Når et digt oversættes bliver det et andet digt

Af Pia Tafdrup

Da jeg trådte ned fra scenen i South Bank Center i Queen Eliszabeth Hall i London, kom en tilhører hen til mig og viste sin bare arm frem: “Se!” Hårene på armen stod lige i vejret. “Se, hvad dine digte har gjort ved mig,” sagde hun og løftede armen helt op foran mig. Jeg havde læst på engelsk på en international poesifestival tilbage i 1990, og man kan selvfølgelig gøre sig lystig over, at det var min udtale, der fik hårene til at rejse sig på kvindens arm, men det var rent faktisk digte, der var gået lige ind – på et andet sprog. Kvinden insisterede på, at jeg ved selvsyn skulle forstå, hvilken virkning mine digte havde på hende.

Jeg har fået mange herlige reaktioner i tidens løb selv på oversatte digte, men denne arm ser jeg stadig for mig. Eller en mand, der i 2013 sad hulkende på en stol i Bar Britania i Buenos Aires, hvor jeg optrådte på dansk, og en anden digter læste oversættelsen af Tarkovskijs heste på spansk. I Argentina skjuler man ikke sine følelser, når man berøres af, at en far bliver dement og dør. Det hører til kulturen her ikke at skjule, hvor ondt det gør at miste – og i dette tilfælde i dobbelt forstand, idet min far mistede hukommelsen, og jeg mistede ham, hvad digtene tematiserer. Det tab kunne manden i Bar Britania umiddelbart forholde sig til.

De to stærke kropslige reaktioner på min poesi har prentet sig ind. De står for mig som eksempler på, hvor meget det betyder, at digte eller andre tekster oversættes.  At det lader sig gøre at berøre et menneske på den anden side af kloden tænker ingen vel på, mens digtene bliver til, men når man år senere får lov at opleve, at det er muligt, ja, så er det et svar, der vel kommer bag på enhver.

Om oversættelsen lykkes afhænger af oversætteren. Jeg gør mit for at bidrage med oplysninger og svar på spørgsmål undervejs. Alt det jeg kan! Oversætteren skal ikke bruge unødig meget tid på at finde skjulte citater og. lign., derfor gør jeg i dag løbende notater om digtet, når jeg har skrevet det – noget jeg først er begyndt på, efter at jeg har fået en oversætter, der trofast har fulgt mig, siden jeg udgav Dronningeporten i 1998. Der er ikke noget, der har glædet mig så meget som forfatter som hans og andre oversætteres indsats. Og der er ikke mange, der har levet sig ind i mine værker på niveau med oversætterne, som ned i mindste detalje i hvert eneste digt har taget stilling til den ene eller anden løsning. Dog har komponisterne også været igennem udvalgte digte med tættekam. For mig er det vigtigt at stå til rådighed for oversætteren, hvis der er tale om sprog, jeg har kendskab til. Hvorfor ikke få det bedste ud af processen ved at svare på spørgsmål og give de oplysninger, der måske kan være til nytte?

En fri tolkning ser jeg nødigt. Jeg har været vidne til, at oversættere overtager andre digteres tekster. Det er ren voldtægt med teksten som offer. Smerteligt at være vidne til. Jeg er selv så trofast mod en tekst, jeg oversætter, som overhovedet muligt. Det samme håber jeg hver gang, at min oversætter også er.

Jeg sætter stor pris på, at oversættelser kommer så tæt på originalen som muligt, men vigtigst: det skal frem for alt være gode digte på det oversatte sprog! En vis frihed er derfor nødvendig. Min signatur i de danske digte skulle gerne kunne ses i oversættelsen eller måske snarere gendigtningen. At få dette særtræk frem er den helt store opgave for en oversætter. Hvordan overføres dette særtræk? Det er udfordringen. Kan man i oversættelsen se, at det er et digt skrevet af Pia Tafdrup? Oversættelsen skal være mere end håndværk, for at den åndelige signatur kommer frem på et andet sprog. Oversættelsen bliver kunst, når det lykkes.

Jeg skriver tilfældigvis på dansk. Var jeg vokset op i et andet land, skrev jeg på et andet sprog. Jeg tror, at jeg ville skrive digte, uanset hvor jeg var født. Selvom identiteten frem for alt er knyttet til modersmålet, kommer sproget alligevel i anden række, forstået på den måde at ens forældre bestemmer, hvilket land, man vokser op i. Den vertikalitet, man spænder over, når det gælder ens modersmål, bliver ikke den samme på andre sprog. Der eksisterer arkæologiske lag, man næppe når ned til, selv om man har benyttet andre sprog i årevis.

Når man tilhører et lille sprogområde som det danske, er det en umådelig glæde at få lov at nå flere end de få, der læser digte på dansk. Ikke desto mindre vil jeg til enhver tid hævde, at det danske publikum er mit primære publikum, for det er trods alt et andet digt, publikum får i en oversættelse. Lydsiden bliver en anden, og undertiden sker der også visse betydningsmæssige skred. Der er en forskel på at optræde med en dans eller hænge sine billeder op i et andet land og på at få trykt digte på et andet sprog. Det kan være gode digte, men de er og bliver forskellige fra digtene på ens modersmål.

Jeg er kommet til at holde meget af de mennesker, der har fordybet sig i mine digte og levet med dem i lang tid for at oversætte dem. Både jeg og mange læsere har haft glæde af, at digtene er blevet tilgængelige på fremmede sprog, for det er begrænset, hvor mange sprog et menneske behersker. Oversat poesi kan være i besiddelse af stor kraft. Og det virker meget voldsomt, når man hen over kulturelle grænser kan berøre andre mennesker. Jeg er dybt taknemmelig, når oversættelsen eller gendigtningen bliver så vellykket, at digtet kan gribe læseren på et andet sprog.

Advertisements
This entry was posted in Om enkelte værker/forfattere, Oversættelsesteori og -debat, Uncategorized and tagged , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s