En stilist på andres vegne

Babelfisken har interviewet den danske forfatter Jens Christian Grøndahl om oversættelse, kreditering, og litteraturer, der taler sammen, beriger og bestøver hinanden i ”et frodigt og anarkistisk kredsløb”. Et kredsløb, der vel at mærke kommer i fare, når vi begynder at tage oversætternes arbejde for givet.

Af Mathias Bernbom

Ikke alene er Jens Christian Grøndahl en af dansk litteraturs veteraner, den prisbelønnede forfatter til mere end 30 skønlitterære udgivelser. Hans bøger findes på mere end 25 sprog og er særligt brudt igennem i Frankrig, Holland og Belgien. Derudover er han selv oversætter, bl.a. af John Williams’ glemte mesterværk Stoner, der udkom på dansk i 2014.

Han færdes i sit arbejde og omkring det ad den internationale litteraturs kanaler – fra sin rolle i importen af udenlandske bøger til Danmark, til lanceringen af sine egne værker på den europæiske scene.

Det sidstnævnte er vekslende foregået i samtale med de udenlandske oversættere, og han fremhæver særligt, hvordan han ofte har sparret med den franske Alain Gnaedig, som i løbet af to årtier har udarbejdet hele 12 fransksprogede Grøndahl-bøger.

Det er en proces, der for det første har bragt forfatteren stor glæde. For det andet nyder han at tænke på det at blive oversat som en slags syretest af sine bøger, men også som en indtræden på en større litterær scene, som han længe har følt sig draget og inspireret af.

”Det betyder jo meget at blive oversat, når man skriver på at lille sprog som det danske. Det er som at blive befriet fra den begrænsede kulturverden, man er rundet af, netop fordi man får lov til at bidrage til en større litterær kultur, og til at se om det kan bære, om det kan sige læseren noget, selvom vi ikke har de samme kulturelle koder. ”

Det er således noget mere almengyldigt, som enten viser sig eller udebliver, når en bog kommer ud at rejse, erfarer Grøndahl og tilføjer, at det har været særligt givende at blive oversat til fransk for således at kunne indgå i den samme sprogsammenhæng som nogle af de forfattere, der har betydet mest for ham.

På den måde giver det også mening, at Gnaedig og han har haft så nær kontakt – til forskel fra en række andre af Grøndahls oversættere. Sammen med sit eget oversættervirke, fortæller han, er dette et samarbejde, der har givet ham en langt dybere fornemmelse for oversætterens arbejde og det, han selv forstår som en essentiel, men også enormt truet profession.

”Når min franske oversætter konsulterer mig undervejs i processen, slår det mig tit, at en oversætter først og fremmest skal være stilist på andres vegne. En god oversættelse er jo ikke bare en oversættelse, men en gendigtning af en tekst, sådan som man forestiller sig, at forfatteren ville have skrevet den på fransk – hvilket selvfølgelig er et kæmpe ansvar. Jeg har selv oplevet det [under arbejdet med Stoner]: Det kræver forestillingsevne, hvor man ikke bare kan oversætte direkte. Man påtager sig et ansvar som stilist, og det har jeg den største respekt for. Det er derfor, at det selvfølgelig også kan irritere mig meget, når oversættere ikke bliver krediteret. ”

For et frodigt og anarkistisk kredsløb

Grøndahl håber for sine egne oversættere, at de altid må føle sig frie til at fortolke og gendigte originalen, og bemærker, at det jo netop er i denne frihed og ”tilvækst”, som forekommer, at den enkelte original bliver amorf – bliver til et hav af nye tekster, og at oversættelsen skaber forståelse mellem kulturer ”i et frodigt og anarkistisk kredsløb. ”

Oversættelse er for ham et sted, ”hvor [fiktionen] giver adgang til et mere direkte indblik i et lands bevidsthedsliv, end man kan få ved at læse så mange rapporter. ”

Han fortsætter: ”Jeg anser oversat litteratur for at være en litterær boldgade i sin egen ret, og noget som bidrager til et lands litteratur med alt lige fra klassikere som Shakespeare til de helt nye værker. Så selvfølgelig bidrager oversættelse til folkelig forståelse, og det er heldigvis en proces, der foregår fuldstændig anarkistisk. ”

I virkeligheden er det jo også svært at argumentere imod værdien af god oversættelse og udvekslingen af fortællinger og poesi på tværs af sprog og lande. Det ville oven i det være en paradoksal holdning, når man tænker på sig selv som verdensvendt forbruger, avis eller kultur – en opfattelse, der netop er mulig i kraft af oversætternes arbejde og kulturelle import.

Og dog er oversætternes anseelse jo netop paradoksal. De udelades dagligt af de danske aviser og bogtillæg, der i samme bevægelse omtaler eller ligefrem benytter sig af oversat litteratur.

Hvor enhver avis i dag orienterer sig om verden, så er der langt færre, der interesserer sig for processen, som bringer verdens fortællinger hjem til det danske publikum.

En grusom ironi

De glemte oversættere var netop emnet for en artikelserie her på siden i marts, og Grøndahl deler og sympatiserer med de udeladtes frustration. Her bliver den manglende anerkendelse desuden set som et klart symptom på bredere og mere strukturelle problemer:

”Det er jo forfærdeligt utaknemligt at være oversætter. Det er nærmest som definition underbetalt, og oversættere vil næsten aldrig blive honoreret efter fortjeneste, kompetence og arbejdsindsats (med mindre det bliver en bestseller). Det er utaknemligt og dertil nærmest heroisk – og så er der selve spørgsmålet om anerkendelse, der i mange år er blevet forsømt. Jeg synes egentlig, at det er blevet bedre; der er mere fokus end tidligere. Men det kræver stadig en ret stor idealisme at give sig i kast med at være fuldtidsoversætter. ”

Han fortsætter: ”Det ville være et stort tab, hvis der ikke var nogen med mod på at oversætte længere, og en grusom ironi at vi i en stadig mere globaliseret verden har stadig mindre kulturel kontakt. Sprogvanskeligheder gør, at det kun er den engelske litteratur, der bliver læst bredt, og vi ser en mærkelig ensretning. Når vi så oven i købet neddrosler sprogundervisningen (alene i de europæiske sprog), er det, at der begynder at ske et dannelsestab og en tilbagegang af ethvert europæisk og globalpolitisk ønske: Kontakten, forståelsen og indlevelsen mellem folkeslagene. Det er på alle måder tåbeligt, og det er katastrofalt kulturelt, hvis man lader oversætterfaget gå i forfald. ”

Gudskelov eksisterer ildsjælene jo endnu, slutter Grøndahl af med at konstatere, og der er også stadig muligheder for at oversætteren kan opnå støtte, legater osv.

Bliver man imidlertid ved med at maskere og underkende disse ildsjæles arbejde, så ender man med at skubbe både eksisterende og fremtidige oversættere bort.  ”Og hvis jobbet er fuldstændig utaknemligt, ” siger Grøndahl – ”så ender det med, at ingen længere vil have lyst til at gøre det. ”

Posted in OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK | Leave a comment

Månedens oversættelse: Melankoliens fysik af Georgi Gospodinov

Af Helle Dalgaard

(OBS! Georgi Gospodinov samtaler med Lillian Munk Rösing i Politikens Boghal 28. april kl. 18.00)

1. Om mit oversættervirke og om at oversætte

Jeg startede på russiskstudiet i 1964 ud fra en forestilling om at kunne læse den klassiske russiske litteratur på originalsproget. Men jeg havde ikke været på russiskstudiet længe, før det gik op for mig, hvor lidt man i Danmark vidste om moderne russisk litteratur og kultur, hvor lidt jeg selv vidste, og hvor ensidig informationen om Sovjetunionen var. Og så blev orienteringen rettet mod nutiden. Naturligvis med afsæt i arven fra fortiden.

At bulgarsk blev mit andet slaviske sprog er et resultat af udelukkelsesprincippet. Der var studerende i polsk, serbokroatisk og tjekkisk, men bulgarsk var der ikke run på. Jeg tog på en måneds sprogskole i Sofia i 1972, og derefter jeg fik overtalt professor i sydslaviske sprog, Gunnar Svane, til at jeg kunne tage bifag i bulgarsk. Instituttet havde for en kort periode ansat en bulgarsk eksternlektor, Pirinka Penkova Pedersen, som gav mig enetimer, og sammen med hvem jeg oversatte Gentjo Stoev: Guldets pris (Husets forlag, 1983), den første bulgarske roman, der kom på dansk, siden nationaleposset Under åget (1900).

Det store held for mig og for andre oversættere fra ”mærkelige sprog” dengang i 1970’erne var, at Århus husede en enestående institution, et kommunalt forlag, som havde en redaktør, Carsten Koed Hansen, der ville udgive anderledes litteratur. Han havde næse for ting, der var substans i, han ville vise danske læsere verdenslitteraturens mangfoldighed. Som nogle vil kunne huske, lykkedes det Husets Forlag at udgive nobelpristagere, før de fik prisen: Cz. Milosz, Wislawa Szymborska og Tomas Tranströmer.

Jeg kom med mit bulgarske bifag med i en gruppe, der skulle lave Balkanoversættelser. En stor glæde at kunne bruge sin eksotiske viden. Alle mine forsøg indtil da på at afsætte moderne bulgarsk prosa til de etablerede forlag havde været forgæves. På Husets Forlag blev der lyttet til argumenterne. Carsten Koed fandt pengene, og så skulle man oversætte. Hvad kan man ønske sig mere!

Da jeg havde et godt arbejde ved siden af som leder af den slaviske afdeling i universitetsboghandlen i Århus, Akademisk Boghandel (sidenhen Stakbogladen) var det ypperligt at arbejde med Husets Forlag, som ikke havde stramme udgivelsesterminer. Jeg kunne aflevere (mere eller mindre) som det passede mig. Men det er absolut ikke optimalt at oversætte på deltid!

Man går til og fra teksten, det er ikke gavnligt for processen og for resultatet. Med mit farvel til det faste arbejde blev jeg heltidsoversætter, og det har jeg været nu i godt seks år. Det er godt for flowet. Men det skal siges, at jeg indimellem oplever det som en mental stroppetur at sidde med en tekst i så lange stræk. En voldsom koncentration, hvor man som oversætter går ind i det fremmede univers, som man skal tilegne sig og videregive. Som oversætter skal man tale med både afsenderens – forfatterens – stemme og modtagerens – læserens – stemme, det er et hårdt job og et stort ansvar. Banalt, men det kan ikke siges ofte nok, ikke mindst i disse tider, hvor forlag forsøger sig med low cost oversættere.

