Bonjour Sagan

Af Jørn Boisen

Siden Marcel Prousts bredside mod biografismens stamfader Sainte-Beuve (Contre Sainte-Beuve skrevet 1895-1900, udgivet 1954) ved vi, at man har forfatteren som privatperson og forfatteren som kunstner, og at man ikke uden videre kan slutte ret meget fra den ene til en anden: “L’homme qui fait des vers et qui cause dans un salon n’est pas la même personne.”

Der er dog visse undtagelser, tilfælde hvor en forfatters liv og værk synes at smelte sammen i en slags skæbne, hvor livet ikke kun tjener til inspiration for værket, men hvor det også går i den modsatte retning, hvor værket bliver en slags drejebog for det virkelige liv. “Life imitates art”, sagde Oscar Wilde. Francoise Sagan er et af den slags tilfælde. Temaerne og personerne i hendes bøger blander sig med temaerne i hendes liv, de er vævet af samme stof, variationer over de samme temaer.

Sagan blev allerede med sin første bog, Bonjour tristesse (1954) en litterær figur, som hun siden forblev tro mod i et liv, der trods forfatterindens notorisk dårlige køreegenskaber foregik i overhalingsbanen både i overført og bogstavelig forstand.

Historien er velkendt, men tåler en genfortælling. Den 4. januar 1954 modtog forlæggeren René Julliard en pakke med et lille bogmanuskript på knap 30.000 ord signeret Francoise Quorez. Forlæggeren fornemmer sensationen: Forfatterinden er ikke fyldt 18 (hun har angivet fødselsdato på manuskriptet), romanen emmer af sex og død, og stilen er helt efter det klassisk franske ideal – stram, elegant og behersket. Julliard sender et telegram til den unge kvinde og beder hende ringe tilbage. Det viser sig, at hun har skrevet romanen i løbet af sommerferien 1953. Hun var dumpet til studentereksamen, og i stedet for at tage med familien på ferie måtte hun blive hjemme i Paris for at læse op til reeksamen. Hun benytter friheden til at gå på café og sætter sig for at skrive systematisk et par timer om dagen. Opgaven var, sagde hun senere, ikke så meget at skrive et stort litterært værk som at se, om hun var i stand til at fuldende en roman. Det lykkedes. Da sommeren er ovre, er romanen færdig. (Det lykkedes hende dog også at bestå sin reeksamen og blive indskrevet på Sorbonne).

I al hast udfærdiger Julliard en kontrakt, som Francoises forældre må skrive under på, da hun ikke selv er gammel nok: Hun får et forskud på 50.000 francs. Familien kræver også, at hun kalder sig noget andet, så hun ikke bringer skam over familiens gode navn. Hun har kun et par minutter og tager instinktivt sit nom de plume fra en person hos Proust, prinsessen af Sagan: Hun er nu Francoise Sagan. To måneder senere er bogen ude, og den bliver en øjeblikkelig og verdensomspændende succès à scandale. Inden året er omme kan Julliard skrive på omslaget: “Allerede 810.000 solgte eksemplarer. Og så er det endda rigtig litteratur”.

Succesen er ikke svær at forstå. På den ene side var der forfatterindens persona: hele blandingen af ungdom og depravation, livsglæde og lurende tragedie, uskyld, hurtige penge, hurtige biler og hurtige forhold. Det var en figur med stor gennemslagskraft: Vanessa Redgrave hævdede fx, at hun var begyndt at ryge, efter hun havde læst, at Sagan fik et par gauloises og en kop kaffe til morgenmad. På den anden side var der bogens iboende kvaliteter (for det er “rigtig litteratur”, som Julliard hævder): Den litterære arv helt tilbage fra La Princesse de Clèves og med Raymond Radiguets eksplosive Le Diable au corps som den mest oplagte parallel er tydeligt tilstede. Tilsammen giver det en ekstremt hårdtslående cocktail, der taler lige ind i tiden. Også i udlandet bliver romanen modtaget som et mesterværk. “En charmerende og elegant, ja, spændende og næsten uhyggelig skarp roman”, skrev Jyllands-Posten i 1955.

