Mellem sprog, filosofi og politik – overvejelser i forbindelse med min oversættelse af Hannah Arendts “Vi flygtninge”

Af Mikkel Flohr

Hannah Arendts essay Vi flygtninge beskriver med udgangspunkt i forfatterens egne erfaringer, de personlige og sociale omkostninger forbundet med livet på flugt. Hannah Arendt var af tysk-jødisk afstamning, voksede op i Königsberg (det nuværende Kaliningrad i Rusland) og studerede senere filosofi under blandt andre Martin Heidegger og Karl Jaspers. Hun flygtede fra Tyskland kort efter Hitlers magtovertagelse i 1933, efter at være blevet anholdt og afhørt af Gestapo. Hun forlod landet umiddelbart efter og flyttede til Paris, hvor hun blev i resten af mellemkrigstiden.

Da Tyskland invaderede Frankrig, internerede den franske regering flere eksil-tyskere og politiske dissidenter. Hannah Arendt blev sendt til en kvindelejr i Gurs, som hun undslap i det kaos, der fulgte i kølvandet på Frankrigs nederlag. De tilbageværende jøder i lejren blev senere sendt til Auschwitz. Hun skjulte sig hos nogle venner i Montaubau, hvor hun blev genforenet med sin mand, den tyske kommunist Heinrich Blücher. Det lykkedes dem at sikre sig nødvisum til USA og rejse med skib fra Portugal mod New York.

Parret ankom til New York i maj 1941. Ingen af dem kunne sproget, men Hannah Arendt gik straks i gang med at tilegne sig det. I mellemtiden ernærede hun sig blandt andet ved at skrive for flere tysksprogede publikationer (blandt andet Aufbau). Det var i denne periode, under Anden Verdenskrig, i et fremmed land, der for nylig var begyndt at indespærre ”fjendtligtsindede fremmede,” at hun forfattede Vi flygtninge – en af hendes første tekster på engelsk – til det engelsksprogede jødiske magasin Menorah Journal.

Sproglig dissonans i Vi flygtninge

En af de mest iøjnefaldende ting ved Hannah Arendts engelsksprogede essay er det ualmindeligt akavede sprog. Hendes engelsk er alt andet end elegant: Det har en mærkværdig staccato-agtig rytme og er fyldt med kejtede formuleringer og mærkværdige sætningskonstruktioner. Når man ser nærmere på teksten, opdager man hurtigt at der er tale om spor fra en række andre sprog i syntaksen og formuleringerne. Spor der vidner om tekstens tema og baggrund i forfatterens egen flugt.

Sprogets mærkværdige hybride karakter er tydeligst i Hannah Arendts konstante brug af fremmede ord – ikke fremmedord, men fremmede ord – fra blandt andet jiddisch, tysk og fransk. Der er også to passager på (translittereret) hebræisk, men de stammer fra det gamle testamente, som det kan antages at de fleste læsere af Menorah Journal var bekendt med. Det samme kunne man muligvis sige om jiddisch og eventuelt et enkelt sprog til, men brugen af dem alle sammen på en gang er påfaldende.

Der er tale om en unik biografisk og stilistisk kombination af sprog og sproglige indflydelser i teksten, der illustrerer og understreger den historie og det fænomen den beskriver (dvs. flygtninge), og de mærkelige sætningskonstruktioner, udtryk og referencer skaber deres egen mærkværdige rytme, der giver genklang i forhold til emnet.

Den sproglige dissonans kunne måske umiddelbart (bort-)forklares med henvisning til det faktum, at engelsk var et nyt sprog for Hannah Arendt, der ganske vist beherskede både oldgræsk, latin, tysk, jiddisch og fransk, men ikke havde lært engelsk før hun ankom til USA. Hun brugte de første par måneder på at tilegne sig sproget, samtidig med at hun skrev essays og artikler til flere tysksprogede jødiske publikationer (særligt Aufbau). Vi Flygtninge er en af de første tekster hun skrev på engelsk, men det forklarer ikke hyppigheden eller kombinationen af sproglige indflydelser, der snarere lader til at være et bevidst valg. Det er en fast og tilbagevendende del af teksten, der fremstår som et (implicit) tema når man først begynder at få øje på hendes mange små referencer til sprog i teksten.

