Månedens oversætter: Peter Bjerre Rosa

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter/tekster?

“I needed the money,” som Marilyn Monroe sagde, og selv om der er en iøjnefaldende forskel på hendes topløse billeder og mine undertekster, var det for en korrekturlæser som mig grænseoverskridende selv at skulle producere tekst.

Jeg var specialestuderende på film- og medievidenskab og havde brug for et studierelevant arbejde, der kunne pege ind i mit egentlige arbejdsliv. I stedet for at spørge, HVAD jeg ville være, spurgte jeg mig selv, HVEM jeg ville være. Og jeg ville være Niels Søndergaard, den dygtige og drønirriterende sprogrøgter, der ud over at være et ortografisk forbillede også havde forfattet min barndoms yndlingsbog, en nørdet instruktionsbog om programmering af eventyrcomputerspil. Først og fremmest var han dog biografoversætter, så jeg ringede til et tilfældigt tekstningsfirma, der heldigvis havde rigeligt med ordrer og rigeligt med overskud til at lære mig op.

Min første opgave var kultserien ‘The Simpsons’ til dvd, og mine første undertekster på tv var et afsnit af ‘Sams bar’. Begge dele var proppet med udfordrende ordspil, og samtidig var det en udfordring at presse en længere tirade ind på to linjer a 37 tegn. Da jeg var færdig med specialet, der også kom til at handle om tekstning, blev jeg lukket ind i den eksklusive skare af biografoversættere, og i dag slår jeg hovedsagelig mine folder som film- og nyhedstekster på DR.

Hvad foretrækker du at oversætte/tekste?

Jeg elsker at være generalist og kloge mig på alt muligt uden egentlig at vide noget. Det ene øjeblik skal jeg oversætte en krigserklæring fra Nordkoreas diktator til TV Avisen, og det andet skal jeg undgå at få en superhelt til at lyde for jysk i Nolans ‘The Dark Night Rises’. Sværest er det dog, når Søren Ryge render rundt i sin have og namedropper latinske blomsterbetegnelser. Den slags tekster vi også med fornøjelse.

Selv om jeg tit sidder og bander undervejs, elsker jeg de svære opgaver, der kræver timevis af research. I sidste uge tekstede jeg Shakespeares ‘Henrik den Femte’. Selv om jeg næsten slavisk fulgte Edvard Lembckes oversættelse fra midten af 1800-tallet, var der alligevel passager, der måtte opdateres. Hvem ved for eksempel i dag, hvad en frænke er? Andre gloser har skiftet betydning, så selv om man måske godt ved, at ‘billig’ engang betød ‘rimelig’, er der mulighed for misforståelser i forbifarten, når to konger indgår en ‘billig aftale’.

Og så var Shakespeare jo så fræk at forfatte en hel scene på fransk. I Lembckes danske oversættelse er det franske bibeholdt, men jeg valgte altså at oversætte, fordi seeren kun får én chance på fem sekunder til at læse hver undertekst. Men valget kan diskuteres, for i teatret kan man heller ikke bare bede om at få gentaget passagen (medmindre man hedder arveprins Knud).

Hvad arbejder du i skrivende stund med?

Jeg har lige i dag lagt sidste hånd på sidste afsnit af den genoplivede ‘Twin Peaks’. En drømmeopgave, som jeg har higet efter, siden tredje sæson blev annonceret for tre år siden. Det var også en svær opgave, fordi afsnittene på grund af hemmelighedskræmmeri skulle oversættes ganske kort før visningen, og fordi David Lynch ikke ligefrem skærer noget ud i pap. Heldigvis havde Lynch medsendt enkelte opklarende noter, så jeg sjældent gik helt galt i byen. Alligevel undgik jeg ikke frustrationer, som da jeg i afsnit 13 fandt ud af, at et ‘gym set’ absolut ikke var en træningsbænk, som jeg havde skrevet i afsnit 11, men et legestativ.

Hvilket værk har du været mest glad for at arbejde med?

Tekstning er af natur sidste led i en lang kæde. Derfor holder jeg af, når jeg en sjælden gang bliver inddraget tidligere i processen. Det kan for eksempel være, når jeg på TV Avisen i samarbejde med en journalist kigger længere passager igennem for at finde den helt rigtige lydbid.

Det var derfor også en fornøjelse at stå for de kinesiske passager i DR-dokumentaren ‘9. z mod Kina’, fordi der skulle oversættes mange timers råoptagelser med de kinesiske skolebørn. Det er altid fascinerende at se, hvordan tilrettelæggerne har vinklet det færdige resultat.

Da jeg tekstede den spanske ‘Erindring om mine bedrøvelige ludere’, gjorde jeg det med instruktøren Henning Carlsen ved min side. Det var et sjældent privilegium at få lov til at udfritte instruktøren selv, når jeg kom i tvivl, og så blev jeg desuden begavet med et væld af anekdoter fra et langt liv i filmens tjeneste.

Bedste oversættelse du er stødt på?

Henrik Thøgersen, der sidste år blev kåret til årets tekster, er en af de oversættere, der konstant leverer guldkorn – eller snarere Havrefras, fordi han tør overraske og ruske op i en lettere konservativ branche. Han er den fremmeste eksponent for Schumacher-stilen, hvor oversætteren løsriver sig fra forlægget og finder gloser, der ikke står i nogen ordbog, men som man til gengæld sagtens kunne forestille sig komme ud af en mund.

Hans oversættelse af superheltekomedien ‘Deadpool’ er allerede en klassiker, og det eksempel, jeg vil fremhæve, er næsten blevet tæsket lige så meget til døde som Lasse Schmidts berømte “ikke bukoen, rukoen” i ‘The Mask’. Men her er det endnu en gang for prins Knud:

Hovedpersonen sammenligner kræft med et “Yakov-Smirnoff-opening-for-the-Spin-Doctors-at-the-Iowa-State-Fair shit-show”, og den reference har Thøgersen erstattet med lokalismen “Uffe Holm, der varmer op for Big Fat Snake til Randers Festuge”.

Der sidder formentlig nogle af Uffe Holms fans i Randers, der ikke er enige i Thøgersens lidet flatterende vurdering af Big Fat Snake. Men det samme kan man sige om Yakov Smirnoffs fans i Iowa. Uffe Holm og Yakov Smirnoff er to vidt forskellige komikere, men de har det fællestræk, at de må forventes at have overskredet sidste salgsdato i hovedpersonens optik. Derfor virker joken.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

Fejlhøringer er altid en udfordring. Ikke mine egne fejlhøringer, men fejlhøringer hos figurerne i filmens univers. En person siger én ting, men samtalepartneren hører noget andet. I film følger facitlisten med i form af lydsporet. Jeg skal derfor helst finde på en fejlhøring, der lyder ens på både originalsprog og dansk. Det bliver en tand mere kompliceret, når filmen foregår på et eksotisk sprog som kinesisk, og hvis filmen så selv blander et tredje sprog ind, bliver det decideret belastende.

Et nemt eksempel var i ‘Maos sidste danser’, hvor en amerikaner spørger en kineser, om han vil have en muffin. Det bliver kineseren chokeret over, da han hører det som ‘mǎfèn’, en hestepære. Heldigvis hedder kagen også en muffin på dansk, så jeg kunne oversætte direkte.

Et andet eksempel, der også involverer en hest, var Zhang Yimous ‘A Woman, a Gun and a Noodle Shop’. En vestlig handelsmand rejser til Kina for at sælge en ny dødbringende opfindelse, pistolen. Da han skal præsentere pistolens formål for sine kunder, siger han på engelsk “must die”. De kinesiske kunder tror, at han siger “mǎ sǐ de kuài”, der direkte oversat betyder “hesten dør hurtigt”. I den danske oversættelse fik jeg det til “moser dig”. Det fungerer i sammenhængen, men hverken det oprindelige ordspil eller min løsning er helt velfungerende.

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

For at omskrive H.L. Mencken har ethvert oversættelsesproblem en løsning, der er elegant, oplagt … og forkert. Tvivlens nådegave er derfor mit vigtigste redskab. Jeg slår altid alting op i ordbøger og leksika. Også selv om jeg er 100 % sikker i min sag, for 10 % af gangene skulle jeg have været 110 % sikker, for da tog jeg alligevel fejl.

 

Advertisements
Posted in Månedens oversætter | Tagged , , , , , , , , | Leave a comment

Litteraturfestival på Louisiana

Loui Lit

Fra i dag torsdag d. 24. august og frem til på søndag d. 27. august afholder kunstmuseet Louisiana i Humlebæk for ottende gang litteraturfestivalen Louisiana Literature.

På festivalen er der mulighed for at opleve en lang række udenlandske forfattere – i år fra bl.a. Mexico, Argentina, USA, England, Frankrig, Cameroun og Hviderusland – som alle er oversat til dansk. Festivalen er på den måde en oplagt mulighed for med egne ører og øjne at bevidne, hvor meget oversat litteratur fylder for det danske læsende publikum, og hvor meget det derfor betyder, at der fortsat er gode oversættelser fra alle dele af verden. Det er opløftende at se, hvordan danske forlag, små og store, og alle de dygtige oversættere fortsat løfter opgaven med at formidle stor verdenslitteratur til et dansk publikum.

På årets festival kan man bl.a. møde de amerikanske forfattere Paul Auster, Siri Hustvedt, Chris Kraus og Colson Whitehead, britiske Zadie Smith, Álvaro Enrigue og Valeria Luiselli fra Mexico, Samanta Schweblin fra Argentina, franske Éduoard Louis, Imbolo Mbue fra Cameroun og Svetlana Aleksijevitj fra Hviderusland.

Derudover vil et væld af garvede og debuterende danske forfattere og journalister optræde ved festivalen. Læs mere og se hele programmet for festivalen her

 

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Oversætterrådgivning for alle

Af Juliane Wammen

Dansk Oversætterforbund har længe tilbudt litterære oversættere rådgivning om kontrakter, bogmarkedsforhold, rettigheder og alt, hvad man i øvrigt kan forvente at ville vide inden for den uregulerede, somme tider idiosynkratiske branche, som litterær oversættelse er. Ved hjælp af ophavsretslige midler administreret af Dansk Forfatterforening har DOF oprettet en hjemmeside, hvor man på individuelt grundlag kan få svar på mange af de spørgsmål, man måtte have som nystartet og mere garvet oversætter. Rådgivningen omfatter også oversættere, der ikke er medlem af DOF, og for første gang vil det være muligt at få et konkret bud på hvilke generelle honorartakster, der er praksis på området.

Der er tale om et stort fremskridt for branchen, idet der nu er ét samlet sted, hvor man på baggrund af sin egen helt konkrete situation kan danne sig en idé om, hvordan markedet ser ud, og hvad man selv kan gøre for at forbedre sine forhold og stå stærkest muligt i forhandlinger med forlag.

Rådgivningen varetages i øjeblikket af tidligere formand for DOF, Morten Visby, som selv er litterær oversætter og derudover kender området indgående gennem mange års arbejde med kontrakter og politiske forhold, både i Danmark og internationalt. Morten Visby bliver, i det omfang det er relevant, assisteret af øvrige medlemmer af DOF’s bestyrelse.

På Oversætterrådgivningens forside kan man læse følgende om det nye tiltag:

Oversætterrådgivningen er oprettet af Dansk Oversætterforbund for at rådgive såvel medlemmer som ikke-medlemmer om kontrakter, rettigheder og honorarer. Rådgivningen er fortrolig og baseret på en realistisk bedømmelse af mulighederne i det enkelte tilfælde. Tjenesten varetages af garvede oversættere med indgående branchekendskab og store netværk inden for alle områder af litterær oversættelse i Danmark.

For oversættere er kontraktforhold og honorarstørrelser stærkt svingende fra oversætter til oversætter, fra forlag til forlag og fra bog til bog. Oversætterrådgivningen opererer således ikke med standardiserede vilkår, for sådan er virkeligheden ikke på markedet. Tjenesten arbejder derimod med individuel vurdering og assistance i den konkrete situation. Rådgivningen er for både medlemmer og ikke-medlemmer og for både nystartede og erfarne oversættere, skønlitterære såvel som faglitterære. Rådgivningen er gratis.

Klik ind på Oversætterrådgivning og læs mere om, hvad rådgivningen kan tilbyde.

