Oversættelse som litterær praksis

Af Martin Glaz Serup

I år er det tredje år i træk man på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet kan følge mit kursus Poetik og søsterkurset Creative Writing på Åbent Universitet. Det ligger på tredje semester i uddannelsen, kurset er et formidlingskursus og handler grundlæggende om at udvikle bedre læsere igennem praksisbaserede strategier – og derigennem også bedre formidlere – og i det hele taget skulle de studerende gerne blive bedre skrivende. Måske kan  man ikke lære at skrive – i hvert fald ikke skønlitteratur som sådan, det tror jeg ikke på – men man kan blive bedre til at læse, og ved at blive bedre til at læse, bliver man også bedre til at læse sig selv, forhåbentlig, og derigennem kan man måske så alligevel blive bedre til at skrive. Ved bevidstgørelse, ved at skærpe sanserne. Og ved at læse meget og meget forskelligt og opmærksomt, og ved at tvinge sig til at motivere sine læsninger. Ved at undersøge hvordan skriften betyder hos andre, bliver man mere opmærksom på hvordan den kan betyde i det man selv skriver.

Gennemgående på kurset er tekstlæsningen: nærlæsningen og diskussionen af egne og andres tekster der finder sted i mindre grupper og i plenum, hele holdet sammen. Kursisterne på Poetik-holdet bliver trænet i tekstproduktion og praksisovervejelser inden for en række forskellige områder. Pensum ser lidt forskelligt ud fra år til år, tidligere har vi fx arbejdet med dagbogen og kunstnerbogen og undersøgt hvad en litterær stemme egentlig er, hvordan den kan siges at manifestere sig i en tekst; de ting arbejder vi næsten ikke med i år, hvor vi til gengæld blandt andet skal igennem forskellige genrer, OuLiPo, Metrodigte, konceptuel litteratur, børnelitteratur og billedbøger, litteraturkritik, digtoplæsning og performance, litteraturens steder både undersøgt fra et stedsteoretisk perspektiv og igennem rejsebeskrivelser, og vi skal have et heldagsseminar om litterær aktivisme under overskriften (som er hugget fra en tekst af Rolf Sparre Johansson, som vi skal læse:) Gør det selv! Gør det selv! Gør det selv! Gør det selv!, hvor det handler om kuratering, organisering og litteraturen i det udvidede felt. Nå ja – og så bruger vi i år en del krudt på oversættelse som litterær praksis.

På de tidligere kurser har vi også arbejdet med oversættelse som en måde at læse og skrive og i det hele taget tænke over tekst og litteratur på. Som en øvelse i at tage valg og i at finde ud af hvad der faktisk står i teksten. Men ikke så systematisk. Hovedsageligt i form af skriveøvelser på stedet, hvor de studerende blandt andet blev bedt om at oversætte fra sprog jeg sikrede mig at ingen i gruppen kunne, også homofone og visuelle oversættelser og andre øvelser der primært har til formål at henlede opmærksomheden på teksternes materialitet, ordenes lyde og visuelle placering på siden og udseende, mellemrummene og så videre. Én af de øvelser der ofte er ganske øjenåbnende, er når de studerende efter lidt opvarmning bliver bedt om at oversætte fra dansk til dansk (typisk giver jeg dem en tekst der allerede er oversat til dansk – i år digte af Olav H. Hauge i Torben Brostrøms oversættelse). Nogle vælger at lave synonyme oversættelser på enten ord, vers, strofe eller et helt andet niveau. Nogle vælger at oversætte eller fortolke teksterne metaforisk eller metonymisk. Nogle oversætter til et andet stilniveau eller vælger at lægge vægt på visse fx vokalkvaliteter i ordene i kildeteksten eller vælger at understrege et eller flere aspekter ved kildeteksten, ved at forstørre dem eller noget helt andet. Altid også noget helt andet. Alle muligheder er åbne, man kan næsten ikke lave en ‘forkert’ oversættelse, men man må nødvendigvis kunne forklare sine valg og strategier og også motivere dem, forankre dem i kildeteksten. Fælles for disse øvelser er det, at vi automatisk får en diskussion af hvad det er man oversætter når man oversætter – og den diskussion bliver hurtigt accentueret, når man oversætter fra et sprog eller et tegnsystem man ikke er i stand til at afkode semantisk. Selv uden semantikken medfører næsten ethvert valg man tager i en oversættelsessituation, et væsentligt fravalg af noget andet.