På en tilfældig oversætterside så jeg den påstand, at man som oversætter aldrig holder fri. Dertil må man nok sige, at der er mange faglige specialer, som indebærer, at man aldrig holder fri. Der er imidlertid det ved oversætteriet, at man bliver så utrolig bevidst om de der ord og de der konstruktioner og de der talemåder osv. osv. Man kan godt gå hen og blive ret nørdet. Sommetider siger min mand, at nu kan det være nok med det der ordpilleri, når jeg går i stå i betragtning over et udtryk, en bemærkning eller en sætning, som er vildt fed, mystisk eller kantet, og som jeg må smage på. Og det evige spørgsmål: kan man sige sådan?

Trangen til formidling via oversættelse blev en integreret del af mit liv. Som Ellen Boen så rammende sagde det i sin takketale (oversætteræresprisen), kom jeg til at ”lide af ord”.

Det er jo sådan, at masser af sproglige udsagn, som man ifølge grammatiske & leksikalske normer og regler “ikke kan sige”, dem kaster skønlitterære forfattere rundt i teksten, nyskabende og normbrydende frække sproglige konstruktioner. Det skal man som oversætter have en forståelse for, når man sidder der i sit oversætterværksted og vender ”siderne”. Og så må man kæmpe med redaktøren, når det bliver nødvendigt. Det er ikke en oversætters opgave at af-komplicere teksten. Det har været den dominerende holdning hos forlagsredaktører, at man ikke skulle gøre vold på “læserens” (og hvem er han/hun?) sproglige og kulturelle vaner. Men jeg synes ikke, at man skal glatte en knudret original tekst og lave en ’elegant’ dansk oversættelse. Som oversætter er man derfor enormt på vagt over for sammenhængen i teksten. Da jeg oversatte Gospodinovs første roman En naturlig roman var der et sted, hvor logikken bare manglede. Det er en postmodernistisk roman med brud og skæve vinkler, så jeg kæmpede og kæmpede. Det var ikke helt et spørgsmål om, at det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte, men det var derhen af, og til sidst skrev jeg til forfatteren for at høre, hvad meningen var, og Gospodinov svarede mig: ”Helle – du har ret, det hænger ikke sammen. Men det har hverken jeg selv – skrev forfatteren – eller min redaktør fanget” Det er vel oversættersituationen i en nøddeskal, man kommer så langt ind i teksten, så man ser mere end forfatteren selv. Og hvis jeg ikke havde kunnet kommunikere med ham, så havde jeg nok udeladt den sætning!

2. Om at oversætte Georgi Gospodinov: Melankoliens fysik

Jeg læste den rundt i verden og nu også i Danmark anmelderroste ”roman” Melankoliens fysik af Georgi Gospodinov i 2012 lige da den var udkommet. Det var helt klart for mig, at den måtte jeg oversætte, den skulle danske læsere have mulighed for at stifte bekendtskab med. Jeg var helt klar over, at det var en kompliceret sag, men andre havde gjort det. Den var kommet på italiensk og tysk og var på vej på amerikansk og på fransk. Jeg havde i første halvdel af nullerne oversat Gospodinovs første roman En naturlig roman, som udkom på Husets Forlag i 2005, og som havde fået flotte anmeldelser. Forlaget Jensen&Dalgaard havde kontaktet mig i anden anledning, og jeg fortalte dem om Melankoliens fysik, denne noget usædvanlige, meget europæiske roman, som ud over de i teksten nævnte bulgarske lokaliteter og historiske begivenheder, er langt fra de forestillinger, vi har om litteratur fra Balkan. Jensen&Dalgaard slog til, og efter ca. ni måneders nørklen udkom værket primo marts i år.

Melankoliens fysik er et eksempel på et utraditionelt fortælleforløb, en sammenfletning af tre generationers erindringer og skæbner i en uegal form, vanskeliggjort ved at bedstefar, far og søn, alle hedder de Georgi, som det kan være tilfældet i det slaviske, hvor sønnen til ære for faderen gives dennes navn. Romanen kredser om et jeg, der oplever verden i forskellige tider og går ind i andres tanker og tager form som andre væsner. Den fortæller melankolien.

I forsøget på at finde oprindelsen til melankolien og vejen gennem livets labyrint flyder erindringerne ind i hinanden, nogle sætningskonstruktioner er bundet sammen i associative kæder, der vender rundt på logikken, motiver sammenvæves og forskubber sig, og det må den danske læser acceptere. Som Thomas Thurah så smukt skriver i sin anmeldelse i Information: Det er ”… som i en film eller snarere som i en drøm, hvor billederne – her: metaforerne – blidt sender én på rejse fra et univers til det næste, fra kælderen til skødet, fra dna-molekylet til labyrinten, fra støvkornet til meteorregnen. Det kan altså tages næsten bogstaveligt: Georgi Gospodinov skriver som en drøm.”

Flere gange undervejs i arbejdet med denne ”rejse” har jeg haft den elektriske oplevelse af, at her var noget, som ikke var ”normal” sprogbrug på bulgarsk, ordstillinger, utraditionelle formuleringer (det bulgarske sprog er ret traditionelt i sin udtryksform). Opfattelsen er dels blevet bekræftet ved henvendelse til bulgarske bekendte, og mange gange har jeg måtte spørge om råd hos forfatteren selv.

I Melankoliens fysik er der for eksempel nogle problematiske tegnsætningsfænomener, idet forfatteren i dialogerne udelader diverse anførselstegn og spørgsmålstegn. En anden stor udfordring i teksten er de pludselige skift i personsynsvinkel, vilkårlige skift mellem ”jeg” og ”han”, og som læser/oversætter skal man virkelig holde tungen lige i munden.

I romanens prolog og epilog identificerer forfatteren sig med sin far og farfar gennem et ”jeg” + kopula for 1. person flertal (jeg – vi) i henholdsvis nutid og datid, grammatisk aldeles ukorrekt. Den ukorrekthed kan man få frem på tysk ”Ich sind” – ”Ich waren”, på fransk, ”je sommes”, mens den engelske har valgt ”we am” – ”we was”. Den engelske mener jeg giver en forkert placering af personfokuseringen, idet ”jeg’et” er det fortællende, og jeg’et udgør en treenighed i bogen. På dansk kan det slet ikke lade sig gøre med kopula at vise denne treenighed, min første løsning var ”jeg er vi”, men jeg endte med kompromisset ”jeg er os” – ”jeg var os”, hvorved jeg ikke opnåede den sproglige provokation, som ligger i den bulgarske tekst med inkongruens mellem person og kopula, men skabte en samhørighed. Uden ”os” intet ”jeg”.

Melankoliens fysik er en tekstlig og mental labyrint, som udforsker den labyrint der findes mellem fødsel og død, apokalypsen, som var en konkret realitet i børns forestillinger om verden i det kommunistiske Bulgarien. Fra fosteret i moderens liv over livet i kælderen til den endelige forklarelse. Melankoliens fysik er et forsøg på at arkivere tre generationers liv i én tænkende organisme og lade den organisme bevæge sig rundt i den eksistentielle labyrint, hjælpeløs og forladt som Minotauros.

Det har været en stor udfordring at følge tekstens rytme og bevæge sig ind i dens korridorer og sidekorridorer, som blandt andet opstår, fordi fortælleren som barn og ung ”lider af” en evne til at gå ind i andre mennesker og fornemme, hvad de oplever. Siden hen går han over til købehistorier, barske historier, triste historier, menneskers historier, der fortælles som Tusind og en nat. At fortælleren har lært alfabetet via gravstenenes tekster giver beretningen en ekstra melankolsk nuance, og dog – her hvor alting ender, begynder også alting. Alfabetet er basis for sproget, og barnets indfaldsvinkel til sproget formes gennem indlæringen af alfabetet, hvilket fortælleren demonstrerer for os med følgende beretning, som gav mig nogle grå hår:

Fortællerens alter ego har som nævnt lært alfabetet via teksterne på gravstene på kirkegården, hvor han har gået rundt med sin bedstemor. For ham hænger bogstavet ”B” sammen med det bulgarske, dvs. det slaviske, ord for GUD = ”BOG”.

Men da han kommer i skole viser det sig, at bogstavet ”B” er knyttet til ”Bulgarien”. Og lærerinden, repræsentanten for det kommunistiske, dvs. ateistiske, samfundssystem, er ikke tilfreds, da den lille fyr råber: Bog, altså Gud, på spørgsmålet om, hvilket ord der Begynder med ”B”.

Kapitlets overskrift er: B. Jeg citerer:

”Efter kirkegårdens ABC blev jeg konfronteret med en rigtig ABC for første klasse, og jeg følte mig på samme tid oplyst og forvirret. Hvert bogstav var knyttet sammen med et ord og et billede.

– Hvilket ord begynder med bogstavet B?

–Bog, (dvs. Gud) – råbte jeg lidt for hurtigt, det var et let spørgsmål. Men der var noget galt, lærerinden fik nervøse trækninger, hun smilede ikke længere helt så meget. Hun kom hen til mig, som om hun var bange for, at jeg skulle sige noget mere. Hvor har du lært det ord? Altså, på kirkegården. Så sagde en pige, der sad ved en af de forreste pulte: Bulgarien, Bulgarien, kammerat lærer. Det var det rigtige svar. Og lærerinden klamrede sig til det halmstrå, bravo min pige. Og jeg følte mig så ensom med min Bog, med min Gud. Det var underligt, at der ikke kunne være to ord, som begyndte med det samme bogstav, som om B’et med sin puklede ryg var for spinkelt til at klare to så virkelig bombastiske ord.

– Ordet Bulgarien begynder med B. I Bulgarien er der ikke nogen Bog, ikke nogen Gud! Det er Bedstemorsnak, lærerinden lagde ekstra tryk på hvert enkelt B, det skal vi lære om senere hen i de ældste klasser. Har vi forstået?

– Men han findes jo på kirkegården …

– Det her er en skole, det er ikke … ”

Jeg kan så supplerende fortælle, at den franske oversætter Marie Vrinat og den tyske oversætter Alexander Sitzmann også har valgt at bruge Bog = Gud. Den franske skriver endda ordet BOG med kyrilliske bogstaver første gang det nævnes. Den tyske oversættelse forelå før min oversættelse, den franske kom, mens jeg var i gang. Den amerikanske har valgt God og Government (i stedet for Bulgarien), efter min mening ikke heldigt, da jeg tvivler på, at en lille pige i første klasse vil bruge et ord som regering, ikke mindst i et land, hvor regeringen blev omtalt som Centralkomiteen. Og for det andet er det vigtigt at markere modsætningen mellem troen på gud og troen på det kommunistiske Bulgarien.

Historiebevidstheden slibes i romanen af med de græske myter, hvor den røde tråd er vores alle sammens skæbne: at fædrene æder deres børn, en uhyggelig og ikke fulderkendt sandhed, som Gospodinov elegant smider i hovedet på os!

