Den dobbelte loyalitet – ved skrivebordet mellem to sprog

Af Jon Høyer

 

Da Babelfiskens redaktører bad mig om at skrive om, hvordan jeg blev oversætter, og hvordan jeg arbejder som oversætter, fik jeg stor lyst, fordi det har været en spændende proces, der har givet mig mere og mere blod på tanden, og jeg fik samtidig betænkeligheder, fordi min historie vist nok er anderledes end de flestes, indtil det slog mig, at det kan enhver af os jo komme og sige!

Så min vej til at blive oversætter fortæller jeg kort om – og vil herefter samle mig om en beskrivelse af den praksis, jeg synes jeg er landet i. Og jeg vil gøre det på en måde, der forhåbentlig kan være relevant for alle, ved at fortælle om mine erfaringer ud fra det, jeg i overskriften har kaldt den dobbelte loyalitet, det konstant vibrerende spil frem og tilbage mellem kildesprog og målsprog, som måske gør sig tydeligst gældende inden for lyrikoversættelser, som jeg har mest erfaring med, men som for mig at se gælder al skønlitterær oversættelse.

 

Hvad nu?

I 2004 var jeg 62 år og havde været udlandslektor i otte år, først tre på Islands Universitet i Reykjavik og så fem på Åbo Akademi, Finlands eneste svensksprogede universitet. Så jeg følte, at det var på tide at vende hjem igen, især fordi børnebørnene var begyndt at dukke op, og generationen over min var begyndt at skrante eller falde fra.

Men hvad skulle jeg lave i Danmark? At lege med børnebørn og snakke med gamle og med familie og venner ville jo langtfra være nok. Jeg ønskede stadig væk at spille på alle tangenterne og ikke bare på nogle af dem. Ganske vist havde jeg været forfatter siden 1977 sideløbende med undervisningsarbejdet, men jeg havde ingen ny bog på vej. Hvor var der så et spændende og meningsfuldt arbejde, og hvor var der nye kolleger?

Her meldte den første side af Hermann Brochs roman ”Der Tod des Vergil” sig med ét. Med en vished i mit hoved: Hele den roman skal jeg oversætte! Hele den roman skal jeg leve med det næste års tid!

Jeg havde et par år inden da oversat en fagbog om det islandske middelaldersamfund fra engelsk, så jeg vidste heldigvis, hvad det vil sige at arbejde med en længere oversættelse. Arbejdsdisciplinen havde jeg. Men en skønlitterær oversættelse?

Forunderligt nok meldte spørgsmålet sig først undervejs. Jeg var simpelt hen på forhånd så fascineret af ”Der Tod des Vergil”, at jeg bare tog fat i den bog, som jeg tænkte på som min anden oversættelse, uden at tankerne gik andre veje end baglæns.

Da jeg sidst i 1960’erne læste til magisterkonferens i det fag, der dengang hed Sammenlignende Litteratur, og vi havde et kursus i romanteori, blev denne roman inddraget, ikke meget, men nok til, at jeg begyndte at læse den og blev fanget ind, selv om jeg aldrig nåede ret langt ind i den. Alligevel havde romanens tonefald været med mig gennem alle årene. Så jeg sendte Hermann Broch en taknemmelig tanke og tog romanen frem og begyndte at oversætte. Da jeg var omkring fyrre sider henne og – så vidt jeg kunne se – havde fået romanens sværeste del til at køre på dansk, uden at noget var røget af i svinget, sendte jeg de oversatte sider til Gyldendal, der havde udgivet Hermann Brochs øvrige romaner i Villy Sørensens oversættelse. Per Øhrgård, professor i tysk, fik teksten og læste den igennem og gav grønt lys, og jeg havde et arbejde at rejse tilbage til Danmark til.

 

Overblik

Romanens knap 500 sider handler om de sidste atten timer af Vergils liv og gengiver først og fremmest og i tredje person de bevidsthedsstrømme, der bølger igennem den døende digter.

Så spørgsmålene tog sig efterhånden sådan her ud: Hvordan få en tysk syntaks og sprogtone, der er gennemført musikalsk på det tyske sprogs vilkår, overført til dansk? Og hvordan få de mange tæt forbundne eksistentielle niveauer og litterære og historiske referencer, der spiller med, overført til dansk?

