En ongoing cirkelslutning – er oversættelse noget, vi som læsere tager for givet?

Af Maria Fossing

Oversætteren. En sær skygge i det litterære landskab. En skygge, der trods sit liv i skyggeverdenen, formår at bygge broer på tværs af sprog og kulturer, man som læser kan vandre på og således tilgå dele af verdenslitteraturen, man ellers ikke ville have mulighed for at læse. Oversættelser bliver skabt til læseren, og derfor kan man argumentere for, at læseren har et medansvar i (manglen på) oversætterens synlighed. Men hvordan skal læseren blive bevidst om dette medansvar, når kriteriet for en god og vellykket oversættelse ofte er en flydende tekst uden for mange sproglige forhindringer, der vidner om, at det netop er en oversættelse, man læser?

Som litteraturhistoriestuderende støder jeg på flere oversættelser dagligt, og som fritidslæser møder jeg endnu flere, for med en faglig baggrund i oversættelsesteori er det naturligt, at oversat litteratur er noget, jeg aktivt opsøger. Men uanset i hvilken retning jeg bevæger mig indenfor feltet, synes jeg gang på gang at støde på samme problematik: oversætterens evige kamp for at blive anerkendt for sit arbejde og samtidig efterlade sig et produkt, der ikke “skilter” med oversætterens tilstedeværelse. Det aktuelle tema om “Oversætteren der blev væk” på Babelfisken skriver sig selvsagt ind i samme problematik.

Da jeg tilbage i 2015 begyndte på studiet i Litterær og kulturel oversættelse på Aarhus Universitet, blev jeg hurtigt informeret om, at dette ikke var en praktisk uddannelse i oversættelse. Det var derimod et teoretisk fundament; en ny måde at åbne op for læsningen af oversatte værker på. På den måde adskilte dette studie sig ikke fra andre humanistiske studier, idet der tilsyneladende var en kløft mellem den teoretiske og pragmatiske dimension.

Jeg brugte et år på at lære at diskutere, hvorvidt en oversættelse overhovedet er teoretisk mulig, mens det på det praktiske plan viser sig at være muligt, og at det sker hele tiden. Gennem studiet blev det tydeligt for mig, at oversættelsesfeltet både huser en teoretisk og pragmatisk diskurs, og at der er stor forskel på, hvilken diskurs der er ens udgangspunkt. Oversættelse er på sin egen fornemme måde et møde mellem teorierne og realiteterne. Men teorien og realiteten er stadig to adskilte, fremfor forenede, discipliner. Der udgives og læses mange oversatte værker i Danmark, men alligevel er der ingen, der, sådan rigtig, snakker om selve oversættelsesdimensionen.

Der er naturligvis forskel på at læse en original og en oversættelse, men denne forskel negligeres på en måde i læserens forventning om, at oversættelsen altid er en direkte repræsentation af originalen. Hvilket den også er – samtidig med, at den er noget ganske andet. Et andet, der bl.a. eksemplificeres af stadigt fremkommende nyoversættelser, der netop viser, at oversættelser aldrig kan blive til i en objektiv arbejdsproces, idet oversætteren er et menneske, der unægteligt vil basere sin oversættelse på sin egen fortolkning af teksten. Oversættelsen er netop ikke originalen, men sit eget lille værk med sine egne distinkte præg. Dette ses klart i værker, der, af den ene eller anden årsag, ser sig besværlige at oversætte. Her tænker jeg eksempelvis på Elsa Gress’ oversættelse af A Clockwork Orange, hvor visse ord i værkets karakteristiske slang ”Nadsat” slet ikke er oversat i den danske version. Dette er ikke nødvendigvis noget, man bemærker, når man læser den danske oversættelse, men ikke desto mindre er det et klart eksempel på, at en oversættelse altid vil være et andet værk end den original, den repræsenterer. Det er netop den dimension, jeg her mener, at læseren kan drage nytte af at blive bevidst om og herved stille krav til.

Undervejs som jeg selv blev skolet i oversættelsens mange teoretiske aspekter, begyndte det at stå klart, hvor stor en forskel den enkelte oversætter kan skabe. Oversætteren har for alvor en magt i arbejdsprocessen, selvom det betragtes som en udsøgt disciplin ikke at skilte med den i det endelige produkt. Det er decideret umuligt for oversætteren at arbejde fuldstændig objektivt, da der ikke altid findes et facit til alle, store såvel som små, oversættelsesudfordringer. Der bliver således hele tiden foretaget et valg i oversættelsesprocessen – på vegne af læseren. Men disse valg skal helst ikke fremgå for tydeligt, så læseren ikke bliver “generet” i sin læsning. Det skaber en ongoing cirkelslutning, hvor oversætteren ikke må demonstrere sit nærvær og dermed ofte ender med at blive overset.