Gospodinovs sprog er udsøgt, fuldt af rytme, af sjove associationer, af kiasmer, paralleldannelser og lydrim. Og jeg har sikkert slet ikke fanget dem alle, men sjovt har det været. Og udmattende. Ofte måtte jeg undrende konstatere, at der var gået mange timer foran skærmen uden pause. Og faktisk var det MEGET trist at skrive sidste sætning:

”Jeg husker, at jeg døde som en snegl uden hus, en hybenbusk, en agerhøne, som en ginkgo biloba, en sky i juni (det minde er kort), en lilla efterårskrokus ved Halensee, som et kirsebærtræ, der er skadet af en sen aprilsne, som sne, der har gjort et besveget kirsebærtræ stivfrossent …

Jeg var os.”

I epigrafen til romanen Melankoliens fysik citerer Georgi Gospodinov forskellige forfattere fra den europæiske kulturkreds, samt sit eget alter ego, digteren Gaustin. Krumtappen i disse små citater er tanken om blandingen, om afvisningen af den rene genre og om vigtigheden af erindringen, om at gennemtrænge alt og blive stoffet selv, som Gustave Flaubert siger Den hellige Antonius’ fristelser.

Og så er det bare så glædeligt, når forfatteren Daniel Boysen, som er litteraturkoordinator på DOKK1 i Aarhus, skriver på Facebook under litteratursæson 2017: ”Melankoliens fysik af Georgi Gospodinov, Jensen&Dalgaard, oversat fra bulgarsk af Helle Dalgaard, oprindeligt udgivet i 2012. Det er en af de bedste bøger, jeg har læst i mange år. Svimlende og en smule vanvittig – skrevet med stor fortællelyst.” .

Melankoliens fysik er efterhånden udkommet i en halv snes oversættelser, i Skandinavien dog kun på dansk indtil videre. Romanen har været nomineret til flere internationale priser og fik i 2016 den schweiziske Jan Michalski verdenslitteraturpris.

Posted in Månedens oversættelse, Uncategorized | Tagged , , , , , , , , | Leave a comment

Det slutter aldrig

Af François-Eric Grodin

Artiklen blev oprindeligt trykt i Mellom – Tidsskrift for omsett litteratur #2/2016

På Den norske forfatterforenings hjemmeside indledes en samtale i 2013 mellem Mette Karlsvik og Kjersti Annesdatter Skomsvold sådan her:

MK: Fra gigantisk roman til diktsamling. Og det med et års mellomrom. Forklar!

KAS: Jeg må gjøre det jeg ikke skjønner hvordan jeg skal få til. Så nå blir det dikt.

Hver gang jeg går i gang med en oversættelse, har jeg selv en følelse af at jeg ikke kan finde ud af det. At det er et umuligt projekt overhovedet at oversætte en tekst til et andet sprog. Som om mit jeg er en forhindring, at det kæmper med det første jeg, forfatterens, der har omsat sine tanker og sansninger til en tekst. Umuligheden i at se og sanse og tænke med det andets jegs syn og sanseapparat og tanker i det andets jegs naturlige habitat. Men jeg er nødt til at prøve at trænge derind, sætte mit jeg ind imellem den eksisterende tekst og den der venter, udfordre det andet jeg til holmgang. Nu, jeg tænker over det, kan jeg bedre lide det nynorske ord: omsetje. Det er noget oversætteren og forfatteren har tilfælles. Teksten skal ikke bare over en bro, føres så umærkeligt som muligt fra et sted til et andet. Nej, når det omsættes foregår der en handel, en udveksling, en transformation, en kemisk reaktion, en metabolisme som kræver en anden organisme, teksten skal ikke (bare) bæres over til det andet sprog på varsomme hænder, men føres igennem det aktivt oversættende jeg som bliver en katalysator for en nyopstået tekst. Og alligevel må jeg’et træde i baggrunden, forsvinde, glide ind i mørket, med færten af noget velkendt, noget hjemligt, en kerne, noget oprindeligt, en følelse af at være så tæt på en essens, sorgen, savnet, den forfinede, toptunede sansning.

Min motivation for at oversætte Kjersti Annesdatter Skomsvolds Litt trist matematikk var ikke at jeg synes det er verdens bedste digte, eller at jeg mener verden er et fattigere sted uden dem, eller at det var en nødvendighed for mig. Den er at jeg identificerer mig med hendes projekt, og er blevet ramt af det, i en grad som jeg sjældent har oplevet. Det er et egoistisk projekt for mig. Et kærlighedsprojekt, kunne man måske også kalde det. Kærlighed til det på forhånd uopnåelige i at ville beskrive noget fuldt ud, opdage at det ikke går, have en mistanke om at det måske slet ikke kan lade sig gøre, sige fandeme nej, jeg prøver sgu igen, ad en anden vej, en jeg ikke mestrer, måske frygter, for måske … måske vil det så lykkes, måske vil den anden form afdække den fulde helhed, måske vil den modstand tvinge mig til at tilsidesætte mit ego, slå en sprække i det igennem hvilken en ny vej, en ny frekvens, et anden dimension kan smutte igennem. Jeg gør det fordi jeg gerne vil følge med på den tur, på sidelinjen, følges med Kjersti, parallelt, i hver vores virkelighed, ad hver vores bugtede veje som af og til, tilfældigt, uforudsigeligt, pludseligt tager et sving ind mod hinanden, næsten rører hinanden, gennem en bog, gennem skrift. Følge med på den tur som prøver at genskabe urlyden, den tone som universet har, men hele tiden må nøjes med at plukke enkelte toner ud af den og lave melodier af dem. Var det urlyden jeg fandt der? Eller der? Nej, det er blot utallige variationer skabt på et forsvindende lille udsnit af harmonien, hele tiden lidt tættere på, hele tiden lige så langt væk.

Den første gang jeg mødte Kjersti Annesdatter Skomsvold, var i hendes anden roman, Monstermenneske. Det var også første gang jeg blev ramt af en så gennemgribende, rørende, nærmest rystende følelse af at blive set og forstået gennem papirsiderne i en bog. Jeg blev opfyldt, smittet af håbet der blafrede genstridigt i det mørkeste mørke, den smittefarlige kampånd, en sanselighed så stor at den fik et næsten voldeligt udtryk, så sårbart, hudløst, blottet, flået. Så den bog tager jeg meget personligt, så er det sagt. Jeg følte den var skrevet til mig (som det jo er med god litteratur), og jeg følte at jeg kendte forfatteren. Et følelse der kun blevet stærkere da jeg mødte hende i kød og blod.

Jeg talte med Kjersti om at skrive, og hvordan alting på en måde bare var der, hinsides ordene, om hvordan alt omkring os, verden, universet, stjernerne er ligeglade med at blive beskrevet, og vi mennesker, som har mistet denne umiddelbarhed, gennem sproget søger efter denne førsproglighed – i et projekt der er dømt til at mislykkes, for hvordan nærme sig det med sproget? Det er det jeg føler at Kjersti hårdnakket forsøger alligevel.

Monstermenneske slutter sådan her (i min oversættelse):

Jeg fortæller Ellisiv om bogens slutning, at jeg skriver og skriver og ikke kan finde ud at slutte af. ”Jeg kan ikke finde ud af at skrive en slutning,” siger jeg, ”for jeg får aldrig den slutning jeg gerne vil have.”

Af alt det farlige som findes inde i os selv, eller i himlen, eller på jorden, behøver vi måske ikke være bange for andet end det der aldrig er blevet sagt. Når alt er blevet sagt, kan vi være trygge, men heller ikke før. Så kan vi omsider være stille fordi vi ikke længere behøver at være bange for at tie. Så får vi endelig fred. Alt det farlige bliver til sidst noget vi kan grine af. Dette siger jeg kun til dig.

”Du får aldrig den slutning du gerne vil have,” siger Ellisiv.

Det bliver aldrig færdigt. Sådan læser jeg det. Vi vil aldrig kunne sige det hele, trænge helt ind til kernen med teksten, favne hele meningen. Vi er dømt til at prøve igen og igen og, i Kjerstis verden, til at leve med angsten. Det gælder også oversættelse. I min verden er det en evindelig frygt for ikke at fange nuancerne fuldstændig, finde den helt ”rigtige” oversættelse, frustrationen som heldigvis går over til sidst og går over i accepten af den iboende umulighed i at oversætte og udløser alle de små glæder når det punktvis lykkes – i en nærmest mystisk oplevelse.

Det var, som sædvanlig, med forventningen om de følelser, at jeg gik i gang med at oversætte Litt trist matematikk. Og efter at have råoversat to tredjedele, sad jeg undrende, og lidt forskrækket, tilbage og tænkte: Er det bare det? Jeg synes ikke jeg havde oversat, for sprogets melodi er så bekendt, den lader sig, i hvert fald i første omgang, så let overføre til den norske dialekt som vi vel lige så godt kan kalde dansk. Jeg forventede voldsomme udfordringer som jeg ikke mødte. Overser jeg noget? Har jeg slet ikke fattet hvad det vil sige at oversætte lyrik? Tvivlen nager stadig – og det er vel egentlig det den skal. Udfylde sin rolle som oversætterens bedste ven: Prøv igen, stil spørgsmål til teksten, afkræv den svar! Hvorfor skal det overhovedet oversættes, var et af modspørgsmålene som teksten provokerende stillede mig. Kan en dansk læser ikke lige så godt læse den på originalsproget? Nej. For selv om de fleste af os ville kunne læse den og forstå langt størstedelen, så vil der altid være et filter, et slør som holder læseren på afstand, en forstyrrelse af signalet som en mobiltelefonsamtale med hyppige udfald. Og jeg tror (men jeg er ikke sikker på) at lyrikkens nøgenhed og koncentration, dens så helt igennem personlige karakter vil gøre filteret endnu tykkere og få det til at flyde langsommere, så det ikke lader alle farver, smags- og duftnuancer trænge igennem, men holder på dem som residualluft der forbliver fanget i digtet. Så i modsætning til min oplevelse med oversættelsen af Monstermenneske og 33, tænker jeg at Litt trist matematikk skal stå og trække, modnes, at jeg skal vende tilbage til den flere gange og prøvesmage, tilsætte andre urter, ryste flasken forsigtigt, vente igen. Og måske opdager jeg til sidst at det første bud faktisk var meget tæt på.

Måske er sagen også den at jeg ikke fornemmer den forventede forskel på at oversætte KAS prosa og lyrik så voldsomt. Af to primære årsager: Som forfatter, og vel også som menneske, er Kjersti så permeabel. Det virker som om alle sanseindtryk forstærkes, accelereres i hende som i en partikelaccelerator, rummet der er for gult, væggene der lugter for stærkt og fremkalder billeder af katakomberne med deres morbide kraniedekorationer. Og jeg bliver i hvert fald meget påvirket af dette antennemenneskes omsætning af sine indtryk til sprog, de pulserer i den enkleste prosa, som de også gør det i hendes lyrik.

