Kan en struds være racistisk? – om intralinguale oversættelser af ældre danske billedbøger

Af Sofie Boysen

Bør man genoversætte gamle danske børnebøger til en nutidig kontekst for at undgå utilsigtet racisme? For de fleste forskere i børnelitteratur er svaret et rungende NEJ! For mig kommer det an på den enkelte børnebog. Og hvis der er nogen bøger i mit bibliotek, som jeg har lyst til at genoversætte til et nutidigt dansk, så er det Jørgen Clevins billedbøger Rasmus (1945) og Rasmus får besøg (1948).

Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide Rasmus-bøgerne – snarere det modsatte. Jeg synes, de har charmerende tegninger og en glad fortællestemme. Derfor gør det mig ked af det, at der samtidig er masser af racistiske over- og undertoner, som gennemsyrer bøgerne. Det falder en nutidig læser i øjnene (og i højtlæsningssituationen sandsynligvis også i halsen), når der står ’neger’ som en ureflekteret vittighed 31 gange i Rasmus får besøg.

I Sverige har man påbegyndt nogle meget omtalte og udskældte censurprojekter af børnebøger for at rense ud i sårende udtryk og nedsættende karikaturtegninger. Særlig kendt er balladen om Pippi Langstrømpes far, som gik fra at være negerkonge til sydhavskonge samt projektet med at gentegne elskede klassikere som Jan Lööfs Min morfar er sørøver. I Danmark dukker debatten om de politisk ukorrekte billedbøger op med jævne mellemrum. Allerede i 1970’erne blev Rasmus-bøgerne kritiseret for deres uoverlagte racistiske indhold. Men der har aldrig været taget initiativ til at ændre indholdet, og der lader heller ikke til at være noget stort ønske om det, hverken fra forlagenes side eller fra forbrugernes (bortset fra nogle få læserbreve i Information).

Til en af min eksamener i oversættelsesstudier på Københavns Universitet satte jeg mig for at undersøge fordele og ulemper ved disse aktivistiske oversættelser af ældre børnelitteratur til et moderne publikum. Er de et udtryk for fordummende censur, omskrivning af historien eller nødvendige tiltag på vejen til en bedre, fordomsfri fremtid?

Forråder man forfatteren ved at purificere en tekst for racistiske udtryk?

Professor emeritus i børnelitteratur Torben Weinreich mener, at man forråder forfatterens intentioner og tilskynder til en forglemmelse af den historiske kontekst ved at omskrive litteraturen. Han mener altså, at omskrivninger ville føre til, at vi nemmere vil kunne bilde os selv ind, at Danmark aldrig var en kolonimagt eller havde et racistisk syn på vores medmennesker.

I en artikel i Berlingske fra 2007 afviser repræsentanter fra Høst & Søn, Carlsen og Gyldendal at tilsløre racisme i gamle tekster. Og da lokalavisen Nordjyske i 2014 spurgte deres læsere i en afstemning på deres hjemmeside, hvorvidt ældre børnefilm og børnebøger burde redigeres for racisme, var svaret et overbevisende nej med 98,5 % af stemmerne. Afstemningen er naturligvis ikke empirisk foretaget og ikke et udtryk for alle danskeres holdning, men resultatet er bemærkelsesværdigt entydigt. Der hersker mange steder i Danmark en lede ved alt, der anses for at være ’politisk korrekt’. Anklager man nogen (ofte en politiker) for at være politisk korrekt, antydes det, at personen skjuler, hvad han mener med høflighedsfloskler og dermed er en skadelig, sandhedsforvridende samfundsparasit. Kort sagt: Man vil gerne være fri til at kalde en spade for en spade, en neger for en neger og en politisk korrekt politiker for lidt af en hat.

Der er dog forskel på, vil jeg påstå, hvad man gerne vil have friheden til at gøre, og hvad man rent faktisk gør. Særligt når det kommer til bøger, man læser op for de yngste.

Hjælper man forfatteren med at få hans værk til ikke at fremstå forældet?

Kulturkonteksten har ændret sig meget på de henved halvfjerds år, der er gået, siden Rasmus’erne første gang gik i trykken. Det Danmark, som bogen henvender sig til, er ikke nær så etnisk homogent. Da det er samme sprog, der opereres med, vil en oversættelse bestå i at oversætte fra en kultur til en anden: fra det gamle Danmark til det nye.

