Månedens oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Jeg er uddannet i noget så erhvervsfjendtligt som klassisk indisk filologi og søgte i en lidt bredere jobjagt en redaktørstilling på et mindre forlag. Jobbet fik jeg ikke, men til gengæld fik jeg min første oversættelsesopgave fra engelsk (umiddelbart inden havde jeg arbejdet i et oversættelsesbureau i USA). Den blev til flere, forlaget blev opkøbt af et større, jeg fulgte med som det tynde øl, fik efterhånden en tå indenfor hos andre forlag og begyndte senere at oversætte fra svensk også. Jeg har faktisk været så heldig at kunne oversætte på fuld tid næsten helt fra starten.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Efterhånden arbejder jeg næsten kun med skønlitteratur, og det er jeg svært glad for. Til gengæld oversætter jeg en ret bred vifte af det og nyder variationen. Rent fagligt synes jeg, det er lærerigt at arbejde med forskellige genrer med hver deres karakteristika – det tvinger mig til i højere grad at holde mig skarp på mange forskellige skrivemåder og ikke mindst dialog inden for vidt forskellige miljøer. En af de absolut væsentligste egenskaber for den litterære oversætter er lydhørhed over for forfatterens tone (og selvfølgelig evnen til at overføre den til oversættelsen). Dér synes jeg, jeg får meget forærende ved at bevæge mig i mange forskellige litterære miljøer og hele tiden blive tvunget til at holde den sproglige muskel spændstig.

Hvis jeg skal nævne én ting, som står mit hjerte særlig nær, er det litteratur, der har en tilknytning til Indien eller Sydasien. De sjældne gange, hvor jeg helt konkret kan bruge mit studium til noget, og hvor det giver mig en klar fordel at have kendskab til sanskrit, hindi og kulturen generelt. Det sker ikke ret tit, men det står afgjort højt på ønskesedlen.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Jeg fristes til at sige, at graden af glæde er ligefrem proportional med antallet af frustrationsmomenter i arbejdet. Det er måske lige kækt nok, men den efterfølgende tilfredsstillelse er i hvert fald større ved en bog, hvor oversættelsesprocessen har været fuld af bump på vejen og spækket med sindssygt irriterende sprogknuder. Genvordighederne skyldes som regel, at forfatteren netop leger med teksten og udfordrer læseren med en sproglig sindrighed, som stiller større krav i oversættelsesprocessen. Det har for eksempel været bøger som David Vanns Goat Mountain og nyligst den feministiske kultklassiker I Love Dick af Chris Kraus, som udkommer i starten af det nye år. Begge bøger, der i dén grad kræver, at man som oversætter er oppe på dupperne og har følehornene ude efter de fineste detaljer.

Men jeg er også ret pjattet med at oversætte humor. Jeg har den fornøjelse at oversætte svenske Fredrik Backman, som er begavet med et uforligneligt blik for komik og dagligdagens små løjerligheder. I bund og grund såre simpelt, men netop ved enkelheden er det hårfine nuancer, der afgør, om en sætning bliver hysterisk morsom eller falder totalt til jorden. Ofte er det enkeltord, der gør hele forskellen (er en person fx “en skør kvinde”, “en tosset dame”, “et forrykt kvindemenneske” eller “et bindegalt fruentimmer”?).

Bedste oversættelse du har læst?

Det er meget, meget svært at sammenligne oversættelser, synes jeg – ikke mindst fordi det ikke er så ligetil at definere, hvad en god oversættelse er. Personligt sætter jeg stor pris på oversættelser, hvor der er lagt en konsekvent tone, der tegner miljø og personer spot-on. Det er ofte helt ned i detaljen, jeg kan fryde mig over, at en oversætter har valgt lige præcis dét ord eller dén vending, som perfekt indkapsler en atmosfære.