Den anden årsag er at det er den samme verden. Værkerne kredser alle om Matheas/Kjerstis/K’s/Lilits liv som en brænding, ikke to bølger er ens, men alle brydes på den samme strand. Og former den, forandrer den, tilsliber den. Kjerstis digtsamling er for mig en uadskillelig del af et forfatterskab som indtil videre kredser om det samme tema, om hende, som er variationer over hendes egen historie. Eller sagt med Kjerstis Einstein-citat på titelbladet til Monstermenneske: ”The only reason for time is so that everything doesn’t happen at once.” Og selv om hendes arbejde må underlægge sig tidens kronologiske nødvendighed, bliver de til forudsætninger for hinanden og påvirker hinanden i en tidsspiral hvor den næste tekst ikke bare er påvirket af den forrige, men også selv virker tilbage på den og forandrer den hvorefter den igen virker på det næste i en endeløs bevægelse der ophæver tidens kronologiske forløb.

Derfor vil jeg have det hele med. Derfor synes jeg det er vigtigt at hele forfatterskabet bliver oversat, om jeg så selv skal udgive det. Og jeg vælger indtil videre at tro at arbejdet med Kjerstis romaner har skærpet mit øre for hendes tone som derfor ikke lyder så forskellig endda i digtene. Men det vil vise sig når jeg har været sammen med dem i lidt længere tid. Det glæder jeg mig til at være.

På de næste sider kan du se side 52 fra den norske udgave af Litt trist matematikk efterfulgt af to versioner af min oversættelse: Den første er en råoversættelse inklusive en fejllæsning som jeg normalt aldrig ville vise nogen, og som jeg har markeret med en asterisk. Den anden er resultatet af den første af sandsynligvis mange gennemskrivninger inden jeg på et tidspunkt må bestemme mig for at slutte.

HÅPET ER SANT
—————–

ABEL – Paris/Oslo

[…]

Nakken hennes er ofte vridd, ansiktet vendt mot nord,
øyet lengst vekk er det jeg bør følge med på.
Øyet som er nærmest ser,
mens det lengst vekk tar seg av tenkningen.

Hun nekter å bli kjent med meg, vil ikke at mennesker skal forstyrre henne,
samler insekter i den lunke karmen, klrer ikke reise seg fra senga,
noen morgener finner jeg henne der, famlende under dyna etter angstens midtpunkt,
eller vendepunkt, redd for dette hun skriver, og rommet er så gult,
det lukter for sterkt av veggene, hun tenker på katakombene bak tapetet,
dekorasjonene av hodeskaller, at rommet av tanker er uendelig, evig, inni den begrensede skallen
er det et uendelig rom, hun spør om det lukter likt i mitt univers,
om det lukter bark av stjernene mine?

Hun stirrer på alle som løper, men hun ser dem ikke som prikker,
som blir mindre og mindre mot horisonten, som en kunne regne med, tvert imot,
de blir uutholdelig store, hun hører heseblesende pust i det venstre øret,
som forsvinner ut av det høyre, i-land-menneskers løping,
lettsindig og meningsløs, hun spør om jeg også bliver svimmel.

A.

HÅBET ER SANDT
——————-

ABEL – Paris/Oslo

[…]

Hendes nakke er ofte drejet, ansigtet vendt mod nord,
det øje der er længst væk, er det jeg bør følge.
Det øje der er nærmest, ser,
mens det længst væk tager sig af tænkningen.

Hun nægter at lære mig at kende, vil ikke have at mennesker skal forstyrre hende,
samler insekter i den lunkne karm, magter ikke at rejse sig fra sengen,
nogle morgener finder jeg hende der, famlende under dynen efter angstens midtpunkt,
eller vendepunkt, bange for det hun skriver, og rummet er så gult,
lugten fra væggene er for stærk, hun tænker på katakomberne bag tapetet,
dekorationerne af hovedskaller, at tankernes rum er uendeligt, evigt, inde i den begrænsede skal
er der et uendeligt rum, hun spørger om der lugter af det samme i mit univers,
om der lugter af bark fra mine stjerner?

Hun stirrer på alle der løber, men hun ser dem ikke som prikker,
som bliver mindre og mindre mod horisonten, en man kunne regne med*, tværtimod,
de bliver uudholdeligt store, hun hører hæsblæsende åndedrag i det venstre øre,
som forsvinder ud af det højre, i-landsmenneskers løb,
letsindigt og meningsløst, hun spørger om jeg også bliver svimmel.

B.

HÅBET ER SANDT
——————-

ABEL – Paris/Oslo

[…]

Hendes nakke er ofte drejet, ansigtet vendt mod nord,
det øje der er længst væk, er det jeg bør følge.
Det øje der er nærmest, ser,
mens det længst væk tager sig af tænkningen.

Hun nægter at lære mig at kende, vil ikke have at mennesker skal forstyrre hende,
samler insekter i den lunkne karm, magter ikke at rejse sig fra sengen,
nogle morgener finder jeg hende dér, famlende under dynen efter angstens midtpunkt,
eller vendepunkt, bange for det hun skriver, og rummet er så gult,
væggenes lugt for stærk, hun tænker på katakomberne bag tapetet,
udsmykningen med hovedskaller, at tankernes rum er uendeligt, evigt, inde i den begrænsede skal
er der et uendeligt rum, hun spørger om der lugter ligesådan i mit univers,
om mine stjerner lugter af bark?

Hun stirrer på alle dem der løber, men hun ser dem ikke som prikker
der bliver mindre og mindre mod horisonten, som man kunne forvente, tværtimod,
de bliver ubærligt store, i det venstre øre hører hun hæsblæsende åndedrag
som forsvinder ud af det højre, i-landsmenneskers løb,
letsindigt og meningsløst, hun spørger om jeg også bliver svimmel.

Posted in Om enkelte værker/forfattere, Oversættelsesteori og -debat | Tagged , , , , | Leave a comment

Månedens oversætter: Naja Møllmann-Ibsen

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Jeg har flakket meget, hvad arbejde og studier angår, og blev først færdig med min uddannelse, da jeg nærmede mig de fyrre. Mit første studievalg var tegnsprogstolkeuddannelsen, som jeg tog orlov fra efter første år (havde man som i Sverige kunnet læse tegnsprog på universitetet, var jeg nok gået videre med dét). Tre år senere søgte jeg så ind på danskstudiet – som desværre skuffede fælt. På det tidspunkt var jeg blevet interesseret i oversættelse og overvejede at skifte til engelsk, men endte med at vælge nederlandsk. Det var et meget pragmatisk valg: For det første håbede jeg, at det ville være lettere at få foden indenfor som oversætter med et sprog med langt færre kandidater end fra engelskstudiet; for det andet havde jeg ingen særlige forventninger til studiet og var derfor ikke så bange for at blive skuffet. At det lige blev nederlandsk, var nok ikke helt tilfældigt – jeg havde bevaret kontakten med hollandske venner, jeg havde mødt på en rejse 14 år tidligere, men vi havde nu aldrig talt andet end engelsk med hinanden. Jeg blev meget positivt overrasket over studiet og blev bidt af både sproget og faget. Efter bachelordelen valgte jeg dog at tage en overbygning i sprogpsykologi, og det har jeg aldrig fortrudt, for der lærte jeg en masse om formidling, som jeg senere har brugt som sprogunderviser, og jeg tror, at sprogpsykologien også har betydet meget for hele min tilgang til oversættelse.

Det lykkedes mig at få flettet et halvt års studieophold i Amsterdam ind i overbygningen, og i forlængelse af opholdet deltog jeg i et intensivt 14-dages workshopkursus i Utrecht og Antwerpen om oversættelse fra nederlandsk til dansk. Det var enormt givende for en oversætter in spe, og det gav mig inspiration til mit speciale, der kom til at handle om gruppearbejdes indflydelse på kvaliteten af den enkeltes oversættelse.

Da jeg blev færdig med uddannelsen, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle få hul på det med at oversætte, så i første omgang begyndte jeg at undervise i nederlandsk på Studieskolen. Men efter et års tid var jeg så utrolig heldig, at Aino Roscher, som jeg havde mødt på oversættelseskurset (og som sammen med Niels Brunse venligt havde bistået mig med evalueringen af de oversættelser, der indgik i mit speciale) anbefalede mig til Borgens Forlag, der skulle have oversat en ungdomsroman, hun ikke selv havde tid til. Det vil jeg altid være dybt taknemmelig over, for sådan kom jeg i gang.

Men selvom jeg nu har arbejdet med litterær oversættelse i 14 år, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde bliver ’færdiguddannet’, for det kan jo altid blive bedre.

Og hvorfor så oversættelse? Som barn drømte jeg om at blive astronaut eller undervandsarkæolog (nej, Jacques Cousteau filmede skam ikke forgæves!), men jeg læste også temmelig mange bøger, som jeg slæbte hjem fra Vanløse Bibliotek og forsvandt i. Det fantastiske ved evnen til at læse er, at den ikke kan aflæres igen – når man først har lært at læse, ’fanger’ ordet. Jeg var (og er) dybt fascineret af det magiske ved skrift – at man kan skabe billeder, stemninger, tanker, følelser og hele verdener blot ved hjælp af nogle små sorte krøller på hvidt papir. Det ønskede jeg også at kunne, så de andre eventyrlige drømme veg for drømmen om at skrive mine egne ord. Konkret udmøntede det sig i, at jeg som 13-årig begyndte at skrive digte på min farfars gamle Remington-skrivemaskine, en blytung, grågrøn sag med et sort-rødt farvebånd, der kunne spoles tilbage, og en slæde, der sagde ’ding’, når det var tid til linjeskift. Da maskinen var amerikansk, havde den hverken æ, ø eller å. Til sidstnævnte brugte jeg a-tasten og tilføjede bagefter bollen med kuglepen. Den metode gav af og til mine noget ubehjælpsomme digte et utilsigtet kreativt anstrøg; hvis jeg glemte at sætte bolle et sted, resulterede det i vendinger som ”universets skrivende and”. (Den dag i dag har jeg tendens til at taste a for å, når jeg bliver træt). Jeg blev ikke digter, men jeg lever af at skrive ord, som jeg i stor udstrækning selv vælger. Måske er arbejdet som litterær oversætter det nærmeste, man i praksis kommer det at være forfatter uden at være det af navn. Det føles i hvert fald ofte sådan.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Generelt: Tekster, der er velskrevne – og ikke mindst velredigerede – og som jeg har lyst til og føler mig rustet til at oversætte (eller finder det fristende at prøve kræfter med). Jeg oversætter både fiktion, nonfiktion, graphic novels og tegneserier, og selvom læseren i mig nok foretrækker romaner, rummer hver eneste tekst jo sine uforudsete udfordringer i form af syntaktiske særheder, indholdsmæssig inkonsekvens, realiaproblemer og lignende – og sine positive overraskelser, når de to sprog pludselig går op i en højere enhed, eller man får indsigt i emner, man intet anede om i forvejen. Det er særlig spændende at arbejde med tekster, der foregår i en anden tid, fordi jeg så skal finde alle mulige gamle ord for ting, der ikke længere findes eller bruges – fra landbrugsredskaber og skibstyper til klædedragter og – oh, skræk! – madretter.

