Månedens oversætter: Mich Vraa

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Sidst i 1980’erne havde jeg skrevet en del romaner og først og fremmest børne- og ungdomsbøger. Det må have været på den baggrund at Flemming Møldrup på Carlsen i 1988 spurgte om jeg kunne tænke mig at oversætte en bog. Det kunne jeg godt. Et par dage efter læste jeg den første sætning i Paula Fox’s ungdomsroman THE MOONLIGHT MAN – the sound of a flute awakened Catherine Ames … – og skrev den på dansk.

Lyden af en fløjte vækkede Catherine Ames.

Jeg husker stadig glasklart hvordan jeg overvejede at vende sætningens elementer om. Catherine Ames vågnede ved lyden af en fløjte. I dag ville jeg måske have gjort det. Måske. Den slags er, som I ved, altid en afvejning. Troskab mod forfatteren over for troskab mod den oversatte tekst.

Jeg husker at jeg dengang sad ved min skrivemaskine og bid for bid omdannede Fox’s fine engelske tekst til dansk. Og ja, en elektrisk skrivemaskine, ikke en computer, og manuskriptet var uden en eneste overstregning eller synlig rettelse da jeg afleverede det. Jeg kan huske at jeg tænkte: Yes! Det her er din rette hylde; det er det du skal lave. Så ja, derfor. Det var ligesom at vende hjem.

Da jeg afleverede bogen til Møldrup, læste han den og sagde noget i retning af: ”Det er okay. Måske endda en hel del bedre end okay. Men du skal ikke regne med at kunne leve af at oversætte. Det er noget man gør con amore.”

Jeg har gjort det med hjertet. Og jeg har levet af det.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Jeg har oversat rigtig mange – mange hundrede – illustrerede børnebøger, og på en vis måde er det netop dem jeg har nydt mest at arbejde med. Det var tit mere kreativ gendigtning end egentlig oversættelse. Finde på skøre navne som Dr. Krudtpruts Super-eksplosive Afføringspulver; på en måde er man mere forfatter end oversætter. Desværre forsvandt den slags sammen med forlaget Sesam og en brat faldende efterspørgsel fra bibliotekerne som dengang var stort set eneste kunde til oversatte børnebøger.

Men jeg har da heldigvis også holdt rigtigt meget af at oversætte gode romaner. Litterære sværvægtere, Hemingway, Franzen, Annie Proulx, Tom Wolfe, John Williams, Jeffrey Eugenides. Og de mere letbenede, men tit meget underholdende, Elmore Leonard, Andrew Taylor, John Hart. Og de økonomisk indbringende, Dan Brown, Conn Iggulden.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

For bogens kvalitets skyld? Korrektioner af Jonathan Franzen. Der er ingen ende på Paris af Papa Hemingway. For fornøjelsens skyld? Måneskin på Troens Boulevard af Gina Nahai. En forsvindens anatomi af Hisham Matar. For spændingens skyld? Elmore Leonards Get Shorty, Havana-Rummet af Colin Harrison. For pengenes skyld? Inferno af Dan Brown.

Bedste oversættelse du har læst?

Ikke nemt. Den gode oversættelse er usynlig, siger man jo. Jeg synes John Williams Stoner var rigtig godt oversat (af Jens Christian Grøndahl), og jeg nød Louise Ardenfelt Ravnilds gengivelse af den poetiske og brutale prosa i David Vanns Goat Mountain – mere end jeg i grunden nød selve romanen:-)

Hvor oversætter du?

Jeg er så meget et vanedyr (det er jeg ikke den eneste oversætter der er). Det foregår på mit kontor, ved min computer, med mit tastatur (som jeg heldigvis tog med til London da jeg oversatte Inferno på 26 dage). Men hvis det skal være, kan jeg også arbejde med min Mac på et hotelværelse eller i et sommerhus. Det går bare meget langsommere …

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

I den allerførste rigtig-roman-for-voksne som jeg oversatte, Elvis, Jesus & Coca-Cola af Kinky Friedman (1994, honorar: kr. 14.725) står der på den allerførste side følgende: New York is still there, of course, in a manner of speaking. At least it still exists in the recently colorized imagination of terminally ill children. And who of us isn’t one of them.

Fra tid til anden forsøger jeg stadig at knække den nød: Recently colorized imagination of terminally ill children. Kinky Friedman ved muligvis hvad det betyder, men jeg har aldrig spurgt ham. Og udsagnet er stadig en gåde. Hvad jeg så skrev i den danske udgave? Øjeblik …

New York ligger der selvfølgelig endnu, som man siger. Skulle vi, der bor i byen, komme i tvivl, kan vi altid tænde for fjernsynet eller gå en tur i biografen.

Problemer er til for at blive løst. Men hvis nogen har et bud på hvordan en korrekt oversættelse kunne lyde, hører jeg meget gerne fra jer.

En enkelt gang har jeg måtte sige nej til at oversætte en bog – The Games Board Map af Stephen Elboz – fordi den var fuld af ikke bare oversættelsesproblemer, men uoversætteligheder. Ordspil på ”pawn” og ”pawnshop” og snesevis af samme slags quirks. Bogen blev aldrig udgivet på dansk; hvad det angik, havde forfatteren spændt ben for sig selv …

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Forstået som den enkelte oversætters forudsætninger? Nogle vil nok sige ”evnen til at leve på en sten”, men det har gudskelov aldrig været nødvendigt for mig. Man skal kunne skrive virkelig hurtigt, godt og smidigt dansk. Oversætteren skal kunne forme sit sprog; det minder om at klæde sig ud og træde ind på en scene for at give sig ud for at være en anden end den man er. Og man skal også kunne spille roller der er mindre velformulerede end man selv kunne have været.

(Og jo, der er afgjort bøger der bliver bedre i oversættelse; det eneste der skal til for at det sker, er jo en forfatter der skriver middelmådigt eller dårligt, og en oversætter der skriver virkelig godt. Begge dele findes som bekendt.)

Målsproget er altså af altafgørende betydning. Her vil enhver sprogbevidst, dansk læser kunne slå ned på fejl og mangler. Hvis nuancer i kildesproget smutter forbi oversætterens net, vil kun en læser med indgående kendskab til originalværket opdage det. Det er der mange oversættere der har haft gavn af. Det ved jeg fordi jeg indimellem har nyoversat romaner af for eksempel Hemingway hvor et ”squat toilet” i Paris blev til et ”kvadratisk toilet” i stedet for et pedallokum. Kun én af snesevis af tåbeligheder.

At prioritere målsproget betyder også at man indimellem må hugge en hæl for at få værket til at glide. Og det er temmelig afgørende at man ved hvornår det er det rigtige at gøre.

Mere generelt er det problematisk at oversætterfaget ikke har den status som det burde have, og jeg frygter at de faldende indtægtsmuligheder de kommende år vil gå ud over kvaliteten. Og over mine kollegers muligheder for at skabe sig et godt udkomme af faget.