Babelfisken hilser initiativet velkommen og håber, at det vil støtte oversætteres indsats for at stå endnu stærkere på et vanskeligt marked, også i fremtiden.

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , , | Leave a comment

Kan en struds være racistisk? – om intralinguale oversættelser af ældre danske billedbøger

Af Sofie Boysen

Bør man genoversætte gamle danske børnebøger til en nutidig kontekst for at undgå utilsigtet racisme? For de fleste forskere i børnelitteratur er svaret et rungende NEJ! For mig kommer det an på den enkelte børnebog. Og hvis der er nogen bøger i mit bibliotek, som jeg har lyst til at genoversætte til et nutidigt dansk, så er det Jørgen Clevins billedbøger Rasmus (1945) og Rasmus får besøg (1948).

Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide Rasmus-bøgerne – snarere det modsatte. Jeg synes, de har charmerende tegninger og en glad fortællestemme. Derfor gør det mig ked af det, at der samtidig er masser af racistiske over- og undertoner, som gennemsyrer bøgerne. Det falder en nutidig læser i øjnene (og i højtlæsningssituationen sandsynligvis også i halsen), når der står ’neger’ som en ureflekteret vittighed 31 gange i Rasmus får besøg.

I Sverige har man påbegyndt nogle meget omtalte og udskældte censurprojekter af børnebøger for at rense ud i sårende udtryk og nedsættende karikaturtegninger. Særlig kendt er balladen om Pippi Langstrømpes far, som gik fra at være negerkonge til sydhavskonge samt projektet med at gentegne elskede klassikere som Jan Lööfs Min morfar er sørøver. I Danmark dukker debatten om de politisk ukorrekte billedbøger op med jævne mellemrum. Allerede i 1970’erne blev Rasmus-bøgerne kritiseret for deres uoverlagte racistiske indhold. Men der har aldrig været taget initiativ til at ændre indholdet, og der lader heller ikke til at være noget stort ønske om det, hverken fra forlagenes side eller fra forbrugernes (bortset fra nogle få læserbreve i Information).

Til en af min eksamener i oversættelsesstudier på Københavns Universitet satte jeg mig for at undersøge fordele og ulemper ved disse aktivistiske oversættelser af ældre børnelitteratur til et moderne publikum. Er de et udtryk for fordummende censur, omskrivning af historien eller nødvendige tiltag på vejen til en bedre, fordomsfri fremtid?

Forråder man forfatteren ved at purificere en tekst for racistiske udtryk?

Professor emeritus i børnelitteratur Torben Weinreich mener, at man forråder forfatterens intentioner og tilskynder til en forglemmelse af den historiske kontekst ved at omskrive litteraturen. Han mener altså, at omskrivninger ville føre til, at vi nemmere vil kunne bilde os selv ind, at Danmark aldrig var en kolonimagt eller havde et racistisk syn på vores medmennesker.

I en artikel i Berlingske fra 2007 afviser repræsentanter fra Høst & Søn, Carlsen og Gyldendal at tilsløre racisme i gamle tekster. Og da lokalavisen Nordjyske i 2014 spurgte deres læsere i en afstemning på deres hjemmeside, hvorvidt ældre børnefilm og børnebøger burde redigeres for racisme, var svaret et overbevisende nej med 98,5 % af stemmerne. Afstemningen er naturligvis ikke empirisk foretaget og ikke et udtryk for alle danskeres holdning, men resultatet er bemærkelsesværdigt entydigt. Der hersker mange steder i Danmark en lede ved alt, der anses for at være ’politisk korrekt’. Anklager man nogen (ofte en politiker) for at være politisk korrekt, antydes det, at personen skjuler, hvad han mener med høflighedsfloskler og dermed er en skadelig, sandhedsforvridende samfundsparasit. Kort sagt: Man vil gerne være fri til at kalde en spade for en spade, en neger for en neger og en politisk korrekt politiker for lidt af en hat.

Der er dog forskel på, vil jeg påstå, hvad man gerne vil have friheden til at gøre, og hvad man rent faktisk gør. Særligt når det kommer til bøger, man læser op for de yngste.

Hjælper man forfatteren med at få hans værk til ikke at fremstå forældet?

Kulturkonteksten har ændret sig meget på de henved halvfjerds år, der er gået, siden Rasmus’erne første gang gik i trykken. Det Danmark, som bogen henvender sig til, er ikke nær så etnisk homogent. Da det er samme sprog, der opereres med, vil en oversættelse bestå i at oversætte fra en kultur til en anden: fra det gamle Danmark til det nye.

En voksen læser kan selv forholde sig til et ældre sprog og værdsætte det historiske præg i bøger som disse. Problemet med Rasmus-bøgerne hænger sammen med målgruppen; de tre- til seksårige. Det er for meget at forvente af de små, at de skal have en forståelse for sprogbrugen i den historiske kontekst – selv hvis man forsøger at forklare dem sammenhængen under oplæsningen. En sådan forklaring ville også få højtlæsningssituationen til at tage karakter af et skoleforedrag, og det er ikke hensigten med Rasmus-bøgerne. De hives ud af reolen for at skabe en hyggestund med familien.

Når man ser på argumenterne for at rense børnetekster for nedsættende udtryk som ’neger’, drejer det sig ikke kun om at undgå at såre en potentiel afroeuropæisk læser. Det bliver i lige så høj grad påpeget, at fortidens misforståelser og karikaturer ikke skal gives videre til næste generation. Gennem tiden har bøger haft status som en særlig effektiv måde at indpode små børn gode værdier og viden. Man har været bange for, at hvis de læste noget forkert, ville det have en drastisk dårlig effekt på dem. Naturligvis vil højtlæsning af en billedbog om en struds ikke give udslag i en pludselig stigende racisme i Danmark. Der er mange andre elementer end billedbøger omkring børn, som har større indflydelse på dem. Men hos mange forældre er der en forventning om, at børnebøger har et delvist pædagogisk sigte – særligt til meget små børn (tænk fx på Totte og Lotte). Mange forældre vil gerne opdrage deres børn til at være bedre mennesker.

For mig at se er det ikke at forråde forfatterens intentioner at omskrive, da forfatteren i dette tilfælde næppe har skrevet bogen som en politisk ukorrekt vittighed, eller for at forældre skulle holde et foredrag om, hvordan man taler pænt til etniske minoriteter. I sin nuværende tilstand vil en Rasmus-bog læses som et historisk dokument snarere end som en underholdende børnebog. Mit ønske er at revitalisere teksten, så den fremstår som skrevet til et moderne barn – som måske har en blandet kulturel baggrund – snarere end til et dansk barn i 1940’erne.

Jeg vil i det følgende pege på forskellige steder i bøgerne, hvor man kan revidere både tekst og billede for at komme væk fra det karikerede billede af primitive afrikanere. Min oversættelse har haft fokus på en udrensning af det nedsættende udtryk ’neger’, at afrikanere ikke skulle fremstilles som værende ondskabsfulde, primitive eller uintelligente samt en lettere modernisering af sproget; derudover indeholder oversættelsen af Rasmus får besøg en decideret omskrivning af slutningen for at afhjælpe et gammelimperialistisk narrativ.

Original: RASMUS

 

Solen skinnede.

Det var i det store varme land AFRIKA

 

Der stod en neger med bare ben

 

 

Han stod og så på det store – STORE æg

som lå i sandet

men

 

bag en busk stod

strudsemor og passede på sit æg.

 

Negeren så længe på ægget og løb så hjem.

 

(…)

 

og kl. 12

da solen rigtig skinnede

 

revnede ægget og

ud faldt lille Rasmus.

Oversættelse: LEKAN

 

Solen skinnede.

Det var i det lille land Cameroun, som ligger i det store, varme AFRIKA.

 

Der stod en strudseæg-ekspert med store, fine støvler.

 

 

Han stod og så på det store – STORE æg

som lå i sandet

men

bag en busk stod

strudsemor og passede på sit æg.

 

Strudseæg-eksperten så længe på ægget og løb så hjem.

(…)

 

og kl. 12

da solen rigtig skinnede

 

revnede ægget og

ud faldt lille Lekan.

Videnskabsmand

I den oprindelige tekst er der en neger med bare ben, som holder øje med ægget og tilsyneladende har onde hensigter – han har i hvert fald et meget ondt ansigtsudtryk. Men i min nyoversættelse ville han i stedet være en interesseret videnskabsmand, stadig afrikaner, men gerne i habit, med støvler og evt. briller. I stedet for ’neger’ har jeg kaldt ham en strudseæg-ekspert, så han er defineret af sit arbejde fremfor sin hudfarve. Så snart ægget er klækket, forsvinder han fra den oprindelige historie og dukker aldrig op igen. I min oversættelse dukker han op igen, da Rasmus tænker tilbage på Afrika; i stedet for at tænke på ’små sorte negere’, husker han strudseæg-eksperten. 

Hedder man Rasmus i Afrika?

Det første, der måske falder i øjnene ved min oversættelse, er, at hovedpersonen har skiftet navn. Det sker ofte i en oversættelse fra et sprog til et andet, særligt i forbindelse med børnebøger, at man ændrer navne, for at de bedre kan huskes og udtales. Her gør jeg det omvendte og gør navnet fremmedartet. Det klinger nemlig for mig uheldigt i den narrative sammenhæng, at en struds fødes med et dansk navn i Afrika – det antyder, at den fra fødslen hører hjemme i Danmark, fremfor at den fødes med et afrikansk navn og en afrikansk identitet.

(Fra et marketingssynspunkt ville det dog nok være en bedre idé at beholde navnet Rasmus, som jo er det, folk kan huske. Man kunne vælge, at strudsen skiftede navn, når den kom til Danmark.)

Hvor ligger landet Afrika?

Rasmus-bøgerne foregår i ’det store varme land Afrika’. Men Afrika er ikke et land, men et kontinent med mange forskelligartede lande og konflikter. For ikke at opfordre til tanken om, at alle lande i Afrika er nogenlunde ens og udskiftelige med hverandre (hvilket man hurtigt kan fristes til at tro), henlægges handlingen til Cameroun, hvor der lever fritgående strudse.

Original: RASMUS

 

Rasmus tænkte på

den dejlige varme sol

det dejlige varme sand

og de små sorte negere.

 

måske var en af de små negere nu overneger eller

negerhøvding

 

Oversættelse: LEKAN

 

Lekan tænkte på

den dejlige varme sol

det dejlige varme sand

og den søde strudseæg-ekspert.

 

Måske var den søde strudseæg-ekspert nu blevet et æggehoved.

Eller strudseomelet-ekspert.

 

Negerhøvding

Ordet ’overneger’ i den oprindelige tekst er en sproglig joke, da de jo ikke findes. I min version oversætter jeg også til sproglige jokes, men centrerer dem om æg snarere end negere – så langt fra det oprindelige forlæg, at billederne skulle ændres til nyoversættelsen.

Original: RASMUS FÅR BESØG

Så gik dyrene

nu havde de leget cirkus

Om morgenen kom en negertryllekunstner.

Han tog sin negertryllestav frem og

bum – bum – bum

blev elefanten væk

 

Nej se nu her!

I en pose havde han en gummineger

Åh! hvor var han lille!

Han lagde sig ned i sandet og

HOKUS POKUS FILIHANKAT

blev hans hoved så stort, SÅ STORT

 

Kl. 11 var festen forbi

Men negrene gik ikke hjem

De blev bare siddende

De råbte allesammen. Vi vil se Rasmus. Vi vil se Rasmus

 

(…)

 

Om aftenen da kun månen var på himlen kom medicinmanden

Mine fem små negerbørn vil gerne finde Rasmus sagde han

 

(…)

 

Negermor lavede fem små sorte negermadpakker

og så rejste de.

 

En neger rejste til havet

En neger rejste til Kina og Japan

En neger rejste til Amerika

En neger rejste til England

En neger rejste til Nordpolen

Men de 5 små negre fandt ikke Rasmus

Oversættelse: LEKAN FÅR BESØG

Så gik dyrene

nu havde de leget cirkus

Om morgenen kom en tryllekunstner.

Han tog sin tryllestav frem og

bum – bum – bum

så var elefanten væk

 

Nej, se nu der!

I en pose havde han en kagemand

Hvor var han lille!

