Månedens oversætter: Naja Møllmann-Ibsen

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Jeg har flakket meget, hvad arbejde og studier angår, og blev først færdig med min uddannelse, da jeg nærmede mig de fyrre. Mit første studievalg var tegnsprogstolkeuddannelsen, som jeg tog orlov fra efter første år (havde man som i Sverige kunnet læse tegnsprog på universitetet, var jeg nok gået videre med dét). Tre år senere søgte jeg så ind på danskstudiet – som desværre skuffede fælt. På det tidspunkt var jeg blevet interesseret i oversættelse og overvejede at skifte til engelsk, men endte med at vælge nederlandsk. Det var et meget pragmatisk valg: For det første håbede jeg, at det ville være lettere at få foden indenfor som oversætter med et sprog med langt færre kandidater end fra engelskstudiet; for det andet havde jeg ingen særlige forventninger til studiet og var derfor ikke så bange for at blive skuffet. At det lige blev nederlandsk, var nok ikke helt tilfældigt – jeg havde bevaret kontakten med hollandske venner, jeg havde mødt på en rejse 14 år tidligere, men vi havde nu aldrig talt andet end engelsk med hinanden. Jeg blev meget positivt overrasket over studiet og blev bidt af både sproget og faget. Efter bachelordelen valgte jeg dog at tage en overbygning i sprogpsykologi, og det har jeg aldrig fortrudt, for der lærte jeg en masse om formidling, som jeg senere har brugt som sprogunderviser, og jeg tror, at sprogpsykologien også har betydet meget for hele min tilgang til oversættelse.

Det lykkedes mig at få flettet et halvt års studieophold i Amsterdam ind i overbygningen, og i forlængelse af opholdet deltog jeg i et intensivt 14-dages workshopkursus i Utrecht og Antwerpen om oversættelse fra nederlandsk til dansk. Det var enormt givende for en oversætter in spe, og det gav mig inspiration til mit speciale, der kom til at handle om gruppearbejdes indflydelse på kvaliteten af den enkeltes oversættelse.

Da jeg blev færdig med uddannelsen, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle få hul på det med at oversætte, så i første omgang begyndte jeg at undervise i nederlandsk på Studieskolen. Men efter et års tid var jeg så utrolig heldig, at Aino Roscher, som jeg havde mødt på oversættelseskurset (og som sammen med Niels Brunse venligt havde bistået mig med evalueringen af de oversættelser, der indgik i mit speciale) anbefalede mig til Borgens Forlag, der skulle have oversat en ungdomsroman, hun ikke selv havde tid til. Det vil jeg altid være dybt taknemmelig over, for sådan kom jeg i gang.

Men selvom jeg nu har arbejdet med litterær oversættelse i 14 år, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde bliver ’færdiguddannet’, for det kan jo altid blive bedre.

Og hvorfor så oversættelse? Som barn drømte jeg om at blive astronaut eller undervandsarkæolog (nej, Jacques Cousteau filmede skam ikke forgæves!), men jeg læste også temmelig mange bøger, som jeg slæbte hjem fra Vanløse Bibliotek og forsvandt i. Det fantastiske ved evnen til at læse er, at den ikke kan aflæres igen – når man først har lært at læse, ’fanger’ ordet. Jeg var (og er) dybt fascineret af det magiske ved skrift – at man kan skabe billeder, stemninger, tanker, følelser og hele verdener blot ved hjælp af nogle små sorte krøller på hvidt papir. Det ønskede jeg også at kunne, så de andre eventyrlige drømme veg for drømmen om at skrive mine egne ord. Konkret udmøntede det sig i, at jeg som 13-årig begyndte at skrive digte på min farfars gamle Remington-skrivemaskine, en blytung, grågrøn sag med et sort-rødt farvebånd, der kunne spoles tilbage, og en slæde, der sagde ’ding’, når det var tid til linjeskift. Da maskinen var amerikansk, havde den hverken æ, ø eller å. Til sidstnævnte brugte jeg a-tasten og tilføjede bagefter bollen med kuglepen. Den metode gav af og til mine noget ubehjælpsomme digte et utilsigtet kreativt anstrøg; hvis jeg glemte at sætte bolle et sted, resulterede det i vendinger som ”universets skrivende and”. (Den dag i dag har jeg tendens til at taste a for å, når jeg bliver træt). Jeg blev ikke digter, men jeg lever af at skrive ord, som jeg i stor udstrækning selv vælger. Måske er arbejdet som litterær oversætter det nærmeste, man i praksis kommer det at være forfatter uden at være det af navn. Det føles i hvert fald ofte sådan.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Generelt: Tekster, der er velskrevne – og ikke mindst velredigerede – og som jeg har lyst til og føler mig rustet til at oversætte (eller finder det fristende at prøve kræfter med). Jeg oversætter både fiktion, nonfiktion, graphic novels og tegneserier, og selvom læseren i mig nok foretrækker romaner, rummer hver eneste tekst jo sine uforudsete udfordringer i form af syntaktiske særheder, indholdsmæssig inkonsekvens, realiaproblemer og lignende – og sine positive overraskelser, når de to sprog pludselig går op i en højere enhed, eller man får indsigt i emner, man intet anede om i forvejen. Det er særlig spændende at arbejde med tekster, der foregår i en anden tid, fordi jeg så skal finde alle mulige gamle ord for ting, der ikke længere findes eller bruges – fra landbrugsredskaber og skibstyper til klædedragter og – oh, skræk! – madretter.