Handlingen er kort og intens. Historien fortælles af den 17-årige Cécile, der er på ferie ved Côte d’Azur med sin far. Moderen er død, og faderen lever et sorgløst liv (!) med på den ene side sin datter og på den anden en række tilfældige kvindelige bekendtskaber. Cécile er også ved at opdage det erotiske, og hun indleder en romance med en smuk jurastuderende. Denne harmoni bliver brudt, da en ny kvinde dukker op i huset. I modsætning til faderens sædvanlige kærester er hun ikke dum som en dør, hun tager tingene alvorligt, og hun sætter straks sit præg på ferielivets gang. For det først beordrer hun Cécile til at bryde med den jurastuderende og få forberedt sine eksaminer, for det andet bliver hun og faderen forelskede for alvor. For at ødelægge dette forhold og genetablere status quo ante udtænker Cécile en plan, der involverer både den flotte jurastuderende og faderens eks-kæreste. Denne perverse intrige får naturligvis fatale følger.

Af andre store udgivelser i Frankrig i 1954 kan man nævne første bind af de Gaulles Krigserindringer og Simone de Beauvoirs Mandarinerne, der får Goncourtprisen det år. Det viser noget om, at vi med Sagan har en repræsentant for et nyt fænomen, nemlig ungdomskulturen. De Gaulle og de Beauvoir er på alle tænkelige måder litteratur for voksne mennesker om alvorlige emner – de Gaulles storslåede opfattelse af Frankrigs historiske mission, og de Beauvoirs nøgleroman om 50’ernes idédebat.

Sagan slipper ikke det tragiske, men hun slipper krigen og hele krigens idehistoriske og politiske efterspil. Romanen markerer et paradigmeskift. Vi er med Sagan i en helt anden verden, les trente glorieuses, popmusik, den nye bølge, forbrugerisme, individualisme, hedonisme. Bonjour tristesse er en bog skrevet af et ungt menneske, for unge mennesker, og den giver ungdommens perspektiv på tilværelsen – en del melankoli, blaserthed, rastløshed og megen kedsomhed – og den rammer noget centralt i tiden. Den anden halvdel af det 20. århundrede er begyndt.

Sagan selv skrev i løbet at sin lange karriere 20 romaner, 3 novellesamlinger, 9 teaterstykker samt en lang række tekster af selvbiografisk eller journalistisk karakter, men det er stadig først og fremmest Bonjour tristesse, der tegner hende som forfatter.

Bonjour tristesse blev med det samme oversat til dansk af selveste Thorkild Hansen og udkom i 1955 med den danske titel Farlig sommerleg. Gyldendal har nu genudgivet bogen i en ny oversættelse ved Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen og med en ny titel, Bonjour tristesse (2016). Gyldendal har de seneste år gjort en prisværdig indsats for at genoversætte enkelte klassiske værker fra fransk litteratur. Jeg har selv haft fornøjelsen af at anmelde Camus’ Faldet i Hans Peter Lunds glimrende genoversættelse. I tilfældet Camus var det nødvendigt at oversætte igen. Frank Jægers gamle oversættelse fungerede simpelthen ikke længere.

Men er det også nødvendigt, når det drejer sig om Sagan? Det er legitimt at stille spørgsmålet. Sagan er trods sin status ikke i samme vægtklasse som Camus, og Bonjour tristesse er en perle, men trods alt kun en lille perle. Jeg må umiddelbart sige, at jeg blev overbevist, da jeg læste den nye oversættelse: Den blæser den gamle fuldstændig ud af banen og lader Sagans lille roman fremstå fuldstændig dugfrisk påny.

Hvad er der galt med den gamle? Lad os være lidt konkrete og gennemgå romanens første side, først den franske original, så den gamle oversættelse og sidst den nye:

Sagan:

Sur ce sentiment inconnu dont l’ennui, la douceur m’obsèdent, j’hésite à apposer le nom, le beau nom grave de tristesse. C’est un sentiment si complet, si égoïste que j’en ai presque honte alors que la tristesse m’a toujours paru honorable. Je ne la connaissais pas, elle, mais l’ennui, le regret, plus rarement le remords. Aujourd’hui, quelque chose se replie sur moi comme une soie, énervante et douce, et me sépare des autres.

