Redaktørernes sommerlæsning 2017

Mette Olesens sommerlæsning:

Bogen på billedet som jeg til min store glæde fik med posten i dag, og har fotograferet for at blære mig med min berømte veninde og for at give Babelfiskens frankofile læsere en lille sommerquiz: hvilken Marie?

Derudover hvad jeg finder af fristende bøger på kommunebiblioteket når jeg kommer til Danmark, vil som sædvanlig prøve at indhente det forsømte mht. at følge med i de nye(re) danske romaner og deres forfattere … ??? Forslag er meget velkomne, bare skyd løs!

God sommer!


Marie Groth Bastiansens sommerlæsning

Der er stadig lidt tid til min sommerferie, så derfor er ferielæsningen endnu ikke helt på plads. Men én ting er sikkert, og det er, at jeg forud for Louisiana Literature i august (og som den store fan jeg nu engang er) skal læse Paul Austers 4 3 2 1 (oversat af Rasmus Hastrup). Det er en ordentlig moppedreng, så bagefter (eller måske endda sideløbende) kunne jeg i anledning af udgivelsen af Julio Cortázars Hinkeleg (oversat af Rigmor Kappel Schmidt) tænke mig at læse et par af Cortázars noveller fra samlingen Parkernes kontinuitet og andre noveller (oversat af Peer Bundgaard).

For mig er sommerferien altid en kærkommen anledning til at få has på min sorte litterære samvittighed ved at læse et par af de der klassikere, folk altid refererer til, men som man aldrig rigtig har fået læst. På min sorte litterære samvittighed har jeg blandt andre Kafka og Hemingway, hvorfor jeg denne sommer gerne vil læse Slottet (oversat af Villy Sørensen) og Der er ingen ende på Paris (oversat af Mich Vraa).

Desuden håber jeg også at få tid til at kigge lidt i den nyligt udkomne Kierkegaards Kabinet – en nutidig introduktion. For et par uger siden var jeg i Politikens Boghal for at høre Pia Søltoft fortælle om sin udgivelse og generelt om Kierkegaards relevans i et moderne samfund. Det var meget inspirerende, og det gav mig lyst til at blive klogere på Kierkegaard, som jeg i øvrigt længe har haft på min sorte litterære (og ikke mindst nationale) samvittighed.


Sara Kochs sommerlæsning

Ferien kom lidt pludseligt i år, og derfor har jeg ikke planlagt ferielæsningen ordentligt. Derfor starter ferien nok også i Norli i Universitetsgaten i Oslo.

Men lidt bliver der nok plads til i vores meget lille bil.

Først og fremmest Gunnhild Øyehaugs essaysamling Miniatyrlesinar, som jeg allerede er tyvstartet på og varmt kan anbefale. Den er sjov og klog og sprudlende.

Min ældste datter var til eksamen i Svendborgforfatteren Karin Michaelis her i forsommeren. Og det gav mig stor lyst til at læse hende. Hun er en fantastisk spændende kvinde, som jeg aldrig har læst noget af, og må tilstå at jeg trods mit fag ikke vidste særlig meget om. Det meste findes som e-bog, men jeg plejer at sige at jeg ikke læser e-bøger medmindre jeg får penge for det. Men da den nok er svært at finde på reolerne nogen steder, kan det være at jeg bliver nødt til at gå på kompromis her. (Det er også godt foreneligt med størrelsen på vores bil).

Jeg var i Dublin i forsommeren og købte en stak irske romaner med hjem, deriblandt Neil Hegarty: Inch Levels. Jeg har alt for uudforsket nysgerrighed om og kærlighed til det irske. Det skal der rådes bod på. Den handler om en døende mand der tænker tilbage på familiens hemmeligheder og manglende kommunikation.

Så skulle det undre mig om jeg ikke får læst en sommerkrimi eller to og bladret lidt i en stak yogabøger, som jeg har købt efter at være begyndt at dyrke yoga blandet andet for at undgå det som briterne kalder writers arse.

Og ja, så er jeg ellers åben for forslag, sommeren er lang.


Marie Andersens sommerlæsning

I år har jeg som forlægger den fantastiske oplevelse at en af mine forfattere, Svetlana Aleksijevitj, kommer til Louisiana Literature. Det forpligter på en måde, og jeg har tænkt mig at samle lidt op på min meget mangelfulde læsning af andet end italiensk. Derfor vil jeg i år læse Paul Austers 4 3 2 1 (oversat af Rasmus Hastrup). Jeg tager også Èduard Louis’ Voldens historie med i tasken; den fik jeg kun påbegyndt, men bogen er fantastisk skrevet og ikke mindst eminent oversat (af François-Eric Grodin). Så bliver der nok plads til et par italienske romaner også; der er kommet nogle virkelig interessante udgivelser som jeg skal have kigget på.


Juliane Wammens sommerlæsning

Ferien bliver kort i år, og jeg glæder mig i den grad til bare at stirre ud over havet, nyde stilheden uden for byen og være sammen med gode venner. Men lidt læsning skal der også være plads til. For et års tid siden havde jeg en fantastisk læseoplevelse med Anne Marie Bjergs oversættelse af svenske Carl-Henning Wijkmarks Dræsinen (Møller Forlag 2015, orig. 1983). En enestående blanding af stor fortællekunst, eksistentielle overvejelser om menneskets vilkår og uforglemmelige scener af tre aber og en mand på vej over Atlanten på en dræsine-tømmerflåde. Opdagelsesrejser i det indre og det ydre på et misundelsesværdigt smukt dansk. Nu glæder jeg mig til at læse Wijkmarks debutroman Jægerne på Karinhall (Møller Forlag 2012, orig. 1972) om et dystert jagtselskab på Hermann Görings jagtslot lige inden udbruddet af 2. Verdenskrig. Igen Anne Marie Bjergs overlegne sprog.

Gennem min seksårige søns uendelige glæde over dyr af enhver art, nulevende og uddøde, har jeg genopdaget min egen fascination af opdagelsesrejser, naturens mysterier og menneskets oprindelse. Så jeg genlæser palæo-antropologen Richard Leakeys fremragende Origins Reconsidered (1992, i samarb. med Roger Levin) om den første afrikanske exodus og Leakeys personlige beretning om at have været med til at ændre vores opfattelse af menneskedyrets oprindelse. Samtidig vil jeg læse Hanne Stragers fine Darwin-biografi Et beskedent geni (Gyldendal 2016) og bladre i min smukke, illustrerede udgave af On the Origin of Species (1859).

Litteraten Alberto Manguel samlede i 1998 tre århundreders naturforskeres tekster i By the Light of the Glow-Worm Lamp (Plenum Press). Alene titlen. Den har stået på min hylde i alt for mange år og samlet støv. Men denne sommer er til store perspektiver. Og jeg glæder mig til at få alle disse idealistiske forskere og forfatteres tanker ind under huden, løfte blikket og blive mindet om, hvor smuk og forunderlig en verden vi lever i.

Advertisements
This entry was posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere and tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s