Da jeg sidste år arbejdede som studenterunderviser i “Litterær og kulturel oversættelse” var et af fokuspunkterne netop at diskutere oversætterens synlighed i den litterære kultur såvel som i selve de oversatte værker. Som led i forberedelsen hertil stødte jeg på en artikel i Information fra 1993 med titlen “Oversættere gør sig klar til strejke”. I denne fortæller Peter Øvig Knudsen om den daværende aktuelle konflikt mellem Dansk Oversætterforbund og Den Danske Forlæggerforening. Konflikten centrede sig om en lønkamp, hvor Dansk Oversætterforbund krævede en højere løn for oversætteres arbejde. I den forbindelse udtalte daværende formand, Ole Husted Jensen, at ”Hvis man er oversætter på fuld tid, har man kun den mulighed at leve på sin families velvilje.” Selvom det ikke handlede om manglende krediteringer og synlighed af oversættere i 1993, vidner artiklen om, at det ikke kun er en aktuel kamp for oversættere at blive anerkendt enten gennem løn eller synlighed for deres arbejde. At denne problematik stadig ikke er tilstrækkeligt overkommet kan være et praj om, at denne cirkelslutning ikke kun forandres ved, at disse sære skygger gør opmærksom på sig selv og dermed bliver til mennesker af kød og blod. For det er ikke kun oversætternes eget ansvar at sørge for at gøre sig bemærkede. Det er nemlig os, der modtager værket, køber det, læser det og taler om det, der har et medansvar for at anerkende oversætteren. Opmærksomheden skal således skabes nedefra. Læseren skal have afmonteret sine skyklapper og begynde at stille krav til, at broen mellem det originale og det oversatte værk er bygget under acceptable forhold. (Og ikke mindst at oversætteren bliver krediteret for sit arbejde). Oversættelsen som produkt er netop ikke præget af den eksisterende kløft mellem en teoretisk (og akademisk) diskurs og en pragmatisk diskurs. Oversættelsen er tværtimod resultatet af mødet mellem de to. Fremfor at disse to diskurser forbliver adskilt og anskuer hinanden fra hver sin side af mellemrummet mellem det originale værk og oversættelsen, kunne man netop fokusere på at forbinde de to. Det kan åbne op for, at læseren får lyst til at undersøge og stille sig nysgerrig overfor, hvad oversættelse betyder for ens læseoplevelse, og i forlængelse heraf stille krav til denne.

Jeg kan ikke komme med et endegyldigt svar på, hvordan oversætteren undgår at blive væk i teksten, men det er min klare overbevisning, at debatten om oversættelse skal vendes fra at handle om at generere opmærksomhed på oversættermiljøet til i stedet at generere opmærksomhed på, hvordan oversættelsen påvirker selve læserens oplevelse af det givne værk. Læseren skal inviteres til at opnå en “oversættelsesbevidsthed”, og det er ikke afgørende, hvorvidt denne bevidsthed etableres gennem en teoretisk eller pragmatisk diskurs. Ved at invitere læseren til at blive opmærksom på, at oversætteren kan have – og måske endegyldigt har – en betydning for den samlede oplevelse af et værk, plantes der måske en voksende nysgerrighed for oversætterens tilstedeværelse i teksten og de (eventuelle fortolkningsmæssige) valg, der bliver foretaget i oversættelsesprocessen. Læseren ønsker sig formentlig en læseoplevelse, der er så tæt på originalen som overhovedet muligt, men stiller samtidig ingen krav til, hvordan denne tæthed skal etableres. Vil vi eksempelvis have fodnoter, der forklarer kulturelle koder? Vil vi have, at alle fremmede elementer bliver tilpasset den kultur, vi selv befinder os i og forstår? Når først vi læsere er blevet bevidste om oversættelsens kompleksiteter og således stopper med at tage oversættelser for givet, vil oversættere forhåbentlig få den anerkendelse, de i virkeligheden fortjener.

Advertisements
This entry was posted in OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK and tagged , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s