Ofte er der en forholdsvis lang fase, hvor jeg tænker: ”Det her kommer aldrig til at fungere,” og hvor teksten er fuld af alle tænkelige løsningsmuligheder adskilt af tusind skråstreger, fordi jeg ikke kan beslutte mig for, hvad jeg skal vælge, men på et tidspunkt afløses den fase af en anden, hvor jeg kan mærke, at jeg begynder at pejle mig ind på den endelige version af teksten, indtil oversættelsen (oversætteren?) omsider træder i karakter, og der kommer en helstøbt tekst ud af det.

Et andet svar kunne være: den rigtige tekst på det rigtige tidspunkt. Det er dejligt at have tid til fordybelse, hvis man arbejder med en svær tekst. På den anden side kan det være godt med lidt afveksling, hvis hjernen begynder at køre i tomgang. De sidste fem-seks år har jeg løbende oversat historier til Anders And & Co., og når jeg er i gang med en større litterær oversættelse, er det ofte et kærkomment afbræk at sidde med et par overskuelige ’andehistorier’, som kan laves på få timer. Der er jeg meget mere frit stillet som oversætter, da det vigtigste er, at teksten fungerer i taleboblerne – det er med andre ord tilladt at hugge en hæl og klippe en tå. Derudover skal man overholde de få uskrevne regler, der gælder for Andeby-universet (ingen bandeord, ingen sex, ingen alkohol, ingen religion), men inden for de rammer er der plads til en masse leg med sproget. Jeg er især glad for Joakim von And, der med sin fortid som guldgraver i Klondike efterhånden må være en temmelig bedaget herre, som man derfor kan lægge lidt mere gammeldags udtryk i næbbet på (kanalje, tølper, skarnsknægt!). Udtryk som Gisp!, Gulp!, Uak!, Suk! og Grrr! er jo faste ingredienser, men der er plads til en del kreativ leg, når det gælder egennavne, stednavne og lydord – og navnene på Georg Gearløs’ mange opfindelser.

Derudover er jeg ret glad for at arbejde med (rimede) vers, når jeg støder på dem.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Det er svært at svare på, for der har været mange spændende opgaver, og jeg lærer noget nyt hver gang. Ray Kluuns En slags kærlighed krævede stor sproglig opfindsomhed pga. den rappe og humoristiske dialog; Douwe Draaismas Hvorfor livet går hurtigere, når man bliver ældre var researchmæssigt krævende pga. de mange fag- og skønlitterære citater; og Stephan Enters Spil var en udfordring stilistisk … Men jeg har nok en svaghed for to af ’mine’ flamske forfattere, Annelies Verbeke og Jan De Leeuw, som begge arbejder meget stringent med sprog og komposition og mestrer den subtile humor.

Hidtil har jeg kun oversat nulevende forfattere, og det er en naturlig del af min arbejdsproces at kontakte forfatteren, som jeg altid ender med at have en del spørgsmål til. Heldigvis er de fleste forfattere villige til at gå i dialog om teksten, og korrespondancen med dem er med til at øge min forståelse af, hvor de ’vil hen’ med teksten. I enkelte tilfælde har det også forhindret pinlige fejloversættelser, så den kontakt er vigtigt – også for min glæde ved arbejdet med bogen. Af og til kan der være andre omstændigheder ved arbejdet, som giver skår i glæden, f.eks. en redaktør uden sans for bogen (det er heldigvis sjældent!) eller en stram deadline, når man har sagt ja til for meget. Med det in mente må den bog, jeg har været gladest for at arbejde med, være Jan De Leeuws ungdomsroman Af kød og blod, dels fordi jeg – ud over glæden ved at arbejde med en god tekst – havde et vældig godt samarbejde med ham om oversættelsen, og dels fordi det var den første bog, jeg udgav på mit eget forlag, og jeg derfor havde det sidste ord at skulle have sagt mht. både oversættelsen og alt det øvrige, man normalt ikke har indflydelse på som oversætter.

Bedste oversættelse du har læst?

I det meste af mit læsende liv har jeg som så mange andre ikke hæftet mig ved, hvilket navn der stod med småt på titelbladet, endsige siddet og sammenlignet oversættelsen med originalen, så ’den bedste oversættelse’ kan i princippet være en hvilken som helst oversættelse, jeg har læst. Derfor bliver det let til et spørgsmål om ’bedste (oversatte) bog’ i stedet, og der er der jo uendelig mange bøger, som jeg har været glad for at få mulighed for at læse på dansk. Om de gode oplevelser så mest skyldes forfatterne eller oversætterne, kan jeg set i bakspejlet ikke afgøre, men jeg vælger at tro, at det er den gode kombination af begge, der gør udslaget. Hvis jeg skal nævne en oversat bog, der har gjort indtryk, så må det blive den første rigtige voksenroman, jeg læste. Det var John Steinbecks Øst for paradis, oversat af Elsa Gress og Mogens Knudsen. Jeg var 13 år, læste den på to-tre uger i spisefrikvarteret i skolen og græd, da jeg blev færdig med den – ikke over slutningen, men fordi den var slut. (Nogle år senere så jeg filmatiseringen af den i Vanløse Bio og blev dybt skuffet over, at to af romanens vigtigste personer slet ikke var med i filmen). Jeg vil også nævne en anden bog, der gjorde stort indtryk på mig som ung, nemlig Mælkebøttevin af Ray Bradbury, oversat af Arne Herløv Petersen. Jeg glemmer aldrig 12-årige Douglas Spauldings sprudlende sansning og erkendelse af at være i live! Og den bog fik mine øjne op for resten af forfatterskabet – et bekendtskab, jeg nødig ville have været foruden.

Hvor oversætter du?

I stuen i vores toværelses lejlighed på fjerde sal på Nørrebro med udsigt over tagene og en metrobyggeplads, hvor små grønklædte mænd (”Næh, se!”) myldrer rundt over og under jorden, og en talentfuld kranfører styrer stålgiganten i minutiøs koreografi mellem husene (når han ikke lige sidder og læser tegneserier). Eller i stuen i vores hus (læs: hytte) i de smålandske skove med udsigt til de stenfyldte bakker, som isen efterlod, hvor gran og birk kæmper om pladsen (1-0 til granerne), og traner på træk slår sig ned, rådyr bjæffer i skoven, musvitter æder vores bier, kantareller godvilligt lader sig fange, og sjælen – og som det ses: sætningerne – kan strække sig.

Og alle mulige andre steder, når jeg går og tygger på ord.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det

Uanset hvor tit jeg støder på dem – og det er tit – har jeg næsten altid problemer med de nederlandske ’smileverber’ og i særdeleshed verbet ’grijnzen’ og det tilhørende substantiv ’grijns’, som kan betyde alt fra et hånligt grin og et bredt smil til en grimasse. Ligeså med verbet ’fronsen’, som har at gøre med at rynke brynene/få en rynke i panden/se bekymret eller betænkelig ud. Det er frustrerende (og misundelsesværdigt!), at noget, der på dansk kræver vendinger som ’sagde han med et smørret grin’, kan udtrykkes med to ord på kildesproget. Men så må man jo hver gang prøve at vælge det rigtige udtryk fra den danske palet og håbe, at man ikke vælger en nuance, der misfarver originalen.

Et andet problem kan være ordspil, der ikke kan oversættes direkte. I Annelies Verbekes roman Sov! fortæller den mandlige hovedperson Benoit om en samtale med den kvindelige hovedperson Maya. De taler om dyr, og hun hævder, at hun engang har ført en samtale med en tyr. Da han spørger hende, hvad de så talte om, svarer hun ’koetjes en kalfjes’. Sidstnævnte er en fast vending, der betyder ’stort og småt’ eller ’løst og fast’, men den bogstavelige betydning af udtrykket er ’køer og kalve’. Da romanen handler om ulykkelige, rodløse mennesker, giver denne dobbelttydighed yderligere association til det at længes efter en partner/et familieliv. Hvordan får man alt det med på dansk, når det samtidig skal lyde morsomt? Jeg lagde hovedet i blød og blev klar over, hvor mange danske udtryk der findes, hvori dyr indgår (slangen i paradiset, stædig som et æsel osv.). Efter nogle dage endte jeg med at vælge nedenstående løsning – ikke mindst inspireret af, at Maya lider af søvnløshed og flakker rundt i byen om natten:

Ze beweerde bij hoog en bij laag dat ze ooit een conversatie had gevoerd met een stier.

‘Waarover?’ vroeg ik geamuseerd.

‘Ach, koetjes en kalfjes,’ zei ze.

 

Hun svor højt og helligt på, at hun engang havde ført en samtale med en hane.

Det lød morsomt, og jeg spurgte: “Hvad snakkede I om?”

“Om at gå i seng med hønsene,” sagde hun.

Endelig er der realiaproblemerne. Da jeg oversatte Wouter van Mastrichts historiske thriller Spansk ild, der foregår i 1600-tallet, kom jeg vidt omkring i datidens munkeordener, fæstningsværker, klædedragter, skibstyper og ikke mindst våben. På et tidspunkt bryder nogen ind i et våbenarsenal fyldt med alskens våben, og en af sætningerne lyder:

Der lå også stabler af lanser og hellebarder, armbrøster, som næsten ikke længere blev brugt, og endda [een ganzenroer], et jagtgevær med et løb, der var over to meter langt.

Dette famøse gevær kunne jeg finde masser af billeder af på nederlandske hjemmesider, men hvad hed sådan et på dansk? Direkte oversat lød navnet som et ’gåserør’ eller ’gåseløb’, men heller ikke søgninger på variationer med ’gåse-’ gav noget resultat mht. en dansk betegnelse. Derfor kontaktede jeg Tøjhusmuseet, som i første omgang oplyste, at de ikke længere havde nogen informationstjeneste som sådan, men jeg kunne da lige prøve at ringe til det her nummer … Jeg ringede til nummeret, indtalte en besked og blev kort efter ringet op af en meget venlig mand (jeg mener, hans navn var Jørgen Walseth), som ud fra min beskrivelse af geværet straks udbrød, at det jo måtte være et svanegevær. Jeg takkede mange gange og skulle til at ringe af, men inden da fik jeg lige en bonushistorie om Christian 4.s svanejagter på Amager: Dagen før jagten blev der sendt folk ud i både på Køge Bugt for at genne fuglene nordpå, så kongen med følge kunne skyde op til 30-40 svaner den følgende dag. Sic!

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Udover det indlysende – at have et godt kendskab til både kilde- og målsproget – må det være:
Velskrevne originaltekster. (Jeg ved godt, at en dårlig kildetekst, der oversættes loyalt og akkurat til en lige så dårlig måltekst, principielt kan kaldes en ’god’ oversættelse, men vi ved bedre, ikke?)

