Har vi brug for den gyldne standard?

Hieronymusdagen 2017 handlede om Nuancer i dansk – sprogets berigelser og forarmelser, og hvordan vi kommunikerer (og oversætter) i vores nye, larmende verden. Hvordan klarer det rigsdanske sig i udveksling med så mange andre sprog? Hvordan opretholder vi den gyldne standard for det skrevne i en verden af nyhedsblogs og kommentarspor? Og har vi brug for det? Årets oversættertræf var fuld af praktiske og filosofiske dilemmaer for faget, en del parallelle debatter og i midten af det hele et manifest på “ordblindsk”, der blot sagde: Jeg drøm om et frid sprov.

Af Mathias Bernbom

Bedre og bedre forstår man den danske armé af sprogrøgtere på de sociale medier. Man møder deres lille uskyldige selvtægt alle vegne, hvor man kigger: I Facebook-grupper, på Youtube-kanaler og -kommentarspor ser man deres asterisk* efter rettede stavefejl. Man mærker nødvendigheden, de føler i at fortælle en, at der skal ”komma efter fordi”.

Eller ”’forstår dem’” er måske så meget sagt. I hvert fald kan man tydeligt se, hvor den nye grammar nazi henter sin indignation fra. Det danske sprog er ikke en afskåret amøbe længere (hvis det nogensinde var det) – en national organisme, der er fri til at spalte sig og mutere, men kun bag en uigennemtrængelig og beskyttende cellemembran. I dag er der er jo netop huller i membranen, og ind strømmer låneord fra omverdenen. Senest var det en bølge af norsk i Skam-seriens kølvand, noget som alligevel må have overrasket mange.

Det ”gamle dansk” er truet og ikke kun fra andre, større sprog. På de sociale medier hersker mundtligheden på skrift, og det er klart, at kommentarsporet er blevet en af sprogrøgterens fremmeste arenaer. Mere end sure opstød og selvhævdelse sporer man også en form for afmagt i impulsen til hele tiden at stikke til hinanden med røde kuglepenne. For hvor skal rettelserne ellers komme fra? Hvem værner om sproget, hvis ikke internettets forhadte grammar nazi? Sagt på en anden måde: Hvor er sprogpolitiet henne til at håndhæve det korrekte sprog, og hvad skal der blive af det gode gamle rigsdansk, vores fælles gyldne standard?

Kend dit sprog
Som Frans Gregersen senere skulle sige under dagens paneldebat, kommer sprogpolitiet aldrig igen, og i hvert fald kan vi ikke styre de mundtlige nybrud med et sprognævns skriftlige håndhævelse. Man kan mærke, at dansk er mere løssluppent end nogensinde før, og i forlængelse heraf er oversætterens arbejdsplads også et stadig mere omskifteligt og mudret landskab.

På den måde var spørgsmålet om det danske sprog og dets nuancer i larmens tidsalder heller ikke en indsnævring af Hieronymusdagen, som tidligere har handlet mere eksplicit om oversættelse. Blandt den alsidige flok mennesker, som lørdag d. 30. september mødte op i et auditorium på KUA, var dansk jo netop fællesnævneren og den formelige materie, som alle de fremmødte på en eller anden måde havde fingre i til daglig. Fra oversættere til ordbogsfolk og sprogforskere fra den akademiske verden.

Med det som udgangspunkt rejste konferencen også vidt omkring i vores nu meget åbne sprogunivers. Fra TV-teksterens nye kår, når twitter-brugere kritiserer og gør nar af Skam-seriens oversættelse, imens den bliver sendt. Til oversættelse af Asterix-tegneserier, som går vigtige refleksioner igennem, når ordet ”nègre” optræder i originalen oven over tåkrummende karikaturer.