En voksen læser kan selv forholde sig til et ældre sprog og værdsætte det historiske præg i bøger som disse. Problemet med Rasmus-bøgerne hænger sammen med målgruppen; de tre- til seksårige. Det er for meget at forvente af de små, at de skal have en forståelse for sprogbrugen i den historiske kontekst – selv hvis man forsøger at forklare dem sammenhængen under oplæsningen. En sådan forklaring ville også få højtlæsningssituationen til at tage karakter af et skoleforedrag, og det er ikke hensigten med Rasmus-bøgerne. De hives ud af reolen for at skabe en hyggestund med familien.

Når man ser på argumenterne for at rense børnetekster for nedsættende udtryk som ’neger’, drejer det sig ikke kun om at undgå at såre en potentiel afroeuropæisk læser. Det bliver i lige så høj grad påpeget, at fortidens misforståelser og karikaturer ikke skal gives videre til næste generation. Gennem tiden har bøger haft status som en særlig effektiv måde at indpode små børn gode værdier og viden. Man har været bange for, at hvis de læste noget forkert, ville det have en drastisk dårlig effekt på dem. Naturligvis vil højtlæsning af en billedbog om en struds ikke give udslag i en pludselig stigende racisme i Danmark. Der er mange andre elementer end billedbøger omkring børn, som har større indflydelse på dem. Men hos mange forældre er der en forventning om, at børnebøger har et delvist pædagogisk sigte – særligt til meget små børn (tænk fx på Totte og Lotte). Mange forældre vil gerne opdrage deres børn til at være bedre mennesker.

For mig at se er det ikke at forråde forfatterens intentioner at omskrive, da forfatteren i dette tilfælde næppe har skrevet bogen som en politisk ukorrekt vittighed, eller for at forældre skulle holde et foredrag om, hvordan man taler pænt til etniske minoriteter. I sin nuværende tilstand vil en Rasmus-bog læses som et historisk dokument snarere end som en underholdende børnebog. Mit ønske er at revitalisere teksten, så den fremstår som skrevet til et moderne barn – som måske har en blandet kulturel baggrund – snarere end til et dansk barn i 1940’erne.

Jeg vil i det følgende pege på forskellige steder i bøgerne, hvor man kan revidere både tekst og billede for at komme væk fra det karikerede billede af primitive afrikanere. Min oversættelse har haft fokus på en udrensning af det nedsættende udtryk ’neger’, at afrikanere ikke skulle fremstilles som værende ondskabsfulde, primitive eller uintelligente samt en lettere modernisering af sproget; derudover indeholder oversættelsen af Rasmus får besøg en decideret omskrivning af slutningen for at afhjælpe et gammelimperialistisk narrativ.

Original: RASMUS

 

Solen skinnede.

Det var i det store varme land AFRIKA

 

Der stod en neger med bare ben

 

 

Han stod og så på det store – STORE æg

som lå i sandet

men

 

bag en busk stod

strudsemor og passede på sit æg.

 

Negeren så længe på ægget og løb så hjem.

 

(…)

 

og kl. 12

da solen rigtig skinnede

 

revnede ægget og

ud faldt lille Rasmus.

Oversættelse: LEKAN

 

Solen skinnede.

Det var i det lille land Cameroun, som ligger i det store, varme AFRIKA.

 

Der stod en strudseæg-ekspert med store, fine støvler.

 

 

Han stod og så på det store – STORE æg

som lå i sandet

men

bag en busk stod

strudsemor og passede på sit æg.

 

Strudseæg-eksperten så længe på ægget og løb så hjem.

(…)

 

og kl. 12

da solen rigtig skinnede

 

revnede ægget og

ud faldt lille Lekan.

Videnskabsmand

I den oprindelige tekst er der en neger med bare ben, som holder øje med ægget og tilsyneladende har onde hensigter – han har i hvert fald et meget ondt ansigtsudtryk. Men i min nyoversættelse ville han i stedet være en interesseret videnskabsmand, stadig afrikaner, men gerne i habit, med støvler og evt. briller. I stedet for ’neger’ har jeg kaldt ham en strudseæg-ekspert, så han er defineret af sit arbejde fremfor sin hudfarve. Så snart ægget er klækket, forsvinder han fra den oprindelige historie og dukker aldrig op igen. I min oversættelse dukker han op igen, da Rasmus tænker tilbage på Afrika; i stedet for at tænke på ’små sorte negere’, husker han strudseæg-eksperten. 