Cet été-là j’avais dix-sept ans et j’étais parfaitement heureuse. Les « autres » étaient mon père et Elsa, sa maîtresse. Il me faut tout de suite expliquer cette situation qui peut paraître fausse. Mon père avait quarante ans, il était veuf depuis quinze ; c’était un homme jeune, plein de vitalité, de possibilités, et, à ma sortie de pension, deux ans plus tôt, je n’avais pas pu ne pas comprendre qu’il vécût avec une femme. J’avais moins vite admis qu’il en changeât tous les six mois !

Thorkild Hansen:

Den mærkelige følelse, der har forfulgt mig i nogen tid, kan vist dårligt kaldes melankoli. Den fortjener ikke et så smukt og alvorligt navn. Det er snarere en art sødmefuld spleen, der samtidig er så fuld af egoisme, at jeg næsten skammer mig over den, hvorimod det aldrig har forekommet mig flovt at være melankolsk. Tidligere kendte jeg ikke noget til den følelse men kun til almindelig livslede, længsel og en sjælden gang samvittighedsnag. Men i dag svøber den sig om mig, enerverende og blidt som et silkesjal, det skjuler mig for andre mennesker.

Den sommer, det drejer sig om, var jeg 17 år og fuldstændig lykkelig. De “andre mennesker” var min far og hans elskerinde, Elsa. Jeg må hellere straks forklare disse familieforhold, der måske kan virke unaturlige. Far var fyrre år og havde været enkemand i femten. Han var dog stadig en ungdommelig mand, fuld af vitalitet og med rige muligheder foran sig. Da jeg kom tilbage fra kostskolen, kunne jeg ikke undgå at opdage, at han levede sammen med en kvinde. Jeg lod som ingenting. Det var værre, da det gik op for mig, at han fik en ny elskerinde hvert halve år!

Munk Rösing/Dahlgreen:

Denne ukendte følelse af sørgmodighed og sødme som har fået tag i mig, jeg tøver med give den navnet, det smukke, alvorlige navn, tristesse. Det er en så absolut og egoistisk følelse at jeg næsten skammer mig over den, hvorimod tristesse altid har forekommet mig at være noget agtværdigt. Jeg kendte til sørgmodighed, fortrydelse og sjældnere anger, men ikke til tristesse. I dag folder noget sig om mig som silke, enerverende og blidt, og isolerer mig fra omverdenen.

Den sommer var jeg sytten år og helt og aldeles lykkelig. De “andre” var min far og Elsa, hans elskerinde. Jeg må med det samme forklare denne situation som kan lyde forkert. Min far var fyrre år, han havde været enkemand i femten, han var en ung mand fuld af vitalitet og muligheder, og da jeg to år forinden var kommet hjem fra kostskolen, havde jeg sagtens kunnet forstå at han levede sammen med en kvinde. Jeg havde været mindre hurtig til at acceptere at han skiftede kvinde hver sjette måned.”

At se de to uddrag lige efter hinanden giver med det sammen en fornemmelse af, hvordan sprogtonen på dansk har udviklet sig på et halvt århundrede. Det giver også et godt overblik over de forskellige oversættelsesstrategier, der er valgt, og dermed et muligt indblik i, hvordan oversættelse opfattes anderledes.

Jeg vil gerne prøve at være lidt mere præcis og gå i dybden med den efterhånden berømte sætning, der indleder bogen:

“Sur ce sentiment inconnu dont l’ennui, la douceur m’obsèdent, j’hésite à apposer le nom, le beau nom grave de tristesse.” (Francoise Sagan)

“Den mærkelige følelse, der har forfulgt mig i nogen tid, kan vist dårligt kaldes melankoli. Den fortjener ikke et så smukt og alvorligt navn.” (Thorkild Hansen)

“Denne ukendte følelse af sørgmodighed og sødme som har fået tag i mig, jeg tøver med give den navnet, det smukke, alvorlige navn, tristesse.” (Munk-Rösing/Dahlgreen)

Thorkild Hansen støder allerede i første sætning på det problem, der også viser sig i romanens titel, nemlig at forfatteren indleder med en semantisk diskussion at et ord: tristesse.

Dette kompliceres yderligere af, at det ikke er lysende klart, om ordet kan bruges direkte på dansk. Hansen afgør med det samme, at ordet “tristesse” ikke er gangbart dansk og oversætter det med “melankoli”, hvilket jo ikke er helt forkert, men heller ikke helt rigtigt, eftersom ordet melankoli også findes på fransk, hvor det er nogenlunde synonymt med tristesse, men uden dog at være helt det samme.