Spørgsmålene førte til, at jeg det meste af tiden sad med en paradoksal blanding af ydmyghed og frækhed i mig: Har jeg efterhånden forstået alle de tyske ord og sammenhænge? Har jeg bagefter skåret resolut igennem og lavet om på syntaksen, så det fungerer på dansk? Har jeg været lige loyal begge veje?

Det hele tog 21 måneder, med indlagte pauser undervejs. Jeg fik al den tid, jeg skulle bruge, og fik den sene aflevering med i kontrakten, så jeg havde tid til at levere mit bedste og ikke mit næstbedste. Som Johannes Riis sagde: Om vi skal vente 60 år eller 61 år på at få romanen oversat, kan jo være lige meget.

Romanen udkom i 1945 og min oversættelse i 2006. Undervejs oplevede jeg den store fordel ved at være godt oppe i årene. Når jeg f.eks. havde siddet med en halv side fra klokken 10 til klokken 12, sad jeg med spørgsmålet: Har jeg nu fået alt med og fået det godt på plads? Hvis jeg havde været yngre, havde jeg nok sagt til mig selv: Nu er der gået hele to timer! Og du har bare nået en halv side!

Kort sagt: Jeg oversatte for det meste to sider om dagen. Og det var en daglig nydelse. Bogen kunne virkelig holde til sådan et langsommeligt tilegnelsestempo, for hvor var der meget at hente! En kvalitetsprøve af rang. For hvor mange romaner holder til sådan en gennemgang, to sider om dagen i over halvandet år?

En ekstra oplevelse af bogen i al dens musikalske fylde fik jeg de par gange, hvor jeg sad sammen med den sparringspartner, som Gyldendal havde givet mig og betalt for, og vi sad et par timer og stak hovederne ned i de cirka 100 sider, jeg inden da havde sendt ham. Samtalen fulgte hver gang samme mønster. Enten: Det dér i den tyske tekst har du da ikke fået med! Jo da, det står bare et andet sted. Nå ja. Eller også: Det dér i den tyske tekst har du da ikke fået med! Nej da, det var smuttet, tak! Hvordan putter vi det ind?

 

Den gennemgående problemstilling

Hele vejen igennem havde jeg spurgt mig selv, i hvor høj grad jeg skulle bringe teksten til læserne og altså tage mest hensyn til det danske, eller i hvor høj grad jeg skulle bringe læserne til teksten og altså tage mest hensyn til det tyske.

Paradoksalt nok valgte jeg mest det første, netop for at være mest mulig loyal over for Hermann Brochs stil, sådan som den fungerer på tysk. Hvordan få den til at fungere på dansk?

Problemstillingen blev derfor: Hvordan kan jeg, principielt, bringe de danske læsere i samme position i forhold til den danske tekst som den, de tyske læsere indtager i forhold til den tyske tekst? Det betød temmelig omfattende forandringer, som det følgende eksempel viser.

Først den tyske tekst. Så en ordret oversættelse. Og så en angivelse af de ændringer, jeg foretog, og herefter den endelige tekst.

Situationen i de følgende linjer er den, at Vergil en kort tid befinder sig i landlige omgivelser og mindes sin fortid som bonde.

oh, Gras, oh, Laub, oh, Rindenglätte und Rindenrauheit, Lebendigkeit des Sprießens, vielfältige, in sich verzweigte und körperlich gewordene Erddunkelheit! Oh, Hand, fühlende, tastende, aufnehmende, einschließende Hand, oh, Finger und Fingerspitze, rauh und zart und weich, lebendige Haut, oberste Oberfläche der Seelendunkelkeit, aufgeschlossen in den erhobenen Händen!

(side 16 i den tyske dtv-udgave)

oh, græs, oh, løv, oh, barkglathed og barkruhed, det spirendes livlighed, mangfoldige i sig selv forgrenede og fysisk blevne jordmørke! Oh, hånd, følende, berørende, indoptagende, omsluttende hånd, oh, finger og fingerspids, ru og sart og blød, levende hud, sjælemørkets øverste overflade, åbnet i de løftede hænder!