Hedder man Rasmus i Afrika?

Det første, der måske falder i øjnene ved min oversættelse, er, at hovedpersonen har skiftet navn. Det sker ofte i en oversættelse fra et sprog til et andet, særligt i forbindelse med børnebøger, at man ændrer navne, for at de bedre kan huskes og udtales. Her gør jeg det omvendte og gør navnet fremmedartet. Det klinger nemlig for mig uheldigt i den narrative sammenhæng, at en struds fødes med et dansk navn i Afrika – det antyder, at den fra fødslen hører hjemme i Danmark, fremfor at den fødes med et afrikansk navn og en afrikansk identitet.

(Fra et marketingssynspunkt ville det dog nok være en bedre idé at beholde navnet Rasmus, som jo er det, folk kan huske. Man kunne vælge, at strudsen skiftede navn, når den kom til Danmark.)

Hvor ligger landet Afrika?

Rasmus-bøgerne foregår i ’det store varme land Afrika’. Men Afrika er ikke et land, men et kontinent med mange forskelligartede lande og konflikter. For ikke at opfordre til tanken om, at alle lande i Afrika er nogenlunde ens og udskiftelige med hverandre (hvilket man hurtigt kan fristes til at tro), henlægges handlingen til Cameroun, hvor der lever fritgående strudse.

Original: RASMUS

 

Rasmus tænkte på

den dejlige varme sol

det dejlige varme sand

og de små sorte negere.

 

måske var en af de små negere nu overneger eller

negerhøvding

 

Oversættelse: LEKAN

 

Lekan tænkte på

den dejlige varme sol

det dejlige varme sand

og den søde strudseæg-ekspert.

 

Måske var den søde strudseæg-ekspert nu blevet et æggehoved.

Eller strudseomelet-ekspert.

 

Negerhøvding

Ordet ’overneger’ i den oprindelige tekst er en sproglig joke, da de jo ikke findes. I min version oversætter jeg også til sproglige jokes, men centrerer dem om æg snarere end negere – så langt fra det oprindelige forlæg, at billederne skulle ændres til nyoversættelsen.

Original: RASMUS FÅR BESØG

Så gik dyrene

nu havde de leget cirkus

Om morgenen kom en negertryllekunstner.

Han tog sin negertryllestav frem og

bum – bum – bum

blev elefanten væk

 

Nej se nu her!

I en pose havde han en gummineger

Åh! hvor var han lille!

Han lagde sig ned i sandet og

HOKUS POKUS FILIHANKAT

blev hans hoved så stort, SÅ STORT

 

Kl. 11 var festen forbi

Men negrene gik ikke hjem

De blev bare siddende

De råbte allesammen. Vi vil se Rasmus. Vi vil se Rasmus

 

(…)

 

Om aftenen da kun månen var på himlen kom medicinmanden

Mine fem små negerbørn vil gerne finde Rasmus sagde han

 

(…)

 

Negermor lavede fem små sorte negermadpakker

og så rejste de.

 

En neger rejste til havet

En neger rejste til Kina og Japan

En neger rejste til Amerika

En neger rejste til England

En neger rejste til Nordpolen

Men de 5 små negre fandt ikke Rasmus

Oversættelse: LEKAN FÅR BESØG

Så gik dyrene

nu havde de leget cirkus

Om morgenen kom en tryllekunstner.

Han tog sin tryllestav frem og

bum – bum – bum

så var elefanten væk

 

Nej, se nu der!

I en pose havde han en kagemand

Hvor var han lille!

Han lagde sig ned i sandet og

HOKUS POKUS FILIHANKAT

blev hans hoved så stort, SÅ STORT

 

Kl. 11 var festen forbi

Men folk gik ikke hjem

De blev bare siddende og råbte:

 

Vi vil se Lekan! Vi vil se Lekan!

 

(…)

 

Om aftenen da månen stod højt på himlen, kom lægen og sagde:

”Mine fem sønner vil gerne finde Lekan”

 

(…)

 

Deres mor lavede fem små madpakker

og så rejste de.