Vi har altså arbejdet på en lidt anden måde, vil jeg tro, end hvad mange af Babelfiskens læsere som udgangspunkt forbinder med oversættelse. Selvom vi også sommetider oversætter fra sprog vi tror vi forstår. Det er øvelser der henter inspiration fra skriveøvelser samlet og udviklet af blandt andre Charles Bernstein, Jen Hofer og John Pluecker. I al sin enkelthed viser øvelserne at oversættelse ikke er mulig uden forudgående (litterær) analyse; man må beslutte sig for hvad det handler om, det man vil oversætte, hvad der er vigtigt, hvad der er muligt, enhver oversættelse er både en ekstrem nærlæsning og en personlig litterær analyse.

Ved siden af skriveøvelserne og diskussionerne om de konkrete erfaringer de studerende har gjort sig når de har arbejdet med teksterne, både individuelt og i grupper, har jeg holdt en slags miniforelæsning om nogle af de grundlæggende problemstillinger inden for oversættelsesteorien; først og fremmest de to udgangspositioner omkring den kildesprogsorienterede ord for ord-oversættelse, der sædvanligvis lyder mere fremmed end den målsprogsorienterede mening for mening-oversættelse der ofte klinger mere velkendt eller, siger nogen, assimileret.

Alligevel har jeg længe tænkt at det kunne være spændende også at arbejde mere grundigt med den egentlige litterære oversættelse, men hvordan. Tidligere har vi måske brugt et par timer på oversættelse som litterær praksis, som en slags øjenåbner, en tankevækker, en… nå ja, fortsæt selv –  vi har brugt et par timer alt inklusive; skriveøvelser, præsentationer, feedback og diskussion. I år brugte vi tre dage, omkring 12 undervisningstimer plus hjemmearbejde – både i form at læsning af diverse tekster, skønlitterære og teoretiske, før den første undervisningsgang, og i form af arbejdet med konkrete oversættelser i grupper, som så skulle fremlægges dagen efter.

Første undervisningsgang havde vi læst et par overordnede indføringer i oversættelsesteori (Martine Ingvorsens introduktion i Oversættelse (2013) og Sven Erik Larsens tekst i Litteratur – introduktion til teori og analyse (2012)); Milan Kunderas temperamentsfulde essay ‘En sætning’ fra De forrådte testamenter (da. 1993 – på dansk ved Lilian Munk Rösing), som jeg tror må være min egen første, lysende anledning til overhovedet at tænke over oversættelsesproblematikken, da jeg læste teksten første gang for måske tyve år siden (jeg husker tydeligt læsesituationen: en rutebil mellem Odense og Davinde på Fyn); Karsten Sand Iversens forelæsning for det norske oversætterforbund –  ‘Hverken-eller: Om økonomien i oversættelse’ – ligesom Kundera skriver Iversen med baggrund i praksis mere end i teori, men naturligvis kan man – hos begge – udlede nogle (sommetider modsætningsfyldte) teoretiske pointer baseret på praksis (hvad ellers skulle man da kunne udlede noget teoretisk af). Iversen skriver blandt andet at dette er et spørgsmål man må rejse overfor sin oversættelse, dersom man føler man må tage sig friheder for at formidle noget fra kildesproget til målsproget: “Kunne digteren have skrevet dette på sit sprog? Vel, det gjorde han ikke, altså … Man må kun, mener jeg, føje til, uddybende digte med, hvor digteren ikke selv havde de midler som oversætterens modersmål råder over.” Derudover læste vi Øyvind Bergs essay ‘Egne dikt og andres – litt om noen katastrofale oversettelser’, hvor han blandt andet skriver om – liv og død og – Paul Celans oversættelser af Yvan Goll. Vi læste Jesper Olsson (‘I begynnelsen var översättning’) og Marcia Sá Cavalcante Schuback (’Några anteckningar om översättning’) der begge handler om det flersproglige – Schuback: “Flerspråkigheten innebär att ha översättning, dvs. rörelse och relation språk emellan som modersmål.” Vi læste også Karl Ove Knausgårds essay ‘Hjælper på Biblen’ (på dansk ved Charlotte Jørgensen), der trækker på føromtalte Kundera-essay, og beskriver konkrete problemer i forbindelse med bibeloversættelser. Som Kundera peger Knausgård også på at en overordnet kompositorisk konsistens i ordvalget kan være altafgørende – at man bibeholder præcis det samme måske særprægede ord, hver gang dét ord optræder, fordi det udover sine semantiske kvaliteter, også kan rumme en strukturel værdi – det ord kan være som en genremarkør, eller det ord kan være blevet forlenet med alt det det tidligere har været i berøring og er gået i forbindelse med i den pågældende bog. Og han viser naturligvis også hvor vanskeligt noget der lyder så enkelt i praksis kan være. Jeg viste Kate Briggs bog om oversættelse; This Little Art (2017), der netop er udkommet og som vi af den årsag ikke kunne nå at inddrage i undervisningen. Jeg viste også de to antologier fra Litteräre Översättarseminaret på Södertörns Högskola (den litterære oversættelseslinje er nu flyttet til Litterär Gestaltning ved Göteborgs Universitet): ö.a.* – * översättarens anmärkning (2007) og Konsten att översätta (2008); samt den norske antologi Mellemrom (2007), hvor føromtalte essay af Øyvind Berg stammer fra.