Sjovt nok er det i dag kun i beskedent omfang mit problem. Jeg skriver disse svar om starten på min karriere og mine overvejelser om oversætteriet på den samme dag hvor jeg har sat punktum i min sidste oversættelse i meget lang tid. Men det er en helt anden historie …

Uden oversættere ingen verdenslitteratur!

Advertisements
Posted in Månedens oversætter | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Har vi brug for den gyldne standard?

Hieronymusdagen 2017 handlede om Nuancer i dansk – sprogets berigelser og forarmelser, og hvordan vi kommunikerer (og oversætter) i vores nye, larmende verden. Hvordan klarer det rigsdanske sig i udveksling med så mange andre sprog? Hvordan opretholder vi den gyldne standard for det skrevne i en verden af nyhedsblogs og kommentarspor? Og har vi brug for det? Årets oversættertræf var fuld af praktiske og filosofiske dilemmaer for faget, en del parallelle debatter og i midten af det hele et manifest på “ordblindsk”, der blot sagde: Jeg drøm om et frid sprov.

Af Mathias Bernbom

Bedre og bedre forstår man den danske armé af sprogrøgtere på de sociale medier. Man møder deres lille uskyldige selvtægt alle vegne, hvor man kigger: I Facebook-grupper, på Youtube-kanaler og -kommentarspor ser man deres asterisk* efter rettede stavefejl. Man mærker nødvendigheden, de føler i at fortælle en, at der skal ”komma efter fordi”.

Eller ”’forstår dem’” er måske så meget sagt. I hvert fald kan man tydeligt se, hvor den nye grammar nazi henter sin indignation fra. Det danske sprog er ikke en afskåret amøbe længere (hvis det nogensinde var det) – en national organisme, der er fri til at spalte sig og mutere, men kun bag en uigennemtrængelig og beskyttende cellemembran. I dag er der er jo netop huller i membranen, og ind strømmer låneord fra omverdenen. Senest var det en bølge af norsk i Skam-seriens kølvand, noget som alligevel må have overrasket mange.

Det ”gamle dansk” er truet og ikke kun fra andre, større sprog. På de sociale medier hersker mundtligheden på skrift, og det er klart, at kommentarsporet er blevet en af sprogrøgterens fremmeste arenaer. Mere end sure opstød og selvhævdelse sporer man også en form for afmagt i impulsen til hele tiden at stikke til hinanden med røde kuglepenne. For hvor skal rettelserne ellers komme fra? Hvem værner om sproget, hvis ikke internettets forhadte grammar nazi? Sagt på en anden måde: Hvor er sprogpolitiet henne til at håndhæve det korrekte sprog, og hvad skal der blive af det gode gamle rigsdansk, vores fælles gyldne standard?

Kend dit sprog
Som Frans Gregersen senere skulle sige under dagens paneldebat, kommer sprogpolitiet aldrig igen, og i hvert fald kan vi ikke styre de mundtlige nybrud med et sprognævns skriftlige håndhævelse. Man kan mærke, at dansk er mere løssluppent end nogensinde før, og i forlængelse heraf er oversætterens arbejdsplads også et stadig mere omskifteligt og mudret landskab.

På den måde var spørgsmålet om det danske sprog og dets nuancer i larmens tidsalder heller ikke en indsnævring af Hieronymusdagen, som tidligere har handlet mere eksplicit om oversættelse. Blandt den alsidige flok mennesker, som lørdag d. 30. september mødte op i et auditorium på KUA, var dansk jo netop fællesnævneren og den formelige materie, som alle de fremmødte på en eller anden måde havde fingre i til daglig. Fra oversættere til ordbogsfolk og sprogforskere fra den akademiske verden.

Med det som udgangspunkt rejste konferencen også vidt omkring i vores nu meget åbne sprogunivers. Fra TV-teksterens nye kår, når twitter-brugere kritiserer og gør nar af Skam-seriens oversættelse, imens den bliver sendt. Til oversættelse af Asterix-tegneserier, som går vigtige refleksioner igennem, når ordet ”nègre” optræder i originalen oven over tåkrummende karikaturer.

Spørgsmålet om det danske sprogs eget koloniale levn blev desuden foldet ud af eftermiddagens debatpanel under oplægget ”Hvem bestemmer sproget?”. Men allerede før det havde konferencen taget fat i oversætterens stadig mere bælgøjede tilstand og arbejde (nu hvor ingen jo rigtig bestemmer) med det ene krav om at være tro mod originalteksten, det andet om at orientere sig grundigt i målkulturen og hele dens virvar af nye stemmer og identitetspolitiske spørgsmål.

Noget af det vigtigste, der var at tage med fra årets Hieronymusdag og dens mange parallelle diskussioner, var en følelse af oversætterens (og i princippet vores alles) etiske pligt til at tage stilling til det sprog, som vi enten bringer ind fra udlandet eller forsøger at holde fast i fra gamle dage. Det handler nemlig om, hvordan vi positionerer os selv og andre igennem sproget, og den slags er aldrig ubetydeligt. Vi har brug for at blive mere opmærksomme på det politiske i de valg, vi konstant træffer, og desuden hvilke nybrud, vi kalder for ”berigelser” eller ”forarmelser” af det dansk, vi kender.

Ung med de norske unge
Selvom konferencen på KUA altså endte med en ret alvorlig diskussion, begyndte formiddagen med noget så tilforladeligt som en mixer for de deltagende og en bytteleg af små gule lapper med enten obskure eller forældede ord: Fra de ”nymodens” Djøfstortion og Vestegnsguacamole til de gamle (og så småt udfasede) At lænse og Bør (sb.).

Det var sprogets genese gjort til selskabsleg. Og således kunne man allerede her se to af dagens gennemgående præmisser: For det første at sproget hele tiden er i gang med at skabe, dræbe og genoplive sig selv. For det andet at man skal have et hoved, der minder om en jordskælvsmåler, hvis man skal gøre sig håb om at følge med. At kende ordenes betydning er jo én ting; lige så meget må man have sans for hvilken arkaisk, smart-i-en-fart eller endda problematisk tone, der lægger sig oven på dem, så snart de lander i samfundet.

Konnotationer skifter jo også, og hvordan disse overvejelser indgår i oversætterens daglige praksis, var der tre svar på i løbet af konferencens ene halvdel. Det første kom fra TV-teksteren af bl.a. Skam-serien, Eskil Hein, og her kan man tale om en oversætter, der for alvor har været i kontakt med sit publikum og lyttet til målkulturen. Hein og de andre Skam-tekstere arbejdede nemlig over for en ungdom, der pludselig gik enormt meget op i, hvad de lavede, og som desuden havde mediet til at udtrykke det for sig.

Der skulle have været små veritable Twitterstorme under og efter hvert afsnit, som blev sendt på DR, og sjældent bliver en oversætter kigget så hurtigt og grundigt i kortene som her. Man kunne ikke oversætte ”Dritkul” til ”Skidegodt”. Eller ”Fökkboy” til ”Don Juan” i et lidt sjovt eksempel. I hvert fald fik Hein det at vide, hvis han trådte ved siden af, og ofte af folk, der gjorde nar af de mislykkede forsøg på at “tale som de unge”.

