Tidens tågede ruiner

Af Jakob Levinsen

Så gik Nobelprisen i litteratur endelig også til forfatteren af en fantasyroman. Men selv om Kazuo Ishiguro er en genremæssig forvandlingskugle, forbliver hans gennemgående temaer om erindring, fortrængning og kærlighedens overlevelse de samme.

 

I efteråret 2014 bad seniorredaktør Niels Beider fra Gyldendal mig om at oversætte Kazuo Ishiguros kommende roman. Jeg takkede ja ubeset, på samme tid beæret over at blive optaget i det fornemme oversætterselskab der gennem de foregående godt 30 år havde oversat hans hidtil blot seks romaner samt en enkelt novellekreds, og mere end almindeligt nysgerrig. For oven i købet ville den nye roman blive hans første i ti år siden Slip mig aldrig og hans første bog overhovedet i fem år siden novellekredsen Nocturner.

   Derefter gik jeg i gang med at læse den nye syvende roman der på dansk er kommet til at hedde Den begravede kæmpe. Til at begynde med var den mildest talt en overraskelse. Senere har jeg konstateret at en del andre forventningsfulde førstegangslæsere af romanen har oplevet nøjagtig det samme.

Det har så ikke forhindret ham i en måned inden sin 63-års fødselsdag at blive præsenteret som årets litterære Nobelpristager. Snarere er det svært at forestille sig det ske uden netop Den begravede kæmpe, og ikke kun fordi der ellers ville have været stille om ham lovlig længe. Det Svenske Akademis sekretær og talsperson, Sara Danius, antydede forleden så meget ved i hvert fald at erklære den for sin personlige yndlingsbog i forfatterskabet.

 

Ganske vist havde den i Japan fødte, men fra sin tidligste barndom i England bosatte Ishiguro også tidligere som en slags litteraturens Stanley Kubrick skiftet genre nærmest fra bog til bog. Der havde været japanske motiver i de to tidlige romaner De fjerne blå bjerge og Kunstner i den flydende verden, den ærkebritiske upstairs/downstairs-tradition i Bookerprisvinderen og bestselleren Resten af dagen, centraleuropæisk kunstnertristesse i kæmperomanen Koncerten (og til dels igen i Nocturner), en slags privatdetektivkrimi fra mellemkrigstidens Shanghai i Vi forældreløse og en dystopisk teknologifremtid i Slip mig aldrig. At han efter ti års romanpause skulle slippe sit perfektionistisk slebne, antydningsvise sprog løs på en regulær fantasy-verden fra et tidligt England for godt 1500 år siden, heriblandt både riddere, munke, krigere, forkuede landsbybeboere, adskillige slags uhyrer, Sir Gawain fra Arthur-legenderne og sågar en frygtet drage – det havde man dog selv i disse Game of Thrones-tider ikke lige set komme.

Så holdt forbløffelsen dog hellere ikke længere. For har man læst Ishiguro før, skal man ikke mange sider ind i Den begravede kæmpe før det midt i de disede, mytiske omgivelser og den ofte både heftige og uhyggelige handling skinner igennem hvor meget han også ved denne lejlighed gennemspiller nøjagtig de samme temaer om glemsel, erindring og kærlighed som tidligere. Her blot med de mytiske omgivelser og det til lejligheden hårfint arkaiserende sprog som en måde at udvide sine muligheder og almengøre fortællingen på.

 

Det skrøbelige gamle ægtepar Axl og Beatrice drager ud for at finde deres savnede søn. Vistnok, for en magisk tåge har lagt sig over landet, efter sigende udspyet af en fæl drage, og gør det vanskeligt for ret mange at huske noget som helst klart. Den meget diskrete jeg-fortæller er ikke nødvendigvis troværdig, og adskillige passager gengives som tilbageblik hos personer med vidt forskellige syn på og forståelser af ting og begivenheder – flere af dem taler bogstavelig talt ikke samme sprog, forstår man, og er i det nylig krigshærgede land heller ikke særlig opsat på at gøre det.

Overalt synes der at være sket eller stadig være tilløb til rædsler som de fleste har hver deres motiver til at ville fortrænge. Og hvem er Axl og Beatrice i det hele taget, hvad er det med den søn, hvem er den handlekraftige tilrejsende kriger og den unge knægt med tilsyneladende magiske evner, hvilke blodige hemmeligheder gemmer munkeklostret på, og hvad er egentlig den engang så noble, nu lettere skramlede Sir Gawains planer med den drage?

Det gælder imidlertid ikke om blot at nå frem eller tilbage til nogen sandhed, hverken om nutiden eller fortiden. Tværtimod rejser Den begravede kæmpe i stigende grad og stadig mere indtrængende spørgsmålet om hvordan personer og folkeslag overhovedet kommer videre efter sønderslidende konflikter. Om en sløvende dis af glemsel mon i nogle tilfælde kan være at foretrække hvis tidligere dødsfjender skal kunne leve sammen, og hvis Axl og Beatrices kærlighed skal overleve.

 

Er der håb forude? Der kan i hvert fald være forestillingen om noget andet hinsides det som Ishiguros erklærede idol (og nu altså Nobelpriskollega) Bob Dylan engang har kaldt tidens tågede ruiner. Modsat for eksempel den forkrampede butler Stevens i Resten af dagen og hans inderliggjorte stive overlæbe forsøger hovedpersonerne i Den begravede kæmpe i det mindste at huske på sig selv og deres kærlighed og holde sig i bevægelse i den flydende verden.

Nu gives Nobelprisen jo stort set aldrig for et enkelt værk. Omvendt er det som sagt svært at forestille sig Ishiguro få den uden at være vendt tilbage med netop Den begravede kæmpe. Den giver ikke mange flere svar end hans tidligere romaner, men den når frem til at turde stille nye og endnu mere dybtgående spørgsmål, både inden for historiens rammer og til forfatterens egen tid.

Midt mellem ruinerne er det også en måde at være opbyggelig på. Og valget af årets milde og underfundige Nobelprisvinder med den på alle måder fabelagtige fantasyroman kom måske nok som en overraskelse for mange. Men hverken målt på genre eller substans er det nødvendigvis spor mindre kontroversielt end mange af hans på overfladen mere bistre kolleger.

 

Jakob Levinsen (f. 1960) er forfatter og oversætter. Senest udkomne oversættelser: Dan Browns Oprindelse, John Boynes Cyril Averys hjerte og Henry Marsh’ essaysamling Hverken solen eller døden.

Advertisements
This entry was posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s