Ingen vil selvfølgelig levere sådan en oversættelse. Men hvor langt skal man gå, for at det hele ikke virker kunstlet og affekteret på dansk, men som et både troværdigt og indfølende udtryk for Vergils tilstand og reaktionsrytme, sådan som oversætteren tolker forløbet?

Jeg valgte at erstatte ”oh” med det bekræftende ”ja” og ikke med det patetiske ”åh”. Og jeg valgte for det første lidt mere stemningsbefordrende ord end de ordrette et par steder og for det andet at undgå kancellisprogslignende formuleringer og for det tredje at opløse sammensatte substantiver i et adjektiv og et substantiv og for det fjerde at udfolde verbalsubstantiver og præsens participium-konstruktioner i sætninger.

Det førte så til følgende gengivelse.

ja, græs, løv, glat bark og nopret bark, livsaligheden i alt, hvad der spirer og gror, jordmørkets mangfoldigt frembrydende forgreninger! Ja, hånd, hånd, der føler og smager og griber og omslutter, ja, finger og fingerspids, ru, ømfindtlig, blød, levende hud, den øverste overflade for sjælens skjul, åbnet i de løftede hænder!

(side 17)

Så meget skal for mig at se ændres, for at den tyske stil kommer til sin ret på dansk.

 

Eksempler på den dobbelte loyalitet

Den, der måske føler sig lovlig fremmed over for tysk, kan måske begynde med at læse mine danske oversættelser og de dertil hørende overvejelser nedenfor.

Romanens begyndelse, hvis tonefald jeg aldrig helt havde glemt og nu skulle få til at klinge på dansk, lyder sådan her:

Stahlblau und leicht, bewegt von einem leisen, kaum merklichen Gegenwind, waren die Wellen des adriatischen Meeres dem kaiserlichen Geschwader entgegengeströmt, als dieses, die mählich anrückenden Flachhügel der calabrischen Küste zur Linken, dem Hafen Brundisium zusteuerte, und jetzt, da die sonnige, dennoch so todesahnende Einsamkeit der See sich ins friedvoll Freudige menschlicher Tätigkeit wandelte, da die Fluten, sanft überglänzt von der Nähe menschlichen Seins und Hausens, sich mit vielerlei Schiffen bevölkerten, mit solchen, die gleicherweise dem Hafen zustrebten, mit solchen, die aus ihm ausgelaufen waren, jetzt, da die braunsegeligen Fischerboote bereits überall die kleinen Schutzmolen all der vielen Dörfer und Ansiedlungen längs der weißbespülten Ufer verließen, um zum abendlichen Fang auszuziehen, da war das Wasser beinahe spiegelglatt geworden; perlmuttern war darüber die Muschel des Himmels geöffnet, es wurde abend, und man roch das Holzfeuer der Herdstätten, so oft die Töne des Lebens, ein Hämmern oder ein Ruf von dort hergeweht und herangetragen wurden.

(side 9)

En forståelse af stilen kræver her et blik for de mange tæt forbundne linjers umulige projekt: at gengive samtidighed gennem et sprogligt forløb, der indbefatter syns- og lyd- og lugtindtryk, det hele knyttet til samme solnedgangsstemning.

Et maleri kan overskues på én gang, så alt opfattes simultant og alle dele ses på samme tid og i forhold til hinanden. Hvordan give læseren en tilsvarende oplevelse gennem ord, der nu engang kun kan læses i rækkefølge, ét efter ét? Gennem en syntaktisk og musikalsk etableret sammenhæng, med gentagelser af ordet ”nu” og med lange sammenflydende dønninger af sætninger i danskvenlig rækkefølge og med danskvenlige omformuleringer, så rytmen holdes.