Oversættelse og filosofi

Målet som oversætter – måske særligt inden for politisk teori og filosofi – er at udjævne de mange mellemsproglige forskydninger og få indholdet til at virke naturligt ved at ’gendigte’ teksten i det sprog man oversætter til; at skjule transmissionen og transitionen mellem sprogene så meget som muligt. Det er muligt at det er et særligt problem inden for førnævnte dele af faglitteraturen, hvor tekstens reception ofte allerede er i gang via originalsproget og derfor ofte allerede er blevet beskrevet i en spontant opstået fagterminologi inspireret af lige dele uskønne akademiske anglificeringer og germanske sprogs forkærlighed for sammensatte flerstavelsesord. Denne fagterminologi er sjældent udtryk for en bevidst oversættelsespraksis, men er ofte en tilfældig afart af flersprogede akademiske diskussioner. Selvom det ofte er ønskværdigt at bibeholde den sproglige sammenhæng med receptionen, er det oftest nødvendigt at gå tilbage til originalteksten og forsøge at finde mere meningsfulde (og/eller korrekte) oversættelser af mange, særligt faglige, begreber.

Udfordringen bliver her at finde danske ord der har et semantisk indhold som svarer til begrebet på originalsproget og, for så vidt muligt, deler etymologi og associationer, for på den måde at forsøge at (re-)konstruere begrebskonstruktionerne i originalteksten. Det er både en almindelig teknisk oversættelsesopgave og en teoretisk/filosofisk opgave, der kræver at man afkoder og analyserer tekstens argument, begrebernes indhold og deres indbyrdes forhold førend man kan vælge mellem de forskellige oversættelsesmuligheder.

Hannah Arendts Vi flygtninge er langt fra en tung filosofisk tekst, men den er blevet en del af den filosofiske kanon gennem hendes senere arbejde og den italienske filosof Giorgio Agambens analyser. Mange af begreberne har derved fået en (retrospektiv) signifikans som det er vigtigt at være opmærksom på.

Det er under alle omstændigheder svært ikke at bemærke Arendts filosofiske baggrund og sproglige bevidsthed i selve essayet: En tilsyneladende uskyldig henvisning til ’the highest good’ fungerer eksempelvis som en implicit reference til Immanuel Kants moralfilosofi, hvor ’summum bonum’ – Ciceros oversættelse af de gamle grækeres ’Eudaimonia’ – spillede en vigtig rolle (som Hannah Arendt fletter sammen med den ortodokse jødisk tradition). Det er vigtigt hele tiden at være opmærksom på disse mange implicitte referencer, for ikke uforvarende at komme til at udviske tekstens mangfoldige semantiske og filosofiske indhold. Det er naturligvis ikke alle betydninger og referencer, der kan komme med i oversættelsen fra et sprog til et andet, men det er vigtigt at være bevidst om hvad man skærer fra og hvorfor.

Med Hannah Arendts niveau af filosofisk og sproglig finesse in mente er det akavede sprog i Vi flygtninge særligt iøjnefaldende og gør det værd at se nærmere på tekstens indhold og argument for at forstå sproget og dets funktion. Det stiller nemlig implicit spørgsmålstegn ved den almindelige tilgang til oversættelser af teoretiske/filosofiske tekster som en form for sproglig formidling, der gerne skal skjule sig selv: Hvad stiller man op med en tekst der ikke virker naturlig på originalsproget, en tekst hvor der allerede er flere sprog og (ufuldstændige) oversættelsesprocesser i gang forud for ens eget oversættelsesarbejde? Svaret kommer naturligvis an på konteksten, og i dette tilfælde skulle svaret findes i selve teksten, hvor Hannah Arendt implicit beskæftiger sig med sprogets – eller rettere sprogenes – personlige og politiske betydning, som en afgørende identitetsmarkør. Det er værd at se nærmere på for at få en bedre forståelse af oversættelsesprocessen og -arbejdet mere generelt.