 

 

Én rejste til havet

Én rejste til Kina og Japan

Én rejste til Amerika

Én rejste til England

Én rejste til Nordpolen

Men de fem sønner fandt ikke Lekan

 

Gummineger

Jeg havde lidt svært ved at finde ud af, hvad en ’gummineger’ var. Tryllekunstneren står med en bagerpose i hånden, så efter en række forgæves googlesøgninger tænkte jeg, at det nok var en form for slik, som man ikke længere har. Derfor har jeg i min version oversat det til ’kagemand’.

God ordskik om ordet ’neger’

Brugen af ordet ’neger’ er blevet ildeset, og selvom det stadig optræder 31 gange i Rasmus får besøg, så er der også i Danmark en tendens til at fjerne ordet fra børneværelset; blandt andet i Elefantens Vuggevise, hvor elefanten i gamle dage fik en niggerdreng til rangle, men nu i stedet må nøjes med en kokosnød.

I min oversættelse har jeg dog ikke kun erstattet ordet ’neger’ med fx ’sort’, men forsøgt at se på, om karaktererne kunne defineres i forhold til noget andet end deres hudfarve, fx deres arbejde (negeren med de bare ben og usagte ondskabsfulde hensigter i Rasmus bliver til strudseæg-eksperten) eller deres familieforhold (de fem små negerbørn i Rasmus får besøg bliver til de fem sønner). Andre gange har jeg bare udeladt ordet, fx ved negertryllestav og negermadpakker.

Original: RASMUS FÅR BESØG

Så holdt negrene en tale.

 

De sagde: RASMUS! Vi er kommet for at tage dig med hjem til AFRIKA!

Dyrepasseren hørte det og så græd han

Om natten gik dyrepasseren rundt til dyrene for at sige, at negrene ville rejse hjem med Rasmus

 

Alle dyrene sov, men da de hørte, Rasmus skulle rejse, råbte de

 

RASMUS skal blive her

og de så meget vrede ud
Næste dag blev der holdt et stort MØDE

Til allersidst talte BORGMESTEREN.

 

Han sagde: Rasmus og strudsemor og de 5 små negre skal blive her i Zoologisk Have hos dyrepasseren. Ja – det var vel nok det allerbedste råbte dyrepasseren.

 

 

 

 

 

 

 

 

Hurra – hurra – hurra, råbte de alle sammen.

 

Så blev der holdt en stor fest

og alle fik sodavand og iskager

og alle var meget glade

Men I kan tro at

 

Rasmus var allermest glad

 

For nu var strudsemor hos ham.

 

Oversættelse: LEKAN FÅR BESØG

Så holdt de fem sønner en tale.

 

De sagde: LEKAN! Vi er kommet for at tage dig med hjem til CAMEROUN!

Dyrepasseren hørte det og så græd han

Om natten gik dyrepasseren rundt til dyrene for at sige, at drengene ville rejse hjem med Lekan

 

Alle dyrene sov, men da de hørte, Lekan skulle rejse, råbte de

 

LEKAN skal blive her
Næste dag blev der holdt et stort MØDE

Til allersidst talte BORGMESTEREN.

 

Han sagde: Lekan må selv bestemme, hvor han vil være.

 

Dyrene sagde: Vi vil være hos Lekan.

Lekan sagde: Jeg vil være hos min mor

Strudsemor sagde: Jeg vil tilbage til Cameroun.

 

Så sagde dyrene og Lekan og strudsemor i kor: Vi tager alle til det lille land Cameroun i det varme Afrika. Og vi vil have den rare dyrepasser med til at passe på os!

Hurra – hurra – hurra, råbte de alle sammen.

 

Så blev der holdt en stor fest for at sige farvel til dyrene

og alle fik sodavand og iskager

og alle var meget glade

Men I kan tro at

 

Lekan var allermest glad

 

For nu var strudsemor hos ham.

Når enden er god – kan den så alligevel gøres bedre?

Både Rasmus og Rasmus får besøg ender lykkeligt i de originale udgaver. Alligevel har jeg taget mig en del friheder med slutningen i begge bøger, særligt i Rasmus får besøg.