Spørgsmålet om det danske sprogs eget koloniale levn blev desuden foldet ud af eftermiddagens debatpanel under oplægget ”Hvem bestemmer sproget?”. Men allerede før det havde konferencen taget fat i oversætterens stadig mere bælgøjede tilstand og arbejde (nu hvor ingen jo rigtig bestemmer) med det ene krav om at være tro mod originalteksten, det andet om at orientere sig grundigt i målkulturen og hele dens virvar af nye stemmer og identitetspolitiske spørgsmål.

Noget af det vigtigste, der var at tage med fra årets Hieronymusdag og dens mange parallelle diskussioner, var en følelse af oversætterens (og i princippet vores alles) etiske pligt til at tage stilling til det sprog, som vi enten bringer ind fra udlandet eller forsøger at holde fast i fra gamle dage. Det handler nemlig om, hvordan vi positionerer os selv og andre igennem sproget, og den slags er aldrig ubetydeligt. Vi har brug for at blive mere opmærksomme på det politiske i de valg, vi konstant træffer, og desuden hvilke nybrud, vi kalder for ”berigelser” eller ”forarmelser” af det dansk, vi kender.

Ung med de norske unge
Selvom konferencen på KUA altså endte med en ret alvorlig diskussion, begyndte formiddagen med noget så tilforladeligt som en mixer for de deltagende og en bytteleg af små gule lapper med enten obskure eller forældede ord: Fra de ”nymodens” Djøfstortion og Vestegnsguacamole til de gamle (og så småt udfasede) At lænse og Bør (sb.).

Det var sprogets genese gjort til selskabsleg. Og således kunne man allerede her se to af dagens gennemgående præmisser: For det første at sproget hele tiden er i gang med at skabe, dræbe og genoplive sig selv. For det andet at man skal have et hoved, der minder om en jordskælvsmåler, hvis man skal gøre sig håb om at følge med. At kende ordenes betydning er jo én ting; lige så meget må man have sans for hvilken arkaisk, smart-i-en-fart eller endda problematisk tone, der lægger sig oven på dem, så snart de lander i samfundet.

Konnotationer skifter jo også, og hvordan disse overvejelser indgår i oversætterens daglige praksis, var der tre svar på i løbet af konferencens ene halvdel. Det første kom fra TV-teksteren af bl.a. Skam-serien, Eskil Hein, og her kan man tale om en oversætter, der for alvor har været i kontakt med sit publikum og lyttet til målkulturen. Hein og de andre Skam-tekstere arbejdede nemlig over for en ungdom, der pludselig gik enormt meget op i, hvad de lavede, og som desuden havde mediet til at udtrykke det for sig.

Der skulle have været små veritable Twitterstorme under og efter hvert afsnit, som blev sendt på DR, og sjældent bliver en oversætter kigget så hurtigt og grundigt i kortene som her. Man kunne ikke oversætte ”Dritkul” til ”Skidegodt”. Eller ”Fökkboy” til ”Don Juan” i et lidt sjovt eksempel. I hvert fald fik Hein det at vide, hvis han trådte ved siden af, og ofte af folk, der gjorde nar af de mislykkede forsøg på at “tale som de unge”.

Heri ligger det vanskelige og essentielle selvfølgelig også ved oversætterens opgave – netop at tilegne sig et sprog, som tilhører en anden. Tidligere i år beskrev Jens Christian Grøndahl det for Babelfisken, da han kaldte oversættere for ”stilister på andres vegne.” Hein og hans kolleger skulle tune sig ind på noget så facetteret som stilen hos den unge generation.

Løsningen, fortalte han til sidst, blev med tiden at lade visse ord stå, som de var. Karakterernes engelsk (og ”fornorskede” engelsk) var blødt sådan ind i det danske sprogunivers, at det simpelthen gav bedre mening. Men er det sådan en grad af opmærksomhed og udveksling med det mundtlige ”dansk”, som i dag er påkrævet af oversættere?Anna Thygesens oplæg, der fulgte kort efter, hintede til et ja. Egentlig talte direktøren for WeDoCommunication om ”Marketingsprog”, såkaldt ”SoMe-kommunikation” og oversættere i arbejde for megakoncerner som det tyske Ariel. Fælles for dette og Heins oplæg var dog, at det, som oversætteren kan (og skal kunne i dag), er at hæve sig op over kulturen og se konturerne mellem de utroligt mange sprog, der udgør selv et lille univers som dansk: At vide, hvad der adskiller så mange stemmer fra hinanden, men også hvilke følelser, endda hvilken stigma, der knytter sig til dem i forskellige kontekster.