I min oversættelse sådan:

Stålblå og lette, bevæget af en svag, næsten umærkelig modvind, var Adriaterhavets bølger strømmet imod den kejserlige eskadre, mens de flade bakkedrag på den kalabriske kyst langsomt rykkede nærmere på venstre side, og skibene styrede ind mod havnen i Brundisium, og nu, hvor havets solbeskinnede, men samtidig dødsanende ensomhed blev forvandlet til fredfyldt glad menneskelig aktivitet, og havfladen, blidt bestrøget af nærheden til steder, hvor mennesker lever og bor, blev befolket af mange slags skibe, af nogle, der også arbejdede sig ind mod havnen, af nogle, der var stævnet ud derfra, nu, hvor fiskerbådene med deres brune sejl på deres vej ud til aftenfiskeriet allerede lagde havnedæmningerne ved de mange landsbyer og bosættelser bag sig overalt langs den hvidbeskyllede kystlinje, nu var vandet næsten blevet spejlblankt; ovenover havde himlens perlemorsskal åbnet sig, det blev aften, og man mærkede duften fra brænderøg fra ildstederne derinde, hver gang en luftning førte livets toner med sig, en hamren eller et råb.

(side 11)

En anden og beslægtet problemstilling handler om omformuleringer, hvor en ordret oversættelse ville virke som kancellisprog, og hvor jeg derfor folder et sammensat substantiv eller en nominalhelhed ud i en sætning og i øvrigt skifter ordklasse på det danske sprogs vilkår som til allersidst i det følgende:

Wasseratem, Pflanzenatem, Stadtatem: ein einziger schwerer Brodem des in Steinquadern eingezwängten Lebens und seiner vervaulenden Scheinlebendigkeit, Humus des Seins, verwesungsnah und unermeßlich aufsteigend aus den überhitzen Steinschächten, aufsteigend zu den kühlsteinernen Sternen, mit denen die innerste, zu tiefmilder Schwärtze abdunkelnde Himmelschale sich zu bedecken begann.

(side 28)

vand, der ånder, vækster, der ånder, storby, der ånder: en eneste vældig dunst fra liv, der er tvunget ind i rammer af kvadersten, og fra dets rådnende skinlivlighed, tilværelsens muld tæt på sin forrådnelse, i sin bredfyldte opadstigen gennem de overophedede stenskakter mod de kolde stjerner af sten, som den inderste himmelkuppel begyndte at dække sig med, mens den mørknede i sine milde dyb.

(side 28)

Også betydningsfulde lydlige effekter kræver ændringer ved overførslen fra det ene sprog til det andet. I det følgende eksempel, der afslutter romanens tredje del, skal Vergils sidste suk formidles inden fjerde dels ydre tavshed. I den tyske tekst står der ”Seufzen” og ”aufseufzend”, hvorefter der kommer et suk, markeret af det lydlige pust i replikken mellem ordene ”sei” og ”es” og af pausen bagefter. På dansk har jeg fået sukket frem gennem et skift til genitiv i navnet ”Lysanias”, så der kommer en pustelyd efter ”s”:

dort schimmerte es schwach, vergehend wie das Seufzen eines verblassenes Sterns, und war doch auch schon befreit aufseufzend auf den Lippen, gesucht und wunderbar endlich gefunden: “Der Ring gehört dem Lysanias.“

                      “Dein Siegelring?“

                      Dem Irdischen war genüge getan; strahlend war es und tonlos leicht: “So sei es … dem Lysanias.“

                      “Den gibt es ja gar nicht“, murmelte etwas, und vielleicht war es der Plotius.

                      “Dem Kinde … “

(side 421-422)

dér lyste det svagt, forsvindende som en blegnende stjernes suk, og kom dog allerede som et befriet suk ud af læberne, det, han havde søgt og nu endelig så underfuldt havde fundet: ”Ringen er Lysanias’.”

                      ”Din signetring?”

                      Det jordiske havde fået tilstrækkeligt; alt strålede og var lydløst let: ”Ja … Lysanias’.”

                      ”Han findes jo slet ikke,” var der noget, der mumlede, og måske var det Plotius.

                      ”Barnets … ”

(side 386)

En problemstilling, som vist kun kan løses på baggrund af forpligtende teksttolkning og gehør, og som er dukket op gang på gang, drejer sig om at tage toppen af et patetisk tonefald, men heller ikke mere, i den tyske tekst flere gange præget af ordet ”Oh!” Her har det virkelig været nødvendigt at bevæge mig ekstra mange gange frem og tilbage mellem de to sprog.