(Her kunne man med en vis ret indlede en diskussion af, om begrebet synonymi overhovedet eksisterer, altså det forhold at forskellige ord betyder “det samme”. Jeg er tilbøjelig til at afvise det: Forskellige ord kan have betydninger, der er mere eller mindre sammenfaldende, men de kan ikke betyde “det samme” af den simple grund, at det er forskellige ord, der lyder forskelligt, og som vækker forskellige associationskæder.)

Hvis Thorkild Hansen så skulle have brugt ordet i romanens titel, ville det have givet “Goddag melankoli”. Det ville på nudansk blive “Hej melankoli” (ligesom “Hej matematik”), så det kan vi kun være glade for, at han ikke gjorde. Den valgte titel, “Farlig sommerleg”, er en slags parafrase, der imidlertid har noget umiskendeligt Sagansk over sig med sin underliggende oxymoron, så det er vel godkendt uden at være lige i skabet.

Munk Rösing/Dahlgreen har det nemmere, fordi romanen i mellemtiden er blevet internationalt kendt som Bonjour tristesse, altså uoversat som var den et egennavn eller et varemærke. Det medfører så, at de er nødt til at bruge det franske ord tristesse direkte på dansk, men det fungerer faktisk fint, og det gør det, netop fordi forfatteren indleder med en refleksion over, hvad begrebet dækker over.

Altså: “Denne ukendte følelse af sørgmodighed og sødme som har fået tag i mig, jeg tøver med give den navnet, det smukke, alvorlige navn, tristesse.”

På alle punkter er denne løsning bedre og mere elegant end Thorkild Hansens: “Den mærkelige følelse, der har forfulgt mig i nogen tid, kan vist dårligt kaldes melankoli. Den fortjener ikke et så smukt og alvorligt navn.”

Man kan tilgive Thorkild Hansen brugen af ordet melankoli, men der er meget andet, der går skævt i den første sætning.

For det første bliver det elegant svungne incipit på fransk hugget over i to sætninger hos Thorkild Hansen. Det er lidt bedre hos Munk Rösing/Dahlgreen, der genetablerer den oprindelige konstruktion, men prisen er en ekstrapositionkonstruktion, der er lidt tung i røven, og ingen af oversættelserne har originalens rytme og lethed.

For det andet: I den franske sætning er fortælleren subjekt: Hun overvejer, hvad hun skal kalde den følelse, der har grebet hende. Hos Thorkild Hansen bliver “den mærkelige følelse” til sætningens subjekt, og det oprindelige subjekt bliver til objekt. Det er måske flueknepperi, men det forskyder altså perspektivet en lille smule. I den franske sætning (såvel som i romanens handling) er fortælleren den, der trækker i trådene. Hun plotter, planlægger og eksekverer. Der er en pointe i, at hun er sætningens subjekt og ikke objekt. Det mest underlige er imidlertid, at Thorkild Hansen gør det stort set uden grund. Munk Rösing/Dahlgreen bevarer den franske sætnings grundstruktur.

For det tredje: “inconnu” (ukendt) bliver til “mærkelig” hos Thorkild Hansen – igen uden grund. Man kan sige, at de to ord befinder sig i det samme semantiske nabolag, men de er ikke engang tæt på at være synonymer. Sammenlign fx “det var en ukendt kvinde” med ”det var en mærkelig kvinde”. Munk Rösing/Dahlgreen bruger “ukendt”.

For det fjerde: “obséder” bliver til “forfølge” hos Thorkild Hansen og “få sit tag i mig” hos Munk Rösing/Dahlgreen. Begge er fine, men Thorkild Hansen er denne gang en anelse tættere på originalen. Problemet er her, at den franske aktivkonstruktion: “noget besætter én” på dansk normalt gengives med en passiv: “man bliver besat af noget”. Her er der altså en grund til at vælge et andet ord end “besætte”.

For det femte: Ordet “hésiter” (“tøve”) forsvinder hos Thorkild Hansen pga. passivkonstruktionen, “kan vist dårlig kaldes.”