Ofte er der en forholdsvis lang fase, hvor jeg tænker: ”Det her kommer aldrig til at fungere,” og hvor teksten er fuld af alle tænkelige løsningsmuligheder adskilt af tusind skråstreger, fordi jeg ikke kan beslutte mig for, hvad jeg skal vælge, men på et tidspunkt afløses den fase af en anden, hvor jeg kan mærke, at jeg begynder at pejle mig ind på den endelige version af teksten, indtil oversættelsen (oversætteren?) omsider træder i karakter, og der kommer en helstøbt tekst ud af det.

Et andet svar kunne være: den rigtige tekst på det rigtige tidspunkt. Det er dejligt at have tid til fordybelse, hvis man arbejder med en svær tekst. På den anden side kan det være godt med lidt afveksling, hvis hjernen begynder at køre i tomgang. De sidste fem-seks år har jeg løbende oversat historier til Anders And & Co., og når jeg er i gang med en større litterær oversættelse, er det ofte et kærkomment afbræk at sidde med et par overskuelige ’andehistorier’, som kan laves på få timer. Der er jeg meget mere frit stillet som oversætter, da det vigtigste er, at teksten fungerer i taleboblerne – det er med andre ord tilladt at hugge en hæl og klippe en tå. Derudover skal man overholde de få uskrevne regler, der gælder for Andeby-universet (ingen bandeord, ingen sex, ingen alkohol, ingen religion), men inden for de rammer er der plads til en masse leg med sproget. Jeg er især glad for Joakim von And, der med sin fortid som guldgraver i Klondike efterhånden må være en temmelig bedaget herre, som man derfor kan lægge lidt mere gammeldags udtryk i næbbet på (kanalje, tølper, skarnsknægt!). Udtryk som Gisp!, Gulp!, Uak!, Suk! og Grrr! er jo faste ingredienser, men der er plads til en del kreativ leg, når det gælder egennavne, stednavne og lydord – og navnene på Georg Gearløs’ mange opfindelser.

Derudover er jeg ret glad for at arbejde med (rimede) vers, når jeg støder på dem.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Det er svært at svare på, for der har været mange spændende opgaver, og jeg lærer noget nyt hver gang. Ray Kluuns En slags kærlighed krævede stor sproglig opfindsomhed pga. den rappe og humoristiske dialog; Douwe Draaismas Hvorfor livet går hurtigere, når man bliver ældre var researchmæssigt krævende pga. de mange fag- og skønlitterære citater; og Stephan Enters Spil var en udfordring stilistisk … Men jeg har nok en svaghed for to af ’mine’ flamske forfattere, Annelies Verbeke og Jan De Leeuw, som begge arbejder meget stringent med sprog og komposition og mestrer den subtile humor.

Hidtil har jeg kun oversat nulevende forfattere, og det er en naturlig del af min arbejdsproces at kontakte forfatteren, som jeg altid ender med at have en del spørgsmål til. Heldigvis er de fleste forfattere villige til at gå i dialog om teksten, og korrespondancen med dem er med til at øge min forståelse af, hvor de ’vil hen’ med teksten. I enkelte tilfælde har det også forhindret pinlige fejloversættelser, så den kontakt er vigtigt – også for min glæde ved arbejdet med bogen. Af og til kan der være andre omstændigheder ved arbejdet, som giver skår i glæden, f.eks. en redaktør uden sans for bogen (det er heldigvis sjældent!) eller en stram deadline, når man har sagt ja til for meget. Med det in mente må den bog, jeg har været gladest for at arbejde med, være Jan De Leeuws ungdomsroman Af kød og blod, dels fordi jeg – ud over glæden ved at arbejde med en god tekst – havde et vældig godt samarbejde med ham om oversættelsen, og dels fordi det var den første bog, jeg udgav på mit eget forlag, og jeg derfor havde det sidste ord at skulle have sagt mht. både oversættelsen og alt det øvrige, man normalt ikke har indflydelse på som oversætter.