Heri ligger det vanskelige og essentielle selvfølgelig også ved oversætterens opgave – netop at tilegne sig et sprog, som tilhører en anden. Tidligere i år beskrev Jens Christian Grøndahl det for Babelfisken, da han kaldte oversættere for ”stilister på andres vegne.” Hein og hans kolleger skulle tune sig ind på noget så facetteret som stilen hos den unge generation.

Løsningen, fortalte han til sidst, blev med tiden at lade visse ord stå, som de var. Karakterernes engelsk (og ”fornorskede” engelsk) var blødt sådan ind i det danske sprogunivers, at det simpelthen gav bedre mening. Men er det sådan en grad af opmærksomhed og udveksling med det mundtlige ”dansk”, som i dag er påkrævet af oversættere?Anna Thygesens oplæg, der fulgte kort efter, hintede til et ja. Egentlig talte direktøren for WeDoCommunication om ”Marketingsprog”, såkaldt ”SoMe-kommunikation” og oversættere i arbejde for megakoncerner som det tyske Ariel. Fælles for dette og Heins oplæg var dog, at det, som oversætteren kan (og skal kunne i dag), er at hæve sig op over kulturen og se konturerne mellem de utroligt mange sprog, der udgør selv et lille univers som dansk: At vide, hvad der adskiller så mange stemmer fra hinanden, men også hvilke følelser, endda hvilken stigma, der knytter sig til dem i forskellige kontekster.

”Vi er hverken journalister eller marketingsfolk, ” sagde Thygesen til sidst. Men ikke desto mindre må oversættere ofte manøvrere og ”versionere budskaber” i et landskab, der til forveksling ligner journalisternes og reklamefolkets.

En aktivistisk Asterix?
Intet sprog lander altså i et vakuum, men altid i et rum, som er fuld af andet sprog. Det er et rum, som også konstitueres af politiske betydninger og værdier, og så meget blev klart under dagens sidste kreative oplæg, hvor François-Eric Grodin præsenterede sit arbejde med Asterix-tegneserien.

Det er for det første et arbejde med en originaltekst spækket med franske ordspil, som i princippet er uoversættelige. For det andet er det et arbejde med sprogets grafiske udtryk og den visuelle konstant, som Grodin og enhver anden oversætter af tegneserier må støtte sig til – for man kan i hvert fald ikke lave om på tegningerne, og når de så oven i købet ofte er illustrationer af det franske sprogs idiomer og dobbeltbetydninger, ender man pludselig i nogle ret snirklede ”workarounds”.

Grodin bemærkede da også, at han tit følte sig ”splittet” mellem at være loyal over for den franske tekst og at skulle oversætte ind i den danske kultur og dens værdier – et eksempel på den bælgøjede tilstand, der optrådte gang på gang på konferencen. Nogle gange må man nemlig sande, at de to kriterier udelukker hinanden. Intet sted er sammenstødet mellem originalen og den nye kultur, som den skal geares til, så tydeligt som i den følgende stribe, Grodin havde medbragt:

Billedet er fra Astérix – Le Papyrus de César, og da originalhæftet udkom for to år siden, var det ikke uden friktion i de franske medier. Særligt passager som denne med Cæsars nordafrikanske skrivere lader til at have trukket nogle kommentarer, og selv besluttede Grodin, at han slet ikke ville forsøge at gengive ”nègre”-ordspillene, men helt udelade ordet fra sin oversættelse.

At dømme efter spørgsmål fra salen under eftermiddagens debat, var der også mange tilstedeværende, som arbejder på den måde. Hvad enten de støder på ”nègre” i en fransk tekst eller ”negro” i en engelsk, vil de ofte gå med en nødløsning og diverse krumspring i deres oversættelse. Det ville selvfølgelig være nemmere, hvis man konsekvent kunne oversætte ”nègre” til ”neger”. Det ville også være mere ”tro mod originalen”, og i mange år har det været standarden. Nogen ville sikkert stadig sige, at ”neger” er et formalistisk og derigennem forsvarligt valg. Men det er vigtigt at gøre det klart, at det formalistiske valg ikke dermed også er neutralt. For man har vel stadig forlænget levetiden af koloniale levn i vores sprog – og tilmed har man gjort det i en tegneserie for børn, hvor det er svært at kontekstualisere, toneangive eller ”gøre historisk” over for modtageren.

De fleste oversættere i auditoriet lod til at være enige i, at man har et etisk ansvar, når det kommer til visse forældede og betændte formuleringer. Man har et ansvar for, hvad man poster ind i det danske samfund, i hvert fald hvordan, og således bør man tage aktivt stilling (i virkeligheden være aktivistisk) i sin brug af sproget. Man skal være historiekritisk, men selvfølgelig skal man heller ikke være så kritisk, at man bliver historieløs. Denne skelnen skulle blive rammen for det meste af eftermiddagens debat.

Ord der resonerer
Før den gik i gang, havde arrangørerne imidlertid også inviteret ordkunstneren Gudrun Hasle til at give et andet blik på årets oversætterdag. Hasle er ”ordblind billedkunstner” og talte til de fremmødte om at arbejde med sproget, som hun selv skriver det og føler, at det bør være – frit og fyldt med stavefejl under titlen Jeg skriver vad jeg vel og vad jeg kan.

Hun havde taget dette linoleumstryk og “lille manifest” med til lejligheden, og ligesom Hein, Thygesen og Grodin arbejder Hasle altså med idéer om det gængse og gyldige sprog i vores samfund. Hun går bare til spørgsmålet fra den anden side af ligningen og som en person, der i modsætning til konferencens fagfolk står ”uden for sproget”. I hvert fald hvad angår de autoriserede koder og korrekte staveformer. Mange af hendes værker handler desuden om at indlejre små sætninger på ”ordblindsk” i bybilledet. På bannere, relieffer og vindueskarme, hvor de nemt springer i øjnene. ”Jeg drømte mig vikti og smuk”, kan man læse et sted, og et andet står der: ”JEG SIGER ALTID FOR KERTE”.

På den måde får Hasle sit sprog til at resonere i det offentlige på en meget bogstavelig måde, og hendes præsentation på Hieronymusdagen skulle ikke blot ses som en kuriositet og et lille afbræk fra oversættere, der skiftedes til at løfte sløret for deres dilemmaer og løsninger. Tværtimod fungerede hendes arbejde som en rammesætning og poetisering af enhver form for oversættelse, der foregår i dag. For i bund og grund handler det hele jo om at få ord til at ”resonere i det offentlige”. Oversætterens arbejde er perforeret af spørgsmål om hvilket ”standardsprog”, vi er fælles om at skabe, men også hvem vi risikerer at marginalisere i den proces – hvad enten det er ordblinde, tilflyttere eller danskere med en anden hudfarve end hvid.