Evne og fysik til at sidde stille i mange timer ad gangen. (Seriøst!)

Evnen til at tvivle og lade tvivlen komme teksten til gode – både kildeteksten og målteksten (alverdens ordbøger kan kun hjælpe en, hvis man slår op i dem).

Overblik over sætningen/afsnittet/kapitlet/bogen – altså helhedssyn frem for tunnelsyn (eller evnen til at veksle mellem dem).

Et varieret dansk ordforråd erhvervet gennem varieret læsning. (Løsning af krydsogtværser kan også anbefales – hvor lærer man ellers ord som sarg og pløs og laf?)

Sans for samspillet mellem det semantiske, det rytmiske og det klanglige.

Blik for konnotationer, både de tilsigtede og de utilsigtede.

Tålmodighed og tid til at dyrke ovenstående.

Bevidsthed om sprogets forgængelighed.
Dialog med forfatteren, hvis det er muligt.
En engageret redaktør, der finder alle de svage punkter i oversættelsen. Og lidt til.

Og nok så vigtigt: at der til stadighed findes jo-sigere* i verden, og at man kan finde dem (det kan kræve en vis stædighed, for der bliver færre og færre af dem i disse Google-tider).

 

* En jo-siger er en person, der adspurgt om, hvornår NN blev konge i land A, svarer: ”Det var jo i [årstal], lige efter hans korstog til land B, hvor X blev slået ihjel af hærfører Y, og land C allierede sig med land D mod NN’s far, som jo havde været konge, siden kong Z døde …” Varianter med da i stedet for jo forekommer også (måske er joda en mere oplagt betegnelse?), men det væsentlige er, at det lille ord viser, at vedkommende har brugt år på at samle viden om emnet og anser denne viden for naturlig og nødvendig. Nogle kalder den type mennesker for nørder. Jeg kalder dem uundværlige.

Posted in Månedens oversætter | Tagged , , , , , , , , | Leave a comment

DOF’s Ærespris til Erik Skyum-Nielsen (3. del): Oversætterens Eufori

Af Erik Skyum-Nielsen

Takketale ved modtagelsen af Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2017

Folk, som i disse år modtager priser og statuetter og derfor kommer i den lykkelige situation at skulle takke for dem, plejer at stille sig op og sige: ”Jeg er selvfølgelig glad og stolt, men jeg også meget, meget ydmyg.” Det er, som om de midt i al æren allerhelst vil krybe i det nærmeste musehul. Men skønt det står skrevet, at Jesus sagde, at den, som ydmyger sig, skal ophøjes, føler jeg, at det ville være både skabagtigt og uhøfligt, hvis jeg prøvede at gøre mig lille, når nu Dansk Oversætterforbund, for midler fra Projektstøtteudvalget hos Statens Kunstfond, har bidraget til at gøre min ære større. Så i stedet for at lægge mig fladt ned og krybe hen ad gulvet i Islands Ambassade, hvor man vil lede forgæves efter et musehul, kunne jeg tænke mig at komme med et bidrag til den litterære oversættelses fænomenologi ved at stille spørgsmålet: Hvad føler en oversætter, mens han oversætter?

For det første: Intimitet og produktiv identifikation. Man kommer utrolig tæt på et andet menneske, deler dets tanker og forsøger at gøre dem til sine egne, idet man prøver at fragte dem nogenlunde intakte over i sit eget sprog. Man gør sig til part i en art envejssamtale, gør sine hænder og ord til redskaber for et andet sind og deltager i en proces, som på én gang er produktiv og reproduktiv, skabende og genskabende. Når det lykkes, er det en stille fryd.

Men det er for det andet også temmelig ensomt. Det kræver udelukkelse, indelukkethed, afsondret koncentration og ro. Man må ikke og kan heller ikke tænke på andet eller på andre imens, og det går slet ikke an at tænke på tiden, det tager, og lønnen, man får eller nogle gange slet ikke får. De eneste tilladte svinkeærinder i tanken er dem, teksten sender én ud på; disse kan til gengæld også indimellem få karakter af hele astralrejser.

Men har oversætteren på denne måde bragt sig i en tilstand, hvor han kan være alene med sig selv og sit arbejde, opstår der for det tredje en følelse, som jeg vil kalde en stemthed eller bevægethed. Man er i ordets, i sprogets magt og kan ligesom høre, hvad man skal skrive. I visse tilfælde, f.eks. under oversættelse af Gyrðir Elíassons prosa eller digte af Gerður Kristný, bliver følelsen af at blive bevæget så kraftig, at man kan tale om en førelse eller forlokkelse, som når folk i gamle dage blev bjergtaget af ellefolk.

Denne oplevelse kan for det fjerde undertiden ligefrem stige til en eufori, en ekstase, som er græsk og betyder ’at stå uden for sig selv’, sådan som en oversætter netop har det, når han går ud af sit gode sprog og pludselig kan skrive et eller andet på dansk, som dette sprog aldrig er blevet brugt til før.

Men modsat kan euforien og ekstasen for det femte slå om i en sorg eller et savn, en voldsom indre frustration ved ikke at kunne knytte kontakten mellem de to sprog, et raseri ved ikke at kunne ”komme igennem” til de områder af dansk, som kildeteksten appellerer til. Jeg husker således en helt igennem ækel bundfrustreret sommeruge i 1988, da jeg havde lånt et sommerhus og kom mørbanket hjem med 25 (ikke særlig gode) sider af en roman af Thor Vilhjálmsson. Det var slemt, ikke mindst fordi jeg havde netop ham at takke for, at jeg tilbage i 1976 kom i gang med at oversætte islandsk litteratur.

Min gamle ven pastor Rögnvaldur Finnbogason fortalte, at distriktslægen i Stykkishólmur på Snefjeldsnæs – den lange fjeldklædte halvø mod vest, hvor der ifølge en fransk forfatter findes en (ganske vist noget ubekvem) nedstigning til jordens indre – engang i sin konsultation blev opsøgt af en bonde, der klagede over, at han led så forfærdeligt af hæmorider. Lægen gjorde ham opmærksom på, at det kunne blive en smertefuld operation, og de aftalte, at bonden skulle vende tilbage, hvis det blev værre. Lægen hørte imidlertid ingenting, så da de som vanligt mødtes ved indsamlingen af får i slutningen af september, spurgte han selvfølgelig bonden, hvordan det gik med hans hæmorider. Bonden svarede: ”Nå, dem. Dem kurerede jeg ved at smøre snustobak på, men det værste er, at jeg ikke kan holde op igen.”

Sådan har jeg det også. Jeg begyndte at oversætte islandsk litteratur, fordi jeg ikke kunne udholde savnet af Island og islændingene. Og det værste eller det bedste er, at nu kan jeg ikke holde op igen.

 

 

Posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere, Uncategorized | Tagged , , , , , , , , | Leave a comment

DOF’s Ærespris til Erik Skyum-Nielsen (2. del)

Flere rosende ord til Erik Skyum-Nielsen ved prisoverrækkelsen, fra redaktørerne Rikke Kühn Riegels og Sune De Souza Schmidt-Madsen, samt fra Einar Már Guðmundsson.

Kære Erik,

Først og fremmest skal du have et rigtig hjerteligt tillykke fra mig. Selvom vi ikke har kendt hinanden så længe, er det mig en stor ære at få lov at holde denne tale for dig i dag. Jeg kom til Lindhardt og Ringhof så sent som i sommers, hvor jeg blev kastet hovedkulds ud på den mest fantastiske rejse, nemlig turen hele vejen gennem Einar Már Guðmundssons forfatterskab. Og det var her, jeg lærte dig at kende, for det var nemlig også en rejse gennem dit oeuvre som oversætter gennem de sidste 35 år. Du havde sat dig for at revidere alle de gamle oversættelser, og jeg havde sat mig for at samle alle de løse ender – dem var der i sagens natur en del af. Der var stunder, hvor det virkede noget nær umuligt, men se nu, hvor vi står på denne solskinsdag i marts!

Det var jo egentlig Sune De Souza Schmidt-Madsen, redaktionschef for Dansk Skønlitteratur på Lindhardt og Ringhof, som skulle have holdt denne her tale, men da han er udenbys, har jeg lovet ham at overbringe dig en hilsen:

 

Kære Erik,

Tillykke med prisen, det er så utrolig velfortjent.

Jeg er ked at jeg ikke kan være der til at fejre dagen med dig, men jeg befinder mig netop nu i Skørping for at holde foredrag om Karen Blixen op til Ordkraft.

Jeg kan jo sige med stor fornøjelse, at du er den eneste oversætter jeg har ”i stald”, hvis vi må bruge den slags ord. Normalt beskæftiger jeg mig jo kun med dansk skønlitteratur, men i 2009 var jeg så heldig at blive en del af den dynamiske duo, Einar Már Guðmundsson og Erik Skyum-Nielsen.

Det er et samarbejde, som jeg gennem de sidste otte år har nydt. Det er jo ikke altid, at man kan sige sådan om arbejdet som redaktør, men her er det faktisk sådan, at jeg nærmest betragter vores samarbejde som en slags frikvarter i en ellers stresset hverdag.

Årsagen er simpel: Det arbejde du leverer er – hver evig eneste gang – så pletfrit, at man som redaktør fryder sig over læsningen og tænker: ”Orv, det var en god løsning, den kunne jeg ikke selv have fundet på!”

Især har jeg nydt samtalerne mellem dig og Louise Ardenfeldt Ravnild, som læser korrekturen – en sølle amatør som mig kan ikke engang gengive halvdelen af de grammatikalske spidsfindigheder I diskuterer, jeg sidder nærmest som en tennisdommer og følger serven gå fra højre mod venstre og tilbage igen og glæder mig over at være i selskab med så begavede og dygtige mennesker.

Det næste jeg vil rose, er din usædvanlige ildhu og din vedholdenhed. Siden den allerførste digtsamling så dagens lys, har du oversat Einars bøger og gjort dem tilgængelige for danske læsere. Da vi sidste år genudgav Einars samlede værker, gennemgik du oversættelsen af alle 20 bøger! Og det var ikke småting, der blev ændret; det var virkelig en grundig revision, et Herkulesarbejde uden lige. Jeg troede aldrig du ville blive færdig til tiden, men det gjorde du. Og så oversatte du lige en novellesamling, som aldrig havde været oversat før og skrev et supplementsbind – Einars univers – en lille afhandling om Einars forfatterskab og en bedre introduktion kan næppe tænkes. Dit overskud er imponerende og det er en gave for en forlægger.