Bedste oversættelse du har læst?

I det meste af mit læsende liv har jeg som så mange andre ikke hæftet mig ved, hvilket navn der stod med småt på titelbladet, endsige siddet og sammenlignet oversættelsen med originalen, så ’den bedste oversættelse’ kan i princippet være en hvilken som helst oversættelse, jeg har læst. Derfor bliver det let til et spørgsmål om ’bedste (oversatte) bog’ i stedet, og der er der jo uendelig mange bøger, som jeg har været glad for at få mulighed for at læse på dansk. Om de gode oplevelser så mest skyldes forfatterne eller oversætterne, kan jeg set i bakspejlet ikke afgøre, men jeg vælger at tro, at det er den gode kombination af begge, der gør udslaget. Hvis jeg skal nævne en oversat bog, der har gjort indtryk, så må det blive den første rigtige voksenroman, jeg læste. Det var John Steinbecks Øst for paradis, oversat af Elsa Gress og Mogens Knudsen. Jeg var 13 år, læste den på to-tre uger i spisefrikvarteret i skolen og græd, da jeg blev færdig med den – ikke over slutningen, men fordi den var slut. (Nogle år senere så jeg filmatiseringen af den i Vanløse Bio og blev dybt skuffet over, at to af romanens vigtigste personer slet ikke var med i filmen). Jeg vil også nævne en anden bog, der gjorde stort indtryk på mig som ung, nemlig Mælkebøttevin af Ray Bradbury, oversat af Arne Herløv Petersen. Jeg glemmer aldrig 12-årige Douglas Spauldings sprudlende sansning og erkendelse af at være i live! Og den bog fik mine øjne op for resten af forfatterskabet – et bekendtskab, jeg nødig ville have været foruden.

Hvor oversætter du?

I stuen i vores toværelses lejlighed på fjerde sal på Nørrebro med udsigt over tagene og en metrobyggeplads, hvor små grønklædte mænd (”Næh, se!”) myldrer rundt over og under jorden, og en talentfuld kranfører styrer stålgiganten i minutiøs koreografi mellem husene (når han ikke lige sidder og læser tegneserier). Eller i stuen i vores hus (læs: hytte) i de smålandske skove med udsigt til de stenfyldte bakker, som isen efterlod, hvor gran og birk kæmper om pladsen (1-0 til granerne), og traner på træk slår sig ned, rådyr bjæffer i skoven, musvitter æder vores bier, kantareller godvilligt lader sig fange, og sjælen – og som det ses: sætningerne – kan strække sig.

Og alle mulige andre steder, når jeg går og tygger på ord.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det

Uanset hvor tit jeg støder på dem – og det er tit – har jeg næsten altid problemer med de nederlandske ’smileverber’ og i særdeleshed verbet ’grijnzen’ og det tilhørende substantiv ’grijns’, som kan betyde alt fra et hånligt grin og et bredt smil til en grimasse. Ligeså med verbet ’fronsen’, som har at gøre med at rynke brynene/få en rynke i panden/se bekymret eller betænkelig ud. Det er frustrerende (og misundelsesværdigt!), at noget, der på dansk kræver vendinger som ’sagde han med et smørret grin’, kan udtrykkes med to ord på kildesproget. Men så må man jo hver gang prøve at vælge det rigtige udtryk fra den danske palet og håbe, at man ikke vælger en nuance, der misfarver originalen.

Et andet problem kan være ordspil, der ikke kan oversættes direkte. I Annelies Verbekes roman Sov! fortæller den mandlige hovedperson Benoit om en samtale med den kvindelige hovedperson Maya. De taler om dyr, og hun hævder, at hun engang har ført en samtale med en tyr. Da han spørger hende, hvad de så talte om, svarer hun ’koetjes en kalfjes’. Sidstnævnte er en fast vending, der betyder ’stort og småt’ eller ’løst og fast’, men den bogstavelige betydning af udtrykket er ’køer og kalve’. Da romanen handler om ulykkelige, rodløse mennesker, giver denne dobbelttydighed yderligere association til det at længes efter en partner/et familieliv. Hvordan får man alt det med på dansk, når det samtidig skal lyde morsomt? Jeg lagde hovedet i blød og blev klar over, hvor mange danske udtryk der findes, hvori dyr indgår (slangen i paradiset, stædig som et æsel osv.). Efter nogle dage endte jeg med at vælge nedenstående løsning – ikke mindst inspireret af, at Maya lider af søvnløshed og flakker rundt i byen om natten:

Ze beweerde bij hoog en bij laag dat ze ooit een conversatie had gevoerd met een stier.