”Vi er hverken journalister eller marketingsfolk, ” sagde Thygesen til sidst. Men ikke desto mindre må oversættere ofte manøvrere og ”versionere budskaber” i et landskab, der til forveksling ligner journalisternes og reklamefolkets.

En aktivistisk Asterix?
Intet sprog lander altså i et vakuum, men altid i et rum, som er fuld af andet sprog. Det er et rum, som også konstitueres af politiske betydninger og værdier, og så meget blev klart under dagens sidste kreative oplæg, hvor François-Eric Grodin præsenterede sit arbejde med Asterix-tegneserien.

Det er for det første et arbejde med en originaltekst spækket med franske ordspil, som i princippet er uoversættelige. For det andet er det et arbejde med sprogets grafiske udtryk og den visuelle konstant, som Grodin og enhver anden oversætter af tegneserier må støtte sig til – for man kan i hvert fald ikke lave om på tegningerne, og når de så oven i købet ofte er illustrationer af det franske sprogs idiomer og dobbeltbetydninger, ender man pludselig i nogle ret snirklede ”workarounds”.

Grodin bemærkede da også, at han tit følte sig ”splittet” mellem at være loyal over for den franske tekst og at skulle oversætte ind i den danske kultur og dens værdier – et eksempel på den bælgøjede tilstand, der optrådte gang på gang på konferencen. Nogle gange må man nemlig sande, at de to kriterier udelukker hinanden. Intet sted er sammenstødet mellem originalen og den nye kultur, som den skal geares til, så tydeligt som i den følgende stribe, Grodin havde medbragt:

Billedet er fra Astérix – Le Papyrus de César, og da originalhæftet udkom for to år siden, var det ikke uden friktion i de franske medier. Særligt passager som denne med Cæsars nordafrikanske skrivere lader til at have trukket nogle kommentarer, og selv besluttede Grodin, at han slet ikke ville forsøge at gengive ”nègre”-ordspillene, men helt udelade ordet fra sin oversættelse.

At dømme efter spørgsmål fra salen under eftermiddagens debat, var der også mange tilstedeværende, som arbejder på den måde. Hvad enten de støder på ”nègre” i en fransk tekst eller ”negro” i en engelsk, vil de ofte gå med en nødløsning og diverse krumspring i deres oversættelse. Det ville selvfølgelig være nemmere, hvis man konsekvent kunne oversætte ”nègre” til ”neger”. Det ville også være mere ”tro mod originalen”, og i mange år har det været standarden. Nogen ville sikkert stadig sige, at ”neger” er et formalistisk og derigennem forsvarligt valg. Men det er vigtigt at gøre det klart, at det formalistiske valg ikke dermed også er neutralt. For man har vel stadig forlænget levetiden af koloniale levn i vores sprog – og tilmed har man gjort det i en tegneserie for børn, hvor det er svært at kontekstualisere, toneangive eller ”gøre historisk” over for modtageren.

De fleste oversættere i auditoriet lod til at være enige i, at man har et etisk ansvar, når det kommer til visse forældede og betændte formuleringer. Man har et ansvar for, hvad man poster ind i det danske samfund, i hvert fald hvordan, og således bør man tage aktivt stilling (i virkeligheden være aktivistisk) i sin brug af sproget. Man skal være historiekritisk, men selvfølgelig skal man heller ikke være så kritisk, at man bliver historieløs. Denne skelnen skulle blive rammen for det meste af eftermiddagens debat.

