Mindeord ved Henning Vangsgaards begravelse (17. februar 2018)

Af Gert Sørensen

Jeg havde Henning i telefonen netop som han var på vej til hospitalet for sidste gang. Vi havde dagene forinden talt om, at jeg skulle komme ud på Bellahøj til en frokost, som vi havde haft nogle stykker af på det seneste. Den nærmere aftale skulle på plads, da jeg fik en stærkt svækket stemme i røret. Henning havde jo før her de seneste år været på hospitalet, og var så kommet hjem igen. Det ville han sikkert også denne gang, var min tanke. Der er et gammelt mundheld, der lyder: “Klarer man februar, klarer man et år mere”. Det stod dog hurtigt klart, at det kom ikke til at ske denne gang, som det havde været tilfældet tidligere i de sidste år, hvor Henning var plaget af, hvad han selv kaldte en ‘biologisk katastrofe’. Han ville måske heller ikke mere det for ham uværdige liv med medikamenter og ud og ind af hospitalet; et liv, der nu er ebbet ud og pludselig er afsluttet med sine mange løse ender.

Løbende samtaler er blevet afbrudt midt i en sætning, midt i en tankestrøm. Jeg har selv haft det store privilegium at have været med i en af disse samtaler, der i virkeligheden går helt tilbage til 1970ernes begyndelse, da jeg traf Henning og Gitta første gang ved en studenterfest på universitetet. Det har siden udviklet sig til et solidt venskab, der igen har lagt grunden til, hvad jeg ville sammenligne med et større mentalt arkiv af betragtninger over verdens almindelige skæve tilstand og ikke mindst vores egen rolle i hele udviklingen fra slutningen af 1940erne.

Henning valgte tidligt universitetet fra og lagde sig dermed også fri af de mange hensyn, som tegner universitetsverdenen. Henning var kompromisløs, konsekvent og gavmild i alt, hvad han foretog sig. Han skabte omkring sig et personligt og intellektuelt frirum, man sjældent møder i dagens samfund med alle dets åndelige udflytninger og smutveje. Men for mig og mange af os har det været af en uerstattelig betydning at have haft en som Henning i nærheden, tæt på og aldrig fraværende. Alle tidens store spørgsmål, som det kunne være svært at tage op i så mange andre sammenhænge, fik med Henning som samtalepartner lov til at folde sig ud og lægge sig til rette.

Oversættelse var den centrale glose i Hennings intellektuelle univers. I ordets fulde betydning som overførelse af noget fra et sted til et andet, fra en tid til en anden, fra et sprog til et andet. Ikke oversættelse alene som en metier, der også gerne skulle give lidt afkast. Henning gjorde oversættelse til en livsstil og en signatur for et dybt engagement i tiden. Derfor handlede det ikke kun om at gøre det fremmede især den tyske kultur hjemmevant og integrere den i vor egen kultur, i vort eget sprog, eller om at gøre den danske poesi kendt i Tyskland og komme på de tyske bestseller-lister. Hele dette arbejde, som også gjorde Henning fortjent til flere priser og senest til Kunstfondens livsvarige oversætterlegat, fik sin uomtvistelige tyngde fra den dybereliggende translatio studiorum, som det hedder med en gammel lærdomstradition, når talen falder på forvaltningen af kulturarven, fra en generation til en anden, men som også kom til udtryk i det nære, i Hennings uophørlige vekslen fra de personlige erfaringer til det større perspektiv. Det dannede omdrejningspunktet i vore mange og timelange samtaler og gav disse en vægtfylde ud over det sædvanlige. Persongalleriet i Hennings eget erindringsstof var enormt og detaljeret ned i signalementerne og i mylderet af hændelser. Det skærmede måske også af for en vis blufærdighed, for en vis privathed, som jeg kunne spore hos Henning, og som kun de allernærmeste blev lukket ind i.

Grundlæggende var det et stykke Danmarkshistorie, der blev gentænkt i vore samtaler, og et stykke Europahistorie også, der blev båret af aksen Tyskland-Italien, som vi respektivt havde kastet os over, altså to af de lande, der mest dramatisk havde gennemlevet det 20. århundredes tragedie. Den personlige historie fra Vestegnen, med byerne Tåstrup og Glostrup, der fra at have været landsbyer uden for København op igennem efterkrigstiden mere og mere blev forstæder, spandt den røde tråd. Og langs den tidslinje, der her blev stukket ud, kunne vi iagttage, hvorledes det danske samfund langsomt muterede til noget andet end det, vi var vokset op med. Så kom uddannelsesboom’et i 1960erne og 1970erne, der flettede os ind i velfærdssamfundets kalkyler om intelligensreserven, der skulle profiteres af. Om forventningerne så er indfriet, ved jeg ikke. Henning følte sig i sit virke først og fremmest forpligtet på kulturhistoriens store lager af kollektiv erindring og analyseredskaber til at komme bagom en altid selvcentreret nutids dyrkelse af sig selv. For Henning var det altid vigtigt at læse den personlige historie ind i tidsånden eller snarere på kant med tidsånden. Hans store belæsthed og hans personlige erfaringsbaggrund underbyggede altid argumenternes overbevisningskraft.

I de sidste år af sit liv kastede Henning sig over et næsten umenneskeligt projekt: oversættelsen af Uwe Johnsons Jahrestage. Når jeg tænker på hans tilbagevendende kommentarer til dette arbejde, og når jeg medtænker hans oversættelse for år tilbage af Victor Klemperers dagbøger og monografi om Det tredje Riges sprog, er disse værker næppe tilfældigt valgte og reducerbare til et stykke bestillingsarbejde. De er mere end det. Det bekræfter det, som jeg mener altid har motiveret Henning i hans arbejde og samvær med andre, nemlig bestræbelsen på at forene den store kulturhistorie med det levede liv, hans eget levede liv sammen med Gitta, som det udfoldede sig mellem København, Stockholm, Dalarne, Berlin og oversættercentret i Strahlen.

Æret være fritænkeren Henning Vangsgaards minde.

Advertisements
This entry was posted in Nyheder og begivenheder, Uncategorized and tagged , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s