Det slutter aldrig

Af François-Eric Grodin

Artiklen blev oprindeligt trykt i Mellom – Tidsskrift for omsett litteratur #2/2016

På Den norske forfatterforenings hjemmeside indledes en samtale i 2013 mellem Mette Karlsvik og Kjersti Annesdatter Skomsvold sådan her:

MK: Fra gigantisk roman til diktsamling. Og det med et års mellomrom. Forklar!

KAS: Jeg må gjøre det jeg ikke skjønner hvordan jeg skal få til. Så nå blir det dikt.

Hver gang jeg går i gang med en oversættelse, har jeg selv en følelse af at jeg ikke kan finde ud af det. At det er et umuligt projekt overhovedet at oversætte en tekst til et andet sprog. Som om mit jeg er en forhindring, at det kæmper med det første jeg, forfatterens, der har omsat sine tanker og sansninger til en tekst. Umuligheden i at se og sanse og tænke med det andets jegs syn og sanseapparat og tanker i det andets jegs naturlige habitat. Men jeg er nødt til at prøve at trænge derind, sætte mit jeg ind imellem den eksisterende tekst og den der venter, udfordre det andet jeg til holmgang. Nu, jeg tænker over det, kan jeg bedre lide det nynorske ord: omsetje. Det er noget oversætteren og forfatteren har tilfælles. Teksten skal ikke bare over en bro, føres så umærkeligt som muligt fra et sted til et andet. Nej, når det omsættes foregår der en handel, en udveksling, en transformation, en kemisk reaktion, en metabolisme som kræver en anden organisme, teksten skal ikke (bare) bæres over til det andet sprog på varsomme hænder, men føres igennem det aktivt oversættende jeg som bliver en katalysator for en nyopstået tekst. Og alligevel må jeg’et træde i baggrunden, forsvinde, glide ind i mørket, med færten af noget velkendt, noget hjemligt, en kerne, noget oprindeligt, en følelse af at være så tæt på en essens, sorgen, savnet, den forfinede, toptunede sansning.

Min motivation for at oversætte Kjersti Annesdatter Skomsvolds Litt trist matematikk var ikke at jeg synes det er verdens bedste digte, eller at jeg mener verden er et fattigere sted uden dem, eller at det var en nødvendighed for mig. Den er at jeg identificerer mig med hendes projekt, og er blevet ramt af det, i en grad som jeg sjældent har oplevet. Det er et egoistisk projekt for mig. Et kærlighedsprojekt, kunne man måske også kalde det. Kærlighed til det på forhånd uopnåelige i at ville beskrive noget fuldt ud, opdage at det ikke går, have en mistanke om at det måske slet ikke kan lade sig gøre, sige fandeme nej, jeg prøver sgu igen, ad en anden vej, en jeg ikke mestrer, måske frygter, for måske … måske vil det så lykkes, måske vil den anden form afdække den fulde helhed, måske vil den modstand tvinge mig til at tilsidesætte mit ego, slå en sprække i det igennem hvilken en ny vej, en ny frekvens, et anden dimension kan smutte igennem. Jeg gør det fordi jeg gerne vil følge med på den tur, på sidelinjen, følges med Kjersti, parallelt, i hver vores virkelighed, ad hver vores bugtede veje som af og til, tilfældigt, uforudsigeligt, pludseligt tager et sving ind mod hinanden, næsten rører hinanden, gennem en bog, gennem skrift. Følge med på den tur som prøver at genskabe urlyden, den tone som universet har, men hele tiden må nøjes med at plukke enkelte toner ud af den og lave melodier af dem. Var det urlyden jeg fandt der? Eller der? Nej, det er blot utallige variationer skabt på et forsvindende lille udsnit af harmonien, hele tiden lidt tættere på, hele tiden lige så langt væk.

Den første gang jeg mødte Kjersti Annesdatter Skomsvold, var i hendes anden roman, Monstermenneske. Det var også første gang jeg blev ramt af en så gennemgribende, rørende, nærmest rystende følelse af at blive set og forstået gennem papirsiderne i en bog. Jeg blev opfyldt, smittet af håbet der blafrede genstridigt i det mørkeste mørke, den smittefarlige kampånd, en sanselighed så stor at den fik et næsten voldeligt udtryk, så sårbart, hudløst, blottet, flået. Så den bog tager jeg meget personligt, så er det sagt. Jeg følte den var skrevet til mig (som det jo er med god litteratur), og jeg følte at jeg kendte forfatteren. Et følelse der kun blevet stærkere da jeg mødte hende i kød og blod.

Jeg talte med Kjersti om at skrive, og hvordan alting på en måde bare var der, hinsides ordene, om hvordan alt omkring os, verden, universet, stjernerne er ligeglade med at blive beskrevet, og vi mennesker, som har mistet denne umiddelbarhed, gennem sproget søger efter denne førsproglighed – i et projekt der er dømt til at mislykkes, for hvordan nærme sig det med sproget? Det er det jeg føler at Kjersti hårdnakket forsøger alligevel.