I det følgende tekstuddrag forholder Vergil sig først til en syrisk slave lænket sammen med en anden og siden til sine egne ungdomsminder og ungdomsdigte, Bucolica, som han uden videre overfører til slaverne, hvorefter han erkender det og ironiserende vrænger ad sig selv og til slut gengiver realiteternes grusomme verden.

Erinnerungslos hatte der kleine Syrer gefeixt, erinnerungslos, als gäbe es nichts als eine verwüstete, vergewaltigte Gegenwart, ohne Zukunft und daher auch ohne Vergangenheit, ohne Nachher und darum auch ohne Vorher, als wären die beiden verketteten niemals Knaben gewesen, spielend in den Gefilden der Jugend, als gäbe es in ihrer Heimat keine Berge, keine Matten, keine Blumen und nicht einmal einen Bach, der des Abends im fernen Tal lauscht und rauscht -, oh, schmachvoll war es, der eigenen Erinnerung nachzuhängen, sich um sie zu bemühen und sie zu pflegen! Oh, Erinnerung, unverlierbare, Erinnerung voll des Weizengewoges, voll der Felder, voll des knisternd rauschenden, kühlwandigen Waldes, voll der Jugendhaine, augentrunken am Morgen, herzenstrunken am Abend, aufzitterndes Grün und verzitterndes Grau, oh, Wissen um die Herkunft und um die Rückkehr, Gepränge der Erinnerung! Doch, gegeißelt der Besiegte, jubelbrüllend der Sieger, steinern der Raum, in dem es geschieht, brennend das Auge, brennend die Blindheit -, für welch undauffindbares Sein galt es da noch sich wach zu halten?

(side 26)

Uden at mindes noget som helst havde den lille syrer bare grinet, som fandtes der ikke andet end en raseret og pint og plaget nutid, uden fremtid og dermed også uden fortid, uden noget, der kom bagefter, og dermed også uden noget, der kom før, som om de to sammenlænkede aldrig havde været drenge og aldrig havde leget på ungdommens marker og enge, som om der i deres hjemegn ikke havde været bjerge, grønsvær, blomster og ikke engang en bæk, der susende og brusende kaldte fra den fjerne dal -, beskæmmende at hænge fast i sine egne minder og endda passe og pleje dem! Hvilken hukommelse, hvilken herlig hukommelse, fyldt med bølgende hvedemarker, fyldt med agerland, fyldt med susende, raslende, svalende skov, fyldt med ungdommens lunde, øjenberusende om morgenen, hjerteberusende om aftenen, en intonerende skælven i grønt, der toner ud i en skælven i gråt, ja, hvilken viden om oprindelsen og tilbagekomsten, hukommelsen i al sin pomp og pragt! Men sønderpisket er den besejrede, jublende brøler sejrherren, af sten er den verden, hvor det foregår, brændende er øjet, brændende er blindheden -, for hvilken skjult og utilgængelig tilværelses skyld skulle han da fortsætte med at holde sig vågen?

(side 26)

Til slut et eksempel på litterære og samtidspolitiske referencer (Den guddommelige komedie, hvor Vergil jo er Dantes fører gennem Helvede, og Nazityskland). De ligger i forlængelse af et forløb med varierede gentagelser til at beskrive Vergils sindstilstand og endnu engang med en noget ændret syntaks på dansk.

Han er netop båret ind på stortorvet i sin bærestol og har her oplevet massehysteriet omkring kejser Augustus.

doch, müde des Lärmes, müde des Fiebers wie des Hustens, müde der Reise, müde des Kommenden, stellte er sich vor, daß diese Ankunftsstunde leichtlich auch zu seiner Sterbestunde werden können, und fast war es ein Wunsch, obwohl oder weil er genau spürte, daß die Zeit herfür noch nicht gekommen war, ja, fast war es Wunsch, obwohl oder weil es ein verwunderlich verwildertes, verwunderlich lärmendes Sterben gewesen wäre, er erschien ihm nicht unannehmbar und eben fast wünschenswert, denn gezwungen in die Feuerhölle zu schauen, gezwungen sie zu hören, wurde sein Herz zum Wissen um das unterweltlich Schwelende des Untermenschlichen gezwungen.