Historiekritisk eller historieløs?
Det sidstnævnte ledte til den mest ophedede situation på årets konference, da Iben Bjørnsson, ph.d. i historie, blev spurgt af Skriverådets Martin Lund, hvorfor vi ikke bare kunne tale ”som vi altid har gjort”. Her svarede hun, at det netop ikke handler om, ”hvad vi altid har gjort”. Den sproglige virkelighed og mangfoldighed er nemlig en helt anden i dag, og derfor skal konservative idéer om, hvad vi er vokset op med, mødes af en aktiv resolution og erkendelsen af, at ”der er magt og tingsliggørelse i kolonialt sprog”.

Kort forinden havde Martin Lund faktisk selv opfordret til, at vi alle blev mere bevidste om vores sprogansvar. Han ønskede endda, at vi kunne komme tilbage til et sprognævn, som er ”udstyret med en løftet pegefinger”. Her talte han imidlertid primært om journalister og andre, der skal have det at vide, når de nedvander det korrekte sprog og således bidrager til skriftsprogets degeneration.

Både Lund og Bjørnsson ønskede således at stramme sprogets frie tøjler en smule, at vi ikke skal være historieløse i måden, vi taler på: Hvor den første ikke ville miste det historisk forankrede dansk, den gyldne standard og de regler, som gør det til et sofistikeret og smukt sprog at tale og skrive på, frygtede den anden langt mere, at vi glemmer de historiske implikationer af ord som ”neger” eller får et tilforladeligt forhold til mere eksplicitte ting som ”grønlænderstiv” og nyere tilkomster som ”præmieperker”.

Iben Bjørnsson, Martin Lund, Hanne Jansen, Anne Holmen og Frans Gregersen under dagens paneldebat

Det blev til en diskussion mellem to forskellige former for historisk bevidsthed, men spørgsmålet er, om de egentlig udelukker hinanden. Det har i den grad værdi at ville værne om korrekt sprog, og selvfølgelig skal vi have et fælles skriftsprog med fælles regler og en vis standard. Det er både rent praktisk, så vi ikke misforstår hinanden, og så giver det tilflyttere noget, de kan tilegne sig og integrere sig igennem. Et nogenlunde fikseret udgangspunkt, som vi kan gøre tilgængeligt for dem – noget en anden debatdeltager, Dansk Sprognævns Anne Holmen, talte for.

Desuden er der noget meget smukt over ordenes etymologi; at kunne tale med et sprog, der bærer andre betydninger i sig og har rejst gennem århundrederne. Det er noget enhver civilisation bør værne om, og af den grund var det også spændende at møde KU’s dialektforskere i pausen og høre om Ømålsordbogen, en igangværende arkivering af de svindende og glemte måder at tale på i Danmark.

På baggrund af dette må vi imidlertid også kunne vælge, at der er idéer fra Danmarkshistorien (og ord, der udtrykker disse idéer), som vi ikke nødvendigvis skal bevare. Og her kan oversætterne spille en vigtig rolle. Lidt ligesom i Grodins Asterix har vi også set en tendens i de seneste år til omskrivninger eller såkaldte intralinguale oversættelser af gammel børnelitteratur, som ikke længere tager sig særligt godt ud.

De fleste ved for eksempel, at Pippi Langstrømpes far ikke længere er ”negerkonge” i de nyere udgaver af bogen, men ”sydhavshøvding” eller en form for piratkaptajn. Desuden kan man nævne Sofie Boysens artikel i Babelfisken fra august, hvor hun undersøger muligheden for at omskrive Strudsen Rasmus får besøg (1948) – en bog, hvor der efter sigende ”står ’neger’ som en ureflekteret vittighed 31 gange”. Som Boysen også skriver, kan man godt forstå, hvis det føles underligt at læse den slags højt for sit barn i dag. På mange måder er børnelitteratur også en særlig genre, fordi man ikke kan forvente enormt stor kritisk sans og historisk bevidsthed af 2-10-årige. Her kan omskrivninger være en god strategi.

Vanskelighederne opstår i højere grad, hvis man begynder at omskrive og ”oversætte rundt om” enhver problematisk tekst fra de forrige århundreder. Man ville for alvor være i fare for at blive historieløs, hvis man fx skrev sig uden om ethvert ”negro” i William Faulkners samlede værker. Mange steder kunne man nemt komme til at øve vold på litteraturen og i virkeligheden omskrive historien i stedet for at være kritisk over for den.

Som så meget andet til årets Hieronymusdag må det handle om at kontekstualisere. Vi kan selvfølgelig ikke stille ét krav til al litteratur og dens oversættelse, ligesom vi ikke bør forlange det samme sprog af journalister, unge mennesker, sprogelever osv. Den samme gyldne standard, med andre ord. Dansk har så mange små stillejer, rum og normsæt, som ovenikøbet hele tiden muterer. Hvad et apparat som Sprognævnet skal være i det skiftende landskab, var der intet endegyldigt svar på, da jeg gik hjem fra Hieronymusdagen. En nødvendig ramme og rettesnor er nok et godt bud.

Fotos: Mathias Bernbom & Jørgen Christian Wind Nielsen

Arrangørgruppen bag Hieronymusdagen består af Hanne Jansen og Alexandra Emborg fra Københavns Universitet, Amalie Foss fra Forum for Billedmedieoversættere, Jørgen Christian Wind Nielsen fra Kommunikation & Sprog og Birthe Lundsgaard, Kim Lembek og Juliane Wammen fra Dansk Oversætterforbund.

Posted in Nyheder og begivenheder, Oversættelsesteori og -debat | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 1 Comment

Orhan Pamuk: Hr. Cevdet og hans sønner

Månedens oversættelse

Af Nanna Lund

I morgen, fredag den 20. oktober, udkommer Orhan Pamuks debutroman fra 1982, Hr. Cevdet og hans sønner, på Gyldendal i min oversættelse. Jeg kender ikke modtagelsen i skrivende stund, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg er noget nervøs. Dels fordi det er Pamuk, for pokker, men især, fordi det er en relæoversættelse af Hanser Verlags tyske version v. Gerhard Meier – altså en oversættelse af en oversættelse. For jeg kan nemlig ikke tyrkisk, kan jeg afsløre.

Pamuk var kun 22, da han begyndte at skrive Hr. Cevdet og hans sønner, og 30, da den udkom. Han skriver i efterordet: ”Der gik en del år, efter at jeg havde skrevet Hr. Cevdet og hans sønner, hvor jeg skammede mig lidt over den, fordi den lagde sig så tæt op ad den europæiske ‘slægtsroman’ og desuden var min første roman”, og så vidt jeg har forstået, ønskede han den til at begynde med ikke oversat. Så skiftede han mening, og nu findes den efterhånden på alle de sprog, han i øvrigt er oversat til – eller også er den på vej. Og man kan da også godt mærke, at det er en debut: Sproget er enkelt, pointerne måske lidt overtydelige. Men historien er der ikke noget i vejen med – en fabelagtigt farverig, morsom, dramatisk og rørende skildring af tre generationer af en købmandsfamilie i Istanbul fra 1905 til begyndelsen af 1970’erne.

Så jeg er overhovedet ikke nervøs på Pamuks vegne – Hr. Cevdet er en god bog og vil kun skabe mere sympati for hans forfatterskab. Men som oversætter, nej, relæoversætter, er jeg bestemt nervøs.