Jeg vil fremhæve en samling, nemlig de nyudgivne samlede værker af Einar Már Guðmundsson – 20 bind, alle oversat af Erik Skyum-Nielsen, helt tilbage fra 1981 og frem til nu. Jeg havde fornøjelsen af at læse korrektur på hele stablen, og det var et indblik i en ualmindelig helstøbt oversættelsesbedrift, ikke mindst fordi den kronologiske spændvidde er så stor. Det er imponerende, hvordan der er skabt en sammenhængende og konsistent tone hele vejen igennem oversættelserne. Det er simpelthen sådan et fint oversat værk, og jeg indskyder lige i samme åndedrag, at det selvfølgelig er en af de fordele, man får ved at lægge et forfatterskab i hænderne på samme oversætter hele vejen igennem.

Derudover har jeg lige læst Claus Bechs nyoversættelse fra 2011 af Nabokovs Lolita. Han har frembragt en noget så forrygende fortællerstemme på dansk ved hjælp af velvalgte, ofte lidt skæve, vendinger, der tegner et malende billede af Humbert Humbert og hans aparte (vrang)forestillingsverden og noget uspiselige levned. Jeg kluklo i skægget, fordi oversættelsen rammer hans selvhøjtidelige tone lige på kornet.

Hvor oversætter du?

På mit kontor hjemme i lejligheden, alternativt uskønt henslængt på sofaen. Og så er jeg ikke så god til at huske at holde ferie, men til gengæld er jeg rigtig god til at rejse og tage arbejdet med (nu kommer alle de dér work/life balance-typer nok efter mig, men for mig er det et kæmpe privilegium, der følger med verdens i øvrigt bedste job). Computeren under armen, så kan jeg principielt arbejde hvor som helst i verden, bare der er internet. Faktisk føler jeg ikke, at jeg arbejder sådan rigtigt, fordi jeg jo bare futter rundt og hygger med bøger og sprog.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

I bogen Hjemfærd af Yaa Gyasi, som er en krønike op gennem slavetiden fra kolonierne i Afrika og helt frem til vore dages Amerika, taler først slaverne og siden deres afroamerikanske efterkommere den særlige variant af engelsk, der i vore dage bl.a. kaldes Ebonics. I Gyasis dialoger er det meget markant, så det skulle selvfølgelig afspejles i oversættelsen (helst uden vestjyske ghettoer på plantagerne).

En stor del af dialogen optræder i korte sætninger, og desuden skulle det kunne fungere over et spænd på flere hundrede år samt lægges i munden på unge såvel som gamle, kvinder såvel som mænd. Det vanskeliggjorde brugen af markører i form af gennemgående karakteristiske ord; de kan ikke bare strøs ukritisk og med rund hånd ud over alle mulige og umulige sætninger.

Min løsning blev at prøve at tilstræbe noget af det samme, som kendetegner det engelske. Først og fremmest en meget staccato rytme. Helt formelt pålagde jeg mig den begrænsning, at ordene højst måtte have to stavelser (enkelte steder måtte jeg – til megen ærgrelse – fravige dette princip, når et ord var kropumuligt at komme uden om). Derudover markerede jeg hyppigt sammentrækning i verber (selv hvor en sådan markering rent fonetisk er overflødig, fordi læseren ofte instinktivt vil læse den korte form, fx. “tager” -> “ta’r”; “giver” -> “gi’r”), der kan smage lidt af det engelske. Og endelig brugte jeg særlige former til negerende udtryk (inspireret af fx “ain’t”, “ain’t got no”, “ain’t no one gonna” o.l.). “Ingen” blev dermed til “ikk’ nogen”, “ingenting” blev til “ikk’ nogen ting”, og det mere formelt klingende “intet” var bandlyst.

Et eksempel (dialog mellem en husslave og en hvid plantageejer):

She ain’t fit for da house,” Margaret told Tom Allan.

“Well, let me see her, Margaret. I’m sure I can decide for myself whether or not somebody’s fit to work in my own house, now can’t I?”