(side 22)

men udmattet af larmen, udmattet af både feberen og hosten, udmattet af rejsen, udmattet af det, der ventede, forestillede han sig, at dette ankomstøjeblik med lethed også kunne blive hans dødsøjeblik, og det var næsten et ønske, på trods af eller på grund af, at han tydeligt mærkede, at tiden endnu ikke var inde, ja, det var næsten et ønske, på trods af eller på grund af, at det ville have været en forunderligt forvildet, forunderligt larmende død, der egentlig ikke forekom ham uantagelig, snarere næsten ønskværdig, for nu, hvor hans hjerte havde været tvunget til at stirre ind i det flammende inferno og tvunget til at lytte til det, havde det været tvunget ind i en viden om, hvordan det undermenneskelige ulmer i sin underverden.

(side 22)

Så vidt ”Vergils død”. En oversætteroplevelse, jeg aldrig vil glemme og har haft med mig lige siden, hvor jeg udelukkende har oversat lyrik.

 

Oversættelse af lyrik i løst bunden form

Som det vel er fremgået, befinder ”Vergils død” sig genremæssigt et sted i grænseområdet mellem lyrik og prosa. Så skridtet til at oversætte lyrik har ikke været så stort.

Først et eksempel fra nobelpristageren Derek Walcotts seneste digtsamling ”White Egrets” (”Hvide hejrer”), der udkom i 2010 og på dansk i 2016 på Gyldendal. Problemstillingen drejer sig her mest om forholdet mellem tematik og rim og vil blive uddybet efter præsentationen af et enkelt digt, på engelsk og på dansk.

Vi er i Caribien, og fortællersynsvinklen er en gammel mands. Det er samlingens digt nummer 2, uden titel, og et karakteristisk udtryk for den livsholdning, der går igennem samlingens 97 digte:

 

Your two cats squat, heraldic sphinxes, with such

desert indifference, such “who-the-hell-are-you?” calm,

they rise and stride away leisurely from your touch,

waiting for you only. To be cradled in one arm,

belly turned upward to be stroked by a brush

tugging burrs from their fur, eyes slitted

in ecstasy. The January sun spreads its balm

on earth’s upturned belly, shadows that have always fitted

their shapes, re-fit them. Breakers spread welcome.

Accept it. Watch how spray will burst

like a cat scrambling up the side of a wall,

gripping, sliding, surrendering; how, at first,

its claws hook the slip with a quickening fall

to the lace-rocked foam. That is the heart, coming home,

trying to fasten on everything it moved from,

how salted things only increase its thirst.

 

Dine to katte sidder oprette, heraldiske sfinxe,

med en sådan ørkenagtig ligegladhed, en sådan

”hvem-fanden-er-du”-ro, og rejser sig og spankulerer og står

lidt væk fra din hånd og venter kun på dig. At blive vugget

i din ene arm, hver med maven op mod børstens hår

der stryger burrer væk fra pelsen, begge øjne næsten lukket

i ekstase. Januarsolen spreder sin balsam på jordens mave,

skyggerne passer til deres form, er aldrig af lave.

Brændingen breder sin velkomst ud. Tag imod den.

Se, hvordan skumsprøjtet brister som når en kat

klatrer op ad en mur, griber, glider, ikke får fat;

se, hvordan kløerne først hugger så glider

og hurtigt falder ned i kniplinger af skum.

Det er hjertet der vender hjem til sit rum

og prøver at fæstne sig til alt hvad det tilhørte først,

alt det salte forøger bare dets tørst.

 

Som det ses, er der rim i både den engelske og den danske tekst. I den engelske: much / such; calm / arm / balm; slitted / fitted; burst / first / thirst; wall / fall; foam / home (indrim). I den danske: står / hår; vugget / lukket; mave / lave; kat / fat; skum / rum; først / tørst. Der er altså 12 enderim i hver tekst, dog ikke på de samme steder, men velsagtens med tilnærmelsesvis samme virkning og samme tonefald.