Men det, der gør dig helt speciel – og uundværlig på bogscenen i Danmark, er jo ikke kun dine meritter som oversætter, men også dit kæmpe lobby-arbejde for litteraturen. Det var dig, der i sin tid “spottede” Einar, og det var faktisk ikke mig, der fandt dig – det var den anden vej rundt: Borgens Forlag gik gennem trange tider, og så dukkede du op på Informations Forlag med Hvidbogen, som blev den første titel, jeg antog i min karriere som redaktør. Hvidbogen handlede om finanskrisen på Island, og du ikke bare oversatte bogen, du fandt også både et ”forlagshjem” og en redaktør til den. På den måde får du tingene til at ske – om det så handler om bøger, der skal oversættes og udgives, forelæsninger eller anmeldelser. Din dobbelte – eller tre-firdobbelte rolle, som forsker, kritiker, oversætter og bogkriger – eller bogelsker, og det er nogle gange det samme – er højst usædvanlig og gør dig fuldstændig uundværlig.

Men det bedste af det hele er jo nok, at du samtidig er så helt utroligt godt selskab – Jeg glemmer aldrig da du og Einar tog Bogforum med storm og med knyttet næve sang ”Sådan er kapitalismen” for 200 fremmødte læsere i Forum, eller din blændende optræden på ambassaden i efteråret, hvor du kunne fortælle om, hvordan du lærte Einar at kende – en historie der begyndte med et par underbukser i et møntvaskeri. Vores samtaler om litteratur har strakt sig over otte år med kaffe og frokoster og jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet – måske allerede lige om lidt, for Einar har lige skrevet – han er på vej til Kina, hvor Hundedage er udnævnt til Århundredets Bedste Roman, og med i tasken har han et spritnyt manuskript!

 

Det var ordene fra Sune og her til sidst vil jeg overbringe dig endnu en hilsen fra Einar selv, som blev så glad over at høre, at Æresprisen i skulle gå til dig:

Erik er ikke bare en god oversætter, og god til begge sprog, mit islandske og sit danske. Det vigtige er jo ikke mindst hans eget sprog. Han har så dyb forståelse for litteraturen og så rig indlevelse, nuancer bliver til tolkninger, misforståelser til endnu mere forståelse, historier og humor. Erik har også en ærlighed overfor litteraturen, hans varemærke, no bullshit som vi siger, ingen undskyldninger, ja et tæt forhold til det fundamentale. En slags Sagalærdom! Erik fylder en stor plads i mine erindringer, og det er gode erindringer, og de vil få sin plads i ordenes univers. Til hamingju!

 

Tillykke Erik! Fra Sune, Einar og ikke mindst fra mig.

Posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere, Uncategorized | Tagged , , , , , , , , | Leave a comment

Udeladelser 2017

Politiken, den 1. februar, 2017. Anmeldelse af Obamas taler 2008-2016, People’s Press. Den udeladte oversætter: Uffe Gardel.

Politiken, den 2. februar, 2017. Anmeldelse af Linda Knausgårds Velkommen til Amerika, Lindhardt og Ringhof. Den udeladte oversætter: Charlotte E. A. Glahn.

Politiken, den 3. februar, 2017. Anmeldelse Ófeigur Sigurdssons En roman om Jon og hans breve til sin gravide kone, da han opholdt sig i en grotte hen over vinteren og forberedte hendes ankomst og de nye tider, Gyldendal. Den udeladte oversætter: Rolf Stavnem.

Politiken, d. 10 februar: Anmeldelse af Tim Parks På sporet af Italien. Med tog fra Milano til Palermo, C&K Forlag. Den udeladte oversætter: Thomas Harder.

Kulturxpressen.dk, d. 3. marts, 2017. Anmeldelse af Geir Gulliksens Historie om et ægteskab, C&K Forlag. Den udeladte oversætter: Sara Koch.

Litteratursiden.dk, d. 15. marts, 2017. Anmeldelse af Dag Solstads Generthed og Værdighed, Rosinante. Den udeladte oversætter: Sara Koch.

Kristeligt dagblad, d. 24. marts, 2017. Anmeldelse af nyoversættelsen af Oscar Wildes Billedet af Dorian Gray, Gyldendal. Den udeladte oversætter: Karen Dinesen.

Berlingske, d. 24. marts, 2017. Anmeldelse af Åsne Seierstads Tø Søstre – Jihad-brude i kalifatet, Gyldendal. Den udeladte oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt.

JydskeVestkysten, d. 26. marts, 2017. Anmeldelse af Yrsa Sigurðardóttirs Hævn, Lindhardt og Ringhof. Den udeladte oversætter: Nanna Kalkar.

Posted in OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK | Leave a comment

DOF’s Ærespris til Erik Skyum-Nielsen

Babelfisken bringer de taler der blev holdt ved overrækkelsen af Dansk Oversætterforbunds Ærespris til Erik Skyum-Nielsen den 22. marts 2017

Vi starter her med først medlem af DOF’s bestyrelse, Kim Lembek, dernæst Islands ambassadør i Danmark, Benedikt Jónsson

Erik Skyum-Nielsen, Benedikt Jónsson, Kim Lembek

Kære gæster!

Det er mig en stor glæde på vegne af bestyrelsen for Dansk Oversætterforbund at kunne byde alle hjerteligt velkommen til overrækkelsen af Dansk Oversætterforbunds Ærespris (også kaldt DOF’s Store oversætterpris, når vi har brug for at booste selvværdet).

Æresprisen er en hæderkronet pris, som siden 1945 er blevet tildelt en lang række af landets ypperste oversættere ved en årlig prisoverrækkelse. Og selv om DOF virkelig har så helt ufattelig meget at give, så må uddelingen af Æresprisen siges at være et af Forbundets flagskibe. Prisen er – som der stod på prøv lykken-kortet om modtagelsen af Matadorlegatet – på stor 75.000,- kr. – og er ligesom matadorlegatet skattefrit.

Prisoverrækkelsen ville ikke kunne lade sig gøre uden en hjælpende hånd – så lad os få overstået rulleteksterne: En stor tak fra DOF’ bestyrelse til: Statens Kunstfond: Afsat midler til prisen, Kulturstyrelsen: Finansiering af traktement – og ikke mindst Den islandske ambassade, som leverer disse perfekte rammer til dagens prisoverrækkelse.

For DOF’s Ærespris for 2016 tilfalder nemlig oversætter Erik Skyum-Nielsen. Erik tildeles prisen for i mere end fyrre år at have beriget den dansksprogede litteratur med en lang række islandske værker, til stor glæde for både Island og et litteraturelskende dansk publikum. Prismodtageren er om noget et levende bevis på, at oversættelse er en form for kulturel byttehandel.

Men dagen i dag er ikke kun vigtig for prismodtageren og DOF. Den markerer også en officiel blåstempling af oversættelseskunstens helt naturlige plads i det kulturelle landskab.

Dagens oversætter er en rigtig prissluger. Tildelingen af Dansk Oversætterforbunds Ærespris ligger i smuk forlængelse af, at Erik i 2015 modtog en fornem islandsk kulturpris, som uddeles til en oversætter, ”som har medvirket til at udbrede kendskabet til islandsk litteratur uden for landets grænser” og i 2016 blev tildelt Den Letterstedtske forenings nordiske oversætterpris. I en vis forstand bliver en oversætter også en del af sit eller sine kildesprog. Men Erik er mig bekendt den eneste oversætter, som har opnået den store hæder at få tildelt sit eget navn i det land, hvis sprog han oversætter fra: Eiríkur í skýjunum (betyder ordret: Den evigt rige i skyerne). Dette illustrerer om noget, i hvor høj kurs du står i dit kildesprogs land, og Æresprisen er et velfortjent udtryk for en ros og en anerkendelse til skyerne!

Derimod gør prisen dig næppe evigt rig. Jeg kender i øvrigt ingen anden erhvervsgruppe end oversætterstanden, hvor det så markant giver sig tilkende, at det er nogen andet end kroner og ører, der driver værket. Eller som vi af og til i oversætterkredse i et anfald af galgenhumor siger: Vi passer vores arbejde på trods af lønnen!

Måske er det der andet, netop det Erik i forbindelse med anden prisoverrækkelse har kaldt for ”Oversættelsens glæder”. Ordene var titlen på en takketale, som du i øvrigt afsluttede med følgende meget præcise iagttagelser af oversætterens lod:

”Man kan godt blive lidt høj af at oversætte – og samtidig føle sorg og savn ved tanken om alt det, man desværre ikke fik med. Men bliver man høj – og det sker ganske ofte – gør det egentlig ikke så meget, at man ikke bliver rig. Med mindre man altså har det held at modtage en oversætterpris.”

Kære Erik den Heldige … Hjertelig tillykke med prisen …

Erik Skyum-Nielsen, Benedikt Jónsson

Kære Erik, kære gæster,

Vi er samlet her i dag for at fejre Erik Skyum Nielsen, som velfortjent har modtaget Dansk Oversættersforbunds Ærespris for sit uvurderlige arbejde. Erik har siden han startede sin karriere i 1976 oversat over 60 islandske og færøske værker. Blandt andet hele Einar Már Guðmundssons samlede forfatterskab, værker af Thor Vilhjálmsson og Gyrðir Eliasson, Gerður Kristný samt mange flere af Islands største forfattere.

Den islandske nation har altid haft sit helt eget sprog som ikke mange læser, et sprog, som samtidig er rigt og poetisk, og tilhører en nation, der har leveret en uvurderlig arv til verdenslitteraturen. Derfor er en oversætter som Erik Skyum særlig vigtig for denne nation. Vores sprog er en kæmpeudfordring for oversættere, og derfor kan vi islændinge faktisk prise os lykkelige for de mange dygtige og produktive danske oversættere, vi har.

Erik Skyum Nielsen er en person, som har haft enorm betydning med hensyn til at fremme islandsk litteratur i Danmark. Det siger sig selv, hvor kolossalt vigtig en opgave oversætteren har, når det drejer sig om en lille isoleret nation langt ud i Nordatlanten. Oversætteren åbner en hel ny verden for litteraturen. Der er ingen tvivl om, at oversætteren på en måde giver et kunstnerisk værk et andet liv.

Selvom der ikke hersker tvivl om, hvor vigtigt dette arbejde er, så sker der tit det underlige at oversætteren på en måde bliver usynlig. Vi kan være enige om, at det at skrive en god roman er et hårdt arbejde. Men oversætteren skal ikke kun skrive, han skal gennem sit arbejde gøre noget, som er lige så svært, hvis ikke endnu sværere. Han er nødt til at indfange forfatterens sprog og identificere sig med forfatterens tankegang. Der skal noget ekstra til for at gøre det 100 procent, man skal ikke kun beherske det sprog, man oversætter fra, man skal også genkende stemningen i værket, det vil sige have en forståelse for den kultur, værket udspringer af, og lægge alt dét på læserens bord. Uden at den hverken får for lidt eller for meget.