‘Waarover?’ vroeg ik geamuseerd.

‘Ach, koetjes en kalfjes,’ zei ze.

 

Hun svor højt og helligt på, at hun engang havde ført en samtale med en hane.

Det lød morsomt, og jeg spurgte: “Hvad snakkede I om?”

“Om at gå i seng med hønsene,” sagde hun.

Endelig er der realiaproblemerne. Da jeg oversatte Wouter van Mastrichts historiske thriller Spansk ild, der foregår i 1600-tallet, kom jeg vidt omkring i datidens munkeordener, fæstningsværker, klædedragter, skibstyper og ikke mindst våben. På et tidspunkt bryder nogen ind i et våbenarsenal fyldt med alskens våben, og en af sætningerne lyder:

Der lå også stabler af lanser og hellebarder, armbrøster, som næsten ikke længere blev brugt, og endda [een ganzenroer], et jagtgevær med et løb, der var over to meter langt.

Dette famøse gevær kunne jeg finde masser af billeder af på nederlandske hjemmesider, men hvad hed sådan et på dansk? Direkte oversat lød navnet som et ’gåserør’ eller ’gåseløb’, men heller ikke søgninger på variationer med ’gåse-’ gav noget resultat mht. en dansk betegnelse. Derfor kontaktede jeg Tøjhusmuseet, som i første omgang oplyste, at de ikke længere havde nogen informationstjeneste som sådan, men jeg kunne da lige prøve at ringe til det her nummer … Jeg ringede til nummeret, indtalte en besked og blev kort efter ringet op af en meget venlig mand (jeg mener, hans navn var Jørgen Walseth), som ud fra min beskrivelse af geværet straks udbrød, at det jo måtte være et svanegevær. Jeg takkede mange gange og skulle til at ringe af, men inden da fik jeg lige en bonushistorie om Christian 4.s svanejagter på Amager: Dagen før jagten blev der sendt folk ud i både på Køge Bugt for at genne fuglene nordpå, så kongen med følge kunne skyde op til 30-40 svaner den følgende dag. Sic!

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Udover det indlysende – at have et godt kendskab til både kilde- og målsproget – må det være:
Velskrevne originaltekster. (Jeg ved godt, at en dårlig kildetekst, der oversættes loyalt og akkurat til en lige så dårlig måltekst, principielt kan kaldes en ’god’ oversættelse, men vi ved bedre, ikke?)

Evne og fysik til at sidde stille i mange timer ad gangen. (Seriøst!)

Evnen til at tvivle og lade tvivlen komme teksten til gode – både kildeteksten og målteksten (alverdens ordbøger kan kun hjælpe en, hvis man slår op i dem).

Overblik over sætningen/afsnittet/kapitlet/bogen – altså helhedssyn frem for tunnelsyn (eller evnen til at veksle mellem dem).

Et varieret dansk ordforråd erhvervet gennem varieret læsning. (Løsning af krydsogtværser kan også anbefales – hvor lærer man ellers ord som sarg og pløs og laf?)

Sans for samspillet mellem det semantiske, det rytmiske og det klanglige.

Blik for konnotationer, både de tilsigtede og de utilsigtede.

Tålmodighed og tid til at dyrke ovenstående.

Bevidsthed om sprogets forgængelighed.
Dialog med forfatteren, hvis det er muligt.
En engageret redaktør, der finder alle de svage punkter i oversættelsen. Og lidt til.

Og nok så vigtigt: at der til stadighed findes jo-sigere* i verden, og at man kan finde dem (det kan kræve en vis stædighed, for der bliver færre og færre af dem i disse Google-tider).

 

* En jo-siger er en person, der adspurgt om, hvornår NN blev konge i land A, svarer: ”Det var jo i [årstal], lige efter hans korstog til land B, hvor X blev slået ihjel af hærfører Y, og land C allierede sig med land D mod NN’s far, som jo havde været konge, siden kong Z døde …” Varianter med da i stedet for jo forekommer også (måske er joda en mere oplagt betegnelse?), men det væsentlige er, at det lille ord viser, at vedkommende har brugt år på at samle viden om emnet og anser denne viden for naturlig og nødvendig. Nogle kalder den type mennesker for nørder. Jeg kalder dem uundværlige.

Advertisements
This entry was posted in Månedens oversætter and tagged , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s