Månedens oversætter: Ellen Wulff

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

I 1988 modtog den egyptiske forfatter Naguib Mahfouz Nobelprisen som den første – og indtil nu den eneste – arabiske forfatter, og det blev startskuddet for oversættelse til dansk af tre af hans romaner i årene 1989-1990. Det blev også startskuddet for mit virke som oversætter.

Jeg havde året før færdiggjort udarbejdelsen af en dansk-arabisk ordbog, og enhver, der har udført en opgave af det omfang, vil vide, at man bagefter befinder sig i et tomrum, desperat efter et få dette tomrum udfyldt på en eller anden måde. Så da Forlaget Tiden henvendte sig og spurgte, om jeg var interesseret i at oversætte en relativt kort roman, kunne jeg kun svare ja – hvis de da ellers troede jeg kunne. Det troede jeg ikke selv. På det tidspunkt anså jeg mig for at være underviser og forsker in spe, og da jeg aldrig har været god til multitasking, blev det kun til få oversættelsesopgaver de næste knap femten år. Først da jeg mistede mine tidsbegrænsede universitetsansættelser i 2003, fik jeg mulighed for at koncentrere mig om oversættelse, og det har været dejligt.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Klassisk arabisk litteratur, fra midten af sekshundredetallet til femtenhundredetallet.

Klassisk arabisk er mit fagområde, mens jeg er utryg ved moderne arabisk litteratur, især fra de sidste tyve år. Indtil da havde skriftsproget stort set ikke ændret sig, men nu er mange moderne forfattere begyndt at gengive dialogen i uforfalsket dialekt. Der findes utallige arabiske dialekter, og jeg er ikke dialektolog! Min ph.d.-afhandling drejede sig om brug af (stereotyp) dialekt som et litterært virkemiddel, og det var sådan, man prøvede at gengive virkeligheden i nittenhundredetallet – man ANTYDEDE, at replikkerne skulle ”oversættes” til talesprog i læserens hoved, mens de fremstod i skriftsprog på papiret, så alle arabisktalende kunne forstå teksten. I dag er man ganske anderledes realistisk, og så står jeg af. Ligesom de fleste arabisktalende fra andre lande og lokaliteter.

Inden for de sidste ti år har jeg oversat tre romaner af en libyer, to novellesamlinger af en eksiliraker bosat i Finland, og jeg arbejder for tiden på to romaner af en eksiliraker bosat i USA – alle nulevende. Libyeren er den ældste, og man kan sige, at han ikke anvender dialekt, i det mindste ikke arabisk dialekt. Men han er etnisk tuareg, og ved enkelte lejligheder lader han sine personer tale tuaregisk, en helt anden sprogstamme end arabisk. Vel vidende at dette sprog er en lukket bog for den arabisktalende læserskare, anfører han i fodnoter en arabisk oversættelse. Ham har jeg ingen problemer med. Den finske iraker undgår af let forståelige grunde så vidt muligt dialog, men betjener sig sporadisk af lokale gloser (egnsretter, husgeråd, klædedragt), som ikke kan slås op i nogen ordbog. Når jeg kommer ud for det, kontakter jeg min irakiske veninde Duna Ghali og beder hende om hjælp. Den amerikanske iraker svælger i samtaler anført i bred irakisk dialekt og har tvunget mig til at lave lister over ord og udtryk, læse videre, revidere, læse videre, revidere, begynde forfra igen og igen. Man lærer hele tiden nye sætningskonstruktioner og opfanger nye nuancer. Den metode er tidskrævende, men det skal nok lykkes! Til allersidst inviterer jeg Duna til te…

I litterære arabiske kredse diskuterer man diglossiproblematikken, det ægte, naturlige folkemål over for det alment forståelige (for en mange gange større læserkreds), men stive og unaturlige klassiske sprog. Jeg har hørt de fleste argumenter, dog ingen der bekymrer sig om en stakkels oversætter!

Man skal kende sine begrænsninger.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Tusind og én Nat.

Det var en kvantitativt velvoksen oversættelsesopgave, på mellem 3500 og 4000 sider, og tidspresset var uhyggeligt. Men teksterne varierer meget, fra korte fabler, legender, anekdoter til de lange ridderromaner, fra det tragiske over det moraliserende til det humoristiske, undertiden burleske. Hver eneste side lokkede forude med nye forunderlige oplevelser, så det var en fest at begynde arbejdet om morgenen og svært at rive sig løs ved sengetid.

For mig ligger der et stærkt incitament i den spænding. Jeg læser aldrig en tekst igennem, inden jeg begynder at oversætte – og begår derved efter nogles mening en dødssynd, en dødsundladelsessynd. Til gengæld læser jeg mange gange. Min første bearbejdning af Koranen var snarere en parafrase end en egentlig oversættelse, for det var af afgørende betydning, at jeg selv havde absorberet indholdet, inden jeg præsenterede det for andre. Ved anden bearbejdning førte jeg teksten tilbage til en strengt ordret version, ved den tredje skete fordanskningen, ved fjerde og femte finpudsningen.

Tusind og én Nat er langt fra så ømtålelig og desuden nedskrevet i en art talesprog, altså meget lettere at gå til. Alligevel har jeg gennemarbejdet værket tre gange. For mig er det vigtigt at nedfælde og bevare det intuitive førstehåndsindtryk. Men vi arbejder jo alle forskelligt.

Endnu et forhold, der gør min favorit så varieret, er de uafladelige skift mellem lavprosa og høj stil repræsenteret ved poesi og rimprosa. Jeg gned mig i hænderne, hver gang jeg stødte på den slags lækkerbiskner, og tilbragte nogle af mine lykkeligste stunder i de tre et halvt år arbejdet varede med at tage livtag med rim og metrum.