Valget er foretaget på baggrund af den værdikamp, som bøgerne skriver sig ind i. Med postkolonismens indtog i litterære teorier er der kommet et øget fokus på at se verden fra ’den andens’ perspektiv. Man påpeger, hvordan europæisk litteratur har haft en tendens til at fremstille andre folkeslag som dyriske eller vilde for at retfærdiggøre kolonisering og herredømme over andre mennesker. Rasmus er ikke politisk engageret, men vil blot fortælle historien om, hvor dyr i Zoologisk Have kommer fra. Men særligt slutningen i Rasmus får besøg er uheldig. De fem små negere får lov til at blive i Zoologisk Have hos dyrepasseren, fordi ”det var vel nok det allerbedste”. På bagsiden af bogen ser man de fem små negerdrenges far gå grædende alene tilbage til Afrika. Det står dog ikke skrevet, at negerbørnene skal udstilles i bure, men ikke desto mindre vækker det mindelser om, da man udstillede andre folkeslag som turistattraktioner i Zoologisk Have.

Ansigter

På tegningerne bliver afrikanerne lidt karikeret portrætteret med store, røde munde og ofte et lidt naivt og bøvet ansigtsudtryk. Der er variationer i forhold til hovedstørrelse og køn, men i en nyoversættelse kunne man evt. se på, om billederne kunne antyde personernes jobs eller interesser, så det bliver karakterer, man kan identificere sig med, snarere end en udstilling af eksotiserede fordomme. Samtidig er illustrationen og Clevins streg en stor del af glæden ved bøgerne, så derfor bør man så vidt muligt beholde den farverige stemning fra hans originale tegninger.

Det er før sket, at en slutning er blevet ændret i børnelitteratur for at passe bedre ind i en anden kulturs værdisæt eller forståelse af barneskikkelsen. For eksempel valgte man i en amerikansk oversættelse af Den Lille Pige Med Svovlstikkerne at undlade pigens død til sidst, men erstattede den med, at hun blev fundet i sneen og frelst. En (be)slutning, som helt ændrer essensen af historien.

Men den oprindelige slutning i Rasmus får besøg støtter et underliggende narrativ i vores kultur om hvide menneskers overlegenhed. Når mit formål med en oversættelse inden for samme sprog er at ændre tekstens værdisæt til at være mere tidssvarende, så er jeg nødt til at ændre slutningen. Min oversættelse slutter derfor med at give Rasmus friheden til selv at vælge, hvor han vil bo, fremfor at beslutningen bliver taget af den hvide, mandlige borgmester, en stereotyp magtfigur.

Bør man genoversætte ældre børnebøger til et nutidigt sprog og publikum?

For mig at se kommer det som sagt an på den enkelte børnebog og alderen på målgruppen. Der er nogle bøger, blandt andet Rasmus-bøgerne, som ville have nemmere ved at finde børnelæsere (samt voksne højtoplæsere), hvis deres sprog blev moderniseret.

Børnelitteratur er i forvejen en genre, hvor ældre tekster ofte bliver omskrevet, og hvor man er særligt opmærksom på at tage hensyn til målgruppen. For eksempel findes H. C. Andersens eventyr i et utal af udgaver – både som små pegebøger uden tekst, billedbøger, hvor teksten er reduceret kraftigt til et yngre publikum, samt naturligvis murstensudgaven af hans samlede værker, som mange får i dåbsgave.

At man ikke vil omskrive bøger alene på grund af hensynet til racisme er et fint standpunkt. Men for mig at se er det synd for bøgerne og deres forfatter. Det medfører nemlig, at bøgerne føles bedagede. En modernisering af sproget er en måde at give en god historie videre ­– uden at det skal være en historielektion eller et toleranceforedrag. Blot den gode historie, som forfatteren ville fortælle.

Advertisements
This entry was posted in Oversættelsesteori og -debat and tagged , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

One Response to Kan en struds være racistisk? – om intralinguale oversættelser af ældre danske billedbøger

  1. Ulla Lauridsen says:

    Interessant. Min holdning er, at vi bare kan lade Rasmus og hans venner dø i fred. Der skrives jo også børnebøger i dag. Det løser selvfølgelig ikke problemet med klassikerne, og dem vil jeg nok være imod at ændre ret meget. De afspejler deres tid, og det må man så tage stilling til og tale om. Iøvrigt har jeg selv, for et par år siden, oversat en bog, hvor jeg flittigt brugte ordet neger (for negro), fordi alt andet ville være historieforfalskning.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s