Senere på semesteret kommer vi til at vende tilbage til oversættelserne, en smule i hvert fald, i forbindelse med kursusgangene om litteraturkritik, anmeldelser og performativ kritik; her skal vi læse Thomas Harders artikel om ‘Anmelderen og oversætteren’, der handler om oversættelseskritik – hvordan man forholder sig til at noget er oversat og eventuelt kvaliteten af dét arbejde, når man skal anmelde en bog (og måske ikke har læst kildeteksten eller har adgang til sproget det er skrevet på).

Det var om onsdagen.

Til fredag havde vi tillige læst Claudia Lindéns artikel ’När kvinnan försvann – Om några översättningar av Emily Dickinson’, der omhandler oversættelse og køn; Irina Sandormirskaias – vistnok upublicerede – artikel ‘Bakhtin in bits and pieces: poetic scholarship, exilic theory, and the close reading of disaster’, og vi læste Inger Christensen på dansk og i Marie Silkebergs svenske oversættelse. Vi læste de første 122 sider i Péter Nádas’ helt fantastiske (jeg er i gang med at læse videre nu) første bind af hans Parallelle historier (2017) i Peter Eszterhás’ danske oversættelse, som vi næsten ikke kunne nå at få fat på, fordi første oplag var blev udsolgt nærmest øjeblikkeligt.

Alt det læste vi fordi vi i samarbejde med kurset Litterært anmelderi, også fra Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, og Lunds Universitets Författarskole og Forfatterskolen i København, afholdt et seminar over hele fredagen og halvdelen af lørdagen under overskriften “Oversættelse som litterær praksis.” Her fik vi Marie Silkeberg og Peter Eszterhás på besøg, og vi havde spurgt dem hvordan de ville foreslå at vi forberedte os. Læs de ovenstående tekster, sagde de. De talte begge om at oversætte generelt – og viste med al tydelighed hvordan oversættelsesgerningen, i hvert fald for de to, var dybt forbundet med deres biografier, med livet og verden, hvis jeg kan skrive noget så højstemt. Det kan jeg vel. Det giver mening. “I discovered that translation was the most intimate act of reading” siger Gayatri Chakravorty Spivak ifølge Silkeberg, for hvem oversættelsen af Inger Christensen også var, sagde hun, en slags sorgarbejde. Hun talte specifikt om at oversætte Det, efter Inger Christensens død – et specifikt sorgarbejde altså, ikke al oversættelse bygger på sorg og sørgen. Eszterhás talte i særdeleshed om at oversætte Nádas, og Silkeberg om at oversætte Christensen. Det var vældig spændende. Både Eszterhás og Silkeberg, så forskellige de i deres oplæg også var, insisterede begge på at oversættelserne også var deres bøger, deres sprog. Eszterhás: “Jeg former mit sprog efter mig selv, ikke forfatteren – det er mit sprog – derfor står der også ‘på dansk ved’ og ikke ‘oversat af’, i de bøger jeg omplanter til dansk.” Silkeberg: “Enhver oversættelse har også altid noget af sin oversætter i sig. Hvis man er digter er man før eller senere nødt til at give noget til oversættelsen fra sit eget poetiske sprog.”

Friedrich Schleiermacher rejser i sin berømte afhandling om oversættelse fra 1813 spørgsmålet om hvorvidt oversætteren må lade forfatteren være så meget som muligt i fred og bevæge læseren i retning af ham eller om det er læseren der skal lades i fred, og forfatteren der skal bøjes i retning af ham – til det siger Eszterhás: “Man skal nærme læseren til forfatteren og ikke omvendt. Ord for ord. Og hvis det er for svært, så må læseren give op, det er der ikke noget at gøre ved. Man må oversætte sådan at det er forståeligt, men så læseren samtidig sættes på prøve.”