Oversættere lever ofte en upåagtet tilværelse, det kan vi alle sammen skrive under på. Mange læsere af oversat litteratur gør sig ingen (som i: overhovedet ingen) overvejelser om oversættelsens kvalitet, ja, måske tænker de ikke engang på, at der faktisk har siddet et menneske og brugt måneder på at forvandle Folletts A Column of Fire til Den Evige Ild. Anmelderne ved det godt, men nævner det sjældent, undtagen i oplagte tilfælde, fx nyoversættelser af klassikere. Vi må ofte henvende os til medierne for overhovedet at få dem til at huske at nævne os, når de omtaler en nyudgiven oversat bog. Det er et vilkår ved vores metier.

Men indimellem kan det ske, at ”de derude” får øje på os. Det skete for eksempel sidste år, da netop Pamuks seneste roman, Dette fremmede i os, udkom på dansk. Først var anmelderne begejstrede, ikke mindst for sproget, men så var der en af dem, der bemærkede, at der var tale om en relæoversættelse. Fra engelsk, i øvrigt fremragende gjort af en af vores bedste, Claus Bech. Og så var det pludselig … ”en tvivlsom affære”, som der stod. Ja, ligefrem noget ”luskeri”. Så kørte Facebookdebatten, og den var ikke køn.

Man kan sige meget om problemerne med at relæoversætte. Juliane Wammen har sagt det meste i et udmærket interview, hun gav til Bogmarkedet i anledning af sin relæoversættelse af den koreanske roman Vegetaren af Han Kang. Her fortæller hun klogt om den grundlæggende usikkerhed, der er forbundet med at relæoversætte på grund af det ekstra led mellem oversætter og originaltekst, og jeg kan fuldstændig tilslutte mig. Men det vil være for meget at bede en oversætter om at fravælge visse opgaver udelukkende af idealistiske årsager (fordi relæoversættelser er noget ”luskeri”, som nogen mener), eller fordi de ikke er behagelige. Vi er jo alle sammen freelancere. (Desuden var jeg beroliget af det faktum, at manden bag den tyske version, som jeg oversatte fra, Gerhard Meier, har oversat en masse Pamuk for Hanser og derfor måtte formodes at have godt styr på forfatterskabet).

Ansvaret for at vælge en relæoversættelse ligger hos forlaget, og i tilfældet med Hr. Cevdet er jeg overbevist om, at forlaget har haft gode grunde til at vælge den løsning.

Når alt det er sagt, er der nok ingen tvivl om, at Hr. Cevdet ville have set anderledes ud, hvis den var blevet oversat direkte fra tyrkisk, som naturligvis havde været ideelt; for selvfølgelig smitter den tyske syntaks og sprogtone af på oversættelsen. Men forhåbentlig ville den kun have været lillebitte smule anderledes? Det kan jeg håbe.

Posted in Månedens oversættelse, Om enkelte værker/forfattere, Oversættelsesteori og -debat | Tagged , , , , , , , , , | Leave a comment

Booker-prisen 2017 til George Saunders’ “Lincoln in the Bardo”

Som den kun anden amerikanske forfatter vandt Texas-fødte George Saunders i aften dette års Man Booker-pris for sin roman, Lincoln in the Bardo (Bloomsbury). Romanen er en gribende, fantastisk beretning om en nat i Abraham Lincolns liv, to dage efter sønnen Williams død. Sønnen befinder sig i “bardo”, et tibetansk buddhistisk begreb for en tilstand mellem liv og død, og romanen undersøger i en flerstemmig komposition af fineste slags de store spørgsmål omkring død, sorg og livets muligheder og mening.

Romanen er Saunders’ første, han er ellers bedst kendt for sine fremragende noveller, hvoraf samlingen Tenth of December er udkommet på dansk, oversat af Jakob Levinsen (Tiende december, Ordenes By 2014). Foreløbig er det den eneste danske oversættelse af Saunders, men man må håbe, at Booker-prisen vil få et modigt dansk forlag til hurtigst muligt at få oversat både prisvinderromanen og forfatterens øvrige værker. De er i den grad værd at gå i gang med. Læs mere om romanen og forfatteren her.

Prisen er siden 1969 blevet uddelt hvert år til en roman udgivet samme år på engelsk og udkommet i Storbritannien. Tillykke til George Saunders, der foruden æren får £50.000 og kommer i selskab med utallige fine værker og forfattere. Og tillykke til Jakob Levinsen, der desuden har oversat den nylige nobelprisvinder, Kazuo Ishiguro.

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , , , | Leave a comment

Teksterprismodtager Ellen Myginds takketale

Babelfisken har den seneste uge bragt talerne i forbindelse med at Ellen Mygind Kristensen modtog årets Teksterpris.

Tekster Kirsten Marie Øveraas har på sin blog Oversat bragt Ellens takketale. Læs med her:

Oversat

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , | Leave a comment

‘Ellen med skalpellen’ – en tale til Ellen Mygind i anledning af Teksterprisen 2017

Af Henrik Thøgersen

Kære Ellen.

Vi to går jo way back. Vores parløb ud i undertekstningens ædle kunst er
nærmest legendarisk.

Ej, det passer måske ikke helt. Da jeg i sin tid startede i branchen, var Ellen
Mygind Kristensen et af de navne, jeg hurtigt kom til at bide mærke i og
associere med upåklageligt teksterhåndværk, men i årenes løb har vores veje
ikke krydset hinanden så forfærdeligt meget. I dagens anledning har jeg derfor
allieret mig med din mangeårige veninde og kollega Charlotte Armstrong, som
har kunnet gøre mig noget klogere på det menneske og den professionelle
kapacitet, du er.

Ellen er født og opvokset i Sønderlev i Vendsyssel. Hendes første sproglige
udfordring var det lokale lingo, vendelbomålet, som hun den dag i dag taler
drevent. Begge forældre var vistnok skolelærere, og faren tilknyttet kirken,
muligvis som kordegn. Fra Nordjylland flyttede Ellen til Århus og sidenhen til
vor kære hovedstad, hvor hun studerede musikvidenskab med filmvidenskab
som bifag.

Der må have været noget ved det med film, som fængede, for sidst i 80’erne fik
Ellen – vistnok via Jesper Dannow – en fod indenfor hos Dansk Video Tekst,
hvor hun begyndte som indskriver. Det var jo i EDB’ens oldtid og derfor noget
med at bokse rundt med en fandens masse floppy disks. Senere hen gav DVT’s
direktør Ib Lindberg Ellen chancen for at prøve kræfter med at tekste
programmer – og det var jo ‘eeet så ringe endda.

I mange år var Ellen kendt som ’Ellen med Skalpellen’. Kolleger kunne tilkalde
hende og bede om hjælp, når de bare ikke kunne få plads på de to linjer. Så
kunne man høre et lillebitte sus i luften, når hun svingede skalpellen, og vupti,
så var der kondenseret. Ellen mestrer kunsten at hugge en hæl og klippe en tå
og alligevel ende med elegante løsninger, hvor meningen stråler klart igennem.
Ellen er vild med det skæve og sjove – ikke mindst sjove ord og glemte ord –
og hun nyder i den grad at lave pingpong med ord og ideer og er en solid støtte,
når en kollega fortvivlet sidder og bakser med et ordspil.

