot for at nævne et par eksempler. På kinesisk eksisterer der ingen verbale bøjninger. Alle verber hedder det samme uanset hvilken tid, og der er kun en enkelt flertalsendelse, som er et moderne indlån fra nyere tid, der primært hæftes på personlige pronominer og enkelte substantiver. Tidsangivelser som i dag, i går osv. angiver, hvornår noget sker eller er sket. Specielle partikler fortæller om en handling/situation er afsluttet, er i gang eller ændrer sig. Hjælpeverber hjælper med at udtrykke fremtid eller konjunktiv. Når så forfattere leger med spring mellem nutid og datid, førnutid, konjunktiv, fremtid, ental og flertal, er man afhængig af selve konteksten for at forstå og gengive teksten i sin oversættelse. Det vænner man sig efterhånden til, men alligevel oplever jeg ret ofte, at jeg skal skærpe min opmærksomhed på, hvor jeg er nu i teksten, hvad der skete for et par sider siden, og være obs på at jeg ikke kløjs i det, når jeg kommer længere frem i teksten. En forfatter som Mai Jia, hvis spændende roman Afkodet jeg har oversat i år, er et eksempel på, at jeg i højere grad end hos Yan Lianke virkelig fik min sag for i denne sammenhæng, fordi han hele tiden veksler mellem spring i nutid og fortid, drømme, hallucinationer og nørdede forvridninger hos en autist, som går til grunde – i et klassisk narrativt forløb, der hele tiden ægger læseren til at læse videre.

Jeg er glad for, at jeg har haft og har muligheden for at oversætte kinesiske romaner fra kinesisk til dansk. Vi kan få et indblik i fremmede kulturer på mange måder, men bedst i litteraturens nuancer af menneskelighed.

Susanne Posborg er lektor emerita ved Aarhus Universitet og oversætter fra kinesisk. Teksten er baseret på et oplæg til Den Internationale Oversætterdag i Aurhus, d. 25. september 2016

Advertisements
This entry was posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere, Oversættelsesteori og -debat and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s