Han lagde sig ned i sandet og

HOKUS POKUS FILIHANKAT

blev hans hoved så stort, SÅ STORT

 

Kl. 11 var festen forbi

Men folk gik ikke hjem

De blev bare siddende og råbte:

 

Vi vil se Lekan! Vi vil se Lekan!

 

(…)

 

Om aftenen da månen stod højt på himlen, kom lægen og sagde:

”Mine fem sønner vil gerne finde Lekan”

 

(…)

 

Deres mor lavede fem små madpakker

og så rejste de.

 

 

Én rejste til havet

Én rejste til Kina og Japan

Én rejste til Amerika

Én rejste til England

Én rejste til Nordpolen

Men de fem sønner fandt ikke Lekan

 

Gummineger

Jeg havde lidt svært ved at finde ud af, hvad en ’gummineger’ var. Tryllekunstneren står med en bagerpose i hånden, så efter en række forgæves googlesøgninger tænkte jeg, at det nok var en form for slik, som man ikke længere har. Derfor har jeg i min version oversat det til ’kagemand’.

God ordskik om ordet ’neger’

Brugen af ordet ’neger’ er blevet ildeset, og selvom det stadig optræder 31 gange i Rasmus får besøg, så er der også i Danmark en tendens til at fjerne ordet fra børneværelset; blandt andet i Elefantens Vuggevise, hvor elefanten i gamle dage fik en niggerdreng til rangle, men nu i stedet må nøjes med en kokosnød.

I min oversættelse har jeg dog ikke kun erstattet ordet ’neger’ med fx ’sort’, men forsøgt at se på, om karaktererne kunne defineres i forhold til noget andet end deres hudfarve, fx deres arbejde (negeren med de bare ben og usagte ondskabsfulde hensigter i Rasmus bliver til strudseæg-eksperten) eller deres familieforhold (de fem små negerbørn i Rasmus får besøg bliver til de fem sønner). Andre gange har jeg bare udeladt ordet, fx ved negertryllestav og negermadpakker.

Original: RASMUS FÅR BESØG

Så holdt negrene en tale.

 

De sagde: RASMUS! Vi er kommet for at tage dig med hjem til AFRIKA!

Dyrepasseren hørte det og så græd han

Om natten gik dyrepasseren rundt til dyrene for at sige, at negrene ville rejse hjem med Rasmus

 

Alle dyrene sov, men da de hørte, Rasmus skulle rejse, råbte de

 

RASMUS skal blive her

og de så meget vrede ud
Næste dag blev der holdt et stort MØDE

Til allersidst talte BORGMESTEREN.

 

Han sagde: Rasmus og strudsemor og de 5 små negre skal blive her i Zoologisk Have hos dyrepasseren. Ja – det var vel nok det allerbedste råbte dyrepasseren.

 

 

 

 

 

 

 

 

Hurra – hurra – hurra, råbte de alle sammen.

 

Så blev der holdt en stor fest

og alle fik sodavand og iskager

og alle var meget glade

Men I kan tro at

 

Rasmus var allermest glad

 

For nu var strudsemor hos ham.

 

Oversættelse: LEKAN FÅR BESØG

Så holdt de fem sønner en tale.

 

De sagde: LEKAN! Vi er kommet for at tage dig med hjem til CAMEROUN!

Dyrepasseren hørte det og så græd han

Om natten gik dyrepasseren rundt til dyrene for at sige, at drengene ville rejse hjem med Lekan

 

Alle dyrene sov, men da de hørte, Lekan skulle rejse, råbte de

 

LEKAN skal blive her
Næste dag blev der holdt et stort MØDE

Til allersidst talte BORGMESTEREN.

 

Han sagde: Lekan må selv bestemme, hvor han vil være.

 

Dyrene sagde: Vi vil være hos Lekan.

Lekan sagde: Jeg vil være hos min mor

Strudsemor sagde: Jeg vil tilbage til Cameroun.

 

Så sagde dyrene og Lekan og strudsemor i kor: Vi tager alle til det lille land Cameroun i det varme Afrika. Og vi vil have den rare dyrepasser med til at passe på os!

Hurra – hurra – hurra, råbte de alle sammen.

 

Så blev der holdt en stor fest for at sige farvel til dyrene

og alle fik sodavand og iskager

og alle var meget glade

Men I kan tro at

 

Lekan var allermest glad

 

For nu var strudsemor hos ham.

Når enden er god – kan den så alligevel gøres bedre?

Både Rasmus og Rasmus får besøg ender lykkeligt i de originale udgaver. Alligevel har jeg taget mig en del friheder med slutningen i begge bøger, særligt i Rasmus får besøg.

Valget er foretaget på baggrund af den værdikamp, som bøgerne skriver sig ind i. Med postkolonismens indtog i litterære teorier er der kommet et øget fokus på at se verden fra ’den andens’ perspektiv. Man påpeger, hvordan europæisk litteratur har haft en tendens til at fremstille andre folkeslag som dyriske eller vilde for at retfærdiggøre kolonisering og herredømme over andre mennesker. Rasmus er ikke politisk engageret, men vil blot fortælle historien om, hvor dyr i Zoologisk Have kommer fra. Men særligt slutningen i Rasmus får besøg er uheldig. De fem små negere får lov til at blive i Zoologisk Have hos dyrepasseren, fordi ”det var vel nok det allerbedste”. På bagsiden af bogen ser man de fem små negerdrenges far gå grædende alene tilbage til Afrika. Det står dog ikke skrevet, at negerbørnene skal udstilles i bure, men ikke desto mindre vækker det mindelser om, da man udstillede andre folkeslag som turistattraktioner i Zoologisk Have.

Ansigter

På tegningerne bliver afrikanerne lidt karikeret portrætteret med store, røde munde og ofte et lidt naivt og bøvet ansigtsudtryk. Der er variationer i forhold til hovedstørrelse og køn, men i en nyoversættelse kunne man evt. se på, om billederne kunne antyde personernes jobs eller interesser, så det bliver karakterer, man kan identificere sig med, snarere end en udstilling af eksotiserede fordomme. Samtidig er illustrationen og Clevins streg en stor del af glæden ved bøgerne, så derfor bør man så vidt muligt beholde den farverige stemning fra hans originale tegninger.

Det er før sket, at en slutning er blevet ændret i børnelitteratur for at passe bedre ind i en anden kulturs værdisæt eller forståelse af barneskikkelsen. For eksempel valgte man i en amerikansk oversættelse af Den Lille Pige Med Svovlstikkerne at undlade pigens død til sidst, men erstattede den med, at hun blev fundet i sneen og frelst. En (be)slutning, som helt ændrer essensen af historien.

Men den oprindelige slutning i Rasmus får besøg støtter et underliggende narrativ i vores kultur om hvide menneskers overlegenhed. Når mit formål med en oversættelse inden for samme sprog er at ændre tekstens værdisæt til at være mere tidssvarende, så er jeg nødt til at ændre slutningen. Min oversættelse slutter derfor med at give Rasmus friheden til selv at vælge, hvor han vil bo, fremfor at beslutningen bliver taget af den hvide, mandlige borgmester, en stereotyp magtfigur.

Bør man genoversætte ældre børnebøger til et nutidigt sprog og publikum?

For mig at se kommer det som sagt an på den enkelte børnebog og alderen på målgruppen. Der er nogle bøger, blandt andet Rasmus-bøgerne, som ville have nemmere ved at finde børnelæsere (samt voksne højtoplæsere), hvis deres sprog blev moderniseret.

Børnelitteratur er i forvejen en genre, hvor ældre tekster ofte bliver omskrevet, og hvor man er særligt opmærksom på at tage hensyn til målgruppen. For eksempel findes H. C. Andersens eventyr i et utal af udgaver – både som små pegebøger uden tekst, billedbøger, hvor teksten er reduceret kraftigt til et yngre publikum, samt naturligvis murstensudgaven af hans samlede værker, som mange får i dåbsgave.

At man ikke vil omskrive bøger alene på grund af hensynet til racisme er et fint standpunkt. Men for mig at se er det synd for bøgerne og deres forfatter. Det medfører nemlig, at bøgerne føles bedagede. En modernisering af sproget er en måde at give en god historie videre ­– uden at det skal være en historielektion eller et toleranceforedrag. Blot den gode historie, som forfatteren ville fortælle.

Posted in Oversættelsesteori og -debat | Tagged , , , , , , , , , | 1 Comment

Redaktørernes sommerlæsning 2017

Mette Olesens sommerlæsning:

Bogen på billedet som jeg til min store glæde fik med posten i dag, og har fotograferet for at blære mig med min berømte veninde og for at give Babelfiskens frankofile læsere en lille sommerquiz: hvilken Marie?

Derudover hvad jeg finder af fristende bøger på kommunebiblioteket når jeg kommer til Danmark, vil som sædvanlig prøve at indhente det forsømte mht. at følge med i de nye(re) danske romaner og deres forfattere … ??? Forslag er meget velkomne, bare skyd løs!

God sommer!


Marie Groth Bastiansens sommerlæsning

Der er stadig lidt tid til min sommerferie, så derfor er ferielæsningen endnu ikke helt på plads. Men én ting er sikkert, og det er, at jeg forud for Louisiana Literature i august (og som den store fan jeg nu engang er) skal læse Paul Austers 4 3 2 1 (oversat af Rasmus Hastrup). Det er en ordentlig moppedreng, så bagefter (eller måske endda sideløbende) kunne jeg i anledning af udgivelsen af Julio Cortázars Hinkeleg (oversat af Rigmor Kappel Schmidt) tænke mig at læse et par af Cortázars noveller fra samlingen Parkernes kontinuitet og andre noveller (oversat af Peer Bundgaard).

For mig er sommerferien altid en kærkommen anledning til at få has på min sorte litterære samvittighed ved at læse et par af de der klassikere, folk altid refererer til, men som man aldrig rigtig har fået læst. På min sorte litterære samvittighed har jeg blandt andre Kafka og Hemingway, hvorfor jeg denne sommer gerne vil læse Slottet (oversat af Villy Sørensen) og Der er ingen ende på Paris (oversat af Mich Vraa).

Desuden håber jeg også at få tid til at kigge lidt i den nyligt udkomne Kierkegaards Kabinet – en nutidig introduktion. For et par uger siden var jeg i Politikens Boghal for at høre Pia Søltoft fortælle om sin udgivelse og generelt om Kierkegaards relevans i et moderne samfund. Det var meget inspirerende, og det gav mig lyst til at blive klogere på Kierkegaard, som jeg i øvrigt længe har haft på min sorte litterære (og ikke mindst nationale) samvittighed.


Sara Kochs sommerlæsning

Ferien kom lidt pludseligt i år, og derfor har jeg ikke planlagt ferielæsningen ordentligt. Derfor starter ferien nok også i Norli i Universitetsgaten i Oslo.

Men lidt bliver der nok plads til i vores meget lille bil.

Først og fremmest Gunnhild Øyehaugs essaysamling Miniatyrlesinar, som jeg allerede er tyvstartet på og varmt kan anbefale. Den er sjov og klog og sprudlende.

Min ældste datter var til eksamen i Svendborgforfatteren Karin Michaelis her i forsommeren. Og det gav mig stor lyst til at læse hende. Hun er en fantastisk spændende kvinde, som jeg aldrig har læst noget af, og må tilstå at jeg trods mit fag ikke vidste særlig meget om. Det meste findes som e-bog, men jeg plejer at sige at jeg ikke læser e-bøger medmindre jeg får penge for det. Men da den nok er svært at finde på reolerne nogen steder, kan det være at jeg bliver nødt til at gå på kompromis her. (Det er også godt foreneligt med størrelsen på vores bil).

Jeg var i Dublin i forsommeren og købte en stak irske romaner med hjem, deriblandt Neil Hegarty: Inch Levels. Jeg har alt for uudforsket nysgerrighed om og kærlighed til det irske. Det skal der rådes bod på. Den handler om en døende mand der tænker tilbage på familiens hemmeligheder og manglende kommunikation.

Så skulle det undre mig om jeg ikke får læst en sommerkrimi eller to og bladret lidt i en stak yogabøger, som jeg har købt efter at være begyndt at dyrke yoga blandet andet for at undgå det som briterne kalder writers arse.

Og ja, så er jeg ellers åben for forslag, sommeren er lang.