Ord der resonerer
Før den gik i gang, havde arrangørerne imidlertid også inviteret ordkunstneren Gudrun Hasle til at give et andet blik på årets oversætterdag. Hasle er ”ordblind billedkunstner” og talte til de fremmødte om at arbejde med sproget, som hun selv skriver det og føler, at det bør være – frit og fyldt med stavefejl under titlen Jeg skriver vad jeg vel og vad jeg kan.

Hun havde taget dette linoleumstryk og “lille manifest” med til lejligheden, og ligesom Hein, Thygesen og Grodin arbejder Hasle altså med idéer om det gængse og gyldige sprog i vores samfund. Hun går bare til spørgsmålet fra den anden side af ligningen og som en person, der i modsætning til konferencens fagfolk står ”uden for sproget”. I hvert fald hvad angår de autoriserede koder og korrekte staveformer. Mange af hendes værker handler desuden om at indlejre små sætninger på ”ordblindsk” i bybilledet. På bannere, relieffer og vindueskarme, hvor de nemt springer i øjnene. ”Jeg drømte mig vikti og smuk”, kan man læse et sted, og et andet står der: ”JEG SIGER ALTID FOR KERTE”.

På den måde får Hasle sit sprog til at resonere i det offentlige på en meget bogstavelig måde, og hendes præsentation på Hieronymusdagen skulle ikke blot ses som en kuriositet og et lille afbræk fra oversættere, der skiftedes til at løfte sløret for deres dilemmaer og løsninger. Tværtimod fungerede hendes arbejde som en rammesætning og poetisering af enhver form for oversættelse, der foregår i dag. For i bund og grund handler det hele jo om at få ord til at ”resonere i det offentlige”. Oversætterens arbejde er perforeret af spørgsmål om hvilket ”standardsprog”, vi er fælles om at skabe, men også hvem vi risikerer at marginalisere i den proces – hvad enten det er ordblinde, tilflyttere eller danskere med en anden hudfarve end hvid.

Historiekritisk eller historieløs?
Det sidstnævnte ledte til den mest ophedede situation på årets konference, da Iben Bjørnsson, ph.d. i historie, blev spurgt af Skriverådets Martin Lund, hvorfor vi ikke bare kunne tale ”som vi altid har gjort”. Her svarede hun, at det netop ikke handler om, ”hvad vi altid har gjort”. Den sproglige virkelighed og mangfoldighed er nemlig en helt anden i dag, og derfor skal konservative idéer om, hvad vi er vokset op med, mødes af en aktiv resolution og erkendelsen af, at ”der er magt og tingsliggørelse i kolonialt sprog”.

Kort forinden havde Martin Lund faktisk selv opfordret til, at vi alle blev mere bevidste om vores sprogansvar. Han ønskede endda, at vi kunne komme tilbage til et sprognævn, som er ”udstyret med en løftet pegefinger”. Her talte han imidlertid primært om journalister og andre, der skal have det at vide, når de nedvander det korrekte sprog og således bidrager til skriftsprogets degeneration.

Både Lund og Bjørnsson ønskede således at stramme sprogets frie tøjler en smule, at vi ikke skal være historieløse i måden, vi taler på: Hvor den første ikke ville miste det historisk forankrede dansk, den gyldne standard og de regler, som gør det til et sofistikeret og smukt sprog at tale og skrive på, frygtede den anden langt mere, at vi glemmer de historiske implikationer af ord som ”neger” eller får et tilforladeligt forhold til mere eksplicitte ting som ”grønlænderstiv” og nyere tilkomster som ”præmieperker”.