Indrimet i den engelske tekst har jeg derimod ikke fundet plads til noget sted i den danske tekst, og de to gange tre enderim i den engelske tekst har jeg heller ikke fået overført. Det ville være gået ud over gengivelsen af tematikken, den gamle mand, der tager imod livet på ny. Derfor har jeg f.eks. oversat ”Accept it” med ”Tag imod det” – og ikke ”Acceptér det” eller ”Godtag det”.

Jeg har kort sagt villet give de danske læsere de samme lydlige indtryk og herigennem villet formidle det samme tonefald og den samme tematik.

Flere gange gennem samlingen har jeg i første omgang været fristet af rim og i anden omgang fjernet dem igen, fordi det forskubbede tematikken. Hellere et rim eller to færre end en mærkbar betydningsændring.

Den slags valg har taget deres tid og har i høj grad været lettet af højtlæsning for mig selv, både af den engelske og af den danske tekst. Giver de samme indtryk? Et umuligt, men nødvendigt spørgsmål, under den lange tilnærmelsesproces mellem de to sprog.

Hertil kommer, at jeg for det første havde tre dygtige venner, der på skift læste og kommenterede det hele, før jeg slap det, og for det andet, at jeg havde en lydhør redaktør, der selv i så sen en fase havde et par frugtbare forbedringsforslag. Valgene var naturligvis mine hele vejen igennem, meget ofte sådan, at mit oprindelige forslag og en andens anderledes forslag førte til en helt tredje løsning.

Igen var jeg glad for, at jeg havde råd til at tage mig tid.

 

Oversættelse af lyrik i stramt bunden form

Mit sidste eksempel er fra min næste bog, en fagbog med oversættelser, der hedder ”Digt eller dø” og udkommer på Multivers sidst i 2016. Den handler om en af verdens største digtere, den islandske viking og bonde Egil Skalle-Grimssøn, der levede fra omkring 910 til 990. Allerede i sin samtid var han anerkendt som en fremragende skjald. Men set i eftertidens lys var han langt mere end det.

Og det er netop dette, hans kvaliteter som lyriker, jeg har sat mig for at vise nutidige danske læsere.

To gange reddede han sit liv takket være sin digtning, første gang med digtningen som overlegent verbalt kampvåben, anden gang med digtningen som den eneste eksistentielle vej til overlevelse, og han fik i begge tilfælde bogstaveligt vristet sig ud af dødens greb.

De to langdigte, jeg gennemgår og oversætter i bogen, er forbavsende aktuelle. Det første, ”Hovedløsen”, er det først og fremmest gennem sin formbevidsthed og sin sproglige ekvilibrisme, der skaber en fritsvævende verden af ord, der mest af alt peger på sig selv som kunst. Det næste, ”Sønnetabet”, er det først og fremmest ved, at digteren, der har lukket sig inde for at sørge sig ihjel efter et ubærligt tab, kommer over det takket være sin evne til at formulere det digterisk.

Hvordan vise alt dette på dansk?

Dels er sproget over tusind år gammelt, og dels – og især – er et skjaldedigt kendetegnet ved en mængde formelle bindinger, som jeg har sat mig for at få med, blandt andet for at vise, hvordan stramme bindinger kan indfange og fastholde ustyrlige følelser.

En enkeltstående strofe kan illustrere, hvad sådan en oversættelse drejer sig om, og hvad en dobbelt loyalitet går ud på her. Først på norrønt for at vise de formelle træk, der skal overføres til et dansk med naturlig ordstilling. Herefter en angivelse af de pågældende træk. Og endelig en gengivelse på dansk.

Inden da er det imidlertid nødvendigt med et kort baggrundsrids, fordi digtet afspejler Egils reaktion på en konflikt, der ikke er gjort færdig. Han står til søs fra Norge mod Island med uforrettet sag og med en række voldsomme reaktioner bag sig og i sig, efter en retssag på Gulating ved Sognefjordens munding, hvor han havde retten på sin side, men den norske konge og dronning imod sig. De beordrede de fredhellige hasselstænger omkring dommerne revet ned og dommerne fordrevet, retten fejet til side af magten. Egil og hans mænd må tage flugten og dræber senere en af kongens og dronningens sønner og mange af hans følgesvende og røver og plyndrer og fylder skibet med tyvekoster, klar til sejladsen til Island. Alligevel har Egil ikke afreageret. Inden han forlader Norge, rejser han en nidstang med et hestehoved på toppen, der vender ind mod landet, og fremsiger besværgelser mod kongen og dronningen, en række forbandelser, der skal drive dem ud af landet. Og som om dette ikke var nok, rister han sine besværgelser ind i stangen med runer. Så står han endelig til søs.