Marie Andersens sommerlæsning

I år har jeg som forlægger den fantastiske oplevelse at en af mine forfattere, Svetlana Aleksijevitj, kommer til Louisiana Literature. Det forpligter på en måde, og jeg har tænkt mig at samle lidt op på min meget mangelfulde læsning af andet end italiensk. Derfor vil jeg i år læse Paul Austers 4 3 2 1 (oversat af Rasmus Hastrup). Jeg tager også Èduard Louis’ Voldens historie med i tasken; den fik jeg kun påbegyndt, men bogen er fantastisk skrevet og ikke mindst eminent oversat (af François-Eric Grodin). Så bliver der nok plads til et par italienske romaner også; der er kommet nogle virkelig interessante udgivelser som jeg skal have kigget på.


Juliane Wammens sommerlæsning

Ferien bliver kort i år, og jeg glæder mig i den grad til bare at stirre ud over havet, nyde stilheden uden for byen og være sammen med gode venner. Men lidt læsning skal der også være plads til. For et års tid siden havde jeg en fantastisk læseoplevelse med Anne Marie Bjergs oversættelse af svenske Carl-Henning Wijkmarks Dræsinen (Møller Forlag 2015, orig. 1983). En enestående blanding af stor fortællekunst, eksistentielle overvejelser om menneskets vilkår og uforglemmelige scener af tre aber og en mand på vej over Atlanten på en dræsine-tømmerflåde. Opdagelsesrejser i det indre og det ydre på et misundelsesværdigt smukt dansk. Nu glæder jeg mig til at læse Wijkmarks debutroman Jægerne på Karinhall (Møller Forlag 2012, orig. 1972) om et dystert jagtselskab på Hermann Görings jagtslot lige inden udbruddet af 2. Verdenskrig. Igen Anne Marie Bjergs overlegne sprog.

Gennem min seksårige søns uendelige glæde over dyr af enhver art, nulevende og uddøde, har jeg genopdaget min egen fascination af opdagelsesrejser, naturens mysterier og menneskets oprindelse. Så jeg genlæser palæo-antropologen Richard Leakeys fremragende Origins Reconsidered (1992, i samarb. med Roger Levin) om den første afrikanske exodus og Leakeys personlige beretning om at have været med til at ændre vores opfattelse af menneskedyrets oprindelse. Samtidig vil jeg læse Hanne Stragers fine Darwin-biografi Et beskedent geni (Gyldendal 2016) og bladre i min smukke, illustrerede udgave af On the Origin of Species (1859).

Litteraten Alberto Manguel samlede i 1998 tre århundreders naturforskeres tekster i By the Light of the Glow-Worm Lamp (Plenum Press). Alene titlen. Den har stået på min hylde i alt for mange år og samlet støv. Men denne sommer er til store perspektiver. Og jeg glæder mig til at få alle disse idealistiske forskere og forfatteres tanker ind under huden, løfte blikket og blive mindet om, hvor smuk og forunderlig en verden vi lever i.

Posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Månedens oversætter: Kirsten Marie Øveraas

Ged eller mammut_forside

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Jeg hørte engang en kollega, der havde været undertekster i over 20 år på det tidspunkt, sige, at “der er jo ingen, der havner i den her branche med vilje”. Og der er nok også mange i branchen, der er kommet ind i den ved et tilfælde, men for mit vedkommende var det faktisk noget, jeg rigtig gerne ville. I løbet af min studietid, hvor jeg læste engelsk på Københavns Universitet, kunne jeg godt mærke, at det dér oversættelse var interessant, og derfor tog jeg alle de oversættelsesfag, der var, selv om jeg egentlig troede, jeg skulle noget med at undervise i litteratur. Et af fagene var med Henrik Gottlieb om billedmedieoversættelse, og jeg kan helt tydeligt huske suget i maven, første gang jeg prøvede at tekste en filmstump ved en stationær computer i et lille lokale ude på KUA. Jeg blev helt bidt af kombinationen af oversættelse, krydsogtværsløsning, talesprogsgengivelse, skuespil, researchnørderi og petitesseopmærksomhed, som undertekstning består af, og det er jeg stadigvæk, her efter 12 år i branchen.

Efter universitetet var jeg så heldig, at et tekstningsfirma havde fået en ny, stor kunde og havde brug for folk – og selvfølgelig at de syntes, jeg var god nok. Derfra gik det slag i slag, og de sidste ti år har jeg tekstet mere eller mindre fast for firmaet Subline. Og fordi det er som freelancer, har jeg sideløbende bl.a. kunnet undervise på universitetet, skrive bøger, holde foredrag og siden sidste år også versionere for DR.

Hvad foretrækker du at oversætte og hvorfor?

Når det er undertekstning, er det egentlig selve oversættelsesdisciplinen, jeg godt kan lide, frem for særlige genrer eller typer af opgaver. Uanset hvad man undertekster, er det de samme benspænd, man hele tiden skal forholde sig til og komme elegant hen over, i form af tids/læsehastighedsbegrænsninger, anslagsbegrænsninger osv. Jeg holder et foredrag om undertekstning, som jeg kalder “Oversætternes hækkeløb – iført spændetrøje og gummistøvler”, og det er den mest præcise beskrivelse af undertekstning, jeg har kunnet komme frem til.

Men det er nu altid en fornøjelse at oversætte programmer, som jeg selv ville have lyst til at se i fjernsynet, og meget gerne i samarbejde med dygtige kolleger. Jeg har fx flere gange tekstet tv-serier til DR i parløb med min kollega Christina Witting Estrup, bl.a. “Life on Mars”, “Ashes to Ashes” og “The Walking Dead”, og det har virkelig været både sjovt og lærerigt. Men når det er sagt, trives jeg også med variation i opgaverne, så efter velproduceret britisk drama kan det være rart med hektisk klippet reality-tv eller et norsk portrætprogram. Og de genrer byder i øvrigt også på forskellige udfordringer og research inden for helt forskellige emner. Det er altid sjovt (og svært!) at blive kastet rundt fra medicin til jura til stillehavsfisk til store, svenske forfattere og så lige noget sydstatsslang, nogle gange inden for den samme uge.

Hvordan opstod ideen til din seneste bog om oversættelse ”Ged eller mammut? Om at oversætte”?

Den opstod egentlig i flere tempi. Jeg har i løbet af de sidste år skrevet artikler i forskellige sammenhænge om oversættelse, både på opfordring og simpelthen i sådan en “Someone is wrong on the internet!”-frustration over manglen på forståelse af oversættelse og undertekstning. Samtidig har jeg holdt foredrag og workshops både for oversættere, for sprogprofessionelle og for lægfolk, og deltagernes spørgsmål giver jo et fantastisk indblik i de tanker, folk gør sig om oversættelse, hvad de synes er interessant, og hvad der slet ikke er indlysende ved det. For eksempel når folk efter et foredrag udbryder “Det må være virkelig svært at oversætte!” I anden sammenhæng genlæste jeg så nogle af mine artikler og fik lyst til at udbygge dem lidt, så min oprindelige tanke, jeg kontaktede forlaget Alt i Ord med, var egentlig en ret ligetil artikelsamling.

Da vi så arbejdede videre med ideen, udviklede bogen sig til et noget anderledes bæst. Nogle af mine artikler indgår stadig i bogen, men de udgør ikke hovedparten af den, og nogle af dem er fuldstændig omskrevet. Jeg har også skrevet helt nye kapitler, bl.a. på baggrund af mine erfaringer fra foredragene og de tanker, de har affødt, og så fandt jeg på – heldigvis, for det blev bogen meget bedre af – at bede andre om at bidrage, som har erfaring med oversættelsesdiscipliner, jeg ikke selv har beskæftiget mig med. Jeg tog en dyb indånding og kontaktede dem, jeg syntes ville være allermest perfekte, og til min benovelse sagde de alle sammen ja.

Så bogen endte med at falde i tre dele. En lidt teoretisk del om forskellige aspekter af det at oversætte, fx uoversættelighed, usynlighed og provokerende oversættelsesteori (ja, det kan den sagtens være), en mere praktisk del med “rapporter fra maskinrummet”, som bl.a. består af bidragsydernes kapitler om forskellige oversættelsesdiscipliner, og så en tredje del om undertekstning. Det er egentlig ironisk, fordi undertekstning jo i høj grad handler om at fatte sig i korthed, men undertekstning står simpelthen mit hjerte så nær, at det var nødt til at få sin egen del.

Kan du fortælle lidt om de forskellige bidragsydere til bogen og de enkelte kapitler?

Jeg ville gerne have, at bogen ligesom dannede et vue over de forskellige typer oversættelsesdiscipliner, der er, og ikke kun min egen disciplin, undertekstning. Og det er min erfaring, at folk som regel forstår “skønlitterær oversættelse” ved “oversættelse” – jeg er i hvert fald blevet spurgt mange gange, hvilke romaner jeg har oversat – så det var vigtigt for mig, at også andre store oversættelsesdiscipliner end den skønlitterære blev repræsenteret. Så bogens midterste del har kapitler af Carina Graversen, Anne Simonsen, Sara Koch samt et interview med Morten Visby.

Carina Graversen bad jeg skrive et kapitel om tolkning. Hende havde jeg været i panel med til Hieronymusdagen, og hun skriver lige så levende, som hun fortalte, om tolkning som “bungeejumping for sprogmasochister”, som hun så præcist udtrykker det. Carina tolker fra italiensk, og hun er også underviser og medlem af Translatørforeningens bestyrelse.

Anne Simonsen er fagsprogsoversætter og oversætter regnskab og juridiske tekster, og vi havde tidligere skrevet en tekst sammen, hvor vi sammenligner fagsprogsoversættelse og undertekstning. Den bearbejdede vi til bogen, og jeg er virkelig glad for, at den oversættelsesdisciplin også er med, for den er jo virkelig vigtig (tænk engang hvis en lovtekst bliver oversat forkert!), og så er der både store ligheder og store forskelle mellem de to typer oversættelse.

Faglitterær oversættelse er også en oversættelsesdisciplin, som måske er lidt overset, men den er også både vigtig og temmelig stor. Jeg var så heldig, at Morten Visby gerne ville fortælle om den. Han har oversat alt fra filosofi, politiske biografier og “Tarme med charme”, og er i øvrigt formand for Dansk Oversætterforbund (og siden da er han også blevet formand for Dansk Forfatterforening), og ham gik jeg ned og interviewede, for vi bor tilfældigvis på samme gade. Morten udtrykker sig utrolig godt, så mange af passagerne i kapitlet er simpelthen ordret, hvad han sagde, herunder kapitlets titel “En søvngængeragtig opmærksomhed”, som henviser til den koncentrerede flow-agtige tilstand, man kan være i, når man oversætter.

Den skønlitterære oversættelse skulle selvfølgelig også med, og heldigvis ville Sara Koch, som jo bl.a. oversætter Karl Ove Knausgård, bidrage. Hun skrev en virkelig spændende tekst, der både handler om oversættelse og om at være oversætter, nemlig om “overmod og professionel forelskelse” og om Stanislavskijs tanker om skuespil omsat til oversættelsespraksis.

Jeg skrev selv et kapitel om en anden oversættelsesdisciplin end min egen, nemlig journalistisk oversættelse. Måske er det den mest oversete oversættelsesdisciplin af dem alle, fordi oversætterne selv, altså journalisterne, slet ikke opfatter det, de gør, som oversættelse. Det er i hvert fald mit indtryk, og det synes jeg er interessant. Det var også til dels det, min første bog “Ti faldgruber – oversættelse for ikke-oversættere”, tog udgangspunkt i.

Og sidst, men bestemt ikke mindst, pløjede Thomas Harder, som Babelfiskens læsere nok kender som både skønlitterær oversætter, tolk, forfatter m.m., hele bogen igennem og skrev så et forord, der let og elegant binder sløjfe på det hele – på hele “den mangelemmede mammutged”, som han selv så fint udtrykker det. Jeg var utrolig glad for, at Thomas ville bidrage til bogen, bl.a. fordi jeg holder meget af hans egen bog om oversættelse, “Mellem to sprog”.

Du har tidligere udgivet bogen ”Ti faldgruber – oversættelse for ikke-oversættere” om oversættelse. Hvordan adskiller din nye udgivelse sig fra den?