Ellen begejstres over kvalitet og nyder at kunne skære en tekst ind til benet,
præcisere og ramme den tone, der gør teksten lækker og til en fryd for øjet.
Hendes iboende musikalitet får også hendes tekster til at swinge ubemærket af
andre, men bemærket af os tekstere, hen over skærmen.

Et af de træk, der i høj grad karakteriserer Ellen er hendes nysgerrighed. Hun er
på evig jagt efter ny viden, nye strømninger i tiden og velskrevne artikler, der
appellerer til tankevirksomhed. Det er vigtigt for hende at holde sig orienteret.
Hun går ikke bare med på et hvilket som helst udsagn, men sår derimod gerne
tvivl om det, vender det på hovedet og giver det måske en ny vinkel.

Ellen taler indimellem lynhurtigt, fordi der er så mange ord, der presser sig på,
og de udvælges knivskarpt blandt alle de mulige og brugbare i en given
sammenhæng. Ellen taler ikke, som hun tekster, men hun tænker, som hun
tekster. De små tandhjul snurrer konstant rundt, og alle bliver beriget af at tale
med Ellen, om man så er enig med hende eller ej.

Ellen er som nævnt et meget musikalsk menneske. Hun spiller klaver og synger
sopran, og hun er helt oppe på beatet med ny musik og kunst, også moderne
klassisk musik. Meget fancy. Og så kan hun synge madrigaler. Det kan I lige slå
op. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg er imponeret.

Ellen Mygind Kristensen besidder til fulde den nysgerrighed og perfektionisme,
der gør enhver god tekster. Hun er drevet af det, som de bedste af os drives af.
Lysten til nye udfordringer, nye oplevelser, nye muligheder for at tilegne sig
viden og fortætte den til formfuldendte oversættelser – eller lidt mindre
højstemt, til elegante tekster, der bare rammer filmens eller programmets rytme
og tone spot on. Skalpellen er stadig lige skarp efter årtier i tekstningens
tjeneste og giver fortsat os alle sammen et forbilledligt eksempel til
efterfølgelse.

Kære Ellen, tillykke med Teksterprisen 2017

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , | Leave a comment

Festtale i anledning af uddelingen af Teksterprisen 2017 til Ellen Mygind

Af Georg Metz

Jeg har fået frie hænder til at tale om et emne, som jeg også selv måtte bestemme, men som passende handler om: undertekster.

Der er to slags: dem man læser på skærmen eller lærredet, fordi ens fremmedsprogskundskaber er mangelfulde, og man derfor lettere skamfuldt, når det er nærstående sprog som engelsk eller for nogen af os tysk, er nødt til at skæve til teksterne for ikke at sige være dybt afhængig af dem.

Man burde jo, men evnerne rækker ikke, dels fordi der jo er så mange ord på engelsk, dels fordi de altid taler alt for hurtigt på fremmede sprog. Eller på dansk, der taler de måske ikke så hurtigt, men til gengæld grødet og utydeligt, som det danske sprog jo kan være. Et af de få sprog, der kan tales med tænderne fast presset sammen. Det er der ikke så meget at gøre ved. Vi udkommer jo ikke fra fødslen med undertekster i andres øjenhøjde.

Men når det kommer til skuespillet, behøver man ikke være så affældig som taleren her for at brokke sig. De mumler i dansk film og på tv, det siger selv de unge, og man må slå teksterne til. Selv slår man ikke til, den sproglige klarhed er slået fra, og det slår én ud. Men så har man teksterne.

I mine mange år på TV-Avisen for snart lang tid siden udgjorde faggruppen: teksterne et særligt folkefærd der svævede ind og ud af studierne som sommerfugle efter nektar  hver med sit eller sine sprog og alle udstyret med et rødt analogt stopur – det var dengang – et rødt stopur stemplet DR i en snor om halsen, som om teksterne var en ringmærket art – disse sproglige hekse og trolde som man ikke kunne lave mange meter avis foruden, hvis altså udlandet skulle med. Så kom de ind efter at have skrevet teksterne så de passede i tid og anbragte de særlige ark sirligt, men bestemt foran næsen på redaktøren, studieværten der jo stod for dagens levering af avisen. Så havde studieværten jo materialet, hvis der skulle ske noget.

Ofte langede teksteren også ud efter selve oplæsermanuskriptet på den pågældende historie – ud af hænderne på studieværten – og tjekkede om der nu var rimelig overensstemmelse mellem teksterens oversatte ord og vendinger og den almindelige journalistiske armod i brødteksten. Man tager ikke tekstmæssig præcision let, det er ord til ord og frøers mængde, om end man måtte foretrække de korte ord frem for de lange: sær frem for ejendommelig, dum frem for ubegavet, og så videre. Det var i enhver henseende et slid det arbejde, det vidste vi udmærket.

I dag må jeg skamfuldt erkende at vi dengang opfattede dette mere som en selvfølge, en facilitet som vand i hanen, lyd i højtaleren og billede på skærmen; egentlig forventede redaktionen at teksterne var færdige i god tid før præsident Reagan, Margaret Thatcher eller Gorbatjov overhovedet havde sagt noget.

Når tekstmaskinen brød sammen, og det hændte mere end 5 snese gange i talerens tid, var det op til studieværten selv at fungere som tekstmaskine, hvilket viste hvor svært det var. Som regel var Reagan færdig længe før, erstatningstekstmaskinen var nået halvvejs; eller man læste alt for hurtigt, så Gorbatjov med det bekymrede modermærke i den høje pande længe efter tekstmaterialet var brugt blev ved og ved på sit ufatteligt russiske mål.

Alt i alt: Gerningen med oversættelserne var en velsignelse, bestemt for at ingen skulle føle sig udenfor, efterladt målløs på perronen.

Det værste her i livet er jo  at være uden for eller være holdt udenfor. At blive sat uden for sproget er som den lille død. Man kan ikke tage til genmæle og bliver overset usynlig. Som man kender det i fjerne lande, hvor sproget lyder, som Johannes V. Jensen sagde om en kinesers navn: som en mellemting mellem et host et nys og et spyt. Så er det på med underteksterne.

Ofte står man uden mund og mæle og kan ikke høre noget, selvom man kan. Man er hjælpeløs uden den simultane bistand.

I gamle dage var den døve person i stykket farcens humoristisk sikre nummer. Tante Møghe er sjov fordi hun hører skævt, måske også kun dét hun gider, skønt hun sikkert ifølge tidens tand led under objektiv svigtende hørelse. Det gør en del af os, hvis vi når skelsår og alder, som man siger. At få stabiliseret hørelsen med vor tids minimale små mirakler er som at få tekstet en nedslidt gammel amerikansk gangsterfilm. Pludselig kan man være med igen og fange pointen, som politiet fanger skurken. Tante Møghe ville sikkert gerne have haft undertekster til Statsradiofoniens udsendelser dengang. Radio for hørehæmmede er en vittighed, men hvor har mange dog været ringe stillede dengang, før billedet og underteksten kom til.