Iben Bjørnsson, Martin Lund, Hanne Jansen, Anne Holmen og Frans Gregersen under dagens paneldebat

Det blev til en diskussion mellem to forskellige former for historisk bevidsthed, men spørgsmålet er, om de egentlig udelukker hinanden. Det har i den grad værdi at ville værne om korrekt sprog, og selvfølgelig skal vi have et fælles skriftsprog med fælles regler og en vis standard. Det er både rent praktisk, så vi ikke misforstår hinanden, og så giver det tilflyttere noget, de kan tilegne sig og integrere sig igennem. Et nogenlunde fikseret udgangspunkt, som vi kan gøre tilgængeligt for dem – noget en anden debatdeltager, Dansk Sprognævns Anne Holmen, talte for.

Desuden er der noget meget smukt over ordenes etymologi; at kunne tale med et sprog, der bærer andre betydninger i sig og har rejst gennem århundrederne. Det er noget enhver civilisation bør værne om, og af den grund var det også spændende at møde KU’s dialektforskere i pausen og høre om Ømålsordbogen, en igangværende arkivering af de svindende og glemte måder at tale på i Danmark.

På baggrund af dette må vi imidlertid også kunne vælge, at der er idéer fra Danmarkshistorien (og ord, der udtrykker disse idéer), som vi ikke nødvendigvis skal bevare. Og her kan oversætterne spille en vigtig rolle. Lidt ligesom i Grodins Asterix har vi også set en tendens i de seneste år til omskrivninger eller såkaldte intralinguale oversættelser af gammel børnelitteratur, som ikke længere tager sig særligt godt ud.

De fleste ved for eksempel, at Pippi Langstrømpes far ikke længere er ”negerkonge” i de nyere udgaver af bogen, men ”sydhavshøvding” eller en form for piratkaptajn. Desuden kan man nævne Sofie Boysens artikel i Babelfisken fra august, hvor hun undersøger muligheden for at omskrive Strudsen Rasmus får besøg (1948) – en bog, hvor der efter sigende ”står ’neger’ som en ureflekteret vittighed 31 gange”. Som Boysen også skriver, kan man godt forstå, hvis det føles underligt at læse den slags højt for sit barn i dag. På mange måder er børnelitteratur også en særlig genre, fordi man ikke kan forvente enormt stor kritisk sans og historisk bevidsthed af 2-10-årige. Her kan omskrivninger være en god strategi.

Vanskelighederne opstår i højere grad, hvis man begynder at omskrive og ”oversætte rundt om” enhver problematisk tekst fra de forrige århundreder. Man ville for alvor være i fare for at blive historieløs, hvis man fx skrev sig uden om ethvert ”negro” i William Faulkners samlede værker. Mange steder kunne man nemt komme til at øve vold på litteraturen og i virkeligheden omskrive historien i stedet for at være kritisk over for den.

Som så meget andet til årets Hieronymusdag må det handle om at kontekstualisere. Vi kan selvfølgelig ikke stille ét krav til al litteratur og dens oversættelse, ligesom vi ikke bør forlange det samme sprog af journalister, unge mennesker, sprogelever osv. Den samme gyldne standard, med andre ord. Dansk har så mange små stillejer, rum og normsæt, som ovenikøbet hele tiden muterer. Hvad et apparat som Sprognævnet skal være i det skiftende landskab, var der intet endegyldigt svar på, da jeg gik hjem fra Hieronymusdagen. En nødvendig ramme og rettesnor er nok et godt bud.

Fotos: Mathias Bernbom & Jørgen Christian Wind Nielsen

Arrangørgruppen bag Hieronymusdagen består af Hanne Jansen og Alexandra Emborg fra Københavns Universitet, Amalie Foss fra Forum for Billedmedieoversættere, Jørgen Christian Wind Nielsen fra Kommunikation & Sprog og Birthe Lundsgaard, Kim Lembek og Juliane Wammen fra Dansk Oversætterforbund.

Advertisements
This entry was posted in Nyheder og begivenheder, Oversættelsesteori og -debat and tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

One Response to Har vi brug for den gyldne standard?

  1. Allan Hilton Andersen says:

    Fin artikel, fordi den smukt og kort opsummerer dagen.
    Bemærk kommaet FORAN fordi. 🙂

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s