“Ti faldgruber” var en lærebog, og det er “Ged eller mammut?” slet ikke. Den er rettet mod sprog- og oversættelsesinteresserede i bredeste forstand, og hvor “Ti faldgruber” prøvede at gøre folk, herunder journalister, bedre til at oversætte, og faktisk også bliver brugt på universiteterne, er “Ged eller mammut?” meget mere en “sæt dig her i sofaen, så skal jeg fortælle dig noget om oversættelse; er det ikke fascinerende?!”-bog. Jeg synes jo, at oversættelse er helt vildt spændende, og jeg håber, at min begejstring kan smitte, også folk der ikke selv er oversættere. Alle har jo berøring med oversættelse, og det bedste ved at holde foredrag er, når der går en prås op for folk om det her felt, som de faktisk møder hver eneste dag. Det er det samme, jeg håber at kunne ramme med bogen her.

Hvad er historien bag titlen på bogen?

Ja, hæh! Jeg er glad for titlen, netop fordi den får folk til at stille det spørgsmål, og fordi den afspejler den humor, som jeg slet ikke kan lade være med at bruge, når jeg skriver.

Men ud over det er der faktisk tre ting i titlen. Det ene handler om sprogglæde, og at vi kan gøre ret meget med sproget, elastisk som det er. Udtrykket, som egentlig er “Det er ikke en ged, men en mammut” stammer faktisk fra en fejloversættelse, som også indgår i et af bogens kapitler, og det har som sådan ingen mening. Men det er jo kun, indtil man går i gang med at bruge det. “Det der?! Det er da ikke en ged, det er en mammut!” Vi kan med det samme bruge sådan et udtryk til alt muligt, og det synes jeg er et ret smukt billede på, hvordan vi kan bruge sproget, og et godt eksempel på det, vi oversættere gør hele tiden. Vi vender og drejer på ordene, sætter dem under lup og skaber helt nye sammenhænge og udtryk for at udtrykke præcis det vi vil på den helt rigtige måde.

Det andet handler om, at bogen jo er lidt noget rod, fordi den prøver at favne en masse forskellige oversættelsesdiscipliner og en masse forskellige aspekter af at oversætte. Det er en ret blandet landhandel, som stritter i mange retninger. Er det ged eller mammut?, kan man spørge sig selv om (så snart man har annekteret udtrykket).

Og det tredje, der ligger i titlen, er et hip til Umberto Ecos bog om oversættelse, der hedder “Mouse or Rat? Translation as negotiation”. Det henviser til “uoverensstemmelsesproblemet”, altså det med, at sprog ikke svarer til hinanden 1:1. Ecos eksempel er det latinske ord “mus”, som på engelsk svarer til både “mouse” og “rat” (og på dansk til både “mus” og “rotte”). Det latinske ord dækker altså hele det betydningsfelt, som på engelsk er inddelt i to ord, og hvis man så skal oversætte det latinske ord “mus” til engelsk, kan man ikke “bare” slå op i ordbogen. Man er nødt til at undersøge den verden, ordet henviser til og den kontekst, det indgår i, for at kunne vælge det rigtige eller bedste af flere mulige oversættelser – altså om det skal oversættes til “mouse” eller til “rat”. Og det er dér, at oversættelse bliver til en kompliceret affære – og sjov og udfordrende. Jeg har indtryk af, at mange lægfolk ikke rigtig har tænkt over, at det forholder sig sådan, men det er jo helt grundliggende for at oversætte.

Jeg prøver også at forklare titlen i bogens introduktion, og måske lykkes det lidt bedre end her. Der er i hvert fald mange flere dyreordspil. Introduktionen kan læses her.

Hvorfor er du mon så vild med at formidle om oversættelse?

I det hele taget er jeg ret vild med at formidle. Det med at snedkerere sætninger er jo også en stor del af arbejdet som oversætter, og det har jeg altid godt kunnet lide. Og så lider jeg nok også af “Someone is wrong on the internet!”-syndromet, som jeg nævnte tidligere (og hvis nogen ikke ved, hvor replikken stammer fra, skal de straks google Xkcd’s tegning). Jeg synes simpelthen, at folk burde vide mere om oversættelse, og, ja, så har det grebet om sig. Det var sådan set aldrig meningen, at jeg ville skrive bøger om det her, men det er jeg så kommet til alligevel. For nyligt er jeg også begyndt at blogge om oversættelse, og det er ret sjovt at skrive om faget i det kortere, mere umiddelbare format. Jeg er sådan en, der tænker bedst, når jeg formulerer mine tanker, enten i tale eller på skrift, og nogle argumentationer og eksempler fra bloggens start i efteråret nåede faktisk med i “Ged eller mammut?”.

Men en stor grund til, at jeg formidler om oversættelse, er selvfølgelig, at det er vigtigt! Det er mit indtryk, at mange, der ikke selv er oversættere, tror, at oversættelse er en ret simpel øvelse. Og hvis folk tror, det er nemt at oversætte, og måske endda, at man bare kan sætte en maskine til det, ja, hvorfor i alverden skal de så betale særlig meget for det? Men samtidig er det min erfaring, at der ikke skal så meget til for at demonstrere, at det jo er en temmelig kompliceret affære, for eksempel med historien om de latinske “mus”. For hver gang, den prås går op for nogen, er der vundet en mikrometer i den faglige kamp for ordentlige løn- og arbejdsvilkår for oversættere. Jeg tror på, at det er vigtigt, at vi – så mange som muligt af os, og så tit som muligt – får udenforstående til at forstå, at oversættelse er både vigtigt og svært.

Og så håber jeg selvfølgelig, at “Ged eller mammut?” samtidig kan være et skulderklap til alle os, der ordner den her komplicerede affære dag ud og dag ind – en kærlighedserklæring, skriver jeg faktisk på bagsiden – uanset hvilken oversættelsesdisciplin det lige er, vi er havnet i. Jeg bliver i hvert fald kun mere og mere imponeret over, at (god) oversættelse overhovedet kan lade sig gøre, jo mere jeg tænker over det. Hurra for os, sgu.

Kirsten Marie Øveraas m.fl.: “Ged eller mammut? Om at oversætte”, Alt i Ord, 2017: www.gedellermammut.dk

Kirsten Maries blog, Oversat: www.kirstenmarie.dk/oversat

Kirsten Marie driver også en podcast om sprog, Godt ord: www.facebook.com/godtord

Posted in Månedens oversætter | Tagged , , , , , , , , , | Leave a comment

En ongoing cirkelslutning – er oversættelse noget, vi som læsere tager for givet?

Af Maria Fossing

Oversætteren. En sær skygge i det litterære landskab. En skygge, der trods sit liv i skyggeverdenen, formår at bygge broer på tværs af sprog og kulturer, man som læser kan vandre på og således tilgå dele af verdenslitteraturen, man ellers ikke ville have mulighed for at læse. Oversættelser bliver skabt til læseren, og derfor kan man argumentere for, at læseren har et medansvar i (manglen på) oversætterens synlighed. Men hvordan skal læseren blive bevidst om dette medansvar, når kriteriet for en god og vellykket oversættelse ofte er en flydende tekst uden for mange sproglige forhindringer, der vidner om, at det netop er en oversættelse, man læser?

Som litteraturhistoriestuderende støder jeg på flere oversættelser dagligt, og som fritidslæser møder jeg endnu flere, for med en faglig baggrund i oversættelsesteori er det naturligt, at oversat litteratur er noget, jeg aktivt opsøger. Men uanset i hvilken retning jeg bevæger mig indenfor feltet, synes jeg gang på gang at støde på samme problematik: oversætterens evige kamp for at blive anerkendt for sit arbejde og samtidig efterlade sig et produkt, der ikke “skilter” med oversætterens tilstedeværelse. Det aktuelle tema om “Oversætteren der blev væk” på Babelfisken skriver sig selvsagt ind i samme problematik.

Da jeg tilbage i 2015 begyndte på studiet i Litterær og kulturel oversættelse på Aarhus Universitet, blev jeg hurtigt informeret om, at dette ikke var en praktisk uddannelse i oversættelse. Det var derimod et teoretisk fundament; en ny måde at åbne op for læsningen af oversatte værker på. På den måde adskilte dette studie sig ikke fra andre humanistiske studier, idet der tilsyneladende var en kløft mellem den teoretiske og pragmatiske dimension.

Jeg brugte et år på at lære at diskutere, hvorvidt en oversættelse overhovedet er teoretisk mulig, mens det på det praktiske plan viser sig at være muligt, og at det sker hele tiden. Gennem studiet blev det tydeligt for mig, at oversættelsesfeltet både huser en teoretisk og pragmatisk diskurs, og at der er stor forskel på, hvilken diskurs der er ens udgangspunkt. Oversættelse er på sin egen fornemme måde et møde mellem teorierne og realiteterne. Men teorien og realiteten er stadig to adskilte, fremfor forenede, discipliner. Der udgives og læses mange oversatte værker i Danmark, men alligevel er der ingen, der, sådan rigtig, snakker om selve oversættelsesdimensionen.

Der er naturligvis forskel på at læse en original og en oversættelse, men denne forskel negligeres på en måde i læserens forventning om, at oversættelsen altid er en direkte repræsentation af originalen. Hvilket den også er – samtidig med, at den er noget ganske andet. Et andet, der bl.a. eksemplificeres af stadigt fremkommende nyoversættelser, der netop viser, at oversættelser aldrig kan blive til i en objektiv arbejdsproces, idet oversætteren er et menneske, der unægteligt vil basere sin oversættelse på sin egen fortolkning af teksten. Oversættelsen er netop ikke originalen, men sit eget lille værk med sine egne distinkte præg. Dette ses klart i værker, der, af den ene eller anden årsag, ser sig besværlige at oversætte. Her tænker jeg eksempelvis på Elsa Gress’ oversættelse af A Clockwork Orange, hvor visse ord i værkets karakteristiske slang ”Nadsat” slet ikke er oversat i den danske version. Dette er ikke nødvendigvis noget, man bemærker, når man læser den danske oversættelse, men ikke desto mindre er det et klart eksempel på, at en oversættelse altid vil være et andet værk end den original, den repræsenterer. Det er netop den dimension, jeg her mener, at læseren kan drage nytte af at blive bevidst om og herved stille krav til.

Undervejs som jeg selv blev skolet i oversættelsens mange teoretiske aspekter, begyndte det at stå klart, hvor stor en forskel den enkelte oversætter kan skabe. Oversætteren har for alvor en magt i arbejdsprocessen, selvom det betragtes som en udsøgt disciplin ikke at skilte med den i det endelige produkt. Det er decideret umuligt for oversætteren at arbejde fuldstændig objektivt, da der ikke altid findes et facit til alle, store såvel som små, oversættelsesudfordringer. Der bliver således hele tiden foretaget et valg i oversættelsesprocessen – på vegne af læseren. Men disse valg skal helst ikke fremgå for tydeligt, så læseren ikke bliver “generet” i sin læsning. Det skaber en ongoing cirkelslutning, hvor oversætteren ikke må demonstrere sit nærvær og dermed ofte ender med at blive overset.