Beethovens liv er ikke en vittighed. Beethovens døvhed har tragediens format – i tragtform. Jeg har selv set Beethovens hørerør. I flertal. Der er nemlig flere, gribende i deres hjælpeløse ubrugelighed, der stort set ikke forstærkede andet end støjen.

Giganten blandt komponister mistede hørelsen totalt i forholdsvis ung alder og hørte aldrig sin egne symfonier efter den 6., samt en lang række af de mesterværker der er hovedstolen i musikken.

Man kan så mene at han alligevel havde underteksterne i de noder, han jo skrev, og han bare kunne læse. Så hørte han musikken i sit indre døve øre, i øvrigt også når han komponerede. Han levede i sin egen undertekst kan man sige; forlangte i øvrigt at besøgende skrev deres ned, deres spørgsmål og svar ned i små notesbøger og blev rasende fordi tekstningen gik så langsomt. Man kunne unde Beethoven bare at se en TV-Avis – ikke for at genere ham – men sikke et liv kan kunne have haft i vore dage, hvor tekstmaskiner også i lommeformat er hver mands eje og lyden dybest set er blevet baggrund.

Underteksten er oversættelsen. Under og over på én gang. Enorme mængder af litteratur var vi afskåret fra, hvis der ikke var dygtige tekstere, oversættere, eller: gendigtere, der rammer kernen i værket. Det er sagt om digteren Peter Poulsens oversættelse af Baudelaires Les fleurs du mal, at gendigtningen, tekstningen, matcher og outbaudelairer Baudelaire.

Den helt præcise gendigtning af Montaignes essays i den nye udgave ved Else Henneberg Pedersen rammer så præcist Montaignes ånd, bogstav og hensigt, at Montaigne ville have nydt Montaigne på moderne dansk og dermed sluppet for at læse sit eget 1500-tals fransk, som vi andre jo så også slipper for at knække hals og tænder på.

En lille sorg flyder fra mit hjertes undertekst, når jeg som søn af en svensk mor, konstaterer at mine landsmænd efterhånden har opgivet broderfolkets sprog, også det norske – hvor det måske er mere forståeligt med deres elendige nynorske som ikke en dansk kat forstår – men altså på svensk der også undertekster til. En dag havde en tekster fået pip og oversatte is på svensk til glas og pølse på svensk til kurv. Glass och korv. Men det er en anden historie, og jeg nævner ingen navne

Der kan også gå i kuk med klassikerne. I Strindbergs et Ett Drømspel står guden Indras datter på et tidspunkt i stykket inde i grotten sammen med digteren. Ude på søen, uden for grotten, uden for deres rækkevidde, hvor søfolkene er i havsnød, anes gestalten over alle gestalter, den gloriekransede hvidklædte skikkelse der i en lysende kreds bevæger sig i stille gang over de oprørte vande, mens koret i baggrunden har gang i kyrien.

Hvem er dog det? siger digteren.

Gudens datter svarer: Det är bara én der går på vattnet. Hvilket på dansk blev til:
Det er bare en der går på vandet.

Den lille bitte forskel mellem et t i dét og et r i der er her afgørende, hvis man så også husker at bara på svensk også betyder kun, har man forstået Strindberg.

 

 

Og så er der den anden slags undertekster, jeg sagde jo i begyndelsen at der er to slags og nu er vi nået til den anden: Nemlig de undertekster der faktisk ikke står under teksten men mellem tekstens linjer, og som man altså også kalder underteksten. En replik som jeg elsker dig, kan betyde noget nær det modsatte. Hos Henrik Ibsen i Vildanden er hovedpersonen Hjalmar Ekdal jo opfinder. Det er hans bestemmelse. Men hvad stiller man op som opfinder, når alting jo er opfundet, som Ekdal siger og hvor digteren på en pæn måde i underteksten får sagt at manden er en uduelig fantast, en ynkelig selvbedrager og ikke kun som opfinder.

Ytringsfrihedsdebatten blev en affære uden undertekst, hvor friheden pludselig var absolut og entydig, og de der stillede sig tvivlende over for visdommen i arrangementet, eller i at en minister bruger et fornærmende billede af andres helligdom som vulgært varemærke blev anset for at være imod den frie ytring.

Førnævnte Peter Poulsen skabte sin egen undertekst om debatten i samlingen rulletekster fra 2010:

For at værne om ytringsfriheden

Råber jeg røvhul

Efter min nabo

 

Man kan skabe sin helt egen undertekst.

 

 

 

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , | Leave a comment

Tidens tågede ruiner

Af Jakob Levinsen

Så gik Nobelprisen i litteratur endelig også til forfatteren af en fantasyroman. Men selv om Kazuo Ishiguro er en genremæssig forvandlingskugle, forbliver hans gennemgående temaer om erindring, fortrængning og kærlighedens overlevelse de samme.

 

I efteråret 2014 bad seniorredaktør Niels Beider fra Gyldendal mig om at oversætte Kazuo Ishiguros kommende roman. Jeg takkede ja ubeset, på samme tid beæret over at blive optaget i det fornemme oversætterselskab der gennem de foregående godt 30 år havde oversat hans hidtil blot seks romaner samt en enkelt novellekreds, og mere end almindeligt nysgerrig. For oven i købet ville den nye roman blive hans første i ti år siden Slip mig aldrig og hans første bog overhovedet i fem år siden novellekredsen Nocturner.

   Derefter gik jeg i gang med at læse den nye syvende roman der på dansk er kommet til at hedde Den begravede kæmpe. Til at begynde med var den mildest talt en overraskelse. Senere har jeg konstateret at en del andre forventningsfulde førstegangslæsere af romanen har oplevet nøjagtig det samme.

Det har så ikke forhindret ham i en måned inden sin 63-års fødselsdag at blive præsenteret som årets litterære Nobelpristager. Snarere er det svært at forestille sig det ske uden netop Den begravede kæmpe, og ikke kun fordi der ellers ville have været stille om ham lovlig længe. Det Svenske Akademis sekretær og talsperson, Sara Danius, antydede forleden så meget ved i hvert fald at erklære den for sin personlige yndlingsbog i forfatterskabet.

 

Ganske vist havde den i Japan fødte, men fra sin tidligste barndom i England bosatte Ishiguro også tidligere som en slags litteraturens Stanley Kubrick skiftet genre nærmest fra bog til bog. Der havde været japanske motiver i de to tidlige romaner De fjerne blå bjerge og Kunstner i den flydende verden, den ærkebritiske upstairs/downstairs-tradition i Bookerprisvinderen og bestselleren Resten af dagen, centraleuropæisk kunstnertristesse i kæmperomanen Koncerten (og til dels igen i Nocturner), en slags privatdetektivkrimi fra mellemkrigstidens Shanghai i Vi forældreløse og en dystopisk teknologifremtid i Slip mig aldrig. At han efter ti års romanpause skulle slippe sit perfektionistisk slebne, antydningsvise sprog løs på en regulær fantasy-verden fra et tidligt England for godt 1500 år siden, heriblandt både riddere, munke, krigere, forkuede landsbybeboere, adskillige slags uhyrer, Sir Gawain fra Arthur-legenderne og sågar en frygtet drage – det havde man dog selv i disse Game of Thrones-tider ikke lige set komme.