Det tabte sprog

Selvom sprog og sproglige overvejelser ikke umiddelbart fylder meget i essayet, er de der hele tiden i baggrunden og i diverse sidebemærkninger man let kommer til at overse. Hun beskriver blandt andet hvordan de mennesker der tvinges til at opgive deres tilværelse og flygte, mister deres sociale kontekst, deres arbejde, venner og bekendte og derved også deres identitet og – bemærker Arendt henkastet – deres sprog. Flygtningene måtte ikke bare krydse en politisk og juridisk grænse, de måtte også navigere ift. en allestedsnærværende sprogbarriere. Selvom de i forvejen kendte sproget i det land de flygtede til, var de ofte begrænset i deres udtryk, som Hannah Arendt beskriver det:

Vi mistede vores sprog og dermed de naturlige reaktioner, gestikulationernes lethed, det uhindrede følelsesmæssige udtryk. (s. 12)

Hannah Arendt var selv vokset op med tysk som modersmål og havde et nært forhold til sproget, som filosof havde hun brugt store dele af sit liv på at udforske og udfordre sproget. Hun pointerede i et interview mange år senere, at sproget var det eneste hun fortsat savnede ved Tyskland efter nazisternes magtovertagelse og Shoahen: ”Det var jo ikke det tyske sprog, der pludselig blev forrykt,” som hun forklarede. Derfor var hun måske særligt opmærksom på vanskelighederne ved konstant at være tvunget til at formulere sig på et fremmedsprog – først fransk og siden engelsk. Hun forholdt sig naturligvis pragmatisk til det, og størstedelen af hendes forfatterskab er da også skrevet på engelsk, men som hun understregede i førnævnte interview, var der altid en distance som hun hverken kunne eller ville forsøge at overkomme.

Hannah Arendt beskriver i teksten hvordan mange af de flygtninge der mistede deres sociale, kulturelle og sproglige identitet, forsøgte at kompensere ved at overtage nye i de lande de flygtede til. Mange forsøgte at skjule deres jødiske baggrund og flygtningestatus og blev overbeviste ”nypatrioter” der overidentificerede sig med deres værtslandes historie, kultur og sprog.

Efter et enkelt år er optimisterne overbevist om, at de taler engelsk lige så godt som deres modersmål, og efter to år sværger de højtideligt, at de taler engelsk bedre end noget andet sprog – tysk er et sprog, de knapt husker. (s. 13)

Hannah Arendt ironiserer over optimisternes påstande, men hun var som sagt ikke afvisende over for at bruge hverken fransk eller engelsk – som essayet i sig selv vidner om – hun var meget pragmatisk, men hun insisterede på at intet kunne erstatte hendes tyske modersmål – selv efter hun havde opgivet alle andre tilhørsforhold og følelser overfor landet og dets befolkning, holdt hun fast i og insisterede på lige præcis sprogets betydning:

Jeg ved ikke, hvilke minder og hvilke tanker der finder os om natten. Jeg tør ikke spørge, da jeg også helst selv vil være optimist. Men nogle gange forestiller jeg mig, at vi, i hvert fald om natten, tænker på vores døde eller husker de digte, vi engang elskede. (s. 15)

Men der var tale om mere end et sentimentalt forhold til sproget. Det var også et politisk spørgsmål. Hannah Arendt forholdt sig meget kritisk til sine skæbnefællers assimilationsforsøg, men hun var absolut ikke uforstående. Hun var udmærket klar over, at der var tale om en overlevelsesstrategi ift. den fundamentale usikkerhed der var forbundet med flygtningenes eksistens i et juridisk og politisk tomrum, uden beskyttelse via medlemskab af en nationalstat – oftest udstødt eller forfulgt af selvsamme.

Hannah Arendts kritik af assimilationisterne var ikke baseret på bitterhed som sådan, hun var hovedsageligt bekymret fordi hun frygtede at assimilation var en blindgyde. De jødiske flygtninges forsøg på at skjule deres baggrund for at blive accepteret som en del af et samfund der konstant forsøgte at ekskludere dem fordi de var jøder, ville aldrig kunne lykkes fordi den helt grundlæggende præmis for deres bestræbelser var opfattelsen af dem som fundamentalt fremmede over for det nationale fællesskab. Og det kunne assimilation eller nypatriotisme ikke ændre på. Om noget gentog og forstærkede det den antisemitiske præmis; som hun forklarede i et andet essay fra samme periode, var assimilation i grundlæggende antisemitiske samfund umulig uden samtidig at assimilere antisemitismen. Derfor forblev de jøder i det omkringliggende samfunds øjne. Hun trak på historien fra Tyskland for at illustrere sin pointe:

Det er historien om 150 års assimilerede jøder, der gennemførte en bedrift uden historisk fortilfælde: Selvom de hele tiden beviste deres ikkejødiskhed, forblev de alligevel jøder. (s. 29)