Da jeg sidste år arbejdede som studenterunderviser i “Litterær og kulturel oversættelse” var et af fokuspunkterne netop at diskutere oversætterens synlighed i den litterære kultur såvel som i selve de oversatte værker. Som led i forberedelsen hertil stødte jeg på en artikel i Information fra 1993 med titlen “Oversættere gør sig klar til strejke”. I denne fortæller Peter Øvig Knudsen om den daværende aktuelle konflikt mellem Dansk Oversætterforbund og Den Danske Forlæggerforening. Konflikten centrede sig om en lønkamp, hvor Dansk Oversætterforbund krævede en højere løn for oversætteres arbejde. I den forbindelse udtalte daværende formand, Ole Husted Jensen, at ”Hvis man er oversætter på fuld tid, har man kun den mulighed at leve på sin families velvilje.” Selvom det ikke handlede om manglende krediteringer og synlighed af oversættere i 1993, vidner artiklen om, at det ikke kun er en aktuel kamp for oversættere at blive anerkendt enten gennem løn eller synlighed for deres arbejde. At denne problematik stadig ikke er tilstrækkeligt overkommet kan være et praj om, at denne cirkelslutning ikke kun forandres ved, at disse sære skygger gør opmærksom på sig selv og dermed bliver til mennesker af kød og blod. For det er ikke kun oversætternes eget ansvar at sørge for at gøre sig bemærkede. Det er nemlig os, der modtager værket, køber det, læser det og taler om det, der har et medansvar for at anerkende oversætteren. Opmærksomheden skal således skabes nedefra. Læseren skal have afmonteret sine skyklapper og begynde at stille krav til, at broen mellem det originale og det oversatte værk er bygget under acceptable forhold. (Og ikke mindst at oversætteren bliver krediteret for sit arbejde). Oversættelsen som produkt er netop ikke præget af den eksisterende kløft mellem en teoretisk (og akademisk) diskurs og en pragmatisk diskurs. Oversættelsen er tværtimod resultatet af mødet mellem de to. Fremfor at disse to diskurser forbliver adskilt og anskuer hinanden fra hver sin side af mellemrummet mellem det originale værk og oversættelsen, kunne man netop fokusere på at forbinde de to. Det kan åbne op for, at læseren får lyst til at undersøge og stille sig nysgerrig overfor, hvad oversættelse betyder for ens læseoplevelse, og i forlængelse heraf stille krav til denne.

Jeg kan ikke komme med et endegyldigt svar på, hvordan oversætteren undgår at blive væk i teksten, men det er min klare overbevisning, at debatten om oversættelse skal vendes fra at handle om at generere opmærksomhed på oversættermiljøet til i stedet at generere opmærksomhed på, hvordan oversættelsen påvirker selve læserens oplevelse af det givne værk. Læseren skal inviteres til at opnå en “oversættelsesbevidsthed”, og det er ikke afgørende, hvorvidt denne bevidsthed etableres gennem en teoretisk eller pragmatisk diskurs. Ved at invitere læseren til at blive opmærksom på, at oversætteren kan have – og måske endegyldigt har – en betydning for den samlede oplevelse af et værk, plantes der måske en voksende nysgerrighed for oversætterens tilstedeværelse i teksten og de (eventuelle fortolkningsmæssige) valg, der bliver foretaget i oversættelsesprocessen. Læseren ønsker sig formentlig en læseoplevelse, der er så tæt på originalen som overhovedet muligt, men stiller samtidig ingen krav til, hvordan denne tæthed skal etableres. Vil vi eksempelvis have fodnoter, der forklarer kulturelle koder? Vil vi have, at alle fremmede elementer bliver tilpasset den kultur, vi selv befinder os i og forstår? Når først vi læsere er blevet bevidste om oversættelsens kompleksiteter og således stopper med at tage oversættelser for givet, vil oversættere forhåbentlig få den anerkendelse, de i virkeligheden fortjener.

Posted in OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK | Tagged , , , | Leave a comment

Oversættelse af hebraisk roman vinder Man Booker International Prize 2017

D. 14. juni blev det offentliggjort, at amerikaneren Jessica Cohen har vundet den prestigefyldte Man Booker International Prize 2017 for sin oversættelse (hebraisk til amerikansk) af David Grossmans A Horse Walks Into A Bar (Jonathan Cape 2016, orig. 2014, סוס אחד נכנס לבר). Romanen er beretningen om en israelsk komiker, som en aften under en optræden bryder sammen på scenen. I stedet for at blive underholdt af et morsomt show, bliver publikum konfronteret med en skelsættende episode fra hans fortid, hvor han blev tvunget til at foretage et valg mellem to mennesker, der stod ham meget nær.

Jessica Cohen er født i 1973 i Storbritannien, men voksede delvist op i Israel, hvor hun lærte at tale og skrive hebraisk. Ud over flere af Grossmans tidligere værker har hun bl.a. oversat Yael Hedaya, Amir Gutfreund, Nava Semel og Nir Baram. Hun bor i dag i Denver, Colorado og arbejder fuld tid som oversætter af både fag- og skønlitteratur.

Man Booker International Prize gives til forfatter og oversætter i fællesskab for et værk oversat til engelsk og udgivet det foregående år. Prisen skal sætte fokus på oversat litteratur på et engelsksproget marked, hvor der bliver udgivet relativt lidt oversat litteratur. Blandt de øvrige nominerede til 2017-prisen var også danske Dorthe Nors‘ roman Mirror Shoulder Signal (Pushkin Press 2016), oversat af Misha Hoekstra efter Spejl Skulder Blink (Gyldendal 2016).

På dansk er Grossmans roman udkommet under titlen En hest kommer ind på en bar (Vandkunsten 2016), oversat af Hans Henrik Fafner og Rivka Uzan Fafner.

Posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere | Tagged , , , , , , , , | Leave a comment

Mellem sprog, filosofi og politik – overvejelser i forbindelse med min oversættelse af Hannah Arendts “Vi flygtninge”

Af Mikkel Flohr

Hannah Arendts essay Vi flygtninge beskriver med udgangspunkt i forfatterens egne erfaringer, de personlige og sociale omkostninger forbundet med livet på flugt. Hannah Arendt var af tysk-jødisk afstamning, voksede op i Königsberg (det nuværende Kaliningrad i Rusland) og studerede senere filosofi under blandt andre Martin Heidegger og Karl Jaspers. Hun flygtede fra Tyskland kort efter Hitlers magtovertagelse i 1933, efter at være blevet anholdt og afhørt af Gestapo. Hun forlod landet umiddelbart efter og flyttede til Paris, hvor hun blev i resten af mellemkrigstiden.

Da Tyskland invaderede Frankrig, internerede den franske regering flere eksil-tyskere og politiske dissidenter. Hannah Arendt blev sendt til en kvindelejr i Gurs, som hun undslap i det kaos, der fulgte i kølvandet på Frankrigs nederlag. De tilbageværende jøder i lejren blev senere sendt til Auschwitz. Hun skjulte sig hos nogle venner i Montaubau, hvor hun blev genforenet med sin mand, den tyske kommunist Heinrich Blücher. Det lykkedes dem at sikre sig nødvisum til USA og rejse med skib fra Portugal mod New York.

Parret ankom til New York i maj 1941. Ingen af dem kunne sproget, men Hannah Arendt gik straks i gang med at tilegne sig det. I mellemtiden ernærede hun sig blandt andet ved at skrive for flere tysksprogede publikationer (blandt andet Aufbau). Det var i denne periode, under Anden Verdenskrig, i et fremmed land, der for nylig var begyndt at indespærre ”fjendtligtsindede fremmede,” at hun forfattede Vi flygtninge – en af hendes første tekster på engelsk – til det engelsksprogede jødiske magasin Menorah Journal.

Sproglig dissonans i Vi flygtninge

En af de mest iøjnefaldende ting ved Hannah Arendts engelsksprogede essay er det ualmindeligt akavede sprog. Hendes engelsk er alt andet end elegant: Det har en mærkværdig staccato-agtig rytme og er fyldt med kejtede formuleringer og mærkværdige sætningskonstruktioner. Når man ser nærmere på teksten, opdager man hurtigt at der er tale om spor fra en række andre sprog i syntaksen og formuleringerne. Spor der vidner om tekstens tema og baggrund i forfatterens egen flugt.

Sprogets mærkværdige hybride karakter er tydeligst i Hannah Arendts konstante brug af fremmede ord – ikke fremmedord, men fremmede ord – fra blandt andet jiddisch, tysk og fransk. Der er også to passager på (translittereret) hebræisk, men de stammer fra det gamle testamente, som det kan antages at de fleste læsere af Menorah Journal var bekendt med. Det samme kunne man muligvis sige om jiddisch og eventuelt et enkelt sprog til, men brugen af dem alle sammen på en gang er påfaldende.

Der er tale om en unik biografisk og stilistisk kombination af sprog og sproglige indflydelser i teksten, der illustrerer og understreger den historie og det fænomen den beskriver (dvs. flygtninge), og de mærkelige sætningskonstruktioner, udtryk og referencer skaber deres egen mærkværdige rytme, der giver genklang i forhold til emnet.

Den sproglige dissonans kunne måske umiddelbart (bort-)forklares med henvisning til det faktum, at engelsk var et nyt sprog for Hannah Arendt, der ganske vist beherskede både oldgræsk, latin, tysk, jiddisch og fransk, men ikke havde lært engelsk før hun ankom til USA. Hun brugte de første par måneder på at tilegne sig sproget, samtidig med at hun skrev essays og artikler til flere tysksprogede jødiske publikationer (særligt Aufbau). Vi Flygtninge er en af de første tekster hun skrev på engelsk, men det forklarer ikke hyppigheden eller kombinationen af sproglige indflydelser, der snarere lader til at være et bevidst valg. Det er en fast og tilbagevendende del af teksten, der fremstår som et (implicit) tema når man først begynder at få øje på hendes mange små referencer til sprog i teksten.

Oversættelse og filosofi

Målet som oversætter – måske særligt inden for politisk teori og filosofi – er at udjævne de mange mellemsproglige forskydninger og få indholdet til at virke naturligt ved at ’gendigte’ teksten i det sprog man oversætter til; at skjule transmissionen og transitionen mellem sprogene så meget som muligt. Det er muligt at det er et særligt problem inden for førnævnte dele af faglitteraturen, hvor tekstens reception ofte allerede er i gang via originalsproget og derfor ofte allerede er blevet beskrevet i en spontant opstået fagterminologi inspireret af lige dele uskønne akademiske anglificeringer og germanske sprogs forkærlighed for sammensatte flerstavelsesord. Denne fagterminologi er sjældent udtryk for en bevidst oversættelsespraksis, men er ofte en tilfældig afart af flersprogede akademiske diskussioner. Selvom det ofte er ønskværdigt at bibeholde den sproglige sammenhæng med receptionen, er det oftest nødvendigt at gå tilbage til originalteksten og forsøge at finde mere meningsfulde (og/eller korrekte) oversættelser af mange, særligt faglige, begreber.

Udfordringen bliver her at finde danske ord der har et semantisk indhold som svarer til begrebet på originalsproget og, for så vidt muligt, deler etymologi og associationer, for på den måde at forsøge at (re-)konstruere begrebskonstruktionerne i originalteksten. Det er både en almindelig teknisk oversættelsesopgave og en teoretisk/filosofisk opgave, der kræver at man afkoder og analyserer tekstens argument, begrebernes indhold og deres indbyrdes forhold førend man kan vælge mellem de forskellige oversættelsesmuligheder.

Hannah Arendts Vi flygtninge er langt fra en tung filosofisk tekst, men den er blevet en del af den filosofiske kanon gennem hendes senere arbejde og den italienske filosof Giorgio Agambens analyser. Mange af begreberne har derved fået en (retrospektiv) signifikans som det er vigtigt at være opmærksom på.

Det er under alle omstændigheder svært ikke at bemærke Arendts filosofiske baggrund og sproglige bevidsthed i selve essayet: En tilsyneladende uskyldig henvisning til ’the highest good’ fungerer eksempelvis som en implicit reference til Immanuel Kants moralfilosofi, hvor ’summum bonum’ – Ciceros oversættelse af de gamle grækeres ’Eudaimonia’ – spillede en vigtig rolle (som Hannah Arendt fletter sammen med den ortodokse jødisk tradition). Det er vigtigt hele tiden at være opmærksom på disse mange implicitte referencer, for ikke uforvarende at komme til at udviske tekstens mangfoldige semantiske og filosofiske indhold. Det er naturligvis ikke alle betydninger og referencer, der kan komme med i oversættelsen fra et sprog til et andet, men det er vigtigt at være bevidst om hvad man skærer fra og hvorfor.

Med Hannah Arendts niveau af filosofisk og sproglig finesse in mente er det akavede sprog i Vi flygtninge særligt iøjnefaldende og gør det værd at se nærmere på tekstens indhold og argument for at forstå sproget og dets funktion. Det stiller nemlig implicit spørgsmålstegn ved den almindelige tilgang til oversættelser af teoretiske/filosofiske tekster som en form for sproglig formidling, der gerne skal skjule sig selv: Hvad stiller man op med en tekst der ikke virker naturlig på originalsproget, en tekst hvor der allerede er flere sprog og (ufuldstændige) oversættelsesprocesser i gang forud for ens eget oversættelsesarbejde? Svaret kommer naturligvis an på konteksten, og i dette tilfælde skulle svaret findes i selve teksten, hvor Hannah Arendt implicit beskæftiger sig med sprogets – eller rettere sprogenes – personlige og politiske betydning, som en afgørende identitetsmarkør. Det er værd at se nærmere på for at få en bedre forståelse af oversættelsesprocessen og -arbejdet mere generelt.