Og så videre og så videre. Nu har jeg muligvis misbrugt den røde blyant, og jeg vil ikke misbruge læserens tålmodighed længere. Vi kan sagtens konkludere, at den nye oversættelse er langt tættere på kildetekstens stil og indhold end den gamle. Det, der imidlertid er det forbavsende, er, at Thorkild Hansen tilsyneladende ikke ændrer i teksten, fordi han er løbet ind i noget uoversætteligt, eller et særligt syntaktisk problem. Hvad kan grunden være? Hvorfor ændrer oversætteren på ting, som man ikke behøver at ændre?

Jeg tror, at det kan forklares med en oversætters særlige position. Ingen kan tjene to herrer, siges det, men det er faktisk lige præcis det, som en oversætter forventes at gøre. Oversætteren er underlagt kildeteksten, men skal samtidig stå til ansvar for målsproget, og de særlige krav, der knytter sig til det, og ikke mindst målgruppen, de kommende læsere. Det er min opfattelse, at Thorkild Hansen ikke har haft den store veneration for Sagan og hendes roman. Lad os ikke glemme forhistorien: Bogen blev solgt som en succes à scandale mere end som et litterært værk. Derfor har Thorkild Hansen ikke brugt ret megen energi på at tjene Sagan og hendes roman. Han har leveret en hurtig og effektiv versionering og så ellers helliget sig andre og vigtigere ting, nemlig sit eget forfatterskab.

I mellemtiden har Sagan ændret status. Bonjour tristesse har fået klassikerstatus, ikke blot fordi den er et fascinerende tidsbillede, men også fordi den har ubestridelige litterære kvaliteter. Kildeteksten er altså blevet en autoritet, og det er tydeligt, at Munk Rösing/Dahlgreen behandler den sådan.

Det afspejler, så vidt jeg kan vurdere, en generel tendens inden for oversætterkunsten i løbet af det 20. århundrede: Man prøver at være så tæt som muligt på kildeteksten med risiko for at oversættelsen kan virke fremmedgørende på læserne.

Et interessant eksempel på tidligere tiders tilstande udgøres af den tyske oversættelse af Ibsens Et Dukkehjem. Den tyske oversætter bad om en anden afslutning af stykket, så Nora blev i sit hjem. Ibsen skrev så rent faktisk en alternativ slutning. I et åbent brev til den danske avis Nationaltidende, d. 17. februar 1880, forklarer han selv forløbet:

“Straks efter at Nora var udkommet, erholdt jeg fra min oversætter og forretningsfører lige overfor de nordtyske theatre, herr Wilhelm Lange i Berlin, en meddelelse om at han havde grunde til at befrygte, at det vilde udkomme en anden oversættelse eller “bearbejdelse” af stykket med forandret slutning, og at denne rimeligvis vilde blive foretrukket ved adskillige nordtyske theatre. For at forebygge en sådan mulighed, sendte jeg min oversætter og forretningsfører til afbenyttelse i nødsfald et utkast til ændring, ifølge hvilken Nora ikke kommer ud af huset, men af Helmer tvinges hen i døren til børnenes sovekammer; her veksles et par replikker, Nora synker sammen ved døren og tæppet falder. Denne forandring har jeg selv til min oversætter betegnet som en “barbarisk voldshandling” imod stykket. Det er altså aldeles imod mit ønske, når der gøres brug af den; men jeg nærer det håb, at den ikke vil blive benyttet ved ret mange tyske theatre.”[1]

Jeg tænkte egentlig, at den slags overgreb mod kildeteksten i vore dage ville være fuldstændig utænkelige. Det er det, som man i mindre målestok kan se i forskellene mellem Thorkild Hansens gamle og Munk Rösing/Dahlgreens nye oversættelse.

Og så alligevel. Mens jeg skrev denne lille anmeldelse hørte jeg i radioen, at en italiensk trup har ændret slutningen på Carmen, så heltinden ikke bliver dolket, men i stedet skyder sin tilbeder, Don José. I en tid med fokus på vold mod kvinder er den oprindelige slutning upassende, og i det perspektiv er Bizets kunstneriske intentioner af sekundær betydning. Målgruppen vinder over kildeteksten.

Måske er tiden – ligesom det politiske spektrum – alligevel cirkulær.

Jørn Boisen

Københavns Universitet.

[1] Citeret fra: http://ibsen.nb.no/id/11111795.0

Advertisements
This entry was posted in Oversættelsesanmeldelser, Uncategorized and tagged , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s