På trods af de tyske jøders assimilation, blev de alligevel ekskluderet, forfulgt og til sidst forsøgt udslettet. Hannah Arendt mente at kunne spore en lignende udvikling i Frankrig og andre europæiske lande. Jøderne var udstødte pariaer hvor end de befandt sig – intet samfund accepterede dem, og hun frygtede at de alle på sigt ville vende sig mod dem. Der var af samme årsag at så få jøder ønskede sig eller turde at stå ved deres baggrund da dette indebar en enorm fare, som hun forklarer:

Hvis vi begyndte at fortælle sandheden, at vi ikke er andet end jøder, ville vi udsætte os selv for den skæbne, der rammer de mennesker, der kun er mennesker – ubeskyttet af konkrete love og politiske konventioner. (s. 30-31)

De der åbent indrømmede at de var jødiske flygtninge, afslørede samtidig at de stod udenfor et hvert nationalt politisk fællesskab og derved var fuldkommen ekskluderede og ubeskyttede. Det var en farlig position, som historien tydeligt illustrerer. Derfor foretrak de fleste at fornægte deres baggrund og forsøge at påtage sig en national identitet. Men Hannah Arendt var overbevist om at de måtte anerkende og konfrontere deres eksklusion direkte, de var nødt til at blive ”bevidste pariaer,” som hun beskrev det. Helt konkret indebar det at påtage sig deres identitet – eller snarere manglen på samme – som jøder, som udstødte, som flygtninge og stå ved den. Denne ikke-identitet faldt entydig udenfor det eksisterende politiske system bestående af nationalstater, defineret og legitimeret gennem en eksklusiv opfattelse af nationen, der udelukkede alle fremmede og udefrakommende såsom jøder, romaer, flygtninge, m.fl.

Mellem sprog

Der var tale om et bevidst og politisk valg for Hannah Arendt. Kun ved at stå fast på sin ikke-nationale identitet – som jøde og som flygtning – var det muligt at udstille og udfordre nationalstaternes systematiske eksklusion. Kun ved at forstå dette kan vi forstå essayets titel Vi flygtninge og det hybride sprog der kendetegner teksten, som de politiske valg de er – små, men bevidste forsøg på at udfordre nationalismen og dens ekskluderende logik. Sprog fungerer ofte som vigtige nationale, kulturelle og derved også politiske identitetsmarkører, og ved at insistere på den heterogene kombination af elementer fra forskellige sprog understregede Hannah Arendt sin baggrund som flygtning i tekstens sproglige udformning. Vi kan nu se den sproglige hybriditet som et afgørende træk ved teksten og forstå nødvendigheden af at bibeholde den i oversættelsen.

Der var selvsagt mange udfordringer i udformningen af en oversættelse, der både kunne formidle tekstens indhold og dens hybride sproglige form. Særligt dissonansen mellem det fremmedartede tyske islæt i hendes engelske var svært at bibeholde i oversættelsen til et andet germansk sprog. Men de lange, kringlede sætninger og deres uforudsigelige struktur blev for så vidt muligt bevaret. Det samme gjorde de mange fremmede ord – om end det nye (antageligt primært danske) publikum med andre sproglige forudsætninger end det oprindelige publikum, foranledigede en række klammer med henvisning til originalsprog og en kort oversættelse. På den måde var det muligt både at formidle tekstens indhold så klart som muligt for et nyt publikum og bibeholde dens hybride karakter – samt indirekte at fremhæve den afgørende forbindelsen mellem disse to aspekter af teksten.

Den grundlæggende pointe er, at sprog fungerer som en afgørende identitetsmarkør. Sproget afslører både lingvistisk og kulturel baggrund og derved ofte også politisk status – særligt inden for rammerne af et nationalstatsligt politisk system der sidestiller dem. Som oversættere formidler vi mellem sådanne mere eller mindre klart definerede sproglige og kulturelle referencerammer, men vi bruger størstedelen af tiden mellem dem – på at forbinde dem og derved underminere deres eksklusivitet. Hannah Arendts essay vidner om en lignende bevægelse og viser de mange muligheder der eksisterer mellem sprog og identiteter.

Vi flygtninge udkom d. 26. januar 2017 på Forlaget Slagmark

Advertisements
This entry was posted in Om enkelte værker/forfattere and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s