Fodnoter eller ej

Af Duna Ghali

Jeg har netop afsluttet oversættelsen af Tom Kristensens klassiker Hærværk til arabisk, som udkommer til februar i Milano og derigennem bliver distribueret til de arabiske lande. Hærværk er en stor og krævende roman fra 1930, og det tog mig noget tid, før jeg følte, at jeg havde fat i romanens tone og rytme, og før jeg følte mig helt fortrolig med dens stemning og karakterer. En central udfordring og problematik ved denne oversættelse var, at der er så meget i romanen, som en arabisk læser ikke ville kunne følge med i uden lidt vejledning og baggrundsinformation. Det gælder både generel viden om Danmark og dansk kultur, historie, geografi og politik gennem tiden såvel som i romanens samtid. Men også da romanen fungerer som nøgleroman, hvor virkelige begivenheder og personer skildres via romanens scener og karakterer, eksempelvis hovedkarakteren Ole Jastraus arbejdsplads ”Dagbladet”, der dækker over datidens Politiken i slut 1920’erne, mens nogle af Jastraus kollegaer på avisen også er baseret på virkelige personer. Alle disse detaljer spiller en ikke ubetydelig rolle i forhold til læserens forståelse af historiens forløb og udvikling.

For at hjælpe den arabiske læser på vej valgte jeg tidligt i processen at benytte mig af fodnoter. Det oplevede jeg var den mindst invasive måde at forsyne læseren med nødvendig baggrundsinformation uden at ændre eller tilføre for meget i selve originalteksten. Antallet af fodnoter steg dog hurtigt og kom op over de 90, inden jeg var færdig med den første version af oversættelsen. Som oversætter forventer jeg derfor selvfølgelig at blive skældt ud og høre reaktioner som: ”Fy! Hvorfor denne mangel på tillid og tro på læseren?” Eller i bedste tilfælde vil man måske sige: ”Vi lever jo i en tid, hvor man kan google alt.”

Jeg begyndte med at oversætte fodnoterne fra udgaven af Hærværk fra Danske Klassikere, som udkom i 2013, redigeret af Torben Jelsbak. Det var ikke alle fodnoterne, jeg følte var lige væsentlige for den arabiske læser, men jeg oversatte dem alle. Og så endte jeg med at tilføje mine egne fodnoter med forklaringer på alt fra sange, salmer og amerikanske jazzorkestre til religiøse referencer, citater fra Biblen, sætninger på latin, tyske ord, politiske partier, kunstbevægelser fra 1920’erne og meget, meget mere. Når man først går i gang, er det svært at stoppe igen! Jeg blev så opslugt af historien, at jeg ønskede for læseren, at han eller hun også fik det hele med, og jeg kunne derfor ikke tillade mig selv at udelade noget – Nothing must be lost in translation! Men først og fremmest ville jeg sørge for, at den originale tekst forblev så intakt som muligt. Etik og regler i forbindelse med oversættelser har ændret og udviklet sig meget gennem tiden, og efter min mening er der oversættelser, som tager sig (måske lidt for?) mange friheder, og hvor der eksempelvis bliver indsat små forklaringer i den oversatte tekst for at undgå fodnoterne, men jeg – som også selv er forfatter – finder den model uacceptabel af respekt for originalteksten. I forbindelse med Hærværk har jeg heller ikke haft muligheden for at rådføre mig hos forfatteren, som eventuelt ville kunne have givet mig tilladelse til små ændringer eller tilføjelser. Det har jeg ellers gjort brug af i nogle af mine tidligere oversættelser i samråd med forfatteren bag værket.

Jeg har oversat både nyere og ældre dansk litteratur til arabisk, fra H.C. Andersen over Inger Christensen til Kirsten Thorup. Og det er min oplevelse, at man altid bliver mødt af forskellige dilemmaer i arbejdet. Det er et ubarmhjertigt ansvar at oversætte – et usynligt ansvar. Som den tyske oversætter Michael Hofmann siger: Du er en ambulancechauffør, ikke kirurgen!

Jeg har erfaret, at læseren ikke altid viser sig at være så engageret, at han eller hun beslutter sig for selv at researche tingene, og jeg oplever heller ikke, at Google altid er nok. Og hvad nu, hvis den arabiske læser bor nogle af de steder, hvor nettet koster mere, end han eller hun har råd til, eller strøm kun er tilgængelig et par timer om dagen, og generatoren bliver brugt til alt andet end at google Grundtvig?

Fodnoterne kan være distraherende i sidste ende, og efter min mening irriterende hvis de bliver placeret i slutningen, så man hele tiden skal slå op bagerst i bogen. Men de er uundgåelige, synes jeg. Især når der er tale om to så forskellige kulturer og historier. Den litterære teknik – bevidsthedsstrømmen – som Tom Kristensen bruger i romanen, gør det ikke altid lige nemt for læseren at følge med. Alting flyder sammen. Hvem er Grundtvig, Brandes, Johannes V. Jensen, Ingemann eller Johannes Jørgensen? Og hvad er King George the Fourth, Doctor’s Special og John Haig, der dukker op ud af det blå? (Svaret på sidstnævnte eksempler er navne på whisky!)

Jeg har læst om Nabokovs oversættelse af Eugene Onegin, den russiske, lyriske roman skrevet af Alexander Pushkin. Romanen fra det 19. århundrede vrimler med russiske karakterer, historier og andre kulturbestemte elementer, foruden sproget i sig selv selvfølgelig. Man begynder at forstå, hvorfor Nabokov brugte forord, flere essays og en række foredrag på at forklare sit arbejde med oversættelsen, hvor han gør brug af fodnoter og kommentarer hele vejen igennem bogen. Modsat eksempelvis Nabokovs arbejde med oversættelsen af Lewis Carrolls Alice i Eventyrland, hvor han fik frie hænder til at levere en komplet russisk version efter eget hjerte.

Oversættere har ikke kun forskellige tilgange til, hvordan de griber oversættelserne an, men er også afhængige af de forskellige værker på godt og ondt. Og så er der tilmed noget, som professor ved New York University Emily Apter kalder ”the untranslatable” – en del af en tekst, der synes så smertefuld at oversætte, at oversætteren mest af alt foretrækker ikke at gøre det. Af ren og skær smerte over oversættelsens fattige resultat sammenlignet med originalen! Konklusionen må være, at det ikke er nemt at være oversætter.

Duna Ghali er forfatter og oversætter og har til arabisk bl.a. oversat H.C. Andersens eventyr, Inger Christensen, Peter Laugesen og flere af Kirsten Thorups romaner, senest ”Tilfældets Gud” i 2013. Hun er forfatter til romanen ”Skæringspunkt” (2012, Forlaget Per Kofod), digtsamlingen ”En have med duft af mand” (2007, Samleren) og tekstsamlingen ”Sene opdagelser, små sejre” (2004, Samleren) på dansk, foruden 4 romaner, 2 digtsamlinger og 4 novellesamlinger på arabisk.

 

 

Advertisements
This entry was posted in Om enkelte værker/forfattere, Oversættelsesteori og -debat and tagged , , , , , , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s