Den sidste og samlende reaktion på hele dette forløb er det selvprojicerende kvad, han fremsiger om bord, om sammenstød, der ikke er færdigt, mens skibet i modvind og med skråtstillet sejl kæmper sig vej væk.

 

                                                                 Þél høggr stórt fyr stáli

                                                                 stafnkvígs á veg jafnan

                                                                 út með éla meitli

                                                                  andærr jötunn vandar,

                                                                 en svalbúinn selju

                                                                 sverfr eirar vanr þeiri

                                                                 Gestils ölpt með gustum

                                                                 gandr of stál fyr brandi.

 

Ordret oversat lyder digtet: Med store hug mejsler modvindsjætten hele tiden voldsomt en fil op fra havfladen foran stævnen på skibet, og den kolde storm foran stavnfigurerne filer skånselsløst med den i ryk mod skibets planker.

Nu er norrønt ikke et sprog, hvor sætningsleddene som på dansk skal stå i en bestemt rækkefølge for at give sammenhæng og mening. På norrønt kan et ord bøjes på mange flere måder end på dansk, sådan at de forskellige bøjningsendelser viser, hvordan ordene hører sammen. Derfor kan rækkefølgen ændres, uden at den syntaktiske sammenhæng går tabt. Dette er i høj grad karakteristisk for skjaldekvad, der til tider kan virke som de rene semantiske puslespil. Hvordan passer brikkerne sammen?

Det gælder også dette kvad, hvor den normale rækkefølge er ret anderledes end den, der er i kvadet, hvor genrekonvention og rytme og rim har ført til ændringer. Så opgaven går ud på at oversætte fra et ”bøjningssprog” til et ”rækkefølgesprog” og desuden få rim og rytme og stavelsestal flyttet med over.

Som det kan ses eller gættes, er der tale om en bisyllabisk rytme, hvor en trykstærk og en tryksvag stavelse følger efter hinanden, med tre sådanne versefødder pr. linje (dum-da dum-da dum-da) og altså seks stavelser pr. linje.

Og som det kan ses, er der bogstavrim, ord med samme begyndelsesbogstav eller ord, der begynder med vokal, på en trykstærk stavelse, sådan at hvert linjepar har to bogstavrim i første og ét i anden linje. Der er to gange ”s” i første linje og én gang i anden, endda ”st” i alle tre tilfælde; der er to vokaler i tredje linje og én i fjerde; der er to gange ”s” i femte linje og én gang i sjette; og der er to gange ”g” i syvende linje og én gang i ottende.

Samme rytme og stavelsestal og rimfordeling er der i min oversættelse, tæt på digtets ordlyd og billeddannelser og holdning.

 

                                                                 Højt og stejlt mod stævnen

                                                                 støder modvindsjætten

                                                                 filen frem af havets

                                                                 flade uden ophør.

                                                                 Skånselsløs mod skibet

                                                                 skurrer stormen filen

                                                                 stift i stejle bølger

                                                                 ind mod stævnens træværk.

 

Sådan har han det. Forhåbentlig både set med den islandske og med den danske læsers øjne.

Til slut bare dette: Som forfatter, der også oversætter, har jeg ofte siddet og oplevet, hvordan Hermann Broch og Derek Walcott og Egil Skalle-Grimssøn er bedre forfattere, end jeg selv er. Så godt kunne jeg aldrig have skrevet.

Til gengæld håber jeg, at jeg har gjort dem lige så gode på mit sprog, som de er på deres.

Advertisements
This entry was posted in Om enkelte værker/forfattere, Oversættelsesteori og -debat, Uncategorized and tagged , , , , , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s