Så holdt forbløffelsen dog hellere ikke længere. For har man læst Ishiguro før, skal man ikke mange sider ind i Den begravede kæmpe før det midt i de disede, mytiske omgivelser og den ofte både heftige og uhyggelige handling skinner igennem hvor meget han også ved denne lejlighed gennemspiller nøjagtig de samme temaer om glemsel, erindring og kærlighed som tidligere. Her blot med de mytiske omgivelser og det til lejligheden hårfint arkaiserende sprog som en måde at udvide sine muligheder og almengøre fortællingen på.

 

Det skrøbelige gamle ægtepar Axl og Beatrice drager ud for at finde deres savnede søn. Vistnok, for en magisk tåge har lagt sig over landet, efter sigende udspyet af en fæl drage, og gør det vanskeligt for ret mange at huske noget som helst klart. Den meget diskrete jeg-fortæller er ikke nødvendigvis troværdig, og adskillige passager gengives som tilbageblik hos personer med vidt forskellige syn på og forståelser af ting og begivenheder – flere af dem taler bogstavelig talt ikke samme sprog, forstår man, og er i det nylig krigshærgede land heller ikke særlig opsat på at gøre det.

Overalt synes der at være sket eller stadig være tilløb til rædsler som de fleste har hver deres motiver til at ville fortrænge. Og hvem er Axl og Beatrice i det hele taget, hvad er det med den søn, hvem er den handlekraftige tilrejsende kriger og den unge knægt med tilsyneladende magiske evner, hvilke blodige hemmeligheder gemmer munkeklostret på, og hvad er egentlig den engang så noble, nu lettere skramlede Sir Gawains planer med den drage?

Det gælder imidlertid ikke om blot at nå frem eller tilbage til nogen sandhed, hverken om nutiden eller fortiden. Tværtimod rejser Den begravede kæmpe i stigende grad og stadig mere indtrængende spørgsmålet om hvordan personer og folkeslag overhovedet kommer videre efter sønderslidende konflikter. Om en sløvende dis af glemsel mon i nogle tilfælde kan være at foretrække hvis tidligere dødsfjender skal kunne leve sammen, og hvis Axl og Beatrices kærlighed skal overleve.

 

Er der håb forude? Der kan i hvert fald være forestillingen om noget andet hinsides det som Ishiguros erklærede idol (og nu altså Nobelpriskollega) Bob Dylan engang har kaldt tidens tågede ruiner. Modsat for eksempel den forkrampede butler Stevens i Resten af dagen og hans inderliggjorte stive overlæbe forsøger hovedpersonerne i Den begravede kæmpe i det mindste at huske på sig selv og deres kærlighed og holde sig i bevægelse i den flydende verden.

Nu gives Nobelprisen jo stort set aldrig for et enkelt værk. Omvendt er det som sagt svært at forestille sig Ishiguro få den uden at være vendt tilbage med netop Den begravede kæmpe. Den giver ikke mange flere svar end hans tidligere romaner, men den når frem til at turde stille nye og endnu mere dybtgående spørgsmål, både inden for historiens rammer og til forfatterens egen tid.

Midt mellem ruinerne er det også en måde at være opbyggelig på. Og valget af årets milde og underfundige Nobelprisvinder med den på alle måder fabelagtige fantasyroman kom måske nok som en overraskelse for mange. Men hverken målt på genre eller substans er det nødvendigvis spor mindre kontroversielt end mange af hans på overfladen mere bistre kolleger.

 

Jakob Levinsen (f. 1960) er forfatter og oversætter. Senest udkomne oversættelser: Dan Browns Oprindelse, John Boynes Cyril Averys hjerte og Henry Marsh’ essaysamling Hverken solen eller døden.

Posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere | Tagged , , , , , | Leave a comment

Danmarks bedste undertekster 2017

I går, torsdag den 5. oktober 2017, kl. 17.00, holdt Forum for Billedmedieoversættere den årlige teksterprisfest for syvende gang. FBO uddelte teksterprisen til en særlig dygtig kollega.

Teksterprisen 2017 gik til Ellen Mygind Kristensen.

Teksterpriskomitéen begrunder valget således:

“Ellen Mygind Kristensen tildeles prisen, bl.a. for sine tekstninger af “The Trip To Italy”. Her viser hun sin store alsidighed, brede almenviden og sikre erfaring. Her skal hovedet holdes koldt, for der skal holdes rede på et væld af citater (som skal researches), hurtige ordspil (som skal digtes, så de passer på dansk), og alle mulige tilfældige indskydelser og parodier på kendte skikkelser fra de to komikere, Steve Coogan og Rob Brydon.

Ellen har også i flere årtier leveret solide og velovervejede og sprogligt veloplagte og legende tekstninger af alt fra ordrige komedieserier, arkitektur, underholdning, spillefilm, historie, dokumentarer til dramaer, der kalder på det svulstige og arkaiske, men stadig mundrette sprog. Hun arbejder struktureret, er søgende og undersøgende, holder sig opdateret sprogligt og altid stiller op, når en kollega har vrøvl med et ordspil. Også hendes evne til at kondensere – få oversættelsen presset ind på de to linjer, uden at meningen går tabt – er legendarisk, og hun var i mange år blandt taknemmelige kolleger kendt som ”Ellen med skalpellen”.”

Journalist, debattør og forfatter Georg Metz holdt festtalen, og sidste års vinder Henrik Thøgersen overrakte prisen til årets vinder.

Prisen består ud over æren af et portræt tegnet af bladtegner Bob Katzenelson.

Teksterprisen eller ‘Lakridsbåndsordenen’, opkaldt efter de sorte bånd bag underteksterne på skærmen, er branchens egen pris til en tekster, der har løst en bestemt opgave på forbilledlig vis, eller til en, der gennem hele karrieren har holdt et højt niveau. Prisen kan også tildeles personer, der har været med til at udbrede kendskabet til tekstning eller på anden måde har gjort en særlig indsats for faget. For eksempel modtog Thomas Harder i 2010 en pris for ‘i sit journalistiske virke at have taget kampen op for den gode billedmedieoversættelse’.

Posted in Nyheder og begivenheder | Tagged , , , , , , , | Leave a comment

Nobelprisen i litteratur 2017

Kazuo Ishiguro har netop modtaget årets Nobelpris i litteratur!

Babelfisken siger tillykke til ham – og til hans danske oversættere, Birte Svensson, Jørgen Nielsen (især!), Thomas Harder, Erik Bartholdy og senest Jakob Levinsen!

Og vender hurtigt tilbage med mere om prismodtageren!

Posted in Nyheder og begivenheder, Om enkelte værker/forfattere | Tagged , , , , , , , , | Leave a comment