Det tabte sprog

Selvom sprog og sproglige overvejelser ikke umiddelbart fylder meget i essayet, er de der hele tiden i baggrunden og i diverse sidebemærkninger man let kommer til at overse. Hun beskriver blandt andet hvordan de mennesker der tvinges til at opgive deres tilværelse og flygte, mister deres sociale kontekst, deres arbejde, venner og bekendte og derved også deres identitet og – bemærker Arendt henkastet – deres sprog. Flygtningene måtte ikke bare krydse en politisk og juridisk grænse, de måtte også navigere ift. en allestedsnærværende sprogbarriere. Selvom de i forvejen kendte sproget i det land de flygtede til, var de ofte begrænset i deres udtryk, som Hannah Arendt beskriver det:

Vi mistede vores sprog og dermed de naturlige reaktioner, gestikulationernes lethed, det uhindrede følelsesmæssige udtryk. (s. 12)

Hannah Arendt var selv vokset op med tysk som modersmål og havde et nært forhold til sproget, som filosof havde hun brugt store dele af sit liv på at udforske og udfordre sproget. Hun pointerede i et interview mange år senere, at sproget var det eneste hun fortsat savnede ved Tyskland efter nazisternes magtovertagelse og Shoahen: ”Det var jo ikke det tyske sprog, der pludselig blev forrykt,” som hun forklarede. Derfor var hun måske særligt opmærksom på vanskelighederne ved konstant at være tvunget til at formulere sig på et fremmedsprog – først fransk og siden engelsk. Hun forholdt sig naturligvis pragmatisk til det, og størstedelen af hendes forfatterskab er da også skrevet på engelsk, men som hun understregede i førnævnte interview, var der altid en distance som hun hverken kunne eller ville forsøge at overkomme.

Hannah Arendt beskriver i teksten hvordan mange af de flygtninge der mistede deres sociale, kulturelle og sproglige identitet, forsøgte at kompensere ved at overtage nye i de lande de flygtede til. Mange forsøgte at skjule deres jødiske baggrund og flygtningestatus og blev overbeviste ”nypatrioter” der overidentificerede sig med deres værtslandes historie, kultur og sprog.

Efter et enkelt år er optimisterne overbevist om, at de taler engelsk lige så godt som deres modersmål, og efter to år sværger de højtideligt, at de taler engelsk bedre end noget andet sprog – tysk er et sprog, de knapt husker. (s. 13)

Hannah Arendt ironiserer over optimisternes påstande, men hun var som sagt ikke afvisende over for at bruge hverken fransk eller engelsk – som essayet i sig selv vidner om – hun var meget pragmatisk, men hun insisterede på at intet kunne erstatte hendes tyske modersmål – selv efter hun havde opgivet alle andre tilhørsforhold og følelser overfor landet og dets befolkning, holdt hun fast i og insisterede på lige præcis sprogets betydning:

Jeg ved ikke, hvilke minder og hvilke tanker der finder os om natten. Jeg tør ikke spørge, da jeg også helst selv vil være optimist. Men nogle gange forestiller jeg mig, at vi, i hvert fald om natten, tænker på vores døde eller husker de digte, vi engang elskede. (s. 15)

Men der var tale om mere end et sentimentalt forhold til sproget. Det var også et politisk spørgsmål. Hannah Arendt forholdt sig meget kritisk til sine skæbnefællers assimilationsforsøg, men hun var absolut ikke uforstående. Hun var udmærket klar over, at der var tale om en overlevelsesstrategi ift. den fundamentale usikkerhed der var forbundet med flygtningenes eksistens i et juridisk og politisk tomrum, uden beskyttelse via medlemskab af en nationalstat – oftest udstødt eller forfulgt af selvsamme.

Hannah Arendts kritik af assimilationisterne var ikke baseret på bitterhed som sådan, hun var hovedsageligt bekymret fordi hun frygtede at assimilation var en blindgyde. De jødiske flygtninges forsøg på at skjule deres baggrund for at blive accepteret som en del af et samfund der konstant forsøgte at ekskludere dem fordi de var jøder, ville aldrig kunne lykkes fordi den helt grundlæggende præmis for deres bestræbelser var opfattelsen af dem som fundamentalt fremmede over for det nationale fællesskab. Og det kunne assimilation eller nypatriotisme ikke ændre på. Om noget gentog og forstærkede det den antisemitiske præmis; som hun forklarede i et andet essay fra samme periode, var assimilation i grundlæggende antisemitiske samfund umulig uden samtidig at assimilere antisemitismen. Derfor forblev de jøder i det omkringliggende samfunds øjne. Hun trak på historien fra Tyskland for at illustrere sin pointe:

Det er historien om 150 års assimilerede jøder, der gennemførte en bedrift uden historisk fortilfælde: Selvom de hele tiden beviste deres ikkejødiskhed, forblev de alligevel jøder. (s. 29)

På trods af de tyske jøders assimilation, blev de alligevel ekskluderet, forfulgt og til sidst forsøgt udslettet. Hannah Arendt mente at kunne spore en lignende udvikling i Frankrig og andre europæiske lande. Jøderne var udstødte pariaer hvor end de befandt sig – intet samfund accepterede dem, og hun frygtede at de alle på sigt ville vende sig mod dem. Der var af samme årsag at så få jøder ønskede sig eller turde at stå ved deres baggrund da dette indebar en enorm fare, som hun forklarer:

Hvis vi begyndte at fortælle sandheden, at vi ikke er andet end jøder, ville vi udsætte os selv for den skæbne, der rammer de mennesker, der kun er mennesker – ubeskyttet af konkrete love og politiske konventioner. (s. 30-31)

De der åbent indrømmede at de var jødiske flygtninge, afslørede samtidig at de stod udenfor et hvert nationalt politisk fællesskab og derved var fuldkommen ekskluderede og ubeskyttede. Det var en farlig position, som historien tydeligt illustrerer. Derfor foretrak de fleste at fornægte deres baggrund og forsøge at påtage sig en national identitet. Men Hannah Arendt var overbevist om at de måtte anerkende og konfrontere deres eksklusion direkte, de var nødt til at blive ”bevidste pariaer,” som hun beskrev det. Helt konkret indebar det at påtage sig deres identitet – eller snarere manglen på samme – som jøder, som udstødte, som flygtninge og stå ved den. Denne ikke-identitet faldt entydig udenfor det eksisterende politiske system bestående af nationalstater, defineret og legitimeret gennem en eksklusiv opfattelse af nationen, der udelukkede alle fremmede og udefrakommende såsom jøder, romaer, flygtninge, m.fl.

Mellem sprog

Der var tale om et bevidst og politisk valg for Hannah Arendt. Kun ved at stå fast på sin ikke-nationale identitet – som jøde og som flygtning – var det muligt at udstille og udfordre nationalstaternes systematiske eksklusion. Kun ved at forstå dette kan vi forstå essayets titel Vi flygtninge og det hybride sprog der kendetegner teksten, som de politiske valg de er – små, men bevidste forsøg på at udfordre nationalismen og dens ekskluderende logik. Sprog fungerer ofte som vigtige nationale, kulturelle og derved også politiske identitetsmarkører, og ved at insistere på den heterogene kombination af elementer fra forskellige sprog understregede Hannah Arendt sin baggrund som flygtning i tekstens sproglige udformning. Vi kan nu se den sproglige hybriditet som et afgørende træk ved teksten og forstå nødvendigheden af at bibeholde den i oversættelsen.

Der var selvsagt mange udfordringer i udformningen af en oversættelse, der både kunne formidle tekstens indhold og dens hybride sproglige form. Særligt dissonansen mellem det fremmedartede tyske islæt i hendes engelske var svært at bibeholde i oversættelsen til et andet germansk sprog. Men de lange, kringlede sætninger og deres uforudsigelige struktur blev for så vidt muligt bevaret. Det samme gjorde de mange fremmede ord – om end det nye (antageligt primært danske) publikum med andre sproglige forudsætninger end det oprindelige publikum, foranledigede en række klammer med henvisning til originalsprog og en kort oversættelse. På den måde var det muligt både at formidle tekstens indhold så klart som muligt for et nyt publikum og bibeholde dens hybride karakter – samt indirekte at fremhæve den afgørende forbindelsen mellem disse to aspekter af teksten.

Den grundlæggende pointe er, at sprog fungerer som en afgørende identitetsmarkør. Sproget afslører både lingvistisk og kulturel baggrund og derved ofte også politisk status – særligt inden for rammerne af et nationalstatsligt politisk system der sidestiller dem. Som oversættere formidler vi mellem sådanne mere eller mindre klart definerede sproglige og kulturelle referencerammer, men vi bruger størstedelen af tiden mellem dem – på at forbinde dem og derved underminere deres eksklusivitet. Hannah Arendts essay vidner om en lignende bevægelse og viser de mange muligheder der eksisterer mellem sprog og identiteter.

Vi flygtninge udkom d. 26. januar 2017 på Forlaget Slagmark

Posted in Om enkelte værker/forfattere | Tagged , , , , | Leave a comment

Efterredigering (post-editing) – et spørgsmål om perspektiv

Af Alexander Rode

Oversættelsesbranchen er inde i en drastisk overgangsperiode. Måden, man oversætter på, ændres radikalt. Hvor man før oversatte på ”traditionel vis”, dvs. i tekstbehandlingsprogrammer og med hjælp fra basale oversættelsesværktøjer, er maskinoversættelse nu så godt, at det skal benyttes af professionelle oversættere. Oversættere skal redigere maskinoversættelsen, indtil kvaliteten er lige så høj, som hvis de selv oversatte teksten fra bunden. Denne fremgangsmåde kaldes efterredigering (eller post-editing), og denne nye oversættelsesmåde er mildest talt ikke populær blandt de professionelle oversættere. Det blev understreget på den årlige danske oversætterdag i 2014, også kaldet Hieronymusdagen, hvor maskinoversættelse og efterredigering var på dagsordenen. Her blev der luftet en masse frustrationer over, at det nu var knap så sjovt og kreativt at oversætte, at lønningerne bliver ringere, og at kvaliteten bliver forværret, uden at oversætterne kan påvirke det. Jeg var til stede den dag, og jeg var ærlig talt overrasket over, at argumenterne oftest var baseret på følelser og formodninger. Det overraskende var ikke, at de deltagende sagde, hvad de mente, men at der ikke var nogen former for videnskabelige undersøgelser eller empiri, der kunne give et realistisk billede af, om maskinoversættelse og efterredigering rent faktisk ville styrke eller svække oversættelsesbranchen og oversætternes arbejdsvilkår.

Det er ikke kun danske oversættere, der stiller store spørgsmål ved efterredigering. I forbindelse med en større international undersøgelse blev 24 professionelle oversættere med betydelig erfaring inden for efterredigering stillet en række spørgsmål. Ifølge dem var ikke nogen tvivl om, at efterredigering øgede produktiviteten, og der var samtidig bred enighed om, at kvaliteten ikke blev forværret, så længe oversætterne var tilstrækkeligt trænede i at efterredigere. Hvad var problemet så? Det var, at oversætterne ikke længere følte, at deres indsats blev anerkendt, og det var på den baggrund, de mente, at efterredigering overordnet set havde sat et dårligt præg på branchen. Efter at have researchet en masse om emnet har jeg fået indtryk af, at efterredigering isoleret set ikke nødvendigvis behøver at true kvaliteten af oversættelser, men derimod mere lysten til at oversætte. Det er bundærgerligt og noget, der kan svække branchen markant, om end på en anden måde, end vi måske startede ud med at tro. Heldigvis går jeg med den følelse, at det er et problem, som vi i fællesskab kan arbejde os ud af.

Hvordan påvirker efterredigering egentlig oversættelsesbranchen?
Det spørgsmål er noget nær umuligt at svare på, fordi efterredigering stadig befinder sig i teststadiet. Dog kan min egen historie om, hvordan jeg begyndte at interessere mig for maskinoversættelse og efterredigering, måske hjælpe med illustrere den problematik, vi i oversættelsesbranchen står over for i dag. Historien er hverken særlig inspirerende eller romantisk, men den er til gengæld ret pudsig og ironisk, og så har den nogle bemærkelsesværdige ligheder med nogle af de ting, der i øjeblikket sker i oversættelsesbranchen.

