DOF’s Ærespris til Erik Skyum-Nielsen (2. del)

Flere rosende ord til Erik Skyum-Nielsen ved prisoverrækkelsen, fra redaktørerne Rikke Kühn Riegels og Sune De Souza Schmidt-Madsen, samt fra Einar Már Guðmundsson.

Kære Erik,

Først og fremmest skal du have et rigtig hjerteligt tillykke fra mig. Selvom vi ikke har kendt hinanden så længe, er det mig en stor ære at få lov at holde denne tale for dig i dag. Jeg kom til Lindhardt og Ringhof så sent som i sommers, hvor jeg blev kastet hovedkulds ud på den mest fantastiske rejse, nemlig turen hele vejen gennem Einar Már Guðmundssons forfatterskab. Og det var her, jeg lærte dig at kende, for det var nemlig også en rejse gennem dit oeuvre som oversætter gennem de sidste 35 år. Du havde sat dig for at revidere alle de gamle oversættelser, og jeg havde sat mig for at samle alle de løse ender – dem var der i sagens natur en del af. Der var stunder, hvor det virkede noget nær umuligt, men se nu, hvor vi står på denne solskinsdag i marts!

Det var jo egentlig Sune De Souza Schmidt-Madsen, redaktionschef for Dansk Skønlitteratur på Lindhardt og Ringhof, som skulle have holdt denne her tale, men da han er udenbys, har jeg lovet ham at overbringe dig en hilsen:

 

Kære Erik,

Tillykke med prisen, det er så utrolig velfortjent.

Jeg er ked at jeg ikke kan være der til at fejre dagen med dig, men jeg befinder mig netop nu i Skørping for at holde foredrag om Karen Blixen op til Ordkraft.

Jeg kan jo sige med stor fornøjelse, at du er den eneste oversætter jeg har ”i stald”, hvis vi må bruge den slags ord. Normalt beskæftiger jeg mig jo kun med dansk skønlitteratur, men i 2009 var jeg så heldig at blive en del af den dynamiske duo, Einar Már Guðmundsson og Erik Skyum-Nielsen.

Det er et samarbejde, som jeg gennem de sidste otte år har nydt. Det er jo ikke altid, at man kan sige sådan om arbejdet som redaktør, men her er det faktisk sådan, at jeg nærmest betragter vores samarbejde som en slags frikvarter i en ellers stresset hverdag.

Årsagen er simpel: Det arbejde du leverer er – hver evig eneste gang – så pletfrit, at man som redaktør fryder sig over læsningen og tænker: ”Orv, det var en god løsning, den kunne jeg ikke selv have fundet på!”

Især har jeg nydt samtalerne mellem dig og Louise Ardenfeldt Ravnild, som læser korrekturen – en sølle amatør som mig kan ikke engang gengive halvdelen af de grammatikalske spidsfindigheder I diskuterer, jeg sidder nærmest som en tennisdommer og følger serven gå fra højre mod venstre og tilbage igen og glæder mig over at være i selskab med så begavede og dygtige mennesker.

Det næste jeg vil rose, er din usædvanlige ildhu og din vedholdenhed. Siden den allerførste digtsamling så dagens lys, har du oversat Einars bøger og gjort dem tilgængelige for danske læsere. Da vi sidste år genudgav Einars samlede værker, gennemgik du oversættelsen af alle 20 bøger! Og det var ikke småting, der blev ændret; det var virkelig en grundig revision, et Herkulesarbejde uden lige. Jeg troede aldrig du ville blive færdig til tiden, men det gjorde du. Og så oversatte du lige en novellesamling, som aldrig havde været oversat før og skrev et supplementsbind – Einars univers – en lille afhandling om Einars forfatterskab og en bedre introduktion kan næppe tænkes. Dit overskud er imponerende og det er en gave for en forlægger.

Men det, der gør dig helt speciel – og uundværlig på bogscenen i Danmark, er jo ikke kun dine meritter som oversætter, men også dit kæmpe lobby-arbejde for litteraturen. Det var dig, der i sin tid “spottede” Einar, og det var faktisk ikke mig, der fandt dig – det var den anden vej rundt: Borgens Forlag gik gennem trange tider, og så dukkede du op på Informations Forlag med Hvidbogen, som blev den første titel, jeg antog i min karriere som redaktør. Hvidbogen handlede om finanskrisen på Island, og du ikke bare oversatte bogen, du fandt også både et ”forlagshjem” og en redaktør til den. På den måde får du tingene til at ske – om det så handler om bøger, der skal oversættes og udgives, forelæsninger eller anmeldelser. Din dobbelte – eller tre-firdobbelte rolle, som forsker, kritiker, oversætter og bogkriger – eller bogelsker, og det er nogle gange det samme – er højst usædvanlig og gør dig fuldstændig uundværlig.

Men det bedste af det hele er jo nok, at du samtidig er så helt utroligt godt selskab – Jeg glemmer aldrig da du og Einar tog Bogforum med storm og med knyttet næve sang ”Sådan er kapitalismen” for 200 fremmødte læsere i Forum, eller din blændende optræden på ambassaden i efteråret, hvor du kunne fortælle om, hvordan du lærte Einar at kende – en historie der begyndte med et par underbukser i et møntvaskeri. Vores samtaler om litteratur har strakt sig over otte år med kaffe og frokoster og jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet – måske allerede lige om lidt, for Einar har lige skrevet – han er på vej til Kina, hvor Hundedage er udnævnt til Århundredets Bedste Roman, og med i tasken har han et spritnyt manuskript!

 

Det var ordene fra Sune og her til sidst vil jeg overbringe dig endnu en hilsen fra Einar selv, som blev så glad over at høre, at Æresprisen i skulle gå til dig:

Erik er ikke bare en god oversætter, og god til begge sprog, mit islandske og sit danske. Det vigtige er jo ikke mindst hans eget sprog. Han har så dyb forståelse for litteraturen og så rig indlevelse, nuancer bliver til tolkninger, misforståelser til endnu mere forståelse, historier og humor. Erik har også en ærlighed overfor litteraturen, hans varemærke, no bullshit som vi siger, ingen undskyldninger, ja et tæt forhold til det fundamentale. En slags Sagalærdom! Erik fylder en stor plads i mine erindringer, og det er gode erindringer, og de vil få sin plads i ordenes univers. Til hamingju!

 

Tillykke Erik! Fra Sune, Einar og ikke mindst fra mig.

Advertisements
This entry was posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere, Uncategorized and tagged , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s