“Yessuh,” Margaret said. “I reckon you is, but it ain’t something you gon’ want to see, is what I’m sayin’.”

Som i oversættelsen blev til:

Hun dur ikk’ i huset,” sagde Margaret til Tom Allan.

“Så lad mig dog se hende, Margaret. Jeg kan nok godt selv afgøre, om en person duer til at arbejde i mit eget hus, tror du ikke?

“Yessuh,” sagde Margaret. “Det ka’ De da nok – jeg si’r bare, at De nok bare helst ikk’ vil se det, si’r jeg bare.”

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Helt personligt som oversætter: en skønsom blanding af at stole på sig selv og ikke stole på sig selv. At huske hele tiden at sætte spørgsmålstegn ved sig selv og det, man tror, man ved. Hellere slå op en gang for meget end en gang for lidt. Hvis noget lyder forkert eller mærkeligt, så er det det nok også. Samtidig er det vigtigt at stole så meget på sig selv, at man tør træffe nogle dristige valg indimellem og ikke nødvendigvis altid holder sig til det sikre. Hvis det er for dristigt, skal redaktøren nok sige fra.

Og apropos det: Lyt til redaktøren! Det med at få redigeret tekst tilbage er aldrig rigtig sjovt ved første øjekast, synes jeg. Man har siddet begravet i teksten i evigheder og nørklet og nørdet og fundet i egne øjne totalt geniale løsninger og har virkelig gjort sig umage. Og er hysterisk øm over det. Og så får man det tilbage med overstregninger og rettelser og forslag og spørgsmålstegn og kragetæer – et mylder af små flag, der alle sammen skriger, at man kunne have gjort det bedre lige dét sted. Så skraber man sin stolthed op fra gulvet og finder som regel ud af, at langt det meste er guld værd – og måske endda at man er blevet reddet fra at begå en episk brøler. Gys.

Men i et bredere perspektiv forudsætter de gode oversættelser også, at faget anerkendes som en litterær disciplin, der har noget værdifuldt at bidrage med. Og dér er det vigtigt:

At tænke oversætterhonorarer mindre som tal på en bundlinje og mere som udtryk for, hvor meget tid et værk fortjener at blive puslet om af den kyndige oversætterhånd. Og at den kyndige redaktørhånd får tiden til at udføre den dybdegående redaktion, der løfter værkerne – selvom den skal jonglere med mange andre bøger på samme tid.

At opdyrke en egentlig oversættelseskritik, der kan se med seriøse briller på vores fag og lære både os selv og omverdenen mere om det. Og i den bredere litteraturkritik at huske på, at de færreste udenlandske forfattere trods alt skriver på dansk, og at oversættere spiller en uomgængelig rolle, når de udkommer her i landet – ikke kun når der er hår i sprogsuppen.

At prioritere sprogfagene (store som små) højere på uddannelsesinstitutionerne, så den nuværende dødsspiral forhåbentlig kan bremses. Vi står reelt i en situation, hvor det er umuligt at finde kvalificerede litterære oversættere fra visse sprog til dansk, hvilket medfører, at væsentlige værker enten ikke bliver oversat eller bliver filtreret gennem et tredje, ”større” sprog (oftest engelsk).

At anerkende på politisk plan, at litteraturen spiller en væsentlig rolle for den almene dannelse i samfundet og tilfører udsyn og nye perspektiver i samfundsudviklingen generelt (og har gjort det hele vejen op gennem historien). Og huske på, at litteratur ikke kun er dansk litteratur, men i allerhøjeste grad også verdenslitteratur, og at den kan have brug for et lift for at komme over landegrænserne.

 

 

Advertisements
This entry was posted in Månedens oversætter and tagged , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Månedens oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild

  1. Ja! En skønsom blanding af at stole på sig selv og at ikke stole på sig selv. Hvor er det præcist og rigtigt sagt.

  2. Rigtig spændende oversætter og interview.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s