Monstermenneske slutter sådan her (i min oversættelse):

Jeg fortæller Ellisiv om bogens slutning, at jeg skriver og skriver og ikke kan finde ud at slutte af. ”Jeg kan ikke finde ud af at skrive en slutning,” siger jeg, ”for jeg får aldrig den slutning jeg gerne vil have.”

Af alt det farlige som findes inde i os selv, eller i himlen, eller på jorden, behøver vi måske ikke være bange for andet end det der aldrig er blevet sagt. Når alt er blevet sagt, kan vi være trygge, men heller ikke før. Så kan vi omsider være stille fordi vi ikke længere behøver at være bange for at tie. Så får vi endelig fred. Alt det farlige bliver til sidst noget vi kan grine af. Dette siger jeg kun til dig.

”Du får aldrig den slutning du gerne vil have,” siger Ellisiv.

Det bliver aldrig færdigt. Sådan læser jeg det. Vi vil aldrig kunne sige det hele, trænge helt ind til kernen med teksten, favne hele meningen. Vi er dømt til at prøve igen og igen og, i Kjerstis verden, til at leve med angsten. Det gælder også oversættelse. I min verden er det en evindelig frygt for ikke at fange nuancerne fuldstændig, finde den helt ”rigtige” oversættelse, frustrationen som heldigvis går over til sidst og går over i accepten af den iboende umulighed i at oversætte og udløser alle de små glæder når det punktvis lykkes – i en nærmest mystisk oplevelse.

Det var, som sædvanlig, med forventningen om de følelser, at jeg gik i gang med at oversætte Litt trist matematikk. Og efter at have råoversat to tredjedele, sad jeg undrende, og lidt forskrækket, tilbage og tænkte: Er det bare det? Jeg synes ikke jeg havde oversat, for sprogets melodi er så bekendt, den lader sig, i hvert fald i første omgang, så let overføre til den norske dialekt som vi vel lige så godt kan kalde dansk. Jeg forventede voldsomme udfordringer som jeg ikke mødte. Overser jeg noget? Har jeg slet ikke fattet hvad det vil sige at oversætte lyrik? Tvivlen nager stadig – og det er vel egentlig det den skal. Udfylde sin rolle som oversætterens bedste ven: Prøv igen, stil spørgsmål til teksten, afkræv den svar! Hvorfor skal det overhovedet oversættes, var et af modspørgsmålene som teksten provokerende stillede mig. Kan en dansk læser ikke lige så godt læse den på originalsproget? Nej. For selv om de fleste af os ville kunne læse den og forstå langt størstedelen, så vil der altid være et filter, et slør som holder læseren på afstand, en forstyrrelse af signalet som en mobiltelefonsamtale med hyppige udfald. Og jeg tror (men jeg er ikke sikker på) at lyrikkens nøgenhed og koncentration, dens så helt igennem personlige karakter vil gøre filteret endnu tykkere og få det til at flyde langsommere, så det ikke lader alle farver, smags- og duftnuancer trænge igennem, men holder på dem som residualluft der forbliver fanget i digtet. Så i modsætning til min oplevelse med oversættelsen af Monstermenneske og 33, tænker jeg at Litt trist matematikk skal stå og trække, modnes, at jeg skal vende tilbage til den flere gange og prøvesmage, tilsætte andre urter, ryste flasken forsigtigt, vente igen. Og måske opdager jeg til sidst at det første bud faktisk var meget tæt på.

Måske er sagen også den at jeg ikke fornemmer den forventede forskel på at oversætte KAS prosa og lyrik så voldsomt. Af to primære årsager: Som forfatter, og vel også som menneske, er Kjersti så permeabel. Det virker som om alle sanseindtryk forstærkes, accelereres i hende som i en partikelaccelerator, rummet der er for gult, væggene der lugter for stærkt og fremkalder billeder af katakomberne med deres morbide kraniedekorationer. Og jeg bliver i hvert fald meget påvirket af dette antennemenneskes omsætning af sine indtryk til sprog, de pulserer i den enkleste prosa, som de også gør det i hendes lyrik.

Den anden årsag er at det er den samme verden. Værkerne kredser alle om Matheas/Kjerstis/K’s/Lilits liv som en brænding, ikke to bølger er ens, men alle brydes på den samme strand. Og former den, forandrer den, tilsliber den. Kjerstis digtsamling er for mig en uadskillelig del af et forfatterskab som indtil videre kredser om det samme tema, om hende, som er variationer over hendes egen historie. Eller sagt med Kjerstis Einstein-citat på titelbladet til Monstermenneske: ”The only reason for time is so that everything doesn’t happen at once.” Og selv om hendes arbejde må underlægge sig tidens kronologiske nødvendighed, bliver de til forudsætninger for hinanden og påvirker hinanden i en tidsspiral hvor den næste tekst ikke bare er påvirket af den forrige, men også selv virker tilbage på den og forandrer den hvorefter den igen virker på det næste i en endeløs bevægelse der ophæver tidens kronologiske forløb.