Jeg havde netop bestået 10. klasse med et karaktergennemsnit, som jeg for længst har valgt at fortrænge. Jeg blev af min tidligere klasselærer – helt berettiget – indstillet til en optagelsesprøve for at komme ind på gymnasiet, og den fik jeg lige akkurat charmeret mig igennem. Det var ganske vist ikke den start på mit voksenliv, jeg havde forestillet mig, og man skulle tro, at jeg lærte noget af den. Det gjorde jeg også, men traditionen tro for os drenge, der på notorisk vis udvikler os meget sent, skulle jeg lige have et sidste wakeupcall, der samtidig viste sig at være toneangivende for mit videre liv. Her henviser jeg til min skriftlige spanskeksamen på gymnasiet i 2005. Jeg havde jo vigtigere ting at foretage mig end at læse op, og det er som bekendt temmelig svært at charmere sig ud af en skriftlig eksamen. Men livet er rigt på muligheder, og derfor fandt nogle af de andre gutter og jeg frem til et program, som kunne installeres og bruges direkte i Microsoft Word, så man ikke behøvede en internetforbindelse for at få det til at fungere, da det nemlig ikke var tilladt at være forbundet til internettet under eksamen. Programmet kunne i bund og grund automatoversætte en tekst, men slet ikke i samme kvalitet, som de mest benyttede maskinoversættelsesprogrammer kan i dag. Faktisk kunne det slet ikke bruges til andet end at slå et ord op ad gangen, og hvis man brugte det anderledes, ville man aldrig nogensinde bestå. Vi syntes alligevel, det var smart, fordi vi kunne slå ord op meget hurtigere end i en fysisk ordbog, som alle de andre studerende sad og fedtede med, og så slap vi også for at købe en ordbog. Vi formåede at øge vores produktivitet og samtidig spare nogle penge.

Lyder det bekendt?

Skoleledelsen opdagede vores smarte foretagende og dumpede os alle sammen uden at blinke. De købte ikke vores forklaring om, at programmet kun kunne bruges til at slå ord op ligesom en helt ordinær ordbog. Det var i deres øjne eksamenssnyd, fordi hvordan kunne det være andet? Jeg har gennem mit liv oplevet mange episoder, hvor moderne teknologi er blevet mødt med en stor portion skepsis, som er baseret på en blanding af uvidenhed og en form for frygt for det, man ikke kender til. Det er bare en skam, at vi ikke forsøger at erstatte en følelsesbaseret og doven tilgang med en videnskabelig og nysgerrig en af slagsen. I dag har jeg ironisk nok en kandidatgrad i oversættelse og formidling fra Københavns Universitet og arbejder som projektleder for verdens førende virksomhed inden for oversættelse og lokalisering, Lionbridge, som i allerhøjeste grad bruger oversættelsesteknologi på daglig basis til stor glæde for både virksomhedens kunder og virksomheden selv. Her blev jeg efter knap en måneds tid indstillet til at være den interne superbruger af maskinoversættelse. Det er lidt sjovt, hvordan tingene af og til flasker sig.

Ny teknologi vil altid skræmme nogle mennesker væk fra at se de positive sider, som den også kan medbringe. I stedet for at vi sætter os ned med armene over kors og lukkede øjne, er det vigtigt, at vi bruger energien på at finde på løsning, hvor vi kan bruge efterredigering på en ansvarlig måde, og hvor det hverken går ud over oversætternes arbejdsvilkår eller kvaliteten af vores arbejde. Det økonomiske potentiale, som maskinoversættelse og efterredigering har, gør, at de kommer til at spille en altoverskyggende rolle i vores branche fremadrettet, og det forsvinder ikke, hvis vi bare kigger den anden vej. Derfor vil jeg gerne lægge ud med at trække hele diskussionen omkring maskinoversættelse og efterredigering i den rigtige retning.

Jeg besluttede mig for, at mit speciale skulle være et helt grundlæggende komparativt studie af traditionel oversættelse og efterredigering, som forhåbentligt kunne bidrage med noget empiri og indbyde til en lidt mere nuanceret dialog om den nye teknologi, som mange føler bliver trukket ned over hovedet på os. Eftersom der i oversættelsesbranchen altid har været meget fokus på produktivitet og kvalitet, var det oplagt at indsnævre mit speciale til de to parametre, så det ikke blev uoverskueligt, men derimod meget mere håndgribeligt og nemmere at forholde sig til.

Øges produktiviteten overhovedet?
Jeg startede med at måle produktivitet ved at bede seks professionelle fuldtidsoversættere om at oversætte to sammenlignelige avisartikler fra engelsk til dansk, mens det blev optaget, så jeg kunne aflæse, hvor lang tid de var om det. Først dannede jeg mig et overblik over, hvor lang tid det tog dem at oversætte teksterne.

• Traditionel oversættelse: 1 time, 2 minutter og 27 sekunder
• Efterredigering: 45 minutter og 25 sekunder

Det giver en forskel på 17 minutter og 2 sekunder, som svarer til 27,4 %. Det siges, at en professionel fuldtidsoversætter gennemsnitligt oversætter 2000 ord om dagen. Derfor kan oversætteren ud fra disse resultater spare 51 minutter om dagen på at efterredigere. Så sparer man 4 timer og 15 minutter om ugen, 17 timer om måneden og 8 dage og 12 timer om året, som man fx kan bruge på at oversætte endnu mere og tjene flere penge, eller på at holde fri, hvis man har brug for det. Da jeg skulle finde ud af, hvorfor oversætterne sparede tid på at efterredigere, undersøgte jeg de problemer, oversætterne stødte på i løbet af oversættelsen. Jeg fandt ud af, at oversætterne skulle håndtere markant færre problemer, når de efterredigerede, og at det tog dem kortere tid at løse dem. De forskellige problemtyper blev inddelt i semantiske (ord- og frasevalg), tekstlingvistiske og morfosyntaktiske (retstavning, sætningskonstruktioner, grammatik og usammenhængende tekst), idiomatiske (grammatisk korrekte ord og fraser, som lyder forkert) og stilistiske problemer (stil i.f.t. kildetekst og målgruppe) og fakta (egennavne, nummerkonverteringer og forkortelser etc.).

Det viste sig, at oversætterne skulle løse langt flere semantiske problemer ved traditionel oversættelse, og at oversætternes foretrukne måde at løse dem på var ved at slå ordet op i en ordbog på nettet. Det tog dem fem sekunder færre ved efterredigering, fordi når oversætterne efterredigerede en tekst, sikrede maskinoversættelsen, at de havde en direkte oversættelse af ordet uden forbehold for kontekst som udgangspunkt. Det sparede en masse tid i forhold til at skulle finde en direkte oversættelse først og dermed et synonym, der passede perfekt ind i oversættelsen.

Går den øgede produktivitet så ud over kvaliteten?
Når man finder en metode, hvor produktiviteten øges, er der altid en risiko for, at det er på bekostning af kvaliteten. Derfor blev jeg nødt til at undersøge, om kvaliteten stadig var god nok ved efterredigering, og i den forbindelse fik jeg yderligere 10 professionelle oversættere til at vurdere oversættelserne. De evaluerende oversættere fik ikke at vide, at halvdelen af oversættelserne var efterredigerede, således at deres personlige holdninger til efterredigering ikke påvirkede deres feedback. De spørgsmål, de blev stillet under evalueringen, blev udformet på den måde, at der var plads til både intuitive og objektive bedømmelseskriterier, fordi man ikke altid kan tælle sig frem til, hvorfor én oversættelse føles bedre end en anden. Det blev modtaget med kyshånd af de evaluerende oversættere, og en af dem forklarede hvorfor:

“Det er også interessant at notere sig, at nogle oversættelser instinktivt føltes ‘rigtigere’, selv om antallet af fejl var temmelig ens. Det understreger for mig at se, at oversættelse er en ret fantastisk blanding af hård videnskab (fejl, der kan tælles og kvantificeres) og blød humanisme (man føler helt klart, at én oversættelse er bedre end en anden).”

Jeg troede faktisk, at efterredigeringerne ville blive bedømt hårdest pga. oversætternes mangel på erfaring med efterredigering. Det modsatte viste sig at være tilfældet, for resultaterne afslørede, at der ikke var nogen kvalitetsforskel. Både de traditionelt oversatte og efterredigerede oversættelser scorede i alt 3,4 ud af 5. Jeg tænkte, at jeg måske kunne finde ud af noget mere, hvis jeg delte evalueringen op i tre dele: pragmatiske (fejltolkning af retningslinjerne, steder, hvor teksten ikke tilpasses målgruppen, og brud på genrens normaler og konventioner), tekstlingvistiske (stavefejl, grammatisk fejl, forkert ordstilling, usammenhængende tekst) og idiomatiske fejl (ord og fraser, der er korrekte rent grammatisk, men normalt ikke bliver benyttet på målsproget).

Her viste resultaterne, at der var markant færre pragmatiske fejl ved efterredigering. De evaluerende oversættere gav udtryk for, at de traditionelle oversættelser generelt havde sværere ved at ramme den formelle tone, som man normalt finder i en avisartikel. Det betyder formentligt også, at maskinoversættelser på nuværende tidspunkt egner sig bedst til oversættelse af faglitteratur, hvor det er oplagt at være tekstnær og kildetekstorienteret, og ikke til oversættelse af skønlitteratur, hvor det oftest er bedst at have en kreativ tilgang. Der var kun en minimal forskel på bedømmelserne af tekstlingvistiske og idiomatiske fejl (i efterredigeringens favør), men den var ikke markant nok til at drage nogle overordnede konklusioner ud fra. Dermed kunne jeg med god samvittighed konkludere, at der i mit forsøg ikke var nogen kvalitetsforskel ved traditionel oversættelse og efterredigering, uanset om de evaluerende oversættere tog en subjektiv eller objektiv tilgang til evalueringen.

Bør vi frygte efterredigering?
Nej, det synes jeg bestemt ikke. Der var ikke noget i mine undersøgelser, der tydede på, at efterredigering med garanti kommer til at påvirke oversættelsesbranchen negativt. Men vi kan heller ikke tillade os at læne os tilbage og tro, at en hel ny oversættelsesmetode kommer til overfladen uden at skabe nye problemstillinger.

Jeg tror, at skepsissen over for efterredigering stammer fra noget meget menneskeligt, nemlig frygten for dét, vi ikke kender til, og hvad det mon kan betyde for en selv. Som min egen fortælling forhåbentligt illustrerede, kan mødet med ny teknologi sagtens ende lykkeligt, selvom det i starten ikke ser sådan ud. Jo hurtigere vi kollektivt indser det og begynder at arbejde konstruktivt frem mod en løsning, desto før kommer vi tilbage på sporet og kan levere et godt stykke arbejde. Vigtigst af alt kan vi give gode udsigter til de aspirerende oversættere, som må føle sig mindre motiverede, sådan som branchen ser ud lige nu. Hvis de studerende ikke længere har lyst til at uddanne sig som oversættere, risikerer vi på et tidspunkt at stå i en situation, hvor vi ikke har nok kvalificerede oversættere til at imødekomme den store efterspørgsel efter professionelle oversættelser, som ifølge Europa-Kommissionen kun stiger med årene. Jeg synes, at vi i oversættelsesbranchen har udsigt til at have bedre vilkår end nogensinde før, men vi lader os begrænse af den måde, vi betragter oversættelsesteknologi på. Uanset om man er enig eller uenig i det synspunkt, må vi i det mindste have en fornuftig og åben dialog omkring det, der er baseret på empiri frem for formodninger. Ellers kommer historien med garanti ikke til at ende lykkeligt.

Til sidst vil jeg gerne sige mange tak til alle de oversættere, der ofrede en masse fritid for at hjælpe mig med specialet, og en særlig tak til min vejleder, Kristian Hvelplund, for at få det absolut bedste ud af mig.

Specialet kan downloades her.

Posted in Oversættelsesteori og -debat | Tagged , , , , , , , , , | 4 Comments