Bedste oversættelse du har læst?

Jeg kunne anføre mange gode oversættelser, men med kniven på struben må jeg pege på Karsten Sand Iversens oversættelse af James Joyce, Ulysses. Den er overraskende dristig og idérig og hviler på en overordentlig grundig research, se for eksempel kapitel 7! Jeg parallellæste den med originalen og var fuld af næsegrus beundring.

Jeg kunne også anføre mange dårlige og sjuskede oversættelser, men det ville ikke være fair. Hvis man skal leve af at oversætte og har ambitioner i retning af grundig research og minutiøse og gentagne gennemarbejdninger af tekstmaterialet, dør man af sult. Bortset fra perioden med Tusind og én Nat har jeg altid selv haft deltidsarbejde ved siden af min oversættelsesvirksomhed, som altså ikke har skullet brødføde mig hundrede procent, så jeg skal ikke sætte mig på den høje hest.

Hvor oversætter du?

Hjemme i mit lille hus på Amager.

Her har jeg mine opslagsbøger, leksika og ordbøger, her har jeg al min faglitteratur, her kan jeg gå rundt om huset for at tænke, her kan jeg lytte til Bach, når jeg er træt af at tænke og trænger til at få tømt hovedet.

Jeg tilbragte en måned på San Cataldo i slutfasen af koranoversættelsen – havde deadline to dage efter, at jeg var vendt hjem. Det kunne lade sig gøre, fordi jeg var kommet til finpudsningen og teoretisk set ikke havde behov for opslagsbøger eller for at diskutere med oversættelser til andre europæiske sprog. I praksis hobede frustrationerne sig op, for kunne der virkelig stå sådan og sådan, og hvordan havde Zetterstéen i den svenske version mon klaret så kringlet en sætningskonstruktion? De to desperate dage efter hjemkomsten fik jeg hverken spist eller sovet, ja, jeg sank så dybt, at jeg tryglede forlaget om fjorten dages respit, forgæves…

Jeg arbejder helst hjemme.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

Egennavne kan være et problem. Normalt transskriberer jeg konsonant for konsonant, tilsat en af de tre korte vokaler, a – i – u. Men hvis personen er ikke-araber eller ikke-muslim, kan man fristes til at fravige sine principper. I den libyske roman Guldstøv hedder hovedpersonen Awkhayyid. Han er tuareg ligesom forfatteren, der kalder sig al-Koni (= al-Kawni). Analogt hermed kalder jeg derfor den unge mand i romanen Okhayyid. Hovedpersonen Yusuf i den irakiske roman Ave Maria er kristen, og jeg overvejer at kalde ham Josef. Helt tydeligt er problemet i koranoversættelsen. Langt de fleste koranoversættere har valgt at transskribere det ord, der betyder Gud: Allah, og navnene på de personer vi kender fra Det Gamle Testamente: Ibrahim, Yusuf, Musa, Maryam osv., i stedet for Abraham, Josef, Moses, Maria osv. Jeg valgte at understrege ligheden mellem de tre monoteistiske religioner frem for at fremhæve uligheden.

Jeg har allerede nævnt mine problemer med moderne arabiske dialekter, men også ældre tekster kan indeholde uidentificerbare gloser. I Tusind og én Nat er en dame på indkøb i suqen og køber hos urtekræmmeren saltede spurve, flækkede oliven og fyldte oliven, estragon, flødeost osv. Det arabiske ord usfur betyder spurv, en lille fugl uden kød på kroppen, lutter fjer og et spinkelt skelet. Jeg konsulterede ordbøgerne på jagt efter andre betydninger, specielt Dozys digre Supplément, der blandt andet bygger på Tusind og én Nat, uden at finde noget snack-lignende. Så rådførte jeg mig med de tre andre oversættelser til europæiske sprog: Den engelske og den hollandske havde åbenbart de samme anfægtelser som mig og vævede udenom, mens den grundige, bogstavtro tyske havde Sperlinge! Endelig fandt jeg i en arabisk-fransk ordbog som nummer to ud af otte ækvivalenter: Sauterelle. Damen køber saltede græshopper, heureka! Research skal der til.

Hele tiden er der kampen med at oversætte fra et semitisk til et indoeuropæisk sprog, bryde originalsproget ned og genopbygge betydningsindholdet på målsproget. Et eksempel kan være genitivforbindelser, her i meget forenklet form:

(Hus mandens som er indlagt på hospitalet, blev solgt) =

Mandens hus som er indlagt på hospitalet, blev solgt. (Nej)

Manden som er indlagt på hospitalets hus blev solgt. (Nej)

Huset tilhørende manden, som er indlagt på hospitalet, blev solgt. (Nja, stift, men brugbart i en højtidelig tekst)

Huset, som tilhører den mand, der er indlagt på hospitalet, blev solgt. (TO relativsætninger!)

Den mand, der er indlagt på hospitalet, hans hus blev solgt. (To gange mand, men nok alligevel min favorit i en uhøjtidelig tekst)

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Kendskab og kærlighed til originalsproget, men først og fremmest evnen til at formulere sig flydende og nuanceret på eget sprog. Desuden evnen til at leve sig ind i andre sind, andre samfund, andre kulturer, andre tidsaldre. Viden. Erfaring. Fantasi. Udholdenhed. Omhu. Ydmyghed over for opgaven. Troen på at alt, hvad man laver, altid kan blive bedre, men også viljen til at overholde en deadline, for ellers ville man jo aldrig blive færdig…

Advertisements
This entry was posted in Månedens oversætter and tagged , , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s