Derfor vil jeg have det hele med. Derfor synes jeg det er vigtigt at hele forfatterskabet bliver oversat, om jeg så selv skal udgive det. Og jeg vælger indtil videre at tro at arbejdet med Kjerstis romaner har skærpet mit øre for hendes tone som derfor ikke lyder så forskellig endda i digtene. Men det vil vise sig når jeg har været sammen med dem i lidt længere tid. Det glæder jeg mig til at være.

På de næste sider kan du se side 52 fra den norske udgave af Litt trist matematikk efterfulgt af to versioner af min oversættelse: Den første er en råoversættelse inklusive en fejllæsning som jeg normalt aldrig ville vise nogen, og som jeg har markeret med en asterisk. Den anden er resultatet af den første af sandsynligvis mange gennemskrivninger inden jeg på et tidspunkt må bestemme mig for at slutte.

HÅPET ER SANT
—————–

ABEL – Paris/Oslo

[…]

Nakken hennes er ofte vridd, ansiktet vendt mot nord,
øyet lengst vekk er det jeg bør følge med på.
Øyet som er nærmest ser,
mens det lengst vekk tar seg av tenkningen.

Hun nekter å bli kjent med meg, vil ikke at mennesker skal forstyrre henne,
samler insekter i den lunke karmen, klrer ikke reise seg fra senga,
noen morgener finner jeg henne der, famlende under dyna etter angstens midtpunkt,
eller vendepunkt, redd for dette hun skriver, og rommet er så gult,
det lukter for sterkt av veggene, hun tenker på katakombene bak tapetet,
dekorasjonene av hodeskaller, at rommet av tanker er uendelig, evig, inni den begrensede skallen
er det et uendelig rom, hun spør om det lukter likt i mitt univers,
om det lukter bark av stjernene mine?

Hun stirrer på alle som løper, men hun ser dem ikke som prikker,
som blir mindre og mindre mot horisonten, som en kunne regne med, tvert imot,
de blir uutholdelig store, hun hører heseblesende pust i det venstre øret,
som forsvinner ut av det høyre, i-land-menneskers løping,
lettsindig og meningsløs, hun spør om jeg også bliver svimmel.

A.

HÅBET ER SANDT
——————-

ABEL – Paris/Oslo

[…]

Hendes nakke er ofte drejet, ansigtet vendt mod nord,
det øje der er længst væk, er det jeg bør følge.
Det øje der er nærmest, ser,
mens det længst væk tager sig af tænkningen.

Hun nægter at lære mig at kende, vil ikke have at mennesker skal forstyrre hende,
samler insekter i den lunkne karm, magter ikke at rejse sig fra sengen,
nogle morgener finder jeg hende der, famlende under dynen efter angstens midtpunkt,
eller vendepunkt, bange for det hun skriver, og rummet er så gult,
lugten fra væggene er for stærk, hun tænker på katakomberne bag tapetet,
dekorationerne af hovedskaller, at tankernes rum er uendeligt, evigt, inde i den begrænsede skal
er der et uendeligt rum, hun spørger om der lugter af det samme i mit univers,
om der lugter af bark fra mine stjerner?

Hun stirrer på alle der løber, men hun ser dem ikke som prikker,
som bliver mindre og mindre mod horisonten, en man kunne regne med*, tværtimod,
de bliver uudholdeligt store, hun hører hæsblæsende åndedrag i det venstre øre,
som forsvinder ud af det højre, i-landsmenneskers løb,
letsindigt og meningsløst, hun spørger om jeg også bliver svimmel.

B.

HÅBET ER SANDT
——————-

ABEL – Paris/Oslo

[…]

Hendes nakke er ofte drejet, ansigtet vendt mod nord,
det øje der er længst væk, er det jeg bør følge.
Det øje der er nærmest, ser,
mens det længst væk tager sig af tænkningen.

Hun nægter at lære mig at kende, vil ikke have at mennesker skal forstyrre hende,
samler insekter i den lunkne karm, magter ikke at rejse sig fra sengen,
nogle morgener finder jeg hende dér, famlende under dynen efter angstens midtpunkt,
eller vendepunkt, bange for det hun skriver, og rummet er så gult,
væggenes lugt for stærk, hun tænker på katakomberne bag tapetet,
udsmykningen med hovedskaller, at tankernes rum er uendeligt, evigt, inde i den begrænsede skal
er der et uendeligt rum, hun spørger om der lugter ligesådan i mit univers,
om mine stjerner lugter af bark?

Hun stirrer på alle dem der løber, men hun ser dem ikke som prikker
der bliver mindre og mindre mod horisonten, som man kunne forvente, tværtimod,
de bliver ubærligt store, i det venstre øre hører hun hæsblæsende åndedrag
som forsvinder ud af det højre, i-landsmenneskers løb,
letsindigt og meningsløst, hun spørger om jeg også bliver svimmel.

Advertisements
This entry was posted in Om enkelte værker/forfattere, Oversættelsesteori og -debat and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s