Inspireret af Rosmarie Waldrop fortalte Silkeberg hvordan hun på radikal vis i den første fase af oversættelsen, lystfyldt og destruktivt, rev digtet fra hinanden i en grov og bogstavelig ord for ord-oversættelse, for at finde ud af hvad der står, hvordan, og derfra prøve at samle det igen. Oversættelsen, måske, som en slags healingproces. Oversættelsen som soning på flere niveauer. Silkeberg tog os med længere ind på værkstedet, og viste hvordan hun konkret forsøgte at arbejde homonymt i sine poesioversættelser – hun gør sig umage for at få originaldigtets lyde med. Et ret interessant korrektiv, synes jeg, til måden mine studerende og jeg havde arbejdet homonymt med blandt andet polske, russiske, amerikanske og islandske digte et par dage før. Silkebergs ‘rigtige’ oversættelse tog selvsagt hensyn til helheden, så det enkelte ord ikke kun skal opfylde et lydligt lighedskriterium – ‘efteråt’ på svensk lyder som ‘efteråret’ på dansk; ”ett efteråt finns” er en oversættelse af ”efteråret findes” som der står hos Inger Christensen – men det betyder noget andet, ‘bagefter’, alligevel går det an i den svenske oversættelse af Alfabet, på grund af digtets overordnede struktur og hele ‘retoriske gestus’. Man bliver nødt til at være inde i værket for at kunne træffe den slags beslutninger, man bliver nødt til at kende det virkelig godt og synes man forstår det. Eszterhás indledte med at tale om at det første han gør når og før han skal oversætte noget, er at sætte sig ned og lave en grundig litterær analyse af værket. Først når han forstår hvordan bogens indre struktur er bygget op, når han forstår hvad den vil, hvordan, hvorfor, kan han gøre sit arbejde. Også Karsten Sand Iversen skriver i føromtalte foredrag om at man først og fremmest må være tro over for det han kalder “tekstens retoriske gestus”; hvad vil teksten selv, hvem eller hvad taler i den, hvordan, hvorfor. Man må med andre ord være en god læser for at blive en god oversætter. Udover, selvfølgelig, at man må være ret god til nogle sprog og vide noget om nogle steder og kulturer.

Efter de to oplæg fulgt af spørgsmål, svar og diskussion, drog vores gæster videre, og vi inddelte de studerende fra de fire forskellige kurser og skoler i, i alt, 16 grupper. Alle sammensat sådan at mindst to skandinaviske (første)sprog var repræsenteret i hver gruppe. De fik allesammen udleveret tre digte; to af Ann Jäderlund og et af Niels Frank, og fik i opdrag at oversætte dem i grupperne til dagen efter. Og dagen efter, hvor vi var på Forfatterskolen, fremlagde alle grupperne deres bud på oversættelser og motiverede dem. Egentlig havde jeg frygtet det lidt – jeg mener: 16 udgaver af det samme digt i træk! Men der var intet at frygte, tværtimod, det blev mere og mere spændende, og det viste sig hurtigt at det i det store hele var de samme steder, ved de samme ord eller steder i teksterne, at næsten alle havde haft udfordringer. Det var tydeligt hvilke ord der var vanskelige at finde ækvivalenter til – noget gik tabt, noget kom til (eller som John Ashbery skriver i digtet ’This Room’, som vi også tidligere har oversat på kurset: “Something shimmers, something is hushed up”) – og hvor radikalt anderledes tolkninger af samme digt gav på et nyt målsprog via blot meget små forandringer. Desuden opdagede vi noget sjovt. I de teoretiske gennemgange havde vi lagt vægt på forskellige institutionelle og historiske aspekter i præferencerne for ord for ord- eller mening for mening-oversættelser; forskellig mode eller mere eller mindre ideologisk overbevisning, forlæggeres krav, religiøse hensyn, den slags. Men i gruppearbejdet med disse konkrete tekster havde stort set alle – hvis ikke faktisk: samtlige! – grupper valgt at oversætte Jäderlunds lidt gådefulde, fragmentariske og suggestive digte (fra djupa kärlek ingen (2016)) ved at anlægge ord for ord-strategier, og Niels Franks mere parlandoagtige og idiomatisk oplyste og hidsige henvendelse (fra Små guder (2008)) ved at anlægge mening for mening-strategier. Noget kunne altså tyde på at der også er tekster der selv, så at sige, kalder på en særlig oversættelsesstrategi, uanset hvem oversætterne er.

Onsdagen efter spurgte jeg mine studerende hvad de syntes om det hele, om det havde været lærerigt, sjovt, givtigt, hvad de tænkte. Én af dem sagde: Det var virkelig godt, mere af det! Sådan har jeg det også! Og overvejer allerede nu om vi måske skulle læse Walter Benjamin (’Die Aufgabe des Übersetzers’ fra 1921(-23)) og Friedrich Schleiermacher næste år. Kate Briggs’ bog er der ingen tvivl om – den kommer på pensum.

 

Advertisements

About Sara

Skønlitterær oversætter www.sarakoch.dk
This entry was posted in Oversættelsesteori og -debat and tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s