Erik Skyum har beskrevet sig selv i oversætterens rolle som ”forfatterens ambassadør og læserens tjener.” Dette er en fin beskrivelse, og fra ambassadør til ambassadør vil jeg gerne sige hjerteligt til lykke. På vegne af den islandske litteraturverden vil jeg takke for dit trofaste arbejde gennem tiderne. Det kan ikke undervurderes, hvor vigtigt det er for vores forfattere at have en ambassadør som Erik Skyum Nielsen.

Til sidst vil jeg råbe højt hurra og skåle for Erik …

Posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere, Uncategorized | Tagged , , , , | Leave a comment

Politiken betaler erstatning til Freek Van Den Ham

Nedenstående er skrevet af Allan Hilton Andersen, DOF.

I 2016 blev Freek Van Den Ham, herboende tekster og hollandsk født, af Rosinante spurgt, om han ville oversætte bogen ’Mijn verhaal’ af Johan Cruyff til dansk. Selv om Freek til dagligt tekster til dansk fra nederlandsk, engelsk og tysk, var han en smule tøvende, indtil jeg fik ham overtalt og tilbød ham og forlaget at være redaktør på bogen. Efter min mening var det uomgængeligt nødvendigt, at bogen blev oversat af en, der havde et indgående kendskab til fodbold, og ikke mindst hollandsk fodbold.

Samarbejdet gik som forventet glimrende, og bogen udkom den 18.11.med et forord af Frank Arnesen.

Den 13.11.16 bragte dagbladet Politiken i tillægget PS over otte en halv avissider et uddrag af bogen, som på dansk hedder ’Mit livs bane’. Forfatterens navn var angivet, ligesom Frank Arnesen og Rosinante. Men oversætterens navn fremgik ingen steder.

Oversætteren ringede selv til Politiken for at få en forklaring, og dagen efter bragte avisen en beklagelse. Hvad angik honorar henviste Politiken til Rosinante, som havde givet tilladelse til at optrykke siderne i avisen, og Politiken afviste pure at betale noget som helst.

Jeg sendte herefter et læserbrev til Politiken, som i første omgang blev antaget, men derefter afvist med den begrundelse, at den var et indlæg i en verserende sag mellem oversætteren og Politiken, som avisen ikke ville påvirke. Det argument kunne jeg godt acceptere, eftersom Rosinante havde givet tilladelse til, at uddraget kunne bringes i Politiken. Og hvem vil ikke gerne have otte en halv sides gratis reklame i et stort dagblad?

På dette tidspunkt stod det altså klart, at Rosinante og Politiken henholdt sig til den passus i oversætterens kontrakt, hvoraf det fremgår, at korte uddrag i forbindelse med anmeldelser og omtale af bogen er tilladte. Man må nok konstatere, at otte en halv side er mere end ’korte uddrag’, men at tage en tvist med forlaget på dette grundlag virkede uholdbart.
Efter at have konfereret med DOF’s formand, Morten Visby og DFF’s jurist, Anne Koldbæk, stod det klart, at kravet til Politiken skulle handle om manglende kreditering. Politiken fastholdt, at en beklagelse i avisen dagen efter måtte være tilstrækkeligt og nægtede at udbetale kompensation. Jeg skrev frem og tilbage med både chefredaktion og redaktøren på PS, men mødte mildest talt ingen forståelse, hvorefter Freek Van Den Ham kontaktede Dansk Journalistforbunds juridiske medarbejder, Dinna Arbo. (Årsagen til den kringlede arbejdsgang er den, at Van Den Ham som tekster er organiseret i DJ, men da dette er en bogoversættelse, trak jeg på mit medlemskab af DFF, som har rutine i at behandle sager af denne art.)

Oplysningerne fra DFF blev videregivet til Dansk Journalistforbund, som fremsendte krav til Politiken med bl.a. følgende formulering:

”Freek van den Ham er ikke blevet krediteret i forbindelse med udgivelsen af uddraget af bogen. Dette er en krænkelse af ophavsretslovens § 3, stk. 1.

Som følge af ovennævnte overtrædelse, er Freek van den Ham berettiget til godtgørelse efter ophavsretslovens § 83. Godtgørelse er et skønsmæssigt fastsat beløb, der gives for ikke-økonomisk skade. Kravet er opgjort til:  Godtgørelse: 3.000,-”

Politiken har herefter udbetalt godtgørelsen til Freek Van Den Ham.

Det er meget muligt, at dagspressen, in casu Politiken, har den opfattelse, at vi klynker, når vi ikke bliver krediteret. Men måske kan de lære almindelig anstændighed, hvis de skal til lommerne hver gang.

Posted in OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK | 2 Comments

DR betaler erstatning til oversættere

Af Mathias B. Andersen

Efter manglende kreditering, og et længere forhandlingsforløb, udbetaler DR kontante beløb til en række oversættere af klassiske litterære værker

I sommerens roste podcast-serie på DR TV, Klassikere genfortalt, præsenterer otte danske forfattere deres yndlingsbøger på 30-35 spiselige minutter. Det sker på tværs af verdenslitteraturen, fra Virginia Woolf til Lev Tolstoj, men selvom der bliver læst flittigt højt af klassikernes danske udgaver, så er oversætterne, hvis arbejde har forsynet dem, stort set udeladt.

Det er der nu blevet rådet bod på. I en sag, der i januar resulterede i en række kontante erstatninger til de involverede oversættere, bliver den manglende kreditering såvel som brugen af lange tekstuddrag fra de oversatte værker beskrevet som et brud på ophavsretten. Det fortæller Dansk Forfatterforenings jurist Anne Koldbæk, der efter de forudgående måneders forhandlinger er glad for at være nået til enighed med DR.

”Vi er vældigt tilfredse med, at DR gik med til at betale oversætterne”, siger hun, og kalder sagens afslutning for ”det bedst mulige udfald”.

Hun forklarer, at man i tilfælde af podcast-serien, der indeholder fyldige tekstuddrag fra de oversatte værker, er blevet enige om, at DR’s brug ikke er sket i overensstemmelse med ’god skik’, som reglerne for at citere under ophavsretten dikterer.

”DR havde så ikke gjort sig klart, at deres brug rakte ud over citatretten, ” fortæller hun, og bemærker desuden, at man skal passe på med at betragte de gamle værker eller klassikerne, der optræder i podcasten, som noget, der er til fri afbenyttelse. For selvom den oprindelige forfatters ophavsret ikke længere gælder, så har oversætteren sit eget krav til den danske udgivelse – ”en selvstændig ophavsret, ” siger Koldbæk og henviser til paragraf 4 i ophavsretsloven, som beskriver det oversatte eller ’bearbejdede’ værks uafhængighed.

Oversættelsen er en litterær fortolkning

På trods af sagens positive udfald for de involverede oversættere, så er DR’s manglende kreditering langt fra en enkeltstående episode i de danske medier. Ikke alle tilfælde danner basis for kontante erstatninger, men alle forglemmer sig i større eller mindre grad på selvstændigheden af oversætterens arbejde.

”Der er mange steder, ” siger Koldbæk, ”hvor folk egentlig ikke er klar over, at det, som oversætteren laver, er en litterær fortolkning af det oprindelig værk og derfor er et værk i sig selv, som man skal krediteres for. Det, der er interessant [i sagen med DR], er at man godt kan tænke ’Nå, men vi fortæller jo bare om bogen’ – men pointen er, at de går ind og læser op af den, og så er det en direkte brug af oversætterens arbejde og oversætterens ord. ”

På den måde handler sagen dels om en krediteringskrænkelse, dels om en overskridelse af citatretten, forklarer hun. Men sager som denne vidner også om et mere grundlæggende problem.

”Folk tænker på oversættelse som én-til-én overførsel, men sådan er det jo ikke ved litterære værker. De er altid udtryk for den individuelle oversætters fortolkning, ” siger Koldbæk, og her taler hun imod en meget sejlivet idé om oversætternes arbejde – et maskinelt syn på professionen, som gør det nemt at undskylde de hændelige udeladelser.

Alvoren i enhver udeladelse

I 2013 bragte Journalisten.dk en artikel af Lasse Højsgaard, som påtalte den manglende kreditering af oversættere. Dengang udtalte formanden for Dansk Oversætterforbund Morten Visby, at problemet havde to dimensioner. Der er tilfælde som Klassikere Genfortalt, hvor man forbryder sig på ophavsretten. Og så er der de mere ’uskyldige’ sager, hvor oversættelserne optræder med få eller ingen citater, dog stadig uden kreditering.

Den sidstnævnte type sager er til gengæld ekstremt udbredt og dermed ikke så uskyldig endda. Nemlig i de utallige tilfælde hvor et litterært værk anmeldes i medierne, uden at oversætterens navn nævnes. Avisernes anmeldelser ledsages ofte af en lille ”databoks” hvor man bliver oplyst om bogens titel, forfatterens navn, forlagets navn, bogens pris ikke mindst, og i bedste fald oversætterens navn, men det er altså langt fra tilfældet. (Det samme gælder i øvrigt omslagsillustratoren). Samme problem ses i boghandlernes netbutikker, hvor det hører til undtagelsen snarere end reglen at oplyse om oversætterens navn.

Disse tilfælde er svære at gøre noget ved, rent juridisk, og det kommer i virkeligheden alene an på, hvad mediehusene forstår som ’god skik’. Som Morten Visby fortæller Babelfisken, er det derfor vigtigt at understrege alvoren i enhver udeladelse.

”Det, der sker, er ikke kun, at der sidder en enkelt oversætter og bliver overset, ” siger han. ”For hver gang, man maskerer det kæmpe arbejde, en oversætter laver, så bidrager man til den selvfølgelighed, med hvilken folk betragter oversættelse generelt. Det bliver til noget, der bare sker. Som at trykke på en knap. ”

Ifølge Visby hænger det sammen med, at professionen altid ”har kæmpet med usynlighed på godt og ondt. ” Han bemærker, at usynlighed jo også er noget af det, som tiltrækker mange oversættere til at begynde med. Bagsiden af mønten viser sig imidlertid, når selve arbejdet begynder at blive udvisket og skjult, og når værkerne, som i Klassikere Genfortalt, bliver præsenteret som forfatterens egne umedierede ord.

Det gør kun situationen vanskeligere, at man ofte mødes med ”ringeagt”, når man så klager over en udeladelse, fortæller Visby. ”For det kommer let til at lyde som et forsmået klynk fra den stakkels oversætter, der gerne vil have sine 20 minutter i rampelyset. ” Men det er en kæmpe misforståelse af en profession, der med Visbys ord er ”utroligt ydmyg”.

”I virkeligheden er det jo vores arbejde, vi ikke vil have glemt, ” siger han. ”Det er det, vi ikke vil have skrevet ud af litteraturhistorien. ” Og det er der fare for, hvis den manglende kreditering fortsætter.

Posted in OVERSÆTTEREN DER BLEV VÆK | Leave a comment